Så snart hans legetøj bevægede sig, kæmpede for at komme fri og drejede hovedet for at se om han virkelig var der fortsatte Yog med det han hele tiden havde haft planer om. Han forsatte med at holde hendes ben spredt så underlivet fortsat var blottet, pressede hende så derefter ned mod gulvet og lod til sidst sit lem glide op i hende endnu engang. Yog startede ud med at holde sin ende hånd på hendes ryg så han fortsat kunne presse hende ned mod gulvet imens den anden hånd var placeret på hendes hofte. Kraftige stød blev sendt imod hendes underliv imens hun fortsat var fikseret af reb og bælter. Munden stod stadig åben på grund af jernringen og savl dryppede ned på stengulvet. Yog stød medførte desuden at kvindens hud blot fik endnu flere hudafskrabninger, men for at give hende ekstra smerte slap gav Yog hende også nogle slag i røven med hånden som han havde placeret på hendes hofte.

Han tog endnu engang fat i rebet der stadig hang rundt om hendes hals for at vise sin magt over hende. Han stramede det ikke, men holdt det bare i sin hånd som var hun hans kæledyr der var i snor. "Tror du stadig at der er en mening med alt der her? Hvilken gud ville dog lade dig blive udsat for alt det her?" Yog strammede rebet en smugle "Din gud eksistere ikke og hvis hun gør er hun ligeglad med dig" den sidste kommentar blev sagt med en ondskabsfuld glæde og overlegenhed i et forsøg på at knuse sit offers tro, men Yog var langt fra at være færdig. Han forsatte i noget tid med at støde op i hende, blev ved og ved i en tid der virkede som evigheder alt imens hans offer kun kunne følge hans bevægelser og udstøde lyde.
Endnu engang lod han sine væsker trænge ind i hende og endnu engang dryppede det lidt ud af hende.

Yog trak sig ud, rejse sig og gik langs med hendes nøgne krop på jorden indtil han stod foran hendes hoved der stadig lå langs med gulvet. Han greb hendes hår og trak hendes hoved op så han kunne se hendes savl fyldte mund der stadig var tvunget op af jernringen "Ville din gud virkelig udsætte dig for det her hvis den eksisterede og holdt af dig?" Imens Yog holdt øjenkontakten med sit legetøj og havde et overlegent blik og smil greb han sit lem. Det var stadig overdækket af safterne fra dem begge.
Imens han stadig løftede kvindens hoved i håret lod han sit lem glide op og ned af hendes kinder og hage i en kort periode. Lige indtil han stak lemmet ind i hendes mund og også her begyndte at støde. Alt sammen imens kvalte støn og lyde kunne høres fra hans legetøj. "Lad os se om det hjælper at tvinger andre ting ned i din hals end religiøse barnligheder og falske forhåbninger"

\\ Skal vi sætte redningsaktionen igang?

Kahinas krop var efterhånden blevet udsat for så meget smerte, at hun ikke længere rigtig registrerede det. Hendes krop havde endnu ikke lukket ned, for hun kunne stadig mærke da han tvang sig ind i hende, men smerten var blevet en dump, konstant smerte. Hun udstødte en ynkelig klynkende lyd da han endnu engang tog fat om rebet om hendes hals, og havde hun kunne ville hun have holdt sig for ørerne som et barn, da han igen begyndte at skæne Shara. Det værste var dog ikke smerten, eller fornemmelsen af rebet der blev strammet om hendes hals, det værste var, at hans ord var begyndt at sætte bittesmå frø. For han havde ret: hvilken gud ville lade deres præstinde blive udsat for noget så grusomt? Hun vidste godt hun ikke havde fulgt Sharas ord, men ingen straf var dette værd, så hvad havde hun dog gjorde for at fortjene det?

Eftersom Kahina allerede lå på jorden kunne hun ikke falde sammen da han endelig rejste sig fra hende, og alligevel var det tydeligvis det hun gjorde, da hendes krop simpelthen gav op og ikke kunne holde til mere. Hun havde opgivet at kæmpe mod tårerne der nu strømmede ned over hendes kinder i en lind strøm. Hun måtte dog alligevel have haft en eller anden form for styrke, for selvom alt i hende forsøgte at få hende til at se væk da han trak hende op ved håret lykkedes det hende at holde øjenkontakt. Og hans ord fik endnu engang et glimt af stædighed tilbage i de mørke øjne, for jo, Shara holdt af hende. Hun havde reddet hende fra et liv som slave og havde tilbudt hende mere end Kahina nogensinde havde drømt om. Og hun fandtes, så meget var Kahina sikker på, for hvem skulle ellers have skænket Kahina Synets gave.

Hun ville have trukket sig væk da han greb om sit lem og kørte det op af hendes kinder, men hans greb om hendes hår forhindrede det. Ligesom det forhindrede hende at trække sig væk, da han stak sit lem ind i den optvungende mund med en voldsomhed, der fik kvalmen til at vokse faretruende hurtigt.

//Jo lad os det

Da hans legetøj sendte ham trodsige øjne blev hans skumle smil kun bredere "Send alle de trodsige øjne du vil. Det kommer ikke til at gøre nogen forskel"

Yog fortsatte med at støde sit lem ind i kvindens mund. Det varme savl fik han til at glide let frem og tilbage i hendes mund og under hele processen holdt han øjenkontakt med sit legetøj alt imens et overlegent smil befandt sig på hans læber. Hans ene hånd havde fat i håret imens den anden hånd havde placeret sig lidt over nakken hvor den hjalp med at holde tempoet og styre niveauet for hvor meget af hans lem hun tog ind.

På et tidspunkt førte han pludselig også den anden hånd om bag nakken og trak hende helt ned til roden af sit lem.
Øjenkontakten var stadig bibeholdt og ligegyldigt hvilke blik hun sendte ham ville det kun tilfredsstille han yderligere. Han holdt hende tæt ind til sig i et stykke tid imens han fortsatte med at se hende i øjnene, men trak sig så lidt tilbage igen hvorefter han begyndte at støde på ny.

Igen kunne han mærke en varme strømme igennem kroppen og ned i lemmet. Det sitrede i hele hans krop han var endnu egang ved at få udløsning. Han trak sig ud i samme øjeblik det sprøjtede ud af ham hvilket fik sæden til at ramme kvinden i munden såvel som overstrøge hendes ansigt. Han smilede atter bredt og overlegent "sikke dog en elskende gud du har. Bader dig i livets væsker" Han gav hende dog ikke særlig lang tid til at få vejret for kort efter stak han igen sit lem ind i hendes mund "Din gud eksistere ikke, men du har stadig ikke fattet det" sagde han næsten sørgmodigt "det er tragikomisk"

// Vi skal lige have dine livvagter teleporteret sammen med Quin til tråden her i vores første tråd.

Quin og hans to følgesvende stod nu pludselig i en mørk grotte. De havde tidligere befundet sig i en af skumringskvarterets gader, men var nu endt her fordi Quin havde brugt sine magiske kræfter til at følge efter Kahinas overfaldsmand. Det havde været en lidt skræmmende rejse eftersom de i et kort øjeblik blev slugt af skyggerne, men nu hvor de var fremme gik de endnu et forfærdeligt syn i møde.

På gulvet i grottens mørke så de nu en bagbundet kvinde der var blevet komplet fikseret af reb, spor af forskellige kroslige væsker dryppede ud af hende både for og bagfra. Og foran hende stod en mørk skikkelse iført en sort kappe der voldsomt var ifærd med at tvinge sit lem helt ned i halsen på hende for at udnytte hende til det ypperste. Det var tydeligt at dette væsen havde misbrugt hendes krop og ihærdigt havde forsøgt at nedbryde hende psykisk. Og når man kiggede nærmere på den tilstand hun var i så det heller ikke ud til at hun havde den helt store viljestyrke tilbage. Quin var i chok over at se hvordan kvinden blev degraderet og misbrugt. Han kiggede tryglende på sine følgesvende om at de skulle få det til at holde op.    

Magi var en underlig ting. På trods af at de levede i en verden fyldt med magi, var der stadig dem, der fastholdt at magi var unaturligt og skadeligt. For ørkenens folk var det dog anderledes: de var alle født med magi i blodet, og alle accepterede det som en del af livet. Så da Sefu og Ngozi pludselig dukkede op en mørk grotte var der ingen af dem, der reagerede synderligt på det. Og da slet ikke ved det syn, der mødte dem.
Et øjeblik var der ingen af dem der rørte sig, alt for lamslået af det forfærdelige syn der mødte dem, af deres præstinde, der i dette øjeblik var ved at blive ydmyget på en måde kun de færreste kunne forestille sig.
Et langt sekund var det som om tiden stod stille, så udstødte Sefu et brøl, trak sin sabel og sprang hen mod den kappeklædte krænker. Ngozi, derimod, var mere fokuseret på præstinden, så selvom han også sprang frem, var det for at gribe fat i hendes arm og trække hende væk fra sin krænker, henover de skarpe sten, der fik Kahinas allerede ødelagte hud til at bløde endnu mere. Det var dog ikke noget hun lagde mærke til, alt for udmattet og alt for brugt til at kunne skille smerten fra hinanden.

Hele hendes krop var én stor smerte, og det eneste hun kunne gøre var, at synke sammen på jorden mens Ngozi fandt en dolk frem og hurtigt fik skåret hende fri af rebene. Han skar bæltet væk fra hendes hoved som det sidste, og smed det i hjørnet inden han greb fat i den udmattede kvinde for at støtte hende. <"Jeg har ikke brug for din støtte, Ngozi!"> På trods af at hendes ben rystede under hende, lykkedes det hende at komme på benene. Valkende og udmattet, med blod og væsker strømmende ud fra diverse steder, og alligevel med en vis værdighed over sig.
Det var ikke første gang hun havde været nøgen overfor sine vagter, for mange af Sharas ritualer bød hende at være afklædt, men alligevel følte hun sig en smule forlegen og tog derfor imod Ngozis tunika, da han trak den over hovedet og rakte den til hende. Den var så stor, at den nåede hende til lårene og næsten virkede som en kjole, og hun brugte snippen af den til at tørre sit ansigt fri fra sin fangers væsker inden hendes ben endelig gav efter og hun knækkede sammen. Hun ville være faldet sammen, havde det ikke været fordi Ngozi havde været hurtig til at gribe hende. Han endte med at bære hende, hvilket fik hende til at klage sig svagt over smerterne i kroppen. Det var først da hun var faldet til ro, at det gik op for hende, at der var en anden i rummet.
En dreng, ikke meget ældre end stammens yngste kriger. Hans tilstedeværelse var en overraskelse for hende, men Kahina var for udmattet til at lade sig mærke med det. I stedet så hun på ham. "Hvem er du?" Havde han været iført sort ville hun næsten have troet, at han var en af Kiles præster, men som han stod der så han lige så malplaceret ud, som de to vagter iført stammens lette tøj gjorde i grottens kulde.

//Ooooog nu var det så mig, der blev syg -.-
Jeg håber det er ok, at Ngozi får fat i Kahina, ellers siger du bare til og så retter jeg det :)
Det der foregår i <> foregår på stammens sprog.

Yog havde stadig sit lem i sit offers mund da tre personer pludselig trængte sig på ved at teleportere sig ind i hans hule. Det var to ørkenfolk og en ung dreng der pludselig stod i hulen. Et øjeblik stod de blot og kiggede chokeret på Yog og hans legetøj, men kort efter stormede ørkenfolkene frem. Den ene råbte op og var tydeligvis på vej mod Yog imens den anden var roligere og så ud til at fokusere på kvinden Yog havde bortført. Deres hurtighed overrumplede Yog. Havde han være hurtigere kunne han muligvis have grebet kvinden om halsen og brugt hende som gidsel, men det der i stedet skete var at Yog trak sit lem ud af kvindens mund og bevægede sig baglens væk fra manden der kom stormene imod ham.

Yog kunne på nuværende tidspunkt tydeligt se at han ikke havde nogen taktisk fordel, så han valgte at fordufte. Manden fra ørkenen kom stadig stormene imod ham, Yog så hvordan en sabel blev hævet for at hygge Yog i stykker, men den nåede ikke at ramme Yog før dæmonen forsvandt i hulens skygger.
Kun et eko af ond latter blev tilbage efter hans forsvinden.

// Yog out

Kahina havde aldrig nogensinde haft så ondt før. Hele hendes krop værkede efter mishandlingen, og et sted bagerst i sin bevidsthed registrerede hun Ngozi sige et eller andet til Sefu, der sendte hende et tvivlsomt blik. "Vi skal tilbage," hendes stemme var hæs og hun havde så meget kvalme, at hun var sikker på hun ville kaste op om et øjeblik. "Samle stammen. Krigerne, få dem til Hovedstaden." Der var stille lidt, så rømmede Sefu sig.
"MOder Oyibo jeg synes vi skal -"
"Du er ikke i en position til at synes noget som helst," på trods af at Kahina havde lukket øjnene var hun ikke sen til at åbne dem igen for at sende den ene af vagterne et skarpt blik. "Du svigtede din pligt - du og Ngozi, jeres straf vil komme senere, men først skal vi ud herfra." Hun vendte igen blikket mod drengen, og lagde hovedet let til den ene side. "Er du kommet for at hente mig?" Spurgte hun så, fuldstændig oprigtigt.

Quin overvejrede det hele. Han så hvordan kvinden blev udnyttet, hvordan de to mænd stormede frem for at rede hende, hvordan den kutteklædte pludselig forsvandt i mørket og hvordan kvinden for tiden havde sagt at hendes redningsmænd ville få deres straf. Quin stod også for tiden og tænkte på hvad hun havde sagt om at få krigere til hovedstaden. Det lød ikke helt godt i hans øre, men samtidig forstod han også at kvinden nok ville jagte den kutteklædte efter hvad hun tydeligvis havde været igennem.

Quin kiggede på mændene. Kvinden havde sagt at de ville blive straffet. Det var da en underlig tak for at de havde fundet og redet hende...

"Er du kommet for at hente mig?" spurgte kvinden pludselig. Quin kiggede på hende, placerede en hånd i nakken, men kiggede så over på mændene igen. "Teknisk set blev jeg shanghajet af dine mænd, men jo, det er jeg vel" lød det en smugle genert fra Quin. Han han var blevet shanghajet var en mild måde at sige det på. Den ene havde bogstavelig talt truet ham, men på den anden side var det også forståeligt. Quin var godt klar over at visse folk ville gøre alt for at hjælpe dem der betyder noget for dem.

"Shanghajet?" Kahina kendte ikke det ord og vidste derfor ikke, at det betød at Ngozi og Sefu havde tvunget drengen med sig. Hun troede, at han var kommet for at hente hende med til Kile, for smerten i hendes krop var så overvældende at det ikke ville undre hende, hvis det var der hendes vej ville føre hende hen. 
Hun kunne have spurgt ham, men i stedet gav hun Ngozi ordre til bære hende hen til drengen. Hun ville selv være gået turen, men var for svækket til det, og vagten adlød også uden at tøve og bar hende hen til drengen, som Kahina tøvende rakte ud efter. Hvis han var kommet i Kiles navn ville hun næppe kunne se det, men hvis han var kommet af en anden grund ville hun måske få en måde at gøre sin (forståelige) forvirring mindre. Altså lagde hun en kold hånd på hans arm, tog en dyb indånding og rakte ud indtil den hvide hinde gled ned over hendes øjne og trak hende ind i et syn om en dreng, der var god som dagen var lang og havde vendt sin familie ryggen for at strejfe gaden. "Ah," sagde hun, da hun igen var kommet til sig selv og trak hånden væk fra ham. "Din magi fik Sefu og Ngozi til at tvinge dig til at følge efter..." hendes ord døde ud, og der gik et øjeblik inden hun rømmede sig. "På vegne af mine udulige vagter undskylder jeg, de har endnu ikke forstået, hvordan man lever i Hovedstaden. Og på vegne af Yavapai folket er jeg dig taknemmelig. Du vil for altid have allierede i os." Sagde hun og bukkede ærbødigt hovedet for den unge dreng, for hvem hun og resten af hendes folk nu stod i gæld.

Efter at kvinden havde talt færdig og takket for hjælpen kiggede Quin kort på vagterne. Derefter kiggede han tilbage på kvinden. "Med al respekt så forstår jeg godt hvorfor at de opførte sig som de gjorde" Quins blik bevægede sig endnu engang over mod vagterne hvor han fangede nogle små glimt af øjenkontakt. De skammede sig over at have truet Quin, men Quins blik var roligt og tilgivende. "De var bekymret for dig, og det fik dem til at gøre nogle lidt ekstreme ting" Quin så nu præstinden dybt i øjnene "Jeg er rimelig sikker på at de fleste ville reagere på samme måde"

Ville andre have reageret som Kahinas vagter? Muligvis, men det ændrede stadig ikke på det faktum, at hun havde forsøgt at lære dem, hvordan man begik sig i et andet samfund uden at de havde taget ved lære. Men måske ville hun heller ikke selv have været i stand til at befærde sig i Hovedstaden, hvis hun havde været født under ørkenens brændende sol, for hun var trods alt født ind i en storby og vidste, hvordan man opførte sig nogenlunde normalt.
Hun svarede derfor ikke på drengens ord, men bed i stedet tænderne sammen i smerte da Ngozi ufrivilligt rykkede på sig. Hulen de befandt sig i var kold, koldere end den burde være, og ufrivilligt gjorde Kahina den koldere i et forsøg på at dulme smerten i hendes krop. "Kan du få os tilbage til Hovedstaden?" Spurgte hun, og vendte igen blikket mod drengen. "Kan din magi åbne porten igen?"

Quin mærkede hvordan der pludselig blev koldere. "Kan du få os tilbage til Hovedstaden?" lød det fra kvinden. Hun kiggede på Quin
"Kan din magi åbne porten igen?" Quin så hende i øjnene og kiggede i retningen af stedet hvor de var dukket op "Det er ikke længe siden at vi ankom. Så det burde ikke være noget problem" Quin rejste sig og gik hen til stedet, han vendte sig så rundt og kiggede imod dem imens han rakte sine hænder frem. Han blik og ansigt ændrede sig en smugle "Jeg kan kun tage 2 med ad gangen, men jeg rejser bare 2 gange" 

Egentlig havde Kahina halvt om halvt ikke forventet, at hans magi ville kunne få dem tilbage. I dette øjeblik var hun så meget sortseer som man kunne være, hvilket hun i princippet også havde grund til at være. Men hendes negative syn blev gjort til skamme, da han bekræftede at han godt kunne få dem igennem, skønt han kun kunne tage to med af gangen. "Jeg rejser med Ngozi, så kan du komme tilbage efter Sefu - medmindre han mener at straffen for at blive efterladt her er mildere end den Shara vil give ham." Det sidste var henvendt til vagten, der rystede på hovedet.
"Min plads er ved din side." Kahina svarede ikke, men lukkede kortvarigt øjnene da endnu en smerte skød gennem hendes krop.
"Hvor kommer vi ud henne?" Spurgte hun drengen, og måtte kæmpe for at åbne øjnene. Hun var ikke sikker på, hvorvidt man kunne ønske et sted at komme ud af en af hans magiske portaler, men i såfald ville hun bare gerne tilbage til lejeren og vaske alle spor af den fremmede af sig hurtigst muligt.

//Sorry det har taget så lang tid, men har været på ferie.

"Vi vil ende tilbage Skumringskvarteret i hovedstaden" svarede Quin "Jeg er kun i stand til at genåbne andres portaler, så portalen vi benytter er den samme som din overfaldsmand benyttede for at føre dig hertil" Quin holdt stadig sine hænder ud, så de kunne tage fat. Han kiggede nu på Sefu "Jeg skal nok komme tilbage efter dig når jeg har bragt de andre til hovedstaden" sagde han kort til Sefu.

// Det er helt i orden :-) Jeg har også selv været lidt inaktiv på det seneste.

Da begge personer havde placeret en hånd på Quin kiggede han kort på Kahina og derefter ned i jorden "Hvis du virkelig har tænkt dig at rive hovedstaden ned, så kan jeg ikke... Nej... Så VIL JEG IKKE rejse nogen vegne..." han kiggede nu meget alvorligt og fordømmende på Kahina. Nok havde hun været offer for noget utilgiveligt, men det gav hende ikke ret til at lade sine frustrationer gå ud over uskyldige i hovedstaden.   

Kahina var ikke vant til at få et nej. Dels var hun kvinde og dels var hun præstinde – hvilket var noget der fik de fleste til at føje hende. Selv i Hovedstaden, hvor Shara af en eller anden grund ikke syntes at vægte højere end de andre guder og gudinder. Men folk respekterede hende alligevel nok til, at hun endnu ikke havde fået et klart og tydeligt ”nej”. Og alligevel stod der nu en ranglet dreng og nægtede hende adgang tilbage til byen, hvor hun ville finde sin hævn. Hvor Sharas retfærdighed ville ramme den skyldige, koste hvad det ville. "Nej?" Temperaturen i rummet faldt kraftige i samme øjeblik ordet forlod hendes mund, hvilket fik de to vagter til at udveksle blikke. "Men du er en mand?" Påpegede hu, som ville det forklarer det hele, hvilket det i og for sig også gjorde. I hvert fald i det samfund hun kom fra. "Du har fået den ære at tjene Shara indirekte og så… nægter du?" Hun forstod ikke hvad der foregik, hvorfor han sagde nej, og forvirringen gjorde hende handlingslammet. Hun kunne få Sefu til at pågribe drengen, men hvad ville det nytte? Han var deres måde at komme væk herfra, medmindre de ville forlade grotten og ende… ja hvem vidste overhovedet hvor hun var.

Quin mærkede hvordan temperaturen faldt efter præstindens "Nej?" hvilket gjorde ham en smugle nervøs for hvad der ville komme som det næste, men han valgte alligevel at rette rykken og stå fast i sin beslutning. "Men du er en mand?" lød den næste kommentar fra præstinden. Quin kunne ikke helt se hvad det havde med sagen at gøre, men ud fra hvordan hun havde behandlet hendes hjælpere regnede Quin sig frem til at det måtte være noget kulturelt. "Du har fået den ære at tjene Shara indirekte og så… nægter du?" Quin trak nu en god portion luft ned i lungerne for derefter at puste ud i et forsøg på at berolige sig selv. Det han nu ville gøre kunne meget vel føre til problemer, men han mente dog alligevel at han var nødsaget til at fortælle præstinden hvad der snart ville forlade hans mund. "Der er ingen ære i at tjene en gud, hvis denne gud lader sin hævn gå ud over uskyldige" Quin holdt et kort øjeblik vejret inden han fortsatte "Det er ikke hovedstaden der har forgrebet sig over dig. Det har den kutteklædte derimod..." Quin stoppede med at tale for en tid. Han håbede at præstinden forstod hvad han prøvede at fortælle hende, men for at understrege det yderligere kom han med en afsluttende kommentar "Jeg vil gerne hjælpe jer med at finde den kutteklædte så du kan få din hævn," hans øjne blev nu en smugle aggressive "men hovedstaden rør I ikke"    

Åh hvilken grusom skæbne Shara havde valgt at ligge over Kahina. Hendes redningsmand var så tæt på, at kunne føre hende hjem, og så nægtede han. Og hvorfor? Fordi præstinden havde sagt, at de måske ville blive nødsaget til at rive hovedstaden ned, såfremt de ikke kunne finde den kutteklædte overfaldsmands.
Sådan var det med mænd, de hørte kun hvad de selv ville, og Kahina havde jo strengt taget ikke sagt, at det var det første de ville gøre når de kom tilbage. Først var hun nødt til at heale og komme sig. Og rase ud og græde, for hun vidste at alle disse følelser ville fylde hende det næste stykke tid. Hun og stammen havde reddet kvinder fra bordeller, og vidste, at ingen slap uskadt igennem det, hun selv havde været udsat for. "Hvis," gentog hun. "Hvis hun lader det gå ud over uskyldige. Der er ingen der siger, at hun gør det, og selv hvis hun gør - ligegyldigt om det er i Hovedstaden eller i Ørknen, er der altid en mening med det. Shara gør intet uden en plan, alt er er med den enkelte persons skæbne for øjne. Din skæbne var at komme her og at bringe Sefu og Ngozi til mig, men den er også at føre os tilbage til Hovedstaden. Der er ingen, der siger at Hovedstaden behøver lide. Det kommer an på, hvor mine krigere vil opspore den kutteklædte." I princippet havde hun slet ikke kræfterne til at diskuttere dette. Hendes krop værkede, hendes underliv blødte og hun var så udmattet at hun vidste, der ikke ville gå lang tid inden hun ville glide ind i bevidstheden. Men de var nødt til at komme tilbage til Hovedstaden, og nægtede han ville de skulle finde en anden vej. Og det var hun ærlig talt ikke sikker på, hun var stærk nok til at kunne klare.

Quin lyttede til præstinden, indtil hendes ord pludselig fik en tanke til at slå ned i ham. Han ventede til hun var færdig. Satte sig så ned på gulvet hvorefter han kiggede op på hende "Nu siger du selv at Shara intet gør uden en plan" Han kiggede spørgene på præstinden "I så fald er der vel også en mening i at jeg vil beskytte hovedstaden" Quin sad så lidt i stilhed for at de alle kunne tænke lidt over det, men efter lidt tid brød han igen stilheden "Jeg hjælper jer tilbage, hvis du sværger ved Shara at du ikke vil skade Hovedstaden og at Sefu, Ngozi og jeg bliver dine eneste hjælpere, i jagten på den kutteklædte."

Quin fortsatte med at se hende i øjnene "Jeg kan også selv sværge, ved mit liv, at jeg vil hjælpe jer til vi finder den kutteklædte"