Hendes lange pause skyldes tydeligvis hendes mistro overfor ham. Det var jo forståeligt. Han havde jo kun lige blevet ven med hende. Så da hun sagde sit navn var det som om Nolans hjerte lettede. En hånd som havde klemt hans hjerte og lunger i spænding mistede nu sit greb og en lykkefølelse bredte sig i hans krop. Hans øjne lyste som julelys og i sandhed kunne man se oprigtigheden i ham. Jeg er virkelig beæret over du siger dit navn til mig... Zidiac. Nolan smilte og gentog navnet inde i hovedet for at huske både navnet og hendes ansigt. Jeg kan ikke ændre på hvad du føler. Men jeg vil være klar til at hjælpe dig hvis du gør. sagde han så og ændrede stemningen endnu engang. Så Nolan rakte ind i sin kåbe og trak en papirlap frem.
Dette er et kort over mit bosted. Hvis du får brug for mig opsøg mig. Han gik roligt hen imod hende med papirlappen. Hvis du ikke kan komme til mig kan jeg komme til dig. Han stak hånden ned i lommen og trak noget der mindede om en krystal op. Tryk på den indtil den lyser og behold den. Jeg vil komme så hurtigt som muligt. Han tænkte sig om. Måske får du aldrig brug for det, men tag det som en sikkerhed, Zidiac. Han rakte krystallen ud til hende. Ventede på hun enten afviste ham eller tog det til ham.

Hun var stadig temmelig mistroisk overfor ham. Faktisk turde hun endnu ikke nærme sig ham, mest af alt af frygt for at han ville gribe fat i hende og derefter ikke give slip og lade hende fuldføre sin opgave.
Istedet pegede hun imod en træstub. " Kan du..De.. Ikke ligge det der...?" Spurgte hun forsigtigt mens hun skiftevis betragtede sedlen og den underlige krystalting, der fik en pludselig sult til at dukke op og få hendes mave til at rumle. Hendes blik blev rettet imod hans ansigt, spørgende.

Han så i hendes øjne og forstod. Selvfølgelig Zidiac. smilte han og lagde det på træstubben. Med blikket på hende trådte han tilbage så han stod med samme afstand til stubben som han havde gjort til hende. På trods af hun stadig var bange for ham var der sket en udvikling. En lyd der mindede om en ugle hyle fangede hans opmærksomhed og han kiggede til venstre for ham selv. Væk fra bjerget og Zidiac. Det må snart være tid? Nolans lagde hovedet tilbage og kiggede op i himlen. Månen manglede sit skær og han lukkede sine øjne. Prøvede at fokusere. Der var noget galt med ham nu. Så han kiggede på Zidiac som mest lignede sne. Lukkede øjnene igen og gned dem. Ikke igen........

hun sneg sig langsomt nærmere stubben, med øjnene fæstnet mere på ham end stubben, hvilket medførte at hun en enkelt gang var lige ved at snuble og falde, men hun genvandt dog balancen. En hurtig bevægelse fra hendes arm og krystaltingen og papirlappen var ude af syne, den ene gemt i en lomme i hendes kappe, den anden skjult mellem hendes hænder mens hun instinktivt, nysgerrigt stirrede på den og snuste let til den. Den lignede ikke en krystal hun havde set før. Mon den kunne spises? Det var noget hun måtte afprøve engang når hun var tilbage i sin trygge rede igen.
De blå øjne så tilbage på Nolan som hun gemte krystaltingen i samme lomme som papirlappen. Hvad var det med ham? Der var et eller andet ved hans opførsel er fik hende til at blive urolig på ny, men hvad det var der gjorde hende urolig kunne hun ikke helt sætte prik ved. Så istedet stirrede hun bare på ham, mistroisk som altid.

Øjnene prøvede at følge Zidiac men fejlede op til flere gange og for hvert skridt hun tog mod stubben så det ud til hun forsvandt mere og mere. Han havde lyst til at angribe hende men han vidste at det ville gå galt. Hans øjne fulgte ikke længere hendes bevægelser men forblev lukket. Nolan lyttede til lyde fordi han ikke kunne se. Snuste ind så han kunne lugte hvor hun var. Noget var galt med ham. Zidiac? Vil du hjælpe mig? sagde han svagt og prøvede at vende ansigtet mod hende men fejlede da hun var tættere på stubben end forventet. Han vidste at hun sikkert vil svare nej, men det var hans eneste udvej. Om lidt besvimer jeg. Jeg vil have dig til at lave et bål. Jeg har nogle sten i min lomme. Give mig noget væske og bare holde øje med at jeg ikke dør af forfrysninger eller ved at blive sat ild til. stemmen hakkede lidt og han prøvede at træde nogle skridt frem mod det slukte bål. Nolan vaklede lidt inden han faldt til jorden. Besvimet.

Hun stirrede på ham, sagde intet blot stirrede, med musklerne spændte, parat til at tage flugten hvis et uventet angreb skulle ske.. Men det var dog ikke ligefrem et angreb der kom. Hun lyttede opmærksomt til hvad han havde at sige, svarede ham stadig ikke men stirrede blot da han besvimede. Hun rykkede uroligt på sig og stod og holdt øje, lod han som om? Forsigtigt nærmede hun sig og prikkede let til ham med en fod.. Intet skete tilsyneladende.
Hvorfor var han besvimet? Af kulde? Det kunne hvert fald ikke være væskemangel.. Der ar jo væske hele vejen omkring dem i form af sne.
Hun rynkede let på næsen som hun satte sig på hug oh hastigt rodede hans tøj igennem og fandt de forbistrede sten. Hun stirede kort på dem, aldrig havde hun selv lavet et bål, hun havde kun set hvordan Samson havde gjort det engang imellem, også køkkenfolkene. Hvordan var det nu de gjorde det? Var det ikke bare sten der blev slået sammen? Samson brugte jo bare sin evne.. Den heldige abe.
Hun forsøgte at genkalde sig billeder af hvordan køkkenfolkene gjorde det. Utålmodigt slog hun dem sammen ved bålet, indtil gnister begyndte at dukke op. Hun mumlede brokkende da det ikke gad og tage fat. Mon træt var for våde? Eller bare ikke duede? Hun rodede rundt i posen stenene hade været i indtil hun fandt noget tørt, mos..! Et eller andet sagde hende at det ville være bedst at lægge mosset ind blandet nogle tynde stykker brænde, altså fulgte hun instinktet og gjorde det.
Endnu engang forsøgte hun sig med stenene og åndede op da gnisterne tog fat i mosset. Hvad så nu? Nåh ja.. puste..!
Hun bøjede sig ned og gav sig til at puste let til gløden mens hun beskyttede den med en hånd for ikke at gå ud. Langt om længe kom der ild og tog fat i bålet. Hun sukkede.
Hvorfor gjorde hun overhovedet dette? Han var jo en vidt fremmed hun ikke kendte spor til.. Men .. Han havde hjulpet hende, på et eller andet punkt.. Ville hjælpe hende lød det til på ham.. Hvis hun følte hun havde behov for det. Hun stirrede på Nolan.
Jo, hun ville gerne være fri og ind finde sin flok igen, men hun vidste ikke hvor de var, desuden ville hun være bange for konsekvenserne af at forråde sin herre.. Hvad kunne det ikke ende i? Endnu et suk forlod hendes læber. Den fremmede havde vidst ret i hvad han havde sagt om at hun havde knyttet sig til Samson, på trods af sin modvilje imod ham.
Var det hvad man kaldte skæbnens ironi? Forsigtigt hev hun Nolans hovede op, tog sin kappe af og bredte den ud på jorden inden hun med godt besvær fik moslet Nolans store tunge korpus op på kappen. Hun så sig omkring men kunne ikke finde noget han kunne hvile sit hovede på udover hendes egen vadsæk. Altså puttede hun den under hans hovede så den kunne støtte ham. Selv satte hun sig på hug ved bålet og holdt øje med flammerne, utålmodigt ventende på at den anden vågnede, alt mens hendes tanker sværmede rundt.

Inde i sit hovede kunne han mærke hvordan kampen mellem Det Gode og Det Onde blev kæmpet og alle de sejre og nederlag der skabte jubel og sorg. Han mærkede hver slag der blev slået og hver slag der ramte. Nolan kunne mærke alt både på indersiden af sig såvel som ydersiden...... Zidiac havde faktisk taget sig af ham. Ellers var han død nu. Det kunne han... se? Noget gav mening inde i ham. Den mening gav ikke selv mening. Der gik noget tid. Ikke en fast tid. Men noget som skete inden i ham. Og han åbnede øjnene. Så sig selv stå og kigge ned på hans dovne krop der lå og så død ud. Men døden var langt slemmere for Nolan. Han kunne også se Zidiac sidde der og kigge på flammerne. Kigge tilbage til hans krop og sådan fortsatte det i hvad der virkede som en evighed når man ikke var inde i sin egen krop. Selvom han havde oplevet at drømme før og prøvede at se sig selv i drømme, var der en betydelig forskel. Han vidste at hvad han så var det ægte. Virkeligheden og at han selv var en drøm. Hvad havde forsaget dette? Var det de frø han havde taget med sit måltid? Sikkert ikke. Manden havde ikke sagt noget om deres effekt. Ikke på denne måde da. Frygt følte han ikke. Der var en lettelse i hans krop. Som han gjorde sin krop lettere og fløj med vinden. Der var tydeligt en forskel på dette og så de gange han var blevet ført væk af vinden. Dette drømme univers lå udenfor tid og rum. Han trådte ind i ilden og kunne ikke mærke dens varme. Det eneste han var bevidst om var hvad der skete. Og noget begyndte at hive i denne skikkelse. Ned mod kroppen. Ned mod den "rigtige" version af ham selv. Det gjorde ondt. Men en psykisk smerte der føltes som en hånd der klemte hans krop og trak ham ned. Ned var også hvad der skete med ham. Ned i kroppen der var blevet plejet af Zidiac..................

Hovedet gjorde ondt og han kunne mærke varmen fra bålet. Den bløde kappe under hovedet. Kulden fra omgivelserne. Lyden fra skoven. Lyden fra vinden. Lyden fra Zidiac. Lyden fra bålet der brændte. Han prøvede at trække vejret. Det lykkedes. Lungerne fyldtes med varm luft fra bålet og både en lettelse såvel som en smerte bredte sig i hans lunger. Øjnene åbnedes men lyset smertede og lukkede sig automatisk i igen. Et host fra hans hals lød. Flere åndedrag gik i hans krops lunger. Tankerne var over det hele. Både på hvem af dem der var den rigtige Nolan såvel som hvad fanden der var sket!
Med sammenknebent øjne åbnede han dem igen og prøvede at få blikket på Zidiac. Han ænsede hende kun svagt men hun sad hvor han havde set i sin "drøm". Og prøvede at føle sin krop og om den kunne bevæge sig. Startede med fødderne. Tæerne virkede da. Foden med. Nu begyndte fingrene at prikke og bevægede sig i små ryk. Det så da ud til han stadig var i live og kroppen med. Tavst fik han kigget godt på Zidiac. Men var langt fra både at kunne tale eller tænke klart. Men han var vågen nu. Og hvad ville fremtiden så bringe? Vil hun slå ham ihjel? ....... Tanken skræmte ham. Hun havde ikke slået ham ihjel da han var i koma. Men hvilken syg person kunne hun ikke være? Vente til han vågnede og så dolke ham ihjel? Nej. Hun var langt fra dette.
Av hans hoved. Han stoppede med at tænke og slappede af.

Zidiac fornemmede en svag bevægelse fra Nolan. Hendes blik blev mere nærværende som hun drejede hovedet fra bålets varme flammer over på den anden som han var ved at komme til sig selv. En smule uroligt betragtede hun ham i stilhed inden hun rejste sig op, gik hen efter noget sne som kunne blive smeltet i et tinkrus, så Nolan kunne få noget væske i sig. Noget sagde Zidiac at det var hvad han ville have brug for efter en omgang besvimelse eller hvad end det havde været.
Tinkruset, der nu indeholdt sne, blev stillet over bålet så sneen kunne smelte hastigt, hvilket den da også gjorde. Tinkruset kom ud i sneen hvor den kunne kølne af, inden Zidiac luntede hen og satte sig på knæene ved ham, vippede hans hoved en smule op og forsøgte at hælde væsken i ham. "Bare rolig, det er kun smeltet sne.." Halvmumlede hun til ham, som kunne hun fornemme at han var nervøs for hendes handlinger.