Det var ikke meget hun fortalte ham og der var dømt til at være mere at sige, men kendte han Tara ret ville han ikke få det at vide ved at hamre hende mere ind imod muren. Det var mere sandsynligt at muren brød sammen over dem begge end at han fik hendes sind brudt.
Tøvende løsnede han sit greb om hendes kæbe og vendte hende ryggen. Omkring ham hævede sandet sig fra jorden og fløj efter ham, som tro tjernere fulgte deres herre. Han gik til bordet, hvor han lagde spydet fra sig.

En mørk skikkelse kunne være mange ting. Det var ikke meget mere end at sige man så 'noget'.
Han lænte sig ind over bordet og prøvede at genkalde sig det han havde glemt. Hvad var der sket da spydet knækkede? Han vidste det ikke, alt hvad han vidste var at hver gang han prøvede at huske det begyndte hans hovede at snurre. Blev han ved længe ville kvalmen komme frem og til sidst ville det bare virke tomt, som var hele hans krop blevet udtømt for følelser. Han løftede hovedet let. Han huskede ikke noget, men det gjorde Tara åbenbart.

"Du var der da spydet knækkede?"
Han havde stadig ryggen vendt imod elveren. Omkring ham var sandet smeltet sammen til tre kugler, der fløj i en cirkel bag hans ryg.
"Fortæl"
Hans stemme var hverken truende eller hård. Den var heller ikke kommanderende som før. I stedet snakkede han som man ofte havde hørt Samson snakke til sine folk. Som når man bad om noget uden at åbne for modsigelser.

Eleverens stædighed belønnede sig endeligt, grebet løsnede sig, men Tara blev stående som en stenstøtte, i hvert fald til Denaro havde flyttet sig. Diskret åndede hun lettet op, den rødhårede mand kunne uden problemer knuse hende, hvis han ville, men det blev ikke uden kamp og det vidste han.

Hun kneb øjnene sammen, prøvede med alt magt at læse hans kropssprog, kendte han selv Tenebris? Det lod umiddelbart ikke til det, om ikke andet kendte han ham nok ikke med navn. Langsomt trådte hun væk fra væggen, hovedpinen dunkede ubehageligt, men det var ikke værre end hvad man kunne forvente af at få hamret hovedet imod en væg.
I en langsomt bevægelse strøg hun en hånd gennem det lange hår, inderst inde kunne hun ikke benægte, at hun var dybt fascnieret af Denaros evne, sandets glidende bevægelse var smukt og samtidigt skræmmende. Hun ville nok sent glemme ham for hans begravelsesforsøg i ørkenen.

Denaros spørgsmål ramte hende som en hammer, hvad skulle hun bilde ham ind? Ihærdigt ledte hun sine kartoteker igennem, inden hun trak på skuldrene og gik tilbage til Denaros sidste minde.

"Det skete under kampen mod din fætter. Samson fandt dig kort efter. Du var ikke helt død, men tæt på!"

Elveren skævede til e svævende sandkugler bag manden, hun håbede det var forklaring nok.

"Men jeg har også travlt, jeg smutter!"

Tara sendte kort Denaro et påtaget smil, inden hun gjorde mine til at forlade stedet.

Denaro vendte sig roligt rundt. Det besvarede ikke hans spørgsmål. Overhovedet.
"Hvad end du skal nå kan sikkert godt vente lidt længere"
Lød det kort fra Denaro inden han satte sig halvt på bordet og krydsede armene foran kroppen.
"Jeg ved ikke meget om min fætter, men så vidt jeg ved har han ikke magten til at knække mit spyd"
Denaros sind begyndte langsomt at klare sig op. Hans vrede havde gjort det svært at tænke, men nu var det som om det var blevet lettere. Og tingene syntes ikke at hænge sammen. Specielt fordi Denaro nu huskede hans fætters mål med kampen. Han ville ikke blot have Denaro dræbt, han ville have spydet for sig selv.
"Og siden du så det, må du fortælle mig hvordan han gjorde."

Han så indtrængende på Tara. Dette var hans hjem og hans hjem var et fængsel. Herfra gik man ikke før man blevet lukket ud, og Denaro havde ingen intention om at lade Tara gå før han havde fået hvad han ønskede. Svar.
"Fortæl mig hvad der virkelig skete og jeg skal vise dig hvad jeg kan gøre."
Noget for noget. Hvis han ville have hvad han ønskede måtte han i sidste end give noget fra sig selv. Det var sådan livet fungerede og han vidste det. Nu måtte han blot håbe at hans tilbud kunne give balance til handlen. Var Tara overhovedet stadig interesseret i hvad han havde gjort ved knægten? Eller var hendes nysgerrighed blevet revet over af spydet. Eller var den viden så meget værd at hun slet ikke kunne handle med den? LIge meget hvad hun valgte ville Denaro få noget ud af det. Troede han.

Tara havde allerede taget de første skridt imod udgangen, det havde været dumt af hende at gå ned i kælderen i første omgang, men nysgerrighed var efterhånden blevet hendes værste fjende.

"Det krævede åbenbart mindre magt at knække spydet end først antaget"

Tara trak på skuldrene, fristelsen til at tage flugten og løbe direkte ud af døren var stor, men alligevel var der noget der holdt hende fra at gøre det. Langsomt vendte hun sig imod Denaro, så stirrede hun olmt på ham, af en eller anden grund blev hun arrig af hans selskab, han smittede af på hende, lettere end først antaget.

"Jeg så det ikke Denaro. jeg fandt det. Heroppe..."

Elveren slog to fingre imod den ene tinding mens hun hævede øjenbrynene imod ham.

"Jeg var nødsaget til at fiske den lille del af liv frem der var tilbage, jeg så ingenting, jeg følte bare den mistede forbindelse til spydet. Så kan du fortælle mig hvordan han gjorde. Det kan godt være at jeg er mentalist Denaro, men jeg er ikke alvidende"

Taras blik spidsede til, hans tilbud var næsten for fristende, det pinte hende at hun ikke kendte til hans metoder, på den anden side var det ikke hendes liv værd, Samson ville flå hovedet af hende hvis hun fortalte Denaro sandheden. Ja, altså hvis Denaro ikke gjorde det først.
Hun trak på skuldrene i en unaturlig langsom bevægelse.

"Du skylder mig at fortælle, hvordan du gør!"

Denaro blik sad på Tara, som et rovdyr betragtede sit bytte. Han afventede hun faldt i den rette position til at hugge ud og afslutte hende. Ventede på hun kom tæt nok på til han kunne ramme hende før hun nåede at stikke halen mellem benene.
"Du fortalte mig kun en bid af hvad der skete, så du får en bid af hvad jeg gør"
Hans ord var kølige og med et pludseligt ryk rejste han sig op og gik forbi Tara. Med hånden gjorde han mime til at hun skulle følge efter ham.

Han forlod hans private celle og gik over i nabocellen, hvor han tidligere havde hentet knægten. Her sad der stadig en kvinde i hjørnet. Sent i teenage alderen.
Han greb hendes hår og løftede hende op at stå.
"Jeg kan fjerne og tilføje egenskaber til folk der ønsker det, så længe jeg opretholder balancen mellem de to."
Han gav kvinden et skub i ryggen så hun tog et par skridt frem imod Tara.
"Hende her og knægten bad om at få smerten fjernet, men for at fjerne deres evne til at føle smerte måtte jeg tage resten af følelserne med. De accepterede og her er resultatet."
Han havde fjernet deres følelse for at føle alt skidt og alt godt. Det kostede ham utrolige mængder energi og han kunne ikke tillade sig at gøre det når han ikke var et sted, som han følte var sikkert. Det første døgn efter han havde 'velsignet' en af dem havde han stort set ikke forladt sin seng. Hans magi var først kommet tilbage på andendagen og først på tredjedagen havde han haft styrke nok til at han kunne agere blandt de andre RT medlemmer uden at udvise tegn på svaghed, som kunne få ham dræbt. Alt dette holdt han dog for sig selv. Det var risikabelt at lade den viden falde i de forkerte hænder og han frygtede hvad Tara kunne gøre ved ham, når han ikke havde styrken til at gøre modstand.

Tanken om at stikke af blev mere og mere fjern for elveren og blev langsomt men sikkert erstattet af den hidsige trang til at vide mere, hun havde ikke lyst til at forlade kælderen uden at have fået Denaros metode i vide. hans ord fik hende til at blive, hun var godt klar over at denaro udgjorde en fysisk trussel, men hun opvejede det med en psykisk, man kunne vel diskutere om det var værst at ligge i graven, eller bruge resten af sit liv som en grøntsag, til ens bekendte ikke længere orkede at tage sig af en.
Desuden havde Tara nu så fastsat et psykisk bånd med Samson, at hun ville kunne råbe på hjælp, på afstande som folk med fysiske evner ikke var i stand til at forstå. Og Tara kunne fornemme Samson, så langt væk var han heller ikke.

"Jeg har givet dig den forklaring jeg var i stand til!"

Taras stemme var fastsat, hun fandt sig ikke i at blive ført sådan rundt i manegen, hendes naturlige frygt for Denaro måtte ikke overtage.
Hun fulgte med ham, uden at blinke eller tænke over det. Kvinden skræmte hende som alt det andet hun havde set i kælderen, ikke rigtigt.
Hun tog hende i øjesyn, fascinationen strålede ud af øjnene på Tara, så stirrede hun igen over på Denaro.

"Men hvad gør du? Du besidder ingen mentale kræfter Denaro, hvor får du evnerne fra?"

Tara far næsten chokeret, det var virkelig en magisk ting han kunne, hun måtte vide mere, hun kunne ikke forlade stedet nu, ikke før hun vidste alting.

"Hvis du vil vide resten har vi en fælles interesse"
Denaro læber blev bredt i et smil, som ofte dækkede hans spinkle læber. Et smil af kontrol. Han vidste hvad han ville have, han vidste Tara ville være personen der kunne skaffe ham det, og han vidste han havde noget hun ville have. Viden.
"Hvis du kan give mig hvad jeg ønsker, så får du lov at se det ske."
Han lænte sig op af væggen. Ansigtet var selvtilfreds, vreden fra før var ingen steder at se. Sandet svævede stadig i cirkler bag hans ryg, som et våben der blot ventede på at blive trukket. Han tvivlede meget stærkt på hun ikke følte fristelsen til at grave i hans sind efter det, men hvis hun forsøgte var han klar. Hun var sårbar når hun trængte ind, hun ville næppe undgå at få gennemboret sit hjerte og tage den viden med sig i graven.

Han betragtede hende indgående. Havde hun mere at tilbyde ham nu? Måske hvis han oppede indsatsen en smule.
"Men lige et lille urelateret spørgsmål"
Hans blik gled over på kvinden. Dette var en ting han oprindeligt ville have kaldt Tara ned for at undersøge. Han ville dog have ventet til han havde en tredje forsøgskanin. En til at vise frem og dræbe, en til at lade Tara teste på, og en i reserve, hvis noget skulle gå galt.
"Kan du stadig manipulere hendes sind?"
Tanken om at få denne følelsesfri genstand til at udføre ordre, om end Taras, var hvad der havde ført ham frem i første omgang. Med et sværd i hånden og uden omtanke for konsekvenserne ville dette væsen kunne udgøre en skrækfaktor ulig nogen anden hær. Det ville være vidunderligt.

Tara skulede til Denaro, han vidste at han kunne sno hende omkring sin lillefinger med den viden han besad og hun var udemærket selv klar over, at han vidste det. Hun kunne ikke gøre noget ved det, hun hungrede efter hans viden og efter at få hans hemmelighed at kende. Hun hungrede efter at vide hvad hun var oppe imod.
elveren ænsede dårligt sandet længere, hun havde fanget budskabet, hvad Denaro ikke vidste var, at Tara kunne smide ham i så dyb en trance at han ikke var i stand til at knuge sin sutteklud: Hans forbandede sand.
Risikoen var dog endnu for stor til at hun var villig til at tage chancen.

"Lad mig tage et kig!"

Elveren bøjede sig imod kvinden foran hende, så satte hun sig i skrædderstilling og trak den følelsesløse kvinde ned til sig på gulvet, inden hun lænede sig imod kvinden, lænede sin pande imod hendes og lukkede øjnene. Taras hænder gled op imellem kvindens lokker og så sad hun stille, det varede et par minutter, så perlede sved frem på Taras pande, på trods af, at hun sad komplet urørlig. Udefra kunne det næsten se kærligt ud, indeni var det en kamp, ikke fordi kvinden havde nogen form for parader oppe, ligesom drengen var hendes overlevelsesinstinkt dødt, hun var ikke bange længere, ligeglad med døden.
Men fordi følelserne manglede var det svært for Tara at navigere, af samme grund tog det væsentligt længere tid end forventet, men efter omkring et kvarters trance slap Tara kvinden med et sæt, inden hun gispede efter vejret, og med skælvende ben kom på at stå. Sveden løb nedover hendes ansigt og hendes krop dirrede.
Så skævede hun over til Denaro.

"Okay... Lad os se engang!"

Elverens stemme var svagelig og dirrede, men hun var selv for spændt på resultatet. Kvinden sad hvor Tara først havde placeret hende, på knæ i en foroverbøjet stilling.

"Tam, rejs dig op!"

Kvinden tøvede ikke et øjeblik, hun kom på benene hurtigere end man skulle tro var muligt, elveren smilede skævt, så lænede hun hovedet tilbage og betragtede kvinden.

"Tam, hent liget inde ved siden af"

Kvinden forsvandt fra rummet og kom som forventet slæbende med drengen i en arm. Liget skrabede henover gulvet og efterlod et langt blodigt spor. Tara gav et lille næsten hysterisk men udmattet latter fra sig. Tænk at det var muligt. Hun kunne gøre ting ved folk, få dem til underlige kommandoer, men der var altid problemer med følelser indblandet, det var ikke problemet med kvinden.

Tara lænede sig udmattet op ad væggen, så tiltede hun hovedet imod Denaro med et overlegent smil.

Denaro kunne være tålmodig hvis han ville. Det var sjældent han ville, men hvis det interesserede ham kunne han sagtens stå og vente. Han bevæge sig knap nok. Kun en rolig vejrtrækning forlod ham mens Tara sad med kvinden. Skulle ret være ret ville han ikke forstyre. Godt nok vidste han Tara var en glimrende mentalist, men personligt havde han ingen forstand på det og ville ikke tage chancerne.
Da Tara endelig forlod sindet sprang Denaro på benene. Som et lille barn til jul blev hans øjne store da kvinden, Tam, pludselig reagerede. Smilet blev stort og en sjælden latter forlod han læber. Ikke en høj latter, blot en lille en.

"Og hun forstår endda!"
Han slog hænderne sammen foran kroppen inden han gik over til Tam. Som før greb han om hendes kæbeparti og begyndte at undersøge hende. Hendes blik var stadig tomt, hun syntes ikke at opdage han var der.
Blikket faldt ned på liget fra før. Var det ikke fordi det var hans sidste velsignede barn, så havde han testet med knive. Nu var hun dog, for en stund, for værdifuld til at gøre den slags.
"Lytter hun til andre end dig?"
Han kunne selvfølgelig bare have testet, men det ville kun have givet et halvt svar. Han ville vide om hvem som helst kunne ordre hende rundt, eller om det kun var Taras udvalgte.

Han slap kvindens kæber og vendte sig imod Tara. Alt fra måden han stod på til sandet bag ham udtrykte hans tilfredshed. Dette var bedre end forventet. Han kunne ikke vente på at lave flere. Eller bedre? Måske han kunne gøre dem endnu bedre. Stærkere? mindre dødelige? Mulighederne var mange, men han vidste ikke hvor langt hans evner ville række.

Tara skubbede sig anstrengt væk fra væggen, hun lignede en der havde løbet et marathon. Hun betragtede roligt Denaro betragte deres fælles skabning. Hans begejstring var slet skjult og hun måtte indrømme, at hun selv var ret imponeret over arbejdet. så gik hun over ved siden af Denaro og Tam.

"Lige nu gør hun, men det er ikke så svært at ændre hvis man piller ved de rigtige ting. Jeg kender ikke hendes rigtige navn, det var for langt væk og udvisket, så jeg gav hende et i stedet. Noget hun kunne lystre på!"

Tara lod øjnene glide over på Denaro i en langsom bevægelse, hun vidste hvad han tænkte, hvis RT ikke var mægtige nu, ville de kunne vokse til noget gudeligt. Hun blinkede, så lagde hun forsigtigt men bestemt en hånd på hans skulder.

"Nu skylder du mig en forklaring, og den har bare at være god!"

Tara tiltede hovedet, hun gjorde alt der stod i hendes magt for at se ud som om hun var totalt i kontrol, sandheden var at hun havde brugt næsten alt sin energi på Tam, det behøvede Denaro ikke at vide, det skulle han ikke vide, uden sin energi kunne han knuse hende så let som at blinke med øjnene.

Denaro hævede et øjenbryn af Tara da hun lagde hånden på hans skulder. Der var vist noget hun havde misforstået, dette var ikke den del af aftalen han tilbød hende viden for. Dette var blot en test. En god test godtnok, men stadig kun en test.
Han tog let om hendes håndled med to fingre, som var det en ulækker snegl der havde sat sig på ham, og løftede den af sig.

"Det var ikke aftalen."
Han sagde det kort og uden omsvøb. Hun skulle ikke tro det var så lidt der skulle til.
"Hvis jeg skal genopfriske, så bad jeg om viden angående mit spyd, dit syn eller hvad der skete inden i fandt mig. Andet end det er blot at lege skolens duks."
Han mødte hendes blik.
"Tam, hent mit spyd."

Den lille pige vendte sig rundt og gik ud af den lille celle. Denaro ventede dog ikke på hun kom tilbage.
"Til gengæld er pigen din. Hvis hun interesserer dig kan jeg give besked hvis jeg får en ny. Som du selv sagde er jeg jo ingen mentalist."
Om hun sagde ja eller nej betød intet i sidste ende. Hvis hun nægtede kunne han altid gå igennem Samson, han tvivlede stærkt på at den store fyr ville se bort fra en hær af døde levende, som kunne gøre hans bud, og Tara fulgte jo altid Samsons ordre.

Fra døren kom Tam tilbage. Hun bar en halvdel af spydet i hver hånd og rakte dem let frem til Denaro. Han tog imod dem og satte dem i bæltet. Hvad han havde bedt hende om var ligegyldigt, det der betød noget, var at hun havde adlydt ham. En vigtig detalje, hvis han skulle forsætte projektet.

Taras øjne lynede da hun fandt ud af, at Denaro ikke ville give hende den viden hun havde bøjet sig så langt for at få. Hun trådte et skridt væk fra ham og kneb øjnene sammen til smalle anklagende sprækker.

"Det er aftalen nu Denaro! Jeg kan skære hende livet fra ved at knipse med fingrene, så har du en grøntsag tilbage og så kan vi se hvem der ler sidst!"

Taras stemme var en stille hvæsen, hun var blevet endnu mere bleg efter den lille session med Tam. Forbindelsen hun havde skabt var dog også ensbetydende med, at Tam var hundrede procent i hendes magt. Tara og Denaro var alt der eksisterede i hendes verden pt.

"Du fortæller mig hvordan du har gjort, ellers tager jeg en lille hyggesnak med Samson om dine små syslerier hernede. Vi er tættere forbundet end man sådan lige skulle tro, General!"

Det sidste var vredet ud med en vis hån efter hans forespørgsel om at blive næstkommanderende på borgen, trodsigt krydsede hun armene og så forventningsfuldt på Denaro.

Hun var træt, så meget var tydeligt. Hun var også i en position af magt med Tam, men hvis hun ikke havde bemærket havde han allerede foræret hende væk. Det var ikke nogen trussel der ramte ham. Mere hysteri. Han ville gerne holde det fra Samson, men ikke for den pris.
Uden tøven skød hans hånd frem imod Taras kind. Han ville stikke hende en lussing. Ikke en af dem han normalt slog folk med for at slå dem i gulvet. Ikke en hård en, men nærmere en man bruger til at bringe en ustyrlig unge til ro. Den skulle komme pludseligt og uden advarsel. Ikke være kraftigere end hovedet får et smæk, men kraftig nok til at fange hendes opmærksomhed.

"Hvis jeg får hvad jeg vil have får du lov at overvære skabelsen af den næste grønsag"
Forsikrede han hende uden så meget som at hæve et øjenbryn af hendes 'optrin'. Hans krop var rettet op. Nok var han hverken så høj eller muskuløs, som Samson, men hans krop var velbygget. Han var vokset op i kamp og havde mere erfaring end nogen anden på borgen. Han var ikke nogen spøg.
"Og hvis du absolut vil inkludere Samson, tror du så ikke han er ligeglad med hvad jeg gør ved disse folk?"
Denne gang hævede han et øjenbryn. Samson var ikke ligefrem kendt for at behandle slaver, tjenere og fanger godt. At Denaro legede med dem ville næppe gøre ham noget. Særligt ikke når de fleste af dem var af hans egne fisketure. Han tog ikke flere fra Samsons fangekælder end hvad deres aftale havde lydt på. En i måneden.

Idét Denaros hånd daskede løst imod hendes kind flyttede hun sig ikke en milimeter, i stedet vippede hun hovedet lidt forover kneb øjnene sammen til små sprækker. Hun sendte en hammer imod Denaros sanser, som hamrede man en flad hånd imod en guitars strenge ville det sende vibrationer igennem hele hans sind og hele hans følelsesnet. Ingen fysisk vold, men en psykisk lussing af dimentioner. Det var ikke så svært med den psykiske forbindelse.

"Du skal aldrig.. aldrig lægge en hånd på mig Denaro, vi kunne meget let gå hen og blive uvenner!"

Elveren gav en hvæsen fra sig som krængede overlæben op over tænderne, som et rovdyr, hun lod blikket glide over på Tam, den unge kvinde inden hun hævede en hånd og vippede den så fremad. Kvinden sank i knæ, der var ikke længere kontakt mellem hende og Tara.

"Det kan godt være, at samson er ligeglad med fangerne hernede, det er jeg også. Desværre er han nok lige så interesseret i dine egenskaber som jeg, men hvis det er sådan du vil have det skal jeg da ikke komme imellem!"

Elveren tog et usikkert skridt, hun var uendeligt træt, det var længe siden hun havde haft et så omfattende brug af sin evne, hvis hun skulle være ærlig turde hun ikke, mareridt havde holdt hende oppe flere døgn end hvad godt var, og hun havde lavet langt flere psykiske forbindelser end hun burde.

"Jeg ved ikke hvad du vil have, jeg har fortalt dig alt hvad jeg ved!"

Det mentale slag ramte Denaro rent, selv hvis han havde prøvet havde han intet at forsvare sig med og spydet var ikke meget hjælp i sig selv. Et brag lød fra en af de andre celler efterfulgt at et kort skrig og lyden af sten imod sten. Cellen med Alice og Marian var brudt sammen og havde knust de to kvinder, der mirakuløst havde nået at undslippe et sidste skrig før deres knogler blev knust.
Denaro tog et skridt bagud. Sandet, der før var fløjet frit bag ham faldt imod jorden, men stoppede få centimeter over da Denaro fik følelserne tilbage. Han sagde intet. Han var rasende og måtte kæmpe en intern kamp for ikke at knuse loftet over dem begge og lade Tara blive knust som de andre.

Uden et ord vendte han sig rundt og forlod cellen med Tam og Tara, men det øjeblik han satte foden udenfor lød endnu et brag. Denne gang lige bag ham. Døren, som var den eneste udgang af den lille cellen. Brød sammen fra toppen og utrolige mængder af sten, jord og sand faldt ned som en øjeblikkelig blokade, der ville kvæle både lys og luft tilførsel. Udenfor tog Denaro en dyb indånding inden han lod magien flyde fra sig igen. Sand, jord og sten rettede sig til i døren og skabte en åbning stor nok til man kunne gå igennem den.

"Ud"

Han drejede rundt og gik tilbage i hans opholdscelle. Så snart Tara havde forladt cellen ville han lade resten bryde. Med undtagelse af et lille hul, hvor Tam stod. For øjeblikket holdt han den aktivt oppe, og hvis man kiggede op kunne man se at de fleste sten, der udgjorde loftet, var flækket flere steder og sand langsom dryssede ned.

Tara gjorde intet mens Denaro kom sig, han fortjente det, nok kunne man trække tara langt, skubbe hende til en yderste grænse og den havde Denaro netop overtrådt, der var grænser for hvad hun fandt sig i.
Hun kunne ikke lade være med at smile skævt igennem alt udmattelsen da han endeligt gik fra rummet, alligevel bredte en jævn skuffelse sig da det gik op for hende, at han ikke ville fortælle hende hemmeligheden.
Hun vidste ikke engang om hun selv ville fortælle Samson noget, hun vidste at hun burde, men hvad nu hvis hun bare ville vide det selv først?

Hendes tanker blev afbrudt da døren brød sammen, hun ville have skreget, hvis hun havde energi, det havde hun ikke, i stedet klemte hun sig op ad væggen og gispede efter vejret, hendes klaustrofobi satte ind omgående, hendes hjerte begyndte at banke hidsigt og hendes vejrtrækning blev hivende.
Så brølede døren åben og gik op.

Ud

Tara var ikke længe om at følge hans ordre, hun skulle ud og op. Op i lyset og luften. Alligevel stoppede hun kort ved hans dør og smilede. Skyggerne i hendes ansigt var for alvor blevet tydelige nu, hun lignede en der havde influenza.

"Du kan jo tænke over det et par dage. Ellers kunne det være at jeg fandt ud af det på egen hånd. Jeg kunne være heldig nok til at drømme lidt om dig Denaro. Vi kunne hurtigt blive tættere end du selv er klar over!"

Hun sendte ham et lille smil og gav et lille kækt vink fra sig, inden hun lod fingrene glide henover tremmerne, inden hun forsvandt ud af rummet og væk fra kælderen..

// out

Denaro satte sig i sit rum og ventede. Han ventede ikke på noget specielt, han ventede bare. Efter noget tid skød magien fra ham og Tam blev frigivet fra hendes fangeskab. Sand løftede hende op og bar hende ud og ind til ham. Nu vidste han det kunne gøres, så manglede han bare at finde en mentalist, der var villig til at gøre det for ham.
Morgoth? Næppe. Han måtte søge, eller opdrætte sin egen. Der måtte være en mentalist derude, som han kunne få fingrene i.
Han greb sine skriveredskaber og begyndte at skrive noget usammenhængende ned. Herefter krøllede han papiret sammen, smed det væk og prøvede igen. og igen. og igen. Alt imens sandet genoprettede de tabte rum og begravede sporene bag vægge af sten.
//out