Gidion smilede roligt. Det var forfærdeligt hvordan et menneske kunne finde på at slå et andet ihjel. Ikke kun blandt mennesker selvfølgelig. Men ikke nok med det, det havde været mandens egen bror. En bror som han var vokset op med, men som egoismen voksede ville han broren ondt for at få mere guld og rigdomme. Nok også en af grundene til at Gidion ikke brød sig om materiale rigdomme. Selvfølgelig foretrak han at have penge mellem hænderne for at kunne få fat i mad og træ. Nok til at leve, men ellers sagde rigdom ham intet. Det var ikke vigtigt og det så ud til ud fra historierne, at være en svaghed i hans familie. ingen grund til at udfordre den skæbne.

"Det er jeg ked af at høre" svarede han ærligt. Og det var endda en person tættere på end hans tip tip et eller andet olde far havde gjort. Gidion begyndte at overveje hvorvidt Milicent var flygtet, indtil et par hvide fjer nåede hans synsfelt. En tanke der blev bekræftet af hendes forklaring og gjorde ham ubekrivelig trist til mode. Han vidste ikke engang hvad han skulle sige. Det var forfærdeligt. "Ingen burde opleve den skæbne" han gav hendes arm et forsigtig klem og søgte efter hendes øjne. "Og ingen børn burde bøde for hvad deres forældre har gjort" Gidion kunne ikke forestille sig hvilken smerte det måtte give at vide at ens egen far havde gjort det mod en. "Men, jeg er glad for at guderne sendte dig tilbage" selvom han da ville ønske hendes skæbne før døden havde været anderledes, var han stadig glad for at hun var kommet tilbage. Hun var en venlig sjæl og hun hjalp andre så godt hun kunne.

Nu hvor det var ude i verden, følte Milicent en underlig lettelse, selvom det havde været virkelig ubehageligt at tale om. Og Gidions solide støtte overraskede hende næsten. Hun havde ikke regnet med, at skulle fortælle noget som helst menneske om den oplevelse. Og dyr forstod faktisk ikke helt den slags, hvor intelligente de end kunne være. Med dem havde hun været nødt til, at gå helt ned på de dyriske instinkter, her var det helt noget andet, og overraskende nok rart.
Det mindre klem på hendes arm, fik hende til at se op, og med det samme blev hendes blik fanget af hans, og øjenkontakten var en smule intens et kort øjeblik, da hun stirrede ham direkte i øjnene, men ikke på en ubehagelig eller fjendsk måde. Bare intens.

"Jeg er også glad for, at have fået en chance til. Det er derfor jeg ikke skal tilbage. Jeg vil hjælpe alle dem jeg kan, for at gøre op for alt det onde min familie har gjort. Og det føles rart at hjælpe folk. Og at leve frit for alle de bekymringer man har som adelig," hun smilede til ham. Faktisk følte hun sig helt godt tilpas over for Gidion og havde ladet alle sine beskyttelsesværker dale til jorden. Han havde fat i hende på et meget sjældent tidspunkt og på trods af hovedpine og svimmelhed, så følte hun sig ret godt tilpas i hans nærvær. "Jeg er glad for at stødt på dig derinde, i skoven.. For det første kunne jeg hjælpe med dit ben, for det andet, så er du meget rar at tale med.. For det tredje, så har jeg ikke talt med nogen om.. Det," hun burde have bekymret sig over hvordan var så direkte over for ham, men hun var for en gangs skyld ligeglad.

Fornemmelse af at Milicent aldrig havde fortalt en anden sjæl om denne begivenhed ramte ham ret hurtigt. Hun havde været tilbageholdende, og alligevel haft et behov for at lukke det ud. Et behov for at endelige tale om det. Tale om en forfærdelig episode, som måtte være sket for en del års siden, hvis hans fornemmelse var korrekt. De brune øjne var rolige, venlige og varme som hun så ind i dem. Han mærkede en følelse af trykhed at se på hende. Gidion vidste ikke hvad det var, men det var nyt og gribende.

"Hvis alle levede efter den fornuftige tankegang, ville landet være en langt mere fredeligt og varmt sted at leve i." Hvis alle ønskede at hjælpe, udviste næstekærlig og lod den egoistiske tankegang dale, ville krig og ødelæggelse være et fjernt minde. Verden blev aldrig sådan, men hvis man ikke prøvede blev det aldrig bedre.
Gidion var ikke sikker på hvordan han havde været så heldig at møde hende, ej heller hvordan han havde vundet hendes tillid. Vundet og vundet, han respekterede, og respekt gik en lang vej, specielt for en god lytter som Gidion som sjældent dømte folk for hvad deres fortid havde budt dem.
"I lige måde, Milicent. Taknemmelig for din hjælp, og glad for at havde mødt dig" svarede han først med et roligt varmt smil. "Hvor længe har du gået med det helt alene?" spurgte han, igen bekymret. Det var ikke rart at gå rundt med, og han kunne kun forestille sig hvor mange tanker der havde strejfet omkring det.

"Det er der desværre bare ikke mange, der har. Og det er virkelig en skam, for alting ville bare kunne blive så meget bedre," et lille suk forlod Milicent, men alligevel formåede hun at sende et smil i Gidions retning. Han var virkelig en flink mand, det kunne man godt mærke, og det var nok også derfor, hun kunne formå at slappe af i hans selskab, selv med hans hånd om armen. Hun blev oprigtig glad ved hans tak, og lagde en hånd på hans, bare for at vise hvor meget hun påskønnede det. At kunne hjælpe og få et tak tilbage. Krystaller og formuer var hende underordnet, så længe hun havde et andet menneskes taknemmelighed, så var hun ganske tilfreds.
"Lige siden det skete.. For godt og vel femten år siden efterhånden," Nu havde hun allerede fortalt hvordan landet lå, så kunne hun da lige så godt forklare ham, hvordan kom navigerede rundt i det. Ingen grund til flere hemmeligheder. Hans bekymrede blik fik hende til at sende ham et smil, desværre var det ikke voldsomt overbevisende, for det var jo ikke helt rart at snakke om de her slags ting.

Gidion smilede beroligende til hende, og gav hendes arm et forsigtigt klem, et forsøg på at opløfte hende lidt i humør. "Meget bedre. Men så længe nogen lever efter det, vil andre følge. Før eller siden." det handlede ikke om at få noget til gengæl, ikke for Gidion. Det handlede om at gøre det for andre, som man ønsker også vil blive vist en selv. Gidion ville til hver en tid hjælpe en anden, fordi det er hvad han ville ønske andre ville gøre for ham, skulle han komme i problemer. Det, og så var følelsen af at ramme andre mennesker, også med til at gøre det hele bedre.
Det var stadig svært at kaperer at nogen kunne finde på at gøre det. Ikke nok at hun var blevet slået ihjel, men endda af sin egen far. Gidion havde ikke selv børn, men hans nevøer og niecer betøder alt for ham, dertil, var Caitlin så godt som en datter som hun kunne blive. Han ville aldrig ligge hånd på dem i ond mening, aldrig. "Jeg ville ønske der var noget jeg kunne gøre" han kunne ikke gøre ret meget andet end at lytte, så vidt han vidste i hvert fald.
"Vi er der snart nu" kom der lidt mere opløftende fra ham, som han kunne se udkanten af skoven, og det ville føre frem til hans hus ikke langt fra skovens kant.

Det lille klem på armen gjorde Milicent opmærksom på, at Gidion stadig holdt fast i hende. Men det var ikke lige så ubehageligt som da han først havde taget fat i hende. Nu var det langt mere rart og hun nikkede med et lille smil.
Smilet blev ikke mindre over, at han nævnte at han ville ønske at han kunne gøre noget. Det ville have været svært og også nu. Hun vidste ikke engang om hendes fader stadig var i live, det var trods alt over femten år siden, at hun sidst havde set ham, og dengang havde han ikke ligefrem været ung heller. Men hendes brødre var der sikkert stadig. Dem havde hun heller ikke haft det sindsygt godt med, i hvert fald ikke Thomas. Resten tænkte hun ikke rigtig på, for de var ikke en del af hendes nye liv. Det havde hun ingen lyst til,at de skulle være. Hun var ikke adelig længere, det hørte fortiden til. "Du gør allerede noget ved at lade mig tale med dig om det her. Det er rart at få det ud til nogen," sagde hun mens hun kiggede varmt på ham. "Hmm.. Jeg er ikke så vant til normale huse.. Så hvis jeg bliver forvirret er det derfor," hun havde ganske vidst overnattet på kroer et par gange, men det hørte sjældenheden til. Og et helt normalt hus uden fyldebøtter ville nok føles lidt sært for hende. Men alligevel ville hun da gerne sove i huset. Det kunne være dejligt ikke, at skulle være konstant på vagt for mulige fjendtligheder i skoven.

"Du har også gået alene med det i lang tid" svarede han med et roligt og venligt smil. Ikke at han burde tænkte alt for meget over den del, han havde nok også et par lig i lasten han ikke snakkede med folk om, men intet i samme dur! Slet slet ikke. Og selvom han havde det, havde han allerede indrømmet en af tingene overfor hende. Familiens 'forbandelse' blev den kaldt. Nok havde han ikke uddybet det for hende, men han foretrak ganske forståeligt at folk ikke vidste det. Gidion havde prøvet for mange gange at blive dømt for hvad andre i hans familie havde gjort.
Gidion smilede lidt mere og nikkede let "Okay, godt at vide." Gidion personligt ville nok være langt mere forvirret og vildfaren hvis han overnattede udenfor et hus. "Men det er ikke helt bygget færdig, så det er nok et lidt mere unormalt hus lige nu" tilføjede han som træerne tyngede ud og det nu var ganske synligt at de var tættere på byområdet, selvom de stadig var et stykke udenfor.