"uuhm.. ikke noget.." han smiler forlegent.. sådan lidt flovt imens han rejser sig op.
".. Hmm.. hjem.. og i et varmt bad.. og så.. i seng.." han kysser Fujita blidt på kinden.
"Skal vi teleportere os?" spørger han med hovedet let på skrå.. solen er nu snart helt nede, og himmelen har en farve, smukt mikset mellem lilla og lyserød, med en snert orange

"Aahh..hah.." Fujita lød ikke overbevist.. han sukkede let.
-"Nå da." Han trak på skuldrende, og tog ham i hånden..

-"Okay så.. vi teleportere os." han nikkede let.
Han er så sød..

cassa smiler let, stiller sig helt nær Fujita, planter et kys på hans mund endnu engang.. holder det, og med ét forsvinder de i et lysglimt, afløst af en blåligturkis røgsky, som ligesom da han ankom, lægger sig ud over vandet og syner ud til ingenting..

//afsluttet

Morgana lagde nakken tilbage og så op på de engang hvide marmorsøjler, der holdt et imaginært tag oppe. Regnen, der ikke længere blev stoppet af dette tag, havde samlet sig i små indsøer på det slidte gulv, der engang måtte have ladet sig betræde af velbeslåede gæsters finde fodtøj.
Hun lod en hånd glide over en sprække i den ene søjle. En lille form for blomst havde haft succes med at finde plads nok til at slå rod i denne. Inden længe ville rødderne udvide sprækken, og på længere sigt ville den ekstra plads give gromulighed for flere og flere vækster. Til sidst ville stenen være forvitret så meget og været under spændinger så længe, at søjlen ville falde om og lade de andre om at stå vagt over marmorgulvet.
Hun sukkede og slap berøringen af søjlen og gik forsigtigt længere ind på gulvet. Der lå et par centimeters vand over det hele, og for at undgå at få kappen gjort våd, løftede hun kanten op, mens hun forsøgte at se mønsteret, der engang havde været i marmoret. Det var betagende, unikt, og en skam, at det ikke længere blev vedligeholdt.

En lav plasken kommer svagt ude fra ruinen, dog med en underlig fart. Måske lidt hoppende..? Bort set fra det, kom Suki nysgerrigt ind i det forfaldet rum, med et lettere mystisk udtryk over ansigtet.
Hun bider sig svagt i underlæben og holder den der, mens hun kommer med et "Hmmmmm...". Hun får opfanget det hun har ledt efter, så det giver et hop i hende og hun træder ud i det mere åbne, før hun ud af øjenkrogen ser Morgana, og fryser på stedet.
Hun ved, det er farligt i disse tider, så hun er meget panisk når hun møder folk, uden for byen. Selvom byen i sig selv, hellere ikke er helt så sikker mere.
Hun var ved at gå hen til en søjle, før hun så Morgana... Langsomt bevæger hun hovedet for at se om hun burde løbe, selvom hun nok ikke ville kunne, på grund af chokket hun fik, så fødderne er sømmet fast..

Morgana løftede hovedet fra fliserne, da hun hørte en lød inde fra rummene i nærheden. Hun havde ikke overvejet, om der var andre i nærheden, men nåede ikke engang at overveje faremomentet, for en person kom til syne.
Hun kneb forsøgsvis øjnene sammen og lagde hovedet på skrå. Der var et eller andet bekendt ved personen. Morgana kørte tankefuldt foden over en plet mudder under vandet, så det fremstod som en brun plamage i vandet. Jeg ved, jeg har mødt hende i byen før… jeg har da hvert fald set hende før! hun spidsede tankefuldt læberne og rynkede brynene.
”Suki!” Udbrød hun og smilede stort. Navnet var pludseligt kommet frem, da hun kom i tanke om, at hun havde skitseret hende efter hukommelsen efter deres møde på fontænen.

Suki står stadig i chok, dog hun giver et o.o; fra sig, da personen åbenbart kender hende.
Hun blinker lidt og får kontrol over.. ja.. hende selv igen, i det hun stiller sig korrekt og vender sig om, for at kunne se hvem det nu var. Det kan jo stadig være en hun ikke kender, da hendes familie, måske er lidt for.. farlig, i nogens øjne.

Hun tilter hovedet lidt og bliver nysgerrig nu. "Hai?" spørg hun nærmest, da det er svært at kende en person når de ligger ned/sidder.
Selv har Suki jo ændret sig lidt. Hendes hår er blevet lidt længere, hendes generelle udseende er blevet modent og så har hun.. pels pletter? Og ægte klør nu!
"Har vi mødtes?" spørg hun, for at være sikker på, da hun måske har en idé om hvem det er..

Morgana fik sat sig op i siddende stilling og bed tankefuldt i en negl. Hun forstod godt, hvis Suki ikke kunne genkende hende, da hun var våd og snavset af at have ligget og betragtet himlen. Hun havde tilbragt flere nætter ude i det fri, og selvom vejret ikke havde været så slemt, mindede hendes udseende nok mest af alt om en vildmands.
Hun kiggede forbløffet på stedet, hvor mudderet var fejet væk og glemte alt om Suki et øjeblik. Marmorfliserne her var af helt sort og helt hvid marmor, men mønsteret, der dækkede resten af gulvet, var blevet brudt af en trekantet, grå sten på størrelse med Morganas lillefinger. Spekulativt trykkede hun let på stenen, og denne gav sig en smule. Dårligt håndværk! Tænkte hun og glemte alt om stenen igen.
”Jeg skulle da mene, at det var Dem, jeg mødte ved fontænen i Byen engang. De er… urtekyndig?” spurgte hun forsigtigt og lagde atter hovedet på skrå.

Suki blev stump og også flov, over at hun ikke kan genkende hende. Hun vriker lidt med næsen, før hun så går tættere på.
"Ooh. Det dig.. Ja, i byen. Hehe.." sagde hun og smilte til hende, selvom hun har glemt hendes navn...
Hostede lige sit normalle jeg tilbage og rettede på sin rygsholdning. "Urtelæge nu" siger hun og smiler, med et nik. "Jeg er her faktisk efter en blomst, som er sagt at have gode evne til at forbedre fysisk styrke, i nogle timer, hvis forberedt rigtigt; men at den også er svær at finde" forklare hun.. stadig med bagtankerne råbende.. Hvem er du? Hvem er du?! Hvad er det nu du heddeeer!!?

Morgana kiggede interesseret på hende og prøvede at forestille sig, hvordan blomsten måtte se ud. Den klassiske modsætning måske? Lille, undseelige blomst med store, opsigtsvækkende egenskaber.
”Hvordan ser den ud? Jeg har været her i området et par dage nu, så det kan være, jeg har set den, så jeg kan hjælpe Dem.” Hun smilede afslappet til hende og fingerede lidt ved kanten på mønsteret. Der, hvor den grå sten var sunket ned, så der ud til at være dannet en lille strøm, som var der et hulrum under flisen. Hvorfor er det den eneste grå sten i mønsteret? Hun trykkede i kanten af de omgivende marmorfliser, men de sank ikke ned. Der var ingen tegn på, at der var andre bevægelige dele, end den lille grå sten.
Lettere ligeglad rettede hun på håret og prøvede forgæves at få styr på krøllerne. Det fugtige vejr var ikke just til nogen hjælp, og efter et par sekunder opgav hun forehavendet. Hun beundrede Sukis hår, der ikke så ud til at være påvirket af noget og sukkede. Gid man havde sådan noget i stedet for den høstak, jeg render rundt med!

Suki fik et lille grin på læben og kiggede tilbage på søjlen hun var ved at gå hen til. En lille blomst.. faktisk den samme slags som Morgana sad og beundrede før. Den var lille og skrøblig, men alligevel stærk nok til at kunne bore sig ud gennem jord og sten.
Hun gik roligt hen og tog en pæn lille skovl op, som tydeligt var blevet brugt en helt del, og blevet slidt af sten, som lå i jorden, hvor hun har gravet, da hun er efter unike urter, som kun findes på, ja.. unike steder.
"Bonder kender den som 'Krigerens blomst'.. Inde for medicin er det en 'Cyanid Herkulus'..." dokumentere hun, for at godkende hendes viden til naturen.
Blomsten slap så endelig jorden, efter en hård modstand fra rødder, der havde boret sig under stolpen, men hun fik den, og puttede den i sin fine flettet kurv. Hendes hårs glans havde hun egentligt arvet fra sin far, sammen med øjnenen. Men det meste andet er fra sin mor. Dog personligheden er helt hendes egen, da hun på ingen måde kan gøre noget ondt, i forhold til forældrende.

Morgana betragtede hende stadig interesseret, da hun begyndte at grave blomsten fri. Ikke engang nu, hvor søjlen blev fri for blomsten, ville den undgå dens skæbne. Sprækken var der allerede, og der ville snart være andre blomsterfrø, der slog rod i jorden. Trist, men sådan var der jo så meget her i verden, der var.
”Cyanid… Er… det ikke en form for gift?” Morgana så undrende på hende, da hun påpasseligt lagde den lille blomst i kurven. Hun mindedes at have set den før, men var ikke helt sikker. Det var længe siden.
Igen fandt hendes fingre stenens kant, og hun kiggede på strømmen, der stadig så ud til at være der. Hulrummet var tilsyneladende større end først antaget. Det kunne være interessant at vide, hvorfor det blev ved at rende på den måde. Hun lagde håndfladen mod stenen igen og forsøgte at pressen den lidt længere ned. Intet skete. Hun lænede sig lidt længere frem og lagde lidt mere vægt på igen, og pludselig smuttede stenen et stykke længere ned. Forbavset stirrede hun på fordybningen og følte rundt i kanten, hvor de andre fliser grænsede til. I den ene side af trekanten, i bunden, der vendte mod havet, var et hul, ikke større end en pen. Med voksende interesse følte hun rundt i de resterende flader og opdagede endnu to huller. De var for små til at hun kunne få fingrene ind, og frustreret tørrede hun sig over panden med den våde hånd. Strømmen af vand var taget til, men det så ikke ud til at mindskes på nogen måde.
”Kender De noget til baggrunden for denne residens? ” Morgana følte sin nysgerrighed pirret af omstændighederne.

Suki nikker og for rejst sig op igen og vandret pænt tilbage til Morgana, dog hun har ikke noget fodtøj på. Går med nøgne fødder.
"Jo, dens saft blev engang brugt til gift pile, som de også bliver i dag. I dag har man dog fundet en måde at gøre den mere dødelig. Men det er kun dens saft i dens støvblade og kornblade. Men dens rødder. Hvis kogt rigtigt, på en lille smule vand og noget hvidt honning, kan man få en eliksir, som kan give ens krop hurtighed og adrenalin. Dog kun i en time eller to. Meget hjælpsom når vi har patienter med dårligt immunforsvar, har vi fundet ud af." forklare hun i et måske, lidt for medicinsk ord brug, selvom hun selv mener Morgana, ved hvad hun snakker om.
Suki kunne egentligt godt begynde at kalde det via den botaniske betegnelse.. androecium.. corolla.. Meeen det ville Morgana nok have stået af på.
Hun smiler, men bliver så nysgerrig da Morgana's opmærksomhed er blevet hivet hen på noget i gulvet.

Hun læner sig lidt og kigger, i det hun så bliver spurgt, så det giver et ryk i hende, der får hende til at stå rank igen.
"Ehm.. Jeg har da hørt et par myter fra nogle indbygger i nærheden, da jeg spurgte om vej.. Nogle siger det var et konges slot, som havde en god indkomst på koralrevenes mineraler og fjordernes stenbrud. Der var åbenbart diamanter rundt omkring.
Andre mener at det altid har været i ruiner. At det var meningen at skulle have været et helligt Sanatorium; altså et form for kloster, hvor alle blev udlært i lysets magi, hvilket også nok er grunden til at ruinen her ligger lidt nær Dronningens by. - Men de sagde også at de aldrig blev færdig fordi at der var en ond kraft, som fik arbejeder til at forsvinde.. Men jeg tror nok mest på den første.. Den virker bare mest logisk i mit hoved, da stedet her, helt klart nåede at bliv bygget færdigt.." fortæller hun med store ord og fascination. Hun har altid kunnet lide historier.. Men det nok fordi hun fik den der vokse eliksir som lille.. så de gamle ting hænger stadig lidt fast, som nok også er grunden til at hun stadig er lidt barnlig på nogle punkter, og næsten altid glad.

//Frys

Morgana lyttede med et halvt øre til hendes forklaring om blomsten og dens anvendelse, og selvom hun forstod meningen ved det, hæftede hun sig ikke ved fremgangsmåden. Hun vidste, at det ville være bedst, om hun ikke begyndte at rode med den slags, da hendes evner ikke lige frem lå inden for det felt. Hun ville hellere nøjes med at betragte naturen, frem for at bruge den i spørgsmål om liv eller død. Hvis Suki havde startet op på at bruge latinske termer i forklaringen, var sandsynligheden for, at Morgana forstod, hvad der blev snakket om, meget ringe. Godt nok havde hun som barn fået lidt undervisning i hjemmet, men intet af det havde hængt ved, idet hun aldrig havde brugt det synderligt meget.
Langt mere opmærksom blev Morgana, da Suki begyndte at fortælle. Et lille smil bredte sig ud på hendes ansigt, mens hun lyttede til hendes stille stemme og de to forskellige fortællinger om stedet, de befandt sig på. Hun elskede begge fortællinger; den ene for dens traditionelle hentydning til et svundet monarki og det skatte, den anden for mystikken deri og antydningen til fare.
”Jeg kan bedst forestille mig, at det har været en kongelig person, der har valgt at bo her. Hvis det var et sanatorium, kan jeg ikke forestille mig, at der ville blive gjort så meget ud af udsmykningen… Det virker bare mere… som noget fornemt, der var til mening at vise frem for omverdenen.” Hun så drømmende rundt på stenmonumenterne omkring dem. Hist og her kunne hun ane afskygninger af dekorationer, men ingen af dem fremstod med den glans, de måtte have fremstået med, inden residensen gik i forfald.
Morgana rejste sig op og gik hen i et hjørne, hvor en vadsæk stod. Her havde hun sat den, for at den skulle være i nogenlunde læ for regnen, for den indeholdt alle hendes maleting. Hun åbnede den og ledte tingene igennem, før hun med et lille sejrrigt smil vendte tilbage med en krog i hånden. Det var en krog, hun havde fundet på stranden, inden hun fandt op til ruinen.
”Lad os nu se…” Hun kørte prøvende en finger rundt i kanten af det lille hul for at finde de endnu mindre huller, og stak forsøgsvis krogen ind i det ene. Der lød et lille klik, men Morgana fornemmede det kun, fordi hun sad og holdt om krogen. Vandet dæmpede lyden fra det. Krogen blev flyttet og næste hul blev ’klikket’ og ligeledes det tredje, men intet skete.
”Jeg tror, man skal aktivere dem samtidigt… Har du noget lille og spidst på dig? Måske kan dine… kløer bruges?” Tilføjede hun forsigtigt. Morgana vidste ikke helt, hvordan Suki ville have det med en sådan forspørgelse.

//Frys.

Suki nikkede og var fuldt enig i at det måtte være en kongelig, da stedet så meget ædelt ud, i forhold til hvordan et helligt sted ville være.
Selv var hun blevet meget nysgerrig over hvad Morgana havde gang i, så hun gik hen og satte sig på knæ og kiggede med, på hvad hun fortog sig; mens hun fint satte sin kurv ned på de mange sort/hvide fliser af marmor.
Hun blinkede lidt blankt da hun blev spurgt og kiggede op på Morgana, men fik dog fanget spørgsmålet.
Blikket vender sig ned mod hullet hvor hun bøjer sig ned til og kiggede lidt undrende.
"Hm, jeg kan prøve" siger hun og sænker en af sine pelset hænder ned i åbningen, for så at dele fingerne så hvert et hul bliver presset ind.

Morgana fulgte interesseret med i, hvordan Suki fik presset sine kløer ned i det lille hul og samtidigt fik aktiveret låsen. For det var vist det, det var. Et lille klik lød, men ellers hændte intet. Morgana stirrede skuffet på hullet og skød underlæben frem, som et forurettet barn.
”Nå, så var det vist bare byggesjusk!” Sagde hun og lænede sig tilbage, da der nu ikke var noget mere spændende ved hullet. Et øjeblik havde hun troet, at der ville være en skjult dør eller lem, der sprang op, men forgæves. Der fandtes ikke eventyr som dem, hun havde fået fortalt, da hun var et barn! Hun lod hånden stryge langs kanten af hullet og lænede sig igen fremover for at kigge, om der skulle være noget, hun havde overset. Det kunne jo være…
Og idet vægten atter blev lagt over på stenen, hvori hullet var, skete der noget! Den yderste sten sank en anelse, ikke mere end et par centimeter, men nok til at en kædereaktion satte i gang. Gulvet under dem rystede, og Morgana sprang forskrækket op og væk fra stenene. Stenene i mønsteret inden for en radius af 2 meter sank langsomt ned i niveau med den grå sten, mens et stort smil bredte sig på hendes ansigt.
”Jeg tager mine ord i mig igen.”

Suki så først lidt lettet ud, men også skuffet. Egentlig er hun ikke til de store farlige eventyr. Så igen, hun kunne godt bruge noget forandring en gang i mellem.
Da der så skete noget alligevel fik hun et chok over de mange klik, hun hører, tydeligt pågrund af sine ulve ører.
Hun fare op og stille sig bag Morgana, da det nok er det sikreste sted lige nu.
Man ved jo aldrig om et eller andet ville begynde at svinge mod en...

Kurven står stadig elegant på gulvet, da hun åbenbart har glemt alt om den af ren panik, mens hendes blik flyver rundt fra sten til sten, da de mange klik lyde, tager alt hendes fokus, på hver gang den kommer.
Hun knuger sig til og med ind i Morgana med hænderne på skulderne og hagen nær nakken, med et bekymret udtryk, printet over hendes ansigt, som havde det aldrig været anerledes.

Da Suki søgte skjul bag hende, kunne hun ikke lade være med at trække let på smilebåndet. Selvom ulven var hendes personlighed, mindede hun hende lidt om en kat. Samme nysgerrighed og påpasselighed. Da stenene endelig så ud til at være bragt i hvile igen, og da der ikke længere hørtes de urovækkende klik fra undergrunden, var en cirkelrund åbning kommet til syne. Størrelsen mindede om en brønds, men der var ingen kanter til at forhindre, at man faldt i. Mønsteret uden om var hvidt, hvilket Morgana tog som et godt tegn.
”Gad vide, hvad der er dernede…?” Hun gik med langsomme skridt hen mod åbningen, opmærksom på, om fliserne under hende skulle begynde at bevæge sig. Da hun kom lidt tættere på satte hun prøvende en fod foran sig, før hun tog hele skridtet, men intet skete, og snart stod hun ved åbningen. Den var dyb! Hun kunne kun lige skimte noget af det, der burde være bunden. Ubevidst ændrede hendes øjne sig en smule, så hun kunne se bedre – den mindst udviklede af hendes evner – og hun begyndte at kunne skelne konturerne af noget meget småt, men også noget meget glimtende, i bunden af skakten. Et stort smil bredte sig på hendes ansigt, og hun vendte sig mod Suki.
”Kom og se, Suki!”

Suki stod lidt for sig selv og var fuldkommen stille, da Morgana bevægede sig væk. Men nu var hendes nysgerrighed overvældet hendes frygt, for pludselige fælder.
Allerede da Morgana var trådt hen til kanten af brønden, havde hun fået bevæget sig hen til hendes side, mens hun kigger vurderende ned i det dybe hul.
Hun så også noget glimte, men så gode var hendes ulve øjne ikke, at de kunne se gennem fuldt mørke. Hun er mere mørke i månen typen.
"Hvad er det?" spørg hun diskret og vipper lidt længere ud til kanten, for at se om en anden vinkel kunne hjælpe, bare lidt.
Men da gulvet er dækket af vand... I et klumset træk med hånden, mister hun grebbet i skaktens kant og rammer med brystkassen på kanten og bliver på den måde, slået for langt ud, til at balancen kan blive holdt, så hun falder...

”Jeg tror det er… SUKI!” Skreg Morgana og forsøgte at gribe fat i hendes trøje, men stoffet smuttede mellem fingrene på hende. Igen forsøgte hun at gribe efter Suki, uden selv at miste balancen, men grebet var kun om den tomme luft.
”SUKI!” Balstyrisk råbte hun igen og kiggede panisk ned i mørket for kanten af hendes fødder.
En klirren lød neden fra, som slebne glasstykker på størrelse med nødder.
”Suki?” Hviskede Morgana og lagde sig på maven helt ude ved kanten og skyggede for solen med hænderne, så hendes nattesyn blev bedre. Selvom det ikke var nat, var der mørk i skakten, og pupillerne udvidede som følge af det udelukkede solskin. Hun lyttede efter bevægelse, tale, ja, et åndedrag, for at få bekræftet, om Suki var ved bevidsthed.