Tarrim dristede sig til et smil ved elverens ord. Han var virkelig begyndt at kunne lide hende. Nok var hun lidt høj i skoene, men det kom med stillingen. Men hun var et flinkt individ og hun havde nu reddet ham to gange. Sidste gang havde dog ikke været nær så kritisk som denne. Han var hende dybt taknemmelig og anså hende for en meget god ven. Og nu, hvor hans sind ikke var lige så ødelagt, var det en god ting at være en af hans venner. Ustabiliteten der havde lagt tungt på hans sind, var jo næsten forsvundet.

"Det ville jeg, om end jeg ikke har evnerne til det,"

Svarede han smilende, dog stadig noget hæs. Han var virkelig tørstig, kunne han godt mærke nu hvor han var blevet mere vågen. Heldigvis blev der kort efter bragt vand og frugter ind. Alle sammen frugter, som Tarrim aldrig før havde set, hvilket forvirrede ham en kende. Han var dog ikke tøvende med, at tage vandkanden, hælde noget op i et af glassene for derefter at drikke det hele, alt i mens Toorah stillede ham det altafgørende spørgsmål, som alle ville stille en mand der havde været døden nær.

"Jeg har det.. Jeg ved ikke helt hvordan jeg har det, taget hele den situation i betragtning. Det var ikke ligefrem den sjoveste oplevelse, men i det mindste gør det ikke ondt over alt mere,"

Forklarede Tarrim, stadig noget mild i humøret. Han ville ikke ned ad mod kulkælderen igen, det var en ond ond cirkel. Det var bedst at forblive positiv.

Toorah lod sig synke ned på en stor stol der var skåret ud af lyst træ, ligesom resten af møblerne i rummet var den dekoreret til det overdrevet pompøse. selv sengen Tarrim havde overnattet i var udskåret med fine detaljer. I en langsom bevægelse rettede hun sig, inden stoffet fra kjolen blev strøget med en hånd så det lå fint og glat, så vendte hun de dybrøde øjne imod krigeren foran hende.

"Det har jeg heller ikke Tarrim!"

Hun sendte ham et varmt smil, inden hun strakte sig fremad og tog en af frugterne med skingre farver fra skålen, som hun overraskende let delte i to og spiste så tænksomt den ene halvdel, hun hvade ikke spist meget henover de sidste dage, på trods af, at Tarrim ikke just var en af hendes tætteste venner ville hun ikke have, at nogen kriger af lyset stillede træskoene i hendes vold. Bekymringer havde der været rigeligt af.

"Du er heldig at være i live, to af Elverlys dygtigeste healere har været på overarbejde. Desværre fandt vi ikke din overfaldsmand, men hvis jeg ikke tager meget fejl var det en sortelver, at dømme ud fra pilene, har jeg ret?"

Toorah var ikke meget for at indrømme, at sortelveren var sluppet mellem fingrene på hende og havde kampen været inden for Elverlys arealer var det ikke sket, men det var det nu og det var sandheden, uanset hvor meget det nagede lederen.