Græsset føles koldt under den tynde hud på Renatikas fødder, men det bevæger sig ikke meget mere. Kun et par udsving nu og da, når Renatikas tanker når et højdepunkt, men det er ikke meget. Den lette nattevind har taget kontrollen over de fugtige græsstrå, og kulden kryber rundt i sit grønne skjul. Selvom det er sommer, er nætterne kolde.
Hun skulle være gået med Avia hjem. Bare i aften, tænker hun, bare en nat i et fremmed hus, under et tag, der siger lyde når man trækker vejret. En seng, der er skruet sammen med søm og skruer, sengetøj. Avia havde jo tilbudt det. Igen. Men Renatika vil ikke passes på, påstår hun, og hun vil ikke være til besvær.
Men allermest af alt, er hun bange for at komme ind i varmen. Ind i et hus, hvor alting er menneskeskabt og klaustofobisk. Hun vil ikke være en af dem. Dem, som kæmper i krigen og betaler skat og er en del af samfundet, frem for at betragte det hele på afstand.
Det siger hun ikke noget om. Hun siger heller ikke, hvor sur og jaloux hun er på Avia, for at have grebet chancen.

Betyder det, at hun også er jaloux på Lucifer?
Hun kaster et blik på skoene, der er halvt gemt af mørket. De skinner i månelyset, der er ingen huller og de er sømmet sammen og er holdbare og tætte. I det mindste har hun sin frihed. Til at gå barfodet.
Det grønne øje gibber igen, da han vil fjerne hendes hænder, og efter en smule modstand giver hun slip, men har stadig fornemmelsen af det ru stof i sine håndflader. Med blikket følger hun ham, mens han træder et par skridt tilbage. Skal han hen og samle skoene op? Lucifer med sko. Laksko, endda. Han plejede at gå barfodet. Selv i regnvejr. Den mudrede jord giver et lydløst svup fra sig, da Renatika vrikker let med tæerne, og det matte blik ser lige igennem Lucifer.
"Jeg hader også dig," svarer hun og bliver ved med at gentage det i hovedet, for at forhindre Lucifers ord fra at trænde ordentligt ind.
"Så holder du måske op med dine idiotiske planer?"

Den rødhårede, ranglede fyr og hans laksko ser forkerte ud, i det harmoniske skov-område. Vandfaldet er smukt, Renatika er smuk. Men Lucifer er alt andet end smuk. Han er ikke engang køn. Hans øjne er trætte og grå, hans næse skæv og hans læber sprukne.

"Hvis jeg holder op med mine idiotiske planer..."
Lucifer fører blikket op i himlen og mærker regnen i sin pande, og på sine øjenlåg. Følelsen af regn har han efterhånden vænnet sig til. Den har trods alt stået på i et godt stykke tid efter hånden.

"Hvad har jeg så tilbage?"
Hans stemme er let skælvende. Alvorlig.

En skarp lyd af pels, der rystes kommer fra Kitsu, som efterhånden har sneget sig op på siden af Renatika igen. Han forstår ikke hvad de to mennesker snakker om, og endnu mindre, at de ikke bare har fået skænderiet overstået med en kamp endnu. Men at regnen er træls og mørket tæt, det forstår han, og utålmodigt gnubber han sin våde krop op af vagabondtøsens ben. Han vil gerne gå nu. Finde ly et sted. Finde noget mad. Og Renatika nikker kort til ræven, før hun træder et par skridt tilbage. Lige om lidt. Regnen bliver ved lidt endnu.

Lucifers næse er skæv, ser hun pludselig. Det har hun ikke lagt mærke til før, og for en kort stund overvejer hun, om den altid har set sådan ud. Irriteret tager hun sig til panden, og vandet fra håndfladen og det gennemblødte hår blander sig med hinanden og løber ned i hendes øjne. Det kan være ligemeget. Hun er for træt til at skulle bekymre sig om skæve næser lige nu. Kort lukker hun øjnene og åbner dem igen, men mørket ændrer sig ikke meget. Kun Lucifers silhouet er at se bag tæppet.
"Det ved jeg da ikke," svarer hun og lader et par fingre løbe igennem det lange pandehår. Det er ikke så fedtet, som det plejer. Men det kunne være renere.

Lucifer kigger på det rødbrune, lille pelsdyr, ved Renatikas side. Kitsu, kalder hun den. Han har aldrig forstået idéen med, at have en ræv. Et udbredt kæledyr er det jo ikke just, men at Renatika gider... Hvad kan den egentlig? Beskytte hende? Nej...
Hvis han skulle ha' et dyr, skulle det være en hund. En stor hund, sådan en der kunne bide folk, der prøvede at komme for tæt på. Måske nogle af lysets krigere, der med lukkede øjne fægter omkring sig med deres sværd, uden at vide hvad de gør.

"Så lad være med at blande sig, Renatika"
Siger han kort som svar og lader hånden køre igennem det gennemblødte pandehår. Og han mener det.

Et irriteret blik spiller kortvarigt hen over hendes øjne, da Lucifer efterligner hendes bevægelse, men forsvinder hurtigt igen. I stedet bukker tøsen sig ned, så jorden under hende giver et højlydt svup fra sig, og græsset bølger som stof i vinden. Ræven piver en uhørlig protest, da Renatika samler ham op fra jorden, men sammen med alt andet, drukner lyden i regn og stilhed, og Kitsu finder sig til rette på pigens skulder. Hans pels er et par nuancer rødere end hendes brune hårpragt.

"Fint," siger hun, i det hun langsomt drejer om, og bevæger sig hen mod søen igen. Regndråberne danser som dæmoner på vandoverfladen i en vild melodi og efterlader svejende ringe, der hvor de går. Renatikas spejlbillede forvrænges i vandets bevægelser.
"Nej. Du slår folk ihjel," gentager hun og modsiger sig selv. Det er jo ikke fint. Hun dypper kort foden i søen, uden at den bliver vådere, før hun går væk fra området. Hun strejfer kort Lucifer med sin arm, i det hun går forbi, og græsset svupper vådt under hendes barfodede trin.

Lucifer kniber sine grå øjne sammen. Hun kan bare ikke holde sin mund, hva'? Vreden sidder i en sur knude i halsen på ham, og brænder og stikker. Prøver at kæmpe sig ud gennem adamsæblet og gør skade og vold. Men på den måde får han ihvertfald ikke overbevist Renatika om sin uskyld. Men, det har han vidst allerede opgivet.

Da hun forlader området giver det et jag i ham. Et jag af længsel og dårlig samvittighed. Han prøver at få smagen ud af hovedet, men forgæves. Da Renatika er ude af syne, tager han sig til hovedet. Kun for at bukke sig ned, tage fat i den ene laksko og kaste den med al sin kraft, ind i det brusende vandfald. Snart er han også gået ud af skoven, men kun én sko.

Murizz sidder i græsset ved vandfalder, og ser ned i vandet. Han trækker kort efter benene op under sig, lægger armene om dem og sukker så tungt.

Meier kommer frem fra buskene. Han bløder kraftigt fra et sår i maven, men tager det ellers helt roligt.
"hej Murizz.." kommer det stille fra ham, da han ser ham

Han vender hurtigt blikket mod Meier, da han hører ham. Han ser på ham med store øjne og halvåben mund. Såret i Meier's mave, siger han dog ikke noget til.
"Me ... Meier ...?" siger han lavt. Han rejser sig op, men bliver bare stående der.

"Det mig.." siger han svagt og falder sammen, så han ender med at ligge på jorden. Han sætter sig så op igen og holder om sin mave. "hvorfor græder du nu igen?" spørger han stille

Han bider sig let i læben, og går lidt hen mod ham. Han sætter sig ned på knæ foran ham.
"Jeg .. jeg troede du var død," mumler han, hvorefter han forsigtigt lægger en hånd på hans kind. Han fjerner så hånden igen.
"Hvad er der sket med dig?" spørger han lavt, og hentyder til hans mave.

"Jeg faldt bare" siger han stille og putter sig ind til Murizz.
"det længe siden jeg har set dig.." hvisker han stille og træt. Han hoster blod op og tager sig meget til maven.
Han lukker øjnene og nyder bare at være i nærheden af en person han elsker

"Du faldt? .... Det er umuligt at komme så meget til skade, bare ved at falde," siger han lavt. Han tager sin bluse af, river så et stykke af den og ser på Meier.
"Ret dig op," siger han kort.

"jeg.. jeg kan ikke.." siger han stille.
"jeg er for svag.." hvisker han, selvom det piner ham voldsomt
Han prøver så at rette sig op igen, men lader sig knække sammen igen og ligger ned

Han smiler skævt.
"Men du skal..," siger han kort.
"Jeg vil stoppe blødningen.. Så du ikke mister for meget blod..," siger han lavt. Han forsøger kort efter at binde det stykke af sin bluse, stramt om Meier's mave.

Han sætter sig så ret op, og kan tydeligt mærke han binder hans sår ind.
Han ligger sig så ned igen til ham "må jeg ikke nok ligge her?" spørger han træt og ser op på ham. "elsker dig stadig.." siger han svagt og ser dobbelt

Han ser på Meier, da han har bundet stoffet stramt om hans mave. Han bider sig let i læben, hvorefter han rykker sig en smule væk fra Meier.
"Jeg elsker også dig.. Men .. Jeg er gift..," siger han lavt.. Han trækker benene op under sig og lægger armene om dem.

Han kravler hen til ham og kysser ham på kinden. "det også godt, for har nok ikke så langt igang alligevel.." siger han stille og holder ham svagt ind til sig.

Han skæver til ham og ser ham i øjnene.
"Det må du ikke sige..." siger han lavt. Han læner sig lidt ind til ham.
"Light sagde du var død..," mumler han.

"Det var jeg næsten også.. men ville selv sige farvel til dig.." siger han træt
Han smiler kærligt til ham, inden han bare svagt begynder at lukke øjnene. "men.. jeg vil altid være i dine minder.." siger han svagt