Neo kunne ikke holde hendes nysgerrighed ud og at hendes viden om "ham" gjorde at hun fandt til at grund, at hun kunne begyndte at lege ham overlegen, hvilket var noget Neo ikke kunne klare. Det var noget andet hvis det var ham der "spillede" det. For sandheden, i hans hovede da, var at han var overlegen, et superiiort væsen som man skulle have æren af at være i kontakt med, hvilke jo nok var grunden til at han tilbagelagt sig et "spor" af blod. "Det er ikke noget, der vedkommer dig, og det er trods alt kun noget man kan forklare hvis man selv har været det." Han slikke sig på munden, hvorefter han knugede sin hånd om sværdet og og løftede det langsomt over skulderen og i en aksel der pegede mod hende, men kort efter løftede han hånden op, drejede sværdet så det lå i en lodret vinkel med bladet nedad, og stak det ned i jorden til det stod af sig selv.

Isis trak på skuldrene og strakte sin krop yderligere, hun havde brug for vand, men det måtte hun vente med, dog brød hun sig ikke om den måde hans humør eskalerede på. Slet ikke da han begyndte at vende og dreje sværdet, hun gjorde sig straks klar til at skabe en væg af is, eller noget der mindede om i hvert fald, noget der ikke tog så hårdt på hendes kræfter. "Nå ja, sådan er vi jo så forskellige!" endte hun blot med at sige, uden at smilet forlod hendes læber et splitsekund, ikke fordi hun ikke var utryg, men for at holde sin facade som dog kunne virke ret skræmmende på mange mennesker, og landlevende væsner

"Jeg har forresten ikke fået dit navn endnu, og hvorfor ikke når vi er i gang, din race også?.. Jeg kan lugte du er fra havet, du har stadig essensen af saltvand..." Han gøs lige efter han havde nævnt ordet vand, hvad var det egentligt for en ulækker flydende masse, som ophæver lovene til at stå på fast jord. Han havde stadig sin hånd på toppen af skaftet, men slap taget på det alt imens han skanderede over til hende med en rolig takt, som man nærmest kunne følge med på. Da han var nået over til hendes side duftede han til hende på nært hold og smilede sarkastisk, imens han blottede den øverste tandrække.

Isis kneb øjnene sammen mid ham idet han begyndte at komme tættere på hende, også selvom han slap sværet kunne han ligeså godt have andre våben gemt på sig, og idet han begyndte at gå rundt om hende, drejede hun med, som en slange der var parat til at hugge til på ethvert tidspunkt, selvom at hendes personlighed slet ikke virkede til at være sådan.
"Mit navn er Isis, jeg er fra havfolket .. Dybhavsfolket!" sagde hun bestemt med ekstra tryk på hendes race, hun var stolt af sit folk, især fordi de så lavvandsfolket som værrende nogle små hippier der ikke rigtigt kunne tage stilling til noget som helst, desuden havde de ingen horn eller kløer til at forsvarre sig selv med hvis de kom under angreb af dyr.
"Og hvad er dit navn?" sagde hun så roligt, og baskede en lille smugle med vingerne

"har du allerede glemt mit navn? jeg er da så forfærdelig skuffet" svarede han på en lettere sarkastisk manér, uden nogle tegn til at ville gentage det. "men Isis.. Rettere specielt navn.. og dybhavsfolk... aldrig rigtigt hørt om dem, gemmer i jer? er i bange for os? eller er du bare blevet stødt ud af... din folk?.. eller er det en trevle det hedder i havet?" han blev ved med at gå rundt om hende imens han talt. Hans hale der lignede en rævs, havde endelig sluppet ud af de store slaskede bukser, og begyndte at viftede fra side til side engang imellem. han stoppede på højre side af hende, og strakte langsomt sin hånd ud efter hendes kæbe, på en lettere mild måde.

Et øjeblik følte Isis sig ualmindelig dum, men hele situationen havde gjort at hun ikke havde tænkt vidre over at spørge efter hans navn anden gang. "Du må da hedde noget mere, ikke at jeg har brug for hele dit navn, men dæmoner hedder da som regl flere navne!" sagde hun bestemt, i forsøg på at rette op på sin fejl, uden at det ville virke for dumt.
hun sendte ham et lille smil idet han begyndte at spørge ind til hendes folk, hun havde nemlig intet imod at snakke om dem "Nej ser du, vores folk har i mange år levet i enorm visdom, og menneskene har aldrig bekymret os, nu synte´s jeg bare at jeg ville se dem med egne øjne!" sagde hun fortsat med det lille skæve smil, normalt var Isis slet ikke arrogant på nogen måde, men Neo bragte noget frem i hende, som ingen andre før havde fået frem