Lyuba kom med en fnysende lyd der blev trukket alt for langt ud. Imens hun lagde hende arbejde i gryden der nok havde stået i alt for mange timer og simret hele dagen. "Neagu jeg gider ikke skrabe dig op fra jorden af. Jeg ved hvor vigtigt det er for dig at rejse. Derfor protesterer jeg intet imod det. Og med adskillelse så går vi glip af ting hist og her." startede hun imens hun rejste sig op og gik hen foran sin bror. "Desuden, er intet besluttet endnu. Og du er den første jeg overhovedet har nævnt det for. Så stop med at klynke og løft humøret. Det er en god ting hvis mama endelig faktisk finder en hun syntes er mig værdig" sagde hun imens hun kneb han på næsen og vendte rundt for at fortsætte sit arbejde.
Hvilket nok var meget sandt. Hverken Lyuba eller deres moder havde stødt på nogen de syntes levede op til standarden... med andre ord ingen andre levede op til Neagu og Eduardo

Det triste humør var da også hurtigt væk igen, han havde jo ikke en gang mødt fyren, måske var han ganske god af sig. Han skulle straks forberede et møde, hvor på han kunne finde ud af hvem denne persona kunne vær for en, en som deres moder egentlig følte var god nok.
Men det hjalp aldrig på problemet med, at han stadig var for sent på den med at rejse.

Han lod fingrene trykke lidt der, hvor hun havde grebet den og lagde sit ansigt i tanke folder. Hvor på han endelig valgte at sætte sig ned på jorden, med benene foldet under hinanden. ”Vil det så sige, jeg ikke kan få dig overtalt til at tage med mig, næste gang jeg tager afsted?” fik han endelig spurgt, og kiggede op på hende, med et drilsk smil og hævet øjenbryn.

Det var lige før kartoflen som fløj igennem luften havde ramt Neagus hoved. Og Lyuba sad truende med den næste. "Nå så snart emnet om at jeg bliver givet væk kommer frem så kommer tilbuddet om at tage med dig hva?" drillede hun og smed rodfrugten fra sig inden hun fandt to tallerkener som hun fyldte med ... suppen? fra den lille gryde.
"Nej du an ikke få mig nogen steder hen nu. Ikke før efter det hele er gennemført. for ikke at tale om når du har overbevist mama Lovkach" sagde hun svingende med grydeskeen inden hun placerede en af de fyldte skåle på gulvet foran ham imens hun gav sig i krig med sin egen. Det havde skam aldrig været Lyuba der ville blive tilbage, men Samira som havde overtalt hende eller tvunget hende til at blive. Hvilket Lyuba nu også var glad for nu siden hun var så glad for det liv hun havde nu sammen med gruppen de rejste og optrådte med.

Han kiggede næsten udfordrende på hende, som skulle hun smide den efter ham. 
Men heldigvis undgik han for i aften, at få en rodfrugt i hoved, hvilket måske var noget han var ganske taknemmelig for. "Tænkte den her gang ville være anderledes, taget i betrækning af, at jeg muligvis har fundet mit et permanent sted jeg vil bo" mumlede han og lagde sig helt ned på gulvet, og lod blikket glide op i loftet for at betragte teltens farver. Skyggerne fra faklerne der stadig brændte ikke langt derfra. 
Han fugtede sine læber, og lagde hænderne under hans hoved, for at få en mere behagelig stilling. Det havde aldrig været hans mening at efterlade sin søster, men når alt kom til alt, så havde Samira bare ikke ladet ham tage hende med. Hun var også kun tretten på det tidspunkt, og da han var kommet tilbage igen, var en ny verden åbnet for hende. Og hvem var han, der tvang hende ud af det miljø? Nej, denne gang var det dog så anderledes, drømmen om et sted, uden for love og regler, uden folk kunne dømme dem for hvad de var. Hans helt eget paradis, som der selvfølgelig skulle deles med andre. Og hvem bedre, end hans søster?

Lyuba havde demonstrativ taget to stor slurke af suppen direkte fra skålen inden hun var lige ved at spytte det tilbage ud igen. Permanent?! Hun satte skålen fra sig og kravlede på alle fire hen til sin bror hvor hendes ansigt nu blokerede hans udsyn til loftet og hendes hår næsten fungerede som et lille telt hen over hans hoved.
"Hvad mener du med permanent? Kommer du ikke tilbage næste gang du rejser så? Hvor tager du hen?" spurgte hun lavmælt. Hun kunne ikke helt kapere at han faktisk ville slå sig ned efter så mange år hvor han havde rejst krystallandet fra hoved til hale. Og nu hvor han så endelig har fundet et sted at holde stop ville han trække Lyuba med?.. Hun viste vitterligt ikke om hun skulle være vred eller ovenud lykkelig. Det ville jo på ingen måde blive som hun forestillede sig, ligemeget hvad hun ville svare eller gøre. 
Hvis hun blev her ville hun muligvis kun se hm årligt, hvis ikke sjælenere. Hvis hun tog med ville hun ikke have nogen jordisk chance for selv at stifte familie, af flere grunde.

// Afslutter lige tråden her //