”Du fisker virkelig i dag!” sagde hun med et grin og bed sig lidt i læben. ”Du kan jo prøve. Man ved aldrig hvad jeg svare” godt nok havde hun svaret nej alle andre gange, men meget kunne pludselig ændre sig.
Wens ansigt kom helt tæt ind til Rhovandírs og lod blidt sin næse røre hans, men kom ikke tættere på end det, selvom det også kun var få centimeter fra hans mund. Men lige nu holdte hun den der og kiggede ind i hans øjne, som hun mærkede hans varme ånde og det lettere nervøse åndedrat, som også nogle gange gippede frem i hende, når hun mærkede ham tættere på sig og varmen der steg, som om at vejret faktisk var en varm sommerdag. Hvilket naturligvis ikke var tilfældet, men hele Ithilwens krop opførte sig som om at der var 40 grader varmt herude. Hun bed sig i læben og mærkede selv hvordan en let rødmen kom op i hendes kinder, og at hun smilede af at hans rødmen var langt mere tydeligt.

Det var et hel at de befandt sig i vandet, for da det pludselig gav et sæt i ham og han trak sig tilbage, ville hun ellers være faldet direkte ned på jorden, men flød i stedet rundt på vandet, som hun slap sit tag rundt om livet på ham og svømmede lidt rundt for at holde sig ved overfladen. Hun så bekymret på ham og fulgte hans blik op i himmelen. Hun så den store rovfugl og de mange småfugle der fløj rundt og Ithilwen kunne høre de normale fuglelyde, men da hun sænkede blikket og så på Rho igen, var det tydeligt at han hørte noget andet. ”Rho? Rho er du okay?” spurgte hun bekymret og lagde forsigtigt og blidt en hånd på hans skulder for at genvinde hans opmærksomhed. Hun var tydeligt bekymret for hvad der pludselig skete med ham. Det var som om at alt akavethed fra før var visket væk fra hende, og det var nok først om nogle timer, når bekymringen havde lagt sig, at hun ville komme i tanke om hvad der egentlig var foregået inden rovfuglens angreb på småfuglene.

''Har jeg nu heller ikke lov til at fiske+ Jeg må da heller aldrig noget når du er omkring.'' Lo han som han barnagtigt rakte tunge af hende.

Han bemærkede knapt at hun ikke længere var i hans favn som han stirrede op efter fuglene, der forsvandt over dem, flyvende over imod en lysning. Et lille suk forlod ham idet de forsvandt og tavsheden endelig indtog igen. Først nu gik det op for ham at han bare havde smidt hende væk som en anden brugt klud, hvilket hun bestemt ikke var i hans øjne.
Han kiggede sig om for at finde hende igen, som han bemærkede hendes hånd på hans skulder. For at forsikre hende om at han var okay, lagde han sin egen hånd på hendes. '' Det...Det må du undskylde..Jeg har desværre ikke den største kontrol over denne evne.. '' Mumlede han.
Han vidste ikke hvor meget hun vidste om denne evne han havde fundet, der var vækket op for nogle få uger siden, som han havde forsøgt bravt at ignorere, til ingen verdens nytte, han havde været nødt til at bruge Thorn for at få bare en enkelt nat uden forstyrrende søvn.
De lysende grønne øjne så over skulderen på Wen, mødte hendes øjne.
''Min anden evne viste sig, og vågnede op for nogle uger siden..Det har været ret stressende... Jeg... Jeg kan høre deres stemmer, høre had de siger, forstå det, nogen gange er det i små udbrud, andre gange konstant...Og andre gange igen kan jeg kun høre deres sang, men jeg kan ikke kommunikere med dem..Hvilket nok er det jeg skal forsøge på for ikke at blive drevet til vanvid...Som jeg var i går.. Toorah sendte mig til Miilaethorn efter jeg havde for stort et søvn underskud grundet dem, de stresser mig værre end noget andet. Men idet mindste fik jeg lidt ro i mit hoved, hvilket er grunden til jeg sov over mig...'' Mumlede han forklarende og indrømmende.

Han sjoskede gennem vandet over for at sidde på kantbredden, han trængte virkelig til det lige pludselig. Han skævede imod hendes smukke krop med den drivvåde kjole tætsiddende ind til kroppen, kun efterladende meget lidt til fantasierne.
''Det undrer mig bare at den først har vist sig så sent, i forhold til hvad der er normalt for os elvere. De fleste kender deres evner i tyverne.'' Smårablede han.

”Tænk det har taget dig så lang tid at indse det?” svarede hun grinende og rakte selv tunge af ham på en lige så barneagtig måde. Det var da lige før man blev i tvivl om hvorvidt de var voksne eller ej. Men det var nok også godt nok, at det var sådan engang imellem.

Hun smilede roligt til ham og nikkede forstående. Det var nok også meget heldigt at der var kommet en form for distrahering, ellers var det nok endt galt midt i det hele. Så hun var vel både en blanding af sur og ret så lykkelig for at fuglende pludselig havde forstyrret. Det ville gøre det hele en smule nemmere for dem i fremtiden. ”Det er helt okay. Det kom bare meget pludseligt.” svarede hun stadig bekymret, og så på ham med hovedet let på skrå. Hun havde ikke lige hørt om hans nyopdagede evne, men de havde heller ikke tilbragt så meget tid sammen her på det sidste, så det var vel klart nok. Hun havde set ham på afstand engang imellem, og noget begyndte at falde på plads. Han havde set meget mere træt ud end han plejede her på det sidste, og nu fik hun så også svaret på hvorfor.
”Og så har Toorah stadig givet dig en 24 timers vagt? Ikke særlig hensigtsmæssig når hun ved hvor mange søvnproblemer du har haft.” hun var en smule knotten på elvernes leder nu. Hun havde vidst at Rhovandír havde haft problemer, at alligevel valgt at sende ham på arbejde i så mange timer som straf, for endelig at havde sovet. Han var kommet for sent op, men bevares, hvis man ikke havde sovet i flere uger var det heller ikke så unormalt. ”Men hvordan fungere det? Ved du om du vil kunne lære at kommunikere med fuglende, eller at du skal lære at blokere evnen, med mindre du får brug for den?” hun var stadig en kende anelse forvirret, selvom hans forklaring havde hjulpet meget, og hun ikke længere så så forvirret ud. Hun stod lidt og fik det hele til at passe sammen i sit hoved som han gik over mod kanten af bredden igen.

Der gik dog ikke langt tid før hun trådte roligt igennem vandet og satte sig på en sten og kiggede roligt frem for sig, men hænderne i skødet. Hun vendte hovedet roligt og smilede til ham, som han talte igen. ”Hey hov, jeg tror jeg var 40 inden min anden evne kom til udtryk.” svarede hun roligt. Det var ikke fordi det var så sent i livet, selvom det var senere end normalen. Men at være 127 inden den anden evne dukkede op, var måske ikke normalt, men stadig ikke noget som Ithilwen nogensinde ville bide mære i. Hun huskede hvordan det var at skulle træne helt vildt for at det lykkedes hende at forvandle sig til ræven i løbet af en anstændig tid. Nu var hun hurtig. Omkring gennemsnittet ville hun nok mene.

'' Jaa, jeg er ikke så hurtig i vendingen.'' Lo han.

Han skævede fra træerne ned mod vandet hvor han med sin magi søgte ned efter åkanderne og fik dem presset, næsten lullet tilbage i deres dvale. Hellere få det gjort nu, inden nogen opdagede det og ville se det som et tegn på en forekommende lang og hård vinter.
Derefter rettede han igen sit blik imod hende, blev dog siddende, med benene en smule akavet lagt over kors, i et mindre forsøg på at få skjult sit lidt for glade køn.
På et punkt kunne han dog takke fuglene for deres skrig. Hvis ikke det havde være for dem kunne de begge vel have været i gang med noget de kunne ende op med at fortryde. Nej det var skam med at holde sig i skindet.
'' Måske det bare er for at hun vil se hvor meget jeg er villig til at gøre for Elverly. Eller for at se hvor min grænse ligger.. Jeg ser det som en test... Selvom jeg nok vil forsøge at få lidt slumren blandet ind i det hvis muligt. '' Det sidste var en lav mumlende indrømmelse. I tilfælde af at der var spejdere omkring dem. Man vidste jo aldrig.
Han trak på skuldrene til hendes spørgsmål. '' Jeg tror det er lidt en blanding f begge dele. Men jeg tror det der er bedst at starte med at lære er at forsøge at lukke ud for lyden af dem, at bare have dem som en baggrundsstøj, jeg er dog ikke sikker på hvordan det vil virke. Kan også være jeg skal blande det sammen med at forsøge at forstå hvad de siger, men det er jo som med alting.. Små skridt af gangen. ''
Hende kommentarer om alderen fik ham til at smile skævt af hende. Hun havde været underligt sød da hendes anden evne ikke var helt styrelig. Hvor hun pludselig ud af det blå kunne få ører eller hale, eller ræveben, eller blot pelsen.
'' Du var et kært syn. ''
Det havde været omkring den samme tid han blev taget ind under uddannelse som spejder efter hans more havde fået nok af hans energi og til tider dårlige fokus på planterne.

Ithilwen bemærkede ikke rigtig noget. Eller også valgte hendes underbevisthed bare ikke at se det lige i øjeblikket. Hvilket nok var godt nok, for hun havde ikke lyst til at gøre ham pinligt berørt, eller på anden måde få startet op på den akavede stemning igen. Ingen grund til det! De skulle bare lærer at holde sig i skindet, det var det hele. De var jo stadig unge og vildfarende. Ikke ligesom de ældre elvere, som havde langt nemmere ved at skjule den almindelige tiltrækning af en anden elver eller væsen for den sags skyld.
”Måske. Men jeg er stadig ikke fan. Og pas nu på med at slumre midt i det hele. Det dur ikke at hun opdager dig.” svarede hun med et skævt smil og ligeledes dæmpet stemme. Det ville ikke være så heldigt hvis Toorah fandt ud af at en af hendes spejdere havde sovet på vagten. Sikke et påstyr det ville give. Hun bed sig lidt i læben og kiggede ud over vandet. ”Hvis det er, kan jeg godt tage med og afløse når du bliver for træt? Eller overtage noget af vagten. Det dur ikke, at du ikke får noget søvn.” sagde hun roligt og lidt dæmpet, for ligesom Rhovandír var Ithilwen lidt urolig for hvorvidt om nogle spejdere kunne finde på at lytte med og sladre. Man vidste jo aldrig.
Ithilwen nikkede forstående til hans forklaring og havde genvundet en mere seriøs og alvorlig aura som de snakkede om det. ”Jo, men når det forstyrre din nattesøvn, bliver det hele lidt mere kompliceret. Men jeg har aldrig hørt om nogen som besad denne evne før, så vi kan ikke engang finde en som kan give dig råd eller bare i det mindste hjælpe dig lidt.” Hun tænkte lidt over om hun rent faktisk havde hørt noget om det før, men der var intet at finde i gemmerne. Det var vitterligt første gang hun havde hørt om sådan en magisk evne som Rho’s.
Ithilwen grinede lidt og rystede på hovedet. Hun puffede til hans skulder som hun kom med en beklagende lydt. ”Det var ikke sjovt! Jeg følte mig virkelig kikset! Prøv at forestille dig, at mind under træning, WUPS! Så har man ræveøre.. Det var så pinligt!” sukkede hun og begravede hovedet i sine hænder. Hun løftede det dog hurtigt igen, som en varm latter forlod hende. Okay, det havde måske været lidt sjovt.

Han betragtede hende som hun stod der, halvvejs i skygge, halvvejs i det halvlune solskin.
'' Lær at sove med åbne øjne eller idet mindste et åbent øje var en af de ting der var nødvendige at lære under uddannelsen. På den måde kan man stadig ane bevægelse omkring sig, og i nogle tilfælde se nok til at mundaflæse. '' Han smilte kækt til hende. Denne træning havde ikke været særlig besværlig for ham, ikke så svært som han havde troet, og han havde mestret kunsten inden for blot nogle måneder, til hans lærers store overraskelse. Mundaflæsningen havde dog været mere besværlig, men det kom mest af elvernes raffinerede sprog.
'' Hrnn det ville være rart hvis du kunne overtage noget af den, men jeg ved ikke hvad din overordnede vil sige til det..Måske han blot vil finde det godt for dig efter du har sjantet rundt i våbenkammeret uden 'egentligt' arbejde. '' Igen var stemmen lav mens han rystede kort på hovedet, på nogle punkter forstod han let ledelsen og de ældre, men andre gange kunne han slet ikke følge med, forhåbentligt ville det da komme med alderen.

Han så alvorligt tilbage på hende. '' Tro mig Wen, jeg har spurgt samtlige af de vidende ældre om der er andre elvere med denne evne som jeg kan lære fra, men ingen har hørt om en evne som denne.. Ikke engang protokollerne i biblioteket synes at nævne noget om elvere der er i stand til at kommunikere med fugle på sådan en måde. Det nærmeste har været Keen familien, men den er stadig meget langt fra det. ''
Han sukkede tungt, det var så besværligt, og hvis der ingen hjælp var at hente i Elveerly kunne det måske ende med at han blev nødt til enten at stå alene med evnen som han gjorde det nu, eller forsøge at opsøge andre racer i et forsøg på at finde en der enten selv havde evnen eller som kunne hjælpe ham med at få bedre kontrol over den.
For at være ærlig ville han gerne blive i Elverly.

Tæt på Wen.

Et lille smil begyndte at spille på hans læber igen.

”Ja ja. Men jeg holder stadig på at det ikke er sundt for dig!” protesterede hun og rakte endnu engang tunge af ham barnligt, for lidt at skjule at hun faktisk var mere end normal bekymret for ham. Wen var vant til, som så mange andre kvindelige krigere, at man ikke udviste for megen følelse eller bekymring alt for tit. En enkelt gang imellem var det okay, men ikke hele tiden. Ikke at hun regnede med at blive svagere af det, men det.. Det var en principsag at forsøge at holde sig lidt på afstand af alt følelsesmæssigt, selvom Wen aldrig havde været særlig godt til det.
”Hvad de ikke ved har de ikke ondt af.” svarede hun lavmældt og helt roligt. For det var jo rigtigt. Men faktisk var det mere, hvad de ikke ved får vi ikke ondt af. For det ville gå langt værre ud over dem, end lederne hvis det blev opdaget. ”Jeg skal først arbejde i morgen aften, så hvis jeg tager den sidste halvdel af vagten, har jeg mulighed for at sove inden min vagt starter.” sagde hun taktisk som hun tænkte det igennem. Wen kunne også sagtens klare 24 timers vagter, men hun havde ærlig talt ikke den største lyst. At sove imellem to vagter ville være bedre, selvom det måske kun var fem eller seks timer, men det var selvfølgelig også nok.

Ithilwen forsøgte at give ham et opmuntrende smil som hun nussede ham lidt på skulderen. ”Hey. Det er som jeg altid har sagt. Du er meget unik, Rho. Og du begynder at have mere styr over din evne, vil den blive helt fantastisk til dig.” svarede hun med et varmt smil og gav hans skulder et klem. Hun vidste ikke hvad hun ellers skulle sige. Dertil mente hun også at han var noget helt specielt! Hun havde aldrig mødt en som kunne få hende til at føle som Rho. Han var altid så glad, humoristisk, drillende og sød når hun var sammen med ham, og selvfølgelig det var mange andre elvere også, men han var stadig lidt mere speciel for hende. Der var nemlig aldrig noget bøvl mellem dem. Noget hun virkelig heller aldrig ønskede at ødelægge. Dette var nok også grunden til at de aldrig nogensinde havde dummet sig før, som de var sekunder fra at gøre for nogle minutter siden. Hvad nu hvis det hele blev kompliceret.
Men Ithilwen håbede inderligt at han kunne finde en måde at lærer at kontrollere sin evne her i Elverly. Ellers ville de betyde han rejste og det den tanke fik hende til at bide sig i læben, men en let sørgmodig mine. Han måtte ikke rejse. Han hørte til her sammen med hende - øhm - sit folk. Helt bestemt sit folk.

'' Sundt+ hvem siger det skal være sundt+ Træning Wen, træning. Med træning kommer styrke og bedre mulighed for at forsvare Elverly, det burde du da om nogen at vide. ''
Han prikkede drillende til hende som hun rakte tunge af ham.
'' Pas på at jeg ikke klipper den tunge af dig, og bruger den som gødning til planterne. '' Spøgte han. Han vidste godt at hun blot var bekymret for ham, men han kunne ikke lide det, bekymring betød oftest lidelser, og han kunne ikke li at se hende lide. En hånd havde nær røget op for at stryge hendes hår, men blev istedet hængende i luften inden den langsomt dalede ned på hans lår igen.

''Jeg tror nok at de første atten-nitten timer kan blive taget med lethed, det er timerne derefter der går hen og bliver lidt mere vratne for mig. Og du skal være væk igen når der er vagtskifte.. ''
Formodede han hende, på trods af at han vidste at hun godt selv vidste alt dette, han ville bare ikke at hun kom i ballade på grund af ham.

Det prikkede en anelse i hans hud hvor hendes fingre rørte, og det gik op for ham at han havde spændt i skuldrene uden at ligge mærke til det. '' Måske, men lige nu er den mere til besvær, og den er ikke så unik som din. '' Han lænte sin kind mod hendes hånd. '' Bare rolig, jeg skal nok finde en måde at kontrollere denne evne på. ''
Det lød ikke helt overbevisende i hans egne ører, og kunne kun græmmes ved at tænke hvordan hun ikke måtte høre det.

”Det var ikke så meget træningen, men at rende rundt uden søvn jeg tænkte på.” svarede hun drillende tilbage og grinede lidt af ham. ”Du kan jo prøve at fange den.” grinede hun og rakte den kort ud igen, men der gik ikke langt tid inden hun tog den ind igen. Bekymringen lå vel i at hun holdte af ham, hvilket selvfølgelig også gjorde at hvis han led, så gjorde det også ondt på hende. Måske i højere grad end hun egentlig ville indrømme, men det gjorde altid ondt når en man holdte af skulle lide. Hun så hans hånd ud af øjenkrogen, men gjorde ingen mine til at stoppe ham, selvom han fik stoppet sig selv. I sin underbevist hed vidste Ithilwen godt at den enkelte bevægelse sagde meget mere end man skulle tro.

”Det ved jeg godt. Du lyder næsten som om, at vi aldrig har overtrådt regler før.” svarede hun med et lille grin og satte en af de løsslupne totter om bag øret. For nøj hvor havde de lavet meget ballade som børn og overtrådt mange regler. Hvorfor skulle det ændre sig bare fordi de nu var voksne. Eller tæt på i hvert fald. ”Men hvis jeg overtager der, så kan du lige få sundet dig lidt, inden vagtskiftet 5-6 timer senere.” hun var lige ved at tilføje at han ikke skulle sove over sig, men i princippet, kunne han ligge sig til at sove ved siden af, som hun holdte udkig. Hun ville ikke blive træt af at se eller høre ham sove, men havde mulighed for at vække ham når det var ved at være tid til vagtskifte. Eller han kunne gå hjem, hans egen beslutning selvfølgelig. Så længe de ikke blev opdaget, gik det nok.

Ithilwen sukkede lidt og rystede på hovedet af ham. Unik som hendes. ”Vandmagi er meget udbredt, og forvandling er faktisk heller ikke unormalt. Det er ikke lige så udbredt, men mange kan forvandle sig til et dyr eller en dyreart. Så unik og unik.. det vil jeg ikke kalde den.” ikke at misforstå, hun elskede sine evner og var ligeglade med at de ikke var unikke! Hun var i harmoni med dem, og derfor var hun også god til det. Men de var ikke så unikke som han reklamerede dem op til at være. ”Okay.. Ellers hvis du kan tænke på bare et eller andet jeg kan hjælpe med, skal du sige til. Ikk?” tilføjede hun og var ikke helt overbevist. Hun vidste det dog ikke helt tydeligt, men kiggede bare på ham og ventede helt til han forstod hendes ord og tog dem til sig. Hun ville være her for ham, og det skulle han vide.

''Heh, jeg ved det. Men søvnmangel kan stadig anses som en del af træningen, så længe den ikke står på i for lang tid, det kan gøre en elver syg. '' Grinte han kort som han citerede sin egen mor.
Han langede drillende ud efter hendes tunge med sine fingre, selvom han egentligt var fristet til bare at bide sig fast i den, men nej, det var en forkert ting af ham at gøre. Det ville ødelægge det hele det var han sikker på.

''Vi har lavet mange narrestreger da vi var små, det var tider.. Jeg er glad for at jeg ikke har været min egen forælder..Det må ikke have været let.. '' Han slog kort en latter op inden han lænede sig tilbage så han lå med ryggen på græsset, og fødderne stadigt i den kølige flod, han så op mellem træerne, mens hans arme støttede hans hovede. '' Men vi er ikke børn længere Ithilwen. Vi er voksne. Vel at mærke unge voksne, men med alder kommer mere ansvar, vi kan ikke blive ved med at lave narrestreger, ikke medmindre vi gerne vil blive smidt ud af Elverly...Og for at være helt ærlig foretrækker jeg til hver en tid at være her, det er mit hjem...Pokker i at Toorah kan virke streng engang imellem, det er sådan hun er. Man får ikke alt serveret på et sølvfad ved at virke skrøbelig, folk ser skrøbelighed som svaghed. Hvilket det jo egentligt også er. Men hun holder balancen og forretningsaftalerne vi elvere har med verden udenfor i gang, såvel som hjælper os med en uddannelse og at have et trygt hjem.. Den tryghed vil jeg gerne være med til at skabe, om så mit liv stod på spil for det.''

Al latter var forsvundet fra hans stemme som hans blik såvel som hans aura synes at blive langt mere alvorlig, tankefuld, og det gik egentligt først op for hm bagefter at han havde sagt alle de tanker og overvejelser højlydt. Han skævede op mod hende, overvejede om hun ville forstå ham. Det var hårdt at blive voksen, javist var de stadigt unge voksne, men de skulle stadig stå til ansvar for deres handlinger, og få mere og mere ansvar som de gjorde Elverly mere sikkert. Medmindre selfølgelig de viste sig komplet uduelige, men så kunne de jo altid arbejde i de mindre krigeriske erhverv.

Han rullede om på maven, ignorerede at græs og småblomster havde viltret sig ind i hans hår som solen begyndte at tørre det.
''Jeg finder den nu stadig smuk og unik. Begge dine evner klæder dig smukt. Matcher nærmest din personlighed.''
Et smil strejfede igen hans læber, han kunne simpelthen ikke lade være når hun var i nærheden.
''Vi kan forsøge, men hvis vi bliver fanget tager jeg det fulde ansvar, forstået. ''
Hans finger kørte eftertænksomt hen over græsset.
'' Jeg tror det nemmeste ville være at jeg startede med at arbejde med duerne og ænderne. De er da forholdsvis tamme, så mon ikke at ignorere dem vil være det letteste og bedste første skridt. Og derfra forsigtigt forsøge at lære deres sprog. ''
Fingrene kørte hen over et stykke bart jord. Han følte overvejende på det, bare pletter i naturen brød han sig simpelthen ikke om så det var med at se om jorden var syg eller om der lå frø i dvale.
Intet af dette lod dog til at være tilfældet.

Ithilwen grinede af ham som han rakte ud efter hendes tunge og bøjede sig lidt tilbage. ”Du ramte ikke” drillede hun ham stadig leende omkring situationen. Hun var på nippet til at række tunge af ham igen, men mente at et nok mest var at udfordre skæbnen, da han nu ville være klar på at fange den.

”Nej, bestem ikke.” hun smågrinede lidt først, men dette døde ud, som vendte hurtigt hovedet væk med en helt anden mine. En mere alvorlig og meget sørgmodig mine. Hendes forældre havde tydeligvis haft mange problemer med deres meget livlige og regelsky datter, nu når deres ældste søn var så god til at overholde reglerne og tage det hele med stiv arm. Men det var nu ikke det som bragte sorgen op i hendes øjne og kort hele hendes ansigt. Hvilket også var grunden til hun vente hovedet. Hun ønskede ikke at han skulle opdage det. Den store sorg hun stadig bar over at havde mistet sin mor, da hun stadig var ganske ung. Noget sagde hende, at hun aldrig rigtig havde fundet fodfæste siden, selvom det efterhånden var flere årtiger siden.
Ithilwen lyttede til hans ord, og hun sukkede dybt, bed sig i læben og trak sine ben ind til sig, som hun kiggede ned i det sølvblå vand. Et enkelt smil sneg sig frem engang imellem, men det var lille og spinkelt. ”Det vil jeg også.” hendes stemme var stille, men alligevel alvorlig. Man kunne tydeligt mærke at hun mente det. Hun ønskede ikke at nogen anden elver i hele Elverly skulle mærke smerten af brutalt at få taget en de elskede fra dem. Ikke hvis hun kunne forhindre det, og hun ofrede gerne livet for det.

Ithilwen smilede af ham og kom med et lille håbløst hovedryst. Dertil greb hun sig selv i at nyde hans søde ord, en tand for meget. Hun var ikke ligefrem uvant med hvad komplimenter angik, men at høre den fra Rhovandír havde altid en lidt større effekt. Måske fordi hun havde kendt ham så længe, og derfor vidste at han ikke ville lyve for hende, bare for score hende, men derimod faktisk mente det. ”Måske har du ret.” hun tænkte selv lidt over det. Vandet var forståeligt nok til hendes personlig. Vild og fri og altid nærmest uformelig og besværlig. Jo, det passede meget godt. Hendes ræve figur. Ræve var for det meste kategoriserede som sky og tilbageholdende. Noget hun ikke umildbart ville kategorisere sig selv som. Men hvis det kunne køres over i hemmelighedsfuld, havde man nok fat i den rigtige ende.

”Forstået. Men du ved, lige så godt som jeg, at chancen for at jeg kommer til at efterleve det ikke er nogen stor mulighed. Det er lige så meget midt ansvar som dit, Rho. Dertil var det min idé.” sagde hun med et lille smil, og et blik der tydeligt antydede at han ikke ville kunne tale hende fra det, om så han forsøgte med al sin magt. Hun lod ham ikke tage ansvaret alene hvis de blev opdaget. En voksen ville tage straffen for egne handlinger, og ikke lade andre tage straffen for selv at slippe fri.
”Tror jeg du har ret i. Som du sagde, man er nødt til at starte i de små.” Hun vendte blikket mod ham igen og kiggede undrende på ham, som han følte sig frem på jorden. Hans undrende blik og undersøgelsen af jorden, fortalte lidt om at alting måske ikke helt var som det skulle have været.

'' Måske det var med vilje. '' Drillede han tilbage, velvidende at de fleste elvere havde pænt gode reflekser, det var nærmest en medfødt gave der kun blev bedre som de blev trænet op i det, hvilket var en af grundene at de var så gode med bue og pil.

Han lyttede opmærksomt på hendes latter, bemærkede hvordan hun skiftede kropspositur, såvel som hendes aura syntes at blive mere sørgmodig. Han havde en anelse hvad det hele handlede om og bandede ved sig selv over at have rodet op i de følelser, dog valgte han ikke at kommentere hende på det, isedet satte han sig op på knæene som han fandt nogle, temmeligt våde, frø frem af en ung han havde i sin lomme, som naturmagiker var det altid praktisk at have nogle frø med sig. Disse var dog ikke praktiske frø, kun i at de ville hjælpe jorden med at blive gødet ordentligt igen. Han rodede lidt op i jorden som han placerede frøene.
'' jeg ved det er din ide, men det er mig der accepterer den. '' Lød det halvbrummende fra ham inden han lagde hånden et par centimeter over jorden og fik åbnet op for frøene så de kunne spire. Med tiden ville de blive til krokusblomster, og kantareller, men for nu var de blot små og virkede næsten ubrugelige hvis man da ikke havde viden om naturbrug.
Ligesm det var hans ansvar med vagten følte han at det var hans ansvar at hjælpe naturen på de blanke steder hvor det virkede som om intet havde groet i længere tid. Dog gjaldt det ikke sådan når det kom til marker.
Han løftede blikket og så hen på hende, rakte en arm ud og nussede hendes ryg, trøstende, uden at sige et ord. Det var der ikke behov for, der var blot behov for at hun skulle vide at hun ikke var alene, på trods af at hun kunne føle sig det engang imellem når minderne om hendes mor blev for meget. Til tider havde han følt sig skyldig for at han selv havde en hel familie stadig.

Ithilwen bebrejdede skam ikke Rhovandír noget som helst. Det var et følsomt emne generelt og man vidste aldrig hvilken effekt det havde på hende. Nogle dage var hun som uberørt af at snakke om familier, med både mor og far og alle deres unger. Andre dage, kunne bare sætningen ”min mor sagde” få hende til nærmest at bryde sammen i gråd. Wen havde aldrig bebrejdet nogen at starte emnet og hadede at se de fik skyldfølelse når de kom i tanke om hendes situation, samt hvis de skammede sig over at havde en hel familie selv. Det var intet man skulle skamme sig over! Man skulle aldrig, ALDRIG skamme sig over at hele ens familie var hel, og Ithilwen skammede sig heller ikke over at hendes var splittet. Andet end at hendes forhold til hendes bror, var mere eller mindre som en rutjebane!
”Skal vi ikke bare gå ud fra, at de ikke finder ud af det. Og hvis de, mod forventning skulle, så tager vi den derfra.” af en eller anden årsag var de lige stædige! Og hans brummen fik hende til at smile lidt bredere igen. Så kunne hun kende hans stædighed igen. Den havde altid været der, og det blev den sgu nok ved med. Hun kiggede sig lidt over skulderen og betragtede ham, som han plantede frø og jorden og hjalp det hele lidt på vej.
Ithilwen sukkede lydløst og lagde sit hoved ned på sine knæ og vendte fokus tilbage til floden hvor hun så sit eget spejlbillede reflekteret. Hun stirrede lidt på det. Det røde hår, de høje kindben. Noget hun tydeligt kendte fra sin moder, selvom øjnene var en tro kopi af hendes far. Hun flakkede let og vendte blikket væk. Hun ville ikke tilbage i det hul, hvor hun knap kunne udstå sit eget spejlbillede. Ithilwen var dog nær hoppet ud af sit gode skind, da hun mærkede Rho nusse hende på ryggen. Der gik dog ikke mange sekunder før alle hendes muskler slappede af og hendes ansigt faldte tilbage i mere rolige folder som hun lod et lettet suk undslippe sine læber. Det var selvfølgelig bare Rho. Hun havde kort bevæget sig helt væk fra virkeligheden og måtte derfor ryste sig tilbage igen ved at rømme sig lidt. Hun kiggede op i himlen, hvor solen så små var ved at bevæge sig tættere ned over træerne. ”Det er ved at blive sent.” sagde hun stille, som hun kiggede på træernes grene svaje let i den stille vind.

En tavs nikken og et tungt suk fulgt hendes spørgsmål. Fint hvis hun skule være så stædig, selvom han virkelig håbede at ingen ville opdage dem snylte sådan i deres pligter.
Han fortsatte sin gniden af hendes ryg, for et kort øjeblik vendte han sig så han kunne give hende et kort armløst- kram bagfra.'' Bare rolig, hun er der stadig, vil altid være en del af dig. Bare tænk på det positive. '' Mumlede han lavt inden han gav slip og rejste sig op, børstende sine bukser for det værste snavs. Selvfølgelig kunne han sagtens sige det, det var jo ikke ha der var kvinde ej heller havde mistet sin mor. Istedet synes han at han havde rigeligt med kvinder omkring sig i familien. 2 fuldvoksne søstre, en niece og hans mor. Det var til tider noget af en hønsegård.

Han skævede imod hende, rakte en hånd ud for at hjælpe hende op.
''Det er ved at være tid for at jeg tager en smutter hjem efter noget tørt tøj, inden vagtskifte.. Medmindre du vil være fiks og få fugtigheden og vandet ud af det hele..+'' Han hævede et spørgende øjenbryn, mens han begyndte at pille ved sit hår for at få tjavser til at sidde ordentligt og blade og andet grønt gøgl til at forsvinde. Han kunne bestemt ikke nå et bad til at få det hele ud med, det måtte blive efter vagten.. Hvis de da ikke blev opdaget.

Instinktivt løb vandet frem ved hendes øjne, men hun holdte dem tilbage og bed kæben sammen. Det var svært at tænke på det positive, når situationen hang sådan sammen. Havde hun måtte ånde ud grundet en sygdom, ville tabet havde været en lille smule nemmere at komme igennem. Men det her var anderledes. Hun blev myrdet og derfor var tanken der stadig med, hvad nu hvis. Hun kunne stadig være her i dag, for hun var sund og rask. Men hun lænede kort hovedet tilbage mod ham og forsøgte sig med et lille nik. Hun blev siddende lidt efter at hans varme var forsvundet og genvandt normal vandmængde i øjnene uden at lade en eneste tåre falde. Hun snøftede en enkelt gang og rømmede sig, som var det ingenting.

Ithilwen rakte ud efter hans hånd og kom op på sine ben, let som ingenting. Hendes kjole var stadig meget våd, og det samme var læderrustningen som lå på jorden ikke langt fra hende. Hun smilede lidt af ham og gik hen til det våde tøj. Hun tog en dyb indånding og holdte hånden over det. Vandet begyndte roligt at svæve op fra tøjet og efterlod det tørt, dog stadig koldt og med et snert af lidt fugtighed, men ikke noget som ville tage lang tid at tørre af sig selv. Hun førte roligt vandet ud i floden, inden hun vendte fokus tilbage til hendes eget tøj. Her gjorde hun det samme, både ved kjolen og rustningen.
Hun grinede lidt af ham, som han forsøgte at få diverse blade og grønt ud af håret og rystede svagt på hovedet. ”Her, lad mig.” sagde hun med et lille drillende smil på læben, som hun roligt stilte sig foran ham og tog diverse småting ud af hans hår. Hun fik det også sat i sin rigtige skilling igen og lod ubevidst sin finger køre ned af hans kind. Hun kiggede på ham nogle sekunder, inden hun tog hånden til sig og smilede til ham. ”Så.” Hun gik hen og bukkede sig ned efter rustningen, mens hun lydløst fik rømmet sig lidt. Hun måtte se af at lade hver med at komme så tæt på ham lige nu! Det skulle bare ikke ende i noget forkert det her! Det måtte det virkelig ikke. Hun fik det sidste spændt fast, rimelig hurtigt og lignede igen helt sig selv, selvom hendes hår, stadig var let fugtigt.

Rhovandír vidste at der ikke var noget at gøre for at få Wens smerte til at forsvinde, han kunne blot håbe at det ikke ville tynge hende for meget den dag hun selv ville skulle stifte sin egen familie.

Han skævede til hendes fingre, men mere end det løb en kuldegysning gennem kroppen på ham som hun fik fortrængt den værste vand og fugtighed. Et lille smil placerede sig på hans læber. Hvis hun nogensinde skulle blive træt af tjansen som kriger kunne hun altid hjælpe til med vaskeri eller i haverne. Hvis hun da havde temperamentet til det.
'' Ah, tak.. '' Mumlede han og lod sin hånd sænke som hun hjælp ham af med de småting der havde sat sig fast i hans hår.
Han fornemmede let hendes finger på hans kind, følgende linjen ned til hans kæbe, og han hævede øjnene, seende op på hende. For et kort øjeblik glemte han helt hvor han var og hvad han skulle stirrede bare ind i hendes skønne grågrønne øjne. I lyset som det faldt lige nu virkede de mere grønne end grå, det var nærmest et facinerende farvespil.
Han hævede en hånd og rømmede sig kort, sænkede den igen for at få den let akavede følelse væk igen. I det mindste var han ikke så 'glad' dernede længere.. Heldigvis.
Han skævede igen mod hende som hun tog sin læderrustning på igen, lavede et tavst løfte med sig selv om at når de var sluppet levende fra vagten, skulle han nok forsøge at holde mere afstand til hende. Om det så betød at han skulle isolere sig selv med en bunke fjerkræ, eller tage flere vagter på sine skuldre. Hvis det kunne distrahere ham fra hende, så ville det være det værd.

Ithilwen var havde nok ikke lige personligheden til at stå i et vaskeri eller have. Hun elskede naturen, helt bestemt, men at stå fast det samme sted hele tiden, var for hende, meget kompliceret. Bo det samme sted, var intet problem. Men at havde ensformigt arbejde, var lige at tage den en tand for langt. Hun smilede drillende til ham. ”Så lidt.” svarede hun med den kække attitude, som hun hurtigt havde genfundet efter alt tormulten med akavethed og pludselig påmindelse om noget, som hun helst ville glemme.

Der var noget forandret ved den måde han nu kiggede på hende, som fik hende til at vende sig med et let bekymret blik. ”Hvad er der?” spurgte hun med et smil, men man kunne godt se de spørgende og let urolige øjne som hvilede på ham. Han virkede, lidt anderledes end da han kom. Hun børstede lidt jord af sig, som havde sat sig fast da rustningen havde lagt på jorden og synes nu det hele var mere eller mindre tilbage til værende samme tilstand som da hun kom herned for nogle timer siden.
Hun kiggede op mod himmelen, som tydeligt afslørede at det var ved at være hen mod aften nu. De havde været hernede i langt længere tid end hvad Wen lige umildbart havde regnet med. ”Vi må hellere komme tilbage.” sagde hun så, som hun gik tilbage mod ham. ”Og så kommer jeg forbi om de der cirka seksten timer, så du kan få sovet bare lidt, uden at gå helt kold.” sagde hun kækt og blinkede til ham. Hun puffede let til hans skulder og lavede et hovedkast. ”Kom, lad os gå tilbage, inden du også kommer for sent til den her vagt.” Hun kunne ikke dy sig og rakte kort tunge igen, inden hun gik tilbage mod byen, og regnede med at Rho ville følge med hende. Med mindre han selvfølgelig havde noget mere han skulle ordne ved søen, eller om det havde været en ren tilfældighed at han var kommet derned lige netop i dag.

Han brød blikket på hende og rystede på hovedet med et skævt smil. '' Intet, har man ikke lov til at se på en god ven længere.+ '' Et lille prust forlod ham inden han selv trak sit tøj på, spændende de forskellige remme, det virkede meget bedre og langt mere naturligt for ham. Det var da også bedre end at stå og kigge på damer, ikke at hun ikke var et kønt syn, for det var hun.
Han strakte sig let, inden han nikkede med et blik vendt mod solen. Der var ikke meget tid tilbage, han måtte hellere få gang i bentøjet. '' Jeg troede vi blev enige om atten. '' Kommenterede han med et let løftet øjenbryn, inden han fulgte efter hende ind mod byen så han kunne nå vagtskiftet.

Herinde fik han taget den typiske læderudrustning på, fik det nærmeste og vigtigste info fra elveren der havde været der før ham, han nikkede let, pakkede en lille sæk med mad og en flaske vand så han idet mindste ikke havde det at bekymre sig om på vagten. Derefter tog han kort afsked med Wen, og tog af sted.


[ Timeskip fremadrettet, ca. 18 timer senere ]


Vagten havde været let, og til dels... Kedelig. Noget af energien var blevet brugt på at hjælpe en elverkvinde med at finde hendes barn, det havde vidst endt op som dagens gode gerning da det havde vist sig at ungen havde forvildet sig lidt for tæt på de usynlige elvergræser. Ungen var blevet rettet en anelse på af ham, inden den blev viderebragt til den lettede mor.
Ellers var der ikke sket noget af videre betydning ved grænsen, som han lydløst patruljerede, gemt blandt skovens vegetation. Det havde været værst i mørket, da han flere gange havde taget sig selv i at blive træt, nu hvor fuglene ikke længere larmede og selv var gået til ro, med undtagelse af nogle få. Han forsøgte at lukke det ude og istedet holde sig vågen ved at holde sig i bevægelse.

Om morgenen havde han taget sig en kort pause som han spiste sin mindre madpakke, derefter satte sig selv i gang igen. Stilheden varede ikke ved.
Som morgenen var kredset frem og blevet til dag var flere fugle vågnet op til deres forårskåde kvidren, så selv hvis han gerne ville falde i søvn, tvivle han ærligt på at han kunne. Der var for meget larm for hans sanser til at slappe af.
Grønne øjne så mod solen, velvidende at snart ville Wen indfinde sig, han kunne blot bede til at ingen opdagede deres lille 'trick', selvom de da burde være glade så længe nogen holdt øje med grænserne.

Ithilwen smilede bare til ham og rystede let på hovedet af ham. Det måtte være noget hun havde bildt sig ind. Han kiggede da normalt på hende, som han altid havde gjort, sådan var det. Det var i hvert fald den forklaring hun gav sig selv, og holdte fast ved. Hendes hjerne mente det var sikrest i øjeblikket.
”Ja, ja. Jeg er der når jeg er der.” svarede hun drillende, med et kækt smil og den velkendte gnist i øjet. De traskede i et rask tempo tilbage, så han kunne nå sit vagtskifte. De tog afsked og Wen bevægede sig hjemad, for at få noget søvn, inden hun skulle op og overtage noget af Rho’s vagt. Som altid var der en lidt sjov følelse i hendes mave, som var en blanding af spænding og adrenalin over at hun gjorde noget hun ikke måtte. Måske var den følelse den egentlige grund til at hun altid gjorde noget hun ikke måtte.

[ Timeskip fremadrettet, ca. 18 timer senere]

Wen havde ordnet nogle enkelte pligter først, inden hun med en dårlig undskyldning, var kravlet i seng, for at få noget søvn inden hun havde aftalt at mødes med Rho. Hun sov egentlig ikke særlig godt, da hun lå og vendte og drejede sig konstant. Hendes hjerne ville ikke holde op med at tænke på hvad der var sket i løbet af dagen, selvom hun forsøgte at berolige sig selv med, at det var ingenting. De havde altid været sådan! De havde altid leget rundt omkring den forbudte streg, men dog aldrig været så tæt på at krydse den! De var bare unge. Det måtte være det. Efter nogle timer, faldte hun dog i søvn, selvom det var en løs søvn. Hun vågnede igen efter nogle timer, og opgav at sove mere. Hun følte sig egentlig ikke træt heller, det var sådan en let flyvende tilstand hun rendte rundt i, fordi hun stadig var lidt småsovende, som hun bevægede sig rundt i det lille hus og lavede småting. Dog gik der ikke lang tid før hun skulle ud mod grænsen igen, og der kom igen den velkendte stemning i hele hendes krop. Spændingen, adrenalinen og ikke mindst begejstringen. Begejstringen var nok mere fordi hun skulle se Rho igen. Hun havde jo savnet ham meget det sidste lange stykke tid.

Ithilwen listede sig afsted forbi de mange træhytter, og sørgede for ikke at vække nogen denne tidlige morgen. Det ville være bedst hvis ingen så hende forlade stedet. Da hun endelig var nede på jorden igen, satte hun i et lidt hurtigere tempo gennem skoven, selvom det stadig var rimelig lydløst. Efter lidt tid nåede hun ud til grænsen og spejdede efter Rhovandír, mens hun lyttede let til fuglenes kvidren. Hun hørte en gå rundt lidt fra hende og vendte hovedet, hvorefter hun fik øje på ham. Hun lyste med det samme op i et smil. Hun gik hen mod han, lidt mindre lydløst, så han havde en chance for at opdage hende og ikke blive forskrækket. ”Har det været en lang nat?” spurgte hun friskt, hvilket hun slet ikke burde være med de få timers søvn hun havde fået.

Rhovandír var glad for at det ikke var en kort strækning han skule holde øje med, men en strækning hvor man kunne bevæge sig i længere tid af gangen, det hjalp ligesom lidt til at holde ham vågen.
En svag puslen hørtes blandt nogle buske, blev kort efter forstærket, da han i det samme øjeblik trak sin dagger, bange for at det var en mulig fjende der havde forvildet sig over elvernes grænser, kun for at stå ansigt til ansigt med Wen.
Han hævede kort det ene øjenbryn, lod så daggerten ned i skeden på hans ben igen. '' Du kunne have givet en bedre advarsel Wen. '' Kommenterede han dæmpet, hans sanser åbne for alt lyd eller forkerte bevægelser, skygger, der ikke skulle være der.
Han rystede på hovedet til hendes spørgsmål. '' Ikke så slem som den kunne have været, idet mindste er strækningen stor nok til at jeg kan holde migvågen ved at gå og klatre.. Og de gange jeg har været ved at være træt har uglerne og droslerne sørget for sit. '' Han smilte skævt.

''Der har ikke været det store, det værste der var, havde været et barn der havde forvildet sig for tæt på grænserne uden at hans mor vidste det. Men udover det har der intet været at kunne rapportere om, hvilket vel kun er godt.'' Han trak let på skuldrene, mens han betragtede hende.
Hun så så energisk ud, også det smil.. Som en unge der vidste den var på vej ud i ballade men ikke kunne tage sig af det.
Hun var virkelig uforbederlig.