Han rejste sig hurtigt op af stolen og vendte sig mod hende, hvorefter han bukkede formelt. Det galt om at holde masken, hvilket han fandt svært at gøre af ren og skær skadesfryd. Alene tanken om hvad han ville gøre ved hende var morsom.
"Alzeid Drakilion, til deres tjeneste." Han rakte en behandsket hånd frem, på den måde som man gjorde overfor unge møer. Det havde han i hvert fald læst.. Ikke fordi han løb ind i mange møer nu omkring.. Folk havde åbenbart meget travlt med.. ja...
Anyways, tilbage til historien. Det var en gestus, der gav tegn til at han, som skik bød sig, ville kysse hendes hånd, præcis som det skulle gøres. Det krævede dog at hun rakte sin hånd frem, hvilket han stærkt tvivlede på at hun ville gøre. Det kunne egentligt også være lige meget, så længe hun fortalte sit navn. Der var jo stadig ingen måde han kunne bekræfte at hun var en Green, selvom hun lignede hende til forveksling. Hende er naturligvis den person, der ikke ville blive nævnt i hans tanker, og derfor er vanskelig at beskrive.. Tror jeg.

Cathrine blev revet ud af sine tanker igen. Hun kikkede på hans behandskede hånd og tøvede. Før ville hun ikke have tøvet på denne måde. Hun brød sig ikke om at være uhøflig, men hun var bare blevet så pokkers paranoid og hun hadede det. Hun overvejede yderlige om hun burde tage den. Igen kom hun til at tænke på hendes anstrengende familie som ville have pryglet hende for at tøve med at tage en "gentlemans" hånd, som hendes mor ville havde sagt det. Sidste gang hun havde sagt sit navn til nogen var der ikke sket noget. Faktisk var han bare forsvundet. Hun var stolt af sit navn, men vidste også at det ikke altid var klogt at sige sit navn til fremmede… I hans øjne kunne hun se at han talte sandt. Det var hans navn. Han løj ikke om hvem han var, så ville hun heller ikke lyve om hvem hun var.
”Cathrine Green” sagde hun kort, mens hun kikkede ham i øjnene og rakte ham hånden automatisk på den rigtige måde. Hun var trods alt blevet undervist i det, ifølge hende, åndssvage etikette hele sit liv indtil hun løb væk. Hun fortrød bagefter at hun havde gjort det. Hun brød sig ikke om at opføre sig som en dame. Hun faktisk afskyede det.

Han bukkede sig ned og kysede hendes hånds ryg. Han kunne tydeligt fornemme hendes sinds stilling på det punkt med kønsopdeling, og han var stolt af at være en glimrende mennesketyder. De var alligevel ikke så svære at tyde. Helt alvorligt, man skulle bare se på en sag ud fra tre forskellige faktorer, så havde man menneskets sindelag lige omkring midten. Han rejste sig ikke op igen, og sagde bare med en dæmpet stemme. "Ah, frøken Green. Jeg har ledt efter dig." Han rejste sig op igen, denne gang smilte han triumferende. Hans tænder var blanke og hvide, men han havde skjult de værste spidser af hjørnetænderne med sort magi, samtidig med at han skjulte øjenfarven. De så godt nok spidse ud, men ikke vampyr-spidse. Han gav fortsat ikke slip på hendes hånd, der jo af underbevidst handling var hendes venstre. Han havde lagt mærke til at hun bar sværdet i højre side, og så længe han holdt fast på hendes hånd, hvilket han ret tydeligt gjorde, ville hun have et handicap, kom det til kamp.
"Jeg blev næsten helt bekymret da Deres forældre ikke vidste hvor De var." Han var begyndt at bruge de fornemme ord, bare fordi han syntes det gjorde han truende på en anden måde end ved brutal vold. En intelligent trussel. Hans nakkehår rejste sig ubemærkeligt, og han kunne ikke få sig selv til at fjerne det brede tandsmil. Han var sku alligevel lige glad med hvad hun tænkte. Hvorfor skulle han dog tage sig af det?

Jeg vidste det!
Cathrine tog ikke hånden til sig. Hun lod være at prøve for hun vidste at hvis hun gjorde det nu ville det alligevel ikke virke. Hun vidste udmærket godt at det var et handicap for hende ikke at kunne bruge venstre hånd. Heldigvis havde hun trænet med højre også, men var ikke nær så god med den. Hvad hun ikke vidste, var hvad han ville med hende. Hvorfor var han her? Han havde ledt efter hende sagde han, men hvad havde han ment med det? Og det med hendes forældre. Hvas havde han gjort mod dem? Dette betød egentlig ikke så meget for hende, men det var dog alligevel hendes forældre.
Hun vidste ikke med sikkerhed om der ville blive kamp, men hun var klar hvis der blev det. Det eneste problem var da at han havde godt fat i hendes hånd. Hun håbede at hun kunne finde kræfterne til at kæmpe selvom hun var godt udmattet efter alle de kaotiske døgn hun havde gennemlevet. Hun led stadig lidt af blodmangel og kunne godt mærke det nu da det pumpede kraftigt rundt i hele hendes system.
”Hvad vil De?” spurgte hun og fulgte hans høflige tone. Hendes stemme var rolig og behersket og hun stirrede ham direkte i øjnene.

Han fik endeligt kontrol over sine ansigtsmuskler ved at tænke tilbage på Green familien. Hver især havde de været en skuffelse på forskellige punkter, lige udover nogle få, besværligere, eksemplare. Alle havde han fået ned med nakken før eller siden, på den ene eller anden måde. "Mit eneste simple ydmyge ønske," Han bøjede svagt hovedet som, igen, skik hørte til, før han fortsatte, "er," han løftede hovedet og stirrede hende lige ind i øjnene. Man kunne fornemme et urgammelt had lumre i sted i det dyb, der udgjorde hans øjne. De to endeløse brønde, hvor der på bunden sad en lille mand og skreg af frustration. "Deres liv." Han gav forsigtigt slip på hendes hånd og tog et skridt bagud. Han ville gerne se hvad hun kunne prestere, og håbede dybt og inderligt at hun ikke ville skuffe ham som alle hendes forfædre havde gjort. "Eller din død for at være helt præcis, det vigtigste er selvfølgelig bare at du forstår hvad jeg mener," tilføjede han i en munter tone. Munter, og ubehagelig.

Ordene gungrede i hendes tanker
Mit liv? Jeg har aldrig set denne mand før og han vil dræbe mig. Skøn. Fantastisk. Hvad sker der for mig og nærdødsoplevelser…
Cathrine tog sin hånd til sig, men trak ikke sværd. Hun holdt altid på først at trække våben når der blev angrebet. Det var et princip hun havde. Hun gik dog roligt væk fra ham så de havde et ret stort gab mellem dem. Hun brød sig ikke om at skulle kæmpe i sit ejet hus, men kunne godt se at det blev hun vist nød til. Cathrine sukkede og ønskede at hun aldrig var taget til denne her forbandede storby i det hele taget. Hvordan kunne de sandsynligt farligste ting i et område finde hende? Nu var det eneste hun ikke havde oplevet da også og blive voldtaget, hvilket hun var ret taknemmelig for. Hun ville gerne beholde sin mødom noget endnu og havde ikke tænkt sig at miste den på at blive voldtaget. Hun kikkede undersøgende på Alzied.
”Må man spørge den Herre hvorfor? Hvilken årsag er der til dette?” Hun forblev også høflig da der jo egentlig heller ikke var en grund til at lade være. Nu var det op til ham hvad der skulle ske. Hun ville ikke starte kampen hvis der kom en.

Han satte sig tilbage i stolen, der knirkede faretruende under hans vægt. Han slap ikke hendes blik med øjnene et øjeblik, da han fandt det meget interessant at prøve at aflæsse hendes reaktion. Indtil videre havde hun været overraskende rolig, men det tog han sig ikke meget af. Han så ikke ud til at have nogen form for våben på sig overhovedet, og så egentligt ret harmløs ud. Regnen trommede stadig på taget, og et øredøvende brag brød stilheden. Han lod midlertidigt ikke stilheden sænke sig igen, for han sagde med det samme. "Man kan vel sige at det går langt tilbage, forbandelser klarer desværre ikke sig selv ser De." Han kiggede indforstående på hende, og regnede tydeligvis med at hun vidste hvad han snakkede om. Efter en tid gik det op for ham at hun nok ikke gjorde det, og fortsatte sin ordstrøm. "Jeg kan se du ikke ved hvad jeg snakker om, hvilket dine forældre heller ikke gjorde så det kommer ikke som nogen overraskelse, men det behøver du ikke tænke på nu. Alt du skal gøre er at dø, og når du er død kan du alligevel ikke bruge den viden til noget." Han havde droppet den høflige tiltale form, da han syntes det som en passende fornærmelse mod hende. "Jeg anbefaler dig at trække din pind og prøve at forsvare dig selv, ellers bliver det ikke sjovt for mig."

”Hvorfor skulle jeg gøre det sjovt for Dem? Når De end ikke har ære nok til at fortælle mig hvorfor jeg skal dø? Jeg har ikke tænkt mig at give op, så på det punkt bliver det nok sjovt for Dem, men jeg vil dø med viden om at De er en kujon og kryster, der ikke vil lade den dødsdømte vide grunden til undergangen. At de er æreløs og lægger mere vægt i simpel drab end stolthed og ære.” Svarede hun roligt om end en smule vredt. Hun ville vide det, om ikke andet ville hun vide hvad han havde gjort ved hendes uduelige forældre? Sikkert dræbt dem, så nemt som ingen ting. Hendes far havde i den grad ikke arvet evnen til kamp, selvom det ellers løb godt i familien. Hun ville ikke blive ligeså nem som dem og hun undervurderede ham ikke bare fordi han ingen våben havde på sig. Hun havde kæmpet med en uden våben før og tabt. Tabt stort. Men dog var hun endnu ikke blevet slået ihjel.
Cathrine vidste godt at hendes ord lød som noget fra en anden tid. En lidt ældre tid, men hun havde fået det hele og taget det hele til sig fra smeden som havde været ridder. Han havde overført hans meninger om ære og stolthed til hende, og selvom de lød gamle, ville hun ikke bruge andre. Denne Herre ville muligvis godt kunne finde menig i dem.
”Fortæl mig hvorfor? Hvis De ikke kan forklare det kort, så lad mig få en lang fortælling. Hvis jeg alligevel bare skal dø, så har jeg jo nok tid?” Cathrine havde heller ikke denne gang sluppet hans øjne en eneste gang. Hun forblev rolig, som hun ofte var lige før en kamp. Det eneste der generede hende, var hendes smertende ribben, kulden, mørket, den halvfugtige luft. Det ville være svært at bruge hendes evne til at skabe ild herinde. Måske ligeså svært som det havde været i gyden, men hun havde fundet en varme kilde at fokusere på. Hendes egen kropsvarme.

//Frys?

Mens hun snakkede nikkede han anerkendende og smilte skævt og skummelt. "Ja, det lyder som mig," med en let bevægelse fik han sig selv op at stå igen, og kiggede forventende på hende. "Hvis du ikke har tænkt dig at forberede dig selv på hvad der kommer, er det dit eget problem." I sit stille sind, der dog i denne strækning af tid ikke var så stille, begrundet det faktum at han tænkte noget, tænkte han noget. Han tænkte over hvor meget han mindede hende om hvis person, og han var næsten ved at blive nostalgisk, da virkelighedens kolde reb hev ham tilbage til sit had og den nuværende position. Hun stod stadig foran ham, uden at havde trukket sit våben vel at mærke. Han lagde hovedet på skrå og kiggede undersøgende ind i hendes øjne. "Du har nogle forunderlige øjne," hans løber bredte sig i endnu et skævt tandsmil, og hans hjørnetænder var nu i deres fulde længde. "Måske beholder jeg dem efter du er død." Med den bemærkning kastede han sig frem mod sådan fart at hun i hvert fald ikke kunne sætte et modangreb ind. Hun kunne nok godt nå at undvige, og gjorde hun det ville han fortsætte forbi hende, og ende ved husets fjerne væg. Undveg hun ikke, må vi jo se hvad der sker ;)

Cathrine havde oplevet denne form for angreb før, men krævede stadigvæk meget hurtig handling fra hendes side hvis hun skulle undvige det, så at hun kendte angrebet hjalp ikke meget. Hun nåede lige netop at indtage en forsvarende position, og springe lidt til siden, men hun kunne ikke undgå at blive ramt i hendes tilstand. Hun havde ikke fået søvn i flere dage og var jo skadet.
Selvom hun blev ramt i den modsatte siden en de skadede ribben, kunne hun føle smerten hamre gennem hele hendes krop, og specielt hendes ribben. Hun vaklede og faldt ned på knæ med sammenbidte tænder og som hendes knæ ramte gulvet hamrede en ny bølge af smerte gennem hende. Hun skreg ikke. Det ville hun ikke. Hun fortrød at hun nogensinde var gået ind byen og blevet angrebet af en den vampyr. Hun ville være bedre i stand til at kæmpe hvis hun ikke var blevet svækket i forvejen.
Vampyr? Er det det han er? Cathrine formåede at kikke op gennem smerterne og fandt hurtigt Alzied et stykke bag hende og var ikke i tvivl. Det var en vampyr.
”Har det her noget med den anden Herre der for nogle dage siden følte samme træng til at tage mit liv?” Fik hun sagt med så rolig en stemme hun formåede med de smerter der væltede gennem hende. Hun forstod ikke hvordan de kunne have noget med hinanden at gøre? Men var det tilfældigt at to vampyrer i samme by opsøgte hende på næsten samme tid?

Han stod i en lettere forkrympet position, som resultat af hans spring, for et spring havde det været. Han rejste sig dovent op og drejde hovedet mod hende. Det så ud som om det gjorde mere ondt på hende end et burde, men det frydede ham blot. Han tog nogle lange, tunge og yderst langsomme skridt hend mod der hvor hun holdt til, og placerede en enkel hånd på hendes hals. Med en let og langsom bevægelse løftede han hende op at stå, og kiggede hende dybt i øjnene. Ikke den slags dybt i øjnene med passion, men mere den maniske version. Hans smil var falmet, mest fordi han ikke havde det sjovt. Han gav ikke slip på hendes hals. Desuden havde han ikke bare løftet hende op at stå, men også løftet hende op i hans øjenhøjde, og selvom det kun var en centimeters forskel, ville det nok kunne mærkes med et brækket(?) ribben og en hånd om halsen. "Du må være meget populær, frøken Green," hans tænder var svagt sammenbidt. "Desuden er jeg lykkelig for at du var heldig nok til at overleve, for ellers ville jeg jo ikke have muligheden for at slå dig ihjel nu, ville jeg?" Han forventede ikke et spar, specielt ikke da han klemte lidt hårdere om hendes hals. Han ville se hende lide, men ville heller ikke tage for lang tid med det, da han måtte tilbage før solen stod op.
(Håber det er okey? Det med at han tager hende om halsen og sådan)

(Det er helt i orden)
Cathrine bed tænderne endnu mere sammen i smerte og blev nød til at holde vejret for ikke at forvolde sig selv yderigere smerte. I det hele taget havde hun svært ved at trække vejret ordentligt på grund af Alzeids hårde greb om hendes hals, men ribbenet gjorde det ikke spor bedre. Hvis man holdt godt øje med hendes øjne, ville man langsomt kunne se at de blev mere og mere rødlige. Ikke sådan blodrød, men flammende rød. Hvis man var en normal person ville man nok blive temmelig skræmt over hvordan det så ud, da det jo ikke var tilfældet nu. Hun gjorde det nu heller ikke bevist, men han kunne helt sikkert mærke(?) varmen i hendes krop stige ligeså langsomt. Det var også som om hendes hår fik en mere rødlig glans. Alt dette skete så hurtigt så en normal person nok ikke ville kunne have opfanget det der ville have skræmt dem.
Man kunne lige nå at se en gnist fra hendes højre hånd før hun førte den op mellem hende og Alzeid og slog med al den kraft hun kunne fra denne position mod hans brystkasse. Hun var ikke sikker på hvordan det ville virke. Om det ville have samme effekt som på vampyren i gyden, men hun kunne ikke gøre andet lige nu. Det var hendes eneste angrebs mulighed, hun ville absolut ikke give op og hun ville helst beholde sit liv.

Han så 'flammen' i hendes blik, men alt han gjorde var at smille skævt, før han sagde. "Hvad vil du gøre, brænde mig?" Han var heller ikke overrasket da slaget ramte ham midt i brystkassen, og han forsøgte heller ej at undgå det. En brænd spredte sig hurtigt over hans bryst og ansigt, der hurtigt begyndte at brænde sig igennem den yderste hud, og hans ene kind brændte helt væk så man kunne se de blanke tænder og noget af hans underkæbe. Hans første reaktion var selvfølgelig at krympe i panik, og han gav da også slip på hende for at tage nogle skridt bagud. Dog tog han sig sammen efter at havde opfanget hvad han gjorde, og håndteret smerten. Han rejste sig langsomt op, og kørte hånden igennem den stump af hans hår der stadig var tilbage. Han så helt rolig ud, og viste på ingen måde hvor ondt det gjorde at blive brændt levende. Hurtigt gik ilden ud, da den magiske forsyning blev afskæret af en eller anden grund (?) Måske bare fordi hun ikke kunne holde den kørende under den form for pres hun havde været under, eller også bare fordi hun var i smerte. Han var nu også ligeglad. Han begyndte at tale, hvilket så meget underligt ud med det blottede kæbeparti. Han fortsatte hvor han slap ved sine tidligere ord, "for det kan virkelig ikke slå en vampyr ihjel."
Langsomt begyndte huden at vokse tilbage, sammen med håret og alt andet der var blevet brændt. Udover den øverste del af hans tøj. Man må ligesom påstå at sådan noget er svært at gendanne ved hjælp af sort magi, så han stod i bar overkrop og grinnede svagt mens hans kæppe lukkede til. Der var vist stadig noget kamp tilbage i hende.
"Træk så din pind og forsvar dig selv barn." Han brugte bevist betegnelsen barn for at fornærme hende, selvom han ikke vidste om det virkede. Hun virkede umiddelbart som en person der kunne tage på veje af sådan en bemærkning, men han kendte hende jo ikke godt nok til at kunne sige det. Hans ord kunne virke rimligt svære at tage alvorlige, hans kæpe taget i betragtning. Den var nemlig ikke hellet fuldstændigt endnu.

Cathrine vaklede da Alzeid gav slip på hende, men nåede at få balancen inden hun faldt til jorden igen. Hun var ikke overrasket, heller ikke skræmt over hvordan ilden havde virket på ham. Det var det samme som før. Det der skræmte hende var hvordan det så ud når flammer hun havde skabt omslugte personer og brændte dem op. Hun havde ikke brugt sin ild så destruktivt i kamp før som hun havde været nød til de sidste to gange.
Cathrine så ham i øjnene med et alvorligt blik. Underoverfladen kunne man se afskyen og hadet inde i hende. Måske ville han blive hendes død, men hun kunne ikke forestille sig hvordan hun nogensinde skulle kunne nå at respektere ham. Ifølge hende havde han handlet æreløst og ære var en af de ting hun satte meget højt.
Da hun trak sit smalle, men stærke sværd, skød der flammer ned af klingen. Dette var den måde hun var vandt til at bruge sin ild i kamp. Det var sådan hun kæmpede bedst med den. Egentlig var det bare en forstærkelse af klingen, men det kunne være nyttigt. Flammerne var ikke store eller skræmmende, men det var det bedste hun kunne lave når det eneste hun kunne forholde sig til var kropsvarme.

Han tog et roligt skridt frem mod hende og kiggede forventende på hendes sværd. Han var glad for at hun endelig havde taget sig sammen og trukket den lange spidse genstand, men han var ikke bange for den. Det kunne han umuligt være, for den var alt for tynd til på nogen måde at knne gøre nogen alvorlig skade på ham. Han var holdt op med at smile, for nu var det ikke sjovt længere. Hvor lidt skade han så end måtte havde taget af ilden, havde det stadig gjort forfærdeligt ondt. Han holdt armene ud til siden i en åben gestus, og afventede hendes handling. "Det var ellers også på tide." Han ventede på at hun forsøgte at stikke ham, for det var vel egentligt det eneste hun kunne gøre med ham, og det var han sikker på at hun også vidste. Hun ville umuligt kunne lave andet end overfladiske skader ved at svinge sværdet.

Cathrine gjorde intet. Hun blev stående med sværdet klar. Hun vidste at hvis hun angreb ham ville han bare undvige eller være ligeglad. Det eneste hun ville opnå med det var flere skader. Hun havde tænkt sig at være defensiv i denne kamp. Hun ville ikke kaste sig ud i noget hun ikke kunne klare. Hun vidste godt at hun ikke kunne dræbe ham med sværdet, men måske kunne hun overleve længe nok til at.. ja til hvad? Hun vidste det ikke. Bare at hun måtte forsøge at overleve så længe hun kunne.
”Det var Dem der ville slås. Det har De måske glemt?” svarede hun trodsigt. En anden grund til at hun lod være var at hun ikke havde den mindste lyst til at gøre hvad han sagde hun skulle. Hun ville ikke adlyde ham om han så torturerede hende.
”Det eneste jeg vil, er at vide hvorfor De gør dette her? De ser ud til at hade mig inderligt hvilket jeg ikke bebrejder Dem. Men hvorfor?” Prøvede hun igen. Hun ville stadig vide hvorfor og uanset hvor meget hun tænkte kunne hun ikke komme på hvorfor han skulle kunne hade hende sådan.

I starten var hendes nysgerrighed 'sød', hvis man da kunne kalde den det, men efterhånden var det begyndt at blive små irriterende, han knep øjnene sammen og hvislede med sammenpressede tænder, "jeg ville ikke slås, jeg ville bare slå dig ihjel! Lær at forstå forskellen," han tog et skridt nærmere og med en hurtig kastende bevægelse sprang han fremefter, og forsøgte at gribbe fat i en hvilken som helst del af hendes krop. Han var begyndt at blive vred på hende, for han kunne ikke lade vær med at sammenligne hende med en hvis anden person.

Cathrine fik kastet sig til siden, men Alzeid havde lige netop fået fat i hendes ærme hvilket bragte hende ud af balance, hun faldt. Men i det hun faldt, svingede hun sværdet efter Alzeid i en kontrolleret bue. Hun nåede ikke at se hvorvidt hun ramte eller ej, for så var hun nød til at støde fra så hun ikke slog hovedet hårdt ned i gulvet.
Hun brød sig bestemt ikke om denne vampyr, hun havde nu heller ikke brudt sig om den anden vampyr, men det generede hende groft at han ikke ville fortælle hende hvorfor han agtede at dræbe hende. Hun syntes at han i det mindste kunne give hende en grund.
Cathrine stødte fra gulvet med højre hånd, men kunne ikke rejse sig op smerten skød stødt gennem hende. Det her var i hvert fald ikke godt for hendes ribben og heller ikke resten af sin krop. Hun begyndte vaklende at rejse sig op.

Der blev lavet en lang flænge i hans side, men som sagt kunne våbnet umuligt gøre andet end overfladisk skade. Dog, begrundet hendes brændende egenskaber blev det dog en smertefuld oplevelse. I midlertidig rasen vendte han sig hurtigt om at sprang endnu en gang mod den vaklende kvinde, blindet af smerten. Hvis han havde muligheden for det, ville han ikke vælte hende omkuld, men gribe fat i hende og presse hende op mod en væg. Han ville naturligvis holde begge hendes hænder vendt ind mod væggen eller bare nedaf, så hun ikke skulle havde mulighed for at finde på flere tricks.
Han var vred på hende, eller egentligt ikke hende, men en person der i sådan en grad mindede om Cathrine at det fik ham til at rasse ud på hende.

Cathrine, som først lige havde genvandt balancen, nåede ikke at forsvare sig. Det eneste hun nåede var at sende et par flammer ud i luften foran hende og håbe på hun ramte. Mere nåede hun ikke at opfange før vampyren kom løbende mod hende og greb hendes hænder og pressede hende ind i det ene hjørne af huset(?)
Da hun blev brutalt hamret op mod væggen bed hun tænderne sammen af smerte, og hun måtte virkelig koncentrere si g om at trække vejret, eller rettere, ikke at trække vejret. Hvert eneste åndedrag hun tog, sendte en kraftig bølge af smerte gennem kroppen og nu var det ikke kun hende ribben, men hendes ene håndled, hoften som hun halvt var landet på før, og især hovedet. Hendes hoved dunkede kraftigt og hun kunne næsten ikke høre andet. Hun var ikke sikkert på om hun blødte, men hendes hoved havde fået et ordentligt slag da det ramte hjørne væggen og hun kunne næsten ikke fokusere på vampyren foran hende.