Stan vandrede ned af den mørke gade med sneen dalende om ørerne. Det var sent, og det eneste, der hjalp ham med at finde vej, var de fakler, der var placeret med jævne mellemrum på husmurene.
Mand, hvor er det koldt, tænkte han og gnubbede sin bare højre arm. Hvem finder også lige på at opfinde noget som vinter? Det er virkelig upraktisk!
Han forsøgte at fokusere på noget andet end kulden, for som han altid havde sagt til sig selv: ”Hvis man ikke bemærker kulden, er det ikke koldt.”
Han bemærkede et lille butiksvindue, hvori der var et stort udvalg af oste, hullede såvel som blåskimmel. Han overvejede et kort øjeblik, om han skulle vække ejeren for at købe noget ost, som han kunne tage med hjem til sine forældre, for nu havde de jo trods alt ventet i tre år. På den anden side, så havde de sandsynligvis glemt alt om ham i løbet af de tre år. De havde garanteret ikek engang bemærket, at han var taget afsted.
Han smed nostalgien fra sig og fortsatte i stedet ned ad gaden uden noget egentligt mål. Så nåede et varmt vindpust pludselig hans kind, og han drejede ansigtet i retning af vindpustets kilde. Hans blik faldt på smedjen, der tilsyneladende havde længe åbent, hvilket han egentlig var rimeligt tilfreds med. Han rystede sine stive arme og vraltede over imod smeden, der stod og hamrede på en glohed klump jern, der sandsynligvis ville blive til et sværd i den nærmeste fremtid. Han vraltede hen til smeden og introducerede sig selv.
"Goddav i stuen," sagde han højlydt. "Har du tid i et øjeblik?"
"Det kommer an på, om du har tænkt dig at købe noget," gryntede smeden utilfredst. "For jeg har en smule travlt herovre.""
"Jamen så har du jo tid," udbrød Stan lykkeligt. "Jeg kommer nemlig for at kigge på, om du skulle have en protese."
"En protese," spurgte smeden med løftet øjenbryn.
"Præcis, en protese. Som du nok har bemærket," sagde Stan og løftede sin højre armstump. "Så mangler jeg min ene hånd. Derfor kommer jeg her for at købe en erstatning."
"Og hvad skulle det så være," spurgte smeden.
"En klo. Eller en krog. Faktisk er det noget, der har undret mig dybt. Hvorfor kalder man det for en klo, når det egentlig bare er en krog?"
"Det rager mig en fjer, men det skulle ikke undre mig, om jeg har en liggende derude," sagde smeden.
"Vent lige et øjeblik," begyndte Stan. "Hvorfor har du kløer liggende omme bagved?"
"En af mine stamkunder er pirat," svarede smeden.
"Selvfølgelig," udbrød Stan, imens han stirrede tomt ud i luften. Så vendte han tilbage til kloen. "Hvad skal du have for den?"
"Fem safirer," svarede smeden.
Pis, tænkte Stan. Så mange penge har jeg ikke...

Venus vandrede gennem sneen ned ad hovedgaden, som hun havde gjort mindst hundrede gange før, men det var sjældent, hun gjorde det i snevejr. Her var kold vidste hun, men hun mærkede det ikke. Hvorfor hun vandrede her, var hun ikke klar over. Men hun skulle jo vandre et eller andet sted, og hvorfor så ikke vælge et sted med lamper. Bælgragende mørke var ikke hendes yndlingsbelysning. på den negative side lå al sneen, som for et års skyld ikke var trampet ned af handlende. Men hvem skulle også være i stand til at købe noget med de skatter? I samme øjeblik den tanke susede igennem hendes hoved fik hun øje på smedjen. Der var lys, hvilket overraskede hende, da det var meget sent. Men det, der holdt på hendes opmærksomhed, var den person, der åbenbart stod der og havde råd til at overveje at købe noget.
Venus slæbte sine støvler gennem sneen, mens hun vandrede over mod lyset og et lille håb om selskab - og måske lidt håndører, hvis hun var lidt fix på fingrende. Den unge, rødhårede kvinde skubbede et forhæng til side og gik ind i en sky af varm luft, røg og gløder - hvilket ikke generede hende det store. Eller jo, røgen kunne hun nu godt have undværet, men det bad hun vel selv om. Hun stod lidt og kiggede fra sin plads skråt bag Stan, mens hun overvejede, hvad hun skulle sige, hvordan hun skulle få fingrene i den pengepose fyren åbenbart skjulte i en lomme et sted, for den var i hvert fald ikke synlig fra der, hvor hun stod.

Stan tænkte som en gal. Hvordan i alverden skulle han kunne få fingrene i den klo, hvis han ikke havde pengene til det? Stjæle den kunne han ikke, for det ville han ikke, og han var fuldstændig klar over, at han fysisk ikke var i stand til det, til dels på grund af sin manglende hånd, fordi smeden allerede stod og stirrede forventningsfuldt på ham, og mest af alt fordi han ikke besad den mindste finesse, som tyveriet krævede.
Så blev han opmærksom på at der stod en person bag ham. Så slog det ham. Han kunne da bare låne pengene. Han vendte sig mod personen bag sig og spærrede øjnene op. Der stod der en meget attraktic ung kvinde, med langt, rødt hår og funklende grønne øjne.
"Jamen goddav med dig," sagde han med det samme smørede smil, som han altid blev udstyret med, når han talte med kvinder. "Hvad laver sådan en skønhed som dig en snudsket smedje som denne?"
Han kunne høre smeden brokke sig omme bagved, men ignorerede ham. Der var vigtigere folk i smedjen end smeden.

Nin, der var nyankommen fra hovedgaden, på jagt efter en klinge og noget varme, søgte den varmekilde enhver smedje har. Han bemærkede de to eneste gæster, der mere eller mindre stod og flirtede, og tog den konklusion, at de ikke stod i kø. Nin tvang et smil frem til dem, da han let forsøgte at skubbe til dem, for at komme forbi.

"Vær hilset." sagde han lidt stille til smeden, der vendte sig om for at gengælde Nin's hilsen.
"Hvad skulle det være? Som jeg fortalte fyren bag dig *Peger på Stan*, så har jeg ikke tid, medmindre du har planer om at spendere."
Nin gryntede et grin, og fremviste et selvsikkert smil. "Jeg mangler nogle pile til den slidte bue, og et nyt sværd ville heller ej være uanvendt."
Smeden smilte bredt, og skuede Nin op og ned. "Du ligner da ellers ikke én der muligvis kan have råd til mine varer.. Knægt." Smeden grinte hånende efter sine ord, og foldede sine arme.
Nin rækte ud efter sin 'nye' pung, og viste den til smeden. Det stod klart at det ikke var Nin's egen pung.
"Skaf' du bare mine varer, så bliver du royalt betalt." sagde Nin med sin hæse stemme.
Smeden smilede tilfredst og vendte sig om for at finde de efterspurgte varer. Imellem tiden vendte Nin sig, og lænede sig op ad disken, og kiggede på de to turtelduer, med et ynkeligt smil, der klart skulle virke patetisk og hånende.

Xelirateis kom stille og rolige gående, det var længe siden hun sidst havde befundet sig i en menneskeby, men det måtte jo til før eller siden. Den ivrige vinterblæst hev og sled i de lange klæder, men det lod ikke til at hun tog sig af det. Et øjeblik stoppede hun op, der var et mindre opløb i smedjen, lige der hvor hun skulle hen, hun gav et lille suk fra sig, men det måtte vel til, hun skulle bruge det stykke sølv, og det skulle være idag!
Langsomt vandrede hun hen til smedjen hvor hun dårligt registrerede de andre tilstedeværrende, før hun rettede henvendelsen mod smeden.
"Kan det lade sig gøre at købe et stykke sølv her? Eller en simpel grovsmed som Dem har måske ikke noget af den kaliber?" sagde hun, næten kommanderende, Xelirateis var en ualmindelig smuk sortelver, hun havde ikke et eneste ar på hele kroppen, og hele hendes kropsholdning var ualmindelig elegant, det var tydeligt for enhver, at hun aldrig havde været den krigeriske type.
Smeden der straks fik øje på hende fandt lynhurtigt Taranindons ting frem, før han gav hende et svar "Jojo, selvfølgelig frøken .. Øh.. Frue .. Madam!" den normalt gnavne smed reagerede ikke som han gjorde fordi Xelirateis var kønnere eller mere intimiderende end andre, nok snarre fordi, at hun lignede en af de meget velhavende folk i Krystallandet.

Nin vendte sig i et chok, da hans varer blev smidt på disken, nærmest op i favnen på ham. Som om de blot var hullede klæder, nogens hund ikke ville eje længere. En utilfreds mine spredte sig henover hans ansigt. Han løftede sin finger bestemt, og skulle til at åbne munden. "He-..!". Han vendte sig mod den nyankomne elver, og skulle til at skabe sig, da han bemærkede hendes skønhed. Hans hage faldt til jorden, og han skuede hende op og ned et par gange. Betaget af de flotte former, og den elegante entré hun lavede.
Men med mere eftertanke, smeden virkede optaget af det samme som ham selv, så Nin tog chancen, da smeden vendte sig for at finde sort-elverens sølv. Han ragede sine varer til sig, og håbede smeden ville glemme alt om betalingen. Dog kunne Nin ikke igangsætte sin dramatiske flugt, ikke endnu, ikke uden at... Selvfølgelig!

"Hvaa, frøken-for-fin-til-kø. Vil De fortælle mig, hvilken af Deres sikkert uendelige grunde, der er bedre end mine?"

Nin, der ikke ligefrem ligner den rigeste, eller den mest charmerende fætter i byen, værtfald ikke med det vildmandsskæg, smiler lidt provokerende til skønheden foran ham. Han folder sine arme, og næsten allerede har forudset 'prinsessens' reaktion. Han begynder at tysse.

"Schh, lad mig gætte! *Griner* Deres hest har vel mistet sin hestesko, af de største og dyreste diamanter? Ikke? Deres diadem af rav er forældet? *Hånende grin*
Nej.. Deres grund er sikkert lige så ringe, som mit gætteri. Sig endelig frem.

Nin forcerer et smil. Hans sidste sætning lød næsten venlig, eller høflig om man vil.

Venus øjne blev store et kort øjeblik. Hun havde ikke lige forventet, at han ville vende sig rundt så hurtigt - og åbenbart fuldstændigt glemme alt om at få, hvad han lige havde bestilt. det var selvfølgelig hans egen sag og generede hende ikke. Men nu kunne hun ikke få fat i den pung, som hun stadig ikke havde fået øje på. Hun smilede sit sædvanlige, varme smil: "Jeg skulle såmænd bare have nogle nye pilespidser, men med de priser bliver det ikke her," løj hun venligt kommenterende og forsøgte at se så uskyldig ud som muligt. Hun forsøgte at undgå at stjæle, men hvis hun ville have noget at spise, havde hun intet valg. I øvrigt ignorerede overhørte hun fuldstændigt komplimenten så det ud til. Det var ikke helt tilfældet, da hun bare valte at ignorere den af personlige årsager.
Mens hun stod og overvejede, hvordan hun skulle komme ud af denne besværlige situation, vandrede to nye - og åbenbart også noget rigere - væsner ind i smedjen. Den ene blærede sig med sin pengepung, som ville være nem at snuppe, mens den anden var en umådeligt køn sortelver - et imponerende syn. Men det lod til, at den herre som før havde set så hånende på hende og Stan, var endnu mere imponeret. Og jo, hun havde skam lagt mærke til den ubehagelige stirren, men valgte også at ignorere den. Hun antog, at han bare havde misforstået situationen, hvilket var mere end forståeligt.

"Sikke en trængsel," grinede Stan og kiggede rundt i smedjen. Her havde han gået uden at støde ind i en eneste på hele vejen hen til smedjen, og så stod der lige pludselig tre andre lige ved siden af ham. På trods af de to nytilkomnes totale mangel på køkultur, syntes han egentlig at det var hyggeligt. Den ene af dem så ham dog en anelse skummel ud, men han valgte at ignorere det. Nu var der jo kommet andre interessante emner indenfor hans radar.
"Og hvad skal sådan en skønhed som dig bruge sølv til," spurgte han sortelveren. "Er det ikke bare at være uretfærdig overfor os andre, at gemme dette smukke ydre bag en masse ligegyldige sølvsmykker?"
Han havde fuldstændig glemt, hvorfor han egentlig var kommet.

Endnu engang forbløffede Stan hende med sin meget impulsive og åbenbart temmeligt instinktstyrede opførsel. Men den lammende effekt, en forbløffelse havde, forsvandt hurtigere denne gang. Og nu fik hun oven i købet øje på, hvad hun havde ledt efter hele tiden. Den bukselomme, der nu vente mod hende, var tynget og temmeligt møntformet.
Mens alle andre havde deres opmærksomhed på sortelveren, smuttede hendes hurtige fingre ned i lommen, samlede sig om de kolde, svagt klirrende mønter, sneg sig op igen og forsvandt sammen med Venus så lydløst, som sneen tillod.

//out

Inden sortelveren fik mulighed for at svare ham, skiftede Stans ansigt fra det bøvede dameglade til dødsens alvor. Han klappede på sin nu tomme bukselomme, hvori alle hans penge havde ligget.
"Hvad pokker," udbrød han og vendte sig om.
Han nåede lige at se en lok skinnende rødt hår forsvinde om bag et hjørne. Han glemte fuldstændig alt om sortelveren, som han ret mislykket forsøgte at imponere og spænede så i fuld fart efter tyven.
//Out

Xelirateis sendte et lille smil til Venus, normalt sagde menneskene hende ikke så meget, men Venus havde tilsyneladende temperament, en god ting i sortelverens verden. Men den rødhårede kvinde forsvandt hurtigt, så var der bare tilbage at tale den ubehøvlede mandsling til rette. Hurtigt vendte hun sin opmærksomhed mod Taranindon og sendte ham så det mest venlige smil hun kunne præstere "Ser De min kære Herre, at vurdere ud fra Deres indkøb vil jeg vurdere, at De på ingen måde har specielt travlt, hvorimod jeg har en meget stram tidslinje jeg skal følge, ellers skal jeg vente et halvt år før at månen står rigtigt igen, og det ville være et frygteligt tidsspilde, ikke sandt?" sagde hun og sendte ham et sukkersødt blik.
Derefter skævede hun ind på smeden der efterhånden havde svedperler glinsende på issen for at finde den rigtige varer til en velbetalende kunde.
Hun sendte derefter blikket mod stan, ligeledes med et imødekommende blik "Jeg bruger ikke sølvet til smykker kære, jeg er urtekyndig og har en brug under kog som kræver sølvspåner, og kommer de ikke i, bliver det noget makværk!"
Hun sluttede af med det lille smil før hun igen vendte opmærksomheden mod smeden som begyndte at få et panisk blik i øjnene, mens han rodede med små metalplader, der tydeligvis ikke kom i nærheden af sølv, men Xelirateis tog sig hverken tid til at skynde på ham, eller forlade stedet for at blive bedre betjent andetsteds.

Nin ragede hurtigt sin fine, mindre provokerende og ikke mindst, bedrevidende smil tilbage til sig. Han kiggede lidt hurtigt ned på sit 'ragelse'. For ragelse er, præcis hvad det var, i forhold til elverens bestilling.
"Hmpf.." grinte Nin let, før han vendte sig samme vej som Xelirateis, og lod en mindredel af sin opmærksomhed følge smeden. Resten af opmærksomheden blev stadig lagt kraftigt på elveren ved hans side.

"Jeg tror vi kom lidt forkert ind på hinanden, ser du. Havde jeg blot vidst, at Deres tidslinie var så yderst vigtigt, ville jeg stoppe månen på Deres ønskede punkt, og forære Dem al den tid De forlangede. "

Nin sænker hans hovede i respekt, i et øjeblik. Ikke fordi hun højst sandsynligt var mere velhavende, ej heller fordi hun var betydeligt pænere. Nej, fordi hun ikke viste, at hun måske var lettere irriteret af hans hån.
Noget der åbenbart betyder en del for ham.

"Bare kald mig Nin. 'Min elskede' kan også gå, hvis De absolut ikke kan lade være." sagde han hæst, mens et bredt smil ankom på hans læber.

Xelirateis slog blikket ned på de ting som herren stod med i armene, hvorefter hun sendte ham et mere køligt blik, så sandt som det var sagt var de der mænd meget underlige, og meget ulæselige. Et øjeblik stod hun og vidste ikke rigtigt hvad hun skulle lige til manden, noget som skete yderst sjældent for en kvinde som hende, men hun havde ualmindeligt svært ved at aflæse ham og hans facade.
"Man behøver såmend ikke stoppe månen kære, man skal bare være lidt punktlig!" svarede hun så med det lille smil der sjældent forlod hendes læber.
I det samme kom smeden forpustet løbende med et firkantet stykke metal, det var hverken pudset op eller rettet ud, egentlig så det ikke spor elegant ud, når det ikke var pudset, men det var ikke det som elveren kiggede efter, hurtigt stilede hun sin stav fra sig og tog hun sølvet fra smedens hånd, som hun nøje nærstuderede, før hun gav han et anderkendende nik "og så skal det skæres i spåner, ja og med Deres priser kan det vel ikke koste ekstra, og når det er skåret ud, skal der ikke lægges så meget som en lille fedtet menneskefinger på, er det forstået?" spurgte hun smeden, næsten helt pædaogisk mens hun løftede øjenbrynene mod den lille mand, for lille, det var han, i hvert fald i forhold til den høje elverkvinde. Hurtigt nikkede han nervøst og tog næsten rystende imod den lille plade, som han forsvandt med.
Derefter vendte hun igen opmærksomheden mod Taranindon "Menneskesved, det kan ødelægge det hele!" sagde hun så i et kærligt tonefald, og sendte ham et tandsmil der blottede hendes kridhvide tænder, en ting som mange ikke kunne prale af i landet. Hun havde tydeligvis valgt at overhøre hans sidste kommentar, da et bestemt modsvar sikkert blot ville bringe problemer med sig, en ting hun bestemt ikke havde brug for, og slet ikke en aften som denne!

På det her tidspunkt havde Nin glemt alt om smeden, for han havde fået hvad han ville. Nemlig Xelirateis' opmærksomhed. Han vipper hovedet lidt på skrå, albuen godt plantet ned i disken, og sine mørkegrønne øjne låst fast på hende.
"Sølv? Månen? Heh.. Og jeg som troede, at jeg var den sidste der skulle stå for en varulvs død. Hvis sortelverne begynder at tage varulve som en trussel, må det virkelig være slemt. Det vil i så fald betyde.."
Nin blev stille, men stirrede stadig på Xelirateis. Dette var selvfølgelig vildt gætteri, for at få hende til at udtale sig.
Noget afspejlede sig i Nin's øjne, ikke frygt, heller ikke en stærk følelse af at glæde sig.
Men et lidt trist udtryk formede sig i ansigtet. Han foldede sine arme atter igen, og for en gangs skyld siden elverens ankomst, sænkte han sit blik ned i jorden.
"De må fortælle mig det!" udbrød han temperamentsfuldt. Et flammende blik udviddet sig i hans øjne, da han kiggede op på Xelirateis igen.
Nin ser ikke ud til, at ville glemme det her emne, før han har fået svar. Og det ser ud til, at han også vil gøre den del, for at få de svar!

Xelirateis sukkede lidt opgivende over manden men viste sig nu endnu engang fra sin venlige side "Nej ser De, jeg er skam ikke ude på at slå varulve ihjel, men én gang hver halve år kan man brykke en urtedrik kaldet sølvspids, som kan holde varulvesygdommen i skak, det er der mange smittede der vil gøre meget for at få fat i!" sagde hun bestemt og tog så et fast tag om sin stav, mens hun kiggede over disken for at se om smeden snart var færdig, desværre kunne hun stadig høre ham pruste og stønne ude bagved for at efterkomme hendes ønske og skære sølvpladen i små spåner.
Pludselig ændrede manden adfærd Taranindon var hans navn vidst, Xelirateis rynkede undrende brynene imod ham da han krævede svar, men svar på hvad anede hun ikke. "Jeg må desværre bede den herre om at udtrykke sig lidt tydeligere, der er ingen sammenhæng i hvad De siger!" konstanterede hun og trådte alligevel et varsomt skridt tilbage. Det var tydeligt på hendes udtryk at hun ike var bange, nok snarre varsom, Xelirateis var blevet overfaldet få gange i sit liv, men hver gang havde udfaldet ikke været til hendes fordel, da hun næsten ingen fysiske kræfter havde, til gengæld kunne hun rode med folks psyke, hvilket havde kommet hende til gode utallige gange!

Nin havde fået sit svar, han smilte bredt. Dette ville ikke ligefrem gøre det nemmere for Xelirateis at læse ham. Fra ét sekund til et andet, virker det som om Nin aldrig havde hidset sig op. Hans udtryk er følelsesforladt.
Han havde fået flere svar, end han kunne forestille sig.

"Så De tjener en formue på andres lidelser?!" Sagde Nin med sin hæse, og lidt lave stemme, og så ikke et spor tilfreds ud. Hans ord var langsomme, og det var lige før han vrisede dem ud.
"Sig mig, frøken.. Hvilke områder, er mest smittede med denne sygdom?"
Nin, der tydeligvis ikke havde meget tilovers for sit eget helbred, eller sikkerhed.. Eller personlig hygiejne, lod sig ikke skræmme af elverens rolige, eller varsomme skridt tilbage. Som genial strategiker, var han meget vel bevidst om at han ikke kunne presse situationen meget længere, før elveren ville markere sig, på den ene eller anden måde. Nin beroligede sig selv, ved at tage en dyb indånding. *Tag dig sammen* tænkte han. *Du har brug for hende* Og inden længe pressede han et smil ud på hans læber.

"Vær sød at fortælle det, Deres skønhed." Nin så på hende med sine mørkegrønne øjne, der havde set en del.
"Fortæl mig hvad De ved."

Xelirateis slap ham ikke med øjnene, ikke et sekund, de dybblå næsten sorte øjne udviste ingen følelser, hverken frygt, foragt, venlighed, eller noget der kunne minde om nogen af delene, Xelirateis kune være ulæselig når hun ville! "De kunne lade være med at købe det, ikke sandt? Eller finde andre urtekyndige der kan brygge den slags! Nu skal jeg fortælle Dem en lille sandhed hr. Nin, de fleste inficerede har så rigeligt med penge fra ofre de brutalt har myrdet under deres forvandling, at det slet ikke er et problem at betale, for nok er deres sans for næstekærlighed væk, men grådigheden er en evne folk ikke slipper så let!" Normalt havde et udsagn som Xelirateis været oprørt, men sortelverens kølighed overskyggede alting, hun kunne lige så godt have fortalt om hvordan man dyrkede gulerødder, hvis det var det deres samtaleemne var.
Til sidst gav hun dog et lille smil fra sig, det kunne let se hånende ud, men den eneste som vidste om det var det eller ej var Xelirateis selv, "Det var dog en pludselig interesse De har i emnet, de er måske selv smittet? Eller kender nogle som er? Sikke en skam, den plage er umulig at slippe af med, trist, ikke sandt?" sagde hun og så næsten helt drømmende ud, men fortsatte kort efter sin tale, denne gang med en dyb seriøs og advarende tone: "Hør her menneske, det er på tide at De kommer med nogle forklaringer, så som hvorfor Deres adfærd ikke er mere kontrolleret end en gal hunds, og ligeledes hvorfor De har så stor interesse i det pågældende emne, jeg er ikke en kvinde De ønsker at løbe om hjørner med, eller gøre et forsøg på samme, så De må hellere få tungen på gled, omgående!"

Nin kneb øjnene sammen, og tog et skridt væk fra Xelirateis. Han kunne høre smeden brokke sig, men brugte ikke flere sekunder på at lade ham distrahere sig. Hans slidte sorte hætte, der mere eller mindre havde dækket det meste af hans ansigt under hele samtalen, og mødet, var nu trukket længere ned over hans ansigt end før.
Han drejede sin krop mod udgangen, og hovedet imod Xelirateis. På det her tidspunkt ville lyset fra smedjen oplyse det nederste af hans ansigt.

"Jeg kender intet til den næstekærlighed som De så let omtaler! Men jeg kender pokkers meget til grådighed, og hver mand for hamselv!."

Nin vrissede vredt i sin udtale, og for et veltrænet øje, var nogle halvskarpe hjørnetænder synlige. Ikke så skarpe som hans nye pilespidser, men dog, mere end dét man ser på det gennemsnitlige menneske.
Ophidset som Nin nu var, glemte han stadig ikke, at han skyldte svar. Nok er dét, den værste sortelver han har mødt, men muligvis også den mest behjælpelige, og snaksalige. Frivilligt eller modvilligt.
Nin tager endnu en dyb indånding, og prøver at behærske sig, bare lige lidt..

Han fejler tydeligvis, da han nærmest brøler:"Prøv du, at leve i en øde ørken i nogle årtier! Morgenmaden består af angribende sandorme! Middagsmaden er en mundfuld vand fra et fælles vandhul, delt med andre af ørkenens vandskabninger! Og aftensmaden..? Aftensmaden kan blive dig selv, hvis du ikke bibeholder modet, opmærksomheden, og vanviddet!"
Nin pruster, og virker komplet sindsyg i sin fortælling. Men han præsterer at holde det meste af hans ansigt skjult under sin frustration.
Nin trækker vejret meget ukontrolleret. Sikke dog en vrede indeni så lille en mand, i forhold til elveren.

Xelirateis holder nøje øje med manden, hun har hurtigt bemærket hans tænder, men trods hendes uendelige viden, kunne hun ikke svare på om det var vampyr, varulve eller bare meget spidse mennesketænder, for så langt, var der ikke andet der tydede på at Nindon var andet end et simpelt mennekse, selv ikke hvis hun var i stand til at se hele hans ansigt, ville hun kunne vurdere sagens spørgsmål.

"Hvis du intet kender til næstekærlighed, ville du ikke være i byen, det er en underliggende faktor i os alle, om De vil det eller ej!" sagde hun bestemt og upåvirket af hans opførsel, Xelirateis havde set det før, hun havde set det mange gange, og hvad det kunne føre til! Men hvis manden ikke ejede næstekærlighed havde han ikke bedt smeden om sine ting, ganske vidst havde han ikke betalt for dem, men han havde i det midste ikke dræbt smeden.

Xelirateis lyttede til manden, uden at fortrække så meget som en mine "De kunne vel have vandret ud af ørkenen hvis De ikke kunne lide at være der!" svarede hun så med en arrogant tone, hun glemte til tider, at det ikke var alle som havde studeret i samme grad som hende selv, hun ville til hver en tid kunne beregne hvilken vej hun skulle gå, blo ved hjælp af solen og stjernerne. "Og hvis jeg var Dem, ville jeg ikke snakke for højt om den fortid!" afsluttede hun til sidst med en kølig tone, der var ligeledes en grund til at hun aldrig nævnte sin egen.

Derefter vendte hun sig om mod smeden der kom med sølvspånerne på et fad, der indikerede at hav ikke havde så meget som strejfet dem med hans bare hænder. Xelirateis fandt hurtigt en lille silkepose frem, som hun hældte spånerne ned i, og smed derefter en stor guldmønt på bordet, hvad hverken Nindon eller smeden vidste var, at Xelirateis ikke havde betalt ham overdådigt, men blot smidt en halvflad sten på bordet, og dermed skabt en illusion for de tilstedeværende om en hæderlig betaling, som smeden desuden takkede, skrabede og bukkede for at modtage. Hvorfor betale folk, som egentligt slet ikke var værdige til betaling?
Xelirateis gav et lille fnys fra sig, før at hun vendte sig mod Taranindon med det kølige blik "Så, hvis De er færdig med at brokke Dem, vil jeg tillade mig at spadsere hjemad!" sagde hun og hængte den lille sorte silkepung i siden af kjolen, hvor den camuflerede sig blandt de elegante skørter.
Hvad Taranindon heller ikke vidste var, at Xelirateis i virkeligheden var begyndt at blive en smule utryg ved ham og hans opførsel, alle hendes sanser fortalte hende at det var klogest at smutte fra ham, med det samme!

Nin besluttede sig for at udføre sit næste træk hurtigt, og velovervejet.
Han griber sin bue, og lynhurtigt lægger en pil på strengen, og sigter direkte på Xelirateis, der står få meter fra ham.
"Jeg kan ikke lade Dem gå, min skønne. Ikke uden at få mit svar." Her lyder han nærmest kynisk.
"Hvor er det mest smittede område, af de varulvesmittede De omtale før?"

Nin spænder buen mere og mere, og venter spændt på et svar.