Lune missede med øjnene..
"Et barn..." gentog han... så begyndte han at grine lavt, men stoppede dog, da Aishe tog hans hænder væk fra at åbne skjorten..
"Men jeg skal bruge skjorten..." sagde han i en lidt vred tone, trak sine hænder til sig, men åbnede dog ikke flere skjorteknapper... han gjorde heller ikke flere indvendinger mod hende, og lod hende bare kigge på foden hvis det var det hun ville..
"... Ved du, hvad et barn er?" spurgte han så i en melankolsk tone, mens hans blik hvilede kynisk på hende.
"Et barn, er en person, som af krop og sind ikke er voksent.. men hvornår er man voksen? er det når man skal klare sig selv? er det når man skal stå på egne ben?" han bed sig hådt i underlæben, inden hans nu vrede ansigt, langsomt gled op i et smil.
"Jeg ville ønske, at jeg kunne være et barn!" han lo så højt.. en lidt skinger latter, som ligesom så mange gange før, lød helt og aldeles psykotisk..
... Ja, Lune var vist skingrende skør! komplet sindsyg... et fortabt barn, som ingen havde redet da tiden endnu var

Aishe så på ham, men var lykkelig over at han lod være med at kæmpe imod. "Til hvad?" Kommenterede hun ved at han skulle bruge skjorten. Så begyndte hun at se på foden, og rense såret inden han kunne begynde på flere ... underligheder.
Da han så spurgte hende et spørgsmål, skævede hun op på ham, hans kyniske blik var hun ikke så vild med, ville hun gerne indrømme. "..Lune." Hun sukkede let, men latteren skræmte hende ikke så meget. Og han var stadig relativt rolig. Hun satte sig op på sine knæ, og hvilede hænderne i hendes skød imens at hun så på drengen. "Man kan ikke vurdere så nemt hvornår barn er barn og voksen er voksen, linjerne er ikke så faste." Hun tog lidt om hans håndled, og så bare på ham mens han grinede. Den her dreng havde brug for hjælp. Seriøs hjælp, og hun var desværre ikke den der ville kunne hjælpe ham.

"For mig at se er du stadig et barn." Tilføjede hun så, og flyttede en hånd op og hvile på hans skulder. "Et .. Barn der har brug for en at kunne stole på, men ikke desto mindre et barn."

Lune smilte lidt, lo en smule igen, men blev så seriøs.
"Til at flette." svarede han bare.. Ikke at dette gav meget mening...
Da Aishe så begyndte at tale igen, lyttede han opmærksomt. Lune var ganske vist skingrende sindssyg, men han var stadig ikke ubegavet..
"Du er den eneste, som ser mig som et barn." sagde han i en dæmpet tone, sukkede tungt.
"heh... Måske du har ret, måske ikke... pffh..hehe.." og så begyndte han at grine igen. han vippede nakken tilbage, og i et kort øjeblik, skulle man tro at han ville råbe efter Cole igen, men han tav fuldkommen, tog en dyb indånding.
"En at kunne stole på?" gentog han i en spørgende tone, inden han vippede hovedet op igen og så på Aishe.. et direkte blik mod hendes øjne.
"For at kunne stole på nogen, må de kunne stole på en selv..." sagde han dæmpet.. så begyndte han at grine lavt.. denne gang var latteren anderledes.. den var dybere, og mere skjult, som om han forsøgte at holde den tilbage, men det gav bare en underlig grufuld klang i hans stemme.
"Synes du måske, at jeg er til at stole på?" og så gik latteren op igen.. en skinger latter, hysterisk nærmest, inden den så brat stoppede i en luft indhallering.

"Til at flette hvad?" Spurgte Aishe så, men shun så stadig på drengen. Han lyttede. Det var altid noget. Da han så begyndte at grine igen på sin maniske vis, og lod til at det ville gå galt igen, strammede kvinden nærmest per refleks grebet i hans hænder.

De fik øjenkontakt få sekunder efter, og hendes greb blev hvor det var, omend løsnet. Hans latter ar dybere denne gang og hun vidste ikke hvordan hun skulle tage det. "..
"En at kunne stole på?" gentog han i en spørgende tone, inden han vippede hovedet op igen og så på Aishe.. et direkte blik mod hendes øjne. "Det kommer helt an på om du ville være villig til at stole på mig også." kommenterede hun, og så på ham.

Dog forskrækkede den maniske latter hende igen. Og hun slap ham, og hvilede hænderne i sin skød. "Jeg kan ikke stole på dig, før du kan stole på mig."

Til at starte med, svarede Lune ikke på Aishes spørgsmål om hvad han skulle flette... men det ville komme senere..
"Jeg stoler ikke på nogen... Dem jeg stoler på, de dør nemlig.." han lo fortsat den maniske latter... den dæmpede sig, blev hæs som om nogle kvalte ham, inden den så helt ophørte..
"Og selv hvis jeg stolede på dig, ville du ikke kunne stole på mig.." sagde han i en seriøs tone, så meget voksen ud i sin ansigts mimik.. men langsomt gled hans udtryk op i et bredt, nærmest helt slanget smil.
"Kan du vel? Mennesker er bange for det ukendte.... man er bange for det man ikke forstår..? forstår du måske mig?" spurgte han i en nærmest hviskende tone, inden han så pludselig trak sine hænder til sig, og så rundt... han begyndte at nynne ganske lavt, grinte så, men de mange latterlyde blev langsomt kvalt i hans nynnen igen...
"Et reb..." sagde han så... nu kom svaret på det med skjorten.
"Et reb om halsen... sådan.. helt stramt..." hviskede han med et fjernt blik, lod hånden glide op mod sin strube...
"sådan skærer du dine ål.... sådan når du dine mål...." begyndte han rytmisk, men begyndte så at grine igen.... han trak fat i sin skjortekant, flåede i et hårdt ryk, så de to øverste knapper sprang af.
hans latter opstod igen.... den var hæs, og alligevel skinger... han slap sin skjorte, og lod hænderne fare op til halsen, hvor han med voldsomme bevægelser begyndte at kradse på sin strube.
"den ligger i halsen..." hviskede han hvæsende..
"Jeg kan ikke få den ud derfra!!!" lo han højlydt... han lød nærmest som om han havde problemer med at få vejret, og samtidig var hans latter høj, manisk og nærmest hysterisk..

Aishe betragtede tavst drengen, med et alvorligt udtryk.

"Det ved jeg ikke." Svarede hun så ærligt til om hun ville kunne stole på ham. Da han så begyndte at blive manisk igen, og hun rykkede sig en smule væk, bare en smule, da han begyndte at tale om at kvæle sig selv. Chancen for at drengen ville blive voldelig efter hendes næste handling var næsten ikke til at forhindre, men hun skulle få ham til at komme ud af den tankegang på én eller anden måde... Han mindede hende om de hjemløse der havde givet op på alt deres sanse og fornemmelser, der var blevet sindssyge, af at være alene for længe, og .. At se det ved en dreng, et barn, var frygteligt, men det var sket. Så hun gjorde det, som der ... vel måtte gøres. Hun stak ham en lussing, og så på ham med et lettere hårdt blik.

"Kom tilbage til virkeligheden, Lune. Det er ikke løsningen på dine problemer." Sagde hun så, langsomt, men beredte sig til en eller anden form for kraftig reaktion.

Lunes krop stivnede fuldkommen, da han mærkede et slag mod sin kind.. han sad først fuldkommen stille; nærmest som var han forstenet! Men som Aishe havde gættet, kom der en kraftig reaktion fra ham.. hans blik blev rettet direkte mod hende, og begge øjne stirrede diabolsk på hende... eller, det virkede sådan.. det hvide øje kunne jo intet se...
Som en tiger på spring, kastede han sig over hende, med et hvæsende skrig... hans hænder var strakt frem, sigtede efter hendes hals, og fik de fat, ville han presse hende mod gulvet og af alle kræfter forsøge at kvæle hende..
Da Aishe blev klemt mod gulvet, lagde Lune alt den vægt i han kunne, som han sad dér ind over hende.
Der var vildskab at spore i hans øjne.. men ikke ondskab.. nej, det var mere som at se et rædselslagent dyr i øjnene... Men så begyndte han at le... højt, hjerteskærende... hvis de forrige grin havde lydt psykotiske, ville de efter at have hørt dette, bare virke fuldkommen normale og milde... Lunes stemme havde en rytme i sig, mens den hysteriske latter lød... han klemte til med hænderne, mens han lænte sig ned over hende, så hans pande lå mod hendes, og ansigtsmimiken var trukket op i et bredt, forstyrret smil.
"Neh, Aishe~ Hvordan føles det? fortæl mig det!" lød det syngende, mens han lo..
"Hvordan føles det, at luften ikke kan trænge ned i lungerne? Nogle siger, at man kan smage sit eget blod... hvordan smager dit blod?" hvæste han leénde, lænte sig ned mod hendes øre, hvor han i et hårdt bid forsøgte at bide fat om hendes øreflip.. intet seksuelt ment, som nogle måske kunne mistolke det til... nej, han havde i sinde at bide hendes øreflip af!

Hun så på ham, afventende, beredt, men det kom alligevel bag på hende da drengen sprang på hende, et lettere udbrud af shok kom fra hende, og hun skærmede for sit ansigt, men Lune formåede alligevel at få et kvælertag på hende. "Nh!" Hun kneb øjnene sammen også da hun mærkede det frosne jord mod sin ryg, og felbrisk placerede hun hænderne om hans håndled, prøvede at få ham væk.
Det burde ikke være så svært når han var så lille.
Men at hun ikke havde nok luft i lungerne, gjorde det ikke nemmere. Og... Når folk kommer i den hjørne, så har de lige med et flere kræfter end man regner med.
Hans blik skræmte hende ikke, ikke så meget som den psykotiske latter, hans stemme, da han r- åh gud. Så snart han rørte ved hende, aktiveredes hendes kraft, og hun spærrede øjnene op med et halvkvalt gisp, da hun begyndte... at se ham. Hans minder. Hans liv, fare forbi i hendes indre øje som en mindre film. Han havde jo hudkontakt med hende på alle tænkelige måder. Bidet i øret bemærkede hun knapt nok, men det var nok alligevel den der triggede panikken.

"Slip mig!" Hvæste hun, mens hun hev efter vejret, prøvede at løsne grebet i de små hænder, prøvede at få ham væk. "Lune...Slip...mig!" Hun kneb øjnene sammen, prøvede at lukke billederne ude, hun ville ikke se ham, hun ville ikke vide alt om den her dreng, og hun vil da slet ikke miste en del af sit øre. Øjnene blev knebet sammen, og hun blev nødt til at tvinge sig selv til at holde vejret, bare for et par sekunder, for at sænke panik niveauet, tage fat i Lune's skuldre (k?) og skubbe hårdt til ham, for at forsøge at få møgungen af sig.

Lune pressede til... hans øjne var fjerne, vilde og ikke til at få kontakt med, skønt han så hende direkte i øjnene.. Han vidste ikke, hvad hun var ved at se... hvad Aishe så, var hovedsageligt en ustyrligt masse selvmordsforsøg... Lune selv, huskede knapt sin barndom.. han havde fortrængt det meste.. men mange af de billeder Aishe måtte se, var hvor Lune græd alene hele natten, skamferede sin krop, lå tilsvøbt i blod, og kun i sidste øjeblik blevet reddet.. der var scener hvor han faldt fra høje bygninger.. scener hvor han stak dolke i sig selv... så mange dødsscener, som blev afbrudt i sidste sekund... nat på nat, hvor han grædende lå og kaldte i søvne efter sine forældre.. Det var ikke et rart syn.. at se den dengang kun 12 årrige dreng, som smed sig ud højt oppe fra... det var fuldkommen absurd, at se et barn så ulykkelig, så ude af stand til at gøre noget som helst, i den verden hvor han nu engang var blevet placeret..
Lune lo fortsat.
"Hvordan føles det?!" hvæste han råbende midt i sin latter... Men da Aishe så med et pludseligt skub, forsøgte at skubbe ham af sig, kom det fuldkommen bag på Lune, og han slap omgående, endte med at sidde på bagpartiet, hvor han derefter gemte sit ansigt i sine hænder.... så sad han bare stille.. helt stille... han sagde ikke en lyd, gjorde intet, men sad bare helt stille... Hans tanker kværnede rundt inde i hovedet på ham....

Så snart drengens vægt var af hende, satte hun sig op med et sæt, og flyttede sig væk fra ham hurtigere end hun kunne tælle sekunderne. Hun hev efter vejret og stirrede på ham, rystende, og havde armene om sig selv. Hun ville ikke have rørt ham! Hun ville ikke have set de billeder som nu ikke kunne ud af hendes tanker, blandede sig med hendes og andres minder.

"Hvorfor... Er der ingen der hjalp dig?!" kom der fra hende i et let hvæs. Hun vidste ikke hvorfor det var de første ord der skulle komme fra hende, men det blev de. Hun så på drengen, han var stille, så stille. Hun vidste ikke hvilket skridt hun skulle tage, hvilket skridt det skulle være.

Da Aishe talte, så Lune op igen... hans ansigt var udmattet at se på.. han så træt ud, så trist ud, nærmest som om han var døende, så træt så han faktisk ud.
"Hjalp mig?" gentog han forvirret, men med en udmattet, dæmpet stemme.. Den snavsede dreng, med det ødelagte, lettere blodplettede tøj, så forfærdeligt tilredt ud.. håret var uglet, pjusket og med små blade og grene hist og her..
Lune var ikke klar over, at Aishe lige havde set et flashback fra hans barndom.. Lune var ikke så gammel endnu, så Aishe havde kunnet nå at se en god del af hans minder.. de helt tidlige barndomsminder, fra før hans forældre gik bort, huskede han knap nok selv.. af den grund var de ikke fremstået så tydeligt, og Aishe havde nok næppe set nogle af dem..
Lune begyndte langsomt at smile igen... hans latter startede endnu engang, og han lod sig vælte ned, så han lå på siden... hans arme krampede sig om overkroppen, og hans øjne lukkedes, mens han bare lo højt... han var udmattet.. meget endda.. Han var ikke klar over, at han lige før havde angrebet hende... han var simpelthen ikke klar over det...
midt i latteren, begyndte han at kalde igen...
"Cole! Hvorfor henter du mig aldrig?!!!" hvæste han højt, inden hans latter nærmest gled over og lød som gråd...

Aishe så på ham, armene lagt om sig selv, og i fuld beredskab. Han så så lille ud igen. Så træt. Så skrøbelig. Aishe vidste knapt hvad hun skulle tænke, og det så ud som om han havde glemt det. Hans lille angreb. Hun tog et let åndedrag ind gennem næsen. Brynene trukket sammen, og så forvirret.
Hun løsnede så grebet om sig selv, og bevægede sig en smule over mod Lune. Drengen havde brug for hjælp, men det var næppe den slags hjælp som hun ville kunne give ham. Nu kaldede han igen efter denne Cole.

"Jeg så det." sagde hun så forsigtigt, før hun strøg drengen over håret, nu hvor latteren gav sig over i gråd. Hvor meget hun end ikke brød sig om ham, kunne hun ikke bare... lade som ingenting. Hun havde ondt af ham. Lænede sig lidt ned ved siden af ham for at kunne se det runde barneansigt bedre. Hun havde allerede set hans minder... At røre ved ham nu, ville stadig give flashbacks, men .. hun kunne skubbe dem væk lidt bedre nu. "Det er min evne. Jeg kan se folks minder, når vi rører ved hinanden."

Og det var ikke kun lyden af gråd i en latter... nej.. han græd rent faktisk..
"Minder?" spurgte han i en lidt grødet tone.. han gned sine øjne..
".... Hvordan så de ud..?" spurgte han i en hvisken..
"Min mor og far altså..? Var min mor smuk...? Var min far stærk?" hviskede han.. ligenu virkede han så normal som Aishe nok ikke havde set ham før.. men tanken om hans forældre, trickede noget i ham.. han blev menneskelig... ked af det... nej, direkte ulykkelig..
"Jeg kan slet ikke huske deres ansigter mere... Jeg prøver at tegne dem... men deres ansigter mangler altid..." hans finger satte sig mod gulvet.. han tegnede cirkler...
"som om de ikke eksisterede.." han begyndte så at grine igen.. men latteren var forvrænget, dæmpet, og det virkede som om at han forsøgte at overdøve sin egen gråd...
Lune græd ofte.. men som regl var det kun når han var alene.. Men når det kom til stykket, så var han trods alt stadig et barn.. et stort barn, ganske vist, men han var ikke rigtig oven i hovedet på det punkt.. han var som et barn på 5 nogengange, men samtidig var han voksen som en på 20... Han var svær at blive klog på..

Aishe's blik gik til frustration, og dernæst tristhed, mens hun så at knægten rent faktisk græd. Hun rykkede sig forsigtigt lidt tættere på, og da han kom op og sidde, lagde hun tøvende en arm om ham. Hun bed sig lidt i læben, og prøvede at huske de mere slørede minder. Der havde sikkert været nogle af forældrene, og med det udseende drengen havde, måtte en af dem i hvert fald have været smukke. Og det kunne hun sige, sikkert med god samvittighed.

"Det var hun.. Og han var høj, stærk.. Du ligner dem begge." sagde hun så forsigtigt, blidt, ud fra det hun havde haft mulighed for at flikke sammen. Selvom drengen var som han var, gjorde det ondt at e ham så ulykkelig. "Du var også lille dengang." tilføjede hun blidt, og så på ham mens han tegnede cirkler i teltets forede bund. Hun fejede lidt hår væk fra hendes ansigt, og tog det bag øret. Da han så begyndte at grine, det forvrængede latter, lagde hun forsigtigt den anden arm om ham også. Løst så han kunne trække sig væk, ud af grebet hvis det skulle være.

"..Lune.. Der er ikke noget galt i at græde hvor andre kan se det." Mumlede hun stille, "Du er stadig et barn.. Et barn med mange oplevelser på bagen, men et barn..."

Lune tav fuldkommen... han så forbavset med blanke øjne på aishe... det var år og dag siden, at nogen havde givet ham et kram... og da begge arme var lagt om ham, brast han fuldkommen i gråd.. hans ansigt gemte sig ned i hendes skulder, og de snavsede hænder lukkede sig tæt om en del af hendes bluse... Ingen havde i så mange år givet sig tid til at stoppe op, finde tålmodighed og bare vise en smule barnhjertighed overfor den fortabte dreng... Men måske det var klogt, den måde alle var blevet væk... for Aishe havde lige dømt sig selv til en skæbne værre end så meget andet... Lune havde knyttet et bånd... og hvis Lune først knyttede sig til nogen, var disse som fanget i en livslang kontrakt.. hun ville ikke få lov til at forlade ham... Det var han sikker på et sted inde i sin underbevidsthed...
Han talte ikke, men græd bare.. Den sidste tid havde været så hektisk.. han var stukket af flere gange end normalt.. men det var vel normalt? han nærmede sig jo den alder hvor man normalt kom i puperteten.. men Lune's kropsudvikling var bagud.. han var 14, men det var svært at se på ham.. han kunne lige så vel kun være 12...

Aishe så tilbage på barnet, og var glad for at hendes ar efter brandsårene var dækket. Skønt de ikke skræmte drengen, var de ikke det pæneste at glo på. Han blev så stille lige pludselig, og da han brast i gråd, blev hun helt paf. Underlæben blev bidt i igen, nærmest tygget lidt på da hun mærkede hvordan han tog hårdt fadt i hendes bluse, eller overdelen af kjolen var det nu mere. Hun lagde armene lidt tættere om drengen så og begyndte blidt at vugge ham.

"Sshhh.. Det er okay.." Mumlede hun stille, og lagde en hånd mod hans skuldreblade og vuggede ham stadig. Hun lod ham græde, dog. Som han havde lyst til. "Bare græd ud.." Han måtte være så træt.. Rakkalaphen stak hovedet ind, men lagde sig så uden for teltets åbning. Nærmest som en vagthund. Hun vidste ikke noget om at hun havde et livslangt kontrakt, men et bånd kunne hun nu godt gå med til. Hun anede ikke hvor lille han var, eller noget. Efter lidt tid, begyndte hun blidt at nynne. En vuggevise som hendes mor sang for hende, da hun var lille, og vågnede med mareridt. Hun kom aldrig op til at synge selve teksten, da hun ikke kunne huske den så tydeligt, men melodien var der.

Lune kendte ikke sangen som Aishe nynnede... men det beroligede ham... hans gråd svandt ind efter et kvarters tid.. det var nærmest som om Aishes vuggende bevægelser fik lullet ham hen mod en begyndende søvn...
Han græd slet ikke mere, men lå bare helt stille, lænet op af Aishes skulder.. Hans hænders greb løsnede sig lidt efter lidt, og tilsidst dumpede de fra hendes kjole, og lå bare slapt på teltdugens bund..
Han sov... en meget let søvn, men han sov.. Der ville ikke gå længe, inden de frygtelige marreridt ville begynde.. han ville vride sig, skrige i søvne måske... for drømmene var endnu værrer end den virkelighed han levede i..
Hvad Lune ikke selv vidste, og Aishe heller ikke gjorde, var at hun ville drømme en lige så forfærdelig drøm, som den Lune snart ville opleve... for Lune var den sidste hun havde set i øjnene.. så medmindre hun fik øjenkontakt med en anden, inden hendes søvn indtraf, ville Lunes effekt give hende så ond en drøm, at det ikke med ord kunne beskrives... Det var før sket, at folk var vågnet og havde taget deres eget liv med det samme... Hvis nogen vidste, at så voldsomme marreridt plagede den unge Lune, ville ingen stille spørgsmålstegn ved hans sindsyge.

Da drengen endelig faldt i søvn, kunne Aishe også mærke hvor udmattet hun også var blevet oven på dagens oplevelser. Hun lukkede træt øjnene, og lod den ene hånd stryge blidt over hans kind. Lige nu så hans drømme roligeud, og det gjorde hende glad. Hun sukkede let, og fik ham ned og ligge, før hun gik ud og fiskede sine tæpper ud fra sadeltasken, og tog hele tasken af hesten så den kunne hvile sin ryg for natten. Inde i teltet igen, bandt hun sin corsage, og den grønne nederdel op, så hun kun var i den hvide uldne kjole. Hun tog også hårbåndet af, før hun kravlede ind under tæppet, og lagde armene om den sovende dreng igen. Fortsatte stille sin nynnen, idét at hun selv faldt hen. Til at starte med en rolig søvn men...

Mareridtene skulle nok komme.

Rakkalaphen blev liggende ved døråbningen, knurrende lidt engang imellem. Der var noget ved drengen, den ikke brød sig om. Et eller andet var grueligt galt. Og det var ikke bare hans sindssyge.

Natten skred frem med hastige skridt.. Lune startede med en rolig drøm.. men den blev med ét forvandlet til et rent helvede.. hans gode minder blev trukket frem, men så spoleret for øjnene af ham.. i drømmen var han nøgen.. men uden nogen kønsdele eller ting i den dur på sig.. istedetfor var han fyldt med blødende huller i huden... huller, der bare var tomme og sorte, og sprøjtede ud med blod.. hans hvide øje var hævet op til dobbelt størrelse, og var ved at flække hans kranie.. han var i en skov, hvor han vist var på skovtur med sine forældre. han var 5 år gammel... men hans forældre havde ingen ansigter, og deres kropsfaconner var ubestemmelige.. faderen spiste af moderen.. åd hendes hud lidt efter lidt, hvorefter der ud af hans ører fløg en masse små biller.. disse biller fløg ind under Lunes hud.. begyndte at kravle rundt og gnave huller ud igennem huden... de skabte bylder på den stakkels drengs hud.. store bylder, som begyndte at sprænge i luften.. Lune græd, hulkede i søvne.. men han var ikke i stand til at vågne fra disse marreridt.. det var som en forbandelse..
Han løb i drømmen.. alt havde skiftet farve.. men alligevel var der ikke noget som havde en farve.. det var hverken blåt, gult, rødt, sort, hvidt eller gråt... det var lyst og mørkt på samme tid, og hvis der var farver, var det farver som intet menneske før havde set.. det var som var der intet, og alligevel var der alt i disse farver.. en høj hyletone kunne høres, mens Lune i sin drøm løb.. men hvor hver gang han løb, stak hans knogler ud igennem knæene, mere og mere, indtil hans ben pludseligt knækkede af... han løb på de bare knoglesplinter fra sine knæ og nedefter.. bag ham løb hans mor.. hun jagtede ham.. skreg efter ham som et vildt dyr, med en tone så høj at den ikke ville kunne høres af mennesker normalt.. men i Lunes drøm, kunne den høres... Lune løb og løb.. men hullerne i hans hud og de mange blodsprøjt sænkede hans fart.. omsider nåede hans mor ham.. med en kroget hånd trak hun fat i ham.. trak ham hen til sig, inden hun begyndte at grave med sine fingre i hans brune øje.. Da blev alt sort i drømmen, men alligevel kunne Lune sanse hvad der skete.. han hulkede.. græd... hulkede lidt mere og skreg... i drømmen såvel som i virkeligheden.. så begyndte hun at stikke de lange krogede fingre ned i hullerne i huden.. hun trak fat i hans indvolde, trak dem ud igennem hullerne...
Men så blev alt sort... i næste nu stod han i en stor sal.. han var nu normal, uden huller i kroppen.. Han græd i sin drøm.. han var kun et barn nu, på knapt 4 år.. i hvert fald af kroppen.. hans forældre kom ned af en trappe.. som før var de uden form, uden ansigter.. de kaldte på ham.. han løb mod dem.. men uanset hvor hurtigt han løb, blev gangen bare længere og længere.. de forsvandt længere og længere væk.. Lune blev ældre imens han løb.. indtil han nåede den alder han var nu... pludselig dukkede en slank, ungt udseendet mand op.. han trak Lune ind til sig, ved at holde ham for øjnene.. En kvinde klædt i dårligt sammensatte farver dukkede så op.. hun gravede hans ene brune øje ud, og erstattede det med en perle af sølv.. Lune skreg.................

Drømmene fortsatte på den måde.. men de blev værrer og værrer.. Aishe ville ligesom Lune, være ude af stand til at vågne af sit marreridt... først når solens stråler ville lysne området, ville de være i stand til at vågne..

For Aishe var det ligeledes. Drømmene startede roligt, og siden hun ubevidst havde bevæget sin ene hånd over på drengens nakke, og siden hun sov selv, blev hendes drøm - for hende - somewhat. Lune's drøm blev ikke påvirket af det. Men da mareridtene begyndte at skride ind var der ild. Masser af det. De brændte op, alle sammen, og hun selv. Klynk kom fra hende, da hun så dele af Lune's mareridt, men hendes eget var det mest fremtrædende, især da hun rykkede sine hænder i søvne. Billederne ved hende var rædselsslående også, men intet i sammenligning til hvad det ville være hvis det havde været drengens.

"nghhah.." kom der fra hende, da hun greb om den forede teltbund, og lå på siden, stadig med ansigtet imod drengen, men ikke med armene om ham mere. Hun rystede ekstremt, knoene værende så blege, så stramt et greb havde hun, og da solens stråler faldt igennem teltdugen, spærrede hun øjnene op med et gisp da hun satte sig op, hænderne blev placeret på hendes ansigt, som om hun ville sikre at det stadig kun var den ene side af ansigtet der ville være skamferet, vejrtrækningen hurtig, og øjnene opspærrede i frygt, før at et hulk kom fra hende, og hun gemte sit ansigt i hænderne. Hvad var det for et mareridt... Hun havde aldrig oplevet noget så ekstremt.