Randall var i godt humør, trods varmen der fik hans læderjakke til at føles som en bageovn. Han var vågnet op efter sin kamp med den ufatteligt grimme halvork på en mark i Medanien og havde besluttet sig for at bevæge sig lidt rundt i det sydlige af Krystallandet. På et tidspunkt havde han fået skrabet sig en opgave op under neglene, hvilket inkluderede tyveri af en større flok kameler og et sølvfad. Begge dele var gået nogenlunde glidende og han havde nu en pung fyldt med krystaller. Som en kamel, der kunne lugte vand, eller rettede et sted med kroer og andre sjove ting, havde han sat kursen mod havnebyen Balzera og det var her, han befandt sig nu. Han var ankommet dagen før, men havde en smule atypisk ham brugt natten på at sove i en seng på en kro i stedet for at sætte sig ned i krostuen og drikke. Varmen havde suget energien ud af ham og han havde sovet som en snorkende sten hele natten i køligheden.

Varmen var kommet tilbage og han havde besluttet sig for at undersøge byen. Han havde kun været her et par enkelte gange før på korte visits og havde ikke haft tid til at se sig om. Men denne gang havde han krystaller nok til at kunne nyde hvad end denne by kunne tilbyde - ud over slaver. Ikke at han havde noget i mod slaver, livet var unfair og nogle trak bare det korte strå. Men han forstod ikke behovet for at have nogen til at tjene under sig på den måde. Han kunne i hvert fald ikke bruge en slave til en skid, han skulle nok selv tørre sig i røven og tage sine egne sko på. Og slås for sig selv. Men hvad andre havde lyst til, det måtte de selv om.
Dog var han ved at overveje at tage ind omkring arenaen til aften og spille på en slave eller to. Der var også andre ting at se på, kamelløb, sport og andet. Men der var længe til aften, så nu fik han at se.

Som han bevægede sig ned af en halvtom gade i noget der så ud til at være et mere beboelsesagtigt kvarter, hørte han en kvindelig stemme spy noget af en trussel. Efterfulgt at en ynkeligt klynk. Normalt ville Randall ignorere det og bevæge sig videre, for det kom ikke ham ved, men han var i godt humør og blandingen mellem kvindestemmen og truslen gjorde ham nysgerrig. Hvilken kvinde kunne dog sige så gyselig en trussel?
"Der er vist en, der er hidsig." Det var mest sagt til ham selv, men højt nok til at andre kunne høre det, som han drejede ind i gyden og så sig omkring. Hurtigt fik han øje på en kvinde, der lå på jorden mellem nogle kasser. Hun så ikke så frisk ud, fyldt med støv. Og både med tegn på kamp og på tømmermænd, noget Randall kunne genkende på lang afstand, siden han selv så sådan ud det meste af tiden.
Med hovedet lidt på skrå, gik han hen og satte sig på hug ved siden af hende. Hun var da ganske attraktiv at se på, trods at hun så ud til at have haft en hård formiddag.
"Du ser ud til at have haft en god nat, snuske." Der var et skævt smil på hans ansigt, som han sad der og kiggede på hende.

Midt i al Skadis elendighed blev der kastet en ekstra skygge over hendes hoved. Hun stoppede med at tage sig til ansigtet og placerede fødderne op på en af de mange kasser så hun lå nu meget akavet med benene oppe. Det var irrelevant for hende, hun kiggede bare op på manden der havde sat sig på hug og kaldte hende snuske. Faktisk var det næsten forfriskende, hun var blevet rigtig irriteret over at folk var så skide høflige og kaldte hende Frøken. Det var åndsvagt og ubrugeligt. Og i det mindste forstod denne mand vel sarkasme. "Prft, jep... Det kunne ikke ha' været bedre," mumlede hun, lige så sarkastisk i tonen, før hun tog sig sammen og satte sig op. Hovedet føltes stadig som om at det var ved at bryde sammen og derefter gå i et flammehav som en gigantisk vulkan og hendes mave vendte sig da hun ikke lå ned længere. Det viste sig da hun lukkede munden lidt stramt og lige kort mistede farven i ansigtet.

"Eergh... Jeg ku' godt bruge et krus øl," hun mumlede mest for sig selv og gned sine tindinger. "Nej, vent.. Tredive.. Tredive krus øl.. Måske mere," hun så op på manden og missede lidt med øjnene. Han så hverken pæn eller grim ud, men hun forstod virkelig ikke hvordan han kunne stå der med en varm læderjakke på. Han lignede lidt en lejesoldatstype. Måske?
"Gider du lige.. Vent, hvem er du?" Skadi kiggede småforvirret på manden, men virkede ikke til at være hverken nervøs eller mistroisk. Blot lettere forvirret.

Randalls smil blev større, som kvinden udtalte sit sarkastiske svar. Det var dejligt med lidt liv i gaden, også selvom hun så noget hærget ud. Som hun flyttede rundt på sig, kunne han se, at hun havde blod i håret, der grangiveligt så ud til at være løbet ud af et sår, der ikke var der. Gad vide, hvad der var sket? Nysgerrighed var ikke et af Randalls stærkeste personlighedstræk, han var stadig totalt ligeglad, så han så det bare og flyttede opmærksomheden til kvinden, der satte sig op og blev bleg for et øjeblik. Randall var klar til at flytte sig, hvis hendes maveindhold skulle komme flyvende.

Da hun udtalte sit ønske om øl, grinede han lidt, inden han rystede let på hovedet.
"Skatter, jeg er normalt den første til at bifalde alkohol i vilde mængder, men i denne hede vil jeg nu nok anbefale dig at tømme et par krus med vand først. Så kan du få en tømmermandsøl bagefter. Jeg skal nok give." Det var virkeligt underlige ord, der kom ud af munden på ham. Han anbefalede vand og derefter sagde han, at han ville give?! Han var vitterligt i godt humør efter en god nats søvn og følelsen af den fyldte pung gjorde det kun endnu værre. Og der var et eller andet over denne kvinde, han godt kunne lide. Nu kunne Randall godt lide kvinder helt generelt uden forbehold, men at se en kvinde ligge i en gyde med tømmermænd og tegn på kamp, det mindede ham om ham selv og han anså lidt sig selv som en specialitet.

Det var som om, at det gik op for kvinden, at hun ikke kendte ham, for hun ville pludseligt vide, hvem han var. Ikke mistroisk eller nervøs, bare et reelt spørgsmål. Nå ja, det var måske nok meget smart at introducere sig. Randall skubbede sig op at stå og bukkede sig så ned for at hjælpe hende på benene med et fast tag under hendes arme, så han nærmest hev hende op.
"Jeg hedder Randall, men du, smukke, kan kalde mig Randy."
Varmen lå allerede som en tung dyne over det hele og han svedte egentligt pænt meget i den varme læderjakke. Men han var ikke tilbøjelig til at smide den. Måske hvis han kom forbi noget andet tøj, der tiltalte ham. Hans pande og hovedbund glinsede let af fugt og han osede langt væk af sved efter de mange dage i ørkenen. Ikke at han havde gået selv, han havde som noget af det første anskaffet sig en kamel. Det havde han da lært fra den første gang, han havde vadet rundt i al det sand.

Hun forventede det næsten ikke fra ham. Det var som om at hun så igennem hans væsen, at han var typen der bare tog et stoleben og smadrede i hovedet på den nærmest i et kroslagsmål, og at han sikkert var ligeglad med hvor mange smæk han selv fik. At høre fornuft fra en type som ham, overraskede hende, men hun tog det med et gran salt og smilede bare skævt. "Prft, nåh ja, hvis du siger det," sagde hun med et skuldertræk. "Det er ikke tit jeg får tømmermandsøl af en mand," Skadi tænkte ofte højt, hvilket hun også gjorde nu, mens hun kiggede ud i luften, tankefuldt, stadig en smule smilende. Det var et eller andet sted hyggeligt sådan at blive kaldt alle mulige pæne kælenavne af manden. En god forandring til alt det frøken dit og dat. Det var også næsten lige før at han var en fryd for øjet. Stinkende af sved, skæg der prydede hele hans ansigt. Ja, han havde skam udseendet med sig, det var der ingen tvivl om. Hun gloede åbenlyst på ham mens han rejste sig og kort efter hev hende op at stå. 

Hun fik næsten overbalance det øjeblik hun stod på benene, og endte med at læne sig op ad væggen som hun havde gjort det for timer siden. Denne gang noget mindre snøvlende og noget mere sløv i optrækket. Hun følte sig lidt som en blæsebælg fuld af kul: Tung og ude af stand til at trække luft ind ordentligt. Rigtig godt gammel. "Randy, Randy.. Heh.. Det ligger sgu godt på tungen," udtrykte hun sig før hun måtte skjule et gab bag sin håndryg. "Ergh, jeg føler mig som en sæk udskidte kartofler.. Hov, nåh... Jo, jeg hedder Skadi.. Hyggeligt at møde dig, Randy," hun rakte sin hånd frem mod ham, næsten helt åndsfraværende, men stadig nærværende nok til at skabe øjenkontakt.

Randall nikkede, som var han den viseste mand i verden, hvilket hurtigt blev brudt af det grin, der dukkede op, som hun sagde, at hun ikke så ofte fik tømmermandsøl af mænd. Det havde han nu svært ved at forestille sig, hun var jo en yndig kvinde. Som han hev hende op, tog han sig ikke af hendes blik. Hvorfor hun stirrede var han sådan set ligeglad med. Han var ikke ligefrem vant til, at folk fandt hans udseende specielt charmerende og han var også fuldstændig ligeglad. Hvad andre mene kunne rende ham. Selvom han da nok ville have leet af hende på en positiv måde.

Han fik hende op at stå, hvor hun selv valgte at bruge muren som støtte. Det passede ham fint, så han slap hende og lagde hovedet lidt på skrå igen, som hun prøvende smagte på hans navn. Hun var en spøjs en, tydeligvis hårdt ramt. Som hun selv kaldte sig for en sæk udskidte kartofler, lo ham højt.
"Du ligner også en sæk udskidte kartofler. Du har vist fået mere end du kan tåle." Der var intet fornærmende i hans tonefald, bare let morskab. Han greb hendes hånd og gav den et svedigt, men fast håndtryk.
"I lige måde. Er du klar til at bevæge dig videre id i verden, eller skal du løftes?" Det sidste sagde han helt klart for sjov, selvom han nu sagtens kunne finde på det. Hun var ikke større end at han godt kunne slæbe hende af sted.

Randalls latter fik Skadi til at klaske sig selv i panden med begge hænder. Det var hyggeligt nok, måske lige en anelse for højt til hendes smag, da hendes hoved slet ikke var tilfreds med støjniveauet, men alligevel kunne hun ikke bebrejde manden det. Han hyggede sig tydeligvis, og hun var sådan set helt okay med, at skulle lide lidt når det lige nøjagtig gjaldt tømmermænd. Der var ingen grund til at pive højt over den slags bagateller alligevel. Selvom hovedet nu alligevel føltes så tungt som det nu engang gjorde. "Jeg husker dette næste gang du har tømmermænd, Randy," kommenterede hun tørt, før hun også begyndte at grine - dog i et lavere støjniveau, og en kende mere anstrengt.

"Hvis du mener 'den næste kro' når du siger videre i verden.... Såå," med en anstrengt lyd skubbede hun sig langsomt væk fra muren og stod et stykke tid for at genfinde balancen. Med hendes smidighed gik det nogenlunde hurtigt, selvom hun stadig snublede lidt her og der. "Jep! Nogle gange får jeg de her små sydlændinge-mænd til at ligne små kvinder. Jeg kan godt løfte min egen vægt," der var intet pralende over de ord hun ytrede. Hun vidste hvordan det var, og hun var ikke bleg for at give sig selv en positiv kommentar nu og da. Hun skævede mod Randall før hun i et lidt langsomt tempo begyndte at gå ud af gyden, småsnublende over én af de mange kasser der stod herinde. Da den stod nok i vejen, lagde hun en fod på den og skubbede den væk. Så tung var den heller ikke. "Så Randy.. Hvad er du for én? Du ligner lidt sådan en.... En krigermand?"

Randall spærrede øjnene op, som var han helt vildt overrasket.
”Tømmermænd? Jeg? Hvordan kan du dog tro, at jeg er typen, der gør noget for at få dem?” For et øjeblik virkede han dybt fornærmet, men det forsvandt hurtigt igen. Han jokede. For tømmermænd kendte han alt for godt til, hvilket måske ikke var så svært at gætte ved at se på ham, han havde før fået at vide, at han lignede lidt af en sut. Og skide da være med det! Han kunne godt lide at drikke, også selvom der fulgte tømmermænd med dagen efter. Man levede jo kun en… nå, skidt med det.

Hendes ord om at gå direkte ud til en kro fik ham til at le igen.
”Hvis det er det, du vil vil, smukke, så går vi på kro.” Om hun egentligt var interesseret i at have ham med, var han ligeglad med. Så måtte hun bede ham skride.
Hendes konklusion om, at hun fik de sydlige mænd til at ligne kvinder og beskrivelsen af hendes egen styrke fik ham bare til at smile og han var lige ved at klaske hende i ryggen, men valgte at lade være. Ingen grund til at slå maveindholdet ud af hende. I stedet gik han med hende, som hun langsomt gik mod gydens åbning på lidt klodsede ben.

Tålmodighed var ikke ligefrem et af Randalls kendetegn, men den kønne kvinde var værd at vente på og han stoppede op, som hun besluttede sig for at sparke en kasse væk fra sin vej. Hendes spørgsmål fik ham igen til at spærre øjnene lidt op.
”Det kan man måske godt kalde mig.” Hans ene hånd strejfede sværdskæftet. ”Meneh, det ville nu være en lidt for pæn titel.” Han bukkede lidt i sjov. ”Sidst nogen kaldte mig noget var det ”forbandede tyv” og ”drukkenbolt” og et par ting mere, jeg har glemt igen. Jeg tager ikke den slags så tungt.” Han blinkede til hende og smilede igen stort. Nej, han tog ikke den slags særligt tungt. Engang ville han have været en ”krigermand”, men det havde han ikke ligefrem lyst til at være igen. Så hellere leve fri som fuglen og vælge sine egne fjender.

Randalls fornærmede attitude virkede ikke en meter på Skadi, der så igennem det med det samme. Han var dén type. Hun kendte godt den type, så hun grinede blot. "Åh, det ved jeg skam ikke? Måske fordi det kræver være én for at genkende én?" selvironi var Skadis største personlighedstræk. Hun vidste hvordan man nemt kunne bringe sig selv ned i sølet hvis man førhen havde bragt andre ned på det plan, for der var ikke noget værre end at stå triumferende over sit offer. Det var kun på slagmarken, Skadi havde den slags ønsker. Hun trak bare på skuldrene og skævede lidt mod Randy da han kaldte hende smukke. Hun var slet ikke vant til at blive kaldt sådan noget, men det var et eller andet sted rart nok.

Hun vidste at hun havde taget ham på sengen da han spærrede øjnene op ved hendes spørgsmål om hvorvidt han var en kriger eller ej. Dog virkede han til at tale rent ud af posen, hvilket hun kun kunne respektere, så hun nikkede bare, mens hun opdagede hans hånd strejfe sværdskæftet. Han var en kriger, ingen tvivl om det, men hans attitude var måske ikke på den rette plads. Hun skulle dog ikke selv tale for højt omkring den slags. "Det er sjovt som man ikke bare kan være en kriger. Jeg tror jeg er blevet kaldt "Gale kælling" og "sindssyge kvindemenneske" flere gange end jeg kan tælle på begge mine hænder," hun skævede mod ham med et mere alvorligt blik før hun vadede videre ud på den åbne vej og rent faktisk begyndte at gå den rigtige vej i forhold til hvor hun havde efterladt resten af sin oppakning. "Man vænner sig til at blive kaldt sådan noget med tiden alligevel,"

En kriger. Det var der ikke nogen, der havde set ham som længe. Heller ikke ham selv. En kriger havde vel et kodeks, en form for morale man skulle følge. Ordrer at lytte til og mål med de kampe, man havde. Det havde Randall haft en gang, for en livstid siden efterhånden. Han havde stadig evnerne fra dengang, men det med at leve efter et kodeks havde han droppet for længst. Det var ikke ligefrem hans stil og man fik kun lort ud af det. Kriger? På en eller anden måde ja. Soldat? Nej.
Det var noget af det underligste nogen havde sagt til ham længe og han blev for et øjeblik lidt forvirret over det, men det var ikke noget, man kunne se på ham, som hans smil og grå øjne stadig udtrykte morskab.

Randall fulgte med hende, som hun gik ud på den lidt større vej. Hun så ud til at vide, hvor hun skulle hen, så han slentrede bare af sted med blikket skiftevis på hende og vejen foran sig. Hun virkede alvorlig og Randall overvejede for en gang skyld kort, hvad han skulle svare i stedet for bare at fyre en eller anden dumsmart bemærkning af.
”At gå op i, hvad andre tænker om en er det mest latterlige man kan bruge sin energi på. Så er øl og kæl… øl og godt selskab meget bedre.” Han var lige ved at sige kællinger, men siden det var en hunkøn, han gik ved siden af, var det nok ikke så passende. Det kunne jo være, at hun havde lyst til at være ”godt selskab” senere, man kunne da altid håbe, ikke?

En sveddråbe løb ned over hans tinding og han sukkede lidt overdrevent.
”Hernede kan man så bruge al sin energi på at svede som et svin. Jeg sværger, det er sidste gang jeg tager så langt syd på igen.” Han lød ikke sur eller irriteret, ikke rigtigt, og det var han heller ikke. Som med alt andet tog han det ikke så tungt. Han kunne jo bare tage nord på igen, når han ville. Han var jo kun lige ankommet, så det varede nok et par dage inden han læssede sin røv op på kamelen og drog ud af ørkenen igen.

Hun kunne med nemhed høre hvordan Randall faldt lidt over sine ord og hurtigt ændrede hvad end han skulle til at sige, til godt selskab i stedet for. Hun trak på skuldrene, ligeglad og slentrede videre. "Der er meget få ord jeg ikke kan arbejde med, når de er rettet mod mig. Hvis ikke man bruger dem, er øl og godt selskab fint. Ellers kan man forvente min økse," hun klappede let øksen i bæltet med et lille nik med hovedet, mens hun gik videre, til de nåede den rette gade, hvor der desuden var en del blod i det sammentrådte sand. Hun stirrede lidt på det, men fnøs så og gik videre igen. Denne gang begyndte kroen at komme til syne og Skadi havde næsten lyst til at danse en sejrsdans, havde det ikke været fordi hun stadig havde grusomme tømmermænd.

Randalls overdrevne suk og ord, fik Skadi til at smågrine. Hun var dog fuldstændig enig i hvad han sagde, om at her var alt, alt for varmt. "Du har helt og aldeles ret. Måske det ville hjælpe hvis man kunne finde én eller anden oase eller et badehus. Sådan noget i den retning. Så kan man i det mindste undgå al det svederi," hun gik alligevel ind på kroen og styrede direkte mod krofatteren, så hun kunne få et fyldt krus på ny. Allerede nu havde hun glemt alt om det med vand.

Randall kastede et blik ned på kvindens økse, som hun klappede på den. Selvfølgelig havde han lagt mærke til den, men hendes ord og bevægelse fik et smil frem på hans ansigt. Krigerisk. Det kunne han lide. Der var da ikke noget bedre end en kvinde, der kunne slå fra sig. Det der med yndige, uskyldige møer var da meget fint, men hvis Randall skulle vælge, ville han helst have en kvinde, der kunne slå fra sig og ikke var bleg for at være beskidt i munden. Som denne ungmø levede op til. Glimtet i hans øjne tog til og han slentrede afslappet af sted ved siden af hende. Mon ikke, at det her kunne blive en god dag, trods varmen?

Hans blik fulgte hendes og han fik øje på blodet i sandet. Tydelige tegn på kamp, også med en smadret kasse. Havde hun været oppe at slås med nogen? Var blodet deres eller hendes? Der var en del, der kunne skimtes i sandet. Uden at sige noget skævede ham mod hende og blodet i hendes korte hår. Der var noget mere til hende, end hvad første blik afslørede. Hvis det var hende, der havde været oppe at slås her, var Randall sikker på, at modstanderen havde fået tørt på.
Hendes grin og ord trak ham ud af tankerne og hans tænder dukkede op et i smil.
”Ellers ligger havet lige herude. Hvis du vil være med til at have en dukkert senere.” Han blinkede til hende med det ene øje og smilet blev endnu større.

Det var rart at komme ind i skyggen, selvom temperaturen ikke faldt ret meget inde i kroen. Det var ikke den samme kro, som Randall havde værelse på, så han lod nysgerrigt blikket glide rundt. Der var ikke noget at komme efter, så han rettede hurtigt sin opmærksomhed mod kvinden igen. Inden hun nåede at åbne munden til krofatter, skyndte Randall sig at bestille.
”To krus vand og en kande øl til at skylle skidtet ned med.” Han lænede sig lidt op af baren og så på Skadi med et drillende blik og et skævt smil, nogen ville synes var charmerende, andre ville synes lagde op til ballade.
”Men hvad laver sådan en nordisk skønhed så hernede i varmen?”

Og så drak de sig pisse stive og tog ud for at nøgenbade, hvilket endte ud på den enes værelse med et ordentligt knald. Slut prut.

//Aka vi afslutter denne tråd, da vi begge lidt har mistet gnisten i den :)