Maralinda betragtede Beon undersøgende som han lod vente på sig. Der var ikke så meget at sige til det for når alt kom til alt havde han ikke de store grunde til at tænke godt om hende, skønt hun gjorde det om ham. Hun havde ikke været helt sød ved ham ved deres første møde og hun vidste hans behandling af hende hvor anstændig den end havde været heller ikke var faldet i god jord højere oppe. Nok mest fordi det gav hendes far et påskud til at gå hårdere til værks end nødvendigt og påskud altid var dejlige at have når de kunne påvirke en anden mentalt. Det ændrede ikke hendes syn på Beon, men det var heller ikke et han havde brug for at kende til. En forvirret og ude af balance Beon var en manipulerbar Beon - så meget han nu var det.

Han kom da også ind og virkede trættere end nogensinde. Et fyrtøj fandt han dog frem, men det var også alt hun fik ud af ham, før han fandt et sted at falde sammen. Hvad hun dog først så efter hun havde tændt lampen og vendt sig mod ham igen. Han så heller ikke for godt ud som han lå på sengen og bare lå. Lampen satte hun fra sig på en stol mellem de to alkover, før hun bare så lidt på ham. "Du burde virkelig lære at passe bedre på dig selv." Med det rakte hun ind over ham og trak et tæppe hen over ham, før hun forsvandt for at tænde op i ildstedet.

Da ilden brændte fornuftigt og varmen var begyndt at brede sig i det lille stuehus, kom hun tilbage ind til Beon. Hun havde taget kappen af og havde et krus i den ene hånd og en kniv i den anden. Lige så stille satte hun sig ned på kanten af sengen og fandt hans blik. "Jeg har reddet andre før og set det virke, men det er ingen nænsom kur og det er ikke til at sige hvad bivirkningerne er på lang sigt." Lige så roligt satte hun kruset i spænd mellem benene, holdt den ene arm over det og skar en ridse, så blodet lige så stille begyndte at pible frem og falde ned i det. "Blod er magi i sig selv, blod kan binde og blod kan finde og blod er her det eneste der er stærkt nok til at bekæmpe pesten." Hun lagde kniven fra sig, pressede en klud hen over riften og bandt den fast, før hun løftede kruset og satte for hans læber. "Med mit blod opfylder jeg min del af vores aftale. Med mit blod indfrier jeg mit løfte til dig - Beon Beranharme."

Et fnys blandet med et grin kom over ham ved lyden af en meget velkendt sætning. Den fik ham faktisk næsten til at klukke let, næsten. Du burde virkelig lære at passe bedre på dig selv. Forfærdelig velkendt. Beon mindes at havde hørt det fra medkrigeren Asha for tid til anden. Når hun var færdig med at grine over hans yndige måde at komme til skade på.
Det lette smil som havde sat sig falmede hen igen, ved tanken om hvad der havde været, og at det ikke var der mere. Beon var ikke engang sikker på at han fik hende at se igen. Han havde ikke forventet at det ville ramme ham så hårdt som det gjorde, og fik hans øjnes lettere gnist af morskab til at falme fuldstændig hen.

Beon begyndte at blive endnu mere døsig, ved følelsen af varme der spredte sig rundt i stuehuset og fik hans muskler til at slappe mere og mere af. Det var begyndt at gå op for hans krop at han ikke vandrede rundt på en tom og kold gade. At han ikke sov i rendestenen. Han var ret faktisk indenfor, med udsigter til muligvis at blive rask igen. Det var en mærkelig følelse. Han opnåede dog stadig at løfte et nysgerrigt øjenbryn af Mara, som denne sagde at hun havde gjort det før. "Du har reddet andre?" Det kom faktisk bag ham.
Det lød næsten som om hun messede. Nok mest fordi han var så træt at de fleste ord flød ud i et, og at hun snakkede om blod og at den kunne binde sig. Blod og magi. Han gjorde dog ingen indvendinger som kruset blev sat for hans læber, og han drab det metaliske blod. Det var ikke behageligt. Det smagte ærlig talt ikke godt. Beon havde haft mulighed for at smage sit eget blod en god del gange, men det gjorde det ikke mere appetiteligt.
Knap nåede han dog at slippe kruset med læberne før han faldte bagover i søvn.

En mærkelig søvn. Den var urolig, fyldt med billeder, lyde, følelser. I søvne rørte han nogle gange på sig. Uroligt og pludseligt. Som muskeltrækninger og spasmer. Beon havde mareridt efter et par timer. Eller, mareridt var det vel ikke, som blot en ubehagelig drøm af billeder der væltede ind. Beon føltes så tung og død i kroppen. Han var overbevist om at der var gået dage siden han sidst var ved bevistheden, da han endelig løftede de tunge øjenlåg igen. Var der gået en time eller 14 dage? Han havde absolut ingen anelse. Det eneste Beon var klar over, var at han var tørstig. Så tørstig at hans hals følte sig fuldstændig udtørret, som Rubiniens ørken.

"For en pris." Maralinda smilede roligt til Beon ved hans første spørgsmål og svarede med hvad der både var et svar og en tilkendegivelse af at hun var hvad han vidste hun var og ikke kun hvad hun foregav at være. Måske nød hun at holde alle hen i forvirring om hendes ståsted, men selv var hun sjældent i tvivl. Hun holdt med sig selv og kun sig selv. Alle andre var redskaber mod et mål som de ikke behøvede have kendskab til.
Han var dog også for træt til at sige mere og til at høre efter havde hun en ret god fornemmelse for. Det var ikke noget hun styrkede hos ham som hun talte, men som han havde drukket og øjnene begyndte at glide i skubbede hun blidt på for at få ham helt og fuldt under. Hun huskede kun alt for godt hvor overfladisk han sov i fangekælderen og her havde han brug for den dybe søvn.

Det var ingen behagelig søvn, men det havde Maralinda heller ikke ventet og hun kunne ikke hjælpe ham det store der. Underbevidstheden var en del mere drilsk at arbejde med hos en syg og sovende og især en med et sind trænet i at holde alle ude. Alt hun kunne gøre var at forstærke de gode følelserne når hun opfangede dem og ellers lade Beon kæmpe med sine indre dæmoner i fred.
Som han sov rodede hun hans få ting igennem og gjorde mentalt op hvad hun måtte ud at skaffe. Derefter sad hun bare og så ind i ilden, mens hun spekulerede på om det egentlig havde været en god ide at indgå en aftale med Beon. Ikke at hun kom frem til noget endeligt svar, før han rørte på sig og begyndte at vågne op.
Hun gav sig dog god tid til at tappe en ny portion blod ned i kruset fra tidligere og fylde rent vand i et andet. Begge havde hun med sig ind og synligt fremme som hun satte sig hos Beon igen. "Drik det her, så har jeg vand til dig bagefter." Hun vidste han næppe ville sætte pris på rækkefølgen, men det var ikke hendes problem. Blodet var vigtigst at han fik. Hun betragtede ham da også undersøgende som han drak og strøg så blidt håret væk fra hans ansigt. "Jeg er væk lidt efter mad. Prøv at sov noget mere."
Hun blev ikke og så om han faldt hen, men rejste sig, fandt sin kappe og forlod stuehuset.

Det var ikke ligefrem den form for godmorgen Beon havde allermest lyst til at modtage. Hver så god og drik det meget metaliske blod. Han var heller ikke langsom til at sende lange blikke efter koppen med vand, men Beon valgte trods alt at følge sit instink og lade hver med at være på tværs dette øjeblik. Det nyttede ikke noget alligevel, han var alt for svag til at gøre modstand.
Derfor blev det også uden indvendinger at han først tog imod blodet. Smagen af blod fik det hurtigt til at vende sig i maven på ham, og lysten til at tømme det manglende indhold i mavesækken, meldte sig hurtigt.
Beon brugte derfor en brag kamp på at holde alle sine indre organer i ro, og få slugt blodet ned, for derefter, næsten med fornyet kraft, række ud efter koppen med vand og tvinge det ned for at fjerne smagen i munden og dermed lindre kvalmen i hvert fald en smule.

Beon føltes sig med det samme ynkelig, og forbandede sig over den tilstand han lå i, efter hurtigt at være dalet tilbage i fuld vandret tilstand efter at have brugt de sidste fysiske krafter på at drikke vandet. Han holdte sine øjne åbne, selvom det var svært, og lyttede med stor fokus på Maralindas ord. "Lover intet" kom der svagt men en smule kægt fra ham, selvom det ikke blev til noget med et smil. Det var en fysisk udfoldelse som var alt for unødvendig. I stedet holdte han øje med døren efter hun var forsvundet - næsten i forstenet tilstand, men måtte til sidst alligevel give op for søvnen, trods han ikke fandt det rart at sove når han var så sårbar at alle ville kunne komme ind på nært hold af ham, uden han ville registrere det.

Maralinda kunne ikke lade være med at smile en smule drillende til Beon over det vrantne blik hun modtog for at hælde mere blod i ham. Hun havde egentlig ikke ventet andet, men i det mindste drak han det selv. Med den tilstand han havde været i dagen før havde hun halvt om halvt ventet at han var røget ned på et stadie nu hvor han skulle mades og have hjælp til at drikke. Det kunne selvfølgelig komme alt efter hvor hurtigt og effektivt hans system reagerede på hendes blod, men den tid den morskab.
Han så da heller ikke al for begejstret ud over at høre hun ville forlade ham hjælpeløs som han var. Det var da også hvad fik hende til at bøje sig frem og kysse ham moderligt på panden. "God dreng." Så var hun væk, før han kunne se grinet vokse frem på hendes læber eller den alt andet end undertrykte morskab i hendes blik over hans reaktion.

Det tog hende et par timer at finde havde hun mente de havde brug for. Mest fordi det ikke var let at hverken købe eller stjæle noget når alle holdt øje med alle og hun allerede havde været set i byen hun blev nødt til at besøge. Det kostede hende da også tid at ryste en lidt mere ihærdig forfølger af sig og sikre sig at ingen vidste hvor hun forsvandt hen. At det blev den eneste tur stod hende også klart og det irriterede hende lidt for det betød hun ville være fanget i stuehuset til Beon kom sig nok til at han kunne klare sig selv.
Som hun skubbede døren op og så sig rundt stod hun også stille og lyttede. Ikke kun med ørerne, men også med sindet efter følelser der ikke tilhørte manden i sengen. Intet. Beroliget fortsatte hun ind, fik mere liv i ilden og mere brænde på den, mens maden blev liggende på bordet. Først derefter så hun ind bag ved for at se om han var vågen. "Sulten?"

Det var en smule grænseoverskridende at være i denne tilstand. Både med Maralindas noget skiftende opførsel fra nærmest lægekunster til barnlige tendenser igen. Det hjalp heller ikke spor at alt mere eller mindre sejlede for Beon konstant, så det nemmeste var blot at sove, trods han stædigt forsøgte at lade hver. Så kort det nu holdte.

Den lette skrabende lyd fra døen der blev åbnet, vækkede halvt Beon op, uden helt at trænge fuldstændig igennem. Det var var først som hun kom tættere på at lydene blev højere og dermed nok til at han rimelig groggy åbnede for sine øjne og forsøgte at genfinde fatning og skarphed. Det sidste kom først ordentlig igennem som Maralinda var kommet helt ind til ham. "Ja" Egentlig havde det været mere høfligt og bedre, hvis han havde givetlidt mere en blot et enstavelsesord fra sig. Men trætheden var stadig stærkt, og det var stadig skræmmende imponerende hvor svag og ubrugelig han følte sig i hele kroppen. "Hvor længe var du væk?" blev der alligevel kvækket frem, som nysgerrigheden slog til. Det var også en hjælp til at vide hvor længe han selv havde sovet.

Maralinda betragtede Beon undersøgende et alt for langt øjeblik efter han havde svaret, før end hun nikkede let og lod alvoren vige for et sorgløst smil. Efter hvad hun kunne se havde det været lige på grænse af glemslen hun havde fundet ham og det var stadig alt andet end sikkert at hun kunne få ham hevet væk derfra. Samtidig holdt hun fast i at han var for stædig og havde for meget at leve for - mest uafklarede gæld - til at give op også. Hvor var det fantastisk med mennesker at de fungerede sådan.
"Omkring to timer. Du gjorde lidt for meget indtryk i den landsby." Hun gled ubesværet skylden over på ham uden at fortrække en mine og forsvandt så ud i køkken-al-rummet.

At få gang i en større portion suppe tog lidt tid, men var besværet værd for så havde hun til nogle måltider for Beon. Skrævlet havde ikke lignet en der kunne tage andet end flydende kost lige nu, så han måtte lide med det også. I det mindste var der nogle timer til han skulle have blod igen.
Hun hældte en portion op i en skåret skål og gik ind med den til ham. Et lille drillende smil voksede frem på hendes læber som hun hævede et øjenbryn af ham. "Kan du spise selv?" De første dage gik det altid tilbage for pest-ofre, før deres krop havde accepteret blodet og lod det gøre arbejdet med sygdommen.

Beon blinkede et par gange - uforstående, til det langsomt begyndte at dæmre for ham hvad hun mente. I hans tilstand lige nu, efter at havde fået lov at ligge ned og slappe af i de anspændte muskler, var den sidste tid grødet sig ud i en masse. Det føltes for ham, næsten som det var flere uger siden han havde diskuteret med bageren om et stykke forsvundet brød, og hvordan en tyveknægt var stukket af for fulde sejl. Der kom et halvrallende kvæk fra ham ved tanken - sjovt som Kile gang på gang nægtede at tage imod ham. "Beklager"

Stædigt og måske endda en smule fornærmet over Maras spørgsmål, kæmpede Beon sig en brav kamp for at komme op og sidde i sengen, for til sidst mere eller mindre at synke sammen igen op af bagvæggen. Han følte ikke for at svare hende - mest af alt fordi han ikke ligefrem var fan af svaret han var nødsaget til at komme med.
I en sidste kræftanstrængelse fik han løftet armene, men måtte konstatere at han ikke engang ville kunne holde skålen uden at den ville glide ud af hængerne på ham.
Med arme der faldte tungt ned igen, og et træt blik (med snert af irritation), kiggede han blot tilbage på hende. "...Nok ikke.." stemmen var stadig hæs og denne gang også en del sammenbidt.

Det drillende smil blev ikke mindre som hun så Beon kæmpe for at holde sig ved bevidsthed og derefter for at beholde lidt værdighed. Ikke at han havde meget af det sidste tilbage at klynge sig til, men lidt havde vel også ret. Hun løftede da også bare et øjenbryn af ham, før hun satte skålen fra sig på gulvet og anrettede puderne bag ham og hev ham lidt mere op at sidde i sengen. For en tøs af ringe alder var Maralinda ikke ligefrem en svækling, selvom det voldte hende en smule besvær trods alt.
Mere siddende var han dog nemmere at fodre. Noget hun klarede uden at ydmyge ham yderligere - hvor fristende den end var.
"Jeg vækker dig om nogle timer når det er tid til mere af kuren." Meddelte hun ham stille, som hun havde hjulpet ham tilbage ned og ligge og trukket tæppet over ham.


De næste dage gik dræbende langsomt for den unge dæmon. Ventetid, pasning og mere ventetid, mens Beon sov, spiste og kom sig lige så stille. Et døgn var han så langt ude at hun var ærligt bekymret for om han fik den vendt, men som altid sejrede stædigheden over fornuften. Hvad den mand så havde at leve for så måtte det veje tungt for at holde ham til livet.
På femte dagen var feberen brudt. Maralinda lod hånden hvile lidt længere på hans pande end nødvendigt og sukkede så lettet. Han ville snart kunne klare sig selv igen. "Det værste er ovre... håber jeg." Hun smilede til ham og holdt drillende hans blik lidt længere, som hun strøg fingrene gennem hans hår. Indenunder det var den viden hun ønskede, men endnu var han for usamlet til at det var værd at indfri handlen. "Har du tænkt over hvad du vil næst?"

Beon ville helst ikke tænke på hvad der foregik lige nu. Faktumet at han skulle hjælpes op og sidde og oven i købet mades. Det var simpelthen under alle standarder og næsten værd bare at lukke øjnene og dø for. Og så alligevel ikke. Han kunne ikke bare dø sådan uden videre - det bildte han i hvert fald sig selv ind.
"Super" Der var ikke megen liv eller generele følelser i hans stemme. Bare træthed, og der gik heller ikke længe før han igen sov.

Dagene gled ud i et. Beon havde ikke engang nærheden af tidsfornemmelse tilbage i kroppen. Han syntes ikke engang at han fik det bedre, men blot at tiden stod stille.
Lige til feberen lagde sig. Han begyndte at se bedre, være mere fokuseret og kunne holde mere flydende samtaler end blot enkeltstavelsesord. Hans modvilje mod Maralinda var dog ikke tilbagevendt, og han lod hende gøre ting, der normalvis var fuldstændig uacceptabelt for ham, som at stryge fingrene gennem sit hår.
Med en let anstrængelse kom han op og sidde, med benene ud over kanten af sengen. "Næst? Hvordan næst?" Han rettede de lyseblå øje mod hende og fastholdte blikket. "Min andel af aftalen, eller hvor jeg ønsker at tage hen når jeg engang er redde til at være vågen mere end blot nogle timer"

Maralinda tog først hånden til sig, som Beon flyttede på sig og endelig satte sig op ved egen hjælp. Et tydeligt tegn på at han var i bedring. Noget den sammenhængende tale også kun understregede. Hun trak sig et lille skridt baglæns for at give ham mere plads og smilede så drillende. "Hvor du tænker at tage hen. Så spændende er dine febertanker heller ikke at jeg har lyst til at skulle filtrere igennem resterne af dem." Han havde talt en del i søvne, men heldigt nok for ham temmeligt usammenhængende og det meste af tiden helt sort. At han havde mentale evner havde også givet hende lidt af en hovedpine for dem havde hans kontrol også været alternativ omkring og med hendes voksende opfattelse af tanker og ikke kun følelser havde han ramt hende uventet flere gang med ting hun virkelig ikke havde brug for at se. Mest fordi de havde været utåleligt sammenblandet og uden hold i virkeligheden - håbede hun!
"Men en dag eller to mere og du burde være klar." Klar til at give hende hvad han skyldte og klar til at kunne klare sig selv så hun kunne komme væk herfra og de snagende landsbybeboere. Hovedstaden og paladset bibliotek trak i hende for at få gennemsøgt det ordentligt, men med lidt held havde han andre steder i sine minder som ville værd et besøg værd også.

Beon løftede et øjenbryn af hende, en smule skeptisk og måske endda påpasselig. Febertanker? Han huskede ikke ligefrem at havde haft mange tanker det sidste lange stykke tid. Tværtimod. Alt havde føltes som direkte grød og selv bare det at kunne svare på spørgsmål var en prøvelse. Men ikke rigtig mere. Jo Beon var træt, han var faktisk meget træt, men han var ikke fuldstændig tankeforladt som han før følte. Alligevel kunne han ikke lade vær’ med at blive nysgerrig. Hvad havde han tænkt i sin febertilstand. ”Jeg må tilbage til hæren.. Finde på en undskyldning for hvorfor jeg har været væk, og forhåbentlig skrabe nok værdighed tilbage” Beon var faktisk nervøs for hvad det kunne betyde at tage tilbage. Men det var der han hørte til. Ingen andre ville tage ham ind, og han kunne vitterligt ikke leve frit rundt blandt folk. Ikke nu han efterhånden havde fået afsløret sig selv til højre og venstre. Skulle en fra mørkets hær genkende ham, ville det gå galt. Skulle en fra lysets hær genkende ham, gik det måske mindre galt, men stadig galt. Han kunne lige så godt tage tilbage.
”Tak.. Tak for hjælpen” Egentlig havde han nok betalt for behandlingen hun havde udvist, men hun kunne havde været mere hårdhændet. Det virkede som om at Maralinda egentlig ikke ønskede at skade ham, om end det vitterligt ikke var til at vide hvor man havde pigebarnet henne. ”Hvorfor er du interesseret i bøger?” Han huskede godt hvad han havde lovet, altså.. noget af det. Han håbede at bøger var det rigtige hun søgte.

Maralinda lagde hovedet let på skrå ved Beons svar, mens et skævt smil voksede frem på hendes læber. "Holdt jeg mindre af mit skin og sind ville jeg tilbyde at tage med dig som grund, meeen heldigvis har jeg andre planer." Det var nok ikke gået ubemærket hen at hun havde lånt lidt orker til sin distraktion af hvorfor hun var alene i en by eller at hun havde været en del om fangerne før nogle af dem var flygtet. Længe siden nu måske, men bære nag var så almen en egenskab at hun nægtede at tro mørket ikke besad den til overflod.
Der var også lige det med trækket fra hendes fædrene ophav som hun stadig kæmpede imod at give ind til.
Hun smilede bare ved hans tak og satte sig bedre til rette, før end alvor gled over hendes træk. "Hvorfor ikke interesse sig for dem? Så meget viden nedskrevet og glemt, gemt væk i biblioteker hvor ingen længere kommer og endnu færre søger... Er det ikke derfor du altid finder frem til bibliotekerne hvor end du er?" Det var lidt et skud i tågen, men han virkede som typen til det.

Beon løftede sin øjenbryn og kunne ikke lade være med at få et skævt smil frem på læben. "Jeg havde heller ikke regnet med andet" Maralinda havde vel heller intet at gøre blandt mørkets krigere - også selvom Melkor var hendes far. Hun.. Passede bare ikke ind der. Nok havde hun sine træk. Beon kunne ikke sætte ord på det lige nu og valgte i stedet bare at fokusere på noget andet. Nemlig sin egen hjemkomst og hvad det ville frembringe.
Beon lod sit blik falde ned til gulvet, accepterede hende svar, som faktisk var et rigtig godt et. Det ramte essensen af at elske bøgernes viden ret perfekt. Nysgerrigheden om at læse hvad alle andre anså som værende uvæsentligt. "Jo, det er det" var det noget hun vidste eller et gæt? Det var virkelig ikke til at vide hvad hun havde opsnappet mens han havde været syg, dette kunne være en af de ting. "Men jeg tror der er flere skjulte biblioteker derude, end jeg kender til" Han havde besøgt mange, direkte ledt efter dem - men ruinerne var mange og underjordiske gange var ofte bevogtede.

Maralinda kunne ikke andet end smile til Beon ved hans svar. Hun havde gættet rigtigt på at de delte nysgerrigheden for skjult viden og kærligheden til bøger. Det gjorde det lidt nemmere at finde lige det i hans sind, når de kom dertil fordi det ville være noget han havde værnet om og ikke tænkt som irrelevant.
"Det ved jeg der er, men du har formentlig set en god bid af dem alligevel." Hun havde ikke travlt med at nå rundt til dem alle. Kun med at finde den ene bog hun ledte efter og som hun ikke havde lyst til faldt i de forkerte hænder. Ikke før hun havde læst den under alle omstændigheder.
Hun strøg eftertænksomt fingrene kærtegnende igennem hans hår. "Jeg tror ikke det er klogt for dig at blive her meget længere. Uroen er vokset mens du har sovet og landsbyens beboer ved at være svære at holde væk..." De havde dog en lille ting mere de skulle have klaret, før hun ville forlade ham og overlade ham til hans egen evne til at overleve. En gæld han skulle betale for sit liv.

Beon gav et let frys fra sig, men kunne alligevel ikke lade være med at smile imens. "Ikke for at pragle, men jo, jeg har nok set en god del af dem." Han havde gjort det til en kunst altid at finde en undskyldning for at lede når han var på mission. I de gamle byer, under ruinerne, i de skumle afkroge af byer. Selv i Krystalpaladset havde han været - selvom det desværre var en kort fornøjelse, og et sted han aldrig ville få lov at sætte sine fødder igen. Ikke som en fri mand i hvert fald.
"De er vel desperate?" Dertil, tanken om at blive smittet igen huede ham virkelig ikke. Faktisk var det rart at være her. I en nærmest stillestående tilstand, hvor han ikke led mere under sine egne, samt andres fejltagelser. Men det kunne ikke blive ved. "Det vil nok være bedst at tage afsted om natten? Så folk ikke bemærker noget" Det var et spørgsmål til hende - han var faktisk ikke helt sikker på hvor i verden han befandt sig lige nu.

Maralinda smilede tilfreds ved Beons ord. Om det var pral eller ej var hun ligeglad med. For hende var antallet af steder det afgørende. Det var trods alt for den viden hun havde holdt ham i live - og måske en smule fordi hun vidste hvem der også gerne ville have fingrene i ham hellere levende end død. Nogen hun måske ikke fulgte, men som hun gerne ville have et es i ærmet overfor skulle situationen kræve det.
"Meget og mistroiske. De er ved at hidse sig op til at fjerne hvad de alle kan se som en trussel." Hun stoppede sine fingres leg gennem hans hår og nikkede så kort. "Det er der vi passer bedst ind alligevel. Er du stærk nok til det?" Hun kunne blive en dag mere eller måske to, men så var han også på egen hånd. Der var kommet folk gennem landsbyen samme dag som ikke havde set ud til at ride for sjov og de havde stillet lidt for direkte spørgsmål.
"Er du stærk nok til at betale din gæld?" Hendes blik var i hans som hun talte. Et gammelt blik i et ungt ansigt og et beregnende blik. Der var ingen tvivl om hvad hun var i det øjeblik eller at hun var langt farligere end det barn hun lignede.

Beon kneb øjnene sammen.. Det lød ikke ligefrem som om der var megen tid tilbage at gøre godt med. Når befolkningen begyndte at blive mistroisk gik der normalvis ikke lang tid før handling skred ind. Han kunne godt se hvorfor det hele så forkert ud. En ung pige der rendte ud og ind af en gammel bygning. Han tog en dyb indånding og tænkte over det. "Det tror jeg.. De fleste vil nok se småsyge ud i disse tider alligevel" Han var ikke begejstret for at skulle ud af denne beskyttende hule, men han kunne ikke blive der evigt. Han havde et regnskab der skulle gøres op, selvom det vist ikke var til hans egen fordel.
Beon rettede blikket tilbage til Mara, så længe på hende. Hans blik var forsøgt at holde fast, men det var ikke svagt at ane den utilpashed der var over det. Han brød sig ikke om at andre kunne nå hans indre. Hans tanker, minder og generelt hvem han dybt inde var. Men en gæld var en gæld, og den skulle betales, selvom blikket der borede sig fast i hans gjorde ham langt mere utilpas. Han følte sig fanget på mere end et plan. "Ja.."

Maralinda nikkede let og smilede så strålende til Beon. Han så ikke for godt ud, men han var bestemt på vej i den rigtige retning hvis han mente han kunne vandre videre. På den anden side så havde hun set ham vandre næsten døende rundt, så måske var frisk nok lidt højt sat. Der var bare heller ikke så meget at gøre ved det, når hun skulle videre og ikke kunne våge over ham her længere.
Hans blik var alt andet end roligt som det mødte hendes og hun kunne se hvor modvilligt det var at han indvilgede i at indfrie gælden. Forståeligt nok, men ikke noget hun helt tog sig af. I stedet smilede hun til ham, som hun lænede sig frem og strøg fingrene ind i hans hår og det væk fra hans ansigt, før hun lukkede hænderne om det. Hendes blik var fuldt i hans som hun blidt, så uendeligt blidt med mentale fingre strøg over hans følelser, hans opstillede barriere og til sidst hans sind.
Der var så meget viden der for den der ønskede den, men hun holdt sig til at søge efter bøger. Hver en bog han havde set, haft mellem hænderne eller rørt gled frem for hendes blik og sank ind i hendes sind sammen med hvor han havde været da den kom ind i hans liv. Hvad ellers skete så hun ikke. Hverken væsner, snakke eller tanker trådte frem for en aftale var en aftale. Hans følelser for bøgerne gled dog med over og bekræftede hvad han havde samtykket til. De delte den længsel efter hvad andre gemte.
Så blidt som hun havde taget fat om hans ansigt slap hun det igen, som hun blinkede et par gange for at få de sidste minder til at falde på plads hvor hun kunne finde dem igen. Så smilede hun til ham. "Åh det var bestemt dit liv værd!"

At Maralinda fortsatte med at smile på en næsten uskyldig måde, som var dette det mest normale i hele den vide verden, var ikke spor beroligende for ham. Tværtimod. Det tvang ham til at koncentrere sig om ikke at bruge sin egen evne til at lukke sindet af for hende. Beon tog en dyb indåndig indne han mødte hendes blik, uden at trække det væk igen, selvom musklerne i hele hans mørbankede og trætte krop skreg på at han skulle gøre det.
Det var en ubehagelig fornemmelse, at have andre til at bevæge sig rundt i sine sindelag, fra tanker, oplysninger, hukommelse, alt hvad der befandt sig inde i hans hoved, var frit tilgængeligt for hende. Men han fulgte hende, fulgte hvad tankerne bevægede sig hen på, såfrem han kunne. Beon havde også en lagring gemt som han ikke selv kunne huske, men stadig lå der. Når Maralinda nærmede sig disse områder, kunne han ikke længere følge hende. Uheldigvis. Han afskyede ikke at havde kontrollen over netop hans sind.
Beon gøs som Maralinda slap hans ansigt og dermed også hans sind. Hun havde ikke ligefrem været ond ved ham med den kontrol hun havde - hun havde gjort præcis som aftalen lød på, men han følte sig alligevel dårlig tilpas. "Glad for ikke at skuffe dig" selvom hans stemme ikke helt kunne stable sig sammen til at mene det.