Af en eller anden årsag, troede hun ikke helt på hans ord om at der ingen skade var sket, til trods for at han skjulte det godt. Han så ikke ud til at komme med nogle ansigtsudtryk hun umildbart kunne læse, men hun var stadig ret sikker på at det ikke bare var som at få et lille stykke træ i fingeren! Det var trods alt en pil.
Men hun måtte indrømme at han havde is i maven, som han bare hev pilen ud. Det så ret smertefuldt ud, og ikke noget han ligefrem så ud til at nyde. Hvilket i sig selv også var ganske klart. Dog blinkede hun nogle gange og fjernede blikket som han spurgte ind til hvad hun havde tænkt sig at gøre i morgen.
”Jeg har en grotte jeg plejer at befinde mig i. Den ligger langt herfra. Det er så langt ude, at der normalvis aldrig kommer nogle væsner, så det er ikke nødvendigt for mig at være lænket.” svarede hun, som hun kiggede væk fra ham. Hun var ikke tilfreds med at være varulv. Hun hadede at hun skulle udsættes for den smerte. Og her mente hun ikke den fysiske smerte ved forvandlingen hver fuldmåne, eller når hun bestemte sig for at hendes ulveform var praktisk. Nej, det var smerten ved at man ikke hørte til nogle steder. At man var til fare for alt og alle, og man automatisk skubbe alle væk, som man bare holdte en lille smule af. Ikke at hun havde nogen tilbage rigtig. Alle hendes familiemedlemmer var for længst borte. Med mindre hendes far havde flere uægte unger rundt om i Krystallandet, var hun faktisk ret alene. ”Men muligheden er der. Hvis jeg fornemmer at nogen er i nærheden af bjerget, lænker jeg mig fast til klippevæggen inden fuldmåne.” normalvis fortalte hun aldrig noget om sig selv. Og specielt ikke til fremmede. Men han vidste jo allerede hun var varulv, og han vidste jo ikke hvor grotten lå, så hun følte sig ikke truet.

Miranda rynkede brynene sammen og vendte blikket mod ham. ”Øhm, ganske præcis.” hvilket var rigtig. Hun var meget præcis med sin evne, men de tre meter og hvorfor hun skulle sende is mod ham, var hun ikke helt klar over. ”Men hvorfor skulle jeg skyde is efter dig? Det kan vel umuligt hjælpe på såret.” spurgte hun undrende og gik tættere på ham. Han var begyndt at bløde lidt mere kraftigt efter han havde taget pilen ud. ”Det ville nok være mere ideelt at standse blødningen.”

han kunne ikke lade være med at smile lidt " fornuftigt men en god ide er at lænke dig fast hvis du spørger mig " han så hvordan blodet løb ned af ham, hans blik blev igen vendt til hende " is kan stoppe blødningen men hvis du har en bedre måde er du velkommen til at sige eller vise mig det " lige nu mest af alt havde han bare lyst til at stoppe blødningen, men jo mere blod han mistede jo svagere blev han, og en svag vampyr ville ikke være godt.

toretto kunne ikke rigtig finde ud af om denne varulv var ked af at være ulv eller hvad det var, selv han var glad for at være vampyr men dog ønskede han at blive menneske igen, men lige nu var det en gave de evne han havde hjalp ham meget, og han var nok den stærkeste person i live indenfor en kamp på 3 meter.
men lige nu kom det ikke så meget an på styrke, han var såret hun var ikke, hun vil snart kunne dræbe ham uden hendes evner hvis han blev ved med at miste blod. en tanke kom frem i hans hoved gad vide om hun kende til hans evner, nu når han kende til hendes, eller den ene gjorde han.

Toretto skulle til at rejse sig op men en lille smerte fik ham til at sætte sig ned igen, hvor efter han så op på hende " hvis de andre mænd kommer her hen så løber du så skal jeg nok holde dem tilbage, men lige nu tror jeg ikke de kommer jeg kan nemlig ikke hører eller lugte dem, men lov mig du stikker af hvis de gør " hans blik var et helt andet på hende nu.

”Det er ikke rart at være lænket fast som et andet dyr. Hvordan ville du havde det med at være lænket fast til en mur?” Hun vidste godt at det også var det sikreste for hende, så hun ikke angreb de forkerte og derved fik en masse på nakken og muligvis måtte lade livet. Hun brød sig bare ikke om at være lænket fast. Så det havde ikke været hver gang hun havde gjort det.
”Isen vil hjælpe ja, men du vil få forfrysninger hvis den sidder der for længe, eller det er for store mængder.” svarede hun og vidste godt at det var tid at gøre noget, med mindre han der vitterligt skulle miste alt sit blod. Hun gjorde som han sagde og gik 3 meter væk fra ham. Her vågnede hendes sporingsevne op på ny og det var næsten som når en blind fik synet tilbage, så mange ting opfangede hun igen. Hun rystede hovedet lidt forvirret inden hun rømmede sig. Miranda kørte roligt sin hånd rundt i luften, så fugten samlede sig om hendes hånd og is kom frem i hendes hånd. Der var ikke meget, men det var nu kun fordi det ikke var nødvendigt at frembringe store isklumper. Det var et aflangt stykke, der tyndt nok til at gå ind i såret. Hun gik tilbage imod ham og satte sig ned på knæ foran ham, således hun nemmere kunne hjælpe.
Miranda kiggede på ham, for at forsikre sig at han var klar over hvad hun gjorde, inden hun tørrede noget at blodet væk med hendes ærme. Hun satte derefter iset ind og måtte også presse det lidt ind, hvilket nok ikke var videre behageligt, men ret nødvendigt. ”Det skal ikke sidde i lang tid, for så kommer der forfrysning. Men det vil hjælpe som en start.” sagde hun roligt, og tog fat i sit ærme og rev det derefter af, så hun kunne bruge det til forbinding. Hun fik det revet over til lange strimler ret hurtigt, og vendte fokus tilbage til såret. Isen var allerede begyndt at smelte igen, men det skulle ikke side voldsomt meget længere. ”Det kommer nok til at gøre lidt ondt.” sagde hun og tog fat i den nu tyndere isklump og tog den ud. Det ville ikke være lige så smertefuldt som da hun stoppede den ind, men det ville heller ikke være behageligt.

At han ret hurtigt kom ned at side igen, efter sit lille forsøg på at rejse sig, undrede hende ikke ligefrem. Et lille skævt smil kom frem på hendes læber, men faldte hurtigt over i alvorlige folder som hun begyndte at sætte forbindingen på. ”Det kan jeg ikke love dig. Jeg har ikke tænkt mig at efterlade dig alene. Du er skadet..” svarede hun blot, og man kunne godt mærke noget stædighed i hendes stemme, som at hun ikke ligefrem var nem at få til at skifte mening. Hun fik bundet forbindingen færdig, og kiggede op på ham. Det var muligt for hende at se hans øjne nu hvor hun sad ned og han derfor var højere oppe end hende. Han så dog anderledes på hende end før. Miranda var bare sikker på at det var smertens skyld. ”Det er bundet stramt til, og det er ikke det bedste forbindingsmateriale. Men det er det eneste jeg har, og det skulle stoppe den resterende blødning.” sagde hun, uden at fjerne blikket fra ham.

Han nikkede til hende forståligt han forstod hende udmærket " siger heller ikke det er behagligt, men for din egnen skyld " ide hun begyndt sin magi for at hjælpe med såret smilte han, da isen ramte kunne han mærke smerten i kroppen men man kunne ikke se det på ham, selvom det gjord ondt havde han oplevet langt slemmer smerter der gjord mere ondt så hans smertegrænse var meget høj.

ide hun kommer tættere på ham fik ham til at fokusere mere på hvad hun fortog sig på ham, da hun tørrede blodet væk fra ham så han hende direkte i øjne " af en mand der for noget tiden siden har kastet dig ind i et træ tager du det meget pænt, det var ikke meningen at det skulle ske" det var det tætteste hun kom på en undskyldning fra hans side af.
et lille smil kom frem da hun sagde hun ikke ville forlade ham hvis det var. " ja jeg er skadet men jeg vil sagtens kunne give dig et godt forspring uden at jeg selv dør, så lov mig det "

Hans blik var som sagt på hende hele tiden og da hun også kiggede på ham, vidste han at hun nok ikke var ude på hævn. han så på hendes hår hvor efter han tog hans hånd op til hendes hår for at mærke det, hvor efter han kørte hans hånd ned af hendes kind, alt det imens hans øjne stadigvæk vilede i hendes, han lænede sig stille i frem imod hende, allerede når hun var på afstand kunne han lugte hende, men tæt på blev hendes lugt hurtigt til duft.

Miranda sukkede bare som svag og valgte at lade den ligge der. Hvad skulle hun ellers sige til det? Hun vidste det var for hendes egen skyld, men hun hadede virkelig at være lænket fast. Men sådan var det vel bare med nogle væsner. De foretrak at være frie hele tiden, og Miranda var et af de væsner.
Et lille grin forlod hende, som han kommenterede det med træet, og et smil forblev på hendes læber. ”Jeg vil ærligt indrømme, at det kom lidt som et overraskelsesangreb! Men du reddede alligevel min røv inde på kroen. Så et lille puf ind i et træ i ny og næ, kan jeg vel godt overleve.” svarede hun roligt, som hun arbejdede videre. Det havde ikke været videre behageligt, det ville hun godt indrømme. Og hvis ikke det havde været fordi mændene var kommet mod dem kort til efter, havde hun nok også været langt mere gnaven og muligvis enten stukket ham en flad eller bare være gået, så han kunne passe sig selv. Det havde nok mere været det sidste. Men sådan havde situationen ikke lige udformede sig.
Miranda sukkede og rystede på hovedet. ”Jeg er stærkere end du tror. Finder de os, så bliver jeg her. Der er større chance for at komme nogenlunde helskinnet herfra hvis vi er to end hvis du efterlades alene.” hun havde sat sig i hovedet at hun ikke gik fra ham mens han var skadet. Hun var fandens stædig, og det var hun heldigvis også selv klar over.

Miranda kiggede lidt undrende på ham, som hans hånd ramte hendes hår og videre ned af hendes kind. Hun var langt fra vant til at nogen rørte ved hende, og specielt ikke så roligt eller i nærheden af hendes hoved. Det var ærlig talt helt uvant og hun sad nærmest som stivnet over det. Hun kiggede bare på ham som han kom tættere på og flyttede sig ikke det fjernest. Nok mest fordi hun egentlig var stivnet og faktisk slet ikke var klar over hvad filan der foregik. Miranda havde været van til at være helt og aldeles alene fra hun var seksten år gammel, og dem hun umildbart brugte tid sammen med nu, var varulve som hende selv, og ikke ligefrem nogen som kom tæt på hende. Måske var det fordi hun grebet off guard, at hun ikke reagerede. Men hun var ikke helt sikker på, hvorfor hun ikke flyttede sig, som hun ville havde gjort i alle andre tilfælde.

Toretto lyttede til hende og han kunne fornemme at udenset hvad han sagde var hun stædig og hun vil blive ved ham hvis det kom til stykke, sødt var det på en måde, men nu var han ikke den person der tænkte i de tanker " nuvel så pyt, men lige nu kan jeg ikke hører dem eller noget. hans hørelse fejlede intet men hans lugte sans var svækket på grund af hendes duft, men så vidste han at hun ville fornemme det hvis der kom nogen.

han smilede lidt til hende " du burde vide jeg er en vampyr og os vampyr kan man aldrig vide sig sikker på jo " smilede han drilsk men også seriøst. hans hånd som var på hendes kind kørte ned af den imens han rykkede sig tættere på hende, hans læber var max 2 cm fra hendes. " det er utroligt af tænke på at jeg er så tæt på dig som jeg er uden at der ikke er nogen form for fare " sagde roligt, ide han vidste at han vil gøre det uventet og nok vil blive straffet for det hvis hans dronning fandt ud af det, men lige nu var han herren over sig selv og han bestemte selv hvad han fortog sig, og det ville han gøre fra nu af og ind til hans dronning vil kalde ham hjem, men hende her vil kunne forandre hans liv mere ind han vidste og nok også mere ind hun vidste.

Toretto kunne fornemme at hun ikke var vant til kontakt, men hvis hun ikke vil have det måtte hun sige fra. han slikkede hende kort på læberne inden han kyssede hende på munden blidt, mest af alt for at se om hun bare vil stikke ham en flad, eller for at være led slå ham i såret, men det vidste han ikke for ligesom en vampyr så var en varulv heller ikke til at regne med.
men mest af alt så var hun lige nu stærkere ind ham, men hvis han skulle dø nu så vil det være okay at dø til hende, så han ville føle at han fik noget ud af det.

Det føltes heller ikke som om de var i nærheden. Ikke at hun var så sikker som hun plejede, for hun kunne ikke lugte eller høre lige så meget som hun var vant til. Hendes hørelse og lugtesans fejlede skam intet! Men de var bare ikke så gode, når hendes evne var inaktiv. Det var noget hun i hvert fald skulle vænne sig til. Miranda løftede blot et øjenbryn, med et smil på læberne. ”Nej, det har jeg ladet mig fortælle at man ikke kan.” svarede hun tilbage, med den samme lette form for drilhed, og dog også alvorlig og seriøst, for Miranda vidste udmærket at man ikke skulle løbe om hjørner med vampyre, og at de nemt kunne vende på en tallerken. Uforudsigelige væsner som man ærlig talt ikke var til at regne med. Men det var varulve vel egentlig også, nu hun tænkte over det. Så måske var der ikke så fandens stor forskel på racerne alligevel, selvom det føltes som om der var flere mils forskel. ”Og hvad får dig til at tro at jeg ikke bider?” svarede hun roligt tilbage, men mærkede godt at det føltes helt anderledes at han var så tæt på hende, og at hun mirakuløst ikke flyttede sig. Men hun regnede heller ikke med at han nu kom tættere på, men bare drillede hende lidt. Det var ikke spor nemt for Miranda når hendes evner var inaktive, der var så mange signaler og oplysninger hun gik glip ad! Og hun fatter simpelthen ikke hvordan normale mennesker kan leve med så nedsatte evner indenfor eksempelvis hørelse og lugtesans!

Mirandas øjne blev større som han slikkede hende hen over læberne og bagefter kyssede hende. Miranda var sikker på at hendes hjerte samtidigmed forsøgte at slå hende ihjel, ved at lave mærkelige krumspring og springe slag over. Det var i hvert fald sådan det føltes. Hun havde overhovedet ikke været forberedt på at det her ville ske! Og hun var lamslået over at han gjorde det. Ikke sagt, det ikke var behagelig, men det var ikke lige hendes hovedfokus lige nu. Lige nu var det alle de mange hundredvis af tanker der spænede rundt i hendes hoved. For det første, var ham vampyr! Allerede der var den helt gal i byen! De havde lige mødt hinanden. Dog skal det siges at det ikke altid er en undskyldning at man blot lige har mødt hinanden. Men det var en faktor! Miranda fik løftet hånden, egentlig gjort klar til at give ham en syngende lussing for hvad han havde gjort, og det var også tæt på, men alligevel gjorde hun det ikke. Og det var tydeligt at se forvirringen i hendes øjne. ”Hvorfor gjorde du det?” fik hun alligevel sagt, meget roligt og stille. Man kunne ikke særlig tydeligt høre underen og det meget lille knæk hendes stemme lavede. Det her var rent følelsesmæssigt, voldsomt underligt for hende!

Toretto smilede endnu engang det var som om at vært ord hun sagde fik ham til at smile, " du bider bare " sagde han og blinkede til hende, hendes måde at tackle det hele på var nok mest som ventet, at kysse hende var dumt det var det bestemt, men han havde gjord det og han fortrød det ikke og om hun vil have givet ham en lussing eller noget det havde han overlevet, " hvorfor, normalt vil mit svar være jeg gør hvad der passer mig men du fortjener et svar, ser du at hjælpe mig med mit sår plejer jeg ikke at lade folk gør, men dit hår dit ansigt der er noget ved dig der forfører mig til at gøre ting jeg ikke normalt gør, og hvis jeg skal være ærlig så vil jeg have slået dig ihjel, men jeg kan ikke få mig selv til det på grund af dig, du gør noget ved mig jeg ikke kan forklare, men jeg lover dig at det ikke sker igen " svare han inden han rykkede sig tilbage, og fjernede blikket fra hende og tog hatten ned foran øjne igen.

Han havde trodset alt han gik ind for, men han havde sat sig på hende om hun vil det eller aj så ville han blot kun kysse denne ulv, og det var han nød til om det så blev sidste gang så var det bare det men at sætte sig på en person var det han havde gjord, også selvom den anden person ikke gengælde den følse eller hvad man kalde det.

Han så på hans skulder hvor efter han rejste sig op " men tak for alt rødeulv, havde ikke regnet med denne dag skulle ske nogensinde, og slet ikke denne dags handling men jeg fortryder intet, kun det med træet " han duftede den sidste duft af hende inden han tog hatten godt ned og gik stille afsted med retning imod byen, normalt ville han have brugt sin hurtighed til at komme afsted men han var skadet og vil spare på energien, hvis han nu skulle støde ind i problemer. han var blot noget to meter fra hende før han stoppede og vende sig om og kiggede på hende en sidste gang.

Miranda var heller ikke ligefrem vant til at folk var så hudløs ærlige når hun stilte dem et spørgsmål, og det kom skam også meget bag på hende, at han svarede så stilfærdigt som han gjorde. Han var virkelig den mest anderledes vampyr hun nogensinde havde mødt. Normalvis ville hun ikke engang havde ladet en vampyr komme så tæt på hende, som blot at røre hendes arm. Og nu var hun lige blevet kysset af en. Ville hun ligge søvnløs over at være blevet kysset af en vampyr. Ikke et sekund. Hvorfor hun ikke ville fortryde det, som hun måske burde, havde nok meget at gøre med, at han på en eller anden måde også havde en særlig effekt på hende. Hun så roligt på ham, som han talte og kom ikke med nogen indvendinger. Hun lyttede bare og kiggede på ham.

Hun kiggede op som han rejste sig, og som han gik stille afsted fik hun rejst sig og rynket brynene sammen, måske en kende anelse forvirret og usikker på hvad hun skulle gøre. Hun tog en indånding, som skulle hun til at sige noget, men hvad skulle hun sige? For første gang, vidste hun faktisk ikke hvad hun skulle sige i en given situation. ”Vent.” kom der så pludselig fra hende, som hun kiggede på ham. Han var lige stoppet og havde vendt sig mod hende igen, for at kigge på hende. Hvordan kunne han bare gå? Det.. jamen, det kunne han da ikke bare gøre.
Hun ville egentlig have sagt meget mere, men en halvdel af hende stoppede alligevel hende selv. Måske var det sikrest at de bare gik i hver sin retning nu og ikke stødte ind i hinanden igen. Men hvor brød hun sig alligevel ikke om den tanke? Hun havde ikke regnet med at skulle se ham igen efter kroen, og selvom han havde haft en anden effekt på hende, end andre nogensinde havde haft, var hun stadig sikker på, at de nok ikke ville se hinanden igen efter denne aften. Men hvorfor føltes det så så forkert at han bare gik midt i det hele. Mændene var stadig ude i skoven, eller det gik hun ud fra at de var. Men det var heller ikke fordi hun betvivlede at han kunne klare sig igennem det. Hun ville bare ikke helt have at han gik lige nu.

Miranda valgte i hvert fald at gøre noget, som for hende var meget urationelt og uvant. Hun havde med hurtige skridt bevæget sig hen til ham igen, og det var ikke helt nemt at tyde på hende om hun havde lyst til at slå på ham eller hvad det egentlig var hun havde tænkt sig. En del af hende var faktisk heller ikke afklaret med det, før hun stod foran ham igen. Hun tog fat i hans trøje, og uden at give sig selv lov til at tænke, eller ham videre lov til at reagere, kyssede hun denne gang ham. Det føltes ligesom da han kyssede hende, bare at hun denne gang selv var forberedt. Det var den følelse af at det var forbudt område. At hun faktisk slet ikke burde gøre det her, og faktisk ikke engang burde røre ham med en ildtang. Og alligevel føltes det ikke forkert at gøre det. Meget selvmodsigende, men faktisk kunne hun godt lide det.
Hun slap ham igen og bakkede lidt tilbage. ”Jeg regner ikke ligefrem med, at jeg nogensinde ser dig igen.. Så tænkte at jeg lige ville prøve det igen en sidste gang.” svarede hun ærligt, som hun bakkede videre, og kom med et lille skævt smil, inden hun drejede rundt for at gå videre ind i skoven.

Toretto som lige skulle til at vende sig om og gå vende sig om ide hun sagde vent, hans blikket var rettet på hende han vidste på ingen måde hvad der vil ske vil hun slå ham dræbe ham, hvad som helst løb igennem hans tanker men han var klar. men det der skete var han ikke klar på men nød det til gengæld da hun kyssede ham det korte tid det tog.
han lyttede til hendes ord og da hun vende ryggen til ham og var på vej ind imod skoven, gjorde han det han var nød til at gør.

Han brugte sin hurtighed til at komme hen lige foran hende, hvor efter han tog begge hans hænder op på hendes kind og kyssede hende mere intenst nu, han slap kysset efter et par sekunder og så på hende " jeg kunne spørger dig om det samme, men mit behov er ikke at vide hvorfor, din begrundelse er ikke nok for mig, jeg kan mærke at vi på en måde har en bånd enden til at slås eller det omvende, så har ikke tænkt mig at lade dig gå, men når tiden er inde til vi går hver til sit, vil jeg finde dig igen tro mig" som hun sagde senere når man først havde mødt hende så ville det være svært at give slip på hende, og det var faktisk sandt.

Toretto vende sig kort om for at se retningen hun havde taget sig, han så på hende igen et slag lussing eller noget vil være forkert af hende nu at gøre, det kys hun gav ham gjorde det på en måde både positivt og negativt, for det negative var at det var forbudt, toretto havde aldrig hørt om en varulv og vampyr der kyssede, men det positive var han havde sat sig på hende og kun hende, men hendes kys kunne blot have været et kys fordi hun regnede med ikke at se ham eller noget helt andet, han vidste virkelig intet om denne varulv intet, andre varulve vil han stortset kunne læse men ikke hende her, måske var det fordi hun havde den form for effekt på ham.

Miranda fik en let forskrækkelse, og der gik et lille hop igennem hende, da Toretto pludselig stod foran hende igen. Vampyre var hurtige, det måtte man da sige! Og når hun ikke kunne fornemme meget, var hun nem at overraske. Hun flyttede sig dog ikke, men lukkede sine øjne, som hun mærkede hans læber mod hendes igen. Det var et eller andet sted en meget underlig situation. Hvis man heller ikke tog deres race i betragtning, var det stadig en forunderlig situation de stod i. Miranda kendte faktisk ikke engang hans navn, og alligevel lod hun sig selv være så sårbar at han kunne komme så tæt på hende, som han gjorde nu. Meget unormalt for varulven, der normalvis ikke var kendt for at være forsigtig, men meget fokuseret på at holde afstand til alt og alle.
”Du er klar over, hvor farligt den her situation er for os begge to, ikk?” spurgte hun roligt, og kiggede op på ham. Det var uhyrligt farlig, hvis de ikke gik hver til sit nu. Det ville være i strid mod hvad racer angik og deres klaners ideer om hvordan det skulle foregå. Og alligevel ville han ikke lade hende gå, selvom han uden tvivl kendte til faren ved det her. Måske man skulle stoppe mens legen var god? Eller for første gang, bare lade det hele gå den vej, som det nu gør.
”Hvad hedder du?” hun havde spurgt ham en gang før, men der havde han endnu ikke svaret. Nok fordi han havde været skeptisk overfor hende. Hvem kunne bebrejde ham det? Hun var ikke lige typen man umildbart regnede med at man kunne stole på. Varulv eller ej. Hun havde ikke lige en aura af tryghed og at man kunne stole fuldt og fast på hende, over sig.

Som Toretto kiggede i den retning hun var gået imod, vendte hun derimod hovedet i den anden retning. Et stykke ud til siden først, for derefter at dreje mere af kroppen. Hun kiggede undersøgende hen i træerne, der blev rusket meget blidt af vinden der nu engang nåede herned. Det hele virkede stille, meget stille. Faktisk, alt for stille. En enkelt lille bevægelse fangede hendes øjne, selvom det var meget svært at se, grundet at der var dunkelt og hvad end det var, stod det i ly af træerne. ”Vi er ikke alene.” hviskede hun roligt, så kun han kunne høre det. Ingen grund til at advare hvem end det var, som gemte sig i mørket.

Toretto smilede kort hvor efter han kørte hans hånd igen op på hendes kind " jeg er godt klar over hvor farligt det her er og er godt klar over det er sindsygt i dit hoved ligeså meget som i mit, men jeg lever gerne livet farligt sammen med dig " sagde han med en rolig og bestemt stemme, om hun vil det eller aj så blev han ved hende, men hvis hun ikke vil have det skulle hun melde det klart ud til ham. et smil kom frem på hans læber da hun spurgte om hans navn " Toretto er mit navn, normalt plejer folk ikke overleve længe nok til at vide mit navn, men du var en der var heldig " " sagde han drilsk.

Da hun sagde de ikke var alene, stoppede han med at trække vejret og lyttede blot, hans øjne lukkede kort og efter få sekunder åbnede han dem igen " du har ret, men jeg er nød til at fortælle dig noget du er nød til at være 3 meter fra mig hvis du skal have fuldt bytte af dine sanser og evner ". han gneb øjne sammen og kiggede rundt, han gik få skridt væk fra Miranda han stod stadigvæk inden for en rækkevide af 2 meter fra hende. en pil kom flyvende igennem luften og imod Miranda, Toretto reflekser var rigtig gode og hans hurtighed havde også noget afgør med det. han rykkede sig i en hurtig bevægelse og pilen blev grebet blot 10 cm fra hende hovede.

" selvom jeg er skadet så vil jeg altid beskytte dig " sagde han med et smil på læben. frem fra busken kom manden der havde skudt pilen af, og han var ikke alene frem kom flere mænd " arhh nu ved jeg hvorfor du ikke er god til kontakt, du har flere mænd og her er de kommet " smilte han ironisk til hende. " lad os lave en aftale hvis vi overlever dette går vi sammen her fra "

Miranda var ikke helt sikker på hvad hun havde gjort siden han valgte at leve livet farligt med hende. Miranda var ikke sky for fare. Hun kunne godt lide at der var en smule spænding i livet, og fare var som regel hovedvejen til spænding. Det og at gøre noget ulovligt, hvilket man næsten også kunne kategorisere det her som. ”jeg kan garantere dig for at det bliver farligt.” svarede hun, for det kunne hun. Et var at hun blev et frådende monster når fuldmånen tonede frem, et andet var at mange andre nok heller ikke ville være videre begejstret for det der foregik. Og så var der lige hendes umådelige talent til at komme i problemer og op at slås med folk. Hun var ret hidsig af sig. ”Jeg er beæret.” svarede hun drilsk tilbage, og var da egentlig ret glad for at hun stadig var i live. Det med at dø, var ikke lige øverst på listen over ting hun skulle i dag.

Det forklarede en del! Det forklarede faktisk rigtig meget, at han rent faktisk fortalte hende, at der var noget der hindrede hendes evner ved at være tæt på ham. En anelse problematisk, men Miranda forstod da bedre hvad der foregik nu. ”Det er da jævnt upraktisk.” konstaterede hun, lige inden en pil kom imod hende. Hendes øjne blev automatisk lidt større af at se pilespidsen lige foran næsen på hende, selvom Toretto havde været hurtig nok til at stanse den. Hun blinkede nogle gange og savnede sin evne voldsomt meget i den situation hun lige havde stået i! Hun havde ikke engang hørt pilen!

”Hvor morsomt” svarede hun og et grin forlod hende faktisk, som hun trak sværdet frem igen. Hun havde bedre chancer med sværdet, end uden noget. Ikke fordi hun ikke var stærk, sværdet gjorde hende bare lige en lille tand stærkere. ”Det må vel bare betyde at der er rift om mig.” tilføjede hun, som hun gik de tre meter fra ham der var nødvendige og kunne mærke hvordan det hele kom tilbage til hende. Hendes øre kunne høre præcis hvor mange mænd der var, og hvad de havde medbragt af våben. Hun kunne endda se meget bedre, da mørket nu ikke længere var et problem for hende. ”Så længe du lover, at tage en forvarlig stor afstand fra mig når det er fuldmåne.” svarede hun og gik i kamp mod den første mand, som hun ret hurtigt fik nedlagt. Nogle af dem var simpelthen for dårlige med deres våben. Men nogle af de andre var hun ikke i tvivl om var meget mere udfordrende for dem.

Han slap pilen og smilede til hende " har aldrig sagt at noget var praktisk " han lagde mærke til hvor mange folk der var hvad de havde på sig. han blik var dog stadigvæk over på Miranda, selvom hun kunne klare sig selv kunne han ikke lade være med at bekymret.

en mand med et sværd i hånden var på vej imod ham med et sving imod ham, toretto fjernede blot kroppen og rykkede sig om bag ved manden hvor efter han knækkede halsen over på ham, " men vil du leve dit liv farligt " sagde imens han var i gang med at brakke halsen på endnu en person, en anden mand med bue stod ude i skoven, og på grund af Toretto var så opmærksom på at hun ikke kom til skade glemte han helt det med der sagtens kunne være en bueskytte, så en pil blev skudt afsted imod ham og ramte ham i armen, et væs kom fra ham hvor efter han vende sig om imod manden der havde skudt ham, han gik stille hen imod ham, han skød endnu en pil afsted, men toretto flyttede sig til den ene side, mænd kom stormende imod ham, men blev blot slåede væk med enorm kraft. " du dør nu " lød det fra ham efterfulgt af et væs og et syn af en vampyr med tænderne fremme kom imod manden der havde skudt ham.
manden slap sin bue og tog sin kniv frem " ko....m bar....e an vampyr jeg er ikk....e ba ba ba bange" kom det nervøst fra manden.
Toretto gik lige hen til ham ide manden stak kniven imod ham, Toretto greb stålet af kniven imellem hans håndflader og holde den stramt sådan at manden ikke kunne bevægede den.

Lyden fra en kniv falde til jorden og i et hurtigt ryk stod toretto bag manden, han tog fat om halsen på ham og bed ham og sugede hans blod, hvor efter han slap ham og smed ham i siden.
han så på Miranda igen inden en mand igen angreb ham, men endnu en gang svigtede han fokus på grund af hende, en knivstik i ryggen kunne mærkes. toretto sank til jorden kort og rejste sig så op igen og tog fat i mandens strube og rev den over med hans hånd.

”Kunne forestille mig at det var meget praktisk for dig. Hvad mig angår.. Meget upraktisk effekt det giver.” kommenterede hun, og fik fældet den næsten. Godt nok med lidt mere kamp, men de var slet ikke så stærke om hun var med våben. Meget praktisk.
Hun trak sværdet ud af maven på en angriber, der faldte dø til jorden og fik pareret et angreb fra den næste. ”Se på mig! Jeg lever allerede livet farligt! At sætte mere på listen, slår mig sgu nok ikke ihjel.” svarede hun grinene, som hun fik skubbet manden væk, og sendt en kniv ind i ryggen på en, der var på vej over mod Toretto. Hun blev dog distraheret ved lyden af pilen der ramte ham, at hun nær ikke havde nået at blokere manden der angreb hende. At Toretto stadig var oprejst, forsikrede hende om, at han da i det mindste stadig var i live og stadig kunne bevæge sig. Ikke at det måtte være behageligt med en pil i armen.

Miranda var stærkt optaget af at fælle en mand, og flytte sig fra pile der gik igennem luften, at hendes fokuspunkt på Toretto ikke var det højeste. Hun kunne alligevel ikke hjælpe ham, hvis hun selv blev skadet. Men kniven i ryggen på ham, fik hendes evner til næsten at løbe løbsk. Der voksede frosne pletter frem hvor hendes fødder bevægede sig, og hun var køligere omkring sig. Så kold at hendes ånde kunne ses i den ellers lune aften. For at havde en chance for at nå hen til ham, skød der isspyd op af jorden, og spidede omkring fem mand og fangede to op af et træ. Det var med at udnytte evnen mens hun havde den.
Derefter løb hun hen og blokerede manden der forsøgte at ramme Toretto med sit sværd. ”Hvad sker der!?” hun fik sparket personen så han faldte sammen, og hun vendte fokus tilbage på Toretto. ”Lad mig ikke distrahere dig! Du dør, hvis du bliver ved med det der!” hendes stemme var bestemt og måske en smule komanderende, dog kunne bekymringen også fornemmes. Faktum var, at han ikke ville kunne holde til at de blev ved med at ramme ham, og hun havde da ærlig talt ikke lyst til at havde døde.
Dertil kunne hun fornemme at hun distraheret ham. Han var langt hurtigere og mere opmærksom normal, som hun havde set på kroen. Og nok var han såret fra før, men det ville stadig ikke kunne nedsætte hans fokus så meget.

Den evne han besad, var vitterligt ikke særlig praktisk for hende på nogen måde! Når man er van til at kunne høre, se og fornemme mere eller mindre alt omkring en, er man meget handicapet når det forsvinder. Så pilene der kom mod dem, opfangede hun ikke før det var for sent. Hun havde lige nået at vende sig, da en ramte hende lige over hofteknoglen. Hun krøllede sig lidt sammen, inden hun igen løftede blikket. Hun bed smerten i sig og begav sig videre. Hun var nødt til at komme tre meter væk fra Toretto igen, for at havde en chance. Og selvom hun var meget splittet omkring det, var det meget nødvendigt for at hun havde en chance.

Toretto så på hende ide hun kom hen til ham " du har ret jeg burde ikke lade denne kamp påvirke mig, men lov du passer på dig selv der over." sagde han bestemt, ide hun blev ramt af en pil var det som om Toretto var sit gamle jeg igen uden nogen form for skade, altså skadet var han men lige nu vil han ikke have der vil ske hende mere. han brugte sin hurtighed til at komme hen til Miranda han stod endnu en gang med hans ryg op af hende, han tog kort hendes ene hånd " jeg skal nok passe på din ryg " han slap hendes hånd ide en mand kom imod ham, men et sværd i hånden han greb hånden på manden og brækkede den hvor efter han sparkede hans knæskald ud inden han brækkede halsen på ham, en anden mand fik bidt struben ud og lå på jorden og forbløde. nogle af mændne havde set det i øjne og var flygtede der var to foran toretto, dog anede han ikke hvor mange der var foran Miranda men det skulle hans fokus ikke blive fokuseret fra.

" vidste ikke at varulve var så omsorgs fulde overfor vampyr, er det noget nyt " sagde han drilsk med et smil på læben, at drille var sjovt og når hun gjorde det tilbage var det er tegn på hun godt kunne tage det.
de to sidste mænd stod blot og kiggede på Toretto " kom bare vampyr " sagde de, men Toretto blev hvor han stod " jeg bider ikke så i kan også komme til mig " de to mænd kiggede på hinanden inden de stormede imod ham, et hurtigt angreb langs jorden hvor han hev fat i begge føder og hiver dem op, sådan de falder og knækker nakken.
Toretto vende sig om og så på Miranda, lige en kvinde efter hans smag dog var hun varulv men det var lige meget nu.

Hun var måske ikke helt så god til at passe på sig selv, når det kom til stykket. Eller også var det ham der distraherede hende. Lige meget hvad det var, sad der nu en pil godt boret ind i hendes hofte, og lige nu skulle den fint blive siddende, for at hun ikke ville begyndte at bløde voldsomt. Hun havde prøvet det før. Dog kæmpede hun som om at pilen ikke var der, indtil hun mærkede Torettos ryg mod hendes egen. ”Så passer jeg på din.” svarede hun, som hun brækkede næsen med et knytnæveslag på en af mændene og begav sig bagefter til at fægte med den næste. Hun var langt fra lige så hurtig og effektiv til at få mændene fældet, men hun var nu heller ikke dårlig. Hun fik et overfladisk snitsår hen over sin hånd og bagefter et meget lille hen over kinden. Det sidste var nærmest bare en skramme, men nok til det kunne ses. Hun var ikke smidig i forvejen, og når der så sad en pil fast i hoften, blev det dælme ikke nemmere.

Miranda kom med et lille grin, mens hun fik slået sin modstanders sværd ud af hånden på ham, for bagefter at halshugge ham med sværdet. Nemmeste løsning lige umildbart, og de andre mænd begyndte nu at være mere vagtsomme i deres angreb. ”Meget nyt! Du skal føle dig meget beæret.” drillede hun tilbage, som hun fortsatte kampen. Dog var der kun omkring tre-fire stykker tilbage, og da Toretto fik nedfældet to på en gang på sin side, begyndte de at bakke lidt igen. Indtil pile igen begyndte at komme frem og en ramte hendes arm. ”Orh Come on!” kom der misfornøjet fra hende, iden hun fik sparket personen foran sig i skridtet og derefter væltet ham, så han lå pivende på jorden. Den pil i hendes arm, sad til gengæld ikke ret godt fast, og blev hurtigt bare revet ud og smidt på jorden. De sidste mænd der var tilbage syntes godt at kunne at at oddsene var dårlige, og begyndte derfor at bakke mere intenst. Dertil kom der heller ikke flere pile fra skoven, efter Miranda havde kastet en kniv derind. Den var blevet kastet lidt i blinde, men måtte da efter sigende havde samt sit mål.

Toretto smilede " du behøver kun min ryg hvis du vil give mig massage, beæret jeg føler mig som den heldigeste vampyre lige nu " sagde han drilsk men vidste godt hvad hun mente, da de fleste mænd var ved at fordufte pustede han ud, han nåede dog at hører pilen der var skudt imod hende fra busken så ide Toretto skulle lige til at tag pilen da den kom igennem luften imod Miranda, faldte han ned på hans knæ og noget det ikke.

Han rejste sig op igen og mærkede hvordan blodet løb ned af ryggen på ham han så på Miranda som havde sår og skade efter kampen og to pile havde ramt hende, han brugte noget energi for at komme hurtigt hen til hende. er du okay, vi er nok nød til at søge ly for at pleje vores sår". Toretto havde mistet rigtig meget blod, faktisk så vil han ikke holde til en kamp mere, han vil måske kæmpe den, men han vil ikke være levende efter, dog kunne han ikke død ved de skader han havde fået men hvis der ikke var mere blod tilbage i ham vil han bare kun kunne ligge uden at kunne bevæge sig eller noget og det satset han på helst ikke skulle ske.
" kender du et sted der ikke er langt her fra for kan ikke rigtig holde ud at skulle gå flere meter " sagde han med et smil på læben, han rettede sig op som om intet var sket, han tog hatten ned foran øjne som han altid gjord og så på hende.

Miranda vendte sig hurtigt om, i det hun hørte han faldte, men var nødt til at fokusere tilbage på kampen. Da det var færdigt, var han kommet op og stå igen og hun roligt tættere på ham, som han kom hende nærmere. Hun gik ikke så fandens hurtigt lige nu. Hun knækkede det meste af pilen af, for at det ikke skulle sidde i vejen, og derved nemmere kunne bevæge sig, selvom det ikke var videre behageligt. ”Jeg har haft værre skader end det her.. Det er langt værre med dig.” svarede hun og nikkede til at de skulle finde ly. Men hvor. Miranda havde gået her før, men hun havde ikke haft behov for et sted at være før, da hun normalvis nåede frem til klipperne og grotterne inden det kom så vidt at hun behøvede ly.

”Nej, men jeg kan hurtigt finde et.” svarede hun, men for at finde frem til noget, måtte hun gå væk fra ham. Hun kunne trods alt huske området, men hun var nødt til at havde mere end det. ”Vent her.” sagde hun, og fik i den retning hvor det så ud til der var mulighed for en eller anden form for læ, samt at duftene omkring hende, også bragte hjælp med sig. Hun vandrede ikke langt væk, før hun fandt et godt tildækket område, og selvom det ikke var så godt som en hule, var det heller ikke det værste. Dertil lå det godt skjult for uvedkommende. ”Der er noget her.” kaldte hun tilbage, som hun lænede sig lidt op af det ene træ og tog sig et bedre syn på pilen. Det var ikke ligefrem rart at havde den til at sidde der.

Området lignede lidt en hule. Det var en ensom klippevæg, som var udformet på en måde, så den gav læ over hovedet, og beskyttelse til to sider. Resten kunne de vist godt selv holde øje med. Det var i hvert fald de muligheder de lige umildbart havde i øjeblikket.

Toretto elskede den måde hun tog tingene på, " mig nej slet ikke jeg har det fint, men gå du bare i forvejen " da hun var gået i forvejen for at finde et sted satte han sig på hug igen i noget tid hvor efter han rejste sig igen inden hun kom tilbage.
da hun var kommet tilbage og havde fundet et sted begynde han at gå der over imod og regnede med hun også gik med.

Henne ved den lille grotte som ikke var en grotte, satte han sig på en sten, og så på hende med et smil " synes vi skal se at få den pil ud af dig, så synes du skal tag noget af det tøj af sådan jeg kan se på dine sår" sagde han med et smil på læben. han så hendes skader og derefter på hans egne " men hey vi overlever " han rejste sig og gik hen til hende han stillede sig helt ind til hende kyssede hende blidt på munden, og så på hende kunne dette virkelig passe eller var det en illusion, stod han foran en vampyr ærkerival igennem tiden, og havde føler for dette væsen.
normalt havde vampyr ikke føler men fordi toretto havde været menneske før i tiden kunne han stadigvæk føle. " jeg ved du tænker at det er dumt det her men, hvis man ikke tager chancer i livet så vil man ikke leve livet, men du skal vide jeg tager chancen, og er ligeglad hvad der skulle ske med mig på grund af det. "

han stod kort ved hende og overvejet hans muligheder " men bare rolig i morgen aften er jeg væk når du forvandles, jeg ved godt hvor sur du bliver " sagde han drilsk, en varulv der lige var forvandlet var et vildt dyr der ikke kende til dens styrke eller raseri, det havde toretto set og følt.