"Jeg var på vej ind i Krystallandet... Jeg har opholdt mig på den anden side af bjergene i et stykke tid"
I stedet for at tage imod maden der blev rakt til ham, samlede han mappen med tegninger op. Han vendte og drejede den den lidt i hænderne. Det måtte være en mappe med de tegninger hun havde talt om ((mindes at hun har nævnt dem XD!)) han overvejede om han skulle åbne den. Han kendte næsten ingen der tegnede, og af de få han havde mødt var det meget få der fatisk brød sig om at man bare sådan kiggede. Selv var han håbløs til andet end små tykkke tændstiksmænd, der mere lignede vandskabte kartofler.
Han kiggede op på Morgana, for at se om hun umiddelbart havde noget imod det.

Morgana lyttede til hans ord, der forklarede, hvad der var at forklare. Hun kiggede en smule forundret på ham, da han samlede mappen op i stedet for at tage imod maden. Hun havde ikke lagt mærke til, at mappen var faldet ud. Ligegyldigt trak hun på skulderen og lagde maden mellem dem, så han kunne tage den, hvis han lystede. Hun var ikke selv sulten, kun træt efter at have brugt sin evne på en så uvant måde.
”Det er bare nogle skitser og lignende…” Hun trak kappen lidt tættere om sig, skuttede sig og lagde hagen på knæerne. Hun kunne mærke, hvordan øjnene langsomt sank i, men lige i det de var helt lukkede, åbnede hun dem igen. Hun kunne ikke sove nu! Det ville være for farligt, både på grund af kulden og på grund af selskabet. Hun vidste endnu ikke, om hun turde stole på personen…

Damian åbnede mappen og kiggede på tegningerne. Han var forundret - og en smule jaloux - over at nogen kunne tegne så godt. "De er.. flotte" sagde han mens han uhyre forsigtigt bladrede igennem papirerne.
Hans mave tvang ham til at lægge mappen fra sig. Han ville give den til Morgana, men det så ud til at hun sad og døsede, så han ville ikke forstyrre. Han nøjedes med at lægge mappen ved siden af hende.
Han spiste lidt af maden, og tvang sig selv til at spise langsomt, selvom han kunne have slugt det hele med det samme. Da hans mave ikke længere føltes fuldkommen tom, sad han bare og kiggede rundt. Han vidste ikke hvad han skulle tage sig til. Han var rastløs.
Han bestemte at han lige så godt kunne efterse nogle lidt ældre skader, nu hvor han alligevel ikke havde noget at lave. Han lod sin kappe glide ned, så han kun sad på den. Inden under havde han ikke andet til at dække overkroppen end den sorte vest med pelskanterne som han altid gik med. Han havde et langt ar hen over den aske-grå hud på sit bryst. Det var helet, men man kunne se på den lyse farve, at det ikke var gammelt. Enten lagde han ikke mærke til hans usædvanlige karaktertræk - øjnene, tænderne, den unormalt grå hud - eller måske ville hun bare ikke bringe det på bane?
Han hørte ikke rigtig noget til Morgana, så han kiggede over på hende for at se om hun sov... Det gjorde hun ikke.
"Du må endelig sige til hvis jeg forstyrrer" sagde han med sin mørke, bløde stemme.

Hun mumlede et tak og forsøgte at ryste trætheden helt af sig.
Med hagen hvilende på knæerne og armene herom sad hun og kiggede på et punkt, der lå langt ude for hulens vægge. Hendes tanker bevægede sig trægt, som i sirup, men kredsede ikke om noget bestemt emne. Hun fulgte billederne, der poppede op af hendes minder, som en passiv tilskuer, der ikke tog stilling til verden. Der var minder helt tilbage fra hendes glade barndom, der afløstes af billeder fra hendes rejse, folk hun havde mødt, og steder, hun havde været.
Hun blev afbrudt i sin tankerække og kigge op på ham, som så hun ham først rigtigt nu.
”Der er ikke så meget at forstyrre hér!” Sagde hun med et skævt smil og slog ud med hånden, stadig med hagen hvilende på knæerne, mod den trange hule og snestormen uden for. Hun kiggede undersøgende på ham og rynkede brynene, undrende, men ville ikke spørge direkte ind til hans anderledes udseende. Egentlig var hun nervøs for at spørge overhovedet, for hun ville ikke virke anmassende.
”Hvad lavede du omme på den anden side af bjerget?” Hendes nysgerrighed havde overvundet høfligheden og et barnligt, nysgerrigt smil gled over hendes læber.

"øhm.. Jeg var vel egentlig nysgerrig" sagde han, og sørgede for at flammen ikke gik ud "Jeg havde aldrig været ude for krystallandet. Jeg mødte en mand der underligt nok kendte alt til mig, og sagde at det var hans opgave at hjælpe mig med at tøjle min vrede"
Han kiggede op på hende. I tvivl om hvad han skulle fortælle. Men han havde ikke snakket med nogen i meget lang tid.
"Det var sådan før i tiden, at mit temperament løb af med mig.. " Han stoppede op et øjeblik "Jeg så bare rødt. Jeg smadrede alt omkring mig..." Han tog en dyb vejrtrækning "Når man er født som... Dæmon... er vreden og ondskaben bare en naturlig del af dig" Han undlod at fortælle at når det skete, voksede han sig til et tre meter højt rasende muskelbundt ((bare forestil dig Hulk, hvis du kender ham :3 ))
Han kiggede nervøst på hende, og forsøgte sig med et lille venligt smil.

Hun løftede hovedet med et ryk og kiggede op på ham. Dæmon?! Alle ammestuehistorierne, hun havde hørt som lille, klang pludseligt i hende, og selvom det bare var historier, havde de haft deres indvirkning på hende. Hun lagde sit ansigt i neutrale folder og kiggede på ham. Men uanset, hvor skræmmende historierne havde været, kunne hun ikke forestille sig ham, som monstrene deri. Det lille smil virkede så skrøbeligt, at hendes forbeholdenhed smeltede bort, som dug for solens stråler eller som sneen for deres evne.
” … - men du virker meget fredelig…” Hun kiggede skeptisk på ham og spidsede munden i en granskende mine. Det er muligt, at dæmoner er født med ondskaben… - så er det bare endnu mere sørgeligt at tænke på min egen races tillærte ondskab! Tænkte hun bitter og slog øjnene ned.
”Jeg vil ikke ligefrem påstå, at mørkets soldater er meget bedre!” Bemærkede hun tørt og himlede ironisk med øjnene. ”Hvis I virkelig er født til det, er I vel bedre end dem af min race, der selv vælger ødelæggelsernes sti!”

"Det er jeg også" for det meste... Han prøvede at se så fuldkommen normal og ufarlig ud som han kunne. "Normalt omgås min slags ikke med mennesker, og jeg tror det har påvirket mig"
Hans kommenterede ikke på det med Mørkets Soldater. Han havde jo faktisk været en af dem engang... Men det var flere år siden, så han syntes ikke det var værd at nævne - nu gik det jo lige så godt.
"Før i tiden fulgte jeg bare min natur, men jo længere tid jeg tilbragte med mennesker lærte jeg at man har et valg" Jo mere han snakkede med hende, jo mere gled frygten for at sidde i den lille hule i baggrunden. Hans blik faldt på mappen, og han overvejede at spørge om hun ville tegne ham - der var alligevel ikke ret meget at lave.

Morganas anspændthed var helt væk efterhånden, og da han forsikrede hende om, at han var det, fik han et lettere fåret udtryk i ansigtet, og hun kunne ikke lade være at trække på smilebåndet.
Hun lyttede interesseret til hans fortælling og tænkte over hans ord. At vælge selv…
”Hvert valg er også et fravalg. Da jeg valgte at rejse ud for at forfølge min drøm om at tegne og male, valgte jeg min familie fra. Altså, jeg har dem jo stadig, men jeg har ikke set dem i mange måneder. Jeg ved ikke, hvad der sker derhjemme længere. Måske skal mine brødre giftes, måske har min søster forlovet sig…” Hun sank lidt hen i tanker, før hun tog tråden op igen: ”Men jeg fortryder det ikke. Jeg elsker at gengive alle de nye indtryk og personer, jeg møder!” Hun smilede salig ved tanken og strøg en hånd over rygsækken, hvori hun havde sit malergrej.
Et stykke tid sad de i tavshed og så blot ud mod sneen, der føg for indgangen. Men Morgana kunne ikke sidde passiv, så hun fremdrog tegnesager og malergrej og fandt et nyt ark pergament frem. Hun kiggede spørgende på ham, men opdagede, at han var faldet i søvn. Et smil spillede om hendes læber, da hun med bløde streger begyndte at skitsere hans fredfyldte ansigt. Hun skitserede ham efter hendes første indtryk af ham; den blide person med en styrke, han ikke behøvede bruge. Efter lidt overvejelser smeltede hun forsigtigt lidt sne, så hun kunne bruge hendes farver. Hun trak et nyt papir frem og kreerede denne gang et portræt holdt i de kølige blå nuancer, som isen kastede over ham. Portrættet viste ham med lukkede øjne, og da hun bagefter betragtede værket, slog det hende, at han lignede en helgen. Hun strakte sig stille, da musklerne var begyndt at værke af at have siddet stille og arbejdet med farverne så længe. Et blik mod indgangen forbløffede hende dog.
”Åh… -Det er holdt op med at sne!” Mumlede hun for sig selv og kiggede igen over mod Damian. Hun havde ikke lyst til at vække ham, men samtidigt ville hun ikke blive oppe på bjerget. I modsætning til ham, var hun ikke en dæmon, der kunne klare sig mod naturens kræfter. Hun lod maden ligge fremme til ham, lagde portrættet af ham ved siden af, men nedkradsede forsigtigt en lille hilsen til ham bagpå papiret. Den første tegning tog hun med sig som et lille minde om oplevelsen.
Da hun med tøvende skridt forlod hulen, var vejret klaret så meget op, at en lille solstråle fandt vej ind i deres lille hule, reflekteredes i isen og oplyste sætningen på portrættets bagside.
Jeg håber, at du finder, hvad du søger. Morgana S. Winths.[/b]

//Out.