Han tog nogle afslappede skridt bagud, og lod sin krop hvile op af et træ. Ikke fordi han var træt i kroppen eller noget, det blev man ikke der hvor hørte til. Døde mennesker. Døde er jo så meget sagt, vampyrer har bare en anden kilde til den energi, der holder dem kørende, så at kalde dem døde, er en grum generalisering. Han himlede kort med øjnene, og kiggede så på hende med et lettere irriterende blik. ”Du er utroligt dårlig til at stille spørgsmål skal det så også lige nævnes, og hvorfor i alverden skulle jeg fortælle dig hvor dit hus ligger?” Han kiggede forventende på hende, for at se om hun overhovedet kunne være opfindsom nok til rent faktisk at komme med en grund, som han så kunne bøje 360 grader og sende flyvende tilbage i hendes ansigt, som en anden boomerang.
”Du må prøve at acceptere at vi håndtere spørgsmål på et plan, dit bløde menneskesind ikke er i stand til at håndtere. Hvis ikke din hjerne bliver ordentligt forberedt på de svar du får, kunne du jo ligeså godt banke hovedet ind i et træ, for du ville få intet ud af mine besvarelser.” Han ville bestemt markere at en eller anden halv-dødelig som hende, ikke skulle fortælle ham hvordan man skulle gøre ting. ”Nu prøver jeg igen..! Hvornår er man levende?”

Hvorfor skulle jeg svare dig på de? tænkte hun irriteret og højt nok til at man næsten ville kunne høre det. I hvert fald når vi tænker billedligt.
Sukkende kikkede hun med et træt blik hen på ham. Hun kunne ligeså godt lade være at svare ham rapkæftet igen. Det ville hun ikke få noget som helst ud af og han ville bare få hende til at føle sig dummere end hun allerede gjorde. Hun tænkte lidt over hans spørgsmål og på om og hvad hun i så fald skulle svare ham.
”Umiddelbart ville jeg svare at man fysisk lever, når ens hjerte slår, ens blod pumpes rundt og ens lunger fungere.” Svarede hu bare ligegyldigt. Hun vidste godt der nok vare et meget mere filosofisk svar til det og at hun godt kunne finde noget bedre at sige hvis hun brugte mere tid på det, men hun orkede det simpelthen ikke. Hun havde sænket paraderne igen og han kunne nok egentlig gøre hvad han ville med hende. Hun gad ikke kæmpe imod længere. Hun skulle nok få sine svar en anden gang, sagde hun til sig selv.

Han kunne ikke lade være med at finde hendes besvarelse morsom, så han klukkede lidt for sig selv. ”Det er naturligvis forkert, hvilket du sikkert godt er klar over.” Sagde han i en venlig tone. Han tog sig ikke rigtig af hendes holdning, selvom det ikke passede en som hende. Der var noget ved den, der bare ikke gik sammen med hendes personlighed, og han indså at hun var meget mere interessant når hun var ilter. ”Kom til mig når du har fundet et ordentligt svar.” Roligt strakte han sin krop ud, drejede omkring og begyndte at gå ind mellem træerne. Han lød så sikker på at hun ville gøre det, at det alene næsten kunne havde været nok til at overbevise en normal dødelig, men naturligvis ville hun kæmpe imod. Hun var.. anderledes end de andre.
Han kunne allerede forestille sig hvordan tankerne kværnede rundt i hendes hoved, eller rettere; hvordan tankerne ikke kværnede. Han kendte alle de psykologiske tricks, og han havde en uendelighed at vente i. Hun ville opsøge ham, ingen tvivl om det. Hendes nysgerrighed ville til sidst vinde over hendes had.
Han skuttede sig svagt i mørket. Dette var betydeligt meget mere underholdning end han havde fået de sidste.. 80 år, mindst.

((er her stadig ^^))

Cathrine kunne mærke en ny bølge af irritation vælte op gennem sig og hun brød sig ikke om at få det sådan. Hun gad ikke bekymre sig om det, hun gad ikke give ham den fornøjelse at han havde ret, men hun vidste ligeså godt som han, at han ville vinde den her, for selvom hun var mere stædig en de fleste, så var hun også mere nysgerrig og hun kunne ikke klare den måde han lokkede hende på. Hun hadede at hun ville vide det, hun hadede at han kunne og hun vidste godt at hun i lang tid ville være i stand til at modstå, men taget i betragtning hvor lang tid hun ifølge ham havde, ja så kunne hun ikke holde sig væk i al den tid.
Hun vendte ryggen til ham, hvæste højt og irriteret ud i luften. Som en refleks eller som bare en irriteret bevægelse slog hun armene ud til siden og de blå flammer stod ud i luften. Hvis hun ikke havde været så irriteret havde hun været forundret over den kraft der lige pludselig var i det der før bare var en gnist. De kolde blå flammer hang stadig i luften da hun gik nogle skridt videre og lyste det hele op på en gyserfilms lignende måde.
Der gik lidt tid og nogle skridt væk før Cathrine stoppede op igen. Hun vidste ikke hvad hun skulle gøre, om hun skulle blive væk eller bare gå hen til ham igen. Hun satte sig ned i det dugvåde græs for at tænke.

Da han var kommet om bag et stort træ, satte han neglene i barken, og klatrede op på bagsiden. Derfra stak han hovedet op og kiggede på hende. Han var kommet i tanke om endnu en ting han skulle sige. Forårsvinden blæste mildt imod hans ansigt, hvilket han naturligvis ingen idé havde om. For ham var det bare modstand, der forsøgte at skubbe ham ned, hvilket den selvfølgelig ikke kunne. Han holdt sig stadig kun oppe i neglene, der var plantet uvirkeligt dybt i træets rynkede bark. ”Desuden, har jeg også noget, der tilhører dig, min kære frøken Green.” Det sidste var ren provokation, og han kiggede på det imponerende lysshow, hun hev ud af ærmet. Selvfølgelig kiggede han på det, før han sagde noget. Han trak på skuldrene, da det ikke var noget han havde set før.
Hans fingre gav slip på træet, og han faldt hurtigt til jorden. Da han havde ramt den, begyndte han at gå tilbage mod sin krypt. Der var stadig nogle timer til daggry, men der var ingen grund til at vente til sidste sekund.

//Out

Hun rejste sig op og skulle næsten til at løbe efter sig lettere besværet stoppede hun sig selv og prøvede at tænke rationelt. Hun havde vidst hvad han mente ret hurtigt, eller. Hun var ret sikker på hvad han havde ment med det, men helt sikker kunne man ikke være med ham. Hun havde lyst til at skrige, men holdt det inde. Hvordan kunne han overhovedet formå at være så meget en pestilens for hende? Hvorfor kunne han ikke bare give hende nogle svar og så lade hende være? Hvis hun kunne vinde over ham på en eller anden måde, så ville hun højst sandsynligt kunne bruge resten af sine dage på at finde den, uden at føle at tiden var spildt. Hun syntes svagt hun kunne huske hvor han boede og havde jo nok tid til at finde det.
Langsomt begyndte Cathrine at gå tilbage til udkanten hvor hun vidste at Ekko sov. Hun havde ikke lyst til at forlade ham uden at sige farvel, det skyldte hun ham dog. Hun kom tilbage og tjekkede at Ekko stadig lå oppe i reden. Det var svært at se, men hun syntes at hun kunne få øje på hans lille skikkelse. En lyd opfangede hendes opmærksomhed før hun satte sig ned ved det lille bål. Det var den bæk der rislede gennem træerne og det var næsten umuligt for hende at modstå dens kald. Hun kikkede sig omkring og konstaterede endnu engang at der ingen folk andet end Ekko var her, og han sov vist trygt. Som hun bevægede sig længere ind i skoven efter bækkens kalden tænkte hun over hvad hun skulle gøre, men nåede ikke rigtig frem til et ordentligt resultat. Hun blev enig med sig selv om at hun nok blev nød til at opsøge ham, men en anden del af hende havde jo netop lyst til at gøre alt andet end det.
Roligt hev hun blusen over hovedet og begyndte at snører sine bukser af, alt i mens hun tænkte disse modstridende tanker igennem. Automatisk mærkede hun lidt forsigtigt på vandet før hun gik i og blev irriteret igen over hvor ligegyldigt tilpas vandet var for hende. En del af bækken mundede lidt ud i en slags sø og det var den Cathrine befandt sig i og nu stod med vand op til halsen i. Hun begyndte at vaske sig grundigt og især de steder hun vidste der var blod. Da hun var færdig kikkede hun op mod himmelen for at konstatere at der endnu var lang tid daggry. Fordi hun ikke vidste hvad i al verden hun ellers skulle stille op, gav hun sig til at rede sit hår med fingrene. Det kunne ikke blive glat og affiltret, men det kunne dog komme til at ligne andet end en høstak. Hendes hår som efterhånden var blevet temmelig langt lå flydende i forlængelse af hendes hals der jo lige netop stak op af vandet.
Hvor lang tid der gik er ikke til at sige, men vi skal nok regne med et par timer som langsomt sneglede sig af sted mens hun stod der i vandet. Til sidst kunne hun altså ikke finde nok udfordring og underholdning i at stå der, så hun gik op af vandet op trak i tøjet. Selvom det føltes helt forkert, besluttede hun at hun ville være ligeglad med at tøjet blev vådt. Det ville ikke betyde noget og hun kunne tørre det senere med ilden og bålet.
Da Cathrine kom tilbage var lyset ligeså stille begyndt at stige fra horisonten og da hun ikke vidste hvad hun ellers kunne gøre gav hun sig til bare at sidde og vente på at Ekko vågnede. Hun vidste at det nok ville være mærkelig og lidt skræmmende for ham at se hende sådan her. Med vådt tøj, og et tænksomt irriteret ansigt. Hvis han havde en nogenlunde situations fornemmelse, ville han kunne se at hun ikke bare havde sovet, men der var sket noget mere den nat.

Ekko vågnede før solen var stået op. Det var en vane han havde tillagt sig, for det var sædvanligvis der Carmen vågnede. Lige nu ærgede det ham, for han kunne sagtens have brugt lidt mere søvn. Men han vidste godt, at han ikke ville falde i søvn igen, det var det blevet alt for meget morgen til.
Carmen rørte svagt på sig, da han snoede sig ud fra det varme hjørne han havde ligget i. "Shhh.." hviskede han til hende. "Du skal bare sove videre, det trænger du til." Han fik kontakt med en flig af hendes sind, og mærkede hvordan hun sank dybere ned i søvnen igen. Så klatrede han forsigtigt ned fra træet.
Cath sad ved bålet, som hun havde siddet ved da han forlod hende. Men hun måtte åbenbart have flyttet sig, for hendes hår var vådt, og hendes tøj virkede også ret fugtigt.
"Godmorgen," sagde han sagte. Han havde ikke lyst til at forstyrre morgenstilheden. Der var altid en særlig følelse ved forårsmorgener, når natdyrene endnu ikke var gået til ro, og dagsdyrene så småt var ved et stå op.
"Så fik du dit bad. Var vandet ikke koldt. Og har du overhovet fået sovet?" Han satte sig over for hende, på den anden side af bålet.
Så lagde han mærke til hendes ansigt. Bålets svage gløde og enkle små flammer oplyste det nedefra, så der blev dannet underlige grå skygger, og det svage morgenlys gjorde ikke billedet bedre. Han blinkede uvilkårligt et ekstra par gange.
"Hvad tænker du på?" spurgte han så.

Solen var langsomt begyndt at stå op over træerne, men hun sad dog stadig i skyggerne. Hun havde ikke lyst til at lade lyset falde på sig, selvom hun ikke regnede med der ville ske noget farligt… endnu… Hun lagde ikke så meget i det lige nu, men hun havde registreret de fleste af lydene og bevægelserne fra da Ekko vågnede og det var ellers et stykke oppe han havde sovet.
Hun tænkte over hvordan natten havde været og hvad der var sket. Hun havde ikke sovet og følte sig ikke træt, men lidt umattet på en måde hun ikke plejede. Hun havde hørt hvad Ekko havde sagt, men hun blev ikke rigtig hevet ud af den tankegang hun var i. Langsomt tvang hun sig selv til at vende opmærksomheden mod Ekko.
”Det var ikke så slemt…” Han tøvede og vidste ikke om hun ville sige mere, besvare resten af hans spørgsmål. Hun besluttede sig for at hun stadig ikke ville lyve. Ikke for ham.
”Der kom en… Bekendt.. forbi” Svarede hun bare. Hun vidste ikke hvad hun skulle kalde Alzeid, men han havde sagt at han var en bekendt af hendes familie, så det valgte hun at kalde ham. Hendes svar besvarede begge de sidste spørgsmål.

"En som du ikke brød dig om?" Ekko var ikke helt sikker, men den attitude hun havde lige nu virkede i hvert fald ikke specielt venlig.
"Det er ikke rart at møde folk man ikke bryder sig om," sagde han. Så - i et forsøg på at distrahere hende fra hvilke dystre tanker hun nu var i gang med - fortsatte han:
"Dem var der alt for mange af derhjemme. Eller, måske ikke ligefrem folk jeg ikke kunne lide alle sammen. Men den slags folk, som man får lyst til at slå når de kommer i nærheden af en. Derhjemme var alle bare så... så kedelige. De ønskede ikke rigtig mere af livet end det de havde, og ville bare fortsætte som det nu var. Så synes jeg ikke, at man kan kalde det et liv. Og så rejste jeg." Han smilede, måske til sig selv, måske til Cath, det var han ikke helt klar over. Så falmede smilet lidt.
"Det var i hvert fald en af grundene," fortsatte han lidt mere stille. Men så tvang han sig selv til at smile igen. Bare for at se om han kunne muntre Cath op.

Ekkos spørgsmål ville være blevet besvaret, men da han talte videre droppede hun det. Egentlig var hun glad for at hun ikke skulle svare. Det ville være svært at forklare hvem Alzeid var, uden at Ekko ville fornemme at noget var helt galt. Hun smilte lidt da han begyndte at tale udenom, men det hjalp ikke på humøret. Især det med liv og forandring, brød hun sig egentlig ikke om at høre. Hun kom til at tænke dystert igen, men prøvede ikke at vise det. Hun smilte tilbage, men vidste ikke om hun burde sige noget.

Tænk Cathrine. Tænk Hun ville gerne sige noget. Uselvisk, fordi hun gerne ville gøre Ekko glad, selvisk, fordi hun gerne selv ville tænke på noget andet og fordi hun ikke ville svare for meget på spørgsmål om Alzeid.
”Eh… Hvorfor rejste du ellers?” prøvede hun og håbede ikke at det ville bringe noget trist op i ham.

"Det var bare noget med en pige," sagde Ekko, og forsøgte at virke nonchalant og ligegyldig omkring det. "Men hun var egentlig ikke særlig interessant, hun var meget ligesom alle de andre. Ligeglad med verden udenfor, så længe hun kunne have det godt. Og så var der en eller anden første søn, som havde arv, og så giftede hun sig med ham."
Det var den lette del af forklaringen. Han tøvede lidt. Men han havde fornemmet at Cath havde været ærlig i alt hun havde sagt, selvom det måske ikke var lige behageligt for hende. Det måtte han gengælde.
"Mine forældre kom ud for en ulykke. Det havde været tørke, og der var nogle dumme mennesker, som ikke passede deres bål ordentligt. Jeg giver dem ikke skylden, de gjorde det ikke med vilje, og de anede ikke engang at der boede alfer - vi har det med at skjule os. Men bålet spredte sig til træet hvor vores hus var skjult. Jeg var heldig at slippe ud, for Carmen vækkede mig. Og jeg vidste jo ikke at de også var kommet hjem, jeg anede ikke, at de stadig lå og sov!" Han tav lidt, og tog en dyb indånding. Så kiggede han op på Cath. "Jeg boede hos min søster lidt efter det. Men hun blev med barn, og jeg følte bare mest at jeg var i vejen. Så rejste jeg." Han smilede skævt til hende, og håbede at smilede ikke skælvede. Noget varmt steg op i hans øjne, men han tvang det tilbage.
"Nu håber jeg bare at få lidt mere spænding i livet, end der var derhjemme."

Roligt lyttede hun til hans fortælling, selvom bladene raslede voldsomt larmende i træerne. Hun vendte hovedet flere gange og kunne ikke helt forstå hvorfor der var al den larm. Hun sagde ikke noget om det, da hun også tydeligt kunne høre hvad Ekko fortalte. Det var en meget trist fortælling egentlig. Hun havde selv haft lidt et lidt lignende problem, at der var kedeligt, alt for kedeligt, men det andet havde hun ikke nogen erfaring med. Hun havde ikke rigtigt kunne lide nogen som helst i hendes by og da slet ikke drengene, der bare havde drillet hende. Hun ville næsten ønske at hun havde kunnet være der og stoppe ilden, når hun nu kunne. Aldrig havde hun faktisk hjulpet nogen med evnen. Kun ødelagt og kæmpet med. Hun ville ønske hun kunne hjælpe, men det ville hun nok aldrig rigtig kunne… Ikke nu…
”Det er jeg ked af… ”Sagde hun og håbede han vidste hvad hun hentydede til. Hun kikkede op på himmelen. Solen var nu ved at nå et godt stykke op, så Cathrine rejste sig roligt og gik lidt længere tilbage fra den lille lysning der var og ind i skyggerne. Hun håbede ikke det så alt for mærkeligt ud, og hun stillede sig op af et træ for at få det til at virke mere normalt. Lydene fra bladene og træerne forekom hende meget meget høje, og hun forstod det ikke, da der ikke så ud til at blæse meget.

"Er du ikke så glad for solen?" spurgte han. Han ville nok ikke have lagt mærke til det, hvis ikke det var fordi han selv sad og ventede på, at solen rigtig kunne komme op, og varme ham. Og så fordi han havde undret sig over, at hun var så bleg, da hendes tøj lignede noget, som var godt brugt, og vant til at være udendørs. Men han tog sig i det. Det kom ikke ham ved.
"Hvordan var der så der, hvor du voksede op?" Han var lige ved at bide sig i tungen, da han huskede, at hun havde sagt at hun ikke kunne huske hvor hun boede. Men på den anden side. Hun lignede langt fra en, der stadig boede hjemme.

Lydene fra træerne forstyrrede hendes tanker og hun syntes også hun kunne høre bækken ret kraftigt nu. Kunne det virkelig blæse så meget, at det fik bækken til at bruse ustyrligt? Hun kikkede lidt væk og vidste ikke helt hvad hun skulle svare ham. Sandheden? Hun syntes at han fortjente den, men hun ville helst heller ikke få ham til at løbe skrigende væk fra hende.
”Jeg… Har en sygdom” hun så hans blik på hendes tøj og tænkte at hun hellere måtte besvare det også.
”Jeg har altid elsket solen.. Jeg har bare ikke så godt af sollys længere.” Hun håbede det var svar nok, og egentlig kunne man godt kalde det der var sket en sygdom. Det havde hun i hvert fald hørt folk kalde det rundt omkring i verden.
”Der var roligt. Piger måtte ikke lære andet end at syg og lave mad. Min far var forretningsmand. Han vidste kun noget om penge. Han ville gifte mig bort, men jeg ville ikke. Så jeg stak af…”

"Årh, det er jeg ked af at høre!" Ekko kunne ikke forestille sig, ikke at være ude i solen. "Men tror du ikke at man kan finde en kur mod det?" Noget ved den måde hun havde sagt det på, fik ham til at tro, at det var der åbenbart ikke. Noget uhelbredeligt. Måske endda noget man døde af.
Så kom han til at tænke på det andet hun havde sagt, og kunne ikke lade være med at le.
"Din opvækst lyder som drømmeopvæksten for enhver pige i min landsby. De brokkede sig altid, når de skulle med ud og samle forråd eller hjælpe til med at reparere hytterne. Og så at skulle blive gift bort! Så havde de ikke engang besværet med at skulle finde en forsøger selv. Jeg kan godt forstå at du løb væk!" Han lagde mærke til, at hun virkede lidt distraheret. Som om der var noget i naturen der forstyrrede hende. Så blev han selv distraheret af Carmen, der omsider var vågnet.
Sovetryne, sagde han til hende. Selvfølgelig, svarede hun ham roligt. Vi er jo nogle som kan finde ud af at udnytte den søvn der er mulighed for. Han lo højt.
Du er altid så gammelklog. Jeg er altså ældre end dig. Hun forsøgte at virke fornærmet. Hvis det er sådan man bliver behandlet når man endelig vågner, så tror jeg da også bare, at jeg tager ud og finder noget morgenmad. Hun gled ud fra træet, og solen skinnede i hendes fjer. Han mærkede en bølge af kærlighed strømme ud fra hende. Så var hun væk.
"Hmm.." Han kiggede lidt på hende. "Har du haft kontakt med nogen fra din landsby siden du 'rejste'. Det kan jo være at de ved hvor du bor.

Cathrine missede med øjnene. Var Ekko kommet tættere på? Det måtte han næsten være kommet for han var meget tydeligere…? Hun blinkede et par gange. Han var så tydelig, men nu lagde hun mærke til at alle andre ting også var begyndt at blive skarpere. Hun havde lyst til at tage sig til hovedet, skrige og løbe væk fra alt dette, men hun vidste at hun ikke ville kunne løbe væk. Det ville følge hende og det var der ikke noget at gøre ved. Det var uhelbredeligt…
”Det er vist desværre kommet for at blive… ” svarede hun lidt nedtryk, dog ikke så tydeligt at det rigtigt kunne høres på hendes stemme. Hun fjernede en tot af sit lange mørkebrune hår fra ansigtet som havde generet hende.
”De har ikke kontaktet mig, jeg ikke dem… ” Hun tøvede lidt før hun fortsatte. ”Min familie er vist død” det lød ikke trist, men måske en smule bitter hvilket man også godt kunne se i hendes røde øjne. Det skal lige tilføjes at hun ikke vidste noget om hendes øjne, ej heller hendes halvspidse øre. Og… ja heller ikke rigtig noget om hendes tænder, som ”naturligvis” havde fået tilføjet nogle ret spidse hugtænder. Man ville tydeligt kunne se dem hvis hun smilte med tænderne eller åbnede munde, men medmindre man ikke iagttog hendes mund voldsomt mens hun talte, ville man ikke rigtigt kunne se dem.

"Åh." Ekko anede ikke hvad han skulle sige. 'Det er jeg ked af' ville måske have virket fint nok, men han blev bare lidt mundlam for øjeblikket. Var der overhovedet noget emne man kunne tage med denne her pige, uden at det ville blive ubehageligt? Han tænkte sig lidt om. Han anede ikke hvorfor, men han havde sådan en lyst til at gøre hende glad. Måske fordi han følte, at de havde så meget tilfælles - selvom det sikkert var ingen ting, de var jo vidt forskellige på så mange punkter, sagde han til sig selv.
"Har du en hobby?" spurgte han. Det var det eneste han lige kunne komme på. Og hendes hobby måtte da vel være noget, som gjorde hende glad?!

Bortset fra at Cathrine var ved at gå til af forvirring over alle lydene og skarpheden, og nu også lugten. Var det fugl hun kunne lugte? Hun vidste ikke helt hvorfra lugten kom, men det virkede til at være Ekko. Hun havde fået at vide hvem Carmen var, dog var ikke helt sikker på hvad det egentlig var, men det måtte jo næsten være en slags fugl så? Hvorfor kunne hun pludselig lugte det? Hun forstod det ikke helt. Blæste vinden den her vej? Hun rystede tanken af sig og koncentrerede sig igen helt om Ekko, selvom hun var ret forbløffet over hans spørgsmål om hobby. Hun tænkte sig godt om. Der var aldrig rigtig noget hun havde gjort som hobby.
”Ehm… Jeg kan godt lide at smede?” svarede hun lidt spørgende. Spørgsmålet var egentlig ikke til ham, men hun var stadig ikke sikker på om man kunne betragte det som en hobby.
”Hvad med dig?”

Til at starte med ignorerede han hendes spørgsmål. "At smede?" Han kiggede forvirret på hende. Hans far havde godt nok nævnt noget i den retning engang, og han mente at det var noget med metal, men han anede ikke mere. De fik alle deres knive - og metalting generelt - fra købmænd som havde været i større landsbyer. Der var nogle i hans landsby, som havde særlige evner med det. De fleste tog til de store byer og kom aldrig tilbage - men sendte en masse penge hjem, så de klarede sig åbenbart godt. Dem som blev hjalp til at reparere de ting som gik i stykker, med et lille puf og noget varme (Ekko havde aldrig set det, men det var sådan han forestillede sig det, ud fra de forklaringer han havde fået).
"Uhm.. Har det noget med metal at gøre?"

Cathrine smilte svagt. Hun kunne ikke lade være. Bare tanken om ikke at vide hvad smede var for noget, morede hende gevaldigt. Det var stort set det hun havde lavet det meste af sit liv, ud over at lærer sværdkamp selvfølgelig.
”At smede kan være mange ting. Man kan smede våben, som knive eller sværd, men man kan også smede hestesko eller hængsler til døre og lignende. Når man smeder laver man et bål og lægger metallet ind over. Så bliver det helt varm og bøjeligt, og hvis man ved hvad man laver, kan man så forme det til hvad man vil. Det er at smede, i meget store træk.” Hun vidste godt det kun var den halve sandhed, men kunne jo ikke gøre hvad man ville med det, det skulle helst have en vis form først, og så var der jo alt arbejdet bagefter, men hun ville ikke forvirre ham hvis han ikke vidste hvad det var i det hele taget.
”Man kan også reparere ødelagte ting så de virker igen”