”M-hm? Så intet nyt under Isaris Sol, hører jeg,” Salem lod sig fremstå ganske nysgerrig, nu, over at der var blevet talt så rosende om ham. Smilet bredte sig, som han tog bakken og gik hen til stolen, for at tage plads med bakken over skødet, nu efter Theodore havde givet ham pladsen. Han bredte et stykke stof hen over den hvide dyne og den hvide natkjole, for at beskytte dem for suppe. Han tog skeen, klar til at made sin hustru, da det var nødvendigt at hjælpe hende. For der var dage, hvor selv det at holde på en ske kunne udtrætte hende. Men han gjorde ikke noget, før Lydia og Theodore fik talt færdigt.

”I lige måde, Theodore. Du er altid velkommen her,” Svarede hun helt oprigtigt og sendte ham nogle kærlige, men matte gråblå øjne.

Salem nikkede godkendende mod Theodore, og med et charmerende blink i øjet, sendte han Theodore roligt videre. ”Det varer ikke så længe, så kommer jeg ned og spiser sammen med dig og Ceelia,” Lovede han.

Nedenunder var stuepigen Mathilde allerede i fuld færd med at dække bordet pænt, dækket op til fire personer, da Selmy forventedes at komme hjem senere på dagen. Det var sjældent at hele familien kunne spise samlet, men Mathilde var vant til at skulle holde maden varm.

Ceelia sad allerede på sin vante plads i sofaen, hvor Theodore havde ligget sidst han var her. Hun broderede sorte kragefugle med skinnende tråd, på en lige så sort silkeskjorte, mens nynnede en ældre religiøs melodi, vippede lidt på sin smalle fod, der bar en behagelig stofsko til indendørsbrug. Hun ignorerede ganske enkelt, at de havde en gæst på besøg i dag, men der var ingen tvivl om, at hun holdt et skarpt øje med Theodore. Hun brød sig meget lidt om alle mænd, der ikke var hendes far eller bror. Og brød sig lige så lidt om teenagedrenge.

Uden at skynde sig tøffede Theodore ned ad trapperne, stadig med fødderne stukket i Selmys bløde hjemmesko. Trappen knirkede, uanset hvor forsigtigt han satte fødderne, så til sidst opgav han at tage hensyn til det. Hvis nogen ville vide, at han var på vej ned, kunne de i hvert fald ikke undgå at høre det.

Der var betydeligt mere liv i stuen, end da han først var ankommet. Mathilde vimsede travlt omkring og dækkede bordet, mens hun gjorde klar til aftensmaden. Theodore overvejede at tilbyde sin hjælp, især da han fik øje på Ceelia, der sad henne i sofaen og broderede. Hun lod til at ignorere ham fuldstændig. Eller også var hun bare meget optaget af sit arbejde. Han håbede lidt på det sidste.

Han nåede imidlertid ikke at sige noget til Mathilde, før hun var forsvundet ud i køkkenet igen, og han havde ikke lyst til at følge efter hende og forstyrre. Han ville sikkert bare komme til at gå i vejen. Så i stedet blev han stående lidt rådvild midt i stuen, usikker på, om han burde gå hen og hilse på Ceelia.

Hun skræmte ham ærlig talt en smule.

Det var selvfølgelig noget pjat. Hun sad jo bare og broderede. Men Theodore havde på fornemmelsen, at hun sagtens kunne få ham til at føle sig som en komplet idiot uden så meget som at lægge nålen fra sig. På den anden side kunne han heller ikke blive stående og glo som en statue, indtil Salem kom ned. Så han tog mod til sig og bevægede sig forsigtigt over mod sofaarrangementet ved pejsen, hvor han satte sig i lænestolen.

Hans blå øjne hvilede et øjeblik på Ceelia. Han åbnede munden, men nåede at fortryde, inden der kom en lyd ud. I stedet gled blikket ned til den sorte silkeskjorte i hendes hænder og den fine kragefugl, hun var ved at brodere. Det var faktisk ret imponerende. "Wow, du er god til det dér," sagde han omsider, med en oprigtighed, der forhåbentlig kunne opveje, hvor elendig han var til at begynde en samtale.

Hendes nynnen ophørte, da Theodore stod der midt i stuen, og bare stod. Men hun sagde ikke noget, men fortsatte med at stikke nålen ind og ud af stoffet, for at kreere fjer efter fjer. Det var lige før hun kunne mærke hans nervøsitet i rummet. Kun godt. Det betød bare, at han ikke havde glemt deres lille, korte samtale fra sidst.

Uden at se op fra sit beherskede arbejde med nål og tråd, bemærkede hun selvfølgelig at Theodore luskede sig tættere på og fik valgt en plads. Fars plads... Hun sukkede dybt over komplimenten. Hendes grå øjne flyttede opmærksomheden hen på Theodore.

”Det må du jo vide. Selmy har fortalt at du er søn af en syerske,” Svarede hun en smule stikkende, der måske kunne mistænkes at være snobbet. Men Ceelia ønskede blot at lade Theodore vide, at hun vidste lidt mere om ham nu. Hun stoppede med at brodere, for i stedet at folde den ufærdige skjorte pænt sammen, og lagde det ovenpå bunken af hendes andre hjemmeprojekter.

”Du render stadig i hælene på min bror, kan jeg forstå.” Hun krydsede sine arme, og skiftede også hvilket ben der var krydset over det andet. Hendes humør var ikke helt til at tyde, for det holdt hun aktivt skjult for ham, men hun havde en skarphed over sig. "Under mærkedagen kom Selmy ikke hjem den nat..." Hun så mistænksomt på Theodore, og afventede en rigtig god forklaring. For Selmy ville jo aldrig fortælle hende noget.

Theodore skar en lille grimasse. Jah... Han skulle nok have valgt at gå ud til Mathilde.

Han sendte Ceelia et sammenpresset smil, hvor mundvigene vippede en anelse skævt opad. Hans øjne havde derimod fået et umiskendeligt åh-åh over sig, mens de stirrede tilbage på hendes indtrængende blik. Ville det være mærkeligt, hvis han bare kastede sig sidelæns ud af lænestolen og stak af mod køkkenet? Højst sandsynligt. Ville han gøre det? Nok ikke. Men det var fristende.

Den ene fod begyndte at vippe uroligt. Theodore forsøgte sig med en lille lyd, der skulle have lydt selvsikker og affejende, sådan et afslappet nåh, du ved, men som i stedet kom ud som et mærkeligt hostegrynt. Han trak på skuldrene. Det gik efterhånden op for ham, at han var betydeligt bedre til at frembringe halvkvalte lyde end til at finde på en overbevisende hvid løgn.

Alligevel havde han ikke helt glemt det, Ceelia havde sagt om hans mor. Selmy havde åbenbart fortalt hende, at hun var syerske. Det overraskede ham med et lille stik af begejstring. Så Selmy havde altså også fortalt sin søster om ham? Han ville egentlig gerne have dvælet lidt ved den tanke, men det var svært at sidde og glæde sig over noget som helst, når Ceelia sad dér og gloede olmt på ham.

Han pustede hårdt ud gennem næsen, mest for at få nerverne til at falde på plads. "Hmr... Det var vist noget med, at en gentleman ikke sladrer, eller sådan noget?" sagde han og sendte hende et sigende blik. Hovedet en smule på skrå. "Eller gælder den regel kun, når det passer dig?"

Ceelia, der egentlig var vant til at have en irriterende lillebror, blev overrasket over, hvor strid Theodore kunne være. Hvad lignede det ikke, sådan at bruge hendes egne ord imod hende! Det var meget tarveligt. Meget lillebroragtigt. Hun måbede over det, men klappede i og så et øjeblik på ham med et lynende blik. Men så var det lidt som om hun evaluerede hans svar for sig selv. Intet svar han ville have givet hende, ville være særligt troværdigt eller noget hun ville kunne godkende. Så måske var tavshed det bedste svar.

Stilhed var alt hun bød ham lige nu. Hun så bare på ham i en god rum tid, indtil hendes stramme positur blødnede op sammen med det hårde blik. Touché. Der fik han hende, det måtte hun indrømme.

"Så du holder på Selmys hemmeligheder, kan jeg forstå," Konkluderede hun "Så kan jeg kun antage, at du og Selmy laver unoder sammen. I så fald håber jeg at du er meget god til at holde tæt. For Selmys skyld." Som sagt. Hun bekymrede sig utroligt meget om Selmys uskyld, som sikkert allerede var forpurret af denne her dreng. De kunne måske skjule det for Selmys familie og omgangskreds. Men de kunne ikke skjule sig fra Isari.

Hmmmmm. Hvor ville det være rart, hvis Selmy kom hjem nu.

En nervepirrende stilhed havde sænket sig mellem Theodore og Ceelia, mens de sad og nedstirrede hinanden, uden at nogen af dem gav sig. Han gjorde sit yderste for at se upåvirket ud. Godt nok kunne hun være utrolig skræmmende, men ligesom med dyr skulle man helst ikke vise sin frygt, havde han engang fået fortalt. Og selvom Ceelia bestemt lignede typen, der kunne lugte frygt, var han ret sikker på, at hun ikke rent faktisk kunne.

Ret sikker.

Stirrekonkurrencen fortsatte, og efterhånden begyndte en uro at snige sig ind i hans store blå øjne. Men som han sad og betragtede hende, det kønne ansigt, der mindede så meget om Selmys, skete der noget besynderligt. Hendes udtryk begyndte at bløde op. Theodore løftede overrasket brynene, og hans skuldre sank en smule.

Unoder...?

Han var lige ved at protestere. Det kunne man sikkert også se på den måde, hans læber krøllede sig sammen, parate til at forsvare ham mod en anklage, han ikke engang helt forstod. Men så kom han på andre tanker. Han havde på fornemmelsen, at Ceelia allerede havde besluttet sig for, hvad hun ville tro om ham, og det ville nok ikke hjælpe meget at begynde at diskutere.

"Jeg ved ikke, hvad du går og tror om mig..." begyndte han dæmpet og lagde armene over kors. "Eller, jeg har nogle idéer..." Det havde hun jo så venligt sørget for at give ham.

Han så på hende med en mere alvorlig mine.

"Men du behøver altså ikke være sådan på vagt over for mig. Jeg vil også Selmy det bedste."