”Du så dem omfavne hinanden?” Som elskende? Det undrede Ernie meget, hvis Selmy skulle have gjort det på åben gade. Men Ernie havde jo haft sine mistanker om dem. Ja, eller egentlig havde han bare set to gode venner, og gået dem på klingen med, hvor ulækkert tætte de var. Ernie blev utroligt jaloux endnu engang, og han var nødt til at spørge ind, bare for at være helt sikker. ”På åben gade eller hvad? Foran alle?" Det ville være en skandale, hvis de gjorde det hvor de kunne blive spottet. Blandt andet af Petra, som ventede på at blive friet til, og af Adelbert, som selvfølgelig rapporterede tilbage til Ernie.

Det dirrede lidt under Ernies ene øje, nærmest et tick, fordi han samtidigt skulle høre på at Adelbert kaldte dem svanse. Var Adelbert ikke klar over, hvilken svans han selv var? Ernie skød kæben lidt overvejende fra side til side, men gjorde sig så enig; ”Ja, det er Zalme ulækkert…”

Ernie var i dårligt humør, men intet fik ham på bedre tanker, end at plotte deres næste angreb. Adelbert var mere end villig til at hjælpe med at være lokkemaden. ”Åh ja? Men vi skal jo lige finde ud af hvad vi gør med hans evner ikke? Du vil nøde have at han skal riste din pølse,” Han nikkede ned mellem Adelberts ben og smilte smørret. ”Måske han kan drænes for chakra på en eller anden måde… Eller måske er det nok at binde hans hænder? Hmmm… Overlad du bare den del til mig. Så sørger du for at lokke ham til mig… Og hvis du vil, kan du jo kigge på. Og tage ved lære, du ved.” Han løftede nonchalant på den ene skulder.

Adelbert skævede eftertænksomt op mod loftet, da Ernie begyndte at spørge nærmere ind til det. Det var jo lige præcis dét her, han havde glædet sig til at fortælle, så han kunne lige så godt smøre lidt ekstra tykt på. Især nu hvor han endelig havde fætterens udelte opmærksomhed. "De stod ikke ligefrem midt på gaden, men de gjorde heller ikke noget for at skjule sig," fortalte han og kløede sig distræt på halsen, mens han genkaldte sig synet med en rynket næse. "Enhver kunne have set dem, hvis de gad kigge efter. Det var lige inden vores sparring." Han trak hånligt på mundvigen. "De stod og klyngede sig til hinanden så længe, at jeg sgu troede, de ville begynde at kysse!" Han skar en grimasse, som om alene tanken gav ham kvalme. "Der var sikkert andre, der så det. De var i hvert fald ikke særligt diskrete."

Adelbert gled længere ned i sengen og støttede albuen mod madrassen, så han kunne lade hovedet hvile i hånden. Benene blev trukket op, og fødderne dinglede dovent ud over sengekanten, mens han betragtede sin fætter med fornyet interesse.
"Pft..." fnøs han ved bemærkningen om sin pølse og rullede med øjnene. "Mon ikke der findes en eller anden magisk dims, man kan sætte på ham? Så han ikke kan bruge sine åndssvage evner?" Han trak på skuldrene, som om det måtte være den letteste sag i verden at finde ud af. Ernie havde sine tricks. "Men jaja. Den del kan du få lov til at rode med."

Et skævt, selvtilfreds smil bredte sig over hans ansigt.
"Jeg skal nok sørge for at få den lille lort hen til dig. Det bliver ikke noget problem."
Og kigge på? Adelberts smil blev om muligt endnu bredere. "Joh, hvorfor ikke? Jeg ville elske at se dig sætte den lille skid på plads." Han fugtede læberne og løftede spørgende et øjenbryn. "Har du allerede noget specielt i tankerne?"

”Hmph!” Knurrede Ernie utilfredst, men lyttede intenst med. Det skulle jo have været ham. Ernie havde meget lidt lyst til at stå ude offentligt og kysse og kramme på nogen. Men det skulle have været ham, der krævede det kys. Det var trods alt noget Selmy selv havde foreslået dengang de var yngre. Dengang havde Ernie bare været for umoden og forvirret. Han havde ikke vidst hvordan man responderede normalt til den slags forespørgsler vel? Så han havde drillet ham med det, i afmagt. Og Selmy havde ikke taget det spor pænt.

Og så med Theodore Ljungberg? Hvordan kunne Ernie bryde et sådant par op? Han havde meget lidt til fælles med den lille orm, så han var måske ikke engang Selmys type længere. Ernie kastede et lidt irriteret blik hen på Adelbert. Han var jo bare budbringeren. Men de hadede Selmy og Theodore af forskellige årsager. Og mens Adelbert fandt Selmys eskapader frastødende, så ville Ernie foretrække at have været den, der så dem sammen.

Han betragtede sin fætter dumpe dovent ned at ligge nu. En magisk dims, foreslog han? Hmm, nogle gange kom der faktisk fornuftige forslag ud af Adelberts dumme hoved. God dreng. Han havde fortjent en gulerod. Ernie vidste at den slags magiske dimser var ganske almindelige at anvende på slaverne i Rubinien. Men siden slaveri ikke var tilladt i Dianthos, var den slags nok ikke så lette at få fingrene i, men så var der jo byvagten. Det måtte vel tage den slags midler i brug, hvis de stod overfor et højmagisk individ, der skulle arresteres… Det var jo faktisk slet ikke utænkeligt, at der fandtes noget her i byen, hvis blot man var villig til at betale den rette pris.

Han måtte snakke med far… Hvem kunne dog sige nej til dette kønne ansigt?

”Hah… Ja da. Ljungberg og jeg har noget uafsluttet kørende, nu hvor han afbrød mig sidst,” Svarede Ernie bittert. Han skævede mistænksomt ned på Adelbert. Hvad mon han troede det her handlede om? Han smilte pludselig en smule, efter at have set ret så vred ud i lang tid ”Det kunne blive interessant at undersøge hvor godt Selmy har trænet ham. Om han har gjort et bedre job end jeg har med dig.” Fnøs han spydigt.

Adelbert havde ikke den fjerneste anelse om, hvad der foregik inde i Ernies hoved. Det havde han sådan set sjældent. De delte ikke ligefrem deres inderste tanker med hinanden, og det meste af tiden fik Adelbert kun fornøjelsen af sin irritable, intrigante fætter. Kun ganske få gange havde Ernie faktisk virket, som om han brød sig om hans selskab. Og de gange havde nærheden været af en helt anden slags. Altid i mørket, hvor ingen andre kunne se dem.

Adelbert begyndte uvilkårligt at kradse ved sine neglebånd.

Bare fordi dét var sket, betød det jo ikke, at han var ligesom Selmy eller Theodore. Han hadede tanken om at blive sat i samme bås som dem. Som om det, der var foregået mellem ham og Ernie, gjorde ham til sådan en... Det gjorde det ikke!

Alligevel havde nysgerrigheden endnu ikke sluppet sit tag i ham. Ernie sagde de havde noget uafsluttet kørende. Brynet løftede sig. Hvad havde Ernie egentlig tænkt sig at gøre ved Theodore? Adelbert nåede knap at lade tankerne vandre videre til alle de fornøjelige muligheder for hævn, før hans fætter absolut skulle komme med den bemærkning. Om Selmy havde gjort et bedre job end Ernie havde med ham. Det gav et ubehageligt sug i maven. 
Adelberts bryn trak sig sammen, og blikket faldt stift mod de fingre, han netop havde siddet og kradset i. Han kunne mærke hjertet slå hårdere, mens en bitter fornemmelse bredte sig i brystet.
"Har du tænkt dig at få Ljungbjerg til at..." Ordene gik i stå. Han vidste ikke engang, hvordan han skulle gøre sætningen færdig. Eller om han overhovedet ønskede at høre svaret. Blikket strejfede uvilkårligt fætterens skridt, inden han hastigt vendte det bort med et lille, foragteligt fnys.

Urgh. Han skulle ikke sidde her og tænke på den slags. Og Ernie skulle i hvert fald ikke have fornøjelsen af at se, hvor meget bemærkningen havde påvirket ham. "Men det skulle sgu ikke undre mig, hvis de to allerede har gjort det," fortsatte han derfor og forsøgte at genfinde sin sædvanlige hånlige tone. "Jeg så Selmy stikke af med Ljungbjerg på mærkedagen. Og ved du hvad? Den lille skid kom først tilbage dagen efter." Han trak skævt på mundvigen, som om det var den mest underholdende sladder, han længe havde haft fornøjelsen af at dele.

Uh. Der fik han ramt sin kære fætter et ømt sted, ikke? Ernie smilte ondskabsfuldt. Hans blik var tilfredst og kælent, som det betragtede ham spørgende. Ernie havde en ret god ide om, hvad det var Adelbert hentydede til. Men de havde vist aldrig sat ord på det, havde de vel? Vidste han mon overhoved hvilke beskidte udtryk der fandtes, om de lege de havde leget sammen? De ting som Ernie havde fået ham til at gøre ved ham i det skjulte?

”Yeah, hvorfor ikke?” Svarede Ernie roligt ”Du får vel hævn over ham, og jeg bliver tilfredsstillet bedre end du kan.” Det var i hvert fald noget Erfie forestillede sig. Hans fætters mund havde altid været den lette løsning. Hvor fantastisk det end havde været at mærke hans våde varme om sig, ville det aldrig føles lige så godt, som hvis han kunne få en der hadede ham til at gøre det mod sin egen vilje.

Han så hvordan Adelberts blik havde hvilet ved hans skridt et øjeblik. For at lade ham vide, at han havde set det, spredte han det ene ben en smule mere. Han sukkede mageligt. At tirre Adelbert, var det næstbedste dog.

”Nh? Hvor tager de hen og gør det?” Ville han vide. Et mørkt øjenbryn løftede sig. ”Selmy kom heller ikke hjem… Og i det hele taget har jeg ikke set ham længe.” Ernie havde kun set ham forlade sit hjem for at tage på arbejde.

Adelbert sank besværet. Måden, Ernies mørke øjne betragtede ham på, fik sveden til at bryde frem i nakken og kvalmen til at vende sig i maven. Det føltes, som om alt blodet havde forladt hans ansigt, mens resten af kroppen sydede af raseri. Han vidste ikke, om han var ved at blegne eller rødme. Måske begge dele.

"Jeg har ikke tænkt mig at sidde og glo på, mens du..." Han trak vejret skarpt ind mellem tænderne. Blikket fangede bevægelsen, da Ernie spredte benene en smule mere, og Adelberts kæbe spændte. Det var med vilje. Selvfølgelig var det med vilje. Det kunne han se på det selvtilfredse udtryk i fætterens velplejede, næsten skulpturelle ansigt.

"... mens du får suttet pik!" Så! Nu havde han sagt det. Var Ernie så tilfreds?

Adelbert plantede hånden i madrassen og skubbede sig op at sidde igen. Denne gang helt op mod hovedgærdet, så han kunne trække begge fødder op i sengen. Ernie lå selvfølgelig og flød midt i det hele, så Adelbert måtte nøjes med at sidde med benene halvt over kors. Han sendte sin fætter et surt blik. "Og du kan godt holde op med at glo sådan på mig." Det var måske ikke den mest imponerende irettesættelse, men den var i det mindste sagt.

"Aner det ikke," svarede han så og trak på skuldrene, da Ernie begyndte at spørge ind til Selmy og Theodore igen. "Jeg hørte nogen sige, at Ljungbjerg havde overnattet på Kiefers klinik. Men hvis du siger, at Selmy heller ikke kom hjem..." Han lod ordene hænge mellem dem og løftede langsomt et øjenbryn. Det kunne Ernie vel selv lægge to og to sammen af.

”HA HA!” Hujede Ernie begejstret op, da Adelbert endelig blev så hidsig, at han næsten råbte det. Det var jo vildt farligt at råbe så højt op om det de lavede sammen, især når hans forældre stadig befandt sig nede i stuen, og Petra lige inde ved siden af. Der var noget vildt at finde i hans øjne.

”Du er vel ikke jaloux?” Drillede han med et lille bid i underlæben med hjørnetanden. Den bløde mennesketand. Han rejste sig op hurtigt og gik hen til hoveddøren for at stille sig og lytte ved døren, i tilfælde af, at deres snak havde fremprovokeret bevægelse nogle steder i huset. Han syntes at kunne høre sin fars mørke, buldrende stemme tale dæmpet nedenunder. Godt nok… Der var Adelbert heldig… Ernie ville have givet ham smæk, hvis hans far havde hørt det der.

”Pff… Det er i øvrigt heller ikke sikkert at de knepper hinanden. Det kan være de bare kysser og krammer,” Kom det næsten helt blidt fra Ernie, der løftede skuldrene i en rolig uvidenhed ”Når en mand tager en anden mand bagfra, gør det vanvittigt ondt, siges det. Og det kan blive noget værre grisefy, hvis ikke man ved hvad man laver.” Han lo lidt, mens han hånd langsomt fandt den lille nøgle, der sad i hans dør. Han drejede den, så døren bag ham blev låst. ”Selmy er healersøn… Det kan være han ved hvordan man skal være… skånsom... Ved sådan en skrøbelig lille sag som Ljungberg,” Og Selmy og Ernie var jo ikke ens…

Han kastede sit blik over på Adelbert med et ganske muntert og interesseret blik.   

Hjertet slog hidsigt og helt forkert i Adelberts bryst, da Ernie hujede sådan op. Der var en ellevild, næsten febrilsk vildskab i de mørke øjne. Adelberts eget blik var ikke mindre vildt, men af helt andre grunde. Forargelse og skam. Og noget andet, noget langt mere beskidt, som han nægtede at lade tankerne dvæle ved.
"Hvorfor i alverden skulle jeg være dét?" vrængede han og stirrede på Ernie, som om hans fætter pludselig havde fået et ekstra hoved. "Det har sgu da ikke noget med mig at gøre..." mumlede han sammenbidt. Alligevel fulgte de giftgrønne øjne opmærksomt Ernie, da han gik hen for at lytte ved døren. Lort. Tænk, hvis nogen havde hørt ham?

Adelbert lukkede øjnene hårdt i og lod hovedet falde bagover mod hovedgærdet. Et tungt fnys slap ud gennem næsen, inden han igen sænkede blikket mod sin fætter. Først forstod han ikke, hvorfor Ernie begyndte at tale om det på den måde.

At de måske bare kyssede og krammede? Han fnøs. Nu hvor der var blevet plads, strakte Adelbert det ene ben ud over madrassen. Han fik fat i hovedpuden, trak den ned over maven og lagde armene omkring den. Men jo mere Ernie talte, desto mere urolig blev han. Især fordi ordene blev sagt så blidt. Han kendte efterhånden sin fætter godt nok til at vide, at der lå noget under den slags mildhed. Selv helt ovre fra døren føltes det, som om stemmen lød lige ved hans øre. Som alle de nætter, hvor Ernie havde hvisket 'god dreng' med åndens varme der fulgte lige efter.

Så lød klikket. Adelberts blik fór mod døren. Han låste den. Den velkendte lyd fik noget til at trække sig sammen i hans mave. Ernies tonefald naglede ham fast til sengen som en nål gennem en sommerfuglevinge. Fingrene knugede sig om hovedpuden, mens blodet hamrede i ørerne. Han vidste ikke, hvad Ernie havde tænkt sig. Måske ingenting. Måske morede han sig bare med at gøre ham utilpas. Men kroppen var allerede begyndt at reagere, længe før tankerne kunne følge med. Et gammelt, dyrisk instinkt hviskede, at noget forfærdeligt var ved at ske.

"Nej." Ordet slap ud, da han mødte Ernies blik. De grønne øjne var opspilede, og brynene trukket så tæt sammen, at furen imellem dem næsten kunne måle sig med Selmys. "Nej," gentog han, denne gang mere bestemt. Han trak vejret hurtigere, men pressede trodsigt læberne sammen og holdt blikket på sin fætter.

Hans lille fætter var så jaloux. Det kunne Ernie jo fornemme på ham. Det havde Ernie besluttet. Altid ivrig efter at behage ham. Altid søgende efter hans opmærksomhed… Det blev trættende i længden. Men nogle gange måtte man jo give efter og være det gode eksempel.

Lyden af låsen i døren havde ikke været diskret nok. En lille kliklyd, og Adelbert lå og krammede Ernies pude, som kunne den beskytte ham for det uundgåelige. For Ernie, der ejede det her værelse. Den seng Adelbert selv havde smidt sig i.

Nej. Bare nej. Nej, nej, nej og atter nej. Ernie rystede på hovedet en smule skuffet over ham. Han skulle altid gøre alting til en diskussion, skulle han ikke? Han kiggede ham ind i de opspilede, bange øjne, men der var ikke nogen respons i Ernies mørke øjne. Det der blik havde han nemlig set så mange gange før, og det rørte ham slet ikke. Ikke som ved normale mennesker. Som Petra havde trøstet Adelbert så mange gange med, når Ernie havde været led ved ham, så ejede Ernie ikke skyggen af empati for andre end sig selv.

”Du er ved at blive en stor dreng, Bertie,” Hviskede Ernie. Han gik ikke over til sengen, men gik hen til vinduet, hvor han kiggede en sidste gang ud, for at se hvordan det stod til ude i gården, og ud til Kieferhjemmet, men det var som altid stille og roligt. Og kedeligt. Så han trak roligt for i gardinet og skævede om til Adelbert, hvor han kunne se hans ryg. ”Næsten lige så høj som…” Hmm… Det slog ham først nu. Og tanken fik ham til at smile lidt ”Lige så høj som Selmy.”

Blikket undersøgte hans liggende form. ”Skal du ikke have skoene af? Hm? Du har gået rundt i møg og jeg ved ikke hvad,” Ernie placerede sin hånd ved hans sko. 

Kæben arbejdede, mens de giftgrønne øjne fulgte Ernie, der traskede tværs gennem værelset og hen til sin åndssvage udkigspost. Gardinerne hvæsede sagte, da de blev trukket for, og straks lagde mørket sig gråt og dunkelt over værelset. Adelbert knugede puden hårdere ind til sig, men den kunne ikke skærme ham mod fætterens hviskende ord, der bed sig fast et sted under huden.

Hovedet trak sig en anelse tilbage ved sammenligningen. At han nu var lige så høj som Selmy. Selmy dit og Selmy dat. Kunne Ernie da for Zalans skyld ikke tale om andet? Man skulle næsten tro... Brynene gled langsomt op, da en særdeles ubehagelig tanke begyndte at tage form. Man skulle næsten tro, at Ernie var forelsket i Selmy. Det kunne da ikke passe? Men hvorfor fanden var han ellers så optaget af ham?

"Drop det!" bed han sammenbidt fra sig, og i samme bevægelse røg puden gennem luften mod Ernies hoved. Den havde alligevel ikke været til megen nytte. Her i halvmørket syntes trodsen at skælve på tungen, og han trak vejret skarpt ind, da fætterens hånd nærmede sig hans støvle. Foden blev straks revet til sig, og Adelbert fik med en brat bevægelse sat sig op på sengekanten. Fingrene fumlede med støvlesnøren, som han i arrige ryk fik løsnet.
"Knep Ljungbjerg... eller Selmy, eller hvem fanden det nu er, du har så travlt med!" Ordene blev slynget ud mellem sammenbidte tænder, med en skarphed, der næsten kunne gøre det ud for et råb. Kun bevidstheden om familien nedenunder holdt stemmen nede. Den første støvle ramte gulvet med et tungt bump. "Men jeg har fandeme ikke tænkt mig at lege Selmy, bare fordi du har fået en eller anden forskruet idé oppe i hovedet!" Den anden støvle fulgte efter, og Adelbert rettede sig op med kæberne hårdt sammenbidte. Hænderne rystede stadig, og det gjorde ham kun endnu mere rasende. Han sendte sin fætter et trodsigt blik, selvom hjertet hamrede så voldsomt, at det næsten gjorde ondt.

Ernie greb den flyvende pude, der blev sendt afsted mod ham uden at fortrække en mine. Han flyttede puden til siden, irriteret. Utroligt Adelbert ville give afkald på sin krammepude. ”Huh…” Lød det uimponeret fra ham ”Med højden følger trodsalderen åbenbart med.” Han fnøs. At sammenligne ham med Selmy havde tilsyneladende været over stregen. Men nu hvor han havde sagt det højt, havde han svært ved ikke at se det. De var samme højde, og Adelbert havde ladet sit hår gro langt, ligesom Selmys var langt… Andre ligheder var der vist ikke. At stikke pikken ind i Adelbert ville vist være som at bolle med en yngre udgave af sig selv?

Ernie betragtede ham snøre sine sko op, og skoene dumpede næsten trodsigt ned på gulvet. Adelbert, altså… Han smilte lidt igen og klukkede lavmælt moret over ham. Han var i det der teenagehumør nu… Og han talte pludselig så grimt. Sjovt som han tidligere havde haft problemer med overhoved at sige ordene. Man skulle tro at han bare spillede uskyldig, for at få ham til at finde ham nuttet, eller sådan noget.

Han valgte ikke at tage plads ved sengen, men gik i stedet hen foran ham og placerede sine hænder på hver side af Adelberts ansigt. Hænderne strøg ham og mærkede hvordan hans kæber var spændt op. ”Er det ikke lige meget hvem jeg fantaserer om? Hm?” Hviskede han så blødt til ham som han kunne, for at få ham til at falde en smule ned ”Hvis det får mig til at komme hurtigere, så skal du ikke arbejde lige så hårdt, vel?”

Hans fingre strøg ham kærtegnene, og han rykkede sig et skridt tættere på.

En skælven fór gennem Adelbert, da Ernies hænder lagde sig omkring hans ansigt. Den første indskydelse var at trække sig væk, men med væggen bag sig og fætteren foran sig var der ikke mange steder at gøre af sig selv. Så han blev siddende, fanget mellem de blide, næsten fængslende hænder, hvis fingre kærtegnede hans hud med en ømhed, der fik ubehaget til at krybe helt ned i maven. Adelbert sendte Ernie et mærkeligt blik. Åndssvagt spørgsmål. Som om det overhovedet var dét, det handlede om.

"Ernie... jeg troede, vi var vokset fra det her." Han sank besværet og satte hånden mod fætterens mave for at skubbe ham væk, da han trådte nærmere. Hjertet hamrede helt ud i fingerspidserne, og Adelbert kunne ikke lade være med at krympe sig under berøringen. Det gjorde ham kun endnu mere rasende. På Ernie, der blev ved, og på sig selv, fordi han stadig reagerede sådan.

Han ville op. Væk fra sengen og ud af det forbandede værelse. Om han så skulle ned i køkkenet efter et glas vand eller banke på hos Petra, var sådan set ligegyldigt. Bare han kunne komme ud, hvor der var lys og andre mennesker. Med en brat bevægelse rejste han sig og forsøgte at smutte forbi sin fætter. Ernie var stadig et hoved højere end ham, men i det mindste havde Adelbert fået ansigtet fri af hans hænder. "Stop nu med det pjat, ikke?" Ordene kom skarpere ud, end han havde tænkt sig, men stemmen skælvede alligevel. Han forsøgte at mase sig forbi Ernie med skuldrene spændte og blikket rettet mod døren. "Og lad være med at opføre dig som en.. bøssekarl..." mumlede han lavmælt, næsten som en sidste fornærmelse, han kunne gemme sig bag.

Ernie kunne ikke helt forstå problemet. Hvorfor var det så vigtigt for Adelbert hvem Ernie tænkte på, imens de havde det lidt sjovt sammen, under lagnerne? Det kunne da ikke være hans alvor, at Ernie skulle gå og lyste efter sin egen fætter vel? Han var jo ikke oprigtigt interesseret i et incestuøst forhold på den måde. Adr, klamt! Det var jo kun fordi Adelbert altid havde været lige der, når han havde brug for ham. Og han havde pludselig brug for ham lige nu, måske mere end nogensinde før.

Jeg troede vi var vokset fra det her. Ernie kiggede på ham med oprigtig forvirring. Adelberts hånd der forsøgte at skubbe ham væk ved maven, fik lov til at skubbe, men Ernie trådte ikke selv væk. Hans forvirrede udtryk blev til en irritation, da Adelbert også kaldte det pjat, og endda rejste sig op. Adelbert ville gå? Hvor? Hvis han ville skride, kunne han få lov til at skride hjem i sin egen seng i væbnerkvarteret! Hans mine fortrak sig spidst og han flyttede sig ikke fra sit ståsted, selvom Adelbert maste sig forbi. Måske ville Ernie have ladet ham gå hele vejen hen til døren, før han ville sige noget. Et sidste forsøg på at bløde ham op med noget sødt, noget der måske kunne minde om en undskyldning. Men så skulle Adelbert lige akkurat kalde ham en bøssekarl på vejen. En verbal mavepuster! Auch!

Irritationen og forvirringen i hans ansigt forsvandt, og han stod helt paf og stirrede i retning af, hvor Adelbert lige havde været, inden han passerede hans skulder med en anmassen. Ernie fik stukket sin bestøvlede fod frem og krogede den om hans fod, inden han simpelthen slog benene væk under ham, ganske bogstaveligt. Lige så lang Adelbert var, lige så klodset var han. Og normalt ville Ernie grine, når hans ofre faldt på næsen, men ikke her.

Han klikkede med tungen, et udtryk for sin dybeste sympati for ham. ”Hov, du faldt vist, lille ven,” Han drejede rundt for at betragte sit eget værk. Han placerede hurtigt sin støvle på hans ryg, for at holde ham på plads nede i gulvet, inden han lod sig synke ned på knæ.

Hans hånd fik fat i det ravnsorte hår på sin fætter og rykkede hans hoved tilbage, så han kunne komme helt tæt på ham. ”Du skal ikke kalde mig bøssekarl mere. Jeg slår dig kræftedeme ihjel.” Hans stemme var helt dæmpet nu. Kølig, næsten rolig, men roen var blot en facade.

Der kom ingen protester fra Ernie. Tilsyneladende. Godt. Så kunne de forhåbentlig sætte punktum for det her besynderlige optrin mellem dem. Adelbert havde sagt sit, og så måtte Ernie finde en anden at more sig med i mørket. Hans hjerte hamrede ganske vist stadig som en hest sat i fuld galop, men han havde faktisk troet, at han kunne nå hen til døren. Give sin fætter en halv times tid til at falde ned, måske hente noget at drikke, og så kunne han komme tilbage, som om intet var hændt.

"Harh!"

Gulvet kom farende imod ham. Den lede satan havde kræftedeme spændt ben for ham! Adelbert nåede akkurat at kaste hænderne frem og tage fra, inden ansigtet ramte gulvbrædderne. Al den træning hos væbnerne var åbenbart ikke fuldstændig spildt. Albuen fik dog et ordentligt slag, og faldet slog alligevel luften ud af lungerne. Han blev liggende et øjeblik og hev efter vejret, inden et anstrengt, arrigt knurren slap mellem tænderne.

Men så frøs blodet til is.

Vægten af Ernies støvle pressede sig ned mod hans ryg, og før Adelbert nåede at samle sig, mærkede han de lange fingre gribe fat i hans hår. Hovedet blev rykket bagover, og han fulgte hjælpeløst med bevægelsen, mens en smertefuld grimasse trak sig over ansigtet. "Ngh!"

Jeg slår dig kræftedeme ihjel.

Ordene var næsten værre, fordi Ernie sagde dem så stille. "Det var for sjov," fremstammede Adelbert hæst. "Jeg kalder dig det ikke mere...!" Fingrene krummede sig mod gulvbrædderne, mens han desperat forsøgte at holde den smertefulde stilling ud. Han turde knap bevæge hovedet, men fik alligevel ført den ene arm bagud og famlede efter sin fætter. Da hånden endelig fandt Ernies arm, forsøgte han ikke at vriste sig fri. I stedet lod han fingerspidserne glide forsigtigt hen over stoffet i små, gentagne cirkler.
Han kendte efterhånden sin fætters temperament. Vidste, hvor hurtigt det kunne vende, og hvor lidt der somme tider skulle til for at gøre ham mildere stemt. Hvis bare han kunne få Ernie til at falde ned. Få ham til at slippe sit hår.

"Jeg skal nok, Ernie..." hviskede han med en stemme, der knap nok ville lystre. Han forsøgte at synke, men den udstrakte hals gjorde det besværligt. Hjertet hamrede, og han kunne mærke en ydmygende varme presse sig op bag øjnene. Ikke græde. For Zalans skyld, ikke nu. Alligevel fortsatte han med at stryge Ernies arm, forsigtigt og næsten mekanisk, mens han ventede på, at grebet skulle løsne sig. "Jeg vil gerne..." 

Det var for sjov… Han ville aldrig kalde ham det mere… Ernie stirrede på ham længe, uden at give Adelbert forsikringen af, om han var tilfreds med løfterne eller ej. Han stirrede ham direkte ind i øjnene, for at være sikker på, at frygten nåede at sætte sig i ham, så han ville huske, hvad det var han selv havde lovet. Han kunne ikke have sin egen fætter til at rende rundt og kalde ham bøssekarl. Hans egen fætter! Hvis han turde sige den slags ting til hans ansigt, hvad holdt ham så tilbage fra at sige det til alle mulige andre?

Han mærkede Adelberts hånd søge hans ærme. Først forsøgte han at ryste hånden af sig, fordi han troede det var fordi Adelbert forsøgte at kontrollere den. Men så mærkede han de cirkulerende bevægelser. Og det havde da en lille beroligende effekt… Ernies blik mildnede, men det var ikke fordi situationen var god. Han var stadig så knust og skuffet over ham.

Forsigtigt førte han Adelberts hoved ned mod gulvet igen. Den hårde greb i hans hår, slap ham. Han strøg ham ikke hen over håret, for at rette på hvor vildt han havde efterladt det. Adelbert havde sit eget hår i ansigtet.

”Du skal nok hvad? Du vil gerne hvad?” Ernie flyttede sin fod fra hans ryg, for at kunne sætte sig bedre i hug foran ham. Foden ved hans ryg blev i stedet erstattet med hans hånd. Han spredte fingrene ud på den smalle ryg og holdt ham lige der. På plads. Han havde ikke fået lov til at komme op endnu. ”Er det denne her du gerne vil have?” Spurgte Ernie en smule mere pirret. Adelbert skulle nok fjerne sit pandehår fra ansigtet, for at se hvad Ernie mente, og hvis ikke, skulle man lytte efter, for at finde ud af, at Ernie var ved at snøre sine bukser op. Pladsen i hans bukser var ved at blive så klaustrofobisk trangt, derinde.

Selv i de dunkle, grå skygger kunne Adelbert se det isnende blik ganske tydeligt. Alle de uudtalte trusler lå dér, i de mørke øjne, og Ernie behøvede ikke gentage dem. Adelbert havde forstået. Han skulle nok holde sin kæft. Selvfølgelig ville han ikke gå rundt og fortælle andre om sin elskede fætter og deres hemmeligheder. Så de giftgrønne øjne stirrede tilbage, indtil det næsten føltes, som om en tavs forståelse havde lagt sig mellem dem.

Hans hoved blev sænket mod gulvet igen, og han blev liggende ganske stille. Som en hund, der havde lært, hvad der skete, når den bed fra sig. De forsigtige strøg over Ernies arm ophørte, da fætteren skiftede stilling, og Adelberts mørke lokker faldt ned foran ansigtet. Spørgsmålene kom i hurtig rækkefølge, men han turde ikke svare med det samme. Halsen havde snøret sig sammen, og den pinagtige skælven ville ikke forsvinde, uanset hvor hårdt han forsøgte at beherske den.

Han forstod godt, hvad Ernie forlangte. Det havde han gjort fra begyndelsen. Alligevel havde en lille, stædig del af ham håbet, at undskyldningen ville være nok.

Er det denne her du vil have? 

Med rystende fingre strøg han pandehåret væk fra ansigtet og løftede blikket mod sin fætter. For selvfølgelig ønskede Ernie at han skulle se på ham nu. Adelberts giftgrønne blik flakkede rundt på hænderne der arbejdede med bukserne og tilbage på sin fætters ansigt. En smal lysstribe trængte ind mellem gardinerne og skar sig hen over Ernies ansigt. Adelbert forsøgte at finde noget genkendeligt i det. Et tegn på, at vreden havde lagt sig. At de snart kunne lade, som om intet var hændt.

"Ja," fik han fremstammet, mere medgørligt nu. Det kostede ham mere at sige, end han havde forestillet sig. Han forsøgte at få styr på sin overfladiske vejrtrækning, men hjertet blev ved med at hamre. Adelbert løftede overkroppen fra gulvet en my, albuerne stemt. Han fugtede læberne, og rakte hånden frem til Ernies knæ, som han med flad hånd gned. Undertonen lå varmt i berøringen.

Engang havde Adelbert endda kunnet bilde sig ind, at han holdt af de aftener, hvor Ernie gav ham sin udelte opmærksomhed. For så var de endelig sammen om noget. Ernie havde været glad, og Adelbert havde følt sig udvalgt. Det havde været så enkelt dengang. Eller måske havde han bare været for lille til at forstå, hvorfor det ikke føltes rigtigt bagefter.
Nu var han blevet ældre. Ikke voksen, selvom han så gerne ville være det, men gammel nok til at begynde at forstå, at det de gjorde ikke var normalt...

Dengang havde hele hans verden været Ernie.

"Jeg skal nok være en god dreng," hviskede han omsider. Han hadede, hvor let ordene stadig faldt ham. 

Det andet, kunne han ikke få sig selv til at sige højt. 

Ernie tillod Adelbert at komme en smule op ad sig selv, op at hvile på albuerne. Men han foretrak ham så tæt nede på gulvet som muligt. Hånden på hans ryg lod ham vide hvor grænsen var, inden den strøg op ad ham og op at ae ham hen over hovedet, som man ville ae en hund. ”Jahh… Gode drenge som dig gør hvad de får besked på,” Hviskede Ernie belønnende, mens han tålmodigt løsnede snorene færdigt. Hånden slap lædersnøren og dykkede ned, for at hente den frem til ham i al dens pragtfuldhed. 

Adelbert ville kende til den, for hans fingre havde befølt den så mange gange i mørket. Det var først i den senere tid, at Ernie ikke kunne stille sig tilfreds med hans hænder længere, og han havde krævet at Adelbert skulle prøve at tage den i munden. Og at prøve den, var ikke bare at smage lidt på den. Han ville gerne have, at han skulle blive ved. Han havde ladet ham vide, at det var utroligt dejligt, og at han følte sig allermest elsket af ham, hvis han måtte holde fast i hans hoved og forsøge at presse den længere ned. Det var bare en skam, at der efterhånden gik så lang tid imellem at de gjorde det, så Adelbert ikke havde muligheden for at øve sig mere på at tage ham…

Ernies pik var, som Adelbert ville huske den, aggressiv og hård. Klunkerne, som han havde trukket udover buksekanten, var mørke af sort kønsbehåring. I sin helhed var hans pik fuldvoksen. Stor. Og på mange måder ufin i det, sammenlignet med resten af Ernie, der var så yndig og nydelig at se på. I hvert fald når man ikke kendte hans grimme personlighed, i hvert fald.

Han var meget opmærksom på at tage Adelberts ansigtsudtryk ind. Chokeffekten, over pludselig at blive præsenteret for sin store arbejdsbyrde, ansigt til ansigt, skulle foreviges i hans hukommelse. Hånden ved hans hår gled ned til hans spinkle nakke nu, og han gav ham et vejledende klem. Han skulle åbne sin lille mund op for ham.

 "Ja. Jeg vil så gerne være god for dig," hviskede Adelbert, men ordene føltes tunge som bly i munden.

Hvis han bare gjorde, hvad Ernie forlangte, ville det så være nok? Ville han få lov til at slippe for resten? Det var den tanke, han klamrede sig til, mens han forsøgte at overbevise sig selv om, at han godt kunne klare det. Han havde jo gjort det før. Han kendte sin fætter. Hvordan han føltes i munden, og vidste, hvor meget det betød for Ernie at få sin vilje. Måske kunne han endnu forhindre, at det udviklede sig til noget, han slet ikke kunne overskue.

For hvis de først gik gennem den dør, ville alting ændre sig mellem dem. Alting ville ændre sig for Adelbert.

Åh, guder. En halvkvalt lyd slap over hans læber, da Ernie hev pikken frem. Han blev liggende fuldstændig stille. Lyskilden fra vinduet fangede den i al sin pragt, og Adelbert kunne ikke holde op med at stirre når den var lige dér. Tankerne fór rundt. Siden hvornår var Ernie blevet så hård? Så liderlig? Allerede fra da han låste døren? Tidligere? Den strittede så solidt og voldsomt, mens varmen emmede ud fra den tæt på Adelberts ansigt. Duften af ham... af skridt og hud og sved satte sig i næsen, og selvom han burde være frastødt ved det – det alt sammen – forsøgte Adelbert alligevel at skubbe frygten væk. At gøre det hele mindre alvorligt. Bare endnu en af deres gamle lege. Noget velkendt, noget han kunne komme igennem, hvis han blot tog sig sammen. Et blegt smil løftede sig i mundvigene.

Men tindingerne dunkede, og tungen føltes tør som sandet i Rubiniens røde ørken. Da Ernie lagde hånden mod hans nakke, stivnede han. Grebet var ikke hårdt, men Adelbert forstod opfordringen. Han kneb øjnene sammen et øjeblik og trak vejret gennem næsen, mens han samlede mod til at bevæge sig. Bare få det overstået. Han kravlede tættere på med sine albuer, møvede sig ind til Ernie, så næsetippen stødte mod lemmet. 

Han ønskede så inderligt at være et andet sted. Nede i køkkenet, hvor man kunne høre familien tale. Hos Petra, der sikkert ville spørge, hvorfor han så så bleg ud. Selv tilbage i væbnerkvarteret, hvor han ellers så ofte havde klaget over sine pligter. Hvor som helst, bare ikke her.

Alligevel blev han. For hvad ellers? 

Adelbert prøvede at fugte sine læber, den smule han nu kunne. Han spredte dem resigneret, og tungespidsen strøg længden i glidende slik. Smagen, præcis som han huskede den, klæbede sig allerede til hans mund før han overhovedet sank om den. Han sukkede skarpt. En forpint lyd der druknede omkring pikken, da han tog ham i munden. "Hnmh..." Uden tøven, bevægede Adelbert hovedet, mekanisk, men med samme iver som han var blevet trænet til af Ernie dengang.

Ernie holdt godt øje med ham. Tog det skræmte blik og de blege fremtvungne smil ind. Ernie vidste godt, at Adelbert helst ville noget helt andet lige nu. Men nu havde han jo lovet at gøre det godt for ham. Han havde lovet det. Og han kunne jo godt lige… Nogle gange tog det ikke så lang tid. Nogle gange tog det den halve nat, hvis Ernie ønskede at trække tiden med ham ud.

Han strøg ham hen over håret, for at motivere ham til at komme tættere på, og for at få ham til at røre ham lidt hurtigere. For ærlig talt, så havde han allerede ventet så længe nu. Han ønskede at mærke den tunge på sig nu.

”Ååh..” sukkede Ernie pludseligt, da han mærkede Adelberts varme ånde mod sig. Tungen der slikkede ham lige for omhyggeligt, og alligevel med en trænet hurtighed. Adelbert var jo ikke helt nybegynder, uanset hvor utrænet Ernie havde sagt han var. Det var så dejligt, allerede. Først nu mærkede han hvor anspændt han havde været i kroppen, men nu kunne han ånde lettet op. Adelbert var allerede i gang nu, så nu skulle han ikke længere være observant på, om han kunne finde på at snyde ham.

Han gispede et lille gisp og måtte hurtigt tage fat i hans hår, for at genfinde følelsen af kontrol. Adelbert havde travlt, tilsyneladende. Han havde været hurtigt med overgangen fra at slikke ham våd til at tage ham ind i munden og begynde at sutte. Ernie forsøgte at blande sig en smule, for at få ham til at holde tempoet, og ikke skride for hurtigt frem. Det sidste han ønskede, var at komme for hurtigt.

”Du er virkelig ivrig, hvad?” Slap han ud i et veltilpas støn. Han lod sig dumpe ned at sidde, i stedet for at være på hug, men helt uden at forhindre Adelbert i at arbejde videre med den mund ”Hvis ikke det er svanset at sutte sådan til, så ved jeg ikke hvad er.”

Ernies varme stønnen fyldte stilheden, og hvert eneste gisp syntes at lægge sig tungt over Adelbert. Han måtte virkelig sprede læberne for at gøre ordentlig plads i munden. Hver tomme derinde blev fuldkommen stoppet til af pik. Og så skulle han samtidig passe på tænderne. Adelbert havde fået høvl for det i begyndelsen, når han ved et uheld skrabede dem over Ernies sensitive hud.

"Uhn..." Han mærkede igen Ernies hånd synke ned i sit ravnsorte hår. Fingrene samlede sig i et fast greb, der ikke levnede megen plads til selvbestemmelse. Lyde af savl, og sagte prusten bredte sig i det mørklagte rum, og hver gang Ernie gispede eller trak vejret ujævnt, voksede en besynderlig, næsten intimiderende stolthed i hans bryst. Det var ham, der kunne fremkalde de lyde hos sin fætter. Ham, der kunne få Ernie til at miste besindelsen.

Ham.

Og samtidig væmmedes han ved sig selv. Ved den latterlige stolthed, der havde sneget sig ind mellem alle de andre følelser. Hvor klamt var det ikke lige, at være stolt over, at man var god til at sutte pik? 

"Mhmf ..." brummede han som svar på Ernies magelige kommentarer, mens brynene trak sig utilfreds sammen.
Han vidste udmærket, at Ernie forsøgte at tirre ham. Hævn, vel. Fordi han havde kaldt ham bøssekarl. Det lignede ham at finde noget, der gjorde ondt, og så blive ved med at trykke. Munden fortsatte med at sutte, fulgte Ernies nye position. Langsommere. Centimeter for pinefulde centimeter gled han dvælende op, og derefter ned om hans pik. Lærte længden at kende igen. Det var umuligt at synke til roden. 

Og så slog maven langsomme kolbøtter, da han mærkede sin egen pik sitre. Bulen pressede mod gulvet og varmen krøb op ad Adelberts nakke – bredte sig helt til ørerne. Han gned skridtet instinktivt mod gulvet. Han kunne ikke lade være. Adelbert hadede, at Ernie stadig kunne fremkalde den slags reaktioner hos ham. Hadede endnu mere, at han ikke altid selv forstod dem.