Damia ser irriteret hen på Kravenoh. Hun får et strengt drag om læberne og fnyser. "Ha! Du er sindssyg og forestiller ting, som ikke er der så som følelser. Jeg føler ikke noget for nogen. Har aldrig gjort det og vil aldrig gøre det,, siger hun i en bitter tone. Man kan godt mærke, hvor meget hans opførelse går hende på. Det generer hende meget, at han ikke bare overgiver sig eller lader hende være i fred. Uvilligt frembringer han minder om smerte og mørke. Hun kan ikke huske andet en vrede og bitterhed. Alt fra hendes fortid er glemt og det mener Damia er for det bedste. For det var sikkert et liv fuld af meningsløse følelser. Det generer hende virkeligt, at hun skal mindes på det og ryster det af sig.
Det er også alt sammen hans skyld!
"Du bør passe på hvad du siger, du kunne ligefrem virke svag!,, spotter hun ham. I en snild bevægelse er hun over hos ham. Hun har en hånd under hans hage og de grønne øjne er fæstet til hans. Ligenu er hun ikke bange for Kravenoh, dertil har hun været igennem for meget, men hun bliver nervøs ved hans ligegyldighed. Det ser ud som om, at hun vil sige noget, men slipper så hans hage og sætter sig ved ilden. Blodet løber ned ad hendes side. Hun tager sin hånd til halsen og undersøger det. Det er lille, men dybt. Det ville hele med de urter hun ville finde. Damia undgår at se hen på Kravenoh. Føler bare det er underligt at sidde så når Kravenoh uden at kæmpe med ham.
"Her,, siger hun bestemt og rejser sig for at tage salven ud af Kravenohs hånd. Stadig uden at se på ham vasker hun blodet væk fra hans sår med et stykke fra hendes kjole. Uden at tage noget som helst hensyn til at gøre det forsigtigt, smørrer hun salven på og undgår så vidt muligt at se op på Kravenoh.
- Avatar og profil billede lavet af mig
Krystallandet
