Luften sad endnu som hårde prust i Theodores lunger, mens han fumlede med de forbaskede snore. Han kiggede sig over skulderen, da nogen kaldte på ham, og brynene løftede sig overrasket, da han så Selmy komme hen imod sig. Småforpustet ganske vist, men også så bleg i ansigtet, at Theodore straks glemte alt om den genstridige læderrem.
Øh... var han blevet syg?

De blå øjne fór undersøgende over Selmy, indtil forklaringen kom af sig selv. Åh, du bløder...
"Nåh..." Theodore førte hånden op under næsen igen og tørrede det værste væk med knoerne. "Det er ikke så slemt."
Alligevel lod han hånden blive foran næsen, mest for at skjule det, hvis der skulle komme mere. Da han fugtede læberne, smagte de metallisk af blod. Han måtte virkelig have fået tværet det godt rundt i ansigtet efterhånden. Måske skulle han finde noget vand, inden han lignede én, der havde været i rigtig kamp. Han havde trods alt også rullet rundt i jorden og fået støv stort set alle andre steder.

Blikket søgte tilbage til Selmy, og den bekymringsløse mine forsvandt en smule igen. Han var godt nok bleg. "...Er du okay?" Spørgsmålet var oprigtigt ment. Theodore nåede faktisk at blive en smule bekymret, før noget langsomt faldt på plads. Selmy var løbet hele vejen herhen. Han havde stået og råbt efter Theodore under kampen. Nu stod han her og så ud, som om det var ham, der lige havde fået en albue i ansigtet.

Et lille glimt tændtes i de blå øjne.
"Aij..." Mundvigen trak sig op, og Theodore sendte ham en næsten bedårende drilsk grimasse. "Var du bekymret? For mig?" Han gav Selmy et blidt dask på armen med den hånd, der ikke var smurt ind i blod.

Selmy var så svimmel og dårlig, at han kun lige havde registreret, at det var Theodore han var nået op til. Han havde lidt svært ved at tyde, om Theodore var høj over sejren, eller havde fået nok af Adelberts numre, at han ikke engang kunne glæde sig over den.

Den blonde mand hævede sig op igen, for at fremstå mindre sart, men som han endelig kastede sit blik på Theodore igen, var det ligesom Theodore tværrede blodet mere ud. Århg… uha… Jo, det var slemt. Selmy løftede en hånd op foran øjnene. Hånden gled langsomt ned, for at holde sig for munden i stedet for. Hans kønne næse så heldigvis ikke brækket ud. Men skulderslaget havde givet ham en ordentlig blodtud.

”Ja, jeg er okay,” Sagde han med munden bag hånden, inden han tog sig sammen og lod den glide ned og dingle frit.

Aij? Om han var bekymret for ham? Selmy gloede advarende på ham, men var alt for bleg og dårlig, til at kunne holde sit udtryk særlig længe. ”Så… så så. Jeg blev måske en lille smule bekymret…” Han rystede på sit hoved, kun en lille smule, for ellers blev han bare endnu mere svimmel. ”Ham Adelbert der… ehm…  Ham kender jeg. Det er Ernies lille fætter.” Lille fætter… Han var vist ikke så lille mere. ”Jeg er ked af, at du har din egen Ernie Marcel at døje med, det vidste jeg slet ikke…” Han slog blikket op, og kunne nu kigge på Theodore med et lægevurderende blik. Han skar en grimasse af ubehag. ”Kom, du må hellere komme ned at sidde.” Selmy havde brug for at sidde lidt, i hvert fald… Selmy trak ham med til en ledig opbevaringskasse til noget udstyr til arenaen.

”Så, sæt dig ned oprejst,” Han lagde sin hånd, der rystede lidt ovenpå traumet, og guidede Theodores hoved forover. Selmy forsøgte ikke at fokusere alt for meget på alt blodet, mens han førte sin hånd mod hans ansigt og trykkede hans næse sammen, for at stoppe blødningen.

”Bare træk vejret gennem munden…” Vejledte han lavmælt. De skulle lige sidde sådan her, indtil det var sikkert at flytte fingrene. Selmys hånd havde selvfølgelig ikke kunnet undgå også at blive tværet til med blod.

Theodore kneb øjnene gennemskuende sammen, og smilet blev ved med at krølle i den ene mundvig i en blanding af forlegenhed og glæde. Bare lidt? sagde blikket udfordrende. Den muntre energi, der stadig summede rundt sammen med adrenalinen i blodet, ændrede sig dog, så snart Adelbert blev nævnt.
"Ah..." pustede han ud og kiggede væk. Så havde Theodore altså ikke taget fejl. Marcellerne var som ukrudt, der bare blev ved med at dukke op omkring dem, uanset hvor mange gange man rev dem op af jorden. Han skar en grimasse ved Selmys bemærkning om, at han havde fået sin egen Ernie Marcel at døje med. Adelbert var dog ingenting sammenlignet med den ældre udgave. Slet, slet ikke.

Blikket blev fjernt et øjeblik, og uden at han bad om det, kom mindet om gårdspladsen tilbage. Knæene mod jorden. Ydmygelsen. Selvom han havde skrubbet tungen tynd bagefter, syntes smagen af Ernies spyt pludselig at ligge i ganen igen. Theodore sank og skubbede mindet væk, inden det fik lov at sætte sig ordentligt fast.
"Jeg anede det heller ikke før i dag. Jeg lagde to og to sammen." Han sendte himlen et uimponeret blik, som om guderne personligt kunne stå til ansvar for, at der åbenbart fandtes flere af dem. Da han så tilbage på Selmy, opdagede han, at det almindelige blik var blevet erstattet af lægeøjnene. Det mindede spøjst nok om Hr. Kiefers, og så vidste Theodore ligesom godt, hvad klokken havde slået. 

Uden brok fulgte han med, men nåede at snuppe et krus vand fra boden, der stod til rådighed for deltagerne. Han tog en god slurk undervejs og lod derefter Selmy føre an hen til kassen, hvor han blev guidet ned at sidde. Pusten var langsomt ved at falde til ro, og i takt med at de hurtige hjerteslag fra kampen dulmede, begyndte trætheden at brede sig gennem musklerne. Theodore lænede sig lydigt lidt forover, som Selmy bad ham om, og lod ham styre sit hoved uden protest.
Han sagde ikke rigtig noget. Betragtede bare Selmy et øjeblik, gennem sine vipper, mens den anden tog sig af ham. Måske var en del af ham stadig lettere forundret over, at han overhovedet havde Selmy siddende ved sig igen. For mindre end en time siden havde han ikke vidst, om Selmy overhovedet ville tale med ham. Nu sad Selmy med fingrene om hans næse og hans blod på hånden, som om de sidste tre uger på en eller anden måde var blevet foldet sammen og lagt væk.

Theodore klemte øjnene sammen i ubehag, da Selmy trykkede næseborene sammen. De første par åndedrag gennem munden føltes mærkelige, men efter lidt tid vænnede han sig til den sammenklemte fornemmelse og åbnede øjnene igen. Blikket gled ned mod Selmys hånd, hvor hans blod nu var tværet ud over fingrene, og så langsomt tilbage til det blege ansigt.
"Du kan ikke lide blod, vel?" Var det ikke sådan? Theodore mente bestemt at kunne huske noget med blod og Selmy og et gulv på Valmueklinikken.
Stemmen lød helt forkert med næsen klemt sammen, nasal og en smule som en rappende ælling, hvilket gjorde det svært at tage sig selv særlig alvorligt. "Skal vi ikke finde en klud og tørre det væk i stedet?" foreslog han, men gjorde ellers præcis, som han havde fået besked på, og fortsatte lydigt med at trække vejret gennem munden.

”Ah… hah… nej, ikke så godt,” Svarede Selmy. Han mindedes også dagen i klinikken, hvor det var gået ud over hans eget hoved, men det var lidt lettere at ignorere, fordi han kunne kigge væk. ”Jeg kan ikke se på det, jeg kan ikke tåle lugten af det… Jeg ved ikke hvorfor… Det blev slemt efter min farfar døde.” Han rømmede sig lidt og smallede munden lidt. De skulle ikke begynde at tale om hans farfar lige nu… Det var en god dag. De var genforenet. Theodore havde set så godt ud i sin lille uniform, bærende på Lysets fane. Og vigtigst af alt… Theodore havde jo faktisk vundet over Adelbert Marcel. Selmy smilte lidt skadefro. ”Hvor er jeg glad for at du vandt i dag,” Hviskede han hemmelighedsfuldt til ham og så på ham med noget vildt i øjnene.

Han undlod at fokusere alt for meget på, hvilke konsekvenser det kunne have for Theodore. Hvis Adelbert bare mindede en lille smule om Ernie Marcel, ville denne ydmygens dag aldrig blive glemt, og Adelbert ville ikke lade Theodore slippe af sted med at have snydt ham til sidst.

”Okay… Hold hvor jeg holder,” Sagde han bestemt, og fjernede først sin hånd fra Theodores næse, når Theodores egen hånd tog over. Så tog han vandglasset fra ham og hældte noget af vandet over på det lommetørklæde han selv havde på sig, og begyndte at tørre Theodore grundigt ren. Selmy kunne ikke lade være med at fnise lidt, af en eller anden grund. På trods af slåskampen og blodet og kvalmen, følte han sig ganske glad for en gangs skyld. ”Har du så fri nu?” Han var håbefuld.

Han tørrede også sin egen hånd med lommetørklædet, der var blevet godt snavset nu, og nok aldrig kunne blive hvidt igen. Selmy lagde det i hvert fald fra sig.

Blikket gled ned ad Theodore. Der var bloddråber, der havde ramt hans hvide skjorte, men det kunne Selmy ikke gøre noget ved nu. Han dvælede til gengæld lidt ved læderremmen, som Theodore havde kæmpet lidt med tidligere, og Selmy kunne nu se hvorfor. Den var snoet mærkeligt. Med tilbydende hænder begyndte han at binde hans vest op for ham.

Brynene trak sig sammen i en bekymret bue, da Selmy nævnte sin farfars død. Theodore pressede læberne eftertænksomt sammen og betragtede hans ansigt lidt ekstra, som om der måske stod noget dér, Selmy ikke selv havde sagt højt. "Hmm..." brummede han og kneb øjnene en smule vurderende sammen, inden han gav et lille nik. Selmy havde nok ikke lyst til at sidde her og diskutere mulige teorier om, hvorfor blod var blevet værre efter farfarens død. Måske gik død og blod bare hånd i hånd. Det gjorde det jo ofte.

Det fik ham ganske vist til at spekulere på, hvordan farfaren egentlig var død, men selv Theodore kunne godt høre, at det ville være et noget makabert samtaleemne at hive frem midt i deres genforening. Derfor tog han imod emneskiftet med en vis lettelse, og da Selmy lænede sig ind og hviskede sin skadefro tilfredshed til ham, slap et lavmælt fnis ud.
"Årh ja." De blå øjne glimtede lusket, og et skævt smil bredte sig over ansigtet. "Så kan han lære dét. Den båtnakke." Theodore løftede hånden til næsen, og fingrene strejfede Selmys i ombytningen, før han overtog trykket. Mon ikke blødningen snart var stoppet? Han var efterhånden lidt træt af at sidde og lyde som en gås, hver gang han åbnede munden. 

Mens han holdt om næsen, fulgte øjnene Selmy, der allerede var i gang med vand og lommetørklæde med en sikkerhed, der fik et lille smil til at trække i Theodores mundvig. Han så virkelig trænet ud, når han sådan gik i gang. Kompetent. Men nå ja. Det var han vel egentlig også.
Helt automatisk lukkede Theodore øjnene, da den fugtige klud begyndte at bevæge sig over hans ansigt. Køligheden prikkede behageligt mod den varme hud efter kampen, og han sad overraskende stille og lod Selmy få blod og støv væk. Først da kluden forsvandt igen, slap han forsigtigt næsen og vrikkede lidt med den, inden han prøvende trak vejret ind gennem næseborene. Ingen ny varme under næsen. Det tydede da på, at den var stoppet.

Selmys lille fnis fik ham til at åbne øjnene igen. Theodore så på ham med et forundret smil. Hvad var pludselig så sjovt?
"Du skal ikke lige vaske min brystkasse, nu hvor du er så godt i gang?" drillede han med et skælmsk udtryk, mens han måtte holde et grin tilbage. Mindet om deres første møde på klinikken dukkede næsten øjeblikkeligt op; Selmy, der uden videre havde åbnet hans skjorte og smurt huden ind, og Theodore, der først bagefter havde formået at gøre hele situationen mærkelig.

"Ah..." Han sank grinet, men morskaben sad stadig tydeligt i ansigtet. "Jo, vi skal alle sammen hjælpe med at rydde op senere. Men det er ikke endnu." Først dér opdagede han rigtigt, hvad Selmys hænder var begyndt at lave ved vesten, og blikket faldt ned mod fingrene, der arbejdede med den snoede læderrem. "Nåh. Var det derfor, den sad som om den havde et personligt problem med mig?" sukkede han tørt, men betragtede bare de lyse fingre arbejde lidt endnu.

”Årh, gider du godt!” Knurrede Selmy forlegent. Han forstod udmærket godt at Theodore drillede ham med den specifikke dag, hvor han lidt for hurtigt havde forsøgt at frigøre Theodore fra sit tøj. Der havde været intet i det, men det forskrækkede blik i Theodores øjne og det fårede smil, glemte han nok aldrig. Da han sagde, at de knap nok kendte hinanden, gav det et helt forkert indtryk af, at Theodore troede Selmy ville noget så fælt med ham. Et patient! En lille dreng!

Havde Theodore ikke allerede fået mere end rigeligt med bøllebank i dag, havde Selmy skubbet ham ned fra kassen. Men nu skulle han jo være der for ham…

Lædersnoren drillede også Selmy, og han måtte knibe øjnene lidt sammen, for at fokusere på den knude snoren havde lavet, da Theodore trak vesten over sig så hurtigt. Utroligt at han i det hele taget var nået ud på banen til tiden.

”Uhu…” Mumlede Selmy koncentreret. Snorene gik endelig op, og så lyste han en smule op og smilte forsigtigt og tilfredst. ”Så,” Det virkede på en eller anden måde passende, at han også hjalp ham med at trække vesten af for ham. ”Hvad nu hvis…” Selmy overvejede det lidt ”-Hvis jeg nu kom og kidnappede dig? Du ved, som din læge.” Så kunne Theodore undgå at rydde op, og han og Theodore kunne tilbringe resten af aftenen sammen.

Smilet blev bredere og langt mere uartigt, end godt var, og Theodore måtte kvæle sit grin bag hånden. Det fungerede både som skjul for det smørrede smil og som et nogenlunde brugbart skjold, hvis Selmy skulle finde på at give ham et dask. Theodore kunne ikke helt sætte en finger på, hvorfor det var så pokkers fristende at hyle Selmy ud af den. Måske fordi han blev så hurtigt forlegen. Eller fordi de lyse kinder afslørede ham med det samme, så snart de blev bare en my varmere.

Han sukkede resten af latteren ud med et langt 'haaah' og faldt efterhånden lidt mere til ro, mens Selmy koncentrerede sig om den genstridige snor. Nu hvor Theodore endelig sad stille, begyndte trætheden for alvor at indhente ham. Kampen, adrenalinen og alle de mærkelige følelser fra tidligere var sunket ned til en behagelig summen i kroppen, og lige nu føltes det næsten, som om der havde lagt sig en lille tryg boble omkring dem. Derfor blev blikket også bare tankeløst hængende ved Selmy, mens han arbejdede med knuden.
Da snoren endelig gav efter, løftede Theodore brynene imponeret. Han skulle egentlig selv til at tage fat i vesten, men Selmy var allerede begyndt at hjælpe ham ud af den, og på en eller anden måde blev dét også til en tomandsopgave. Deres fingre baksede kort mod hinandens og Theodore slap et luftigt, lettere forlegent grin, men gjorde ellers ingen indvendinger og lod Selmy få vesten af ham til sidst.

Hvad nu hvis...
Theodore var ved at køre en hånd gennem krøllerne, men hævede det ene bryn og så nysgerrigt på Selmy. Skjorten faldt lidt løsere om ham, nu hvor vesten ikke strammede ham ind. "Hmm?" 
Forbavselsen gled hen over Theodores ansigt. Kidnappede mig? "Hva'?" Han nåede tydeligvis at hænge sig fast i ordet kidnappede, før resten af sætningen fulgte med, og nu kneb han øjnene sammen og betragtede Selmy i et helt nyt lys.

"Så hvad?" spurgte han mistænksomt. "Vil du skrive en note til mine mestre om, at jeg desværre ikke kan rydde op, fordi jeg fik næseblod?" Theodore studerede ham et øjeblik mere, som om han oprigtigt forsøgte at afgøre, hvor meget lægefaglig autoritet et næseblod egentlig gav Selmy. Og om Selmy helt ærligt lige nu stod og ville kidnappe ham fra sine hellige pligter. Mundvigen begyndte langsomt at kravle op igen.
"For hvis det virker, synes jeg faktisk, du er blevet en betydeligt bedre læge, siden vi mødtes."

Ordet kidnappet var ikke et ord, der havde traumatiseret Selmy, blot fordi han selv var blevet kidnappet i et halvt år. Det var aldrig kidnapningen, der var problemet, dengang. Det var alt det der skete efterfølgende, da Selmy pludselig stod på egne ben, og selv skulle finde hjem.

Selmy smilte til ham, og forventningen i hans øjne lyste op, da han kunne se på Theodore, at tanken om at stikke af sammen med ham, lod til at friste ham.

”Yeah,” Svarede Selmy afslappet. Hans hænder søgte langsomt mod Theodores mave, snigende, som de havde gjort for tre uger siden. Selmy var begyndt at nive ham, når han blev fræk, og han nev ham også i maven nu. ”Jeg tror jeg så hvem din overordnede er. Jeg går lige ind og smider nogle oldkrystalisianske termer i hovedet på ham, og så er vi to dem der er smuttet!” Selmys drillende hænder trak væk igen, i takt med at Selmy rejste sig op. Han havde det heldigvis meget bedre nu. Bare for en god ordens skyld greb han ud efter det rødplettede lommetørklæde og bevægede sig væk fra Theodore og ind i væbnerteltet, bekymringsløst. En læge kunne komme afsted med ret meget, men det krævede, at folk vidste at han var læge.

Ligesom Selmy var gået, faktisk i sekundet han var smuttet ind igennem teltindgangen, som endnu blafrede bevægelse efter ham, trådte en anden tættere på.

Små støvlers hæle, afslørede Ceelias tilstedeværelse. Hun havde gemt sig på afstand og iagttaget de to. Det syn hun havde set, havde været et mærkeligt et. Hun havde ikke set Selmy så pjattet med nogen, overhoved.

”Hej?” Hendes stemme var lys i mængden af store drenge og mænd, der befandt sig her. Ceelia var iført sort knappet kjole. Ben, arme og hals var tildækkede. Selmy lignede hende, havde hun blot haft kortere hår og bredere skuldre. ”Bravt kæmpet,” Hun kom lidt nærmere med hænderne foldet foran sig og det grå øjne undersøgende rettet mod hele Theodores person.

Theodore fik et næsten beundrende udtryk over sig ved den selvsikkerhed, Selmy pludselig strålede af. Han virkede nærmest helt høj på strå, som om intet i hele verden kunne forhindre ham i at kidnappe Theodore fra Lysets tjeneste. Blikket nåede godt nok at fange et par fingre, der sneg sig nærmere, men han skænkede dem knap en tanke, før de nev ham i maven. "Hey!" Stemmen knækkede op i et hvin, og Theodore fór sammen og forsøgte instinktivt at trække maven til sig, mens hånden greb om Selmys håndled for at få ham væk. Gåsehuden fór hen over huden, og et udfordrende udtryk bredte sig straks over ansigtet. Han skulle faktisk lige til at gøre gengæld, men Selmy trak hænderne til sig, inden Theodore fik chancen.

"Aye, gør du det, Selmy," lo Theodore og rystede forundret på hovedet, mens han så efter ham. Hvor meget Selmy rent faktisk ville få ud af at kaste oldkrystalisianske termer efter hans overordnede, var han ikke helt sikker på, men han sendte alligevel en lille bøn til Leander på hans vegne. Det var trods alt sååå meget mere fristende at stikke af med Selmy end at bruge resten af aftenen på oprydning og sikkert ende med at skovle hestehømhømmer væk fra pladsen.

Så han kunne vel lige så godt gøre sig lidt nyttig, mens Selmy var på sin mission, og begyndte derfor at samle sit udstyr sammen. Det varme smil blev hængende om læberne, og et lavmælt fnis slap ud ved tanken om, at det åbenbart var hans tur til at blive kidnappet. Halvt kidnappet. Theodore var stadig i gang med at få styr på sine ting, da en lys kvindestemme pludselig lød bag ham.

Hej?

Han kendte ikke umiddelbart stemmen og vendte sig en halv omgang, stadig med noget af udstyret i armene. Smilet stivnede en anelse, da han opdagede Ceelia. Hvorfor stod hun pludselig her og sagde hej til ham? Blikket spejdede kort mod teltåbningen, Selmy lige var forsvundet igennem, inden det tøvende vendte tilbage til hende.
"Tak," svarede han høfligt, selvom han ikke helt kunne skjule den flig af forvirring, der hang i blikket. Hun var vel næppe kommet hele vejen herhen bare for at fortælle ham, at han havde kæmpet bravt. "Du er... Selmys søster?" fortsatte han og forsøgte sig med et konverserende, muntert smil, der måske blev en anelse mere muntert end nødvendigt.
Det var egentlig fjollet, for der var jo ikke nogen hemmelighed at skjule. De havde ikke gjort noget galt. Ganske vist havde Selmy siddet og tørret blod af hans ansigt, hjulpet ham ud af tøjet, nevet ham i maven og var nu gået ind for at forsøge at lyve Theodore fri fra sine pligter, så de kunne stikke af sammen, men... Theodore sank en smule og rettede på udstyret i armene. Okay. Måske kunne han godt forstå, hvorfor storesøsteren så lidt undersøgende på ham.

Hun gengældte ikke Theodores smil, hverken nu eller senere, simpelthen fordi hun ikke kendte ham, der smilte til hende. Det her var første gang hun mødte ham, og alligevel vidste han udmærket godt hvem hun var? Hun og Selmy lignede naturligvis hinanden, det var da klart… ”Mit navn er Ceelia Kiefer,” Svarede hun, mens blikket gled op og ned ad pagen, inden hun kiggede til siden over mod teltåbningen, hvor Selmy var smuttet væk. Hendes bølgede hår var kun let opsat, og lokkerne dansede fjederagtigt om skuldrene på hende, når hun så væk.

Hun ønskede ikke, at Selmy skulle se at hun stod her og talte med hans ven, eller hvad end han nu var. Så derfor skulle hun gøre dette møde kort. Hun gik direkte til sagen.

”Min far nævnte godt noget om en dreng, der havde besøgt min bror hjemme hos os, men Selmy fortæller aldrig mig noget,” Sagde hun og virkede en smule påpasselig overfor Theodore. Hun så i hvert fald utryg ud. Ligesom Selmy havde hun også en fremtræden fuge, der dukkede op imellem øjenbrynene.

”Så hvem er De? Og hvad vil De med min bror?” Der var et lille snert af anklage i hendes stemme, men den var så lille, at man kun kunne gisne om, hvorvidt hun kunne lide en, eller ej. Hun var i hvert fald kølig at tale med, men uden at hun fremstod direkte uforskammet.

Søsteren præsenterede sig, selvom Theodore selvfølgelig allerede vidste, hvad hun hed. Han nikkede høfligt og blev omtrent samtidig opmærksom på, at han nok burde gøre det samme. "Theodore Ljungberg," indskød han hurtigt og forsøgte at forholde sig så afslappet som muligt, selvom vægten rastløst flyttede sig fra den ene fod til den anden. Hun lod sig vist ikke sådan lige charmere af et smil. Sådan havde det jo egentlig også været med Selmy i starten. Theodore lod armene hænge løst foran sig med vesten stadig samlet i favnen.

At Selmy tilsyneladende ikke havde fortalt hende om ham, gav et lille stik, som han forsøgte ikke at hæfte sig for meget ved. Til gengæld voksede smilet igen, da Hr. Kiefer blev nævnt, kun for at blive en anelse mere sammenklemt et øjeblik efter. Nu havde han vel ikke sladret? Theodore havde altså ikke grædt den dag. Ikke sådan rigtigt i hvert fald.

Det undrede ham mere, at Selmy åbenbart slet ikke fortalte sin søster noget. Hvorfor gjorde han egentlig ikke det? Alt det hemmelighedskræmmeri gjorde jo bare familien mere bekymret for ham, og Theodore nåede at tænke, at han måske burde tale med Selmy om det på et tidspunkt, før Ceelias næste spørgsmål rev opmærksomheden tilbage til hende.
Theodore knejsede en anelse med nakken, og panden rynkede sig. Ved guderne, hvor lignede hun sin bror, når hun gjorde sådan. Mindre og mere feminin selvfølgelig, men den fremtrædende fure mellem brynene kunne lige så godt have tilhørt Selmy. Hun var køn. Det var hele den familie åbenbart.

"Hvad jeg vil med ham?" gentog han og betragtede hende nu lige så undersøgende, som hun betragtede ham. Spørgsmålet kom oprigtigt bag på ham. Hvorfor lød det pludselig, som om han var blevet anklaget for noget, uden at nogen havde fortalt ham, hvad han havde gjort?

"Jeg tror ikke, at jeg vil noget med ham, frøken Kiefer." Han holdt hendes blik. "Vi kender bare hinanden." Mere end det måske... Tonen havde fået en lille defensiv kant, som ikke havde været der før. Theodore kunne sikkert have formuleret det venligere, men hun havde altså startet.

Hun blinkede bekræftende med øjnene. Et lydløst ’M-hm’, da Theodore gentog hendes spørgsmål, hvad han ville med hendes bror. Hvad var det der var så svært at forstå ved det? Hun kærede og bekymrede sig om sin bror. Aldrig havde han haft venner, og pludselig var der ham drengen, der blev ved med at dukke op. Og Selmy havde ikke været sig selv i så lang tid.

”I kender bare hinanden?” Gentog hun en smule utilfredst over det vage svar. Det havde også været så defensivt. Hvor vovede han? Hun havde jo selv set med sine egne øjne, at de lod til at være ret tætte. Det havde været svært for hende at høre, hvad de havde snakket om, men hun havde set at Selmy trodset sin egen blodforskrækkelse, for at tilse ham. Og Theodore havde også virket urolig over, at Selmy var blevet dårlig. Hun havde set dem, næsten slås om at få lov til at tage hans vest af. Hendes øjne smallede sig næsten lig en kats.

”Hvis det er fordi De mangler penge…” Hun tøvede lidt, som hun sagde det her ”Så har jeg. De kan bare få dem, og så kan De gå.” Hendes stramme facade krakelerede lidt, og nu kunne man ane noget langt mere sårbart i hendes blik ”Og hvis det er fordi De er interesseret i mænd… på den måde… Som nogen mænd nu engang søger hinanden på… Så er Selmy altså ikke sådan.” Hun slog en spinkel knyttet næve ned i en flad hånd. Helt afgjort. ”Han er en ren, pæn mand, og han er ikke som andre mænd, som tilsmudser sit lys før ægteskabet.”

Furen mellem Theodores bryn blev dybere, og han trak let på skuldrene. Det var jo ikke løgn. De kendte hinanden, aye. De var venner. Måske havde han endda været mere tilbøjelig til at uddybe det, hvis hun havde opført sig bare en smule sødere, men lige nu blev han mest fornærmet over den måde, hun stod og betragtede ham på, som om hun forsøgte at regne ud, hvilken slags ulykke han havde tænkt sig at bringe over hendes familie.

Da hun begyndte at tale om penge, voksede de blå øjne, og Theodore trak hovedet en anelse tilbage. Hvad i alverden? Lignede han virkelig én, der stod og ventede på at blive betalt for at lade Selmy være i fred? Han åbnede munden for at protestere, men nåede ikke længere end det, før Ceelia fortsatte, og det forurettede udtryk satte sig for alvor fast i ansigtet. Åbenbart fandtes der i hendes hoved kun et begrænset antal forklaringer på, hvorfor Theodore kunne lide hendes lillebror, og ingen af dem lod til at være særlig flatterende for Theodore.

Og hvis det er fordi De er interesseret i mænd....

Theodore stirrede på hende med brynene trukket så langt sammen, at furen imellem dem efterhånden måtte kunne måle sig med hendes egen. Interesseret i mænd på den måde? Den tanke havde han overhovedet ikke haft. Ikke før hun sagde det i hvert fald, og nu havde hun jo ligesom plantet den dér, hvor den var temmelig svær ikke at komme til at tænke på.
"Nu tror jeg, De lige lader Dem rive lidt med..." afbrød han og så oprigtigt forstyrret på hende.

Og hvad mente hun egentlig med før ægteskabet? Ernie havde sagt noget om, at familierne kunne ende som én stor sammenbragt familie, eller sådan noget, og Theodore havde dengang gået ud fra, at det handlede om ham og Ceelia. Men hvis det ikke gjorde... skulle Selmy så giftes? Med hvem? Havde Ernie en søster? Måske hende den anden kvinde, de havde stået sammen med? Theodore kunne efterhånden ikke finde hoved eller hale i den familie. Selmy havde i hvert fald sagt, at han ikke gjorde kur til nogen. Det ændrede selvfølgelig ikke noget mellem dem, men han havde da heller ikke behøvet at lyve om det.

Theodore rystede let på hovedet, inden Ceelia nåede at få dem gift, ruineret eller hvad hun ellers havde planlagt for dem inde i sit hoved. "Vi er venner. Bare venner." Han holdt hendes blik med den samme lille forurettede fure mellem brynene. "Jeg vil ikke have Deres penge, og jeg prøver altså heller ikke at... tilsmudse Selmys lys." Det sidste kom en anelse langsommere. Mest fordi Theodore stadig ikke helt kunne begribe, at han faktisk stod her og var nødt til at sige det højt.

Hendes mund blev en lille smule spids, som Theodore kom med kommentaren om, at hun lod sig rive med. Ceelia var ikke anderledes end så mange andre kvinder. Hun brød sig meget lidt om, at hendes forsøg på at opklare mysteriet om Selmy, blev degraderet til, at hun var indbildsk.

Som hun præsenterede hendes tvivlsspørgsmål overfor ham, kunne hun godt se, at det med pengene forargede ham. Men måske var han jo bare forarget over at blive taget i sin skurkagtige plan. Men det var del et godt tegn, at han ikke bare rakte hånden frem for at tage imod hendes pung.

Så det ledte jo så til den næste teori af hendes. At Theodore var ude efter hendes brors gunst. Åh hvis Theodore bare havde været en svindler, der var ude efter penge. Hvis Selmy lod sig friste af en mand… og endda en så ung en mand… så gik det ud over dem alle sammen.

Han prøvede ikke at tilsmudse Selmys lys. Nu sendte hun ham et nyt blik. Det tynde lyse øjenbryn hævede sig og hun bukkede sig lidt frem, for at bide sig sikker. Hun forstod godt hvad hun selv havde forsøgt at sige. Hvad det ville sige, at tilsmudse et andet menneske… Men forstod drengen det? Og hvis han gjorde, var det i sig selv ikke mistænkeligt?

”Godt!” Sagde hun så og kiggede sig hurtigt om skulderen igen. Hun syntes at kunne se bevægelse ved teltindgangen ”Så I er bare venner… Okay. Men I så fald, så glem at jeg overhoved var her, okay?” Jo, det var Selmy der var på vej ud allerede… Hun trak sig en smule væk, og så på Theodore. ”Husk at en gentleman ikke sladrer om søstre, der stiller spørgsmål.” Det var en regel hun selv lige havde fundet på.

Hun tog sin kjole i sine spinkle hænder og løftede lidt op i dens længde og gav sig til at stikke af fra gerningsstedet. På mirakuløs vis blev hun ikke opdaget af Selmy. Som altid gik han lidt i sine egne tanker og ignorerede menneskemængderne omkring sig. Han løftede først blikket, da han kom hen til Theodore og hævede sin hånd i en beskeden vinken. Hans smil sagde alt. Han havde sørget for, at Theodore kunne stikke af fra sine hellige pligter.

Nå? Nå okay, så skulle hun pludselig skynde sig væk efter sådan at have overfaldet ham med alle mulige tossespørgsmål? Theodore nikkede et par gange, men mest fordi han var for overrumplet til at nå at svare ordentligt. Hun gav ham heller ikke ligefrem plads til at komme med en indskydelse, sådan som hun blev ved med at kigge sig over skulderen, som om hun var en eller anden undsluppet forbryder.

Det ene øjenbryn løftede sig skeptisk, mens Ceelia allerede begyndte at bakke væk fra ham.

Husk at en gentleman ikke sladrer om søstre, der stiller spørgsmål?

"Det lyder meget som noget, De lige har fundet på, frøken!" kaldte Theodore lavmælt efter hende, men hun var allerede på vej væk med kjolen løftet nok til, at spidserne af hendes hæle kom til syne. Helt ærligt...? Han blev stående og så efter hende uden helt at vide, hvad han skulle stille op med alt det, hun lige havde smidt i hovedet på ham. Var det virkelig så underligt, at ham og Selmy var venner?

Han kunne stadig skimte søsterens lyse hår, der svajede, mens hun fandt tilbage til den mørkhårede kvinde, men på den afstand var det umuligt at se, om Ceelia straks begyndte at fortælle hende om Theodore. Det håbede han virkelig ikke. Én Kiefer-kvinde havde været rigeligt for nu.
Da blikket søgte tilbage, fik han øje på Selmy mellem menneskemængden, tilsyneladende helt ubekymret og uvidende om det lille forhør, hans søster lige havde udsat Theodore for. Først da deres blikke mødtes, kom det triumferende smil frem på Selmys læber. Theodores hånd løftede sig nærmest af sig selv, og han stirrede undersøgende på Selmy, bare et sekund, i sit forsøg på at bedømme, om Selmy mon alligevel havde overværet noget af søsterens lille, åbenbart hemmelige møde med ham, men nej. Selmy så komplet uvidende ud.

Theodore var stadig en smule rystet, så smilet kom først tøvende tilbage, da han traskede Selmy i møde.

Selmydinsøsterharligeværetherovreogudspørgemigomaltmuligtmedhensyntilosoghunbegyndteatspørgeomjegvillehavejerespengeelleromjegprøvedeattilsmudseditlysfordijegmåskevargladformændhvaddælenforegårder?

Det var nok omtrent dét, Theodore burde have sagt. I stedet kom der bare et lettere forkvaklet: "Så det lykkedes rent faktisk?"

Nej, Selmy havde ikke set noget. Pigerne han havde haft i armene på vej herhen, skænkede han ikke en tanke. Han var ret glad for at være sluppet af med dem, faktisk. De havde jo hinanden, og selv med argumentet om, at det var utrygt at gå hjem alene uden en mand, hvad skulle Selmy så gøre? Han var ikke Theodore, der kunne slå fra sig på den måde.

Heh. Han stoppede op. Theodore var vist ikke kommet længere, end at han havde rejst sig op fra kassen. Han så sådan lidt rodet ud, på en eller anden måde. Selmy skrånede hovedet lidt og bare kiggede på ham lidt, inden han roligt traskede over til ham. Virkede Theodore ikke en smule kort for hovedet? Måske var han bare så træt ovenpå alle dagens gøremål. Måske de skulle tage den lidt med ro.

Han kiggede ham lidt spørgende ind i øjnene. Det var som om Theodore havde noget at sige. Men han spurgte bare om det lykkedes at få Theodore fri. Til det smilte han igen.

”Ja, jeg sagde jeg tog dig til klinikken til observation, og at jeg ville sende dig hjem lige efter.” Hvem kunne argumentere mod lægens ordre? Selvfølgelig havde Theodores overordnede studset lidt over, at Selmy ikke ligefrem lignede en læge i påklædningen og alderen. Alderen blev han ofte dømt hårdt på.

Selmy tilbød ikke Theodore sin arm. Ikke lige her… ”Har du fået kolde fødder?” Spurgte han, fordi opførte sig lidt forvirret.