Varina smilede af Jolenes latter. Det var en meget smittende lyd, men Varina havde altid godt kunne lide at lytte til latter. Der var intet der forbedrede en stemning som en god latter, om end selv blandt latter var der mange forskellige variationer, nogle knapt så gode til tider. Varina kunne for eksempel ikke lide den latter som folk brugte når de tvang sig selv til at grine af noget, for at bevare en facade eller lignende. Men Jolenes var ærlig og varm, en velkommen lyd, og Varinas hovedfinner vibrerede i glæde.
”Meget få. De må huske at jeg er en handlende af natur. Skønt jeg ikke begyndte dette arbejde for pengenes skyld, så er det en bittersød følelse at måtte afgive dem, men hvis jeg ikke gjorde det, mistede jeg min tilladelse til at arbejde her. Noget for noget, tænker jeg,” tænkte hun højt. Da Jolene snakkede om spontanitet, lukkede Varina hendes klare øjne i med et tænksomt udtryk. Hun virrede lidt med hovedet som hun tænkte, før hun endeligt nikkede.
”Alting med made, er det ikke sådan ordsproget lyder?[/color]” spurgte hun med et smalt smil, før hun trak på skuldrene. Det ordsprog blev vist også ofte brugt om landgængernes drikkevaner. Varina rynkede på hendes flade næse. ”Med henblik på alkohollen så smagte det forfærdeligt, og følelsen af det var forkert. Det var ikke vand, det smagte beskidt og jeg lugtede sjovt i flere dage efterfølgende, som min krop forsøgte at håndtere det. Den primære grund jeg drikker når jeg er på landjorden er jo for ikke at dehydrere, og til det formål fungerer alkohol ikke særligt godt. Selv landgængere virker ikke til at have det godt efter at drikke alkohol, så prøv at forestille Dem at alkohollen blev absorberet i Deres krop og lagret i flere dage. Ikke specielt behageligt.[/color]”

Jolene smilte let, måske en smule slukøret. Jolene var opvokset til at penge var godt og helst skulle i egen pengepung, men skatter var nødvendige at betale. Det var ikke størstedelen af ens løn heldigvis da, men at se at de svage i samfundet stort set intet fik i retur for deres hårdtjente penge der skulle bruges til at betale hære, paladser og fester. Det var en bitter følelse at sidde med, selvom Jolene ikke var et offer. "Det er rigtig nok. Man kan ikke arbejde heroppe, uden at afgive noget til tronen. Det er der egentlig ikke det store galt med, hvis bare pengene blev brugt mere hvor det var nødvendigt og ikke til det, som de plejede" det skiftede jo måned for måned hvor hullerne burde blive fyldt ud. Desværre tænkte alle ikke sådan.

"Det lyder ikke helt forkert, i hvert fald" ordsproget var ikke noget hun selv brugte ofte, men hun skulle smile over det, og forsøge at tage det til sig, selvom det var svært. Hun lærte det vel nok før eller siden.
Jolene bed sig i læben og smilede bredt, underholdt af fortællingen om alkohol. "Jeg tror landgængere og havmennesker ser vidt forskelligt på alkohol" startede hun med at svare med et smil på læben. Nogen burde holde sig fra det, i hvert fald når mængden begyndte at blive for stor, men Jolene kunne nu godt lide et krus øl engang imellem! Dertil var øl mere rent end vandet nogen gange var, skræmmende nok. Men Jolene forstod hvad Varina mente! Det kunne ikke være rart at være påvirket i flere dage og havde det lageret i kroppen. "Vores kroppe reagere vist også forskelligt på at drikke andet end vand."