Den varme mad fra træ tallerkenen dampede op og gik lige i Angrods næse. Han stak lidt i det med træ gaflen og spiste lidt af maden. Ved siden af tallerkenen stod et stor krus mjød og et stort stykke brød som han havde fået med til maden. Hans sæk og bue, samt pilekogger stod op ad væggen ved siden af den lange bænk og kappen havde han lagt ved siden af ham på bænken.

Han kiggede op fra tallerkenen da den store træ dør blev smækket op og en højrøstende gæst kom ind og skreg efter et stort glas mjød. Dette var intet nyt syn for Angrod, da han havde været hos mange kroer og havde oplevet meget og dette var sandsynligvis heller ikke et nyt syn for kroværten. Han gjorde ikke mere notits af den nye gæst og rettede sit blik mod tallerkenen og den varme mad. Han tog en ordentlig luns af brødet og skyllede det ned med en stor tår af mjødet.

Ashas grønlige hænder greb ivrigt et mjødkrus, som det blev langet over disken, og hun smed et par krystaller på bordet, imens hendes øjne spejdede rundt efter en ledig siddeplads. Der var heldigvis masser at vælge imellem, da krostuen endnu ikke var særlig fyldt.

Med trampende fødder gennem krostuen fik hun endelig taget plads ved et bord og smidt rejsekappen ved siden af sig på bænken. Som hun sluprende gik i gang med at drikke af mjødkruset, faldt hendes blik på elveren, der sad få meter fra det bord, hun selv havde valgt at sidde ved.
En spidsøre.. Elvermanden lod til at gerne ville passe sig selv, som han sad med blikket mod sin tallerken, og Asha gloede uhøfligt på ham, imens hun sluprede videre af kruset. Det var ikke så ofte, hun så skovelvere, for de vovede sig sjældent ud fra deres dyrebare lindeskov, og de havde generelt meget lidt med Mørkets Hær at gøre.

Ned af trapperne fra en kroens billigste gæsteværelser, kom en rødhåret, og temmeligt høj, halvelver gående ned. Han gabte kort, og viste med al tydelighed at han nok først lige var vågnet. Det var ikke hvad man videre ville kalde normalt for staldknægten der ellers normalt ville have stået op ved en 5 tiden om morgenen, men med dragerne der lige var kommet i kontakt med Lysets Dronning, var alt langtfra som det plejede at være, hvilket også var grunden til at den unge mand først var stået op nu og var så langt hjemmefra. Et par andre af folkene fra borgen var også sendt med ham ud på den større opgave med at fragte en dælens dynge får og kvæg fra det ene sted til det andet. Den eneste grund til at han egentligt selv var med i gruppen var fordi de på hjemvejen skulle forbi en hesteavler og se hans heste an, for at se om de kunne bruges i krigen såvel som give godt og nyt blod til staldene.
Heste var og blev det eneste dyr som Askild ville have en ustoppelig viden om, avlsdyrene der skulle bruges til foder til dragerne var noget helt anet han langt fra så frem til at skulle arbejde med. Bare tanken om at skulle have de kæmpe skællede reptiler i de specieltbyggede stalde, fik det til at krible i hans skind.
Han håbede ved sine guder at han aldrig nogen sinde skulle komme på dårlig kant med nogen af dem, ikke om han ville risikere at blive ædt eller stegt levende.

Med en kort retten på sit hår sendte han et lige så kort blik rundt i krostuen inden han gik op til krofatteren og bestilte et måltid mad og et varmt krus mjød, så kunne han da varme sig på det og få energi af det indtil de andre var kommet ud af fjerene. Det var i den grad blevet sent før de havde set halmens og dynernes varme efter flere timers rejsen på hesteryg, hvilket også kunne mærkes i musklerne.

Angrod tog et par bidder af maden og lagde mærke til hvordan den højtrøstende ork kom trampende ned af gulvet. Han tog et par store slurke af mjøden og lagde mærke til at hun satte sig et par borde fra ham og begyndte at slubre mjøden i sig højlydt, i mens hun stirrede uhøfligt på ham. Utroligt hvordan folk skal kræve opmærksomhed på de mest underlige måder, tænkte han for sig selv og kiggede tilbage på orken. Han kiggede tilbage på den tomme tallerken, tog det sidste af brødet op og kørte det rundt på tallerkenen, spiste brødet og skyllede det ned med en stor slurk af mjødet.

Han vidste godt at dette sted ikke var et sted hvor elver opholdt sig mest, men som opdagelses rejsende så kommer man sådanne steder, og derfor kunne han godt forstå hvorfor orken gloede på ham, med mindre hun gjorde det bare for at pisse ham af, selvom det nok ikke var noget som ville lykkedes hende alligevel. Angrod var vant til det og havde besøgt denne kro utrolig mange gange og det var ikke første gang at folk gloede på ham, højst sandsynligvis fordi at han var elver. Så derfor lagde han heller ikke så meget i det at orken opførte sig så uhøfligt.

Ashas krus var hurtigt tømt, og hun tørrede mjødskummet væk fra bunden med bagsiden af hånden. Her var utroligt stille i kroen, og selvom hun til at starte med havde været glad for uforstyrret at sætte sig, ville hun alligevel foretrække, at der var mere liv omkring hende.
Hvor var alle slagsbrødrene og kortspillerne på denne her kro? Man kunne godt fornemme, at det var mørkere tider i landet.
På vej op mod bardisken for at bestille endnu et krus mjød, fik Asha øje på den rødhårede knægt, der netop var kommet ned i krostuen. Han var høj og ranglet, og der var noget over ham, der mindede hende en smule om elveren, der sad tavst i sit hjørne. Hun kunne dog ikke helt finde ud af, om han også tilhørte elverfolket.

Asha snusede kraftigt ind, som hun nåede hen ved siden af knægten, der netop havde bestilt mad. "Hva' er det, du har købt der, knægt?" spurgte hun med sin kraftige, ru stemme. Lugten af mad fik det til at gå op for hende, at hun var sulten.
Var man tilstrækkelig tæt på Asha, ville lugten af ork nok ikke hjælpe specielt meget på apetitten, men det lagde hun naturligvis ikke selv mærke til, da hun dagligt omgik Mok'garu-orkklanen.

Angrod greb fat i kruset og tømte det, han rejste sig derefter fra sin plads og spadsere op mod baren, med det tomme krus i hånden. Der var utroligt stille på kroen denne aften, det eneste larm som kom var fra orken, som allerede havde tømt sit første bæger og var på vej op efter et nyt, men havde på sin vej fundet et offer, for det som hun nu var gang i, så Angrod var sikker på at de delte samme mening; der skete alt for lidt denne aften.

Han nærmede sig baren, smed to mønter på baren og bedte om to store krus mjød. Han kiggede hen på orken, ”Lad knægten være og kom” sagde han i en rolig, men bestemt tone, ”Er du frisk på noget spil, terninger, kort? Her sker alt for lidt” Han skubbede det ene krus hen af disken, som i at mjødet var til den højtrøstende ork. Han tog et krus med terninger, kiggede på orken og spadsere ned mod bordet hvor han havde siddet hele aftenen.

Talion havde siddet over i et mørkt hjørne for sig selv og kiggede på det forskellige folk der var kommet ind og som var til stede på kroen, og lagt mærke til hver ting der havde blevet sagt og hvilke bevægelser der var taget. Foran sig havde han en tallerken med et stykke brød han sad og nippet til og hans vand beholder som også var på bordet. Grunden til at Talion var endt på kroen var at der havde være noget ballade på det seneste med nogle onde væsner, men det så ud til de ikke var der mere så Han vil bare sidde og tag et overblik over det hele, hans opmærksomhed var dog mest af alt på den høj råbende ork som med det samme havde fået Talions opmærksomhed fra det tidspunkt orken var trådt ind af døren, dog ville det undre ham hvis orken ville spille med elveren, for så hvidt jan kunne huske gik orker og elver ikke i spænd, men orken kunne jo overraske.

Talion Brugte ikke sin Lysets kriger uniform, det eneste han havde der vil signaler at han var en del af lysets var den amulet man fik, så ikke meget signalede at han var en del af lyset. en tjener kom hen forbi Talion og han viftede kort med hånden til hende, og sagde meget lavt "lidt mere brød" nærmest viskende til hende, da han ikke rigtig gad at ha at nogle skulle ligge mærke til ham.

Askild satte sig roligt ned med sin mjød og mad, skovlende den varme stuvning ind i kæften. Han var ikke ligefrem vant til at kunne tage sig god tid til sine måltider, selvom det lød noget så let at være en stalddreng lå der langt mere i det end bare at avle og fodre heste, hvilket oftest endte med at han tog lidt havre hist og der når sulten blev for meget indtil han kunne holde fri, hvor meget fri det så end var når man nu engang nærmest boede i staldene, i bygningen ved siden af, tiltænkt tjenestefolk og andre folk der dagligt omgikkes på paladset.

Lugten fangede hans opmærksomhed før lyden af orkens stemme idet hun satte sig ved ham. Han skyllede stuvningen ned inden han tørrede sig for munden med sin trøje. Da han var udenfor paladset og byens beskyttelse var han i normale bondeklæder, ikke ligefrem noget der stak ud og afslørede ham som værende arbejdende for lyset.
'' Stuvning og varm mjød. '' Lød svaret kækt tilbage, selvom han endnu ikke var helt vågen var der intet galt i opmærksomheden eller kækheden.
Han skævede over imod elveren, det var sjældent han så dem og de ikke var i byen grundet højtidelige selskaber eller møder ved højtstående folk i byen. Selvfølgelig kunne elveren være på vej til netop dette, men han lod til at virke mindre snobbet end så mange af de andre han havde mødt, ikke at det plagede ham at de var så selvhøjtidelige.

En mindre bevægelse fangede hans opmærksomhed henne i et af hjørnerne, han skævede kort derhen mens han fortsatte sit måltid. Var det ikke en af Lysets Krigere+ Han valgte dog at lade som om han ikke kendte manden, han kunne jo sagtens være ude på en mission og han var jo selv kun en staldknægt, omend han mente at han flere gange havde givet lige akkurat denne kriger en hest at ride på gennem flere år mens han arbejdede i staldene, samt et par kække ord på vejen. Sådan var halvelveren nu engang. Venlig og kæk overfor alt og alle, og skulle da altid lige tage en sludder for en sladder hvis der var tid for det når han gav krigerne deres heste og hjalp dem op i sadlen. De var efterhånden en del af hans hverdag, om de overhovedet bed sig fast i deres hukommelse om den ranglede og rødhårede knægt, med den mistede tand, var dog ikke helt til at sige.
Blikket faldt igen på et sted mellem orken og elveren.
Nysgerrigheden var, for ham, stort om dette mystiske folk, som hans biologiske mor efter sigende skulle være kommet fra.

En rolig, bestemt stemme lød bag Asha, der vendte sig fra knægten med sin mad, og nedstirrede spidsøren, der var kommet til undsætning. "Jeg spurgte bare, hvad han spiste.." svarede hun vrissent. Hun livede dog lidt op, og afslørede sine gule tænder i et bredt grin, da elveren foreslog en omgang terningespil. Det var ikke ofte, man mødte en af hans slags, der ville have noget med hende at gøre.

Hun nikkede til Askild og snusede igen ind, for at lugte maden én gang til. Jo, hun var bestemt blevet sulten. "En tallerken stuvning og et krus mjød mere!" Halvråbte hun, idet endnu et par krystaller blev smidt til kroværten. Det gjorde hende ikke noget at bruge penge, for at være Mørkets Kriger betalte sig ganske godt.

"Skal du være med til terningespil?" Hun klappede Askild let på skulderen, før hun med sin mad og drikke i hænderne gik gennem krostuen og slog sig ned ved elverens bord. Igen blottede hun tænderne i et bredt grin: "Tror du, du kan slå mig, spidsøre?" spurgte hun med en hæs latter.
Hendes blik faldt pludselig på en person, der sad i et halvmørkt hjørne. Hun havde ikke bemærket ham før, og han lod da også til at ville undgå opmærksomhed. Hun stirrede et øjeblik på han med sammenknebne øjne. Var han en form for spion, eller brød han sig bare ikke om selskab?

Angrod kiggede ned på stalddrengen som skovlede den varme stuvning ind og kiggede tilbage på orken som nærmest sugede næringen ud af knægtens mad. Smilet med de gule tænder i orkens mund var ikke til at tage fejl af, og det var nemt at se at orken var frisk på et spil, det ville også være underligt hvis en ork ikke var frisk på et godt spil. Han greb et bærger terninger, inden han forsatte ned til bordet. Han kiggede på orken, ”Selvfølgelig kan jeg slå dig, du er ikke den eneste jeg har spillet terninger med før”.

Han satte sig ned ved bordet og rystede bærgeret et par gange og smækkede det ned i bordet og kiggede på orken, ”Hvad spiller vi, jeg ved ikke hvad orker plejer at spille?”. Han kiggede efter knægten og ventede på at han måske skulle rejse sig, Angrod havde ikke hørt hans svar på orkens indbydelse til dette spil terninger. ”Vi skal vel også have lidt at spille om” sagde han friskt og kiggede ned i sin lille pung og fandt et par mønter og smed dem ind på bordets midte.

Talion så at en af de tre personer som var samlet tæt ved hinanden lignede en af de staldknægte som havde givet ham en hest i tidernes morgen på Pallaset, han så at knægten kort kiggede over på ham og Talion rystede med det samme meget lidt på hovedet til knægten sådan han skulle forstå at han ikke skulle hilse på ham hvis han havde opdaget at det var ham.

Det kom som en lille men alligevel store overraskelse at orken og elveren begynde at spille sammen, det fik ham blot til at holde mere øje med dem ind han gjorde før.
Talion vidst ikke om elveren kunne noget eller om han bare havde det hele i munden, eller hvad den mystiske ork kunne og han tænkte mere på om der vil komme ballade hvis orken tabte. Men en ting var sikkert der var et eller andet som ikke hele passet her på kroen, godt nok var der stille men den form for stilhed med disse personer, noget var galt og han havde på fornemmelsen at han måske ville finde ud af det.

Da orken vende sit blik over på Talion vidste han ikke om orken vidste hvem han var, eller det bare var en refleks men Talion holde blikket på orken og havde sin ene hånd om bag ryggen hvor han bue var gemt og var klar hvis der skulle ske noget, men fjernede hånden fra buen igen da orken blik blev fjernet fra ham.

Over ved et bord ikke særlig langt fra Talion sad Darmir, han sad med en mørkeblå rejse kappe over sig med hætten oppe, plus han er lidt svær at se da han er dværg og bordet foran ham var dækket af 25 tomme mjød krus som han havde drukken. han hikkede og kaldte efter tjeneren "engang lammekøl og brød tak".

Darmir havde siddet og fuldt med i hvad der for gik inde i krostuen, den eneste han vidst, havde kendskab til at han sad da var Talion hans bedste ven, som han kom ind med og tjeneren. hans interesse blev dog vækket da orken og elveren begynde at spille terninger, da han er lidt af en gambler.

Han opfangede også et blik fra orken som kiggede over på Talion som han havde set havde gjort klar til kamp så Darmir løftede sine økser op på sit skød, han vinkede så tjeneren hen for at hente alle de tomme krus.

Han skævede til krigeren i hjørnet og bemærkede det lille rysten på hovedet. Han havde opfattet det, manden behøvede da ikke få ham til at forstå det på sådan en måde, omend det nok mere var for en sikkerhedsforanstaltning for krigeren selv. Typisk minglede han kun med krigere hvis de selv lod til at have brug for lidt opmuntring eller en sludder for e sladder, lækker mjød, men når de som denne sad alene for sig selv i et hjørne gjorde de klart udtryk af ikke at ville forstyrres, hvvilket han accepterede fuldt ud.
Askild hævede let det ene øjenbryn ad orken da hun bstilte akkuat det samme som han havde haft.
Troede hun at han ville betale forhendes måltid også+ Han så kort misfornøjet ud, inden hans opmærksomhed igen blev fanget af terningerne og orken. Hun stank fælt, men da han så ofte arbejdede med mødding var det ikke noget han tog yderligere til sig, der var trods alt altid lugte der ville være mere fæle end de andre.
'' Jeg er med, men hvad skal vi spille+ Lyv+ '' Han færdiggjorde sit måltid, tørrende igen sne læber i ærmetsom han satte sig over til elverens bord med sit krus mjød, men valgte dog at holde en form for distance, velvidende hvor snobbede folket kunne være selvom denne ikke virkede sådan kunne det jo altid blot være en maske for at få noget andet, hvad vidste han dog ikke.
Stærke fingre gled ud efter et par terninger og rullede dem kort over bordet, dækkende over dem så han selv kunne se dem men ingen andre. Han så på de to.
'' Det er meget simpelt, men man kan komme en lang vej med det. man ruller 3 terninger, også skal man enten lyve eller sige overfor en anden om hvor mange terningeøjne der er. det højeste kan værre 18. Hvis man tror en lyver råber man lyv, og hvis personen har løjet har han tabt, men hvis han ikke har løjet om sit antal kan han fortsætte indtil der kun er to tilbage, den der taber der vil være den ultimative taber der giver en omgang.. Eller sådan er det i nattetimerne, jeg ved ikke hva vi ska spille om her. ''
Det var tydeligt at han havde spillet spillet mange gange før.
Blikket gled eftertænksomt til de to.

Ashas hænder var hurtigt dykket ned i hendes slidte læderpengepung, og hun smed friskt et par krystaller på bordet foran elvermanden. Det gjorde det altid en anelse mere spændende, når der var penge på spil.
Hun begyndte hurtigt at skovle maden i sig, som om, der var nogen der kunne finde på at snuppe den fra hende. Ud af øjenkrogen fangede hun en bevægelse, og hendes lilla øjne hvilede et øjeblik på dværgen, hvis hænder var i færd med at løfte et par økser. Hun gloede på ham et øjeblik, men anså ham ikke for en videre trussel - de sad trods alt midt i en lun krostue, og atmosfæren var ganske fredelig.

Hun skulle til at åbne munden for at foreslå et spil, men nu sluttede knægten fra før sig til dem ved bordet. Hun nikkede kort, da han foreslog spillet 'lyv' - det lød nemt, men han lod til at være en erfaren terningespiller, så hun gjorde klar til at koncentrere sig fuldt om spillet: "Jeg er frisk - du starter, knægt. Og vi andre har allerede smidt penge på bordet.." sagde hun, nikkede mod krystallerne og så forventningsfuldt på den rødhårede.
Hun skubbede sin tomme tallerken fra sig, og fremdrog en lille, men drabeligt udseende kniv, som hun skødesløst gav sig til at rense sine tænder med.

kunne han faktisk bare sidde og slappe af, han så stadigvæk over på orken, normalt mente han at orker ikke var til at regne med når alt kom til alt men, den ork sad blot og morede sig og var social, og det var det der mest tog hans opmærksomhed ved bordet hvor der skulle spilles, og blot det at orken tog krystaller op og smed på bordet som indsats, gjorde også en del for orker var da ikke et væsen der var godt udrustet med penge.

Så alt hans opmærksomhed lige nu var rettet på hende, ikke engang hans dværgen som sad over ved et andet bord så han, og det værste var at han ikke vidste at det var en bekendt der sad der over, men dog havde han heller ikke tid til at sidde og sludre, for en ting der var sikkert og det var at han tog sit job meget seriøst.

" hvad har du tænkt dig ork???,,,,,hvis bare jeg vidste det " mumlede han for sig selv sådan kun han kunne høre det.

Han rakte ned i sin tyndslidte pung efter nogle ravstykker. Det var ikke ligefrem alverdens man tjente som staldknægt, end ikke i paladsets stalde.. Måske han burde snakke med sin øverestående om en lønforhøjelse nu de stinkende drager var kommet ind i de større stalde der var blevet bygget ved siden af hestenes.? Med flere dyr og kæmpe reptiler at passe ville det da vel være forståeligt nok at det krævede mere i løn, ikke?
Han kløede eftertænksomt sin kind, hvor små skægstubbe viste sig, tydeligt at han ikke havde barberet sig i længere tid.

Derefter løftede han terningebægeret og rystede, lod bægeret falde på bordet imens han dækkede til så de andre ikke kunne se antallet af øjne. 3,2,2
Bægeret blev lukket ned igen som han så på de to andre, med sit bedste pokerfjæs. " 11. " Nu var det at se hvor svært det ville være, disse var trods alt ikke nogen han havde spillet imod før og derfor kendte han ikke til hvor gode de var til af aflæse kropssprog eller gætte for den sags skyld.

"Kors i hytten, hvem skal man tæve her omkring for at få sin ædelse" sagde Darmir, måske lidt højere end han lige ønskede. han kiggede rundt for om de andre i kroen havde hørt ham. han vendt sig så mod et par trubadurer og kastede et par krystaller til dem og sagde "spil noget musik, skab noget stemning".

Trubadurene var begyndt at spille en godt festlig rytme, med sang, fløjte, trommer og lut.
Darmir rejste sig op og gik ud på et ryddet stykke gulv, hvor han med mjød i den ene hånd begynde at danse og synge til musikken.

Ved et tomt bor tættest på pejsen, kunne man ane en skikkelse. En skikkelse der endnu ikke var tydelig nok til at blive genkendt. Det var Ulairi der var i gang med at gøre sig fysisk. Han skulle lige sikre sig at der ikke var fare på færde inden han kom frem.

Han kiggede kort rundt på alle dem der sad inde i krostuen. Først fik han øje på dværgen der dansede, hvis man da kunne kalde det det. Derefter fik han øje på de tre der skulle til at spille terninger. Det kunne være sjovt at drille dem lidt tænkte han kort, men besluttede sig for at bare side der og være ude af syne. Han havde ikke den store løst til at forstyrre nogen, ej heller ville han have noget stor kontakt. Han havde blot brug for lidt hvile og varme.

Asha stak kniven tilbage i bæltet og lænede sig ind over bordet, imens hun med smalle, undersøgende øjne betragtede den rødhårede knægt. Tanken om, at sådan en knøs skulle overvinde hende i terningespil, var bestemt ikke noget, hun var interesseret i, og hun brugte en rum tid på at beglo ham. Løj han for hende?
Langsomt lagde hun armene over kors, lænede sig tilbage igen på bænken og nikkede langsomt. "Jeg tror på dig," sagde hun endelig. Hun skævede til elveren, der ind til videre havde været tavs.

Hendes opmærksomhed blev dog øjeblikkeligt i stedet fanget af dværgen, der kom med et lettere højlydt udbrud. En festlig musik brød ud og pludselig var dværgen syngende og dansende på gulvet. Ashas læber skiltes i et bredt grin, som hun betragtede ham: endelig var der noget underholding i krostuen!
Hun slog i bordet så mjødkrusene nærmest hoppede og hujede af dværgen. Som hun kort kiggede rundt på de andre gæster, syntes hun, at hun anede omridset af en mand ved pejsen.

Talion så på den nye tilkommen men intet ved den person virkede forkert, han så kort over på dværgen som var begyndt at stille sig ud på gulvet for at danse, han rystede kort på hovedet af dværgen men kunne dog ikke lade være med at komme med et smil som dog var godt skjult bag hans hætte.

Talion vente blikket væk fra dværgen og rettede det over til bordet hvor orken sad, han kunne dog ikke forstå denne ork ikke havde lavet noget der var værd at gribe ind med, måske var det bare fordi at dette var kroen, eller måske så var denne ork virkelig ikke ude på ballade eller på nogen måde en der lavede ballade, måske han bare spilde hans tid her ved blot at sidde og holde øjne med hende, han besluttede sig derfor at give det nogle en time mere før han nok var nød til at smutte, så han bestilte noget mere brød og sad blot og nipsede til det.