Retinentia trak vejret tungt som hun vendte tilbage til virkelighedens verden. Hun holdte sine øjne ganske let lukkede i et par sekunder, inden hun igen fik dem åbnet for fuld styrke. Hun stirrede koldt og vredt på kvinden foran sig. "Husk det til næste gang nogen tvinger dig til at huske." den trussel gik begge veje. Det var bare et spørgsmål om at have midlerne til det. Og bad hun Ra om hjælp til at finde denne kvinde igen, forklarede hvad der var sket, så fik hun den hjælp. Yasmin skulle ikke føle sig sikker og kæphøj.
Yasmin vendte tilbage til den kedelige fysiske udfoldelse ved at slå, og Tia sukkede nærmest irriteret over det, og ventede til hun var færdig med de fysiske udfodelser, før hun lod sin tynde hånd finde frem til næsen og vride den let på plads igen. Det mørke blod løb ud af næsen, en flænge i øjenbrynet og fra hendes læbe, ned af ansigtet, mens hun let mærkede hævelser melde sig. Men det var ligemeget. Det var blot en fysisk krop der blev angrebet. Tia kunne altid forlade den hvis hun lystede.

"I lige måde, rasende barn.. I lige måde.." Det var til begge dele. Både at hvis Yasmin forsøgte at regere rundt inde i dæmonkvindens hoved igen, så blev tingene umådelig modbydelige. Men ikke at se hende igen, var nu også ganske rart at foretrække. Med mindre hun fik en ide om at få hende bundet fast først. Tia mærkede et let grin ved tanken, mens hun vendte sig fra hulens udgang og satte sig tilbage i skrædderstilling. Hun var ikke et menneske der kunne underkastes til menneskenes fantasi om lykke. Hun var ikke en majonetdukket. Tia lagde knoerne mod hinanden og lukkede øjnene. Lod blodet dryppe fra sit ansigt, mens krystallernes lys banede sig vej ind i hendes indre. Det tog overraskende kort tid før hun følte sig magisk mættet og fuldendt igen. Zaladin havde ladet hende bestå en prøve.

//out