Benene var egentlig lige ved at passerer følges vennen, da hun valgte at stille sig op af muren de kom forbi. Med et undrende udtryk, vente hun sin krop imod hende. Fulgte derefter Florence blik, og stod lidt, læberne let skilt fra hinanden. Det var nu et smukt syn, hun lod sig ikke længere nyde disse omgivelser.
Altid for travlt med at ordne forretning, få flere kontanter i kassen. Grådighed, var hun blevet det? Hun lod hendes lænd hvile op af muren, efter at den yngre kvinde havde hoppet op for at sidde. Hun var for gammel, desuden også alt for høj til sådan noget pjat. Men det formåede alligevel at få et smil frem på læben. Fandens.

,,Fortæl om mig selv?’’ hun grinte, og overvejede at lave en joke omkring, at så skulle de side her, og de næste mange nætter. Men valgte at holde det inde. ,,Lad os starte med, at du fortæller mig, hvad du har hørt om mig. Så vil jeg fortælle dig, om det er sandt eller falskt’’ hun var måske ikke forbandet, som Priscilla til at fortælle sandheden. Men ni ud af ti gange, valgte hun alligevel den vej, frem for at lyve. At man nogen gange måske bøjede sandheden til ens fordel, var selvfølgelig en helt anden snak.

Florence fik et skuffet udtryk smurt hen over ansigtet, men det varede ikke længe før det bare blev til en barnlig grimasse. "Nej nej nej, det er ikke sådan det fungere. Jeg vil hellere høre det direkte fra Dem. Sladder er en ganske underholdende ting, men det er meget sjældent jeg tager det seriøst" sagde hun med en lidt alvorlig undertone. "Hvad med at jeg så stiller spørgsmål istedet?" spurgte hun med et opløftende smil. Det kunne være det måske ikke var så let for hende at starte med noget bestemt så Florence kunne måske puffe hende igang på den måde.
"Vi kan starte med hvilket navn De gerne vil omtales som?" sagde hun med hænderne i skødet. Nu havde hun jo lidt givet sit navn uden videre så det mindste hun forlangte nu var det samme til gengæld.

Hun lo, det var næsten som at se en lille pige der ikke fik sin vilje.
Tænderne greb omkring læberne, mens hun tænkte over det der blev sagt. Hvilket navn ville hun gerne omtales som, havde hun aldrig tænkt over. Kom egentlig helt an på, hvem hun snakkede med. Der var kun to i hele denne verden, som omtalte hende under et andet navn.

,,Avaion’’ sagde hun, tænderne slap kødet igen. Hun havde mærket hvordan at små flager af dødt ud kunne hives af. Fingrene greb fat omkring det, og smed det væk fra sig. Kulden kærtegnede hendes bare ansigt, og hænderne. Hvilket gjorde hun valgte at finde hendes handsker frem igen og trække hen over hænderne.
,,Næste spørgsmål’’ det var nu en meget sjov leg, hun plejede ikke at være den talende type omkring sig selv. Nogen gange havde man tendens til at afsløre ting, som ikke var ment at blive afsløret. Men hvis det gav mulighed for at kunne finde mere ud af denne mystiske persona, så kunne hun vel godt gå med til det.

"Avaion" gentog hun for at få en smag af det. "Det er et smukt navn" erklærede hun med et lille nik til sig selv. Hun stødte ret ofte på folk med interessante og nogle gange navne der ikke engang kunne udtales af hendes egen tunge. Men kvindens navn var blidt og kraftfuldt på samme tid, meget passende mente Florence selv.
"Sååå" startede hun imens hu tænkte over hvad hun gerne ville vide. "Hvad gør De for at underholde Dem selv? Venner? Familie? Arbejde?" spurgte hun så. Det var ikke fordi hun ikke ville vide mere faktuelle ting om hendes nye bekendte, men hun mente altid man kunne vide mere om en person på hvad der syntes var sjovt frem for hvor det kom fra eller hvad de var. Plus, hun havde altid været lidt nysgerrig over hvad adelsfolk fik deres tid til at gå med.

Hun kunne ikke andet end at grine over det næste spørgsmål. Med en albue der støttede imod murværket vente hun sig imod Florence. Blikket fortalte en mystisk historie for sig selv, men hun gav intet til kende omkring hvad hun i virkeligheden tænkte.
Hvis hun fortalte hvad hun i virkeligheden fik tiden til at gå med? Hun ville være bange for den stakkels nonne ville få et hjerte tilfælde. Så det var måske bedre at undlade nogle af de mere grafiske ting.
,,Jeg har ingen familier, og venner kan jeg ikke rigtig kalde nogen’’ hun kiggede eftertænksomt ud i luften og tog en dyb indånding ,,For hvad jeg bruger min tid på med hensyn til arbejde. Jeg er en salgskvinde, opkøber sælger videre, påtager mig også enkelte opgaver som betaler godt.’’ hun mærkede vinden der gled hen over hendes ansigt, jog noget af den varme og sved der havde lagt sig i løbe af dagen væk. ,,Jeg plejede at være en omrejsende på havet’’ pæn måde at sige pirat og plyndre ,,Så jeg har ikke rigtig brug for levebrød længere’’ hendes blik faldt atter imod kvinden der sad på muren, et sigende smil gled hen over de fyldige læber ,,Næste spørgsmål’’

Florence lyttede meget interesseret til Avaion fortælle. Hendes øjne funklende næsten af beundring over hvad hun fik af vide. Handel, rejser og alt det indebar var noget der lå hendes selv så fjernt så det var næsten som at få fortalt eventyr når hun stødte på folk i med den livsstil.
"Så De har set hvad der er på den anden side af havet? Har De været i Rubinien? De nordlige bjerge måske?" spurgte hun. Hvor der før skulle tænkes over hvad hun skulle spørge ind til var det næsten svært ikke bare at lade spørgsmålene vælte ud og hun havde endda svært ved at vælge hvad hun ville høre om først. Godt nok havde hun haft bøger med malerier og fortællinger om lande og byer langt borte, men de kunne vel kun give en vis form for tilfredsstillelse. Intet som hvis man var der selv til at få alle stedernes indtryk, havde hun altid forestillet sig. Florence sad næsten helt ude på kanten af den lave væg nu med blikket rettet imod sit selvskab med et skindende ansigt. De små vinde ruskede lidt i hendes kortklippede hvide hår, men alt hendes opmærksomhed var et andet sted så hvor meget det end blæste ind i hendes ansigt blev det pænt ignoreret.

En oprigtig latter forlod hendes læber. Hun slog hoved tilbage, mens den krystal klare lyd fyldte det stille område. Hun var da helt utrolig. For hvert øjeblik der gik, jo mere blev hun gjort opmærksom på hvor naiv den stakkels ung pige var.
,,Ja’’ grinede hun, mens et bredt smil brød frem på læberne og nikkede. Det sorte hår flagrede lidt i luften. ,,Tror snart ikke der er mere for mig at udforske rundt omkring krystallandet.’’ kom der hurtigt efter. Hendes blik blev kortvarigt drømmene, trods at hun havde valgt at sætte roder som adelig. Savnede hun det da, det at komme ud og opleve verden. De fantastiske bølger. Også kom hun i tanke om hvorfor hun i virkeligheden var stoppet med det. På grund af ham og den tur der havde skaffet hende en plads på en ødet ø i over hundrede år.
,,Det har været nogle fantastiske rejser, jeg har set steder som de færreste kan drømme om. Oaser så smukke og frygtindgydende på samme tid. Været ude for lykke og ulykke, alt sammen hvor jeg følte mig allermest fri. Havet.’’ en smule nostalgisk måtte en gammel dæmon som hende vel godt blive? Hendes drømmende blik, blev dog hurtigt hendes mere skarpe da hun betragtede Florence. ,,Har du været ude for hovedstadens mure?’’ det faldt hende ind, at den unge kvinde nok aldrig havde været særlig meget væk fra hendes kloster. Hvilken skam i virkeligheden. En hver burde da have muligheden for at opleve hvis ikke det hele, så bare en lille smule, af den skønne og skræmmende verden de boede i.

Hun lyttede stadig med lige så stor interesse som før, men hun rettede sig lidt op da hun blev spurgt ind til hendes egne rejse erfaringer. Hendes ansigt fik en snært af skam over det svar hun ville kunne give. "Nej" ytrede hun sig så med et lille skuldertræk. "Jeg tror nok jeg havde muligheden engang dog. Men hvorfor skulle jeg vendte alt jeg har her ryggen?" sagde hun så med et tilbagevendt smil.
Det var skam ikke fordi hun ikke ville rejse, men hun havde aldrig haft modet eller lysten til at bare at se bort fra alt og forlade hovedstaden. Desuden havde de brug for hendes hjælp endnu i klosteret, med stadig mange sårede og hjemløse fra angrebet på muren. Der skete nok ting i hendes liv for nu til at hun var underholdt. Og til forskel fra mennesker, havde hun mere end bare et livs tid til at finde ud af hvad verden indebar.