Det kunne meget vel være at Saga ville komme til at fortryde sin handling, men lige nu var der ikke rigtig andet hun kunne gøre. Hun handlede i ren desperation, for selvom hun måske påstod hun ikke var bange, var hun jo rystende angst. På trods af at hun var født og opvokset i Tusmørkedalen var hun aldrig blevet overfaldet af en vampyr, men hun havde hørt historierne og vidste hvad de var i stand til.
Hendes knæ havde absolut ingen effekt, hvilket for alvor fik hjertet til at synke i brystet på hende. Det havde været hendes allersidste
træk, og nu anede hun vitterligt ikke hvad hun ellers skulle gøre. For første gang nogensinde bandede hun sine evner langt væk. Forhøjede sanser, hvem kunne bruge det? Hvorfor kunne hun ikke spy ild, eller fryse ting eller styre jord eller sådan noget? Noget nyttigt i en situationen som denne. Men det kunne hun ikke. Hun var bare Saga Aylmerdottir, og hun var i den grad fanget med bukserne nede.
Hans blik var uudgrundeligt som han så på hende, og hvad han tænkte på anede hun ikke. Hun ønskede heller ikke at vide det, men gjorde det eneste hun kunne komme på: hun sendte en massiv spytklat efter hans ansigt. Om han ville undvige den eller ej var hun ikke klar over, men det var ligesom hendes eneste mulighed for. "Du er så lidt mand, at du ikke engang bisidder de mandelige dele!" Hvæsede hun vredt. "Og så lidt vampyr, at du bare står og glor. Kujon!" Hun var ikke sikker på hvorfor hun tirrede ham, men måske var det for at få en reaktion. Få ham til at gøre et eller andet, for den her stirrekonkurrence fik kun hendes frygt til at stige.

Hendes udbrud gjorde ikke ret meget i at få ham til at stoppe eller faktisk ret meget andet end bare at hæve et øjenbryn. Det var næsten ærgerligt at hendes talenter skulle ødelægges af den mund som sad på hende. Hvis hun dog bare kunne vælge at holde sin kæft, bare i få sekunder. Hun greb hende omkring armen. Han havde fået nok af dette sted og af hendes attitude, det var på tide at skifte sceneri. 
,,Kom med mig'' det var næsten venligt stemt, hvis der ikke var den undertone af, at hvis hun ikke gjorde som han sagde. Ville det være værst for hende selv. Hun kunne jo selvfølgelig igen prøve at flygte. Men hvad godt ville det i bund og grund nytte. Måske havde hun styrken til at slippe fri, men spørgsmålet var om hun havde fysikken til at slippe fra ham i det lange løb. Regnen slog ned omkring dem, som en klam og omklamrende dyne. Det var svært at se ret meget længere end en armsrækning. Men det stoppede ham dog ikke fra at fortsætte ufortrødent fremad.

Okay Saga var bange, der var ingen vej at komme udenom det på. Hun havde aldrig været typen der frygtede meget, for allerede i en ung alder havde hun lært at begå sig i Tusmørkedalen: hun vidste hvor troldende havde huler, hvor vampyrerne for det meste hold til, og at man skulle undgå varulve. Hendes forældre havde muligvis frygtet for hende af andre grunde, da hun allerede som ung pige var begyndt at strejfe omkring alene, men det var aldrig en tanke der havde strejfet hende. Overmodig som hun alle dage havde været var hun også gået mod denne vampyr med en vrede, der stadig skinnede i hendes øjne, og stædighed der nægtede at indse, at hun havde givet op.
Ikke før han havde fat om hendes arm, beordrede hende med at begyndte at slæbe af sted med hende. "SLIP MIG!" Råbte hun og gjorde et sidste desperat forsøg på at undslippe ham: hun bøjede sit hoved ned mod hans hånd for at bide så hårdt hun overhovedet kunne. Om ikke andet ville han da i det mindste selv kunne mærke, hvordan det var at blive bidt.

Det var tydeligt at bidet gjorde ondt, til og med fik hun ham til at skære et ansigt. En dyb snerren forlod hans strube, hvor på han vente sig imod hende. Hans gule øjne lynede i arrigskab over hvad hun havde gjort, og vreden var så ædende i ham. At han ikke engang lagde mærke til blodet, som der strømmede ned fra hans gode hånd. Hvor han før ikke havde skadet hende, ikke mere end højst nødvendigt. Så kunne han ikke mærke andet end stemmen i hoved, der krævede at hun nu skulle mærke hans styrke. Hånden der havde haft fat i hende, valgte at skubbe hende væk fra sig. Med sådan en styrke at hun højst sandsynligt ville ende med ryggen, kastet op imod den hårde kolde stenvæg. Skulle hun dog fange dette, før at han kastede sig frem imod hende. Med metal handsken hævet således så et velplaceret slag kunne sendes lige imod hendes ansigt. Havde hun nok en chance for at undslippe, men han var så blendet af raseri og hans bravado. At han var sikker på, at han ville fange hende igen skulle hun undslippe nu. 

At bidet gjorde ondt var tydeligt, og et kort øjeblik lyste Sagas øjne op i fryd. Ha! så kunne han fandeme prøve, hvordan det var at blive bidt. Noget han ikke kunne tillade sig at tude over, når man tænkte på, hvor mange han sikkert havde bidt i sin levetid.
Fryden i hendes øjne varede dog kun indtil han vendte sig mod hende og sendte hende et blik fyldt af arrigskab. Hun nåede ikke at reagerer inden han skubbede hende væk fra sig. Kraften bag skubbet sendte hende direkte ind i stenvæggen, og et splitsekund efter protesterede hendes ryg mod den overraskende smerte.
Hun nåede dog ikke at ømme sig før han igen var ovre hende. Denne gang med et slag fra noget hun først opfattede som en mentalhandske sekundet før den ramte hende. Hun forsøgte at dukke sig, men undgik den ikke helt og slaget fra handsken fik det til at synge i hendes kranie. Og vreden til at røre på sig.
Hun vidste hun ikke havde noget imod hans styrke, men fandeme nej om han skulle få hende ned med nakken. Ikke her. Ikke nu. Det var hendes held at de var i en våbensmed, og ikke langt fra hende lå en dolk. Den var ikke særlig lang, ikke længere end hendes langefinger, men i det mindste var det bedre end ingenting. Så hun kastede sig over den, lukkede hånden om den og vendte sig for at slå ud efter ham med hånden kniven befandt sig i. Hun vidste godt den ikke ville kunne slå ham ihjel, men måske ville den alligevel kunne gøre bare lidt skade.

Hans tænder var blottet i en snerren, da han så at hans plan ikke var gået helt som planlagt. Han var træt af at lege venlig imod hende, hun havde set noget hun ikke skulle have set. Derfor måtte hun forstå at hun aldrig skulle fortælle det til nogen, den letteste metode til dette var altid at dræbe dem. Men heldigt for hende, eller uheldigt alt efter hvem man var. Så havde han ikke tænkt sig at gøre det som var lettest, selvom det var meget fristende for ham lige nu.

Cryans reaktion på kniven som hun havde fundet, var et enkelt fnys det kunne være lige meget hvad hun prøvede. Den eneste måde at dræbe ham på, var ting hun aldrig ville komme i nærheden af. Så da kniven svingede, og også ganske faretruende imod hans side. Valgte han at træde et skridt, der gjorde kniven faktisk gled ind i hans arm. Med et snuptag, greb han ud efter hendes arm og forsøgte at fastholde det så kniven, blev ved med at være boret ind i hans arm. ,,Min tålmodighed er ved at slippe op’’ 

Saga havde ikke forventet, at kniven ville afskrække ham. Der var intet håb om en pludselig tilbagetrækning fra hans side af, men det havde været et desperat forsøg avlet af en desperat situation, og noget nær hendes sidste mulighed for modstand. Men at han ligefrem lod kniven ramme, og ovenikøbet selv tillod kniven at glide ind i hans arm, var ikke noget hun havde forventet. Et øjeblik der føltes langt, men som i realiteten ikke var mere end et splitsekund, stirrede hun bare på kniven, der gled længere og længere ind i det bløde kød i hans arm. Hun var så overrasket over hans handling, at hun ikke engang forsøgte at reagerer da han greb fat i hendes arm for at fastholde hende. "Det er sjovt," selvom hun kunne genkende hendes stemme følte hun stadig, at det var en anden der talte, for i øjeblikket føltes det slet ikke som om hun var til stede. "Min tålmodighed slap af for lang tid siden." Det var sådan set sandt nok, for selvom hun havde kæmpet imod ham, og stadig kunne mærke en gnist af modstand dybt inde, var hun også begyndt at accepterer sin skæbne. Og man ventede kun på døden så længe.

Hans tag omkring hendes håndled, formede sig i et knusende greb.
Hvis han ikke vidste bedre, ville han dræbe hende her og nu. Men jobbet havde kun lydt på mandens liv, og selvom han var en blodtørstig mand, vidste han også at for mange drab på en nat. Nok ville ende med at få flere bryn løftet, end bare en gammel fuld mand.
Men denne tøs, denne ugidelig dumme kvindekøns person, var ved at ramme et punkt på hans barometer. Hvor han ikke var sikker på hun ville være, og dette udviste sig tydeligt i hans ansigts mimik.

,,Hvor ærgerligt’’ han hævede igen sin knytnæve, i et forsøg på atter at slog hende. Denne gang rettet, således at det kunne slå hende ud, denne gang var der dog ikke noget der ville stoppe ham. Hun skulle slås bevidstløs, og jo før jo bedre! Selvfølgelig var der altid mulighed for at udnytte, at han var så blændet af hans vrede, han havde ikke øjne for hvad hun lavede. Ensformigt sat på, at det skulle gøre ondt, og det skulle gå stærkt nu.

"Nu skal jeg dø, nu kommer Kile og henter mig." Saga havde aldrig nogensinde overvejet sin egen dødelighed så seriøst før. Ikke engang da pesten havde raset gennem hendes krop, havde hun kunne føle Kiles kolde pust i nakken. Det kunne hun da hun så ind i vampyrens vanvittige blik, der lovede en blodig død. Et splitsekund var hun lige ved at tigge for sit liv, så kneb hun munden sammen i en stædig streg og rankede ryggen. Hvis hun skulle dø ville hun gøre det oprejst, ikke tiggende om nåde for sit liv. Det eneste hun kunne håbe var, at det ville være en hurtig død, og at han ikke ville trække den i langdrag.

Værdighed: det var hvad hun havde besluttet sig for, men rent instinktivt dukkede hun sig alligevel da han slog ud efter hende. Hun var ikke hurtig nok, og han ramte hende stadig med et slag så hårdt, at det hele et øjeblik sortnede. Da hun kom til sig selv halvt hvilede hun op af væggen, omtumlet og med en enorm kvalme, der truede med at tage over. Hun kunne lugte blod og vidste, at hun blødte et eller andet sted fra hovedet, men alt for omtumlet til rigtig at registrere det. "Jeg er ikke bange for dig!" Gentagelsen af de ord hun allerede havde sagt lød fjerne og underlige, som talte hun med uld i munden, men de var der. "Du er bare en vampyr, og ovenikøbet en fej en af slagsen!"

Selvom det havde fungeret i et øjeblik, havde hans slag stadig ikke været hårdt nok. Hvad var den her kvinde lavet af? Bly? Irritationen boblede og vred sig som en slange i hans mave, han var ved at få nok. Måske han bare skulle dræbe hende, hvis hun ikke snart lærte at holde sin kæft.
,,Måske hvis du lærte at holde din kæft!’’ hvæsede han igen ad hende og trådte et skridt tættere på, denne gang holde han hende ikke eller prøvede at slå ud efter hende. Ville hun så gerne dø? Havde hun aldrig lært at tier ulven, måske hendes forældre skulle have fortalt hende hvordan man bedst kom ud af situationer, man ikke ville være i. Og med sådan et hovmod, med sådan et arrogant syn, imod en som tydeligvis var stærkere. Ville aldrig være den rigtige vej, måske han skulle lære hende en ting eller to. Men før han nåede mere, hørte han fodtrin. Han skulle lige til at kaste sig over hende, og slæbe hende ud af bagdøren. Da det gik op for ham, at han havde hørt disse trin før.
,,Argron’’ mumlede han, og en sort skikkelse trådte ind igennem døren og betragtede ham og den sårede kvinde. Han trak hætten af hoved, og nogle fuldstændig sorte øjne dukkede frem. Han sagde ikke noget, klikkede blot med tungen og rystede på hoved.

,,Hvad skal vi dog gøre ved dette rod?’’ mumlede en stemme, og hvis Saga havde følt at Cryans ikke var menneskelig. Var det intet i forhold til den stemme der flød ud igennem hans mund, en stemme der var skabt til at få det værste frem i ens tanker. Han trådte et skridt tættere på, uden at slippe Sagas øjne. ,,Hvad kære, kunne du tænke dig der skete nu?’’ 

Hvordan hun stadig kunne stå på benene var lidt af en gåde, og spurgte man Saga ville hun påstå det skyldtes styrke. I virkeligheden skyldtes det nok adrenalinen, der pumpede gennem hendes krop i et forsøg på at holde hende i live. Men adrenalinen var ved at løbe tør og hun havde snart ikke flere kræfter at kæmpe med. "Som om jeg ikke har hørt den før." Gav Saga hvæsende igen. Hun måtte hive efter vejret, kunne mærke blodet på siden af hendes ansigt og havde flimmer for øjnene, og alligevel kunne hun ikke lade være med at svare vampyren igen. Ikke nogen vis beslutning, men Saga havde også altid været lidt for fanget i følelsernes vold til at tænke sig grundigt om før hun talte. Kvalmen voksede i hende og hun måtte virkelig kæmpe for ikke at kaste op, da lyden af fodtrin tiltrak sig hendes opmærksomhed. Hun turde egentlig ikke se væk fra vampyren, men dristede sig alligevel til at kaste et blik på den nyankommende. Et sats hun med det samme fortrød, da han trak hætten af hovedet og afslørede et par kulsorte øjne.
Man behøvede ikke at have en skærpet hørelse for at høre, at den nyankommens stemme ikke var menneskelig. Det var svært at sige, hvad der fik hende til at tænke dette, men der var noget over den, der afslørede, at det ikke var et menneske, der havde afbrudt dem. De små hår på armene rejste sig da væsnet talte til hende, og havde hun ikke haft kvalme før havde hun det i hvert fald nu. "Hv - hvad end der sker, så gør det hurtigt!" Hendes syn flimrede ikke længere, i stedet var mørket begyndt at gøre sit indtog, og før Saga nåede at sige mere forsvandt hendes bevidsthed og hun sank sammen på gulvet.

De betragtede begge, som kvinden endelig sank i jorden. Hvilken lettelse at hun endelig gav op, det ville have været sådan et besvær, hvis han skulle blive ved med at slå.
,,Ser ud til du har haft en fest Cryan, også uden mig?’’ dæmonen ved navnet Argon lavede en lille tsk lyd, ved at smælde tungen fra gangen og ned. Cryan fnøs, han havde aldrig brugt sig om denne mand, også selvom han teknisk set var højere i rang. Noget som ganske enkelt kunne være ham fuldstændig ligeglad.  ,,Hvis jeg ikke vidste bedre, ville jeg tro du fulgte mig’’ hans gule øjne blev smalle, inden han fortsatte hans snak. ,,Men jeg ved bedre, hvad gør du dig i, ved at følge efter mig?’’ forlangte vampyren at få at vide, kun for at blive modtaget af en latter. Dette lød ikke til at ende som en god nat, faktisk fortrød Cryan mere og mere, at han havde taget denne mission på sig.
Han gik hen og trak pige barnet op på skuldrene, og sjoskede forbi tilkommeren. ,,Lad os komme afsted før at solen står op’’

Solen var i horisonten, men inde i huset var der mørkt. Da der foran hvert eneste vindue var dækket til, med sorte stoffer, som afskar solens stråler adgang. Ildstedet knitrede dog lystigt, hvor Cryan smed nogle flere kævler ind. Midt i rummet var kvinden som han tidligere havde haft så meget bøvl med, bundet fast til en stol, bag hende en masse tortur instrumenter som var blevet lagt ud. Argon, som havde besluttet for at blive til dette lille show, sad selv på en stol ikke langt fra Saga og snittede et stykke træ ind til en bjørn. Efterhånden var ventetiden blevet for kedsommelig, og cryan greb en iskold spand med vand, og smed i hoved på kvinden. Skulle dette ikke være nok, var en lussing der også kort tid efter. ,,Det tid til at vågne op.’’ 

Saga havde ingen idé om, hvor længe hun var uden bevidsthed. Alt var sort og mørkt, men på en rar og tryg måde. En måde, der mindede hende om hendes forældre og nætterne i Tusmørkedalen, hvor vinden havde hylet og skræmt en meget yngre Saga, der var krøbet op mellem forældrene for at finde trøst. I mørket havde hendes far ligget og fortalt hende om verden: om Rubiniens varme ørken og Topalis folket. Om mærkeværdige dyr og ædelstene, om de elvere der lignede bjergelverne, men boede dybt inde i skoven.

Hun blev dog brutalt revet ud af det trygge mørke da en våd fornemmelse ramte hende, og mens hun spruttende og gispende kom til sig selv, var der to ting der slog hende: for det første, at hun lige var blevet overhældt med vand, og hvad der var endnu værre; at hun sad fastbundet til en stol.
Hun nåede lige at panikke et kort sekund da hendes blik gled på den sortøjede dæmon, for derefter at indfinde sig på vampyren. Det var ham, der havde hældt en spand vand i ansigtet på hende og efterladt hende gennemblødt og kold. Ikke at det var det hun fokuserede på, i stedet fokuserede hun på det faktum, at hun var bundet fast til en stol, hvilket betød, at han nok ikke havde planer om at gøre noget som helst hurtigt. Hvad han end havde af fikse ideer var det noget, der krævede, at hun ikke kunne flygte. En tanke, der fik hjertet til at synke i livet på hende, som hun spyttede en mundfuld vand ud på gulvet (hvor den ramte få sekunder fra hans fødder), og derefter så på ham. "Lad mig gætte: den plan du havde om at slå mig ihjel bliver ikke hurtig? Det er vel derfor jeg er bundet til en stol?" Hun ville ønske hun kunne sige, at der var folk der ventede på hende og ville undre sig over, at hun ikke kom hjem, men det passede bare ikke. Hun havde ingen, der ventede på sig og ingen ville ligge mærke til, hvis hun forsvandt. Hendes blik gled hen på dæmonen, som hun sendte et rasende blik. "Og du har bare tænkt dig at sidde og glo, som var det her et gøgleshow på torvet eller en almindelig fredag aften. Men," hendes blik gled tilbage til vampyren, "det er det sikkert også for dig. Det ville ikke være første person du slog ihjel i nat." Hun var ikke sikker på, hvorfor hun talte så meget. Måske var det i et desperat håb om, at jo mere hun fik vampyren i tale, jo længere kunne hun undgå at blive en del af de planer, der krævede at hun sad bundet til en stol.

Hun var godt nok vågen for en, som der lige var blevet slået ud for nogle timer siden. Jamen der kunne man bare se, hvad der skete når man smed koldt vand i hoved på folk. Vandet ramte med nogle dråber hans sko, ikke han tog det særlig tungt, trods alt vand og spyt tørrede. Ord- og lydløst gik han hen, og trak en stol hen over det knirkende trægulv, som efterlod en ganske forfærdelig lyd mens han gjorde det. Da han var henne ved hende, satte han stolen så den var i retning imod hende, og satte sig så selv ned på den hårde træplade.
Hun blev ved med at snakke, fik ikke mere ud af hans kompagnon end et hoved rysten og han vente blikket imod ilden der knitrede bag Cryans ryg.

Han selv tog en dyb indånding, han var kølet noget ned siden hun sidst havde været vågen. Og hendes bravado blev blot besvaret med et lille kynisk smil, han tog en dyb indånding og åbnede langsomt munden. ,,Der har aldrig været snak om at du skulle dø.’’ Startede han ud med, og lænede sig behageligt tilbage i stolen. Noget hun ikke havde luksus til at gøre. Han trak en kniv frem, og begyndte at sidde og lege med den. ,,Men der er nogle ting som selvfølgelig skal være på plads, før at du forlader os igen.’’ 

Hendes hoved dunkede og hendes krop værkede og ville uden tvivl være fyldt med mærker og buler, men for nu skubbede Saga tankerne væk fra smerten i sin krop og fokuserede i stedet på vampyren foran sig. Havde hun været mindre stædig end hun var, ville hun nok have indset at det der med at skælde de folk, der havde en bundet til en stol ud ikke var den klogeste idé. Men lige nu tænkte hun ikke klart, bange som hun var og eftersom frygten gjorde hende vred havde hun endnu sværere ved at tænke klart. ,,Der har aldrig været snak om at du skulle dø.’’ Et langt øjeblik anede Saga ikke, hvad hun skulle sige. Hun åbnede munden, tøvede, og  lukkede den igen. At sige hun var lettet var en underdrivelse, for ærlig talt havde hun ikke regnet med at skulle se den kommende morgensol, så at høre at planen for hende ikke var en tur til Kile var en lettelse. En lettelse der dog blev en smule mindre, da han fandt en kniv frem og begyndte at lege med den. "Ah," mumlede hun med blikket rettet mod kniven. "Og hvilke ting er det så?"

Kniven gled imellem hans hænder og det ville hurtigt blive tydeligt, at dette var et instrument han var utrolig komfortabel med. Tungen gled hen over den ene hjørnetand og derefter over underlæben, inden hans gule øjne betragtede hende indgående. For en der så gerne ville fremstå som klog, var hun enden utrolig god til at spille dum. Eller også var hun slet ikke så klog, som hun gjorde sig til. Han lagde sine albuer på hans lår og lænede sig fremad mod hende. Han trak vejret dybt og kontrolleret ned i hans lunger, som fik hele brystkassen til at hæve og sænke sig. I en stund, sad han bare og kiggede på hende. Ilden der knitrede i baggrunden, var den eneste lyd der lagde sig over skuret de befandt sig i. Også dukkede der et smil frem på hans læber og han lænede sig tilbage i stolen. "Vi skal have os en lille snak omkring hvad du tror, du så i aftes" han lagde hoved på sned og en smule tilbage. Med et hoverende udtryk der spillede hen over hans ansigt, afventede han på hvad hun havde tænkt sig at sige. 

Saga var måske ikke den mest faglig kloge (hun kunne fx kun lige skrive og regne til dagsforbrug), men ligefrem at påstå, at hun var dum var måske at trække den. Hun handlede for det meste bare ud efter sine umiddelbare følelser, hvilket sommetider fik hende til at virke en smule uintelligent, og så befandt hun sig lige nu i en situation, hvor man måske ikke kunne forvente det store fra hende.
Alt ved den her situation var bare noget rigtig møg: fra hendes fuldskab (der nu var forsvundet, overtaget af adrenalinen i hendes blod), til mødet med vampyren og kampen, der havde efterladt hende bundet til en stol. Men stilheden der strakte sig mellem dem var næsten værre, for den gav hende rigtig mulighed for at mærke hans blik på sig og studerer kniven, som han tydeligvis var trænet i at bruge. Hun havde lyst til at rømme sig for bare at fylde stilheden med et eller andet, men undlod at gøre det og kastede i stedet et blik rundt i lokalet – om ikke andet, så for at fokuserer på noget andet end hans gule øjne.
Det var dog ikke længe hun fik lov til at studerer væggene før hans stemme atter tiltrak sig hendes opmærksomhed. "Dig, der slog en ihjel.” Svarede hun, uden at ane om det var det svar han søgte. "Hvorfor ved jeg ikke, og jeg er ærlig talt også lidt ligeglad. Jeg forsøgte bare at komme hjem og sove en brandert ud.” Fortsatte hun, inden hendes tunge gled hen over hendes underlæbe i en nervøs bevægelse.