Ting skulle bekræftes og fortælles flere gange, for at Azra kunne forstå det. Hun var heldigvis klar over at hun ikke var den skarpeste kniv i skuffen, men nogle dage var hun mere ubegavet end andre. Azra kiggede grinende op på hans hånd, med de store gule øjne, inden hun vendte tilbage til at lytte til hans ord, for at forstå ham. Jo, det lød ganske godt, og smart også. Hvis hun var glad for sig selv, så var det godt. Og hun kan godt se pointen med, at hun kun skulle være sammen med folk som var glade for præcis den hun var. Så kunne det vel ikke være bedre.. Azra var ret sikker på at hun forstod det nu!
Som Leonidas gav hende lov til at spise, lyste hun op i et stort åbent smil, som afslørede de to let forskudte hugtænder, hvoraf den ene normalt sad udenfor mundvigen, og den anden indenfor. Hun elskede virkelig at spise!
Azra satte sig ned igen og tog et af spydende til sig, med en stor fisk på og begyndte med det samme at gnave sultent i den. Der gik nogle bider inden hun kiggede hen på Leonidas igen. ”Du spise?” spurgte hun. Han havde vel lavet dem fordi han var sulten, og ikke fordi han havde ventet at hun kom forbi og indtog de fisk han havde fanget. Men hun kunne selvfølgelig tage fejl, selvom hun tvivlede i øjeblikket.

Da Azra grinede smilede Leonidas lidt bredere. Det var meget smittende når Azra grinede, og han så blot på hende som hun begyndte at spise. Han vidste dog hvordan han selv havde det med at spise foran andre, så han begyndte snart at kigge rundt efter noget andet at gøre. Han var i gang med at flette et fiskenet, så det kunne han vel altid begynde på igen? Han blinkede da Azra sagde noget, og det tog ham et par sekunder at opfange hvad hendes spørgsmål havde været. Han rystede langsomt på hovedet.
”Ehm, jeg kan ikke lide at, øh, spise foran andre,[/color]” indrømmede han forlegent, og han nikkede et par gange for ligesom at sætte punktum bag hans svar, før han skridtede over til det telt der var lidt væk fra bålet. Da han vendte tilbage kort tid efter havde han et halvfærdigt fiskenet i favnen. Han draperede det færdige stykke over sin bagkrop, som han begyndte at flette videre.
”Jeg spiser bare senere,[/color]” fortsatte han med et lille smil, som han fokuserede på hans udvalgte arbejde.

Azra kiggede lidt uforstående på ham, som hun tyggede videre på fisken. Ikke at kunne lide at spise foran andre, var vitterligt ikke noget hun havde hørt om før. Nok mest fordi, at der seriøst ingen blufærdighed forefindes hos trolde! Af nogen art. Der griser man som man lyster, bøvser, smasker og alt andet uhumsk som man lyster. At man så ikke kunne spise foran andre, kom virkelig bag på hende. Det var nok det mest uskyldige man kunne foretage sig foran andre! Azra spiste dog ufortrådent videre og så efter Leonidas som han forsvandt et stykke væk. Der gik dog ikke lang tid før at han var tilbage igen med et halvfærdigt fiskenet. Hvilket fik de små tandhjul i Azras hoved til at snurre. Det var nok sådan et han brugte til at fange fisk. Eller var hun helt og aldeles gal på den?

Hun sad lidt i stilhed og kiggede på ham, mens hun gnavede videre i fisken. ”Hvorfor? Spise ikke.. ikke øhm.. skidt ting.. andre forstå…” det hun helt præcis mente, var at der intet forkert var i at spise foran andre. Mange holdte endda middage sammen, så det var vel ikke unormalt. Dertil kunne han umuligt havde dårligere bordskik end Azra! Det var en naturlig proces at spise! Og hvis man skulle tage hensyn til om nogen så det, kunne man meget hurtigt blive monster sulten!

Leonidas blinkede, forvirret, da Azra begyndte at tale, og han smilede af Azras ærlige forsøg på at stille ham et spørgsmål. Hun prøvede i hvert fald, det skulle hun have point for. Han brugte endnu et par sekunder på at stykke meningen af hendes spørgsmål sammen, og han sukkede stille da han havde. Det her skulle nok blive sjovt... Hvis hun havde problemer med individualitet, så var han ikke sikker på om hun ville forstå Leonidas’ lettere neurotiske syn på hans tilværelse.
”Azra, det er ikke fordi jeg tror at spise er en dårlig ting, det er, ehm,[/color]” begyndte han, før hans skuldre sænkede sig. Han var bange for at han ville tabe dette slag. ”Jeg er, ehm... Du har vel lagt mærke til, at jeg, eh... Jeg har problemer med at, øh, stampe i jorden, for eksempel? Jeg er ikke, god, med andre væsener, at snakke med dem eller noget. Og at spise foran dem er umuligt, når jeg, ahem, ikke engang kan komme med en sætning uden at kløjes i mine egne ord.[/color]”
Allerede før Azra nåede at sige noget vidste Leonidas at det her var noget skidt. Alt for mange ord, og måske også nogle vendinger Azra ikke kendte. Men hvordan sagde han sådan noget på en simpel måde?

Leonidas blinkede, forvirret, da Azra begyndte at tale, og han smilede af Azras ærlige forsøg på at stille ham et spørgsmål. Hun prøvede i hvert fald, det skulle hun have point for. Han brugte endnu et par sekunder på at stykke meningen af hendes spørgsmål sammen, og han sukkede stille da han havde. Det her skulle nok blive sjovt... Hvis hun havde problemer med individualitet, så var han ikke sikker på om hun ville forstå Leonidas’ lettere neurotiske syn på hans tilværelse.
”Azra, det er ikke fordi jeg tror at spise er en dårlig ting, det er, ehm,[/color]” begyndte han, før hans skuldre sænkede sig. Han var bange for at han ville tabe dette slag. ”Jeg er, ehm... Du har vel lagt mærke til, at jeg, eh... Jeg har problemer med at, øh, stampe i jorden, for eksempel? Jeg er ikke, god, med andre væsener, at snakke med dem eller noget. Og at spise foran dem er umuligt, når jeg, ahem, ikke engang kan komme med en sætning uden at kløjes i mine egne ord.[/color]”
Allerede før Azra nåede at sige noget vidste Leonidas at det her var noget skidt. Alt for mange ord, og måske også nogle vendinger Azra ikke kendte. Men hvordan sagde han sådan noget på en simpel måde?

Nu var det heller ikke lige fordi at Azra mente at spise var en dårlig ting. Hun forstod bare ikke hvorfor han ikke ville spise? Han havde jo lavet fisk, som Azra måske lidt var kommet til at spise, men ikke destro mindre, havde han gjort klar til at spise. Det måtte vel betyde at han var sulten? Men hvad vidste Azra. Hun vidste godt hun ikke var den skarpeste kniv i skuffen, så der kunne nemt være noget hun havde overset.
Hun rynkede brynene sammen, i koncentration og lettere forvirring, som han begyndte at tale. Hans nervøse indskudte lyde, gjorde det ikke nemmere, og man kunne se at Azra virkelig forsøgte at holde tungen lige i munden, for at følte med i hans tale. Nogle af orderne var hun ikke engang sikker på at hun forstod. Hun forstod ikke helt hvad hans stampen i jorden havde at gøre med hans spisevaner. Men han havde alligevel givet det som et eksempel, og hun lod sine skuldre falde som hun bed sig i læben eftertænksomt. ”Så.. nervøs?” svarede hun med et løftet øjenbryn og et undrende og dog lidt nysgerrigt blik. Han skulle da ikke være nervøs for hende. Selvom hun da godt kunne fornemme at han var det alligevel. Stampen gav ham lidt væk.
”Du ikke snakke med andre væsner tit?” spurgte hun så, kort tid efter. Han levede vel af at sælge sine fisk. Så han kunne vel ikke være nervøs hele tiden? Men hvor meget Azra end forsøgte, forstod hun ikke hans sære vane med at spise alene og uden nogen så det. Det var jo bare mad, der skulle ned. Brændstof til systemet. Rent primitivt, var det et overlevelsesinstinkt. Man satte det ikke til side, bare fordi nogen kiggede på. Hun tog en bid mere af fisken, som hun tænkte lidt videre over hans ord. Han havde en meget mærkelig måde at sammensætte sætningerne på. I hvert fald i forhold til Azras meget kluntede måde.

Leonidas forstod godt at Azra havde problemer med at forstå ham. Selv væsener med større erfaring for Krystalliansk end Azra virkede til at have, kunne have problemer med Leonidas. Af andre grunde selvfølgelig, men sådan gik det nu en gang. Han nikkede da Azra nåede frem til at Leonidas var nervøs. Meget endda! Hendes konstatering at han ikke snakkede med andre væsener så tit var også lidt af en underdrivelse.
"Næsten ikke... Det meste jeg, eh, snakker med andre er når de, uhm, vil købe fisk af mig...[/color]" Han grinede åndeløst. "Det er sjældent at de inviterer sig selv til middag hos mig,[/color]" pointerede han med et lille nik. Det var mere end sjældent, faktisk. Han havde kun prøvet det én gang før, og det var fordi nogle rejsende var kommet forbi omkring middagstid, og købte fisk af ham. Da de så spurgte om de kunne låne hans bål for selv at kunne spise, havde han selvfølgelig ikke haft modet til at sige nej.

Azra vendte igen hovede lidt på skrå og så undrende på ham. Hvordan kunne man undgå at snakke med andre? Der var så mange af dem, og der var rigeligt med mulighed for at møde dem og lære nye personligheder. Ikke at Azra skulle pragle af at havde anskaffet sig tusindvis af venner, men hun havde intet imod at snakke med folk. På sit ret gebrokne sprog. Men hun var naturligvis også anderledes end Leonidas. Det glemte hun bare en gang imellem. "Du ikke selskab li'?" Spurgte hun så undrende, for hvis han var helt alene efter sin arbejdstider, og ikke ønskede at tale med folk, så kunne han vel ikke lide selskab? Noget hun heller ikke forstod. Man måtte da blive umådelig ensom.
Azra smilede sit store tandsmil igen, og forstod godt hvad han mente. Hun fandt det dog sjovt, og ikke på nogen måde som om at hun havde givet sig selv en tilladelse, hun egentlig ikke burde. Som trold, var der lang vej ind bag pandeskalden, og man var nok nødt til at være mere præcis i sine udtalelser. "Du få selskab.. Godt for dig." argumenterede hun bare og gnavede videre i fisken. Hun mente bestemt at det var sundt for ham, også selvom han måske havde fået sig et chok over at hun pludselig var der. Det måtte man jo tage med.

Leonidas rystede hurtigt på hovedet da Azra kom med et spørgsmål.
"Nej nej nej, det var ikke dét jeg mente! Altså, eh, um, du ved, jeg, øh, jeg ved ikke hvordan jeg skal tale med folk, så derfor bliver jeg bange for at sige noget forkert, og så begynder jeg at vrøvle fordi jeg bliver nervøs, og så bliver folk-[/color]" Han stoppede brat da det gik op for ham at han faktisk vrøvlede lige nu, og han sukkede dybt. Han følte sig udkørt. Han smilede svagt og nikkede for sig selv. Azra havde ret. Det ville være en god idé for ham at have selskab noget oftere.
Når alt kom til alt, så måtte han jo overvinde den her nervøsitet på et eller andet tidspunkt, men det var bare så svært. Måske var det et held for ham at det var Azra, der havde valgt at invitere sig selv på middag hos ham. Det virkede til at være sværere for ham at sige noget forkert til hende, specielt fordi de havde problemer med at forstå hinanden.
"Men... Det er sjovere at have folk på besøg,[/color]" indrømmede han langsomt. Det var lang tid siden at han havde snakket så meget ad gangen.

Azra kiggede meget uforstående på ham. Faktisk havde hun et ansigtsudtryk der kunne stræbe sig til at hun tænkte, han helt klart måtte havde spist noget forkert til middagsmad. Det var mange gentagelser og hun var ikke helt sikker på hun forstod præcis hvad han sagde, men det var som om at meningen gik mere op for hende. At han var nervøs havde hun fået fat i. Hvorfor vidste hun ikke helt, men det havde noget med andre folk at gøre. Han var ikke god til selskab. Det var nok ikke fordi han ikke kunne lide det, men han havde svært ved at håndtere det. Det var i hvert fald den konklusion som den unge trold nåede frem til. Hun kiggede på ham et langt øjeblik, med hovedet let på skrå og et eftertænktsomt blik. "Hvorfor du blive nervøs? Dig selv værre, alle glade?" det hun vitterligt mente var, at hvis han var sig selv, ville folk da nemmere kunne bestemme hvorvidt de kunne lide ham eller ej. Azra havde absolut ingen problemer med ham, men det var svært at skabe kontakt til en, som var nervøs og virkede bange for andre folk. Dertil var trolden med taleproblemer, nok heller ikke det nemmeste at kommunikere med. Så igen, han kunne lave fejl og sig noget forkert, og hun ville absolut ikke bemærke det.
Azra klappede i sine hænder, da han indrømmede at det var sjovest med folk på besøg. "Se! Mig sagde!" svarede hun grinende og klappede lidt videre. "Besøg godt.. men ikk hele tiden." tilføjede hun dog. For nogen gange skulle man også havde lov til at være sig selv!

At Azra pointerede at det ville være nemmere hvis han bare var sig selv, vidste Leonidas godt i forvejen var rigtigt nok. Han vidste jo godt, i teorien, at der ikke rigtigt var noget at være nervøs for, og at det var relativt ufarligt at få gæster. Det ændrede dog ikke på at han blev meget nervøs af det. Da Azra så reagerede med glæde, og en anelse stolthed, da han indrømmede at det var sjovere med gæster, smilede han forsigtigt til hende, og nikkede. Dog var han taknemmelig for hendes lille tilføjelse.
"Enig. Alting med måde,[/color]" gav han hende ret. Så blinkede han en anelse forvirret. "Azra, hvad laver du egentlig her? Altså, jeg mener, jeg kan ikke huske at have set nogle troldebo i nærheden før?[/color]"
Uanset hvor stor Azra var af fysik, så virkede hun ikke til at være en fuldvoksen trold, men mere som et barn, så han tvivlede på at hun boede alene. Men på alle hans gåture i Lindeskoven gennem den tid han havde boet ved floden, så var han aldrig stødt på trolde før...

Azra nikkede til hans ord og smilede stadig sig store tandsmil til ham. Det var tydeligt at hun var troldeafkom, med de store sten af nogen tænder hun havde sig. Men det var ikke fordi hun ligefrem begyndte at se mere farlig ud af den grund. Hun var mere eller mindre som et legebarn i meget stor udgave. Hun var jo ikke ligefrem lille.
Azra blinkede nogle gange og lod sit smil falme lidt, inden hun tog en stor bid af sin fisk igen. Hun havde hørt hans spørgsmål, men var lige nødt til at tænke en ekstra gang eller to, inden hun ville kunne svare på det. Hun var næsten færdig med at tygge af munden da hun rystede på hovedet, og fik derefter slugt det sidste. "Ingen bo her.. Mig strejfer.. mig ikke noget barn mer'" kom der trodsigt fra hende som hun satte sig i en stilling, der tydeligt kunne afspejles i at være et trodsigt lille barn. Hun snøftede og havde et utilfreds ansigtsudtryk. "Far ikk forstå.. mig stor og stærk nu.." svarede hun og kløede sig på næsen, inden hun lavede en parodi på en stor stærk trold, mens hun sad nede på jorden. hvilket godt kunne se ret komisk ud. "Du kun lille barn! kun to meter! lille bwarrrk.. Ikke strejfe.. bli i flok.. bradr bradr bradr!" herefter faldte hendes træk tilbage til at ligne en blanding mellem utilfreds teenager og trodsig unge. Det var hans egen skyld! Det var ham der valgte at moren skulle være halv ork og derved få et nyt gen ind.. Det ville Azra ikke stå til ansvar for!