Hun havde næsten lyst til at hæve et øjenbryn da kvinden valgte at gå hen til manden og nærmest spille sympatisk, hun var ikke sikker på om hun skulle tage det som et forsøg på at hjælpe eller ej, men ikke desto mindre valgte hun at tage chancen.
Imens de var travlt optaget af deres, for hende, nærmest flirtende samtale, valgte hun at fokusere sine kræfter og krystaller fra sit indre på rødderne om hendes ankler. Idet øjeblik han lagde klingen imod den grøn-hårede kvindes skulder bed hun hårdt tænderne sammen som et lag af krystaller borede sig vej tværs og gennem hendes ankler og nogle, de tykkeste og mest ru af dem, op igennem de åndssvage rødder. Hun var langt fra vant til at få dem ud deri gennem, derfor bragte det hende da også tårer i øjnene, dog mest over den ankel der overhovedet ikke var vandt til smerte, den med brændemærket var bare mindre øm; intet kunne slå de smerter som Samsons brug af det magiske brændemærke kunne give hende, det var hun fuldt ud overbevist om.
Endnu engang, dog en smule forpustet af sine anstrengelser, begyndte hun at slide i rødderne, håbene på at krystallerne ville kunne hjælpe med at skære dem over så hendes ben kunne komme fri, alt mens hendes vinger slog ud efter parret, håbene på at kunne bringe dem distraktion nok væk fra hvad der foregik ved hendes ankler.

En latter, lettere sindssygt lydende, begyndte at pible ud mellem dæmonens læber.
" Åh virkelig? Jamen det ser jeg da frem til, for jeg har sagt hvad jeg har at sige.. Sortblod!"
Hun grinte spotsk til ham, selvom de vidst alle tre vidste hvem der havde den klare overhånd lige her, og hvem der lå i støvet.

Damia gisper da klingen lige akkurat strejfer hende, og hun kan mærke det kolde metal mod hendes nøgne hud, og får de små nakkehår til at rejse sig. Det går op for hende, at hendes kvindelige charme ikke har hold i ham, og hun sænker ydmygt blikket, ved hans hårde ord. Hendes hjerte slår et slag over. Han er som et rovdyr for hende, og det der smil kunne lige så godt varsle noget godt som noget forfærdeligt ondt.

Da dæmonen griner spottende af Kravenoh, er det som om hun allerede har forseglet hendes skæbne. Der skal ikke meget til at få Kravenoh med på legen, og endnu mindre til at vedkommende aldrig forlader hans selskab levende igen. Hvis det passede ham, så ville hun måske endda ende som en ydmyg træl. I tankemyldret glider Damias fingerspidser ubevidst over K’et på halsen. Hendes lettere sørgmodige blik falder på den, i hendes øjne, sindssyge dæmon. Hvad var hun ude på? Hun er naglet til jorden og alligevel spiller hun terninger med sit liv?
Uanset hvad, har Damia ikke lyst til at se hvad det hele ender ud med, og vil for enhver pris undgå det der med sikkerhed vil følge. Ikke fordi hun pludselig er blevet ramt af medmenneskelighed og kærere sig om andre end hende selv, men hun har bare en dårlig fornemmelse og de ved absolut intet om det her væsen.

Uroen har sit eget liv inden i Damia, men der er intet, hun kan gøre for at dæmpe angsten. Damia griber pludselig ud efter Kravenohs hånd, hvor han bærer våbnet og stiller sig helt tæt op ad ham, så hendes bryst presser mod hans krop og han vil kunne mærke hendes hurtige hjerteslag. Hun sætter læberne helt tæt til hans øre, for at forhindre Zidiac i at lytte med. Hviskende med en usikker stemme siger hun, ”Kravenoh, jeg har faktisk en rigtig god grund…. Jeg ved bare ikke hvordan jeg skal sige det,” Damia tøver og bider sig i læben, ”Jeg er bange for, at dine planer om Samson er blevet afsløret... eller, jeg har afsløret dem. Men der var ikke noget jeg kunne gøre,” hendes stemme bliver mere febrilsk, ”Jeg stødte på Tara og Samson, og Tara hun pressede, og, og… nu ved de det”. Omsider skubber hun sig væk fra ham og træder et par skridt væk fra både ham og Zidiac, ”Du kan ikke stole på nogen, og hvem ved hvad den der arbejder for?!” siger hun næsten helt panisk og peger på Zidiac.

Kravenoh var helt bestem klar på at Zidiac skulle føle for sin flabethed, og hun skulle helt klart sættes på plads men mest af alt vil han vise hende, at man ikke bare kunne sige hvad som helst til ham uden at det vil have en konsekvens, og den skulle hun føle og det var vist på tide at det skulle ske nu " jamen så lad os ordne det nu her dig og mig "sagde han bestemt, men i lige det han skulle til at træde hen imod hende stille Damia sig helt hen til ham og lænede sig helt ind til ham, sådan han kunne mærke hendes former på hans krop, ide hun begynde at fortælle om Samson og Tara og hvad de vidste, lukkede hans øjne og glemte alt om Zidiac og hvad der skulle ske med hende.

Han åbnede igen øjnene da hun var færdig med at tale og havde trådt nogle skridt væk, Hans blik var et helt andet blik det var ikke det samme som før, han kiggede over på Zidiac " for en gang skyld vil jeg handle anderledes, måske hvis du blot vil fortælle mig hvem du er og hvad du vil?".

Kravenoh kiggede på Damia igen og man kunne se i hans blik at han var overrasket, over det hun havde fortalt ham "bare slip hende fri fra rødderne " han gik hen imod Damia og stillede sig op på siden af hende hvor han viskede lavt " Hvis det du siger er sandt så har vi et problem, men det kan bare ikke passe, er du helt sikker ?"

Zidiac himlede en smule med øjnene af hvad der for hende lignede et kærestepar der forsøgte at komme godt ud af det med hinanden. Stadig arbejdede hun på sin plan om at komme fri, og langt væk derfra. Flammernes stikken havde hun forholdsvis vænnet sig til.
Med lynene øjne så hun imod Kravenoh, parat til at tage imod hans 'tilbud' om at 'lege'.
Men han handlede anderledes, hvilket egentligt overraskede hende ikke så lidt. Måske det var blot for at lade hende slippe med en advarsel? Ikke desto mindre bredte hun straks sine vinger så snart hun var fri af rødderne, til klodset at komme op i luften, væk fra andre potentielle rødder og farer.. Udover flammernes varme der stadigt raserede i skovens beplantning. " Hvem jeg er.."
Hun overvejede sandsynligheden for at han ville genkende hende hvis hun sagde hendes 'navn'. Det navn som hun altid gik ved. Den var overvejende stor, men da han i det mindste havde fået hende givet hendes frihed valgte hun at lade ham vide da mindst det.
" Zidiac.. Og hvad jeg vil her, er som jeg har sagt før; jeg ville have mig et bad, det er vel ganske naturligt for kvinder..? " Hun gjorde et irriteret kast med hovedet, ikke om hun ville lade ham se hvilke anstrengelser og smerter det forvoldte hende at holde sig flyvende.

"Jeg er helt sikker. Det er ikke lige let at glemme den heks i mit hoved. De ved alt... eller alt det du har fortalt mig" siger Damia beslutsomt, selvom tonen brækker over ved tilføjelsen af hendes skyld i det hele. For at være helt ærlig, er hun voldsomt overrasket over Kravenohs reaktion. Hun havde forberedt sig på det værst mulige udfald, men er i stedet blevet mødt af en stor overbærenhed. Eller kunne det være ægte? Hvem ved, det kunne også være, at han blot ventede med at straffe hende til senere. Udskyde den sjov han plejede at få ud af det.
Damia rødmer og ser stjålent hen mod Kravenoh. Hun skammer sig en smule over at havde tænkt så ilde om ham. Han havde trods alt behandlet hende pænt siden dengang i hytten.

Da Kravenoh beordre hende til at slippe Zidiac fri, og dæmonen kæmper sig op i luften med de groteske vinger, kan Damia ikke lade være med at tænke, at det nok havde været en dårlig idé. De svarer vel lidt til at slå til et såret dyr, for derefter at bede den om at stole på en. Zidiacs flabbet svar får Damia til at trække på smilebåndet, men hun tager det hurtigt i sig igen. Damia genkender ikke dæmonens navn, og ser derfor afventende på Kravenoh. Selvom Zidiac er uden for røddernes rækkevidde, står Damia stadig klar til muligvis at lade de høje træer af ild spærre mulige flugtveje for Zidiac, så hun ville være nødsaget til at flyve højere på for at komme bort.

Zidiac var ikke et navn han kunne genkede "Zidiac zidiac zidiac" mumlede han for sig selv så kun Damia kunne hører det, han så på Damia og smilede " det var min venlighed for hendes navn og hvad hun vil, er det ikke rimligt " sagde han som om det var planlagt det hele ,men måske var det faktisk det men igen det hele var som en leg. Kravenoh tog hans egne hånd om bag ryggen og tog fat i en af han små lammelses nåle, han skulle have hende ned og det ville han helt selv klar, for Damia skulle nok få hendes strafs senere men lige nu var det Zidiac der skulle følge.

Han kiggede efter et smut hul på Zidiac krystal klare krop, det var svært at se klart og overhovedet se hvad han selv ledte efter på hende, han så på hendes vingere som ikke var så krystalklar som resten af kroppen, måske han kunne ramme der og håbe på den vil nå ind til hende åre til at ku for hende lammet og ned igen.
" når hun kommer ned igen så tager du fat i hende igen med dine plante magi, og smid gerne lidt mere på hende sådan hun bliver nede " sagde han til Damia og kastede i et ryk nålen af sted imod Zidiac i håb om at ramme hende der hvor hendes vinger var lidt mere blød i det, uden viden om at den vil trænge igennem.

Han stod og kiggede på Zidiac der vil nok gå 20-30 sekunder før hendes krop vil tag imod lammelsen vidste han ramte fordi hun havde en helt anden form for hud.Bare rolig det gør ikke noget Samson ved min plan, det gør blot at jeg snart er nød til at slå til men jeg mangler dog stadigvæk nogle små ting, men jeg er først nød til at skille mig af med Tara før det bliver Samsons tur, og det er der denne dæmon kommer ind i billedet." Kravenoh vidste ikke hvem Zidiac var men den evne hun havde vil han kunne bruge imod Samson hvis han vidste alt om den.

Ærligt at sige var den mørkhudede mørkelver den Zidiac fokuserede mest på idet han mest af alt virkede som den største trussel. Noget sagde hende at hun skulle ryste dem af sig, hvilket hun også let kunne have gjort hvis ikke det var for hendes, til stadighed, smeltende vinger. Hun bed sig selv i kinden som hun med møje og besvær fik fløjet baglæns, holdende et skarpt øje med Kravenoh, imens hun forsøgte at skaffe afstand. Da hun synes hun havde skaffet nok vendte hun sig om, men mærkede i det samme nu noget skarpt og stikkende i hendes ene vinge, hun var ikke sikker på hvad det var, om ikke andet forsøgte hun at flyve videre.. Væk fra ildens far og varme. Et par hundrede meter blev det til før hun pludselig slet ikke var i stand til at styre vingen. Med et mindre udbrud forsøgte hun sit bedste, men istedet blev det en mindre summen i den anden vinge før den også begyndte at svigte hende. Kluntet fik hun landet før hun skadede vingerne endnu mere.. En mumlende banden forlod den blåhårede imens hun sendte et mentalt skrig efter Samson. Hun tvivlede på at han ville kunne høre hende, men måske deres link via slave-brændemærket ville kunne advare ham om faren. Om end kunne hun kun håbe at Tara ville opfange det. Andet kunne hun ikke gøre idet hele hendes krop skvattede sammen så lang som hun var.
Endnu blev hun ved at forsøge at kæmpe sig fri fra dem kæmpehånd der nærmest synes at have lagt sig over hende, indtil hun end ikke kunne røre sine skuldre, og blot kunne stirre halvvejs ned i jorden, for en gangs skyld ønskende sig hjem til borgens tryghed, hendes redes tryghed, og et langt bad i et af marmorbadene..

Damia gør ingen indvendinger da Kravenoh beslutter sig for at fuldføre sin plan. I stedet gør hun blot som han befaler. Idet dæmonen lander afkræftet og lammet på jorden, med de afsvedet vinger tæt ind til kroppen, messer Damia en besværgelse. Straks efter bugter nogle rødder sig langs med jorden, som slibrige slanger, og snor sig om Zidiacs krop i massevis. De klemmer en smule til, for at være sikker på, at Zidiac ikke ville havde nogen form for bevægelsesfrihed, i tilfælde af, at hun skulle komme til sig selv og vingerne ville skære igennem rødderne. Da hun er bundet fra fødder til halsen af rødder, som en lille puppe, løfter Damia Zidiac op fra jorden, således, at hun nu er i øjenhøjde med Kravenoh.

"Hvad for dig til at tro, at hun ville eller kunne hjælpe dig?" Spørger Damia skeptisk og ser uforstående mod Kravenoh, som var hun i tvivl om, at han helt forstod essensen af denne situation. Zidiac var blevet brændt, fanget og havde ikke ligefrem ytret velvilje og samarbejdsvilje over for Kravenoh. Hvorfor pokker skulle dæmonen dog ville hjælpe ham med en plan, som hun ikke engang kendte til? Damia er ikke klar over Zidiacs skrig for hjælp, selvom hun nødig ville stå ansigt til ansigt med den brutale og hensynsløse leder igen.

Kravenoh vidste på ingen måde om hans nål havde ramt, og han vidste hvis han havde ramt vil der gå nogle sekunder før han vil vide det, men ide Zidiac dallede til jorden kom et smil frem på hans løber, et smil der betød pletskud. Han så hvordan Damia fangede Zidiac med hendes angreb, og hvordan at hun smed lidt kraft i angrebet sådan rødderne holde Zidiac nede, ide hun blev løftet op i øjn højde gik han hen og kiggede hende direkte i øjne med hans gule øjne blot stirrende på hendes. " du skal nok tale det er blot et spørgsmål om tid". han kiggede over på Damia, som egentlig stadigvæk stod i hende lidt gennemsigtig tøj et lille smil kunne ikke skjules på hans læber, han gik over til hende og stillede sig lige ved siden af hende.

" Du burde have taget noget andet tøj på!! " smilede han " men det går nok, men hvad der angår hende så ved jeg hun ikke vil hjælpe mig, og jeg stoler ikke på hende på nogen måde, men uden at hun ved det vil hun hjælpe mig så det skal nok gå, men skaf mig en spand med vand" sagde han og kiggede på Zidiac og gik over imod hende "for nu skal vi teste hvor god hun er til at føle smerte " .

Kravenoh vidste ikke rigtig hvor godt hendes forhold til Samson var, men hvis hun betød noget for ham så betød hun en hel del for ham, og hvad angik Damia kunne han ikke fortælle hans plan til hende, for hvis hun skulle støde på Tara igen vil hans plan blive gennemskuet igen, og det vil han på ingen måde have skete.

De klamme rødder kom førend hun så sig om, knapt var hun stoppet med at forsøge at komme længst muligt væk fra dem, før hun følte de hårde kolde rødder om sin krop. Det irriterede hende grænseløst at hendes krop ikke ville reagere på hvad hun bad den om, og endnu mere at rødderne forhindrede enhver form for bevægelses frihed.
Selv hendes kæbe nægtede at lystre. Forbandede lort!
Hun kunne ikke andet end at stirre hadefuldt på dem begge, hvilket også var hvad hun gjorde.
Hvis blikke kunne dræbe ville hendes have svitset dem begge, men dog nok mest mørkelveren, på stedet.
Kølige krystalklare øjne stirrede hadsk direkte ind i hans, hun nægtede at lade sig binde af den mandsling, at lade ham få hvad han ville, hvad end hans planer måtte være. Da hun var lammet kunne hun ikke så godt tale, men kun forsøge at aflæse deres kropssprog og lytte til hvad end de havde af planer, og ikke undvige mørkelverens glubske blik. Et form for blik hun kendte så godt fra sin omgang med Samson.

Vand, smerte? Hun forsøgte at vride sig, men uanset hvor meget hun forsøgte var der ingen forbindelse mellem hendes hjerne og hendes krop, som om hun slet ikke kunne bestemme over den, hvilket i den grad var en ubehagelig fornemmelse, akkurat som det var at have de ømme vinger trykket så hårdt ind til hendes krop, men der var intet hun kunne gøre, kun bede til at de ikke ville brække eller andet.
Endnu engang knurrede hun let af Kravenoh som han nærmede sig igen.

Damia ser ned ad sig selv og trækker på skuldrene med et lille smil, "Eller du kunne lade blikket hvile et andet sted og rette tankerne mod dit mål" siger hun frisk og nikker hen ad mod Zidiac.
Straks efter hans befaling går Damia resolut ned til søen, hvorefter hun med sine kræfter, får flettet en nogenlunde vandtæt kurv og får fyldt den med mand. På tilbagevejen er hun på den anden side ikke lige så resolut i hendes skridt, og hun tager sig god tid til at aflevere vandet for fødderne af Kravenoh. Da Damia bukker sig ned og placere kurven med vand på jorden, ser hun nervøst op på Zidiac. I et svagt øjeblik, bliver hendes blik ømt og ydmygt, som bad hun dæmonen om forladelse for hvad der snart ville komme. Dog havde Damia alligevel ikke styrken til at stoppe det. Hun var allerede langt ude hvor hun ikke kunne bunde.
Damia rejser sig og stiller sig omme bag ved Kravenoh med sænket blik.

Kravenoh smilede til Damia " bare rolig, jeg har styre på hvad jeg fortager mig så mund ikke du bare skal hører efter og bare luk" sagde han bestemt til hende, for hvis han havde lyst til at kigge på hende så gjorde han det, men nu var det som sagt Zidiac det hele drejet sig om, han tog spanden med vand og gik hen imod Zidiac, han stillede den lidt væk fra dem inden han tog en kniv frem, han gik hen til Zidiac og stillede sig bag ved hende, han tog kniv spidsen og begynde at skære ind under hendes negle, det var en smerte der svarede til noget man ikke kunne forstille sig. " håber det er behageligt for dem." sagde og stoppede efter lidt tid.

Han kiggede over på Damia " du behøver ikke se det her hvis du ikke vil " smilede han til hende, inden han igen begyndte at skære under neglen på Zidiac, en smerter han selv havde oplevet mange år tilbage en smerte han for nylig havde brugt på en Elver, og nu Zidiac gad vide hvem det næste blev.

Han stoppede igen og fjernede kniven, inden han gik hen til Damia " jeg skaffer noget nyt!" sagde han bestemt, og tog hans kniv frem og skar et stykke af hendes kjole nede fra neden af den.
Han tog det i hånden gik hen og stillede sig ved Zidiac han kiggede på hende " har du lyst til at snakke nu " sagde han koldt, og uberørt.

Zidiac forstod ikke det underligt ømme, bekymrede blik kvinden havde sendt hende, ikke før hun lagde mærke til K'et på halsen.. Hun skævede imellem mørkelveren og kvinden, langsomt opfattende sammenhængen imellem hvordan hun opførte sig overfor ham, hvad pokker, der var intet hun kunne gøre, selv ville hun næppe have været så underdanig overfor ham, men igen kendte hun ikke til deres baggrund.
Hun kunne blot bede til at de ikke opdagede hendes eget slave-brændemærke og at Samson på en eller anden måde havde opfanget signalet uanset hvor langt der var imellem Tyreskoven og borgens ruiner.

Blikket faldt mod det skvulpende vand, mens hun forsøgte at udtænke hvad han havde tænkt sig at udsætte hende for. Det kølige blik fulgte ham så meget som muligt, hvilket var indtil han var bag hende. Stadigt værende lammet kunne hun ikke rigtigt dreje halsen for at følge ham, hvilket nok også var størstedelen af grunden til at det gippede let i hendes øjne idet han tag fat i de fingre der var ud mellem rødderne. Igen forsøgte hun at vride sig, brækkede knogler ville være endnu mere besværligt at udføre ordrer med. Det var dog ikke knogler der blev brækket, til gengæld var det en temmeligt ubehagelig smerte der kom idet han begyndte at grave ind under neglen med knivspidsen.
Hun holdt vejret, forsøgende ikke at skrige, det kunne dog ikke holde et par lyde fra at slippe hendes læber, til hendes store fortrydelse.
Hvor hun dog hadede denne mørkhud!
Som han kom om foran hende igen, efter at have stoppet imidlertidigt, svarede hun ham med en harsk spytklat i hans retning.
"Hvad fanden vil du mig sorthud!? Jeg har sagt dig hvad jeg lavede her, og givet dig mit navn.. Eller blækken i dit blod ahr måske taget de sidste hjerneceller?"

Hun kunne simpelthen ikke holde sig fra at udspy fornærmelser og forbandelser af ham, velvidende at det eneste hun kunne forsvare sig selv med i denne situation og stund, var at bruge mundtøjet.
Om det var hendes sande navn hun ville have; han måtte have spist søm, det var for hende en hemmelighed hun holdt meget tæt, velvidende hvor megen magt enhver kunne få over hende hvis den blev givet til en anden.

Hold dit navn tæt og skjult, det var vel nærmest en fødselsritual man voksede op med som dæmon, lærende hvad mennesker og andre væsner ikke ville gøre for at få denne magt.
Den blåhudede og hårede kvinde skulede olmt imod Kravenoh, holdende til stadighed et skarpt øje med hans handlinger. Hvis lammelsen ikke havde været i hendes krop ville hun have dirret af bare anspændthed.
Var det Samson han ville vide noget om? Hvordan kunne han vide at Samson var i live? Hellere spille uvidende.

Under hele det brutale scenarie, der udspillede sig i den afsvedet skovbund, har Damia vendt ryggen til. Damia klynker afmægtigt samtidig med, at hun bider så hårdt ned i læben, at smagen af varmt jern breder sig på hendes tunge. Zidiacs beklagelser, føles som knive gennem Damias hoved. Hun ville gerne skærme sine ører med hænderne, men kunne ikke få sig selv til at vise den svaghed over for Kravenoh.
Det er først da Kravenoh skærer er stykke af hendes kjole, at hun bliver hevet ud af hendes passive trance. Hun vender sig og ser med foragt mod hans ryg, som han står hævet over Zidiac. Hun stryger sine tunge lokker om bag øret, således at hendes ar på halsen er blottet.
"Kravenoh, jeg forstår virkelig ikke hvor du vil hen med det her?,, siger hun sammenbidt og går med bestemte skridt over mod ham. Hun hiver fat i hans skulder og vrider ham mod sig, således at hun vil kunne stirre ham direkte ind i øjnene. Hun går truende nærmere, så hun kan mærke hans ufattelige rolige åndedræt mod hendes hud. Hun hader at blive holdt i skyggen. Kravenoh skulle ikke tro, at han blot kunne holde hende ude af sine planer, når hun krævede hendes samarbejdsvilje.
"Det her giver sgu overhovedet ingen mening! Det her er meningsløst tortur. Du ved jo ikke engang selv hvor du vel hen med det her, ellers ville du havde fortalt mig det? Troede det var Samson du ville havde ramt på. Det er nemlig HAM jeg vil have ramt på, ikke en eller anden tilfældig dæmon," Damia træder et skridt tilbage og taler videre "Du ligner ham mere end du aner: Meningsløs galskab!,, Damia ser hen på Zidiac. Hun vil ikke indrømme det, men de ømme øjne fortæller næsten alt. Damia mindes stadig smerterne efter den meningsløse tortur som Samson udsatte hende for, der gjorde at hun nu ikke kan huske noget som helst fra hendes fortid, og lige den her situation forstærkede minderne. Det var Samson hun ville have bundet af de rødder og tortureret, ikke den blå dæmon.
"Hvis jeg overhovedet skal hjælpe dig, bliver jeg nød til at stole på dig, og det indebærer at du fortæller hvad der foregår inde bag den tykke skal i stedte for at lukke mig ude"

Da Zidiac begyndte at åbne munden smilede han blot til alle hendes ord som hun kom med, og de ord fik ham blot til at smile ikke andet for når alt kom til alt så var dette blot en leg fra hans side, han kiggede Zidiac dybt i øjne " jeg kan godt huske dig Zidiac du var Samson's lille slave, og nu hvor han er ude af billedet, er du ikke ligefrem ked af det er du vel, for nu du fri men ved du hvad" han placerede hovedet helt hen til hende sådan kun hun kunne hører det " jeg vil med glæde lave en flot afmærkning på dig, ligesom ved hende " sagde han og hentød til Damia, han rejste sig op igen og knækkede med nakken, og lige ide han gjorde det og blev færdig og skulle til at forsætte på Zidiac, ide Damia tog fat i hans skulder hvorpå han vende sig om imod hende.

Kravenoh lyttede til hendes ord hvor efter han placerede han hånd på hendes bryst og begynde at gå frem ad og lidt væk fra Zidiac, det tempo han gik var nok til at hun vil kunne følge med gående baglæns.
" jeg ved hun har været en af Samson's slave, for den gang jeg var i hans bande kan jeg huske at hun altid gik og gemte sig sådan man ikke skulle ligge mærke til hende, men der var en dag jeg gjord og nu når jeg ser på hende glemmer jeg aldrig hendes ansigt hendes krop, det væsen ved noget jeg ikke ved og jeg vil gøre alt for at finde ud af det, og det bedste ved at skade en person er ikke at skade personen direkte men mere de personer der betyder noget for den anden person, ligesom de gjord imod dig overfor mig" sagde han og aede hende på kinden. " du er min værdifulde, ligesom jeg er sikker på hun er Samsons.".

Kravenoh vende blikket imod Zidiac igen, han gik hen imod hende tog spanden med vand, og gjord plads til at stoffet kunne ligge over hendes hoved hvorefter han tog spanden i hånden " fortæl mig noget jeg ikke ved, jeg ved du ved noget og jeg stopper ikke før jeg for noget brugbart afvide " sagde han og begynde at hælde vand ned over hendes ansigt, så for hende ville det føles som hun druknede.

Hun lyttede efter dem så godt hun nu kunne. Lyttede efter hvad de sagde. Det lod nærmest til at de havde det samme form for forhold som hun havde det med Samson, hvilket nærmest virkede sært i hendes øjne. Så de var ude på at ramme Samson, vidste de at han var i live? Hvordan? Spørgsmål syntes at gå igen og igen igennem hendes hoved indtil hendes navn pludselig blev sagt højt.
Hun gloede årvågent på ham. Så han kendte hende og havde blot spillet idiot hele tiden? Hun begyndte dog godt at fornemme hvad han egentligt var ude på at få at vide, noget hun langtfra var samarbejdsvillig omkring, hvilket han nok også havde opfattet. Det blå blik skævede endnu engang imellem de to, da han begyndte at nævne noget om afmærkning, men da Kravenoh virkede som den allerstørste trussel af de to faldt blikket igen på ham, mens dæmonen forsøgte at undertrykke en gysen ved tanken, det var jo trods alt blot et mærke om end det ville være en skamplet på hendes krop, akkurat som Samsons slavemærke var det.
" Jeg er ikke noget træ du bare kan pisse dit territorie af på som en eller anden vanvittig hund. "
Endnu en spytklat blev sendt efter ham.

Hun skulede olmt efter ham som han fjernede sig, forsøgte at opsnappe hvad de talte om, ligesom hun ligeledes forsøgte at få liv i sine lemmer igen hvor nytteløst det end måtte virke i røddernes greb.
Igen kom han tilbage uden det var lykkedes hende at komme til en form for løsning af at komme fri. Stoffet blev placeret over hendes øjne, og hun havde en vag ide om hvad der ville ske. Da vandet begyndte at dryppe ned på hendes ansigt, hastede hun sig med at tage en dyb indånding, men man kan kun holde vejret i så lang tid, og da ilten langsomt begyndte at svinde ud for hende begyndte hun at fornemme panikken tage sit klamme greb i hendes krop. Minder om da hun engang for år tilbage styrtede ned i det kolde åbne hav under en storm, de sidste minder hun havde om hendes egen slags hendes gruppe hun skulle have flyttet til nye grunde med, minder om da hun vågnede op på en stenet bred senere alene, kold, og sulten. Ude af stand til at kunne flyve og sikre sig selv mad. Minder om første gang hun mødte Samson og fik sin skæbne beseglet.
Alle disse minder skyllede ind over hende imens hendes ansigt blev tildækket af vand. Hun gispede efter vejret, forsøgte at ryste sig ud af grebet, forsøgene at tænke logisk; det var jo bare en spand, hvor meget kunne der være i sådan en!?
Mere sprutten fulgte som hun fik hostet et " Stop..!" ud mellem vandet, ikke engang sikker på hverken om han havde hørt hende, eller hvad hun skulle fortælle ham. Brugbare ting.. Det skulle bestemt ikke være om Samson. Tara kunne det måske være men elverkvinden var svag og det lod til at Samson holdt af hende som kun partnere kunne det. Hendes eget navn ville hun bestemt ikke give ham, ikke om hun ville lade en vanvittig mand som denne kende til det, så langt hellere Samson..
En uvillig klynken forlod hende uden hun egentligt selv helt lagde mærke til det.

Damias hjerte slår så hårdt, at hun bliver bange for, det ville springe ud af brystet på hende da Kravenoh aer hendes kind. Hun lytter opmærksom til hans stemme som lyder så forførisk mild, som om at han kærtegnede hende med sine ord. Selvom det bare er hans forsøg på at berolige hende. Det ville alligevel være syndt at sige, at ordene ikke påvirkede hende. Det er som honning, alle de rigtige ord. Zidiac ville være et middel til at nå Samson, og ud fra det Kravenoh fortalte, er hun et effektivt middel. Det ville være som om Samson blev ramt af sin egen skygge.

Damia nikker og følger ham tilbage til Zidiac. Alligevel bliver hun nød til at vende ryggen til, da han hælder vandet over Zidiac. På det punkt er Damia svag. Så hellere lade andre gøre det beskidte arbejde, selv har hun ikke nerverne til det.

Kravenoh kunne blive hele dagen hvis det, ide hun spyttede efter ham endnu engang og faktisk ramte ham i hovedet, smilede han blot " det er ikke smart at spille smart når man på ingen måde har magten, det ved du godt ikke " sagde han bestemt, for en ting var sikkert det var ikke Zidiac der havde de bedste kort på hånden, Kravenoh forsatte med at hælde vand og skulle blot til at råbe efter mere vand ide hun sagde stop med en drukende stemme.
Kravenoh fjernede stoffet fra hende hoved og kastede spanden væk der væk, så kort over på Damia " find noget olie " hvor efter han blik igen var rettet på Zidiac, " nå hvad så nu vil du nu til at give noget info jeg kan bruge til noget, eller skal vi bare forsætte hvor vi slap?".

Han vidste faktisk ikke engang hvad han vil hører fra hende men noget vigtigt vidste han at hun havde at sige, han ventede blot til hun sagde noget der falde i hans jord, " du burde vide hvad jeg er i stand til nu når jeg har været en del af Samson's bande, prøv tænkt over hvor meget jeg mener det her" han tog fat med den ene hånd på hendes hage og placerede den anden på hendes hofte, hvor efter han råbte hende direkte i hovedet " fortæl mig noget nu som jeg vil vide, det er din sidste chance".
hvor efter han med hans hånd som var placerede på hendes hofte begyndte at brænde et K.
" du kan tåle smerte fint jeg skal nok gøre sådan du aldrig glemme hvem jeg er og hvad jeg er i stand til".
hvis ikke hun begynde at fortælle ham hvad han vil vide så ende det nok med at han hælde olie næste gang og det var ikke så lækkert at få ned i morgen, men han gjorde hvad der skulle til og stoppede ikke.

Kravenoh så over på Damia " Er du okay " sagde han med en helt anden tone til hende, Kravenoh kunne være en led satan men han holde af Damia, og selvom hun følte sig som en slave for ham så var hun det ikke.

Hostende og harkende skulede Zidiac sit bedste efter Kravenoh, da hun midt mellem hostene hørte ordet; olie.
Hun vidste meget vel hvad olie kunne gøre, især sammen med ild, og tanken var alt andet end tiltalende. Havde han tænkt sig at brænde hende levende? Det værste var at hun frygtede at han var sindssyg nok til at gøre forsøget.
Hvad fanden skulle hun fortælle ham? Hvis hun fortalte at han var i live ville Kravenoh højest sandsynligt følge efter hende til borgen, og forsøge at dræbe Samson... Nej hun måtte længere ud, hvis hun skulle overleve alt dette og være i stand til at advare den forhenværende bandeleder.

Bryn rynkedes da han placerede en hånd på hendes hage, endnu mere panikken blev hun da den anden kom i kontakt med hoften, han havde vel ikke tænkt sig..!?
Et højlydt smertes skrig fulgte da hun fornemmede varmen fra hans hånd, nej... Fra flammerne i hans hånd. Endnu engang blev hun smidt tilbage i fortidens minder. Hun rykkede sig, forsøgte at komme væk fra varmen, men smerten sagde hende at det var for sent, alt for sent. Den bedste måde hun kunne forsvare sig selv og sin værdighed på lige nu.. Hun vred sin hals, fornemmede at hun var ved at kunne få kontrol over den igen, forsøgte hun at gøre sit bedste for at bide ud efter hans hånd. Med tænder der var skabt til at kunne knuse og findele krystal og glas, ville et enkelt bid give ham mindst lige så meget smerte som han lige havde givet hende ved at brændemærke hende. Men han var ikke Samson.
Hun nægtede at tro at han ville have samme forbindelse til brændemærket som Samson havde det til hans.
"Han lever, men det ved du vel allerede.. Siden du smider mig igennem det her pis.."
Svaret var dæmpet, som dæmonen skammede sig over sig selv, men med smerten dunkende i hoften havde hun ikke det store overskud til at kunne finde på en større løgnehistorie der samtidig holdt vand. I sit oprørte indre håbede hun blot at Samson ville kunne tilgive hende for dette forrædderi.
" Det mærke han i sin tid gav mig.. Han fortalte mig dengang at når han døde ville det forsvinde.. Det er det ikke. "

Men selvom Kravenoh på det seneste har behandlet hende med respekt og ømhed, er hun stadig forfærdet over de grusomme metoder han anvender over for andre væsner. Han troede fuldt og fast på, at dette var vejen frem til magten. Så hvorfor skulle hun tvivle. Måske er det sådan det altid vil være, gennem ofre, tyranni og trældom. Forskellen ligger bare i, hvis sidde hun er på. Damia er derfor ikke uenig i Kravenohs metode, men Zidiacs pinsler hjemsøger hende stadig og nager hendes samvittighed. Da Zidiac begynder at snakke om Samson, som om at han er vendt hjem fra de døde, bliver hendes blik mistroisk. Damia ser uforstående på dæmonen. Var Samson død og genopstået? En masse tid havde passeret siden hendes møde med ham og den rødhårede heks på kroen, og i al den tid havde hun vandret igennem skoven som et spøgelse. Som en tom skal og skyldbetynget. Hun havde ikke opsøgt Kravenoh med det samme, faktisk undgået ham. Hun vidste ikke hvordan hun skulle få fortalt ham om hendes ufrivillige forræderi. I al den tid, var Samson blevet dræbt? Og senere genopstået?

Damia bander indvendigt af hele den latterlige situation. Hvorfor kunne han dog ikke bare forblive død! Hvorfor skulle han absolut trodse døden. Forsigtigt går hun hen til Kravenoh og hvisker lavmælt, ”Er det rigtig at Samson er… har været død?,” Damia bider tænderne sammen og stirrer tilbage på den blå dæmon, som om hun ikke har lyst til at følge op på denne kommentar. Som er hun bange for, at hvis hun siger det, så ville det være sandt, ”Og nu genopstået?!”

Hun ligger ømt hænderne på Kravenohs arm og ser både bedende og fortvivlet op i hans mørke, alvorlige ansigt.
”Hvis han kan snyde døden, hvorfor skulle du nogensinde kunne besejre ham?!” Damia, opslugt af al den fortvivlelse og vrede, har ikke lagt mærke til at Zidiac indrømmer, at hun er Samsons slave. Pludselig bliver hun stille, og vender sit formørkede blik mod den blå dæmon. Hun går resolut hen til Zidiac og tager hårdt fat om hendes krystal kæbe, så hun er tvunget til at stirre ind i Damias instens grønne øjne.
"Hvordan kan han være i live? Det må du vel vide, Samsons slavetøs! Hvordan kan den mægtige Samson blive dræbt i det hele taget og så pludselig genopstå?,,

(Undskyld for det sene svar! Har været begravet i eksamen her de mange dage :( )