Han gengjaldte hendes smil med et varmt og lettet smil. '' Ja, men man ved aldrig med De Ældre. Nogen af dem kan være så.... sippede. '' Svarede han igen, rødmende let da han følte hendes hånd på hans skulder.
Han løftede hånden og tog den fra skulderen og løftede den istedet imod hans løber som han kyssede dem blidt. '' tak fordi du ikke gjorde noget dumt. '' Grinte han drillende før han nikkede mod vejen ned mod handelsområdet. '' Har du brug for lidt underholdning på vejen ned efter dine ting, eller vil du foretrække at vi måske gik os en tur.. + '' Foreslog han.
Han havde lyst til at være sammen med hende, på flere måder. At give slip på hende nu føltes bare dumt og unaturligt.

Ithilwen grinede lidt af ham, men kunne kun give ham ret. De ældre kunne være sippede fra tid til anden. Men at sige nej til et sådan håndværk, som Rho havde viderebragt, ville være direkte dumt. Men hun kunne selvfølgelig ikke vide hvad de ældre tænker, og hun håbede også at der gik lang tid inden hun kunne sætte sig fuldt ind i det. Hun ville gerne være ung lidt endnu.
En svag rødmen steg op i hendes kinder, som han kyssede hendes hånd, og hun smilede til ham. ”Væn dig nu ikke til det.” svarede hun drillende tilbage.
Hun fulgte hans blik tilbage mod handelsområdet, men havde ærlig talt ikke den store lyst til at handle lige nu, og mindst af alt lyst til at lade Rho gå fra hende. ”Synes hellere vi skal gå en tur. Jeg kan altid hente sagerne på tilbagevejen.” svarede hun med et glad smil. At han gerne ville være sammen med hende, selv efter han var færdig med sin opgave, gjorde hende både glad og lettet. Det forsikrede hende også om at han ikke havde flere opgaver, og der derfor ville gå en rum tid, inden de var nødt til at skille sig fra hinanden igen. Hun holdte stadig fast i hans hånd, fra efter han havde kysset den, og gav den et klem og trak ham med sig afsted. Det virkede også lidt for underligt at stå og blomstre for længe udenfor den ældre elvers hus.

Et lille smirk forlod ham som hun tog sin hånd tilbage efter kysset. '' I lige måde. '' Han havde skam godt bemærket hendes rødmen, selvom den havde været svag, og af en eller anden grund gjorde det ham usigeligt glad.
Han lod sig velvilligt blive hevet væk fra de ældres hus, følgende efter hende stadig med smilet plantet på læberne. '' Såå. Hvor har du tænkt dig at vi går hen+ Noget bestemt sted eller bare en lille spadseretur til ungmøen..+ '' Spurgte han drillende, egentligt meget glad for at buen og pilekoggeret var væk, det betød at han kunne bevæge sig langt mere frit end han kunne før.

Ithilwen havde virkelig forsøgt at skjule sin rødmen, men det gik ikke ligefrem særlig godt. Nok var den ikke voldsomt iøjefaldende, men Wen var ikke typen der rødmede særlig ofte. ”Jeg havde ellers lige glædet mig til, at din gentlemans opførsel blev en almindelig færdighed hos dig.” drillede hun, stadig med den let lyserøde farve i kinderne.
Hun bed sig lidt i læben og trak på skulderne. Hun grinede dog lidt over at han kaldte hende ungmøen. Ung var hun, men ligefrem en mø? Der var grænser. Hun puffede drillende til ham, men holdte stadig fast i hans hånd, som de gik langsomt afsted, da de ikke havde besluttet hvor de skulle hen endnu. ”Jeg havde ikke lige noget bestemt i tankerne. Nogle idéer til hvor det er forsvarligt at bringe ungmøen hen?” drillede hun tilbage. Hun havde ikke lige tænkt over hvor de var på vej hen, hun havde hovedsageligt handlet ud fra at hun gerne ville være sammen med ham og ikke havde lyst til at handle. Dog vidste hun, at hun ikke havde den store lyst til at begive sig ned til eksempelvis sølvfloden. Det ville nok enten blive for akavet, eller vække minderne om deres opsang fra Thorn morgenen efter, midt i vagten. Det havde hun ikke brug for at blive mindet om i øjeblikket!

Han sendte hende et skævt grin. '' Den form for opførsel er kun for fremmede, de ældre og folk af højere rang end mig selv.'' Svarede han mindst lige så drillende tilbage, mens han klemte hendes hånd.
Han så tankefuldt ud i luften. De varme kilder eller sølvfloden ville nok blive for akavet for dem begge, og elverhøjene ville nok bringe dårlige minder frem for Wen, og han ville så gerne at hun kunne slappe af og nyde dagen istedet for at være anspændt, som læder spændt op til tørring.
''Hvad med en tur dybt ind i Lindeskoven så+ Så vi undgår at være i vejen for de elvere der træner dernede i dag.''
Og så han selv undgik at mærke de småstik som træerne havde det med at vidrebringe ham når de blev ramt med buer, nogen af dem var bestemt ikke glade for det, mens andre tog det pænere. Han have dog altid sørget for at dem med de værste huller blev lappet sammen så de ikke begyndte at få pletter af råd på sig.
Ude af øjenkrogen så han hen imod Wen, overvejende hvor hun mon ville gå hen. At gå udenfor grænserne kunne være farligt med den sortelver rendende rundt.

Ithilwen skulede let efter ham, med et drillende smil på sine læber. ”Bare vent. Før du ved af det er jeg af meget stor betydning. Så snart jeg lærer at følge regler.” svarede hun mens hun bed sig i læben og kiggede opgivende op i luften. Overholde regler blev nok aldrig hendes stærke side, selvom hun engang imellem gjorde et ærlig forsøg!
Dybt inde i Lindeskoven, uden at gå i vejen for de andre elvere som var ved at træne. Hvilket ville sige alene. Normalvis havde Wen nok tænkt lidt ekstra over det, og vurderet om de i den situation de begge to så ud til at svæve rundt omkring, dog uden at de begge helt havde forstået det, var forsvarligt at rende rundt alene. Men Ithilwen havde nærmest slået den del af hjernen fra i dagens anledning og smilede bare. ”Okay, lyder som en god idé.” svarede hun, som hun satte endnu en tot om bag øret. Hun begyndte at mistænke sig selv for at gøre det, når en snert af nervøsitet nåede hende. Men hun havde da ikke noget at være nervøs for! Hun havde da tit rendt rundt med Rho alene! Dog ville hun foretrække at holde sig indenfor grænsen. Hun havde hørt nok grumme historier, og selvom hun ville være sammen med Rho og de derfor var to, havde hun stadig ikke våben med sig, og kunne derfor ikke gøre det store, med mindre der var vand i nærheden. ”Dertil, husker jeg også noget om at du skylder mig revanche fra sidste gang vi legede tagfat.” grinede hun pludseligt, da hun kom i tanke om for da de var omkring 20 eller 30 år yngre, hvor de havde leget rundt stadig, som var de teenagere eller børn, hvor han havde vundet tagfatten. Hvordan skulle hun distrahere ham. De nåede ned af trappen og næsten hen til skoven, da hun sendte ham et drillende smil og blik, inden hun hurtigt kyssede ham på kinden. ”Du er den” og løb så derefter grinende afsted i skoven. Måske en barnlig leg, men det drev altid den rest at akavethed væk, ligesom nede ved sølvfloden. Bortset fra at der kom den tilbage igen, men det var nu en hel anden del af historien! Heldigvis var kjolen ikke tætsiddende ved hende ben, og hun var i stand til at løbe stærkt og lydløst hen over jordens skovbund, med lette hop over forskellige træstuppe og rødder. Hun kiggede sig tilbage over skulderen for at tjekke at han var med.

'' Hvilket vi begge ved ikke bliver lige med det samme. '' Svarede han kækt igen og hoppede lidt til siden for at undgå et albuestød. Som de gik hen imod Lindeskoven, nød han for en gangs skyld stilheden der var omkring dem. Den virkede ikke forkert, anspændt eller pinlig, faktisk langt mere naturlig.
Et overrasket udtryk gled sig over hans ansigt, kort fulgt af en mindre varme i kinderne som hun havde kysset. Han så efter hende, et øjeblik perpleks uden helt at vide hvad han skulle gøre af sig selv, for til sidst at sætte i et langt spring efter hende. '' Ih altså du skal da også få mig til at løbe, selv på de dage jeg har fri. '' Brokkede han sig leende.
Hendes bevægelser var overraskende hurtige her i skovbunden, og med den kjole på, men hun kendte jo også skoven, akkurat som han gjorde det mens han fulgte efter hende og forsøgte at indhente hende.
For fremmede kunne han godt se hvorfor elvere virkede så mystiske, elegante og noble, men også fjantende og drillende med en vis ekotiskhed over sig. De kendte skoven og havde en helt anden måde at bevæge sig på end menneskerne med deres kluntede, trampende og tunge bevægelser. De kunne oftest høres på langt afstand, i forhold til elverne.

Han rystede på hovedet for at få tankerne væk som han satte farten op og sprang over et væltet træ. '' Revance huh+ det er ved at være 20 år siden Wen, er du gået hen og blevet lidt sløv..+ ''

Ithilwen havde fint rakt tunge af ham, mens hun, som Rho tilsyneladende havde forudset, lavede et albuestød ud mod ham, mens hun kom med et grin. Det var en rar og beroligende stilhed der var omkring dem, og hvor meget Wen end nød den, vidste hun også at på et eller andet tidspunkt måtte en af dem sige noget, gøre noget eller på anden måde få brudt tavsheden, inden den blev akavet, eller også førte det faktisk til at det blev en akavet stilhed. Og det havde hun ikke lyst til, eller brug for.
Hun kiggede sig over skulderen som hun løb afsted og smilede drillende til ham. ”Du skal jo holdes i form” grinede hun og tog sig slet ikke af at han måtte ud og løbe mens han havde fri. Elvere levede i flere tusind år! Han skulle nok få tiden til at slappe af.
Wen havde ikke helt forudset at kjolen ville gøre hende langsommere. Jovist løb hun stærkt, og var stadig hurtig og smidig i den, men hun mistede lidt af sin evne ved at have den på. Hvis ikke det havde været for hendes kendskab til skoven, havde hun sat sig fast i den første og bedste gren for flere meter siden! Men heldigvis da, kunne hun stadig huske hvor tingene befandt sig, og hvordan man undgik dem. Alligevel kunne hun ikke undgå at bemærke at Rhovan alligevel var ved at nå frem til hende.
”Mig? sløv? Jeg skyder skylden på kjolen!” svarede hun over skulderen og drejede til højre. Dog løb hun ikke langt, før hun kom i tanke om hvor stor en fejl det var! Denne rute betød nemlig at man var nødsaget til at klatre lidt på nogle klipper, og det kunne hun ikke i den her mundering. I hvert fald ikke hurtigt nok. Men om hun havde tænkt sig at give op, nej, det havde hun ikke! Hun forsøgte så derfor at bruge et træ til at hjælpe sig med at kravle opad, så hun kunne komme op på højen og løbe videre. Dog med stor chance for at Rho ville indhente hende og fange hende.

'' Og det synes du ikke at jeg allerede bliver gjordt med de forbistrede trapper og af at rende rundt efter forsvundne elverunger.+ '' Han grinte og rystede endnu en gang på hovedet inden han lod sin plantemagi gå over imod træet som hun synes at have en ide om at ville klatre op i. Løftede hånden så grenen bøjede sig i en kurve bagud med en høj brokkende knagen fra træet selv, som den spurgte hvad pokker det skulle gøre godt for. Han lo blot kækt af træet som han endelig kom op bag hende og fik hevet i hendes skørter i forsøget på at få hende ned i sine arme.
''Fjolle. Glemte du klipperne eller tænkte du at det er let at bevæge sig i skørter op a dem+ '' Lo han drillende.

”tilsyneladende ikke.” svarede hun grinende tilbage, som hun forsøgte at klatre højere op i træet, men måtte indse at det ikke blev nemt når han snød! Hun klamrede sig ind til træet, da det begyndte at flytte sig lidt, men en brokkende knagen og mærkede hurtigt at han havde fat i hende. Hun forsøgte grinende at holde sig fast, men gled på grenen hun stod på. Hun nåede lige af vende sig, så hun faldte ind i ham forfra, og greb instinktivt fat rundt om halsen på ham, for ikke at vælte. Hun havde ikke lyst til at indrømme at hun lige havde glemt den lille detalje med klipperne og at hun var i en anden kjole end hun normalt stavrede rundt i. Hun smilede bare drillende og fik rettet sig op igen, så hun stod ansigt til ansigt med ham igen. ”Nej, det var en anden og mere avanceret måde at komme tæt på dig.” svarede hun med hovedet let på skrå. Ikke at det havde været planen, men hvis det var, måtte man da sige at det havde virket til perfektion, for nu stod de også helt op af hinanden igen og Ithilwen havde ærlig talt intet imod det. "Snydepels."

Han holdt øje med at hun ikke faldt eller landede forkert. På trods af at elverne havde en naturlig elegance kunne en fod let glide og lande forkert når man gik i tøj man ikke var vandt til at færdes i til dagligdagen.
Som hun nærmest gled ned i hans arme rødmede han let, men kunne dog ikke lade være med at smile. '' Sikken elegant måde at komme tættere på. '' Svarede han smådrillende som han uden helt at have lagt mærke til det, havde placeret en hånd på hendes hofte mens den anden fjernede nogle vildfarne røde lokker fra hendes ansigt.
Hvor var hun dog smuk. Så helt og aldeles barnlig, næsvis og helt og aldeles sin egen. Han følte sit hjerte banke en smule mere. '' Og du er en rævepels. '' Kom det kært tilbage.

Ithilwen himlede drillende med øjnene. ”Jeg er altid elegant. Selv når jeg ikke er det.” svarede hun drillende tilbage og havde stadig en hånd på hans skulder og en lidt længere nede end skulderen. Faktisk nærmere brystkassen. Ikke at det skabte større afstand mellem dem. Hun fulgte hans hånd og fingre med blikket og smilede skævt som han fjernede nogle af de evigt vildfarende lokker af hår, som hun konstant var uheldige med. Dog fremstod de aldrig sådan helt malplaceret alligevel, hvilket var en af elvernes mange gaver. De så sjældent sjuskede ud, selvom de nogle gange var tæt på.
”Og har alle dage været det.” svarede hun ham igen, som der voksede et par røde pelsede ræveøre frem, hvor hendes øre normalvis sad. Hun smilede skævt og drillende til ham, som de røde øre voksede frem og havde mere eller mindre samme farve som hendes lange røde hår. ”Det har dog også sin charme at være tæt på sine dyregener.” drillede hun, som hun vrikkede lidt med ørerne, der i øjeblikket stod lige på, men nemt kunne finde på at ligge sig ned og følge hårets linje lidt mere, fremfor at stikke op.

'' Det er vi alle min kære. '' Svarede han let drillende igen, mens hans hånd blev i hendes hår, kærtegnede hendes hovedbund blidt, dog uden at ødelægge hendes frisure. Da hendes ører dukkede frem blev hans smil blot varmere. '' Men det kan også være irriterende, så længe du ikke ender med at få ræveunger. '' Hans fingre gled hen over de bløde røde ører og kærtegnede også dem, smilende varmt til hende inden han uden videre trak hende ind til sig i et tøvende, let prøvende kys, følende hans hjerte slå en del hurtigere mod brystet. Selvfølgelig kunne hun vælge at skubbe ham væk eller undvige ham, han ville ikke tvinge hende. Men han havde lysten til at prøve at smage hendes blødt kurvede læber.
Halvvejs bange for hendes reaktion hold han dog øjnene halvtåbne så han kunne forberede sig på at skulle forsvare sig selv eller noget lignene, man vidste jo aldrig med hendes reaktioner.
'' Ithilwen, amin mela lle.. '' Lød det dæmpet, men det gik op for ham hvor sandt det var.
Han kunne ikke forestille sig at være sammen med nogen anden end hende, ingen elverpige var så nær ham som hun var. Selfølgelig kunne meget ske indtil de begge var fuldt voksne, men han tvivlede stærkt på at der ville komme nogen kvinde han ville have så stærkt et bånd med, og tanken om hende med en anden mand, fik blot hans indre i oprør. Han ville ikke have det, hun var hans rævepels, hans bedste ven samt hans et og alt.. Når det da ikke angik Elverly selv.

”Det kommer an på mange ting, hvorvidt jeg får ræveunger.” pointerede hun med et smil, og havde ikke lige umildbart tænkt tanken omkring at få unger, eller børn som man så civiliseret kaldte det. Hun var for ung til at skulle være mor, og slet ikke moden nok til det. Så længe hun selv var klar over det, så var det meget godt. Hendes tanker blev dog hurtigt revet tilbage til nuet, da Rho kyssede hende. Hun kunne fornemme hans tøven, men hun flyttede sig ikke. Hun kunne ikke, og ville heller ikke. Først stod hun helt stille, mens hendes øjne blev lidt større, overrasket over at han gjorde det, og usikker på hvad hun selv skulle gøre. Dog varede det ikke længe før hun gengældte kysset ganske forsigtigt og mærkede et sys i maven, som aldrig før. Som om at en flok sommerfugle var sluppet ud, samtidigmed at hun mærkede hvordan hun blev helt varm indeni. Hun tog lidt bedre fat i hans trøje, med begge sine hænder, nærmest bange for at han ville forsvinde hvis hun gav slip.
Hun mærkede sit hjerte springe afsted, næsten ud af brystkassen på hende, som han talte til hende.
Hun kunne simpelthen ikke tro det. Han var hendes bedste ven, hun ville ofre mere eller mindre alt for ham, og hun kunne simpelthen ikke forestille sig sit liv uden ham. Derfor var det heller ikke uventet, som hun hørte sin egen stemme, svare tilbage ”Amin mela lle” Hun mærkede hvordan varmen steg i hendes kinder, og hendes rødmen var langt mere tydelig den her gang, men det betød ikke at hun ikke mente det hun sagde. For aldrig før havde hun følt, at hun mente noget så meget som nu. Hun havde altid ønsket at han skulle blive lykkelig og glad, og sådan var det stadig. Men tanken om ham sammen med en anden havde været pinsel, selvom hun ikke ville indse det. Hun var brudt ud i et stort og varmt smil, og trak sig tilbage ind til ham og kyssede ham igen og lod sig omfavne af den varme og helt fantastiske følelse hun ikke troede hun nogensinde skulle opleve.

Han vidst godt hun var for ung til at få unger, det var de skam begge to. Både ræveunger og elverunger. Der var et stort ansvar i at være forælder, et ansvar han selv vidste at ingen af dem endnu var klar til.
Han mærkede hendes greb i sin trøje, hvilket gav ham en smule mere selvtillid, især da han mærkede hvordan hun svarede igen. Sommerfugle syntes at brede sig i hele hans krop som han pressede hende en smule tættere på, glad for at høre de ord fra hendes læber, sikker på at hun mente det og ikke blot sagde det for at drille ham, han kunne se det på hendes kropssprog.
''Du skulle stadig gifte dig med mig. '' Hviskede han hæst, inden han rømmede sig og endnu engang kyssede hende, denne gang med langt mere selvtillid. Hvis der var nogenandre elvere i området der så dem, var han egentligt pænt lige glad. Hvad det gjaldt lige nu var hvad der var imellem de to i deres egen lille verden.

Det var stadig svært for hende helt at forstå hvad der foregik, andet end hun var lykkelig og mærkede hvordan hele hendes krop også havde det sådan. Lige nu ville hun slet ikke tænke på alt mulig andet, som hvad der ville ske når de vågnede op fra denne drømmeverden, hvordan de skulle tackle det i hverdagen og alt mulig andet. Tankerne nåede hende ikke engang i øjeblikket. Hun var bare glad!
Ithilwen smilede, og der kunne fornemmes et lille snert af drilleri bag hendes varme øjne, som lige nu strålede mere med lykke end drilleri. ”Spørge du? Eller er det en konstatering?” spurgte hun, inden hun lod sig komme tilbage til den flyvende verden, som hun kyssede ham igen. Hendes ene hånd var sneget sig op og om bag hans nakke, hvor hun nussede ham forsigtigt, som hun normalvis plejede at gøre, bare med en helt anden følelse indeni sig selv. Lige nu så hun slet ikke andre omkring sig end ham. Hvis der var elvere et sted i nærheden, ville hun nok end ikke bemærke det. En sjov tanke nåede hende dog, som hun lod sig falde helt til ro i hans favn. Hvis det virkelig var hendes valg af kjole, der havde sat skub i sagerne, fortrød hun lidt at hun ikke havde taget den på noget før!

Han smilede varmt til hende. '' Måske en mix.+ I fremtiden...Ikke nu, først når vi begge er klar. '' Mens han svarede hende havde han nærmest fodret hende med små kærtegnene kys, på læberne, kinden, kindbenene, hagen, ned til hendes hals for så at ende på hendes mund igen.
Med en form for tilfreds spinden følte han hendes kærtegn i nakken, hånden der hidtil havde været placeret på hendes hoftesneg sig ned på hendes bagdel og tog et fast tag som han skubbede hende yderligere ind, ville have hende så tæt på sig som muligt. Tanken om at dette måske var en drøm var ulidelig, og han ville hellere holde fast i drømmen så længe han kunne, istedet for at vågne op til skuffelse på skuffelse. Han lod sine læber hive hende lidt i øreflippen idet han hviskede til hende igen. ''Lle naa vanima.. ''

Ithilwen hørte knap hvad han sagde, efter at han begyndte at kærtegne hende med kys. Men alligevel fik hun samlet sig sammen til at svare ham, da hans læber fortsatte andetstedshen end hendes læber. ”Og hvornår er vi det?” det gik op for hende hvor utålmodigt det egentlig virkede. Hun havde det faktisk fint nok med at tage den med små slag. Hendes kærlighed til ham, var først lige dukket frem, hun var nok ikke lige klar til at hele Elverly vidste besked og at de blev gift. Hun havde ikke i sinde at gå fra ham! Men at tage det i små slag, var at foretrække ”Ikke at det haster, så længe jeg ved du ikke vil havde andre.” afsluttede hun så sin første sætning, og forsøgte at ligge skjul på sin usikkerhed omkring hvor vidt han var sikker på at det var hende han ville have. En del af hende, ville uden tvivl havde sagt ja uden tøven hvis han havde spurgt hende nu. Men rationelt ville det ikke havde været.
Ithilwens tag om hans trøje blev stærkere, som han pressede hende ind mod sig. Rødmen steg endnu mere op i hendes kinder som han hviskede i hendes øre, og hendes hjerte højst sandsynligt sprang et slag over. Hun bed sig i læben og førte hånden, der hidtil havde holdt fast i hans trøje ved brystkassen, under hans arm og over på ryggen, hvor den igen greb fast i skjorten, oppe i nærheden af hans skulder. På den måde kom hun endnu tættere ind til ham. ”Diola lle melamin” hviskede hun tilbage, som hendes læber strejfede ned af hans kindben og hals. Hvis hun vågnede op lige om lidt, og erfarede at dette aldrig var sket, var hun ikke helt sikker på hvor hun skulle gøre af sig selv. Noget sagde hende dog, at hun ville vade direkte over til hans hus og tage chancen. For så livligt her, plejede hun aldrig at drømme!

En tænksom brummen hørtes fra ham. '' Når vi er fuldvoksne..+ Eller når vi begge føler det er rette tid. '' Hans hånd var forsvundet ind i hendes røde hår, hvor den kærligt nussede hende. Han kunne næsten tage hende på stedet, men var bange for at tage for hurtige skridt og på den måde skræmme hende. Hun skulle føle sig veltilpas og elsket, ikke skræmt og hæmmet.
Hånden på bagen gled langsomtop til hendes ryg, som han krammede hende tæt ind til sig, lænende hovedet på hendes skulder med et lille tænkfuldt suk inden han så hende ind i øjnene, rødmen stigende op i kinderne mens han rystede på hovedet. '' Nej, der er ingen anden... Du er den kvinde er betyder mest for mig.. Hvis man ikke tæller vores kære leder med, og hende ville jeg aldrig finde på at mage mig med. ''
Han var egentligt alvorlig nok i sit svar selvom han ikke kunne lade være med at grine lidt ved tanken om hvad Toorahs reaktion mon ville være hvis han på noget tidspunkt skulle nære så intime følelser for hende. Ikke at han overhovedet regnede med at det nogensinde ville ske. Når alt kom til alt var det to vidt forskellige former for kærlighed og loyalitet.
Et lille suk af velbehag forlod ham som han mærkede hendes læber gå på eventyr.

Ithilwen nikkede til hans ord, mens hun lukkede sine øjne og nød hans hånd i hendes hår, mens et lille suk forlod hende, som hun drejede sit hoved for at følge hans bevægelser. Rødmen, som så ud til at være permanent i hendes kinder, var dog svagt begyndt at aftage lidt af sin farve, selvom den stadig tydeligt kunne anes. Langsomt begyndte hendes ræveøre dog at vokse tilbage til hendes normale øreform igen. Ikke noget hun skulle tænke voldsomt over, da det mere eller mindre skete af sig selv.
Hun åbnede sine øjne og kunne ikke lade hver med at smile af ham, hvor den velkendte drillende side kom tilbage til udtryk i hendes øjne og ikke mindst smil. ”Tror heller ikke at vores kære leder vil lade dig komme så tæt på hende.” svarede hun. Det var rart nok at blive forsikret i at han ikke havde hensigten om at finde sig en anden mage, selvom hun godt kendte hans stærke tilknytning til lederen. Hun forstod den, og delte den også selv, bare i lidt mindre grad. Måske mest grundet hendes evige forsøg på at være så fri så muligt, og at hun tit var uenig med lederen. Men Wen havde stadig stor respekt for Toorah, og som alle andre elvere i Elverly, havde svært ved at forestille sig hele deres fællesskab uden hende som overhoved.
Hvor lidt hun end ønskede at dette aldrig skulle stoppe, var der noget i hende da stadig var meget splittet og ikke mindst forvirret. De havde trådt over linjen, nået så langt over den grænse de altid havde haft, og Wen kunne heller ikke udtrykke hvor glad og lykkelig hun var. Men den ubehagelige gnaven i maven blev ved med at fortælle hende, at Rho ville vågne op før eller siden og indse at det han ikke ønskede det her alligevel. Hendes tag i ham var blevet strammet ind og der kunne mærkes en smule desperation og nærmest frygt for at slippe ham igen, som hendes læber lavede åbenmundende kys op af hans hals. Hun stoppede først ved hans øre, som hun forblev tæt på. Der blev hun, og nød hans duft, varme og generelt at han var nær hende. Inden et forsigtigt og nærmest uhørligt spørgsmål forlod hendes læber. ”Mankoi amin?” Det var lige før at man kunne høre frygten og nervøsiteten i hendes stemme. Men hun var nødt til at vide hvorfor han valgte hende, hvordan han kunne vide at dette ikke var noget han ville fortryde senere og dermed gå fra hende. Det var uvant for hende at føle sig så usikker på sig selv og ikke mindst sårbar. Og hun var ikke sikker på at hun var særlig tilfreds med at være sårbar for en gangs skyld.