Maralinda havde kun lige fået strammet grebet en smule mere om Helios' pels, før Nao gav tegn til det store dyr om at lette. Lydig som ingen kat ville være det satte griffen straks af sted fik med styrken i sin fremfærd Maralinda til at vippe tilbage ind mod ridderen bag hende. Et lille halvt overrasket og halvt begejstret hvin undslap hende, som hun mærkede dyret sætte af fra jorden - og ikke landede igen!
Hendes glæde var ikke til at skjule og for en stund glemte hun alt om at være andet end en lille pige ude på sit livs udflugt. At flyve hen over himlen på ryggen af et væsen så storslået som noget. Hun følte sig helt tryk der. En følelse hun aldrig tænkte over om hun havde, men altid bemærkede hos andre. Hun var tryg. I armene på en af lysets riddere og hun var tryg. Det var på så mange måder så forkert som det kunne være og hun vidste at hun kun var det fordi hun havde ført ham bag lyset med hvem hun var, men i det øjeblik nød hun det bare.

Det tog et par runder over marken at vinde højde og i al den tid sørgede hun for at holde blikket mod griffens hoved. Hun ville ikke se ned på den brændte landsby og de lig der lå i solen der. Det ville bryde den glæde hun oplevede og det havde hun ikke lyst til. I stedet lænede hun sig tillidsfuldt tilbage i ridderens favn, før hun gav et lille nyt hvin fra sig, da griffen slog hårdere med vingerne som den havde fundet den rette kurs og satte fart på.
"Vidunderligt!" Hendes stemme lod ingen tvivl om at hun nød det til fulde. Hun havde været heldig med den ridder der havde fundet hende. Meget heldig! Hendes smil falmede let hen, som alvoren lagde sig tilbage omkring hende og tankerne vandrede mod det næste der skulle ske. Det fik hende også til stille at spørge. "Skal vi flyve langt?"

Helios slog vingerne hårdt mod vinden og lod dem komme højere op i luften og længere væk fra landsbyen som de nu kunne ligge bag sig. Han kunne hører på Mara at hun synes at det var fantastisk at prøve. Hendes små hvin gav ham accept på at hun nød dette og at hun havde fået en hvis glæde tilbage i livet. De fløj hen over skoven og ude i horisont linjen kunne man lige ane Hovedstaden og det central Krystalland, deres destination.

De ville inden længe nå deres mål deres mål og det næste ville så være at få Mara ind i en ny familie, finde et sted hvor hun kunne have det godt og komme videre i livet og samtidig måtte han nedlægge en rapport omkring hvad der var sket i den lille landsby. Dette var helt klart endnu angreb mod lysets og kun et af mange angreb på det seneste og det beviste kun at mørket stadig var her og tæt på endda. De var en stor trussel mod Lysets retfærdighed.

”Nej, der er ikke så langt, men vi kommer til at bruge et par timer” Sagde han opmuntrende til Mara og forsatte; ”Så hvis du kan, kan du altid læne dig tilbage og tage en lur. Så går der ikke længe før vi er der”

Maralinda så ikke tilbage på landsbyen som de cirklede for at få højde eller den gled væk under dem. Hendes blik var på skoven som den kom til syne og derefter på skyerne. De var nye for hende at se så tæt på som de virkede nu og det var da også med tydelig fascination hun fulgte dem med blikket.
Det var som hun gjorde det at Nao talte og hun nikkede let. Så faldt hendes blik på horisonten og som hun spændt betragtede den mærkede hun også trætheden snige sig ind på hende. At sove selv slumre var dog ingen mulighed. I stedet sad hun bare tæt i armene på Nao og sugede trygheden til sig. Underligt at hun følte hun havde brug for det, hvilket blev en tanke hun brugte en del tid på i løbet af flyveturen.

//CLOSED