Hun rynkede undrende panden, viden var da kun til at hjælpe en på alle måder, hvad kunne der ske? Dog endte hun bare med at nikke og se forstående ud. "Så, hvordan er det at være fanget i sådan en..sten, længere tid ad gangen? Kan man høreeller føle ting, derine?!" tanken gjorde hende vel ukonfortabel, man skulle da ikke have klaustrofobi, på den anden side, en sjæl havde måske ingen størrelse, hun så igen ned på stenen, og vendte den i hænderne, det var bestemt ikke nogen lille sjælekrystal, det vidste hun

Han lo dæmpet " Der er blot mørkt... Det er ligesom at sove, du er ikke ved bevisthed før du bliver påkaldt igen, og ved derfor ikke hvad der er sket i mellemtiden og om der er gået uger eller måneder siden du blev påkaldet sidst, men man vender sig til det " Smilte han, og lod nu til at syntes godt om det, ham havde i forvejen været en døende mand så han var blot taknemmelig, hans skikkelse var dog 80 år yngre end hans sjæl. Han lagde eftertænktsomt tasken fra sig og satte sig på hug foran den og trak en meget stor bog op af den, fire gange så stor som den lillae og dermed meget stor. Han åbnede den og skimtede i den hurtigt og lukkede den så igen." Det er bare så frygteligt kedelig ikke at have selvskab i længere tid, kender du det?" spurgte han og savnede nok nogle der havde det på samme måde, han var meget social og at være indelukket i så mange dage var kedeligt.
[img]http://i570.photobucket.com/albums/ss142/1juel/96397.jpg[/img]

Hun rømmee sig, hun kunne ikke rigtigt forestille sig hvordan det var, men hun var overbvist om at det ikke var noget hun ville bryde sig om "Nu er det ikke rigtigt fordi jeg selv har spenderet samtlige uger i en sten, men jeg kunne godt forestille mig det blev... ensomt!" hun skævede til bogen og rejste sig, før hun gik over til ham og rakte ham den røde krystal, med yderste forsigtighed, tænk hvis den gik i stykker, så ville hun med sikkerhed ikke være populær. Hun så mod solen der nu havde hævet sig op på hilmlen og fordampet duggen, vejret blev med sikkerhed prægtigt idag

Han tog roligt imod stenen og puttede den ned i tasken. Han begyndte at regne hendes andet jeg ud nu hvor at han begyndte at læse hendes baggrund. " Meget " Sagde han blot med samme bløde stemme og smillede, han var meget nærværende, og lod til at ligge alt fokus på hende selvom at han lavede så meget andet " Hvornår præcis forvandles du? er det noget du har kontrol over?" Spurgte han afventende, han kunne ikke forstå hvordan denne evne blev hånteret af hende og derfor måtte man jo spørge, det var heldigvis ikke noget Caen forbød.

[img]http://i570.photobucket.com/albums/ss142/1juel/96397.jpg[/img]

Hun lagde hovedet på skrå og så spørgende på ham, hvor vidste han det fra? På et punkt var han ret skræmmende, var hun virkelig til at læse som en åben bog på den måde? "Det... sker bare!" sagde hun til sidst, det var jo rigtigt nok, hun kunne selv tage en anden kvindeform, men når hun skiftede mellem lys og mørk var noget hun ikke sel var herre over "Hvor ved du det fra?!" hendes stemme var rolig, men havde en undertone af undren, det var ikke til at sige om hun brød sig om det, men hun trådte i hvert fald ikke væk fra ham

" Jeg er mentalist, jeg ved bare alt om alle, det er heller ikke noget jeg er herre over men bestemt heller ikke noget jeg ligger skjul for" Sagde han bevist, og tænkte lidt efter, hvordan mon hun så ud når hun blev forvandlet og til hvad? han kunne kun se ting fra hendes fortid igennem hendes egne øjne og dermed kun konkludere at hendes hud skiftede farve. " Undskyld min direkte tale, jeg var bare nød til at spørge " Sagde han med oprigtighed i stemmen, og det lod til at hans undskyldning var ægte. Han knuede hånden om den store bog og lagde den så ned i tasken og sukkede let, det var svært at leve som han gjorde, der var så mange ting man gik glip af, og aligevel gjorde det blot at man nød hvert sekund man havde, når man blev påkaldet, dermed viste Dec´kel aldrig fortvivlelse eller sorg og følte det faktisk heller ikke.
[img]http://i570.photobucket.com/albums/ss142/1juel/96397.jpg[/img]

Hun kneb øjnene lidt sammen mod ham, hun ville være i stand til at finde ud af meget om ham, men hun brød sig ikke om at læse andres tanker, ikke om dagen i hvert fald, om natten derimod nød hun det, der var det sågar sjovt at slette hele offrets hukommelse, som som sagt var det ikke noget hun selv var bevidst om, når hun var i sin daglige form. "Så, du ved allerede alt om mig?!" stennem var slet skjult overrasket, et eller andet sted var det lidt fælt, men hun kunne ikke lægge skjul på, at hun fandt det ganske fasinerende, mon der var mange som ham?

" Hvis jeg sagde nej ville jeg lyve " Fnøs han let, han elskede at imponere som han indirekte gjorde med hende, dog var det ikke engang bevidst, han var jo bare ærlig. Han strækkede halsen og rettede lidt på hans robe, han kunne mærke at det var ved at være tid for ham at blive påkaldt tilbage, han havde været i Caens krop i en hel dag nu, uden søvn, og helt automatisk var krystallen begyndt at kalde ham til sig igen. Han sukkede højlydt, øjene faldt optimistisk anlagt mod Simili. " Nåhh men det var hyggeligt at snakke med dig, du har virkelig en stor personlighed, det er en gave. Farvel. " sagde han med en glædesfuld stemme og et ansigtsudtryk der symbolerede præcis det samme. Han vendte sig med ryggen til Simili og spredte armene op imod himmelen og så op i luften, han var klar. Han sukkede dybt.

Hans robe og ansigt begyndte at falde ind med skovens farver og langtsomt forsvinde. En lille ufarvet vind fløg ned i hans taske, hans sjæl blev optaget i krystalen. Tilbage var nærmest blot en tåge, som tog form som en mandelig skikkelse, muskuløs, skaldet, bredskuldret, skikkelsen tog langtsomt form som et menneske, bærende på en lilla kappe med guld mønstre på, et par hvide stålende bukser, og store læderstøvler. Over skulderen hang selvfølgelig stadig tasken. Caen fik nu kontrollen over hans legme igen, og var nu ikke blot en overvågende parrasit i hans egen krop, det var herligt. Han stod fortsat med ryggen til Simili.

[img]http://i570.photobucket.com/albums/ss142/1juel/44254_C4_Cloakofepicc50223-1.jpg[/img]

"Deet var da også hyggeligt at møde Dem..." mere nåede hun ikke at sige før han ubeskriveligt forsvandt, hun betragtede måbende hvordan han søgte tilbage i krystallen, havde hun haft mulighed for at skrive det ned, havde hun gjort det, det vaqr ubeskriveligt. Hun trådte overrasket et skridt tilbage da Caen tog sin forn, hun havde forestillet sig at han blev fremmanet ganske anderledes, nok mere som hun selv ændrede sig.
Hun rømmede sig kort og lagde hovedet på skrå med e neutralt udtryk, hun ville ikke virke mere overrasket end hun egentlig var

Caen så lidt på sine hænder og skimtede til sin taske, alt var som det skulle være.  Da vendte han sig om imod Simili. Han havde tatoveringer over hele kroppen, optegnelser ville enelig være en bedre betegnelse eftersom at de ikke var skabt ved maling og nål men af magi, det var de fem sjæles livstråde der var fæstnet til hans krop. Han kløede sig lidt bag øret, hvordan skulle han dog præcentere sig selv. Han gik et skridt frem og foldede armene over kors med et lille smil på læben " De må være Simili, har jeg ret?" Spurgte han med en fast og hærdet stemme, som dog aligevel havde en lys tone så hvert ord ikke kunne stilles i tvivl. Dette var med sikkerhed den kvinde han havde set igennem Dec´kels øjne. Han delte jo alle hans sjæles viden og hukommelse, selvom at han ikke var istand til at huske det hele, så han kendte meget til hende, på trods af at han først stillede bekendskab med hende, person til person.

HUn rømmede sig smånervøst og lod bliket glide over ham, hvor meget mon han vidste? Det varierede forskelligt fra mager til mager, der besad sjælesten, om de var i stand til at dele minder og hukommelse, og om sjælene overhovedet var kontrollerede "Joe, og De må være Caen?" hun rykkede sig en anelse mere tilbage, han var væsentligt større end mentalisten havde været, og på trods af mentalistens gule blik, var Caen væsentligt hårdere at se på

" Ja jeg er Caen, jeg formoder at Dek´cel allerede har intruduceret mig for dig?" Sagde han med en spørgende tone som dog ikke påkrævede noget svar. Hans røde øjne var altid stødende at se på ikke mindst fordi at det ikke afslørede noget, han havde ingen tydelige pupiler. Han nikkede som en salut, hun var da meget velindformeret, mere end mange lærte var " Hvordan kender du så meget til magi, læser du meget? " Smilede han venligt. Han så ned af sig selv, og trak vejret roligt, det var dejligt at være tilbage, og i selvskab med en med et viden begær som hendes var bare pragtfuldt.

Han gjorde et kast med hovedet og strøj hans hærdede hånd over hans hovedbund, og nød den kølige morgen, hvor solen dog var begyndt at kærtegne landskabet omkring dem.

HUn nikkede bekræftende, og prøvedee ikke at stirre uhøfligt, selvom det var svært, han så speciel ud, ikke at det var skidt, men hun havde ikke set en udsmykning som den før. Gad vide hvor meget han vidste "Jo jeg læser så meget jeg kan komme til i hvert fald!" hun kigger kort på hans klæder, de var meget fine, han manglede tydeligvis ikke noget "Hvorvidt deler De og Dek'cel minder og tanker?" hendes stemme var blevet en anelse hårdere, men det var ingenting en normal person ville bemærke da stemmen i forvejen var blød og varm

Han så med et afventende kropssprog på hende, tålmodigt og lyttende. " Jeg kender til alle mine sjæles hukommelse, og ser igennem dem når de har kontrol over mit legme, men de har deres helt egne tanker, dette gælder også for Dec´kel" Han lo inderst inde, Dec´kel var en snaksagelig fætter, men ikke lige hans kop te, han var alt for udadvendt, han levede livet med at se andre leve det. Han strammede tasken en smule i stråppen der fæstnede den fast til hans skuldre, han var væsenligt højere og bredere end Dec´kel og det var derfor nødvendigt at redigere taskens størrelse. Han så med et diskret, hævet øjenbryn, hendes gyldne hår var i særdeleshed flot, og lagde sig meget op til hendes hudfarve, og klædede hende dermed meget godt, og kjolen gjorde da også underværker. " Er det forvirrende?" Han smilte varmt, det var normalt at folk fandt hans evne meget kompliseret, mere end den enelig var.

Hun rystede på hovedet "Ikke når man får nøgleoplysningerne, så giver det mening, men som De nok ved varierer de nøgleoplysninger fra mager til mager!" Hun så ærligt på ham, hun havde aldrig i sinde t lyve, eller holde sin viden for sig selv, dog var hun så påpasselig med hvem hun fortalte ting til, bla folk hvis temperemant hun ikke kendte, folk som Caen. Hun rodede ubevidst med en af de maget lange lokker, solen havde bleget nogle af totterne så de var næsten hvide mellem de ellers askblonde. "Så er det til at leve med, at dele sit legme med fem andre?" hendes blik fik en undertone af tænksomhed, hun havde svært ved at forestille sig hvordan det var

Caen nikkede brat " Det er kun en fordel, så længe at man kan styre dem " Sagde han med selvsikkerhed, uden tøven, han var stolt over endelig at kunne kontrollere alle hans sjæle. Hans hovedbund reflexterede svagt solens stråler, og afspejlede den glatte overflade, hans hår var faldet af under et forsøg og havde siden da ikke formået at vokse sig ud, overhoved. Han kærtegnede sine bare arme, hvis muskler indikerede at han ikke var helt svag, overhoved ikke. " Nu har du jo selv lige mødt en af dem, var han venlig nok?" Spurgte han smilende og tog et skridt nærmere hende, og lagde hovedet på skrå, selvom at han nærmede sig hende, ville det ikke føltes truende på nogle måde, hans aura strålede af possitiv energi og hans smil kombineret med de ellers skræmmende øjne havde en imødekommenhed og varme omkring sig.

Hun smilede og trak på skuldrene "Det har De vel ret i, det var ikke noget jeg kunne forestille mig at leve med!" sagde hun endnu engang ærligt og så ind i hans røde blik, det burde vel virke afskrækkende, men nu virkede det snarre beroligende, et blik der udstrålede kontrol. Hun strøg sig over den ene skulder som var nøgen, og havde en gylden glans, som lige når man begnder at få farve fra solen, i det blide forår. Hun følte sig lille ved siden af ham, fysisk naturligvis, men det var egentlig ikke ubehageligt "Jo, han var ganske venlig, han virkede dog skræmmende videne!" sagde hun med et let smil, da en lille sløv brise gled ind over landskabet, og tog forsigtigt fat i hendes spindelvævlette lange kjole

Han fnøs " Ja det er du ikke den første der siger, måske er det bare fordi at Dec´kel ikke har nogle hemmeligheder, og altid er ærlig af hvad folk tror, han siger hvad folk ønsker at gøre, det er det han kan, han er mentalist. " Sagde han bevist som han lukkede øjnene i idé brisen kærtegnede landskabets høje græs for derefter at kolidere blidt mod Caens overkrop, det var dejligt afkølende, men ikke koldt, blot forfriskende. " Men du faldt i det mindste ikke i med arme og ben som mange andre har gjort, det fortæler vel blot om hvor klægtig du enelig er " Smillede han roligt. Han tog en dyb indånding af den friske luft, og åbnede så øjnene igen, nu var de pludselig blå-hvide, han havde med vilje skiftede øjenfarve, for også bedre at være nærværende i situationen. Hans blik blev nu afsløret som venligsindet og imødekommende, men passivt.

[img]http://i570.photobucket.com/albums/ss142/1juel/44254_C4_Cloakofepicc50223-1.jpg[/img]

"Mentalist, ja det fandt jeg da ud af!" grinede hun lidt ækkende, normalt brød hun sig ikke om at blive læst på den måde, selv om hun fandt det ganske interessant med dem der kunne det. Hun havde vel også selv mentalistiske kræfter, hun kunne blot kun læse tanker, for igen, var hun ikke klar over hvordan sin evne udviklede sig om natten. "Hvad meder De når de siger at jeg ike faldt i. Faldt i hvad?" Hun kunne ikke se hvad hun havde gjort anderledes end normale mennesker ville have gjort

" I Dec´kels små fælder , han har det med at forsøge at tiltrække folk gennem tale, og lege med deres sind, det gjorde han ikke ved dem?" Spurgte Caen nysgerrigt, Dec´kel havde ikke forsøgt at gøre noget med Simili som han havde forsøgt med mange andre men det vidste Caen ikke, han kunne kun se igennem Dec´kels øjne, så hvad han lavede af mentale tricks vidste han ikke. Han så undrende på hende men aligevel selvsikker, ting kom normalt ikke bag på Caen, han havde dog også en bagtanke om at Dec´kel havde været i for godt et humør til at udvise mentale angreb, det var noget som Dec´kel ikke altid var herre over, men det hændte men tilsynelandende ikke i denne sammenhæng, ligemeget hvad syntes Caen at hun havde holdt sig meget rolig til Dec´kel. Hans øjne hvillede lidt bekymret over hende, han ville gerne vide sig sikker.

[img]http://i570.photobucket.com/albums/ss142/1juel/44254_C4_Cloakofepicc50223-1.jpg[/img]