Cazz fandt sig i slagene, for de var jo trodsalt velfortjent. Han havde sadet hende groft, og det fortrød han. Men han blev vred, da hun betvivlede hans ord, og pludselig fik han lyst til at kvæle denne snobbede kvinde, med de 'stødende' ord. Hans humør vendte imidlertid 180 grader, da hun begyndte at vakle. Han så på hende med et forvirret blik, inden han indså at det ikke bare var spil for galleriet. stolen væltede, da han sprang på benene, og havde hans stærke greb ikke fået fat i Ethelihn, havde hun dunket hovedet ind i den hårde stenmur.
Han vendte bekymret blikket ned på Ethelihn; hun så ikke for godt ud. Måske var det bedre med lidt mere private omgivelser. Han kendte alt til at have det dårligt; trodsalt havde han oplevet flere tømmermænd end de fleste- og han vidste at det var rarest at få ro omkring sig.

Med én kraftfuld bevægelse, samlede han Ethelihn op (?), og bar hende i 'brudestilling' hen til en chaiselon der stod i et fjern afkrog af salen, hvor der ikke var så mange mennesker. Han lagde hende forsigtigt ned, og knælede ved siden af hende.

"Ethelihn? er du okay?" Han tog imod et glas vand fra en betænksom tjener, og støttede Ethelihns hoved, så hun kunne drikke. Han var oprigtigt bekymret, for hvis hun var alvorligt syg kunne han ikke stille meget op, og der var langt til den nærmeste healer.
Han strøg hende forsigtigt over håret, og håbede det var acceptabelt. Det sidste han ville gøre nu var at fornærme hende, men han kunne ikke lade være. hun så så... skrøbelig ud, som hun lå dér, helt afkræftet.

Ethelihn faldt. For hende gik alting i slowmotion, og alligevel kunne hun ikke nå at opfatte, hvad der foregik omkring hende. Det hele kørte rundt som sad hun på en karrusel, der var gået i stykke og samtidig vendte og drejede og snorede som en baseball med spin. For pokker! Jeg burde have stoppet... Trods det var un klar nok i hovedet til at skælde ud på sig selv over hendes egen dumhed. Det krævede en vis mængde energi at kontrollere en hel krop, hvis egne elektriske impulser konstant gjorde modstand. Og så var hun dum nok til at give Cazador et væmmeligt stød til bag efter.
Pludselig mærke hun et eller andet stoppe hende. Jorden forsvandt under hendes fødder, så hun fuldstændigt mistede fornemmelsen af, hvad der var op og ned. Hun mærkede noget blødt under sig og en behagelig fornemmelse af ikke længere at bevæge sig.

Ethelihn slog øjnene op. Hun havde lukket dem på et eller andet tidspunkt efter, Cazador havde grebet hende. Hendes vejrtrækning for tung og en smule urytmisk. Hun sank en klump. En kølig væske rislede beroligende ned gennem hendes hals, og nogen strøg håret væk fra hendes pande. Så stillede Cazador hende et spørgsmål.

"Ti stille!" beordrede hun hæst, "og lad mig få vejret." Hun udviste ikke ligefrem taknemmelighed, men man kunne vel ikke bebrejde hende det, når hun lige nu ikke følte andet end træthed og ubehag. Stille og roligt blev hendes vejrtrækning normal. Energien kom også tilbage nu, kunne hun mærke, men det ville tage et mindre stykke tid før, hun var fuldt opladet igen.
Hun krøb, meget langsomt for ikke at blive svimmel igen, op i en siddende stilling meget lig den lille havfrues mens hun støttede sig på venstre hånd. Så så hun undersøgende og gennemført mistroisk på Cazador, som om hun havde et røntgensyn, der kunne blotlægge enhver skummel bagtanke eller lusket plan. Han er ude på et eller andet... Det må han være. Folk var kun så smigrende, glatte og smiskende, når de ville have noget til gengæld. Faktisk talte hun af personlig erfaring.

Cazz trak sig forsigtigt tilbage, da hun spruttede efter luft.

"Nå jah, bevares" sagde han i et undskyldende tonefald, og trak en stol hen til chaiselonen. han tog glasset med vand, og stillede det på et lille bord, der stod en armslængde fra Ethelihn. Han så rundt i salen, og sendte skarpe blikke, til de der stirrede på dem. Da Ethelihn havde hostet færdig, vendte han igen blikket imod hende, og så hendes granskende blik. Han undrede sig for 5 gang den dag over hvorfor kvindemennesket dog hadede ham så meget. Var han da ikke blevet tilgivet?
Han mødte hendes blik, og hævede et slankt øjenbryn. Hun havde hostet færdig, og sad nu som en uskyldig sylfide på chaiselonen. Men hendes blik brændte, somom hun ville vende ham på vrangen og dissekere ham. Nå, hun ar jo også lige næsten død. sådan da.

"Hør, unge dame, hvor meget vin har du fået?" Spurgte han med et grin, og kløede sig i nakken, som han altid gjorde når han tænkte.

"Det er da godt at mine reflekser er så hurtige,ellers havde du fået en bule i dit henrivede kranie" han blinkede til hende, og rakte vandglasset frem imod hende.

"En tår vand?"

Døden nær? Ikke helt. Der skulle mere til. Denne oplevelse svarede til, at en atlet havde anstrengt sig lidt for meget og deraf fået kvalme og et svimmelhedsanfald. Det var ubehageligt, ja. Temmeligt ubehageligt faktsk, men det var ikke dødeligt. Om et kvarters tid ville Ethelihn føle sig normal igen plus en portion fysisk træthed, der passede til hendes anstrengelse. Efter det havde hun brug for søvn for at blive helt frisk igen.
Hun havde faktisk kun været ude for nærdødsoplevelser et antal gange hun kunne tælle på en hånd. Blandt dem var hændelsen mellem Cazador og hende i arenaen. Den var dog ikke den værste. I arenaen havde hun energi og nok til at lige netop at holde sig uden for bevidstløshed, men også kun lige.

Hun sad stadig og så mistroisk på Cazador. "Det behøver jeg ikke at svare på, gør jeg vel?" svaret var åbenlyst nej. Cazador havde selv set hende nippe til det ene glas hun havde fået hele aftenen. Da Cazador præsenterede hende for et glas vand, gav hun det et enkelt blik som om det boblede af giftstoffer. Det ville hun havde hun ikke tænkt sig at drikke. "Tak, fordi du greb mig... går jeg ud fra. Men nu kan du godt droppe skuespillet, grønært." Normalt ville man nok ikke tage det øgenavn specielt seriøst, men når det blev sagt med dén stemmeføring, var det lidt anderledes. "Hvad er det, du vil have?" Ethelihn blev mere og mere sikker på, hun ikke kunne stole på ham for hvert sekund der gik. Han var alt for venlig, til at det kunne være oprigtigt efter hendes mening. Sådan en spradebasse... Hvor dum tror han egentlig, jeg er?!

Lyden af den instrumentale musik, lød ganske let i halvdæmonens ører. Stiltiende lod han øjnene løbe på de dansende skikkelser, han lod dem vandre imellem hvert individ, betragtede hvad der så end måtte være at se på. Hans øjne søgte intet; søgte ikke efter nogen eller noget, dette var ganske tydeligt. De granskede hver enkel skikkelse, hvert ansigt der dækket af deres dekorerede masker. Alle masker var unikke, lignede ikke hinanden. Enkelte var ganske enkelt afskyelige, passede ikke til de ansigtsformer der var til at ane under dem. Andre passede næsten til perfektion. Dette var dog også kun hans bedømmelse, og ingen andres.
Lyden af nærmende skikkelser, fik Morgoth til at løfte blikket. De allerede let sammentrukne øjne, vendte blikket ganske let over hans skuldre. En mørkets soldat var til at ane i nærheden; han både så, lugtede og fornemmede hans nærhed. Han var der ikke for at more sig, nej det ville være verdens overdrivelse. Han var der kun med det enkelte formål; at beskytte hans herres sikkerhed. Morgoth havde endnu ikke helt vænnet sig til situationen, at være et af de to mest magtfulde mennesker i landet. Ærligt talt, kom han nok heller aldrig til dette. Ikke kun fordi, at han aldrig nogensinde havde villet det, men også for de liv det havde kostet ham. Og her var der ikke blot tale om hans eget private liv, men andres; både den tidligere mørkets hersker, men også lysets dronning. Billeder dannede sig på hans nethinde, fik ham til at vænne ansigtet den anden vej, som om de viste sig foran ham. Han blinkede. Derefter sank han. Kortvarigt følte han et vist ubehag; et ubehag, han ikke havde følt i mange uger. Han kunne stadigt mærke hendes hænder; hendes silkebløde hænder, hvilende imod hans hvide kind. Hun havde bedt om nåde; nådestødet. Og han havde tildelt hende dette – for hendes skyld.

Trods hans titel, som den nuværende Mørkets Lord, var han ironisk nok ikke sort den aften. Han var klædt i hvidt; fra top til tå. Han bar en lang kjortel der nåede ham til fødderne, bundet en anelse op med et tyndt, tyndt bælte. Skoene var også hvide, lavet af hvidt skind. Hans hænder var dækket af et gennemsigtigt stof, så man tydeligt kunne ane den næsten lige så hvide hånd under, og dens sorte spidse negle. Hans lange sorte hår hang løst, liggende pænt over hans brede skuldre. Masken var dog en undtagelse, taget hans hvide tema i betragtning. Denne var sølv; lys sølv. Øjnene var det eneste der var blottet for omverdenen, andet var helt tildækket. Den var graveret med noget, der lignede voksende stilke. Overalt var der dette. Den var simpel, men ganske nydelig.
Sådan så han nu engang ud. Og han lyste op. Hans skikkelse bevægede sig igennem den dansende mængde, med elegance. Han svævede nærmest over jorden. Pludseligt fangede de isblå synsorganer to skikkelser. De var ham bekendte; meget bekendte endda. Som hans øjne fulgte dem, fulgte andre øjne ham. Folk vidste udmærket hvem han var, det var der ingen tvivl om. De kendte ham ikke kun som Mørkets Lord, men også som en morder. Det havde han været længe før, han overhovedet havde betrådt tronen.
Et umærkeligt smil blottede sig frem på hans læber. Masken fulgte ikke denne bevægelse, men ikke desto mindre kunne den ikke skjule den helt. Smilet gengav sig i hans øjne; de ellers døde, følelsesløse øjne. Han vandrede let igennem mængden af folk, betragtede fortsat Cazador og Ethelihn imens de var optaget af hinanden. Da han vidste han var tæt nok på, til at de kunne hører hans stemme, talte han. Hans stemme var blid, næsten monoton. ,,Godaften, I to,”

Ethelihn holdt sit skeptiske, næsten spiddende blik fæstnet til Cazador. Så var der noget andet, der fangede hendes opmærksomhed - og åbenbart også alle andres. Et sted ude på dansegulvet flød en isolerende bobbel rundt. Inden for den ændredes jubel og latter til halv forskræmt, halvt benovet mumlen. Midt i boblen vandrede en hvidklædt skikkelse, selv om farven overhovedet ikke skjulte hvem han var. Det kunne da godt være, man var i tvivl i et splitsekund - han plejede jo trods alt at rende rundt i sort, men så heller ikke længere.

Lige som alle andre fulgte hun Morogth rundt med blikket, hvilket var nemt, da han ikke ligefrem bevægede sig hurtigt. Pludselig fik hun øjenkontakt med ham. Faktisk var det lidt svært at vurdere på grund af masken, der ikke ligefrem gav godt udsyn til øjnene, men hun mente bestemt, at hun så dem smile. Folk gjorde lynhurtigt plads for ham, mens han skridtede over til dem, med sin livvagt i hælene. Ham lagde Ethelihn særligt mærke til. Hvad i alverden skal han dog bruge ham til? tænkte hun med et lille smil og svarede selv, Absolut ingen ting. Morgoth var en person, hun beundrede meget. Derfor havde hun heller intet imod, at han havde overtaget Mørkets Lords plads. Hun beundrede også han forgænger grænseløst, men alligevel. Det eneste, der nagede hende, var, at Morgoth efte sigende selv skulle have gjort det af med Mørkets Lord for overhovedet at kunne tage hans plads.

Morgoth nåede over til dem. Ethelihn stak Cazador endnu et sigende blik, Jeg holder øje med dig, før hun rejste sig og bøjede hovedet et halvt sekund om hilsen og så på Morgoth med sit sædvanlige lidt frydefulde smil, "Herre". Hun havde rejst sig lidt langsommere, end hendes normale, gode reflekser tillod hende. Hun havde trods alt haft det bedre. Jeg burde virkelig have vidst bedre end at give ham den omgang. Dårlig idé efter træning... Før festen havde hun øvet sig lidt på borgen med energiudladninger: præcisionsøvelse, træning af udholdenhed, kræft osv. Hun havde gjort det for at forebygge eventuelle temperamentsudbrud.

// ved det med træningen er lidt random, men tænkte det var for svagt for hende, at dejse om efter bare at give Cazador nogle zap x)

Det var egentlig et udmærket spørgsmål Ethelihn stillede sig selv. Hvorfor behøvede han egentlig en 'beskytter', med de magter han besad? - Ja hvis han skulle være helt ærlig, følte han ingen ubehag ved at have soldaten rendende nær sig. Trods han besad større, om muligt en af de største, krafter i landet, vidste han udmærket det havde konsekvenser for den stilling han nu engang sad på. Dette var ikke kun begrundet af at han generelt havde fjender - det havde han jo, også inden han blev en af de største hoveder i Krystallandet - men også fordi der på daværende tidspunkt var sat en dusør på hans hoved. Ikke at han kunne beskrives som bange, for han var ikke den slags mand - sindssyg eller ej - der frygtede den slags fysiske ubehageligheder, der ville blive påført på ham. Han havde trods alt oplevet dem så mange gange før. Han følte bare ikke for, ærligt talt, at skulle skabe sig at dårligere rygte, ved selv at føre de kampe der blev startet imod ham. Meget muligt han havde startet hans magtstatus med mord; dette var ikke ensbetydende med, at han ville fortsætte sådan.
Derfor havde han taget den beslutning, om at få beskyttelse af de soldater der tjente ham. Andet ville jo næsten være dumdristigt. Det var jo det der i sidste ende slog den tidligere hersker ihjel: han var ikke beskyttet, og han var yderst uopmærksom. Og hvis der var én ting Morgoth for alt i verdenen ville undgå at gøre, var at begå selv samme fejl som han gjorde.

Smilet der prydede Ethelihns læber, fangede hurtigt de isblå øjnes opmærksomhed. Det lette smil der var til at ane i Morgoths øjne, falmede ikke det mindste ved dette. De forblev derimod fastmejlet i dem, i det han nikkede gengældende imod hende. Langsomt hæftede han blikket imod Cazador, kneb øjnene en anelse sammen ved blikket han sikkert ville møde. Han øjne sylede sig ind i hans, betragtede ham med en stilhed de fleste ville finde ubehageligt. Hans blik rettede sig dog efterfølgende imod Ethelihn. Dette måtte være siges at være ganske anderledes, taget det han sendte til Cazador i betragtning. De isblå synsorganer granskede hendes, med en intenshed der sjældent var set i et levende individs øjne. En lav latter hørtes da fra hans hals; mild og sød, som den var. ,,Fortæl mig nu," sagde han da, imens latteren endnu var til at høre i hans stemme. ,,- Hvordan har festen hidtil været?" han vendte kortvarigt ryggen imod dem, så imod de mørkets soldater der pludseligt trådte ind af hovedindgangen. Alle skævede rundt i salen, søgende efter Morgoth, hvis skikkelse de hurtigt fandt. ,,- Der har ikke været nogle stemningsbrydere?" de isblå studerede kortvarigt de sorte skikkelser, hvilede på dem, indtil han atter vendte fronten imod de Cazador og Ethelihn.

Hendes smil blev en smule større. Det frydede Ethelihn noget så indeligt, at hendes herre for det første foretrak hendes selskab. For det andet åbenbart nok til, at hun kunne få ham til at grine - og sandsynligvis smile. Og for det tredje, at han åbenbart mente, at hans vagter var temmeligt ubrugelige i forhold til hende. Han mente, han næsten så på dem som om, der var ham, der skulle holde øje med dem og ikke omvendt. Kort sagt var hun ganske tilfreds med situationen, lige ind til hun blev mindet om Cazador.

"Nej, intet. Med mindre man medregner ham der." Hendes tommel pegede et øjeblik over skulderen og bagud mod Cazador. Med sin bemærkning mente hun naturligvis, at han da knapt kunne regnes for at være et problem. Niveauet af hendes energireserver gav hende ikke ligefrem lyst til at uddele flere stød, men fra nu af og til Morgoth og følge var gået, var der ikke skyggen af et problem. Eller jo måske. Hun kunne stadig ikke regne ud, hvad i alverden det var, han ville have. Han kunne da ikke ved sine fulde fem bille sig selv ind, at hun ville give ham oplysninger, han ikke havde fået i forvejen. De nye fik ikke meget at vide, ikke før de havde vist sig værdige. Det vidste hun af erfaring, for hun havde trods alt ikke været hos Mørkets Lord hele livet. Hvis de nye så var spioner eller på anden måde upålidelige, kunne man bare smide dem ud. Eller slå dem ihjel selvfølgelig... men det griser sådan.
Mentalt holdt Ethelihn stadig godt fast i Cazador. Han fyldte næsten irriterende meget i hendes hoved. Så meget at en tankelæser som Morgoth måske ville opfange det ufrivilligt.
"Jeg ser, Deres Nåde har taget et 'mindre' følge med?" kommenterede hun sarkastisk. Det drillende smil, der spillede på hendes læber, var fuldt synligt. Hendes maske lå nemlig stadig sammen med hendes tykke pelssjal ovre på den stol, som hun nær var væltet ved. Et eller andet sted var hun glad for, at Cazador havde været efter hende det sidste lange stykke tid.

Cazador havde holdt sig lidt i baggrunden, da Morgoth var kommet. Han vidste godt, at Ethelihn var en mørkets kriger, og at det ikke just ville gavne hende at han tog føringen. Ihvertfald ikke fra starten.
Efter der var blevet gestikuleret flere gange hen imod ham, tog nysgerrigheden alligevel over. Han rejste sig fra sin stol, rettede på jakkens krave, og skridtede hen imod dem. Da han stod side om side med Ethelihn, stoppede han op, og gjorde et let buk imod Morgoth.

"Godaften deres nåde. Jeg hører at det er Dem, der skal være min fremtidige leder?" sagde han, og løftede hagen en anelse. Det passede ham ikke just at skulle ligge under en anden mands magt, men han måtte bide det i sig- der stod flere soldater der bare ventede på at pågribe en eller anden.
Han skævede til Ethelihn, for at sikre sig, at hun var okay. skønt hun troede han var snigmorder eller lejesvend, ville han hende kun det bedste, og ligenu var han bekymret for hende. hun var trodsalt næsten lige kollapset for næsen af ham. den slags er svært at glemme.

Morgoths isende øjne fulgte den kvindelige krystalianers henvisning, og vendte derfor blikket over hendes skuldre, imod Cazadors siddende skikkelse. Han smilede ikke, men dette var ikke ensbetydende med han ikke fandt hendes ord humoristiske. For det gjorde han skam; der var ingen misbilligelse at se i de skinnende øjne, nærmere morskab. Denne morskab synes dog at fordufte som den havde betrådt hans følelsesmæssige udspring, og efterlod blot et intetsigende blik tilbage, i de stadigt stirrende øjne. Langsomt vendte han øjnene tilbage imod hendes skikkelse, lod hovedet falde nogle få centimeter til den ene side, imens han foldede hænderne på ryggen.
En virren dannede sig under hans ene øje, fik kortvarigt hans øjne til at falde imod gulvet under deres fødder. Impulser stødte imod ham, fortalte ham at han skulle åbne op for hans magiske evne; lytte til de samtaler, ingen normalt ville kunne hører. Disse samtaler var selvfølgelig dem, som folk førte med sig selv; dem der ikke lod sig høre i offentligheden, men blot inde i folks hoveder – nemlig tankerne. Morgoth havde været tankelæser så lange han kunne huske. Denne evne havde dog aldrig været ham så let, som dem han på daværende tidspunkt også besad. Den havde været, og varr stadigt til tider, svær at kontrollere. Han havde dog altid holdt af den, nydt af at bruge den. Trods de enorme manerer, dem der i al fald gjaldt i visse situationer, var ham ganske tætsiddende, brugte han den alligevel. Han brugte den kun når det var ham nødvendigt – når han fandt det nødvendigt, så at sige. Det måtte det siges at være for ham på daværende tidspunkt. Nu hvor hans instinkter fortalte ham det. Det var derfor, uden voldsom megen tøven, han lukkede op. Alt startede som en enorm summen; alles stemmer hørtes i hans hoveder, som bier der fløj omkring hans i forvejen følsomme ører. Dette standsede dog lige så langsomt, i takt med han fokuserede på én nærtliggende person. Han hørte pludselig hendes stemme, klar og tydeligt. Hun talte ikke om ham, regnede han med, da billeder, dannende en velkendt, mandligt ansigt, viste sig på hans nethinde. Et utydeligt smil formede sig på de røde læber, bag masken. Han irriterede hende gevaldigt, gjorde han ikke?
,,Taget med? De fulgte blot efter, kan jeg fortælle Dem,” svarede han hende pludseligt, helt upåvirket af sin egen evne. Sarkasmen i Ethelihns var ganske tydelig. Sammen med det drillende smil, der spillede sig frem på hendes læber, var ganske synligt – hvilket var ganske klart. Hun ville have ham til at se det.
Blikket der før havde hvilet på Ethelihns ansigt, vendte sig nu nogle centimer fra hende. Cazador nærmede sig med rolige skridt, og Morgoth fulgte ham med øjnene. Han slap ham ikke ud af syne, end ikke da han atter stod foran dem – ved siden af kvinden lige foran halvdæmonen selv. Han fulgte Cazadors eksempel, da han hævede hagen. Vendte om muligt hans eget overlegne kropsholdning imod ham selv, ved denne handling. ,,Godaften,” hilsede han tilbage, og lod hans øjne falde vurderende over den mandlige krystallianer foran ham. ,,- Har De? Så rygtet har alligevel nået så langt,” han vendte lod øjenlågene falde ganske let ned over hans øjenlåg; dannede sig et køligere udseende, end den kolde farve hans iris indeholdte. Der var ikke megen venlighed at spore i den dybe stemme. At der nogensinde havde været det, ville man nok ikke kunne sige. I hvert fald ikke overfor ham. ,,- Jeg håber at fuldføre mig arbejde langt bedre, end den tidligere hersker. Også i udvalg af nye soldater,” hans stemme var bitter, ironisk samtidig. Ubehageligt, ville de fleste beskrive den som. Andre blot provokerende – hvilket nok var dem, man kunne betragte som de lidt for overlegne, typer.

Lyden af nærmende fodtrin fik ham til at vænne ryggen imod de nærtstående skikkelser. En flok soldater var ham nu nær, holdte sig på mindst fire meters afstand. De spredte omkring de tre personer, dog stående med fronten imod dem. Deres blikke bevægede sig omkring i lokalet, ud på dansegulvet. De var her ikke for fornøjelsernes skyld, nej det var man ikke i tvivl om. De var her kun for én ting skyld; nemlig for at beskytte den mand, der netop var blevet placeret på titlen, som Krystallandets nuværende konge. ,,Bare rolig Cazador - de bider kun, hvis De snerrer,” Han vendte de isblå synsorganer imod hans; borede sig imod hans, med et blik der ville have fået en hund til at ligge sig overgivende ned. En pludselig latter hørtes pludselig fra ham; lav, sød, charmerende. Han rystede på hovedet, eller hvad man kunne kalde den vrikkende bevægelse, der næsten var utydelig. ,,Spøg til side: Har De været en mand i aften? - Budt frk. Ishi op til dans, så at sige?” han vendte blikket tilbage imod Ethelihns grålige øjne; hans egne smilede ganske let. Ironisk nok, så de så uskyldige ud. Så søde.

Ethelihn havde næsten ondt af Cazador, da han kom til at give udtryk for sin manglende viden og Krystallandets nuværende regent. Uden at vende ansigtet mod Cazador smilede hun passende frydefuldt. Og Morgoth var åbenbart endnu mere på bølgelængde med hende end først antaget. Cazador fik i hvert fald så hatten passede, og Ethelihn nød det. Ikke at det kunne overraske nogen naturligvis. Hun kunne bare godt lide at se folk, hun ikke brød sig meget om, live trynet. Særligt den syrlige sarkasme, Morgoth lagde i kommentaren omkring det såkaldte rygte, fandt hun forfriskende. Selvfølgelig var det ikke ligefrem venligt, høfligt eller noget andet rart, men hvem havde også nogen sinde kaldt hende sød?
Ethelihn følte pludselig sin hud prikke let af kuldegysninger. Effekten af den krydrede vin, nåtte have mistet sin virkning. Hun overvejede at spadsere over for at hente sit pelssjal for ikke at nævne sin maske. Så overvejede hun at bede Cazador gøre det, siden han havde været så hjælpsom. Det havde han faktisk været. For hjælpsom... Hun følte sig lidt paranoid, men det var nødvendigt i hendes branche. Til sidst overvejede hun at sende en af livvagterne afsted, men det ville de nok ikke gøre, med mindre hun truede med at lave dem om til grillede kyllinger i stedet for de kyllinger, de var i forvejen. Man kunne jo nærmest kalde det en forfremmelse. Grillkyllinger smager i hvert fald bedre. Hun lagde armene let over kors sådan, at hendes hænder holdt om hende overarme. Det hjalp ikke meget på hendes kropstemperatur, men det måtte være godt nok. Folk omkring dem var holdt op med at stirre alt for meget. Nogle var oven i købet gået tilbage til festen, selvom Morgoths værdiløse livvagter godt kunne virke lidt distraherende. Så hørte hun sit navn blive nævnt.
Hun flyttede vægten over på sit ene ben, så hun svajede i hoften. "Nej, det har han faktisk ikke." Hun smilede gengældende til Morgoth og besvarede roligt hans blik, hvorefter hun flyttede sig opmærksomhed og et skummelt smil over til Cazador. Et eller andet sagde hende, at han ville tage udfordringen op og danse. Nu stod hun bare og overvejede, om hun skulle takke ja eller nej. Hun følte sig veldigt godt tilpas, måske lidt for godt endda. Hun var begyndt udlade 'herre' og 'deres nåde' fra sine sætninger, når hun talte til Morgoth. I bund og grund temmeligt respektløst, men hun opfattede ham lige nu mere som en ligemand og medsammensvoren end sin herre.

Sikke et fjols- komme her og spille smart. Hvidt klær' ham ikke engang. Cazador havde mest af alt lyst til at spytte Morgoth i fjæset. Det havde været en god aften, alt taget i betragtning, og nu skulle han komme og ødelægge alt. Cazz var ikke oplyst om Morgoths tankelæserevne, så det faldt ham derfor ikke ind at holde tankerne i bero også.
Han mødte Morgoths stikkende blik, da han talte. Cazz havde aldrig haft problemer med at fastholde et blik. Det var den bedste måde at paralysere et offer. Havde det ikke været for det isblå blik, der fik ham til at fryse helt ind til knoglerne, havde han sikkert fastholdt det noget længere end han var i stand til nu. Han tog blikket væk fra Morgoth, og lod det vandre hen over Ethelihn, der i den grad så ud som en lille frysende hund. Da en tjener kom forbi, vinkede Cazz ham hen til sig, og bad ham om at hente pelssjalet på bordet dérhenne, til den yndige dame med de grønne striber i håret. Tjeneren nikkede, og kort til efter fik Ethelihn sit sjal. Han sendte hende et skævt smil, hvorefter han vendte blikket imod Morgoth. Han havde mest lyst til at droppe det hele, og bare tage hjem.

Cazz havde aldrig været decideret bange for nogen. Han havde sit tandsæt og sin uforgængelighed, så han havde aldrig haft noget at frygte. Men han havde på fornemmelsen, at Morgoth ikke var en man skulle spøge med. Det undrede ham egentlig ikke hvis Morgoth havde myrdet Mørkets Lord, sådan som rygtet havde lydt. Det var ikke nok med styrke her- der skulle også snedighed og klogskab til. Cazz besluttede hurtigt, at han ikke ville gøre sig for meget uvenner med manden foran ham.
Da kommentaren om han havde været en mand faldt, kunne han dog ikke dy sig for at smile et frydefuldt smil. Nå, så han ahvde ikke budt hende op til dans?

"Jeg beklager meget at skulle minde frk. Ishi om det, men sandheden er den at jeg vidst har fortjent min manddom i aften. Frk. Ishi valgt såmænd bare ikke at danse med mig. Tilgengæld har hun delt over halvdelen af en flaske glødvin med mig. Og jeg må sige, at hun har yderst smukke lår" Han kastede et blik på Ethelihn, og slog et klik med tungen.

"Nåh, spøg til side, den herre. Har de mon selv bevist deres værd som mand i aften?"
Han vidste godt at han legede med ilden. Han kunne bare ikke lade være. ;)

Det var aldrig klogt at gøre sig dårligere tanker om en tankelæser – specielt ikke når hans/hendes nærhed var den negative person, ganske nær. Det udsendte impulser, der stødte til tankelæserens instinkter; fortalte at han/hun skulle lytte, med de øre ingen andre havde. Lytte til samtaler der kun foregik med tænkeren selv, og ingen andre. Disse impulser, blot af en anden slags, havde ramt Morgoth før den aften. De gjorde det igen, blot med en anden form for advarsel. Disse var direkte henvendt til ham, og ikke som før, hvor Ethelihn havde gjort sig nogle grusomme tanker om Cazador. Denne gang var det Cazadors tur, til at gøre sig nogle ubehageligere tanker, men ikke om Ethelihn – om Morgoth selv.
De isblå øjne trak sig langsomt tilbage imod Cazador, granskede det markante ansigt foran ham. Morgoths øjne havde ikke vidst nogen form for venlighed den aften, og måtte da godt nok heller ikke siges at nærme sig noget lignende det, på daværende tidspunkt. Hvis øjne kunne dræbe, ville Cazador have drattet om på stedet. Det frydefulde smil der prægede Cazadors læber, da han atter vendte blikket tilbage imod halvdæmonen, besvarede han ikke. Han stirrede blot fortsat imod ham, stiltiende; lyttende til de ord der fulgte efter hans smil. Præcis som han havde gjort, da Ethelihn havde også havde talt. Igennem hendes ord, havde han udmærket godt lagt mærke til hendes faldende respekt for ham. Dette tog han ikke som en fornærmelse; nærmere dumdristigt, stupidt. Han havde aldrig oplevet dette, end ikke overfor landets tidligere hersker. Han havde der viet enorm respekt til, i form af frygt og beundring. Morgoth selv havde aldrig undladt at kalde ham sin herre, da hans liv var viet til ham – ufrivilligt godt nok, men ikke desto mindre var hans skæbne lagt på det spor. Helt fra skabelse af hans foster havde det været planlagt hans væsen skulle være under Mørkets Lord, og ingen andre. Om han så ville nå langt, havde det aldrig været sikkert; men planen havde det da været. Langt var han nået, meget langt. Længere end hans afdøde far, nogensinde kunne have drømt om. Han blev langsomt kvalmen.
Trods Morgoths egentlig had til den tidligere Mørkets Lord, havde han trods alt haft sine manere på plads. Disse synes han pludselig ikke at se mange af hos Ethelihn, trods hendes ellers respektable person. Han håbede da dette ville ændre sig, ligeså meget som han håbede på at Cazadors alt for høje selvtillid, en dag ville falde voldsomt.

Lyden af den mandlige krystallianers klikkende tunge, opløste matheden i halvdæmonens stirrende øjne. En hvis blankhed lagde sig atter over dem, som hans mentale tilstand ikke havde deltaget i omgivelserne de sidste mange sekunder. Dette havde han da gjort, og gjorde det da i storhed da spørgsmålet, Cazador stillede Morgoth, atter faldt. Da dette spørgsmål da lød, tillod han sig at tale: ,,Om jeg har bevist mit værd, som mand? Undskyld, men jeg har været mand de sidste treogtyve år af mit liv – Dem derimod, De må siges ikke at have givet slip på Deres barnagtige tankegang endnu,” den isende stemme var ikke til at tage fejl af. Denne blev også hurtigt opfattet af kongens nærmeste liv vagt, der nærmede sin hersker med hastige skridt. Han blev dog hurtigt standset af en hånd, der hævede sig ganske let op i luften. Morgoth havde endnu ikke viet med øjnene, men fastholde dem stadig som en klynge til Cazadors. Den førnævnte hånd flyttede sig fra luften, til masken der blokerede udsynet til Morgoths næsten hvide ansigt. Denne blev fjernet med en blid hånd, og da blev blokeringen fjernet. De blodrøde læber var trukket ud i en ligegyldig streg; afspejlede blot den ligegyldighed der var i det glatte ansigt, som en enorm kontra til de kyniske øjne, han nu engang var rundt på. ,,Så, fortæl mig, føler De Dem virkelig overlegen nok til, at spytte mig i hovedet? – For så gør det,”

Ethelihns sjal hang pludselig om hendes skuldre igen, leveret af en venlig tjener efter Cazadors ordre. Hendes dejligt varme sjal..Det sjal var hun meget glad for at gå igen. Det eneste synlige tegn på hendes glæde var, at hun trak sjalet om sig i afslappede bevægelser og så på Cazador; ikke hoverende eller ondskabsfuldt, nærmere tvivlrådigt. Øjenlågene blev knebet sammen, mens øjnene selv så først ned så op ad Cazador. Hun forsøgte at læse hans hensigter, selvom hun vidste, at kropssproget i dette tilfælde ikke gav meget væk. Han var faktisk en helt god skuespiller. Måske burde de ansætte ham på teateret... Og så var hendes hoverende smil tilbage.

Og så blev hendes blik koldt. Hun lagde sin fulde vægt over på sit højre ben så hoften blev skudt ud. Bevægelsen fik kjolen til at glide lidt til side så hele hendes ben blev synligt. Det ragede hende en høstblomst om hun havde vist ben. Derfor generede selve bemærkningen hende heller ikke. det var mere alt det, der lå under. Han forsøgte med fuldt overlæg enten at gøre hende forlegen, eller Morgoth vred hendes opførsel eller begge dele. Og så skulle han også nævne vinen? Igen betød selve bemærkningen intet som helst. det var alt det andet, der betød noget.
"Så vidt jeg erindrer, min skat, så bad du modbydeligt høfligt om jeg ikke ville danse. Hvorefter du giver op, fordi jeg svarer nej." Underforstået, ikke særligt mandigt. Hun skævede over til vinen lidt, som den antydning alligevel havde gjort hende lidt forlegen. Det havde den for så vidt også, men den kunne kringles. "I øvrigt beklager jeg at skulle minde Dem om, at De drak langt det meste af den halve flaske." Med vilje brugte hun - efter omstændighederne - høflige vendinger. Cazador skulle gerne få en fornemmelse af, ikke længere at være i kridthuset.

Og apropos høflige vendinger, så var manglen af 'herre' og 'Deres Nåde' sandsynligvis kun midlertidig. De var til en fest, hvor man skulle more sig, og så virkede det så nemt at droppe de opstyltede manerer, hun hadede sådan. Hun havde stadig stor respekt for den mand, og da vagterne trådte frem og blev beordret tilbage, blev hun mindet om det. For øjeblikket var de høflige tilnavne tilbage igen, i hvert fald så længe, Morgoth var sit dårlig hjørne - selvom det ikke så så skidt ud fra, hvor Ethelihn stod x)

Der var noget helt, helt galt hér. og det så ikke godt ud fra hans side- tværtimod. Iskolde øjne var rettet imod ham fra alle sider, vagternes knoer var hvide af at holde om deres sværd, og der blev langsomt rykket sammen, så han blev mere og mere omringet. Han var ved at få klaus. Og det hjalp ikke synderligt på det, at det efterhånden var længe siden han havde fået et ordentligt måltid mad. men hvis han bakkede ud nu ville han fremstå som en kujon overfor Ethelihn. og at være svag overfor en kvinde var noget af det Cazz hadede allermest.
Han vidste godt at han havde bragt sig selv i denne unægteligt akavede og farlige situation. Men det var jo langt sjovere at være rapkæftet end at holde sin mund- det satte kulør på tilværelsen. Kuløren lige nu så dog ud til at blive noget à la dybblå, næsten sort.
Han trængte til mad, han trængte til sine stoffer, og han trængte til ro fra det irriterrende kvindemenneske, der havde rodet ham ind i det her. Nu bankede hendes stemme igen på hans trommehinder. hvorfor kunne kvindemennesket dog ikke holde mund, bare ét sekund?! det var svært nok at tænke i fred i forvejen- han havde fået på fornemmelsen, ud fra Morgoths isnende kolde blik, at hans tanker ikke blev holdt for dem selv, hvad enten han ville det eller ej.
Det er høfligst at tiltale damerne først, så det var hvad Cazz gjorde.

"Det er andt, det med vinen. men jeg må påpege at jeg sikkert er noget mere vant til den slags end De, frk. Ishi" han kunne ikke undertrykke en let hvislen, da han sagde hendes navn- når først hans evne begyndte at tage over, mistede han meget af sin normale pli og moral ( som for eksempel ikke at hvisle af folk). Han mærkede hvordan hans kæber begyndte at udvide sig og give plads til flere rækker ekstra tænder, men det lykkedes ham at undertrykke evnen tidsnok til at den ikke påvirkede hans stemme.

"Tja, barndommen er en glæde der desværre kun er forbeholdt nogle længere inde i livet. Til din spørgsmål, den herre, så har jeg ingen intentioner om at spytte dem i hovedet- det ville svide forfærdeligt, er jeg sikker på. Jeg er bestemt ikke oplagt til verbale slagsmål iaften. Det skulle være en glædens aften, skulle det ikke? hvis mørket ikke har forstand på at more sig, er jeg ikke sikker på at jeg er specielt interesseret i at slutte mig til Deres følge Hr. Morgoth." han hævede bevidst stemmen, for med de lette trækninger af hans evne, der løb igennem hans krop, fulgte en utrolig skarp hørelse.
Omtalte hørelse opfattede i samme nu en velkendt stemme- lettere drævende og skinger, tilhørende en lavstammet, rødhåret kvinde med en sød opstoppernæse og fregner i hele hovedet, en kvinde ved navn Marina der havde hængt efter ham så længe han kunne huske. for en gangs skyld priste han sig lykkelig for at høre den stemme- nu betød den redning.

Ganske som håbet hørte han lidt efter stilethæle, der nærmede sig gruppen. de røde lokker kom dernæst til syne, brusende omkring hendes hår. Hun var en middelklasses dame, og havde derfor ikke kendskab til at det var den nye Mørkets Lord hun nu trippede forbi.
Cazz behøvede dybets set ikke løfte en finger- den naive kvinde gjorde alt arbejdet for ham.

"GUUUD!" hvinede hun, og trippede vakkelvornt over til Cazz, som hun faldt om halsen. Hun virkede beruset, bemærkede han. sikkert kærlighedssyg igen. hun var værre end en skruk høne.

"Cazz, skattebasse, det er sørme længe siden! Hvem er dine venner? nå, ligemeget, du skylder mig en dans!" snøvlede hun, mens hun skottede til Ethelihn, og rettede på sin kjole. Cazz lagde forsigtigt en arm om den svajende kvinde, og hjalp hende dermed med at stå oprejst; en kunst der var svær for hende at klare alene.

"Du skylder mig en dans, for sidst vi var til bal blev det ikke til noget!" klynkede Marina, og det kom som på stikord til Cazz.

"Åh, jamen selvfølgelig Marina, jeg har selvfølgelig ikke glemt det. Hvis herskabet vil have mig undskyldt- jeg har lovet at danse med den unge dame her" Det sidste var henvendt til Morgoth og hans følge. Han trak den svajende Marina med ud af kredsen, og hen på dansegulvet, hvor det knap blev til mere end en enkelt lille kredsen rundt om hinanden, før Marina- fuld som hun var- var nødt til at finde det nærmeste toilet. Cazz benyttede situationen til lige så stille at glide ud af døren, ned af trappen, og ud i det fri. Han var nødt til at jage, og det i en fart.

//out (tør ikke mere xD)

Cazadors begyndende forvandling, var Morgoth ganske tydelig. Han kunne ikke kun se hvordan hans kæbe, unaturligt eller ej, rykkede sig frem, men også hører det. Lyden var ikke mindre end ubehagelig; den mindede ham praktisk talt om lyden af en brækkende kæbe, der var slået ud af sin plads. Ikke desto mindre vedligeholdte halvdæmonen stadigt sit hadefulde ansigtsudtryk, på trods af lyden der kildrede hans følsomme hørersans. En stærke lugt er syre nåede hurtigt forbi Morgoths næsebord da Cazador åbnede munden for at tale. Dette gjorde ham blot yderligere nysgerrig for krystallianerens udviklende tilstand. Menneskelig var vidst ikke det eneste, den mandlige krystallianer var. Tværtimod, var meget mere – han havde tilsyneladende også en form for magiske kræfter, men én ting havde han tilsyneladende også. Abstinenser.
At have sådan et behov, både fysisk og psykisk, til et stof var noget Morgoth havde oplevet. Følelsen af abstinenserne var ubeskrivelig; helt igennem ubeskrivelig. På trods af de mange år der var gået – sytten, atten år for at være lidt mere præcis – huskede han den udmærket. Han huskede tydeligt følelsen af desperation, frustration og iver for rosen af opium i hans sind. En følelse han jagtede igennem mange år, for at opleve igen. Synd, at det blot var én enkelt gang han oplevede det ultimative. Synd at det var den første.

De isblå øjne studerede det forandrende ansigt foran ham. Der var ingen respekt at finde; ikke i Cazadors øjne, eller Morgoths. Den røde mund formede sig i lige streg, skjulte de kridhvide tænder derunder der skar af ren bitterhed. En lige så hvid hånd løftede sig, placerede sølvmasken på dens rette plads. Atter var der kun udsyn til Morgoths øjne. Dem, hvis udseende var det mest følelsesladet i hans ansigt. ,,Bekymre Dem ikke om mig, Cazador,” han blinkede, lyttede til sit toneleje der hældede imellem at være venligt og direkte dræbende. ,,Tænk hellere på Dem selv – jeg vil holde dem fra hvad De så end tager,” han lukkede øjnene kortvarigt, lod sine ord hænge i luften i nogle få sekunder, for så at fortsætte. ,,Det gør Deres sind og krop svagt,”
Øjnene forblev lukket, men åbnede sig da en kraftig lugt af kvinde nærmede sig dem. Morgoth hævede blikket, betragtede den vaklende kvindekrop der nærmede sig dem alle tre. Et roligt blik lagde sig over hans øjne, aflagde sig en hvis kølig- og mathed over dem. Stiltiende betragtede han både Cazador og den rødhårede kvinde forlade Ethelihn om ham selv. Han vendte til sidst blikket imod den sorthårede kvinde ved hans side, hvis skikkelse stod ham nærer end han havde husket. Han hævede ansigtet, sukkede med en hvis sarkasme hvilende over sit ansigt. ,,Jeg vil ikke råde Dem til at opsøge den mand senere i aften,” han rynkede brynene i et ubeskriveligt ansigtsudtryk; et der varierede imellem alvor og vrede. ,,Jeg agter ikke at miste dem til en mand, der ikke har kontrol over sig selv og sine handlinger,” med en stiv bevægelse vendte han sig om imod sine soldater. Med lette skridt forlod Morgoth dansegulvet, og til sidst festen.

Ethelihn krammede det tykke, bløde pelssjæl i hænderne for ikke at miste det igen. Det var bredt nok til at holde hendes veltilfredst krydsede arme dækkes, men selvom man stadig sagtens kunne se hendes skadefro kropsholdning. Det var meget muligt, at Morgoth ikke langede ørefiner ud. Ordvalget kunne faktisk lede tankerne hen på en bekymret onkel eller et andet gråhåret familiemedlem. Men efter stemmeføringen at dømme var Cazador så tæt på en gratis rundvisning i torturkammeret under Midnatsborgen med tilhørende demonstrationer, som man overhovedet kunne komme som en af mørkets tilhængere. Bare nogle få fejltrin til og 'staklen' ville ikke være i stand til at gå - eller gøre noget som helst andet for den sags skyld - i mindst en uge!

På trods af Cazadors gennemført provokerende opførsel var der åbenbart nogle, der var tungnemme nok til at holde af ham. Hun så forbløffet på den rødhårede dværg, der fik mast sig gennem den mur af mennesker, der omringede dem. Hun var da meget køn, gik hun ud fra, men den stemme! hun løs som en mus, der ved et uheld var blevet forvandlet til et menneske, og som efterfølgende var bleve smidt på porten af hvem, der nu havde udført fortryllelsen, fordi magikeren ikke kunne holde ud at høre på sin lille skabning. For ikke at nævne, at kvindemennesket tydeligvis ikke kunne holde til mere end et par dråber alkohol. Et øjeblik senere var Cazador forsvundet sammen med den spiritusmarinerede mus. Ethelihns mund og øjne åbnede sig en smule mere, end de gjorde under normale omstændigheder, for så at skrumpe ind til et sammenbidt og dybt irriteret ansigtsudtryk. Det huede hende absolut ikke, at Cazador var daffet af med den lille dværg efter at have forsøgt at vinde hendes tillid. Og det hjalp ikke, at han slet ikke havde hilst hende farvel. Han havde åbenbart haft for travlt.

Ethelihn lod sjalet falde ned fra skuldrene, så hun kunne holde det oppe ved bare at bøje armene i en bestemt vinkel. Hun rankede ryggen og løftede hagen en millimeter, hvilket både gav hende en mere elegant og en mere arrogant udstråling. Hun så over på Morgoth, fordi hun ville svare ham, og fordi hun ikke gad holde øje med Cazador mere. "Det behøver De ikke at være bekymret for, herre. Nogen er nødt til at minde mig om, hvordan i helvede han blev en af os." Hun smilede lidt over, at Morgoth overhovedet kommenterede deres ikke-eksisterende forhold. Det var jo latterligt. For det første var Cazador en pestilens, for det andet var hun sikker på, han havde en skjult dagsorden af en art. Da Morgoth og hans bobbel af forvirret mumlen og folk i rustninger forlod hende, forsvandt hun også selv i menneskemængden.

//out