Amy sukkede, ikke helt tilfreds med det svar som hun fik ud af sin veninde, men lod det ligge da denne ikke følte sig tryg ved at tale om det i Handarks nærvær. Fornuftigt, taget i betragtning af at Caitlin ikke kendte ham, men Amy ville kunne sige uden tøven at der ikke var noget at være bange for. Lige nu var dog ikke tiden til at overbevise hende om det, men tvært imod komme væk fra stedet.
Amy bed sig i læben og løftede næsten ufriviligt blikke for at møde Handarks. "ven er vist ikke det rigtige ordvalg." fremmumlede hun og begyndte at lade sin fod forsøge at grave sig ned i vejen igen, som hun gjorde hver gang hun følte ubehag ved en samtale.

Amy kiggede tilbage på Caitlin som ikke så særlig samarbejdsvillig ud til at svare, og derefter tilbage på Handark. Hun havde virkelig konflikter, og lige nu følte hun at hun stod i en umådelig ubehagelig situation. "Øhm.. ja.. øhm.. Henry er.. Henry... Han tror han styre hele undergrunden. I hvert fald blandt børnene. Er der noget han vil ha tager han det. Det er uklogt at gøre ham sur, hvilket både mig og Caitlin har en tendens til at gøre. Han er ikke særlig glad for at få et nej." forklarede hun, nu med blikket fast festnet til jorden og hun følte ubehag ved at skulle op og møde hans blik. Hun vidste virkelig ikke hvorfor hun skammede sig så meget. Det var nok fordi hun ikke havde det godt med at havde hevet Handark med ind i fare og burde bare været løbet videre uden at stoppe. Havde hun gjort det, ville mange ting højst sandsynligt se anderledes ud.

Amy løftede kort blikket, nikkede og fulgte efter væk fra stedet, og heldigvis så Caitlin ud til at gøre det samme. Hun fik et antræk i mundvigen, der ikke helt ville lystre til at komme op i et smil. Faktisk var det kun trækningen og så faldte hele hendes ansigt tilbage i alvorlige rammer. "Handark. Mødte ham sidste vinter da jeg faldte i springvandet... Lang historie kort - han er en ven." hun havde ikke tid eller lyst til at stå hviskende at forklare det hele nu, men hun håbede det var nok at hun udviste at Handark var troværdig og ikke ude på at skade dem. En mindre skideballe kunne hun dog ikke garentere for ikke var på vej.

Som mennesket bevægede sig fremad, længere væk fra hovedgaden, sank hans lettere anstrengte skuldre sig fra deres hævede position. De mørke bryn over de intenst farvede øjne var forsat rynkede og det alvorlige ansigtsudtryk var endnu ikke gledet af det solbrune ansigt. Dette var i sig selv ikke en voldsomt forandring af hans ansigt, da alvor var en følelse der generelt synes at præge menneskets ansigt. Det var hans øjne der gjorde forskellen; de overnaturligt blå øjne, bar et skær der næsten ikke var til at sætte finger på. Alvor var en følelse Handark med glædeligt omfavnede - en blandt mange. Frygt var en helt anden sag, noget mennesket pakkede så langt væk som muligt. At udvise frygt, var noget han lod sig sjældent gøre, af den simple grund, at det var farligt for personer som ham. I en magisk verden, fyldt med fjender og trusler, var et ikke-magisk menneske bunden af bunden i samfundet. Udviste man, at man kendte til dette faktum - stod ved det endda - endte man præcis som det, de anså en som. Ingenting, man var intet værd. Døden kommer alt for let til dem, der er intet værd.
Hvorfor var mennesket angst? Han frygtede for deres situation, dem alle sammen. For på nuværende tidspunktet, var de i Henrys øjne intet værd. Og han var alt andet, end en ven med en godt henseende.
Forladende hovedgaden, placerende sig i de lidt mindre befolkede gader, i nærheden af de mange kroområder, vendte mennesket sig imod de to unge kvinder. Hans øjne granskede deres skikkelser, ganske velvidende om deres forhenværende samtale. Han titlede hovedet ganske let på skrå, da endeligt slippende sværdet i hans hånd. Lyden af klingen faldende på plads i skeden, fik rynken imellem hans øjne til at klatte sig ud. Han trak vejret hårdt ned i brystet, inden han talte.
”Jeg foreslår vi begiver os tilbage til kroen, hvor både jeg og Amy opholder os - der er bekendte, men der er frem for alt venlige øjne,”
Ganske let trak han blikket nærmere Caitlin, granskende hendes øjne for en kort tid:
”Hør her, jeg forlanger ingen forklaring på alt det her - jeg brasede selv ind i det. Amy derimod - hende skylder du det i det mindste dét mere,”
Med den sætning kastede han et blik imod Amy, atter påtagende sig et knap så mildt ansigtsudtryk, da han gjorde an til at vende om og vandre den foreslåede destination nærmere.

Caitlin skævede til siden, som Amy begyndte at svare manden og lagde så hovedet let på skrå som hun tog den andens udstråling ind. Det var tydeligt at manden ingen ukendt var for veninden og denne ikke brød sig om at skjule ting for ham. Slet ikke når han spurgte så direkte som nu. Det var stof til eftertanke, men for nu holdt Caitlin sin observation for sig selv. I stedet lyttede hun til hvad Amy valgte at fortælle og rystede så let på hovedet, før hun præciserede. Stolede Amy nok på manden til at svare ham, så kunne hun lige så godt give det sidste også der havde betydning. "Han styrer det bedste og største territorium i den nedre bydel faktisk - har siden efteråret og ingen siger ham imod der mere... eller næsten ingen." Undergrunden var delt af hvem der havde vilje, magt og tilhænger nok til at kontrollere et område. Henry havde erobret sig vej ind i det bedste gennem mere end et år og havde i efteråret overtaget det helt. Det havde på ingen måde forbedret hans forhold til ordet nej - som Caitlin havde måtte sande. At hun nævnede det nu var så meget for at uddybe Amys ord, som at oplyse veninden om de forandringer der var sket.

Hun så til siden på Amy som de gik og hævede så et øjenbryn spørgende, men lod være med at bore mere i det. At veninden omtalte Handark som en ven sagde mere end noget andet hvor meget den rødhårede pige stolede på ham. Til nu kunne Caitlin ikke huske andre være blevet kaldt for 'ven' af Amy - end ikke rødderne fra Amys gamle bande. Alligevel overraskede mandens ord hende og fik hende til at tage et halvt skridt til siden, før hun trippede tilbage ind ved siden af Amy. Lige i tide til at se op i Handarks blå øjne og trodsigt holde fast i hans blik. Om ikke andet så for et langt øjeblik før hun så væk fra dets gransken. Hun brød sig bestemt ikke om den måde han så på hende på - og da endnu mindre om det han havde at sige.

Det fik hende til at se tilbage op på ham endnu engang med trodsige blå øjne og et klart udtryk af at hun bestemt ikke havde bedt nogen af dem om at blande sig. Det havde hun ikke, men alligevel havde de gjort det og hun vidste så godt som nogen at havde de ikke, så havde hun været i en langt værre situation nu. AMy havde trods alt sagt god for manden, så det var næppe prygl de var på vej imod ved at følge med ham. Alligevel så hun ingen grund til at hun skulle forklare sig overfor nogen! Af sig selv vandrede hendes blik dog til Amy, som de endnu engang satte sig i bevægelse og en grad af tvivl krøb ind over hende. Hun var blevet tæt med Amy over det sidste år på en måde der gjorde den rødhårede pige til et af de eneste i krystallandet som Caitlin stolede på ville have hendes ryg og altid være der for hende. Det var da også det som fik hende til meget dæmpet at sige. "Henry havde lidt en ide om at jeg skulle være en fastere del af hans folk her i sommer..."

Det var en underlig situation for Amy at være i. Hun følte sig så lille og skrøbelig som hun skulle forklare. Og var der en ting som Amy ikke brød sig om, så var det at være skrøbelig. Selv overfor de to mennesker som hun stolede så meget på som hun gjorde og følte sig tryk ved. Det var ikke rart. Caitlins opfølgelse fik Amy til at holde vejret i et meget påvirket ansigtsudtryk. Kunne det virkelig passe? havde han fået så meget mere styrke det sidste år, og så endda uden at Amy havde opdaget det. Var hun faldet af på den? Svaret til det, måtte helt gennemtrængende være ja. Hun var ikke i undergrunden så meget mere, og havde ikke et ønske om at træde ind i det voksne hiraki dernede nu, selvom alderen stod til det. De nyheder var foruroligende og fik Amy til kort at lukke øjnene. Det her var skidt.

Handarks næste ord gav og en let sitren igennem Amys krop. Kroen. Hun havde intet fortalt til nogen om at hun var flyttet derhen, hvilket Handark naturligvis ikke kunne vide. Amy undgik derfor bevidst Caitlins blik, selvom hun forsøgte at få det til at se naturligt ud. Slå det hen som værende ingenting. Hvorfor hun ikke havde fortalt det. Se det vidste hun faktisk ikke. Det var ikke fordi hun ikke stolede på Caitlin. Der måtte ligge noget andet under. Trygheden ved at ingen vidste hvor hun var måske?

Amy fulgte roligt med mens hun stadig følte sig så uendelig skamfuld. Forhåbentlig ville det gå over igen. Forhåbentlig snart. Alligevel syntes hun at løfte blikket lidt mere fast ved Handarks næste ord. "Jeg ved at hun flygtede fra Henry. Mere behøver hun ikke sige, før jeg hjælper hende. Selvom jeg satte mit eget liv på spil." alvoren var tydelig i stemme, krop og udstråling. Hun mente det og hun ville gøre det igen hvis det var nødvendigt.
Den dæmpede stemme fra Caitlin, som de gik afsted, gjorde ikke alvoren mindre. "Allerede i sommers? Hvorfor kommer han så først efter dig nu? han plejer ikke ligefrem at give folk tid til at flygte normalt. Som jeg husker det, var han meget mere impulsiv for et år siden. Det kan selvfølgelig også have ændret sig..." kom der dæmpet tilbage. Hun kendte Henry men havde ikke stiftet hans bekendtskab i lang tid. Heldigvis.