Dandelion satte sit hovede let på skrå og så undrende på ham, som han begyndte at tale. Hun var ikke spor i tvivl om det faktum at han ikke ligefrem tilhørte lysets side, eller hvad man nu skulle kalde det. Dandelion havde hørt rygter og fortællinger om hvordan verden udenfor skoven fungerede, men havde aldrig rigtig udvist stor interesse for den. Hun var opvokset med at den var farlig og ond. Ikke et sted for et halvdyr der i forvejen havde et hjem at holde til. "Skabt? Men er det så det du vil?" at blive skabt til noget var ikke ensbetydende med at det var ens inderste ønsker i livet. Noget mange glemte at tænker over i sit liv.

"Hvis jeg bliver eller løber? Ligemeget hvad er det svært at garenteret for andres fremtid. Men tak, jeg sætter pris på tilbudet." det virkede forkert at skulle være dumdristig og løbe direkte ud i faren igen, nu hun var skadet og ikke ligefrem var i sin bedste stand til at forsvare sig eller løbe for livet. Det virkede ærlig talt sikrest at blive bag vandfaldet, selvom det var et specielt selskab hun holdte sig.

Den rødhårede rævepige smilede skævt tilbage og trak sine ben lidt mere op til sig, så hun kunne læne sin hage mod sine knæ. "Mit navn er Dandelion." svarede hun tilbage, inden han fortsatte sin tale og hun i smilende tilstand, svagt løftede et øjenbryn. "Vil du gerne have at jeg forsvinder igen?"

BAne smilede kort og så ned i jorden hvor efter han så over på hende igen " hvad jeg vil, jamen sådan ser jeg ikke på tingene jeg gør blot det jeg er bedst til " den tanken var ikke noget han havde tænkt over på noget tidspunkt og at hun spurgte ham om det fik ham måske til at tænke over det.
" det eneste jeg siger er blot du kan smutte nu og der vil ikke ske dig noget fra min side, du kan blive og jeg vil ikke love du kan komme til skade " [color] hvis hun blev vil hun måske være i sikkerhed alt afhængig hvem der kom og hvad der skete imellem dem.

Da hun fortalte hende navn smilte han endnu engang " hvad er du så for en " sagde han stille og rolig og glemte nærmest at svare på hendes sidste spørgsmål, for han havde ikke set en som hende og det var nærmest spændende at se på hende.
han betragtede hende meget fremvisende, sådan hun nærmest kunne fornemme at han kiggede på hende, eller hvis hun kiggede på ham vil hun kunne se det.

Bane stoppede med at kigge da han kom i tanke om hendes spørgsmål " jamen du er da meget køn at se på så hvorfor ville jeg have det, men hvis du selv ikke vil blive så det nu som sagt ".
hvis først hun blev ville han ikke bare sådan lade hende smutte hvis hun fik lyst, for bare det hun kende hans navn var nærmest en grund til at dræbe hende.

Dandelion forstod ham ikke. Hun kiggede undrende på ham med hovedet let på skrå og forsøgte at tage hans ord ind i et forstående sind. Ikke at det var den nemmeste del, da hun generelt ikke så andet godt end hvad hendes egne normer bød hende. Alligevel vidste hun at vejen frem til lykken var at gøre hvad man følte bedst og hvad gjorde en glad. Såfrem det kunne lade sig gøre. "Man kan være god til flere ting! Blot fordi man er bedst til et bestemt, betyder det ikke at det er vejen man skal følge." hendes faders diplomatiske evner var trods alt smittet lidt af, og hun fandt ham interessant. Han var skræmmende, stor og faretruende, men ikke destro mindre ekstrem interessant for det lille halvdyr.
Dandelion så længe og eftertænksomt på ham. Hun vidste ikke rigtig hvad der ville være det bedste at gøre. Fraligge sig sin nysgerrighed og smutte tilbage til skjul, eller spørge videre ind til personen som potentielt ret hurtigt kunne ende hendes liv. Var det at leve på kanten der gjorde at hun blev siddende tilbage som svar på hans valg af at hun kunne gå eller blive efter eget ønske. Det vides ikke med bestemthed, men det var en ny og interessant side der skulle undersøges.

Et øre løftede sig undrende, fra sin før tilbageliggende tilstand som hun stadig så undrende på Bane foran sig. "Hvad jeg er for en? Jeg er en ræv.. Vi kaldes halvdyr blandt menneskene.. eller bastarder er også ret foretrukket hos dem." besvarede hun roligt hans spørgsmål og trak let på skulderne. "De bryder sig ikke så meget om at man stjæler deres får og høns" de kunne jo bare lade hver med at gøre maden så let tilgængelig for andre! det var deres egen skyld. Det var alt for lokkende at tage en høne som ikke kunne stikke af.

Et skævt smil banede sig vej frem på hendes læber igen som han påpegede at hun var køn. Noget hun ganske udemærket var klar over og også hørte i ny og næ. Alligevel var det rart at høre fra andre også, som ikke sagde det i en slesk tone. Noget der imponerende hende lidt, taget resten af hans natur ind. "Hvad vil du få ud af at jeg bliver? Hvad vil det betyde for dig?" nysgerrigheden var for alvor vagt, og dermed forsvandt fornuften godt om i baghovedet for at gøre plads. At gå var ikke en mulighed lige nu, før flere svar var kommet frem.

Bane smilede til hende " nej du kan muligvis have ret halvdyr, men forstill dig at du ikke skulle uge høns for at få mad og i stedet spise med kniv og gaffel, det vil sikkert heller ikke være noget for dig, så ikke at dræbe vil være unormalt og bare at jeg lader dig sidde her er meget svært, for alle mine nerver i kroppen skriger drab drab drab, men det er alligevel noget der gør at jeg ikke kan gør det lige nu." sagde han roligt men stadig med et smil på læben.

Lige så vel som han kunne mærke at hun fandt ham interessant fandt han også hende meget interessant, " et halvdyr hmm..... Så du har mange navne " sagde han ned et smil på læben og forsatte" jamen jeg tror jeg vil kalde dig dit navn for nu så " sagde han bestemt, hvis han skulle være ærlig så vidste han ikke hvad der skulle ske med hende endnu, så da hun spurgte ham om en ting som nærmest var trukket ud af hovedet på ham, kiggede han på hende og lidt ned i jorden også over på hende igen også ned i jorden endnu engang og kiggede så på hende igen og holde blikket på hende " hvad jeg vil få ud af du blev, at jeg nok få min lyst tilfredstillet, og det vil klart betyde meget du blev for så er du ikke det første offer som slap væk " smilede han lumsk han kiggede på hende roligt " hvad tror du at du vil få ud af at blive og hvad tror du det vil betyde for dig " svarede han tilbage.

Bane vidste ikke hvordan hun vil tag det han sagde så derfor svarede han to forskellige ting på hendes spørgsmål" eller så kunne det være der vil ske noget uventet du ikke havde regnede med også vil denne dag have forandret både dit og mit liv, men det er ikke til vide blot en chance man bør overveje, så ser du der 50 procent chance for du dør og 50 procent chance for du overlever, så valget er dit "

"Unormalt betyder ikke at det er dårligt. Jeg er ikke opvokset med almindelige bordmanere som mange andre, men det betyder ikke at tanken skræmmer mig væk. Det ville være svært, men ikke umuligt." Dandelion var ikke helt sikker på hvorfor hun holdte fast og ikke begyndte at kravle væk i skræk over hans ord. Lige nu sad hun rent faktisk foran en person som ønskede hende død, og endda sagde at han ikke havde gjort det endnu af en ukendt årsag. Noget der stoppede ham, og netop dette vækkede en farlig nysgerrighed. Hvad var det som stoppede ham. "Dertil tvivler jeg også på at du dræber alle på din vej. Det ville i hvert fald medføre at dit pæne ansigt pyntede enhver eftersøgs poster i byerne. Selv vi holder øje med dem." bekendtgjorde hun med et let smil. Hun kunne ikke forestille sig at han dræbte alle. Dandelion betvivlede ikke hans lyst og hungren efter at dræbe. Hans ord var nok til at bekræfte denne følelse, men noget måtte stoppe ham engang imellem. Ligesom nu.

Hans næste ord var ikke mindre luskede eller faretruende. Men stadig blot ord, der vagte nysgerrigheden mere og mere. Tilfredstillelse var mange ting. Det kunne være tilfredstillensen gennem mord, tortur eller anden kødelige længsler. Hun kendte dem alle, og vidste også hvad de alle indebar. Torturen gjorde dog intet for hende, da hun foretrak at dræbe sit offer hurtigt og effektivt.
Her nåede spørgsmålet til hende, som hun ventede med at besvare til han fortalte videre. Med disse ord så hun en anelse forvirret ud som noget hun ville tolke som matematik nåede over billedet. Hun blinkede nogle gange for at forstå budskabet på sin egen måde, og rejste sig ganske langsomt for at få let gang i sine muskler igen. Ikke at hun gjorde tegn til at flygte eller stikke af. Hun gik blot let forsigtigt rundt, uden at belaste sin ankel.
"Valget er mit, siger du. Men jeg ved ikke hvilket valg der holder mig i live og hvilket som tager det fra mig. Listigt trick." det morede hende på et plan, til trods for faretruetheden. "Dertil, hvad jeg vil få ud af dette er allerede i gang. Du er spændende og fremtvinger nysgerrighed i et helt nyt plan. Hvad jeg får ud af at blive, er enten som du siger, at jeg dør eller at jeg overlever." Dandelion lænede sig op af klippevæggen og kiggede rundt i den fugtige hule og tilbage ned på Bane. "Plejer du at bestemme dig hurtigt normalt? Omkring tilfælde personers skæbne?" endnu et spørgsmål. Normalvis burde man holde tand for tunge og gøre alt for ikke at sige det forkerte. Men det betød også at nysgerrigheden aldrig fik slukket sin tørst. "Mærkerne på din ryg? Hvad betyder de?" og de fortsatte, denne gang til andet end balancen mellem liv og død, til trods for at mere viden omkring ham kunne bringe chancen tættere på at se kiles hjem i egen person.

Bane kunne ikke andet ind lade være med at smile til hende, at hun nærmest bad ham om at ikke slå ihjel men samtidig slå ihjel, var sjovt og hver en tanken hun fik oppe i sit hovede eller sind følte han med i, " ser du som du har en klan har jeg også min bande og hver en af de medlemmer vil dø og slå ihjel for mig, og de vil lade sig tag til fange hvis det var det jeg bad dem om, så for at besvare dit spørgsmål så slå jeg alle gode mennesker ihjel jeg møder på min vej, og det bedste er der er ingen der ved hvem jeg er, men måske er det den interesse jeg har for dig der før jeg ikke har slået dig ihjel endnu, og måske er det den form for interesse som gør jeg ikke slår folk ihjel med det samme" sagde han bestemt men stadig lidt forvirret over tanken om det var om folk var interessante for ham der afgjorde deres skæbne.

" så om du vil spise som du vil er op til dig ligesom din skæbne er op til mig," sagde han og følte hende med blikket ide hun rejste sig op for at strække ben, Bane rejste sig op ide hun begynde at nævne hans mønster han havde på ryggen, han gik rolig hen imod hende og stillede sig helt tæt på hende sådan de nærmest rørte hinanden med kroppen, " folk skæbner hmm, kommer an på hvor flabet og irriterende personen er, så på en måde bestemmer du hvor hurtigt det skal gå men det der bare ingen der for at vide, men det har du nu " sagde han og smilede til hende.

Bane holde hans blik på hende, og hendes næste ord ville på en måde afgør hendes skæbne " mønsterne på min ryg hmm ja gad vide hvad de betød, du er ikke den eneste der har spurgt men den sidste der spurgte lever faktisk ikke mere, men bare rolig vil ikke slå dig ihjel endnu" sagde han roligt, bare det at hun ikke var bange for alle de gange han hentød til at han vil slå hende ihjel fik ham blot til at synes mere om denne lille person.

Dandelion var ikke vant til at alle folk havde den samme form for beskyttelse. Og selvom hans beskrivelse lød rimelig voldsomt kunne hun udemærket godt relatere til det. Enhver i hendes klan ville også ofre sig for hinanden, men ikke kun en person. "Måske har du ikke bestemt dig for om jeg er god eller ond endnu?" det kunne heller ikke være nem at se. Dandelion var en dedikeret skabning som beskyttede det hun elskede. Men selv Dandelion nægtede at sætte sig i menneskenes bås som enten god eller ond. Det var for firkantet. Hun holdte sig ude af deres evige kamp mellem lyset og mørket og passede sig selv. Nogen ville kategorisere det som ond, andre neutral holdning til sine omgivelser. Dandelion var på sin vis enig.

Dandelion stod stille, til strods for at han kom hen til hende, og tårnede op over hende i højde. Dette tvang hende til at kigge op for at skabe øjenkontakt. Hun virkede overraskende rolig over forløbet og tog stadig situationen ind, som så hun blot på hele forløbet og holdte afstand fra sin frygt af at miste livet. Det tilhørte ikke et rovdyr at være bange.
"Sig endelig til hvis jeg begynder at irritere dig." Hun valgte at tage det som et relativt godt tegn at Bane blev ved med at smile til hende. At han stadig var interesseret og ikke kedede sig. En kedsomhed som kunne potentielt føre til hurtig aflivning.

"Så du har allerede bestemt at jeg ikke kommer levende herfra formoder jeg." igen i en utrolig rolig og afslappet tone. "Så kan det vel heller ikke skade at fortælle mig hvad mønstret betyder?" hun løftede den ene hånd og lod nogle fingre glide hen over hans skulder hvor rygtattoveringen var synlig inden de afsluttede. De mærkedes ikke anderledes end egentlig hud, som hun lidt havde forventet, men det betød jo blot at der var noget andet over dem som skulle undersøges.

Bane kiggede på hende stadigvæk " nej det er ikke så meget om du er ind eller god, du har bare er eller andet over dig hvad set er ved jeg skam ikke " sagde han bestemt " hvis du irriteret mig så vil du ikke være et sekund i tvivl, for ser du jeg fortæller det ikke jeg handler i stedet " sagde han blinkede til hende kort.

Bane kiggede roligt på hende da hun hentød til om han havde bestemt sig for hvad der skulle ske" hmm måske hvem ved " sagde han lumsk igen inden hendes næste træk havde en betydning for ide hun kørte hendes hånd ned af hans skulder, gav det ham en følse ham behagelighed en følse han ikke var vandtil, så hans øjne kunne ikke lade være med at lukke i de få sekunder det vare.

Mønsteret blev nævnt igen og han kiggede på ned på hende igen på grund af deres højde forskel, han stille sig helt ind til hende hvor efter han tog fat om hendes røv og løftede hende op sådan han bedre kunne se på hende, uventet træk var det fra hans side men han kunne lide hende " hvad vil du gøre for at få det afvide er du villig til at dø eller villig til at ufordre skæbnen " sagde han roligt imens han stirrede hende dybt i øjne.

Spørgsmålet var om man skulle være skræmt eller fascineret over at han mente der var noget over hende, selvom han ikke kunne sætte ord på hvad det var. Han sagde han ikke vidste det, men var stadig fast besluttet på at kom der irritation over billedet, var hun færdig. Galt det også almindelig drilleri? udfordring? hvad hun end kunne kaste efter ham af små udfordringer, som var en del af hende, og nok også noget der var grunden til at hun var interessant i hans øjne. Hendes umildbare gæt selvfølgelig, men hvad skulle hun ellers tro.
"Forstået" ikke så forkastet i sin stemme, som var hun overvundet, men at hun forstod hvad retning dette gik. At hun havde sine tanker at skulle gennemtænke for at beholde skinnet på snuden. Endnu engang blev adrenalinen igangsat og fik hende til at smile med et let bid i den ene side af læben.

Banes reaktion ved den blotte berøring frembragte et nysgerrigt og spændt blik i hendes øjne. Måske var han ikke bare en hård ufølsom sten som kun bragte død og ødelæggelse med sig. Faktisk var det blot endnu et træk, men et langt mere tydeligt et af slagsen. Behagende og dybt interessant.

Med klippevæggen bag sig var det ikke muligt at flytte sig nogen steder. En position hun havde sat sig selv i, og umildbart ikke havde virket som nogen dårlig ide. Med et skridt tættere på sig og et fast greb, mærkede hun hvordan jordforbindelsen forsvandt for hendes bare fødder og hun blev løftet op og holdt fast ved hjælpe af væggen der var mod hendes ryg. Første tanke, og tydeligt afspejlet i hendes ansigt var overraskelse over hans valg men også over hvor let det var for ham. Hvor stærk han i realiteten var at han nemt ingenting kunne løfte hende op, som var hun en fjer. For at få bedre kontrol over sin egen position og ikke pludselig falde til jorden igen, blev benene løftet op og rundt omkring livet på ham. Så hvis han slap sit tag ville hun ikke falde ned. Bakkede han, faldte hun heller ikke. Måske et farligt træk, men noget sagde hende at det var det helt rigtige at gøre.

Hendes øjne fastholdte sig i hans brune mens hun blot smilede lumsk og interesseret. Højre øre løftede sig lidt, inden det lagde sig drillende ned som hun kiggede på ham ganske roligt. Gav tiden til at tænke over hans spørgsmål. Hvad hun var villig til at give. "De må have en fantastisk betydning.." et par fingre fortsatte med at glide let og ganske roligt hen over hans skulder, men hun fastholdte hans blik denne gang, i stedet for at havde dem til at hvile ved mærkerne. "Jeg vil mene at jeg allerede udfordre skæbnen godt og grundigt" der var en svag latter i hendes stemme som hun sagde det. Det var sandt! hun udfordrede skæbnen ved at fortsætte spørgsmålene og endda lade ham komme fysisk tæt på. "Ville det gavne mig at vide det?"

Selvom Bane ikke helt var sig selv rent personligheds messit så vidste han stadigvæk hvad han fortog sig, ikke det at han var falsk men mere han opfylde ikke de ting han skulle, han lyttede til hvert ord der kom frem i hendes hovede og et lille smil kunne ses pø hans læber, han holde stadigvæk blikket på hende ide han kunne mærke hende ben holde sig fast rundt om ham, " hmm du gir åbenbart ikke op med det mønster, men jo du frister skæbnen det må jeg sige og jo det mønster har en store betydning for mig, mere ind noget andet faktis." sagde han bestemt og roligt, han slap den ene hånd sådan at den var fri, så han nærmest blot stod og løftede hende med kun en arm, væggen var dog med til at hun ikke røg nogen steder, imens Bane ene hånd stadig var fast placeret på hendes røv.

Bane tog sin fri hånd og aede hende blidt på kinden, hvor efter han kærte hans hånd igennem hendes lange røde hår " mit mønster har ingen betydning for dig da det er på min krop, hvis du vidste hvad mit mønster gjorde vil du kende til min svaghed og det ved jeg ikke rigtig om jeg har lyst til at du skal vide, " sagde han roligt og mærkede igen hendes hånd på hans skulder, en følse af at føle leve mærke en anden krop mod hans, var ikke noget han begav sig i, og taget i betrakning af at Bane stortest ikke havde nogen form for top på, så kunne han meget bedre mærke varmen fra hendes krop og hendes former.

Bane havde allerede gået langt over hans normale måde at håndtere folk på, " i stedet for at tænke alle de tanker du tænker, så lad mig sige en ting jeg er oppe i dit hovede så ikke tænkt så meget over tingene, for det er svært at følge med " sagde med et smil på læben, det var lidt som om Bane for en stund havde lagt hans dræber side af sig selv til side, og det var efter hun havde rørt ved ham eller om det bare var hende det vidste han ikke.

Dandelion kunne ikke dy sig for at bide sig let drillende i læben og stadig holde det nysgerrige blik og et hovede let på skrå. Det var svært at give slip på nysgerrigheden omkring hans mønster der dækkede hele ryggen, og det blev ikke mindre nysgerrig som det blev nævnt hvor meget det betyder. At det var alt for ham. Hvordan man kunne være så nært knyttet med rygpynt, forblev hende en gåde lidt endnu. I hvert fald indtil han nævnte at den kun gavnede hans krop. Hun huskede det. Da han var løbet hen til hende og havde afskærmet. Flere pile havde ramt direkte på ryggen af ham og intet gik igennem. Det var ret faktisk hvad der havde reddet hendes liv, nu hun tænkte efter. Lige nu var det nok for hende at vide. At denne mønster måske var medvirke til den beskyttelse der havde været til stede, men hun kunne intet vide med sikkerhed. At der var en svaghed omkring det, forstod hun ikke, men det virkede ærlig talt også for farligt at blive ved med at spørge ind til en svaghed, nu hun blot huskede dens styrke. Det var det effektive at vide, selvom hun så absolut ikke kunne bruge det mod ham.

En mere blid natur var kommet over ham, som han lod fingrene glide over hendes kind og senere igennem hendes hår, som var han fascineret af hende. Ikke at hun kunne beklage sig. Kvinder elskede at blive betaget og fundet fascinerende. Nogen mere end andre. Samtidigmed var den farlige natur og voldsomme attityde, til trods for roligheden i hans stemme, med til at få hjerterytmen til at stige som adrenalinen spredte sig i kroppen. Tiltrækkelse af det stærke, voldsomme og ustyrlige var en last, og en hun efterhånden mærkede mere og mere til som han kom hende nærmere, og hendes liv som rolig beboer bragte kedelighed med sig.

Wauw, endnu en ting var gået i glemmebogen. Hans evne til at læse hendes tanker. Dandelion var vant til at tanker var hendes fristed. Der hun kunne lade dem alle flyde løs og endda havde flere forskellige emner oppe at vende på en gang. "Måske er det ikke meningen du skal følge med?" hun lod begge sine arme hvile ovre hans skuldre, i en mere afslappet og behagelig stilling, som hun kiggede roligt og stadig med en let drilskab i øjnene på ham. I hvert fald indtil at hendes ene hånd lod fingre glide op af hans nakke, hvor hun huskede der også måtte havde været nogle tegn, præget af spændingen som fortsat havde tag i hende. "Hvad end du vil vide, kan du blot spørge" Dandelion var ikke voldsom hemmelighedsfuld, med mindre det det omhandlede hendes families lokation. Dertil, hvis han kunne læse hendes tanker, var der intet der rigtig var en hemmelighed mere, men kunne være det blev uddybet hvis et spørgsmål ramte.

Bane havde nærmest ikke en eneste ond hensigt imod hende, han havde ladet hende komme for tæt på ham, hendes være måde hende udseende, hendes uskyldighed hendes måde at hun rørte ham på, alt dette havde på en eller anden måde tæmmet ham, og han nærmest blot stod og nød at hun rørte ved ham, " om jeg ikke skal følge med, hmm måske har du ret men lad os vende den lidt om nu" sagde han og rodet rundt oppe i hendes hovede " jeg vil gi dig en chance for at være ærlig eller kigger jeg selv efte svaret, havde du tænkt dig at løbe din vej, og tror du jeg vil slå din familie eller klan ihjel." sagde han roligt

Bane tog fat om hende igen med den anden hånd hvor efter han vende sig om sådan det var ham der havde ryggen imod muren, han gled stille ned og satte ned stadig med hende oven på sig, " ser du uden at sige det har du ret angående mit mønster, det har reddet dig før Idag " sagde han med et smil på læben og hentød til at han lige havde læst hvad hun havde tænkt på.

Bane blik var stadig fast ved hende og hans arme var nu placeret på hendes hofter,han lænede sig op af muren men holde stadig blikket på hende, :denne person har virkelig gjord noget ved dig: tænkte han og smilede kort og nikkede uden man rigtig kunne se det.

Bane tig han hånd op til hendes kind igen og ae den hvor efter han stille kørte hans hånd ned af kinden, og ned til halsen hvor efter han forsatte længere ned forbi hendes bryst, og ned til hendes hofte igen. " du er et unik person din krop er unik din attitude er unik du er et meget specielt person " sagde han roligt men med et smil på læben

Roligheden så ud til at havde fuldstændig overtaget ham som han talte til hende, og han virkede heller ikke længere så faretruende. Det lå stadig under overfladen, og nemt som ingenting kunne boble frem. Hun kunne mærke det, og havde skam heller ingen intentioner om at frembringe vreden. Andre ting syntes i hvert fald at tage pladsen hvor hadet og brutaliteten før havde optaget. Finurlig og ganske rar omvending.
Hans spørgsmål var ikke det mest simple at svare på, til trods for spørgsmålets simple natur. "Før vi kom herind, ville jeg flygte. Jeg ønskede at løbe så hurtigt som mine ben kunne bære mig. Jeg frygtede for min familie og klans liv, mere end noget andet. Men efter at falde ned, medtage situationen og dens tydelige alvor, så ønskede jeg ikke længere at løbe." startede hun ud med at besvare ganske ærligt. Hun havde været ivrig efter at flygte. At løbe væk. Guide ham så langt væk fra familien og klanen som overhovedet muligt. Nu, var lysten til at løbe væk dalet, endda så meget at hun ikke ønskede at løbe væk, som tingene var lige nu. Det var roligt og stadig spændende. Det var den viden hun havde om, at en forkert handling kunne brænde op! Den tvang hende til at blive, og hun havde ikke engang noget imod det. "Og nu. Jeg har ikke tænkt mig at løbe, og jeg ved faktisk ikke om jeg tror du vil eller ej. Det kan lige så nemt blot være en trussel for at binde mig, men også dit egentlige ønske. Jeg er desværre ikke tankelæser" tilføjede hun som svar på sidste del af spørgsmålet. Hun vidste det ærlig talt ikke. Dertil, syntes sceneriet hele tiden at ændre sig, så hun ikke vidste om hun overhovedet kunne vide sig sikker i noget som helst.

Ryggen blev fjernet fra den kølige klippevæg nemt som ingenting, og Dandelion blev vendt med rundt, til Bane gled ned af væggen. Her slap hendes ben taget, så de ikke blev presset op mod muren, men i stedet var hendes knæ på hver sin sidde af ham. Hun kunne ikke flytte sig som han stadig havde fast i hende, og så eller ikke ligefrem nogen grund dertil. Det var dog stadig ekstrem svært for hende at vende sig til at han kunne læse hver eneste af hendes tanker. Hun følte sig meget blottet, men havde alligevel ikke det store at skjule.
"Det var måske ikke så slemt at stoppe op og lærer en at kende engang imellem? Tænk, hvis jægerne ikke var kommet, havde jeg nok slet ikke været her mere" af enten den ene eller anden årsag.

Bane smilede og nikkede til hver ting hun sagde, hans blik var stadig på hende " hvis du var gået så var det nok endt på en anden måde, men for at være ærlig så ved jeg heller ikke hvad der sker med mig burde så meget slå dig ihjel, burde ikke lade dig vide så meget om mig, bare det i sig selv gør at jeg burde dræbe at du ved hvem jeg gør at jeg burde gør det, men alligevel så er du i live og trækker vejret jeg ved virkelig ikke hvad der sker" sagde han bestemt og roligt, inden han lige kørte blikket fra hendes øjne og ned af hende.

Bane smilte lidt ide hendes sidste kommentar kom frem " at stoppe op for at kende nogen er ikke noget jeg går så meget op i som du nok kan forstå, og hvis de jæger ikke havde været havde du nok ikke været her nej, og vil beklage at jeg ikke var så venlig overfor dig da vi mødes første gang" sagde han bestemt og mente det faktisk.
En undskyldning som var den første han havde givet til nogen og osse den sidste nogen sinde.

Bane kiggede bestemt på hende igen, han placerede sin hånd på hendes kind igen og rykkede han hovede tættere på hendes, sådan de nærmest rørte hinanden med læberne, med mindre hun flyttede på sig.

Bane prøvede ikke konkret på noget, eller gjorde han det viste han faktisk men han havde en interesse for hende, så måske var det mest af alt bare for at finde ud af hvordan hun havde det overfor ham.

Alle gerninger havde en konsekvens og var med til at forme hvad der skete i ens fremtid. Om det var i løbet af ganske kort tid det meldte sig eller om det tog flere år før ens valg viste vejen du havde valgt, afhang af situationen. Her, var det tydeligt at et enkelt valg kunne havde ændret udfaldet af dagens forløb. Måske endda ændret på liv eller død. "Er det ikke ensomt altid at dræbe dem der kommer dig nærmest? Dem som ved blot en enkelt detalje?" Dandelion ville finde det ufattelig ensomt. At ingen kendte hende, vidste hvad hendes kerne var og hvad hun inderst inde ønskede. Selvfølgelig medbragte det svagheder at andre kendte så meget til en, men hvis ingen gjorde, så ville hun heller aldrig have nogen til at hjælpe sig hvis noget gik galt. Fremmede hjalp sjældent med mindre de fik noget ud af det. "Frygter du at jeg vil blive en svaghed, ved det blotte faktum at jeg kender dit navn og lidt af din evne?" Hun kunne lige så godt spørge, selvom hun ikke vidste hvad udfaldet blev. Måske hjalp det ham til at bestemme sig til at hun under alle omstændigheder måtte ryddes af vejen. Det måtte tiden vise.

Dandelion blinkede et par gange som han undskyldte for hans knap så venlige og truende tilstand før jægerne var kommet frem og havde truet hende. Noget havde forårsaget at han var vendt om og havde reddet hende. hvad det var, vidste hun ikke endnu, men det var nok til at han i princippet ikke behøvede at undskylde. "Du vendte tilbage for at redde mig fra dem. Gør, efter min mening, helt bestemt op for den knap så venlige fremgangsmåde du havde mod mig" svarede hun roligt med et skævt smil på læben. Det var rart at snakke roligt uden skrækket for at få revet halen af hvert sekund. "Fik jeg nogensinde sagt tak for det?"

Bane rykkede nærmere efter at havde placeret sin hånd på hendes kind og stoppede først da de var ganske få cm fra hinanden. Dandelion mærkede at hans næse rørte hendes af at komme så tæt på og fik hende til at smile stille. Der var noget over situationen. Dandelion kunne mærke hans ånde ganske let over sine egne læber, pågrund af tætheden. Hun var usikker på om hun skulle flytte sig. Stoppe mens legen var god og måske begyndte at tænke på hvordan hun slap levende derfra. Men hun havde ikke lyst til at stoppe. Det var rart at sidde der, selvom det intet skete og blot mærke den anden persons nærhed og hvordan det fik varmen og hjerterytmen til at stige let som konsekvens deraf.

Bane smilede da hun nævnte ordet ensom, bane var ikke rigtig en person der gik op inom han var sammen med nogen eller om han havde nogen omkring han, ensomhed var en af de ting som han levede med, " ensom hmm nej kan ikke rigtig sige jeg, lever bedst bare at være mig selv men har jo min klan så er aldrig ensom helt jo, men at dræbe folk bare fordi de ved en smule om mig er bare en del af, jeg er det perfekte våben til at dræbe folk og med mine evner gør det bare at jeg gør det jeg gør, og det er at dræbe " smilede han til hende.

Bane var stadig ligeså tæt på hende som før imens han snakkede til hende sådan hun kunne fornemme hans åndedræt " det er ikke frygt jeg frygter for frygter intet " smilede han og forsatte " men jeg ved ikke om du er tilhængere af lysets og ved at kunne give info omkring mig viste til lysets vil gør at dengabde nogen på mig, ser du mentalist evne gør folk ikke kan læse noget om mig oppe i hovedet" sagde han bestemt og havde igen fortalt for meget om ham til hende, membran gjorde det gerne for hende.

Bane smilede lumsk ide hun spurgte om hun havde sagt tak " nej det fik du vist aldrig, men du kan da gør det " sagde han og blinkede til hende.
Bane forsatte deres tæt hed, og placerede hans hænder på hendes skulder og op til hende kjole strub, hvor han roligt lage fingeren ind under den, han tog den ikke af men blot kærtegnede hendes skulder samtidig med hendes strub også.

" men du kan være helt rolig jeg tror du er udenfor fare nu, men man kan ikke vide jo "

Endnu en ting hun ikke forstod, men alligevel valgte at acceptere. Dandelion kunne ikke ændre på folks personligheder og havde skam heller ingen intentioner om at gøre det. Hun forstod dem ikke altid! og Bane's valg om at ensomhed ikke generede ham, hvis han da overhovedet følte det, var en af de ting hun ikke forstod. Hun kunne til gengæld acceptere det og forsøgte at forstå hvorfor han valgte som han gjorde.
Endnu en ting med frygten forstod hun heller ikke. Selv Dandelion frygtede ting, selvom hun så absolut ikke ville indrømme det. Men selvfølgelig havde han sine forholdsregler. Nævnelsen af lyset frembragte dog en rynken på hendes næse og ganske let fnysen. "Lyset er ikke af min interesse. Ej mørket heller, for at være ærlig. Mørket ved man dog hvad står for. Lyset derimod, de dræber og bruger undskyldning for hvorfor, ved at gemme sig bag deres guder og nødvendighed for folkets sikkerheds pjat, i stedet for bare at stå ved at lyset er lige så store mordere som mørket." Dandelion var ikke fan af lyset men heller ikke tilhænger af mørket. Hun holdte sig neutral og ude af deres politiske spil, men måtte alligevel sige at hvis hun absolut skulle vælge, måtte lyset til at føre en langt anden politik og fremgangsmåde end de gjorde nu, for at vinde hende. At dræbe folk i lysets navn lød forkert i hendes øre og bragte stor tvivl mod hvorvidt de overhovedet skulle love en bedre fremtid end mørket kunne give. "Det hjælper til at kunne lukket folk ude, formoder jeg. Din mentalist evne. Den bliver selvfølgelig mere og mere værdifuld jo mere man har at skjule." Dandelion var ikke i tvivl om at hun nu havde fået mere at vide, som måske ikke burde være nået frem til hendes øre, men hun tænkte ikke over det. Det var rart at vide noget om den anden person.

Dandelions hænder havde hvilet på hans brystkasse hele tiden, da det havde været det mest komfortable sted at lade dem ligge, men de havde ikke som sådan flyttet sig, heller ikke som han kom nærmere. Hun smilede lumsk tilbage og kunne nærmest fornæmme en drilskhed i hans stemme som han bekræftede hende i at hun ikke havde sat tak. "Så det mener du? Jamen, så må jeg jo hellere gøre det" Dandelion drejede hovedet ganske let, så hendes næse kunne smutte let forbi hans som hun lænede sig frem og lod sine læber røre hans. Efter lidt tid slap hun hans læber igen, men fjernede sig ikke langt derfra "Tak"
Han var stadig ikke sikker på at hun var udenfor fare, og undertonen om at man aldrig kunne være sikker var pirrerne! Dandelion måtte indrømme at hun havde udvist en lyst til at udfordre skæbnen.

Bane lyttede til hendes synspunkt omkring lyset og mørket, for at være ærlig havde han aldrig lyttede til andres synspunkter, og mest af alt fordi han ikke havde ladet folk fortælle noget til han før han blot bare havde slået dem ihjel, men hendes holdning var ikke noget der ændrede hendes skæbne i forhold liv eller død.

Bane smilede til hende på hendes anden kommentar " Du er ikke dum af dig " sagde han drilsk men stadig mente han det " ser du den viden jeg har og får bliver heldigvis lukket inde i hovedet og låst væk, så ja mit er vigtigt kan man sige, og du ved godt allerede nu har jeg sagt for meget til dig ikke " sagde han med en venlig tone for at hun skulle vide det ikke gjorde noget endnu.

Ide hun sagde tak fordi han havde reddet hende og kyssede ham, gik tusind følser igennem kroppen eller nærmest blomstrede de op i ham, han blev lidt overrasket men alligevel ikke, i få sekunder væsagde han ikke noget og nød blot det der var givet til ham. Han så på hende og smilede " vil nærmest ønske jeg kunne redde dig hver dag nu" ser sagde han og blinkede til hende, han tog den strub han havde hånden ved og førte den ned af hendes arm imens han blik var fast på hende.

Bane kiggede forgabt på hende " hvordan kom du lige ind i billede henne, og hvad skal jeg stille op med dig, hvis du skulle bestemme din skæbne nu her hvad skulle der så ske med dig " sagde han roligt og bestemt og for en gangs skyld anderledes, ind normalt imens han stadigvæk forsatte med hende strub.

Der var mange måder at tænke på, og selvom Dandelion ikke begik sig i menneskelig intelligens som at læse og skriver, betød det ikke at hun var dum. Hun var måske ikke nyskabende i sine tanker og ville blive en professor som var langt savnet, men hun kunne sit og var også glad for at kunne bruge hjernen fornuftigt. "Det ved jeg godt" hun vidste godt at hun nok allerede nu havde fået langt mere at vide end noget andet individ, med mindre man tog hans klan i betragtning. En skræmmende og dog rar ting at få vist den tiltro. Med mindre hun selvfølgelig ikke var til efter dette møde, men igen, tiden ville vise mange ting.

Dandelion grinte let og holdte et smil på sine læber over hans ord, mens hun lukkede øjnene let som hans hånd kørte ned af hendes arm. Dandelion blev ligeledes påvirket af hvad der skete, og selvom hun havde nogenlunde styr på hvad der foregik, var der stadig ingen sikkerhed i det hele. Hun vidste at det kunne være potentielt farligt at gøre dette. At lukke sig selv op på den måde og give ham muligheden for at komme så tæt på som han var nu. En ting der så ud til også at have krydset hans tanker, som spørgsmålene kom. Hvordan var det her lige sket, hvad skulle de gøre nu. Og så kom skæbnen.

Dandelion satte hovedet let på skrå og lod et par fingre ae ham blidt ned af kinden. "Hvis jeg skulle bestemme? Så ville jeg lade mig leve, så jeg kan få lov at se dig igen" det var ikke sikkert at han anså det svar som værende rigtigt, men faktum var, at hvis han sørgede for at hun forsvandt, fik hun ham aldrig at se igen. Og omvendt. "Hvad hvordan og hvad angår, så sker der altid noget nyt i ens liv når man mindst venter det"

Bane var på en måde godt klar over hvilken slags svar hun ville komme med, han var jeg trods alt oppe i hovedet på hende nogen gange, men da hun nævnte at hun nærmest gerne vil se ham igen kiggede han på hende forvirret " så det vil sige du vil leve og samtidig gerne se mig igen, manden som nærmest prøvede at slå dig igen manden som på ingen måde er sikker at være i samme selvskab med,?" sagde han meget overrasket.

Om dette kom til at ske vidste han ikke endnu, men den tanke om at han skulle lade hende gå vel viden om at han nok måske ikke kom til at se igen eller aj, det var et meget stort sats fra hans side af, hun vidste som sagt allerede for meget om ham, viden han normalt aldrig vil fortælle eller del ud af, ikke engang hans klan medlemmer vidste det hele om ham, dog skal det siges at de kender til hans evner og hans familie.

Bane smilede kort " nu må vi se hvad det bliver til jeg har ikke bestemt mig helt endnu, og ja dubhar ret ide du siger der sker virkelig ting som man ikke havde regnet med " sagde han og lukkede øjne ide hun ae hans kind, han forsatte blidt med det han havde begyndt blot for at se hvor hendes grænse gik, han havde nærmest fjernede den ene strub nu helt ned sådan det kun var hendes sidste strub på kjolen der holde den oppe, han tog fat i den sidste og kiggede på hende, inden han med den hånd han havde fri lagde om bag hendes nakke og blidt pressede hende hovede imod hans, hvor efter han kyssede hende blidt men stadig lidt intenst.