”Ville De virkelig dræbe en af Deres egne? En sjæl af Kzar Mora?!,, knurrer hun vredt og kiggede udfordrende på ham med en dræbende intensitet. De funklende safirblå øjne er på samme tid fyldt med forurettelse og arrogance. Selvfølgelig ville Ra ikke dræbe hans egen slags, og da slet ikke en så værdifuld som hende, uden en bedre grund end, hans lunefulde humør og blandede følelser for denne sindsoprivende dæmon. Hendes sorte, indbydende læber skilles i et grin.

Langsomt mærker hun ømheden i kroppen. Den sniger sig ind med små jag, der udvikler sig til en decideret smerte for hvert sekund der går. Derudover er det koldt som en i helvede. Blodet fra hendes herre Ra rinder ned over hans muskuløse og faste overkrop, og drypper ned på hendes natchemise, små varme dråber mod den bidende vind. De er nu næsten næse mod næse. Så lad være med at gøre mig vred, har hun lyst til at hvæse ad ham, men lader være. Hun er udmærket klar over, at hun er i sine følelsers vold og det har ofte kastet hende ud i forfærdelige handlinger.

Licinias nærhed er som en håndgribelig og berusende udstråling, men alligevel forstår hun ikke, hvor Ra har fundet modet og lysten til at række ud efter hende. Hun stivner ved hans berøring, da han lader en hånd glide op ad hendes lår. Hun er hans kærtegn voldsomt bevidst, men bliver liggende ubevægelig og tavs, selv efter han slipper hendes hænder, fordi hun ikke rigtig vidste, hvad hans intentioner er med dette, eller hvad han forventede ad hende. I al den tid i hans klan, havde hun ikke kunne opfange et eneste glimt af interesse, selv ikke de gange, hvor hun praktisk talt havde spankuleret nøgen rundt i sit kammer, og han var kommet til hende med en ordre.

Licinia protesterer ikke, da hun mærker hånden glide længere og længere op ad lårene.
”Tror De jeg lader mig påvirke af mine egne tricks? Det her er vist ikke lige Deres område,, siger hun endelig, med en genvundet selvbeherskelse.

Ra var ikke helt fast besluttede på denne dag, og hvordan hun skulle straffes men en ting var sikkert at dræbe sin egen slags gjord man ikke bare sådan, men nogen gange havde han virkelig lyst til at dræbe hende som sagt, han stoppede med at bevæge hans hånd op af hende og kiggede hende dybt i øjne sådan hun vil forstå at hans næste sætning var sand." Kzar mora eller aj du lever livet farligt nogen gange, og hvis riget blev åben igen så, ville de andre dæmoner ikke glæde sig over din færten med menneskerne, og det ved du "

Ra vidste ikke hvordan han havde det med Kzar mora, men han vidste til gengæld hvordan han havde det med hende og hendes menneske færden, og det var ikke noget han kunne lide, et lille smil kom frem på hans læber da hun kommentere noget til hans handlinger, dine tricks hmm ved slet ikke hvad du snakker om " sagde han bestemt.

Jorden og vinden var stadig iskold og Ra blod løb stadigvæk ned af ham, men denne kamp var ikke færdig endnu Ra fik rejst sig op hvor efter han gik hen imod hans sværd, han tog det op fra jorden og bagefter gik han hen til hendes sværd og ved et elegant ryk med foden fik han det op i hånden, han vende sig om imod hende, hvor efter han gik hen til hende og vende skaftet ned imod hende, for at hjælpe hende op.
" at kæmpe imod dig er altid en fornøjelse, men næste gang skåner jeg dig ikke så let "

Ra stod blot og ventede på hun vil tage imod skaftet sådan hun kunne komme op og stå igen. " men huks jeg er den der bestemmer og dette sted og hvis du selv vil herske her så ved du at du kan udfordre mig, er du utilfreds med tingene her skulle du aldrig være kommet, så sig mig hvad vil du ha"

Licinia ser forvirret ud et øjeblik, da Ra stopper hans modige forsøg på kærtegn, men tænker så, at han alligevel ikke havde ment noget med det. Licinia betragter sig selv, som værende god til at læse folks sind, men Ra er et lukket område for hende. En af de der kolde dæmoner af ubrydelig sten. Og han undrer sig over, hvorfor jeg foretrækker andre væsners selskab?

Hvis! Ordet river hende ud af tankemylderet, og bringer hende tilbage til hendes selvsikre jeg ”Hvis? Riget vil blive åbent igen, og når det gør, så er De blot én blandt mange af Kzar Moras børn, hverken mere eller mindre,, Hendes smil virker blidt nok, men hendes øjne skinner lidenskabeligt og vredt og lyser af magtsyge. Det er som om, at forventningerne til Kzar Moras snarlige tilbagevenden får hende til at glemme tid og sted. Får kulden, ømheden og smerten til at smelte sammen. En intens og levende tilstand. Uden at føle sig ydmyg, da Ra rækker hende skaftet til et af hendes sværd, tager hun imod hans støtte. Hun rejser sig op og retter kjolen til.

”Jeg har gjort mit for at overleve, og ikke bare overleve, men leve højt. Jeg vil ikke krybe og gemme mig. Jeg kender min arv og min mægtighed, og ingen dæmoner uden for Moras rige burde leve et ydmygt og jaget liv!,, snerrer hun forurettet af ham, fyldt med vrede over den forfølgelse som hun har mærket og set.


”Så nej, jeg frygter ikke dæmonernes misbilligelse. Jeg har aldrig været stærkere end nu! Og ja, det er til dels takket været andre væsner end dæmoner,, Licinia føler ingen skam med det liv, som hun har levet uden for dæmonriget. Ingen skulle få hende til at føle skam. Hverken nu eller nogensinde. Det er ikke en sindstilstand, som hun nogensinde vil byde velkommen. Skamme sig over sine bedrifter, sine lyster, sin natur?! Skamme sig over sine tidligere forhold, og Henry? De gjorde tilværelsen nemmere, og derudover havde hun lært voldsomt meget af dem. Levet af deres styrke og magt.

”Bare rolig, jeg er ikke interesseret i Deres plads. Jeg er datter af Kzar Mora, et barn af Dødssynderne, og dermed tjener jeg Deres vilje,, Pludselig er det som om, at hendes ansigt ligger i skygge, ligesom en måne, der bliver formørket af solen. Så tager hun sværdet og holder den truende op mod Ras hals. Sværdet glitrer, som om det er oplyst indefra og pulserer, som om det er en levende forlængelse af den skønhed som betvinger den. Hun er smuk på trods af det bitre blik og vrede furer i panden. Der er noget majestætisk over hende, som hun stod der, rank og respektindgydende. Den tynde midje, hendes lange, hvide figur. Til sidst sænker hun sværdet, og træder helt tæt på den mand, denne mægtige dæmon, der overgik hende med tusinde år. Hun ligger hånden under hans hage for at fastholde hans blik i hendes brændende, blå øjne ”Betvivl aldrig min loyalitet!,, Og så træder hun hurtigt tilbage som én, der har lært at holde sig udenfor arms længde, når der er spændinger, og øretæver i luften.

”Jeg er en dæmon af lyst og begær, jeg stiller mig aldrig tilfreds,, siger hun henkastet, som svar på hans spørgsmål og ligger tryk på ordet aldrig. Ville Ra stille sig tilfreds med det her? Stille sig tilfreds med det her hjørne af et kongerige, der havde frarøvet hende og andre dæmoner deres ret til at regere?

”Og hvad ved De egentlig om min færden blandt menneskerne?!,, spørger hun bebrejdende, uden at værdige Ra et blik. I stedet griber hun sit andet sværd, og begynder nænsomt at svøbe dem ind i et klæde af silke og skind.

Ra lyttede til hvad hun havde at sige til ham for selvom han nogen gang bare havde lyst til at lade være var han en leder der lyttede til hans folk, og ide hun tog imod skaftet og rejste sig op kiggede han tilfreds på hende, han kunne fornemme mange forskellige følelser i hende og det skød næsten ud af hendes kropsprog, hvor Ra var mere rolig og hård " Licinia du er nød til at for styr på din vrede, og det er bare sådan det er og ja du har en utrolig styrke men inderst inde er det ikke andre væsner der har hjulpet dig det er dig selv" Ra vidste at hun havde talent ellers var hun heller ikke kommet ind i hans klan bare sådan, hun var vigtig for ham men ikke så vigtig endnu at hun ikke kunne ansattes.

på en eller anden måde kunne han ikke lade være med at smile over da hun nævnte at hun tjente hans vilje, hans tanke var lumsk i et øjeblik men forsvandt ide en sværd blev placerede truende ved hans hals," at du tør" sagde han koldt og kiggede bestemt på hende, men der gik dog ikke længe før sværdet blev fjernet igen.
Ra gjorde intet ved hendes næste trak fordi hun stille sig hen til ham, og tog fat i hans hage for at fortælle ham, at han ikke skulle betvivle hendes loyalitet, kiggede han hende blot dybt i øjne.

ide hun fjernede blikkede fra Ra for at koncentrer sig om sine våben, gik han roligt og nærmest ubemærket hen imod hende hvor efter han fik drejet hende rundt med ryggen til ham, og nærmest fik et greb om hendes hals hvor han med en lille smule kraft tog fat, og pressede hans overkrop imod hende ryg, efter fulgt af sætningen " det er fordi du aldrig har prøvet det der kan tilfreds stille dig " men Ra var slet ikke færdig med hende, han pressede hendes krop tættere på hans og placerede hans mund ved hendes øre hvor på han viskede " jeg har haft mine spioner til at holde øje med dig, tror du ikke jeg vil vide alt om de folk jeg har med at gøre " sagde han velvidne om hun nok vil blive sur nu, men hans greb var stadigvæk om hende.

Mørket og stilheden, i disse grotter og gange i bjerget, gør hende mere angst og klaustrofobisk, end hun vil indrømme, men hun tør ikke sige mere om dette emne.

Da Ra begynder at prædike om hendes fejl, eller måske prædiker han ikke, men taler til Licinia som ligemænd. Hun kunne ikke helt gennemskue hans toneleje, men der er en styrke og intensitet bag hans ord, som gør, at man lytter. Dette er en af de sjældnere gange, hun har hørt Ra lyde som en medfølende, guidende leder. Nej, ikke medfølende. Aldrig medfølende. Licinia har ikke spor lyst til at svare ham, og mumler bare eftergivende ”Ja,,

I næste nu griber Ra fat om hende, og svinger hende rundt. Hun gisper efter vejret. Forskrækket falder sværdende ud af hendes hænder, og klirrer mod stengulvet, der giver genlyd i arenaen, før den bliver båret væk af vinden. Hun sanser ikke engang at gøre modstand, kan ikke finde sit stemmebånd, grebet af chok. Ra presser sig ind imod hende bagfra. Han har sin ene hånd omkring hendes liv, med den anden presser han hendes hoved bagover omkring halsen. Hånden strammede langsomt grebet om hendes hals, neglene borer sig ind i hendes hud. Licinia tager begge hænder op til hans kraftige hånd, som i et forsøg på at vride sig fri. Det næste han siger beroliger hende. Han ønskede at jage hende en skræk i livet, han ville straffe hende, ville have hende til at tilstå hendes dumheder. Vigtigst af alt, hun kunne mærke hvor meget han ønskede at brække den slanke hals, men hun holdte ham tilbage. Hun griner. En lille perlende latter. Det er fordi du aldrig har prøvet det der kan tilfredsstille dig…

Han er tæt ved hende, hun kan mærke hans åndedrag mod kinden. Ra hvisker med læberne tæt ved hendes øre, og hun kan mærke lufttrykket fra hver en lyd. Det er kun tyndt stof der adskiller Licinia fra Ras bare overkrop. Hun kan mærke varmen fra ham, for selv fryser hun frygteligt. På en og samme tid er hun underholdt, men også frygtelig ræd for denne dæmon. Endelig genvinder hun sin stemme, der tøvende i starten svarer ”Hvorfor generer det Dem så meget, hvad jeg laver i min fritid? Jeg er loyal til klanen, og udfører hver eneste ordrer De giver mig,, Hun mærker hvorledes hendes selvtillid genvinder sin styrke.

”Har Deres spioner også fortalt Dem hvad der tilfredsstiller mig? Siden jeg tydeligvis ikke ved det,, spørger hun provokerende.

Ra lyttede til hendes ord som han stop bag ved hende med grebet om hendes hals, ligeså vel som hun kunne mærke ham kunne han også mærke hende og for at være ærlig havde dette taget en forkert drejning, han lyttede til hendes første ord uden at blive påvirket over den måde hun fik sagt tingene på " du burde vide hvor meget jeg hader menneskene, og at se dig danse rundt med det er blot noget jeg helst ikke ser du burde slå dem ihjel i stedet for at stille din lyst hos dem, ser du at få stillet din lyst vil du aldrig helt kunne fordi det er en evne du har, som altid ved have mere og mere og mere, for det du faktisk søger er stort set lige foran næsen på dig " sagde han uden rigtig at tænke mere over hvad han faktisk sagde til hende.

Mørket havde kommet mere frem og det var blevet koldere, dog var arenaen lyst op med de fakler der var placeret rundt omkring, så de kunne se hinanden men det var også kun det.


De sidste ord der kom fra hendes mund var sagt i en provokerende tone, og fik blot Ra til at smile lidt på læben godt nok var det provokerende men det kunne han godt lide når det var på den måde som hun sagde det på, men det ville han på ingen måde vise hende, så han strammede grebet en smule " du ved virkelig ikke hvornår du skal stoppe gør " sagde han inden han slap grebet om hendes hals, og vende hende om sådan de nærmest stod helt op af hinanden, og hun vil bestemt kunne mærke hans varme krop rører hendes knap så varme krop.

blikket var fast i hendes " mine spioner hmm naaaj det behøver de ikke at fortælle mig, jeg ved allerede hvordan man gør det " sagde han provokerende tilbage, uden at blinke eller vise nogen form for følelse i sig.

Ra kunne godt lide den måde hun var på overfor ham nogen gange, vild provokerende ikke til at styre men når hun blev for kæp høj måtte hun jo lærer det på den hård måde at hun burde stoppe det, at vise følelser over for andre gjord Ra ikke han snakkede aldrig om hans privat liv med nogen, og snakkede aldrig noget der havde noget med ham selv at gøre, for en stor leder som ham burde ikke vise svaghed.

Det er langsomt blevet mørkere, men man kan skimte stjernerne. Da han strammer grebet om hendes hals, minder det hende om det, han har advaret hende om tidligere. Hun kan mærke hjertet hamre i brystet, ude af stand til at afgøre om det skyldtes begær eller angst. Det er et spil. Han leger med mig, vil have kontrollen over mig, tænker hun.

”Min herre, med alt respekt, så er det vel mit eget valg om jeg slår Dem ihjel eller ej? Det er ikke en ordre jo,, spørger hun, men med en mere passende ydmyg, blid stemme. Det næste han siger, fremkalder et lille sejrrigt smil i mundvigen, ”Mener De dem?,,

Pludselig griber han fat om hende, og svinger hende rundt. Holder fast. Hårdt. Igen gisper hun forskrækket, som forventer hun, at straffen ville falde. Hun kan ikke slippe den fornemmelse af, at det er en udfordring af en eller anden slags. Hun er helt bevidst om, hvor overvældende hans maskuline energi er for hende. Denne såkaldte magt. Og den måde, han ser på hende? Følelseskold. Ikke ligesom Henry og hendes tidligere elskere, som så på hende, som var hun en sjælden delikatesse, som de havde lyst til at smovse i. Og muligvis bare fortære i én mundfuld. Alligevel fremkalder hans ord noget, som hun er alt for smertefuldt bevidst om. Aldrig ville hun kunne tilfredsstille denne ubarmhjertige sult. Hans arme føles som stålbånd, der holder hende på plads, og hans krop er så varm, at hun kan mærke ham brænde igennem tøjet. Huden på hendes mælkehvide arme er nupret af gåsehud.

”Jeg vidste ikke, at De var så interesseret i min lyst,, siger hun lige så provokerende tilbage.

Ra var træt og gad mest af alt ikke står her ude mere og snakke med hende og disse ting, Ra havde stået i timer næsten hvor blodet havde sivet ud af ham, langsomt men nok til at kulden havde lukket såret hendes ord var ikke helt de samme som de plejede hun snakkede med en mere blid stemme til ham nu " jeg ser bare helst du ikke omgås med mennesker, det er det eneste for når alt kommer til alt er det en race der lukkede vores hjem og rige, det skal du huske på " sagde han bestemt og ignoreret hendes spørgsmål da hun svarede " mener de dem".

Ra slap grebet om hende og så på hende med et og hvis hun kiggede på hans læber vil hun kunne se et lille smil, på hendes sidste kommentar " det er din lyst der for dig til at søge i retninger af menneske for at du kan for stillet den lyst du har i dig, men ser du for at hjælpe dig lidt på vej skal du finde en som vil blokere din magiske evne af lyst, for så er det rent dig " sagde han og prikkede til hendes hjerte " så er det rent dig også er lysten ikke til at tage kontrollen over dig " sagde han bestemt og gik hen imod udgangen af arenaen.

Ra vende sig om lige ide porten blev åben ind til salen igen " det må være nok for i dag, men husk mine ord og glem ikke vores samtale om dette, du er fri til at gære hvad du vil men ser gerne du bliver her på palaset lidt endnu, og husk jeg vil vide når du smutter " sagde han bestemt og gik ind i salen.

inde i salen gik der ikke længe før at fik sin frakke liggende kåbe på, han satte sig i sin stol ved siden af hans kilde, hvor efter han kun lige rørte vandet med hans finger, og efter få sekunder var såret healet og man kunne ikke se en eneste skræmme på ham.

Være nok? Licinia mærker tyngden fra skuffelsen, som er det eneste Ra har efterladt hende med. Denne samtale er langt fra slut! Trodsigt følger hun sin leder ind i salen. I porten sender hun en rap og arrig ordre til én af palæets mange vagter, ”Bær mine sværd og min pels op til mine gemakker!,, og fortsætter resolut i hælene på Ra. Hun stopper for foden af trapperne, der førte op til hans trone. Hendes hænder er knuget sammen til en knytnæve og presser stift i sidderne.

”De sagde jeg var en pokkers god og mægtig dæmon. Det har alt at gøre med mit væsen. Lysten, så meget en forbandelse som en velsignelse, har drevet mig så langt. Gjort mig stærkere, har gjort, at jeg ikke har stillet mig tilfreds med tilværelsen som den er. Jeg er ikke ligesom Dem, jeg kan ikke sidde og vente tålmodig på en eller anden trone, og se tiden krybe afsted. Håbe på, at tiden vil tilgodese mig. Jeg er i kontrol med min lyst når jeg vil, og det har intet med mennesker at gøre!,, siger hun fast, men med sænket blik.

Hun er slank, smidig og har stadig en smuk krop. Det er tydligt, hvor mange timer, hun bruger på at træne i arenaen, men ikke nok til, at det alene kunne forklare hendes udseende. Hun har skabt en krop med stærke gener, en god knoglestruktur, en krop, der udfordrer tidens gang, og et ansigt, der løj om hendes alder. Hendes øjne er store og blå, kunne snyde enhver for at være troskyldig, hendes kindben høje, hendes træk fine og fuldkomne. Den måde hun bevæger sig på, er fuld af ligevægt, selvtillid og ophøjet ynde. Som en dansers elegance. Hendes enkle, og hvide skikkelse gør hende endnu mere bemærkelsesværdig, som en gnistrende lysglimt i disse formørket og tunge omgivelser.

Licinias safirblå øjne, hvis rolige, velovervejet blik ingen tvivl levner om, hvem der er i kontrol, stirrer stift op på Ra, der sidder selvtilfreds og ophøjet på hans trone, ”Tal ikke til mig om de ofrer vores slags har lidt. Jeg er meget vel klar over de trængsler, som vores søskende har lidt under alle andre racers magt her i dette kongerige,, I et nu trækker hun sin essens sammen i en skikkelse, der på enkel vis afspejler hendes følelser. Det vil sige en hvid dæmonskikkelse. Lange horn, med dæmoninskriptioner, bugter sig fra hendes pande, øjnene lyser kraftig store og hvide, uden pupil, læderagtige, hudløse skellet vinger hæver sig over hendes skuldre, mens en lang spydspids hale pisker gennem luften.

Hendes krop er arret af tusinde års forfølgelse. Et lærred af betydelige slag og smertefuld tortur. Hun kender fængslet af sin krop. Ryggen, med den forblændede pulserende tatovering af de majestætiske englevinger, er arret af umiskendelige piskeslag. Men hun er ikke bange for at vise sig blottet. Det er det enkleste at være fysisk nøgen i hendes dæmonskikkelse. Alligevel foretrækker hun at camouflere den ridsede og uperfekte skikkelse.

”Jeg har mærket menneskets uvilje over for vores ret til at herske. Jeg tjener Deres vilje, men tilgengæld forlanger jeg respekt! Loyal som jeg er, kan jeg sagtens forlade denne klan og overleve uden dens beskyttelse,, stemmen er dyb og rungende, som kommer den ikke fra hendes læber, men er opstået som et ekko i rummet. Hendes kæbemuskler dirrer hidsigt, og halen pisker frem og tilbage som hos en vred kat.

Ra hørte godt hendes ord som blev slynget ud til en af vagterne at han skulle bær hendes ting ind på plads, så Ra gik ud fra at hun nærmest med hendes arrig hed gik efter ham, noget som Ra vidste nok ville ske, han sad i hans stol og lyttede til hendes ord men sagde intet, uden set hvor meget hun troede hun kunne få en minde frem på Ra så virkede det ikke, da hun nærmest begynde at puste sig op og nærmest nævne at hun sagtens kunne undvære klanen, fik det Ra til at rejse sig op hvor efter han gik ned fra hans stol og ned imod hende, hun havde endnu engang gået for vidt " tror du virkelig eg bare sidder på min trone og venter på ting skal ske, hvis du tror det så er du virkelig dum" sagde han irriteret, som han forsatte ned til hende.

Ra stoppede lige foran hende som hun nærmest havde skiftet udseende, ikke noget der betød noget for Ra vidste godt at hun intet vil gøre ham, " og når vi nu snakker om respekt så er det noget man gøre sig fortjent til, du har min respekt ellers var du ikke her, og du burde vide at du ikke bare kan forlade denne klan bare sådan der var et løfte du gav, husker du ikke det" sagde han som han stod helt henne ved hende.

at forlade Dead Shadows kunne man ikke bare gøre, man har svoget sit liv til klanen da man blev en del af den han betragtede hendes krop, og smilede lidt " du burde vide at dette brandmærke du har fået fik du fordi, du kunne nogle ting fordi du havde et skjult talent husk det, hvis jeg ikke vil have dig i denne klan kan du gå fri men ikke bare fordi du selv har lyst til at forlade den, ser du forlader du denne klan vil vi jagte dig og vi vil dræbe dig, det ved du da" sagde han roligt.

Det som kom ud af Ra's mund var sandt man kunne ikke bare forlade denne klan bare sådan, men det var ikke noget ha ønskede hun gjord men der var også grænser for hvad han selv fandt sig i.

" hvad med du slapper helt af og går ned i dine gemakker og slapper af, jeg vil med glæde følge dig der ned, for jeg tror hvis du forsætter her vil vi nok blive nød til at tag den kamp om igen " sagde han og blinkede til hende, Ra var en god leder og forstod at håndtere situationer som disse, måske ikke helt som disse men han synes selv han var fair på nogle områder.

Men det var ikke helt på grund af denne stund at han ville have hende ned til hendes gemakker men mest af alt fordi, at se hende med så lidt tøj på udfordrede hans indre dæmon, for synet af hende var bestemt ikke dårligt på nogen måde.

"De vil prøve, men De vil fejle,, Ras trussel preller af på hende, som vand på en slange, og skarpe hugtænder kommer til syne i et affekteret smil.
"Desuden," Dæmonen stirrer truende på Ra og løfter hånden, netop den som bærer klanens mærke på håndleddet, og presser fingeren anklagende ind i brystet på hendes leder. Samtidig blev det sindssyge smil bredere, "Når Kzar Moras porte atter åbnes, vil De hverken have retten eller magten til at dømme mig,, Den ret ville til den tid tilfalde dæmonerne af De Syv Dødssynder, og hendes sjælesøskende. De ville næppe dømme hende, for de betydningsløse handlinger, for i hende ville de finde en sand og loyal sjæl. En stærk allieret. Licinia slikker sig smægtende om læberne, mens hun dvæler ved tanken om Ras reaktion, den dag Kzar Mora atter står åben. Hvad ville der så ske med hans elskede klan? Og det mest indtrængende spørgsmål, hvad ville der ske med hende? Alt hvad hun nogensinde havde ønsket sig, var at se Dæmonrigets generobring af Krystallandet. Altid og til stadighed er hun en tro tjener af Dæmonriget. Hvad hun ikke er sikker på er, hvori ligger Ras loyalitet? Over for sine egne ambitioner?

Da Ra taler igen, føler hun sig som et barn, der lige har fået en reprimande for sin opførsel. Hvor uværdigende. Selv ikke engang hans sleske blink med øjet, kunne udglatte denne fornedrelse. Hun spidser munden syrligt, og drejer elegant omkring, og pisker ham over benene med halen i samme bevægelse.

"Gør hvad der passer Dem,, hun vifter affærdigende med hånden over hovedet, og hofterne vugger æggende fra side til side, mens hun går mod salens udgang. Mens hun er på vej ud går hendes dæmonskikkelse op i lys røg, som hun skifter skikkelse, indtil hun atter har taget form som hendes mere menneskelige og smukke form. Hun marcherer med bestemte skridt mod hendes gemakker, uden at ligge mærke til om Ra fulgte med hende eller blev.

//Out