Maralinda åbnede munden for at svare manden, men lukkede den så igen, som han virkede til at fortryde sit spørgsmål og i stedet stille hende et andet. Et langt mere personligt og langt farligere spørgsmål. Det dæmpede morskaben i hendes blik og erstattede den med varsomhed. En følelser der passede langt bedre til den beregnende glimten der dybere nede. Hvad ville han reagere bedst på? Sandheden eller en ny løgn?
Hun betragtede ham vurderende, som hun flyttede en smule på sig. De første tegn på at hun ikke var så sikker som hun gerne ville virke, men havde en klar forståelse for hvilken mulig fare hun svævede i. Manden havde et sværd og så ud til at forstå at bruge det, som hunden også virkede kampvant. Hårde odds mod hendes magi der mest ville kunne ramme manden - hvis han ikke havde magi til at stoppe hende.
"Jeg er Maralinda." Hun så på ham som hun sagde det med alvor i stemmen. Som forklarede navnet alt og fortalte ham tydeligt hvem hun var. Noget det næppe gjorde. Hun holdt hans blik et langt øjeblik, før hendes gled til hunden og så tilbage igen. Der sukkede hun let og svarede på hans første spørgsmål i stedet for. Endnu følte hun ingen grund til at sige mere om hvad hun var til en hun ikke vidste hvad var. "Whitehall var hjemsted for en lærd mand engang. Jeg håber ikke alt han havde samlet sammen er blevet destrueret."
Hun tog et enkelt forsøgsvis skridt baglæns. "Hvad er du? Og hvad er han?" hun nikkede let mod hunden uden at tage øjnene fra manden. Han var lederen og hunden eller hvad det nu var ville følge hans ordre. Det håbede hun i hvert fald.