Fareed tog Ares ned af smukke gange, ligeså overdådige som salen, omend de virkede mindre brugt. Et halvt blik var på Ares, men hans fingre rørte ham ikke, trak ham ikke med, men forventede blot at Ares holdt trit.
Inden i var turen dog uendelig for Fareed og mest af alt havde han lyst til bare at tage Ares her i gangen, ligeglad med hvem det var der kom og så hvad de lavede, men han var i godt humør, og han ville gerne gøre det godt for Ares. De kunne altid en anden gang sige 'til Kile med alle andre' og gøre det præcis hvor de havde lyst til.

Sidst nåede Fareed dog endelig en dør, som han åbnede før at gå ind. Det var et stort værelse. En stor dobbelt - triple? - seng stod op med en af væggene. Et tort spejl stod et lille stykke væk fra sengen, som han uden tvivl brugte til at se om han så godt nok ud inden han forlod værelset. Dog tæt nok på at man kunne ane sig selv når man lå i sengen, hvis man virkelig gerne ville.
Der lå bløde tæpper på gulvet, et lille bord med stole til hvis han havde lyst til at sidde op og tage lidt at spise eller drikke, og så var der en dør der virkede til at føre videre til hvad der formentlig var tøj og et sted at gøre sig klar.
Der var en tilhørerende balkon, gemt bag nogle store luftige gardiner.

"Luk døren," sagde Fareed som han vendte sig om til Ares. Hele hans krop sang for at få fingrene i manden foran sig, og nu havde turen været længere end nok. Man kunne praktisk talt se utålmodigheden i Fareed.

Fra tid til anden gled Ares' blik sidelæns og bemærkede, hvordan de overdådige gange fortsatte omkring dem i al deres prangende udsmykning. Fareed gik virkelig ikke ned på skønhed. Sådan en overfladisk idiot.

Men Ares var omtrent den største idiot af dem begge for overhovedet at følge efter ham. Som en skødehund, der ikke kunne undvære sin herre.
Det værste var, at han lige nu havde lyst til at smide sig for Fareeds fødder og tigge ham om at gøre en ende på lidelserne. På de her voldsomme følelser, der brændte ham op indefra og skreg efter prinsens hænder, hans mund og de forfærdeligt honningdryppende ord, der altid syntes at klistre sig fast til Ares' hud længe efter, de var blevet sagt.

Lort.

Da de endelig trådte ind på værelset, strøg Ares' blik hurtigt over Fareeds ejendele. Sengen først. Den enorme seng, som Ares med al sandsynlighed snart ville befinde sig i. Derefter spejlet, der stod mistænkeligt tæt på den, og som fik hans øjne til at smalne en anelse. Det undrede ham egentlig ikke, at Fareed havde et spejl ved sin seng. 

Luk døren.

Ares adlød, og døren faldt i bag ham med et sagte klik.

"Sover De her...?" spurgte han lavt, selvom svaret egentlig var ham ligegyldigt. Måske havde han bare behov for at sige et eller andet, mens den sidste rest af afstand stadig fandtes mellem dem.

Den holdt ikke længe.

Med utålmodige skridt krydsede Ares værelset, men sænkede farten de sidste par skridt, indtil han stod lige foran Fareed. Hænderne rystede stadig en smule, da han løftede dem og lagde dem omkring prinsens nakke. Fingrene gled langsomt højere op, indtil de fandt bindesnoren i Fareeds hår.

Ares holdt blikket på ham, mens han løsnede den. Det mørke hår faldt frit omkring Fareeds ansigt.

Et øjeblik sagde Ares ingenting. Han lod bare fingrene blive liggende i nakken på ham og betragtede resultatet med tunge øjenlåg. Bedre....

Oh hvor det osede ud af Ares. Lysten der var så tydelig, som han næsten var klar til at tigge om det, og det fik Fareed til at føle sig næsten lidt høj på magten, og måske også  bare begæret der selv strømmede gennem hans krop som en hvirvelvind.
Hele den optræden de havde set, og hvordan han havde mærket Ares ved sin side, havde nok sat sig mere end han umiddelbart selv ville indrømme overfor sig selv og Ares.

Men det stoppede ikke forventningen fra at stige som Ares kom mod ham. "Det er det. Det er ikke alle der får lov til at komme herinde," sagde Fareed, som hans blik endnu engang gled over Ares. Hans krop, så smukt indbundet, øjnene der brændte af lyst og de smukke krøller. Glæden over det hele osede næsten ud af Fareed selv.

Han lod Ares lægge sine hænder på ham for at løsne håret, et smil i Fareeds mundviger, som han lagde sine hænder først på Ares' hofte, for langsomt at glide over det bløde stof, over hans baller, og ind. Hans fingre gled langsomt over hullet, en drillende berøring.
"Fortæl mig igen, hvad du vil have," hviskede Fareed. "Jeg kan mærke hvor klar du er, men lad mig høre." Fareeds vejtrækning blev lidt dybere. "Jeg vil så gerne give det til dig." Men det havde gjort ting ved ham at høre Ares være så klar i mælet om hvad han ønskede, og han ville have den rus endnu engang.

Brynene løftede sig i et hurtigt ryk, som om Ares ikke helt troede på ham. "Virkelig...?" Stemmen faldt ned i det dybe, bløde leje. "Er jeg så speciel?" Tommelfingrene bevægede sig i langsomme, gentagende strøg over Fareeds varme nakke, og et spøgelse af et smil kunne anes ved Ares' mundvig. Det varede dog ikke længe. Ikke da Fareeds hænder begyndte at bevæge sig over ham, og smilet langsomt blev erstattet af noget langt mere sultent.

Ares trak vejret forventningsfuldt ind gennem læberne. Et lavt, rystende sug slap ham ved berøringen, og gåsehuden syntes at jage Fareeds fingerspidser hen over huden. Kroppen reagerede næsten før tankerne gjorde det; han skød sig uvilkårligt længere tilbage mod hånden og måtte bide sig i læben for ikke at give Fareed endnu mere tilfredsstillelse end højst nødvendigt.

Hjertet slog tungt. En dommedagspuls, uden tvivl.

De gyldne øjne strøg undersøgende over Fareeds ansigt, før Ares bøjede sig ned og lod munden standse lige ved prinsens øre.

"Jeg vil..." begyndte han i en dyb hvisken. Så lod han ham vente. Ares trak langsomt vejret ind, som om det var Fareeds tålmodighed, han forsøgte at pine, selvom han selv var ved at kravle ud af sit gode skind. Et suk gled varmt gennem sløret og fik stoffet til at danse mellem dem, mens fingerspidserne kærtegnede Fareeds kind.

"Kneppes af dig..." Stemmen rystede om ordene. Hænderne gled ned over Fareeds ryg, og Ares pressede sig tættere ind mod ham.

"Knep mig... Fareed." Han sank, men denne gang tog han ikke ordene tilbage. "Jeg beder dig." Han gad ikke engang længere bekymre sig om, hvor uforskammet det var at lade prinsen omtales sådan i dus fra hans mund. Fareed havde bedt ham sige, hvad han ville have.

Så kunne han fandeme også høre det.

Ares rullede hofterne ind mod ham og lod sin krop understrege ordene, så Fareed ikke kunne være det mindste i tvivl om, hvor meget de åndssvage klude, prinsen havde pyntet ham i, skjulte.

Special på flere måder. Ingen så grim som Ares burde have fået en chance, og da slet ikke tre, men der var noget ved Ares der blev ved med at hive ham ind, og nu når han var smuk, så kunne Fareed ikke benægte at det var noget specielt. Måden deres kroppe var sammen. Måden Ares reagerede på hvert et eller ord, hver en lille berøring. Fareed var grådig og ville have mere. Han ville vide alle reaktioner indtil han havde mere viden om Ares end Ares selv havde.

Hans fingre cirklede hullet, drillende og så tæt på. Han skulle finde olien, men den skulle nok komme tids nok. Ligeså snat Ares sagde de smukke, vulgære ord. Ikke ord han hørte ofte. Ikke på den måde. Noget der fik hele hans krop til sitre.
Han følte sig spændt som Ares lænede sig ind for at hviske ham i øret. Et gys gik igennem ham som sløret kildede siden af hans nakke, og han følte sig så utålmodig. Han ville så gerne have Ares. Ares måtte give ham mere og mere og mere, og det tog for lang tid.

Og så faldt ordene.

En mikstur af et gisp og et støn undslap Fareeds læber som han mærkede Ares' voksende begejstring mod sin egen som Ares rullede hofterne mod sig. Et bevis på at Fareed heller ikke var nær så upåvirket som han gerne ville lade som om.
"Som du ønsker, mit lille bæst," hviskede han og lod lige spidsen presse sig ind i hullet, bare for at illustrere, som han begyndte at bakke dem over mod sengen, over hvor olien var og han kunne gøre Ares klar. "Jeg skal nok tage mig af dig. Arbejde dig åben og klar til mig." Hvordan mon Ares ville have det hvis han rigtig gjorde ham klar. Tog hans tid. Fareed kunne ikke lade vær med at fugte sine læber.

Ares kunne ikke fokusere på andet end Fareeds fingre, der blev ved og ved med deres pirrende cirkler. "Haah..." sukkede han lavt, som pinte det ham at mærke berøringen så tæt på og alligevel ikke få nær nok af den.

Men Fareeds støn fangede hans opmærksomhed. Ares drak lyden begærligt og mærkede et tilfredsstillende jag gå gennem sig. Han hadede, hvor meget han elskede at høre Fareeds nydelse sætte sig i svælget på ham. Endnu mere, hvor meget han nød bevidstheden om, at det var Ares, der havde fremkaldt den. Prinsen var altså heller ikke så urørlig, som han gerne ville lade, og den erkendelse fik Ares' hånd til at presse fastere mod hans lænd, så han kunne trække ham tættere ind til sig, og gnide sit skridt mod hans.

Fingeren gled ind. "Ahh..." Gispets luftighed irriterede ham næsten. Ares bed tænderne sammen og spændte forventningsfuldt op, klar til mere af den finger der nu var presset ind til spidsen, men Fareed havde åbenbart andre planer. 
Ares fulgte med, da Fareed begyndte at bakke ham mod sengen, uden på noget tidspunkt at give slip på ham. "Ja..." brummede han desperat. De gyldne øjne forlod ikke Fareeds ansigt. "Jeg vil ha' det..."

Bagsiden af benene ramte sengekanten.

Ares tøvede ikke. Armene lukkede sig omkring Fareed, og med et utålmodigt ryk lod han sig falde bagover i den enorme seng og tog prinsen med sig.

Der var intet mere Fareed havde lyst til end at give Ares alt hvad han bad om. Han ville få ham tigge og bede, mere end han allerede gjorde, og når han var på randen til at gå fra hinanden ville han tage ham. Han kunne allerede se det for sig.

Han lod sig falde ned i sengen med Ares, ikke at han havde meget mulighed for at stritte imod når det var nogle arme der var så stærke, og han lod sig selv gnide lidt mod Ares, bare lige for at mærke ham en ekstra gang. Han kunne stadig mærke gennem tøjet hvor stor han var.
Han møvede Ares lidt længere op på sengen, så han kunne række over til en kommode der stod ved sengesiden, for at finde en mindre flaske som så meget fin ud. Det var tydeligt at det ikke var første gang at han bare ville have det klar til hvis humøret slog ham.

"Du er så utålmodig," hviskede Fareed med en stemme der var dyppet af tilfredsstillelse, som var den utålmodighed nok til at gøre Fareed tilfreds. "Var det alligevel så begejstrende en optræden?" spurgte Fareed, men som han gjorde det, løftede han sig en anelse fra Ares, så han kunne kigge ned på ham, men også bedre få adgang til hans nedre regioner.
Hans hånd løb ned, og ligesom han havde gjort til forestillingen, lod hånden glide ind under stoffet, men denne gang tog han fat i Ares' lem. "Jeg kan i hvert fald også mærke den her og vi bør vel... befri den lidt." I en elegant bevægelse fik han skubbet stoffet rigtig til side, det tog lidt mere da det også i det mindste havde forsøgt at holde Ares' i bukserne, men så fik han den ud, og den stod som en hård kontrast mod de smukke klæder. "Så smuk du er. Så villig du er." Hans blik fangede Ares'. "Spred benene." Nu skulle Ares nok få hvad han gerne ville have.

Sengen greb dem i sin bløde favn, og Ares sank ned med vægten af Fareed over sig. Hænderne pressede sig mod prinsens lænd, så han kunne mærke de fine klæder folde sig mellem fingrene, og da Fareed bevægede sig mod ham, mødte Ares ham næsten øjeblikkeligt med et utålmodigt ryk og en lav knurren.

Du er så utålmodig.

Det var han. Forbandet utålmodig. Ares kunne være blevet ved med desperat at søge friktionen mellem dem, men det ville stadig ikke være nær nok. Hvad var det med Fareed? Hvordan var den mand kommet så langt ind under huden på ham? Tankerne fór rundt uden at hægte sig fast længe nok til at give ham noget, der lignede et svar.

Støttet på albuerne fulgte Ares med længere op på sengen og skubbede fra med fødderne. Et kort øjeblik fangede han deres spejlbillede i baggrunden — Fareed over ham, selv indhyllet i alt det mørke stof og guld — men de gyldne øjne søgte hurtigt tilbage til prinsen.
"Jeg er vist ikke den eneste..." svarede han mellem de overfladiske åndedrag og nikkede sigende mod Fareeds bragende bule i bukserne.

Øjnene gled i samme øjeblik i, da prinsens hånd forsvandt ind mellem klæderne og fandt hans lem. "Mh..."  Ares lod hovedet falde tilbage, så krøllerne blev mast mod puderne, og en lav lyd slap ham, mens kroppen dirrede under berøringen. Så lidt skulle der til. Ved bare at blive holdt. Ynkeligt. Han forsøgte at skyde hofterne op for at snyde sig til mere af Fareeds håndbevægelse.

"De gjorde det med vilje... ikke?" Ordene kom mellem ujævne åndedrag, og Ares åbnede øjnene igen for at finde Fareeds. Endnu et suk faldt fra hans læber, da lemmet blev fisket ud. "De håbede, jeg ville blive sådan her." Det værste var at Fareed havde fået præcis, hvad han ønskede.

Et sted inde i Ares fandtes stadig den stædige trang til at slå fra sig. Til at modsige ham bare for at gøre det. Fortælle ham, at han var uudholdelig, overfladisk og så forbandet sikker på sig selv, at Ares fik lyst til at tørre smilet af hans ansigt. Fortælle ham, at han hadede ham.

Og alligevel lå han her. Villig og liderlig i Fareeds seng. Og hadede sig selv istedet for det.

Da ordren kom, spredte Ares benene og lod hælene synke ned i lagnet.

Smuk. Et næsten lydløst fnys forlod ham, og hovedet bevægede sig ganske lidt mod puden. Ja. Sådan her var han smuk. Når Fareed selv havde fået lov til at bestemme, hvilke dele af Ares der måtte ses.

Fareed skjulte ikke engang hans smil, som han kiggede ned med hans øjne der var blevet mørke af begæret. Så forbandet fin. Hvis blot Ares var ligeså smuk under klæderne, så ville Fareed måske ikke lade ham gå. Han fik noget frem i ham som virkede til at være blevet glemt med årene. Gemt væk i klæderne, maden og vinen, men her... sammen med Ares, så var det som om at han var den unge desperate mand endnu engang.
"Du virkede jo ikke klar," hviskede han, og satte sig op på sine hæle, som han kiggede ned på det kunstværk der var Ares i dette øjeblik. De fine klæder, kun brudt af honningfarvede øjne, brune krøller, og lemmet der lå mod det smukke klæde. "Og jo mere ophidset du er, jo mere har jeg lyst til dig. Bare se på dig nu, og bare se på mig." Han løsnede bæltet, så han kunne pille klæderne af. Hans eget lem stod stolt mod hans egen mave. Klar til at tage Ares, selvom Ares endnu ikke var helt klar.

Som klæderne blev smidt væk fra sengen, tog han endnu engang flasken, men denne gang spredte han olien på sine fingre.
"Jeg skal nok gøre det godt for dig," hviskede Fareed, og førte fingrene ned, og lød hans nu olieret fingre glide omkring hullet. "Du er så smuk sådan her. Så villig for mig." Han lod en finger glide ind. "Se hvor villig du er til at tage mig ind. En finger er ikke nok er den vel?" Endnu en finger som han langsomt begyndte at arbejde Ares åben. "Du suger mig jo ind. Har du savnet at have mig derinde? Har du savnet at lade mig fylde dig op? At føle hvordan jeg drypper ud af dig, som et evig minde om at din krop tilhører min." En tredje finger blev tilføjet.

Ares smalnede øjnene og betragtede Fareed over sig. Måden han satte sig op på, de mørke, glatte lokker, der svajede med bevægelsen og faldt løst omkring ansigtet. Et tungt suk forlod Ares gennem næsen ved prinsens ord.

Ja. Se på os nu...

Han veg alligevel ikke med blikket. Tværtimod fulgte Ares med i det hele, da Fareed begyndte at klæde sig af. Pulsen steg igen, ganske imod hans bedre vidende. 
Først skuldrene, så brystet og de tydelige snit af muskler under den mørke hud. Ares havde selvfølgelig vidst, at Fareed var velbygget, men klæderne havde skjult hvor meget. Hvor Ares selv var langlemmet og hård i kroppen, musklerne strakt ud over hans højde, var Fareed mere kompakt bygget; bredere over skuldrene, kraftigere over brystet og med en ungdommelig styrke, der fik Ares til endnu en gang at spekulere på, hvor gammel prinsen egentlig var.
Han havde aldrig spurgt. Fareed bar sig med en selvfølgelighed, der kunne få ham til at virke ældre, men sådan her...

Ares' blik gled længere ned. 

For zalaens.

Tungen gled uvilkårligt frem og fugtede læberne, før de gyldne øjne langsomt vandrede op over Fareed igen og tog ham ind en gang til. Ares var trods alt ikke blind. Han vidste udmærket, at Fareed var smuk. Irriterende smuk. Faktisk var han fuldstændig den slags mand, Ares under omtrent alle andre omstændigheder ville have fundet urimeligt tiltrækkende.

Det var næsten fornærmende.

Blikket standsede ved Fareeds arme, der stadig var dækket, og Ares mærkede endnu en tåbelig nysgerrighed melde sig. Han ville gerne se dem. Se om resten af ham fortsatte under stoffet, hvordan musklerne og venerne tegnede sig, når han brugte armene—Ares lukkede øjnene og himlede samtidig med dem.

Han var blevet sindssyg. Det måtte være forklaringen.

"Åh—!" Berøringen rev tankerne fra hinanden. Våde fingre forsvandt op i ham. Så en til, og så var der tre... måske. Han kunne ikke vide sig sikker. "Nh..årh..." prustede Ares, som der blev gravet dybere i ham. Udvidede ham. Han klemte om prinsens fingre, hvilket blot fik ham til at dirre yderligere. Ares' vejrtrækning blev mere ujævn, og de mange intense ord fra Fareed gjorde ham næsten ør, mens han forsøgte at følge med i både dem og sin egen krops reaktioner. Et desorienteret nik blev det eneste svar på noget af det.

Din krop tilhører min.

Protesten eksisterede stadig et sted inde i ham. Ares tilhørte ikke Fareed. Han tilhørte fandeme ikke nogen. Men lige nu lå ordene så langt nede under begæret, at han ikke kunne få dem helt op til overfladen. I stedet løftede Ares hånden mod Fareeds ansigt. Fingrene fandt hans mund og dvælede dér, legede langs kanten af læberne, mens Ares betragtede dem med et tungt blik. "De snakker for meget..." hviskede han. Løgn var det. Ares elskede det. "Knep mig nu bare..." Fingerspidserne gled langsomt hen over Fareeds fugtige underlæbe, før Ares lod dem skille hans læber en anelse. Hans blik fulgte bevægelsen.

Så forbandet smuk. Bare en skam, at han var Fareed.

Fareeds fingre bukkede og twistede og gjorde sit for at forsøge at finde Ares' punkt, og så ham til at være dryppende af begær. Han ville se det hele jo og nu havde han ham lige hvor han ville have ham. I sin seng, tiggende om at blive kneppet. Så vulgær en person som han var.

"Lad nu ikke som om at mine ord ikke gør noget for dig," hviskede Fareed, et glimt i øjnene. "Jeg kan mærke og se det på hvert et lille ryk du gør dig." Hans blik gled ned på fingrene, og åbnede så blot sin mund yderligere så han kunne tage Ares' fingre ind i sin mund.
Som hans finger forsatte sin forberedelse af Ares', suttede han Ares' fingre, med hans grå blik var fæstnet på Ares, som han ville minde om at det ikke kun var hans fingre han havde gjort det ved. Nej, sidste gang havde han suttet på Ares som var han en mand der forsøgte at få stillet sin tørst, og det ville nok ikke være sidste gang han gjorde det.

Han gav langsomt slip på fingrene der uden tvivl var dryppende med savl nu. "Bedre end mine ord?" hviskede han og prøvede at ramme det helt rigtige sted i Ares. Det virkede langt fra som om at Fareed havde travlt med at give Ares det han reelt ville have.

Ares skød hofterne yderligere frem. Fingrene vuggede ihærdigt i ham, og han nød den bølgende sitren, de sendte gennem kroppen. Vejrtrækningen var blevet overfladisk, selvom hvert åndedrag samtidig føltes alt for dybt, som om han stadig forsøgte at holde fast i den sidste rest af stolthed, han havde tilbage.

Han kvitterede blot med et fnys på Fareeds selvsikre bemærkning. Ares kunne ikke lide, hvor let prinsen efterhånden syntes at kunne se lige igennem ham, og da Fareeds læber gjorde plads til hans fingre, pressede han dem demonstrativt længere ind. Tungen var varm og fugtig omkring fingerspidserne, og hvert langsomt sut og våde strøg sendte et nyt jag gennem Ares. Minder af sin pik i prinsens mund, blandede sig med fornemmelsen, og de gyldne øjne blev hængende i Fareeds skarpe grå, næsten tryllebundet af hele synet.

Så ændrede noget sig.

"Åh..." et lysere, blødt støn. Brynene trak sig forbavset sammen, og overkroppen vred sig nærmest af sig selv ved den pludselige, intense hede, der skød gennem ham takket være prinsens fingre. Ares' egne gled fri af Fareeds mund, mens han stadig forsøgte at følge med i den summende fornemmelse, der insisterende bredte sig gennem kroppen. "Årh..." Fareed gjorde et eller andet fantastisk dernede. 

"Jeg... ved det ikke..." sukkede han ujævnt som svar, tydeligt omtåget af det hele. Alligevel førte han de våde fingre ind under sløret og op til sin egen mund. Tungen gled over dem, som om han nysgerrigt ville smage det sidste spor af Fareed, før den anden hånd fandt prinsens brystkasse.
Ares havde villet mærke den, siden klæderne faldt. Fingrene pressede undersøgende mod den faste muskulatur og mærkede varmen under håndfladen, før grebet løsnede sig til langsommere kærtegn. Først dér fangede guldet i Fareeds brystvorte hans opmærksomhed ordentligt.

Hvordan havde han ikke lagt mærke til dét? Eller jo. Det havde han sikkert. Der skete bare så forbandet meget på én gang, at hans hoved for længst havde opgivet at følge med.
Fingerspidserne fandt smykket og legede nysgerrigt med guldet, skiftevis med huden omkring det. Ares' blik fulgte sin egen hånd et øjeblik, før det langsomt vandrede op over Fareeds bryst, hals og kæbe og til sidst fandt hans ansigt igen.

Ordene nåede ud, før Ares overhovedet opdagede, at han tænkte dem. "Du er så forbandet smuk..."

Et øjeblik stirrede han bare på Fareed.

...Lort.

Måden Ares trak sig sammen som et sæt af nydelse strøg gennem ham, var fascinerende, og han kunne ikke lade vær med prøvende at ramme det samme sted. Han ville se mere. Han ville se Ares vride sig for ham indtil der ikke var en eneste tanke tilbage i hans hoved.

Men Fareed selv var ikke så stålfast som han gerne vil være, et lille gisp undslap ham, som Ares' fingre legede med smykket, og hans lem gav selv et lille interesseret ryk fra sig, så han et kort øjeblik stoppede med fingrene, inden han kunne forsætte.
Nej. Planen var først at få Ares til at vride sig af nydelse, det var ikke at gå i stå her, bare fordi Ares' fingre vandrede. Men intet havde alligel forberedt ham på det der var været.

Du er så forbandet smuk.

Fareeds blik gled op på Ares, som han næsten holdt vejret. Hans øjne var totalt mørke, og man kunne se hvordan hele hans krop dirrede af komplimenten, og alle muligheder for at trække det her ud forsvandt.
"Vi er så smukke sammen," lød det dybt og næsten lidt hæst, som lysten havde inficerede hver en del af ham.
Hans fingre gav et sidste vrid i Ares inden han tog dem ud og rakte så ud efter olien igen. "Du gør mig sindssyg. Dine lyde, din smag, følelsen af dig omkring mig." han smurte olien ud over hans lem inden han tog fat i Ares' ben for at gøre sig klar. "Hvor villig du er til at tage mig, selvom dine øjne skriger i trods, men du er så desperat. Jeg vil give dig det hele Ares." Han skubbede ind i et højlydt støn som han mærkede Ares helt omkring sig og det føltes bare som om at alle hans sanser bare var viklet ind i alt der var Ares.

Irriterende. Forbandet irriterende. Det var dét, Ares ville have sagt. Ja. Hans læber skiltes allerede for at sige netop dét, da Fareed endelig brød den korte tavshed før ham.

Vi er så smukke sammen.

Ares stirrede på ham. Noget trak sig mærkeligt sammen i brystet. Det gjorde næsten ondt at høre det sagt på dén måde, og et øjeblik syntes hans krop helt at glemme, hvad den ellers havde så travlt med. Fingrene klemte usikkert om Fareeds bryst, mens han blev hængende i de stålgrå øjne. De virkede næsten sorte nu; mørke nok til at trække ham ind og drukne ham.
"Nhm..." Lyden blev presset ud mellem hans læber, da Fareed bevægede fingrene en sidste gang, og de forsvandt med et vådt plop.

Du gør mig sindssyg. Ares forstod det ikke. Eller jo. Nåh ja. Evnen. Det var selvfølgelig dét.
De gyldne øjne dvælede ved Fareeds hånd der utålmodigt smurte sit lem ind i olie så noget af det ramte Ares' maveskind i små klistrede dryp. Noget af den mærkelige spænding i brystet løsnede sig igen. Selvfølgelig var det evnen. Hvad skulle det ellers være? Fareed var påvirket af ham; Ares kunne mærke det i den utålmodige, altopslugende lyst, der lå tungt mellem dem, og i sin egen krop, der føltes ulideligt sensitiv efterhånden. 

Pyt. Pyt med, om det var evnen, der talte gennem Fareeds mund. Han ville bare have ham. Hans lem dunkede for prinsen. 

Doven lyst strålede ud af Ares til sidst, som han så op på Fareed og til sidst gav sig hen. 
Ares gjorde plads til ham, og uden advarsel – uden forsigtighed, trængte prinsen ind i ham. Ares tog det hele som en lydig hund. Resten af verden forsvandt næsten med hans støn, som kunne han ikke få nok luft. "NGh–!" Hans tæer krøllede sig i lagenet. Fngrene slap prinsens bryst og fandt i stedet hans overarm, hvor de lukkede sig hårdt om musklen, som om Ares kunne holde sig selv fast dér. 

Jeg vil give dig det hele, Ares.

"Fareed..." Navnet slap ham sammen med et støn. Hans blik flakkede over ansigtet foran ham, desperat og trodsigt på én gang.

"Ødelæg mig."

Det var som om at alting blev så så varmt, og så umådelig elektrisk. Han kunne kun se denne smukke inddækket mand foran sig, som tiggede og bad om mere og mere, og lysten og behovet for at opfylde det fyldte ham som et kar med vand, så det var ved at flyde over. Der var intet andet end de to af dem, og hvad de delte i dette øjeblik.

"Ares," hviskede Fareed, som han tog lidt bedre fat og begyndte så at bevæge sig i ham. Det var så stramt. Så omsluttende en varme, der føltes som om at den også fyldte hans hoved. "Se på dig, så smuk her. Du burde se dig selv. Så desperat for at blive fyldt, for at blive ødelagt, så du ikke kan mærke andet end mig." Det blev hurtigere og hurtigere, som Fareed selv så desperat ønskede at føle mere og mere.
Hans fingre borede sig næsten ind i Ares, og ulig de andre gange de havde været sammen, så blev Fareed ved med at se på ham, som om at han ikke ville undvære et lile bitte øjeblik af deres tid sammen. Den kurvede mund under sløret, og de smukke smukke øjne der strålede som små juveler.

Stønnene virkede som et ekko ud i rummet, der kun var fyldt af dem.

Hver eneste gang Ares hev vejret ind gennem munden i hæse gisp, blev sløret fanget mellem læberne. Han pustede irriteret til stoffet for at få det væk igen. Hvis det stod til ham, havde han revet hele den forfærdelige pynt af for længst.

"Aahh—" Fareed krængede endnu et anstrengt støn ud af ham, og Ares kneb øjnene hårdt sammen. Prinsen fyldte ham perfekt. Smerte blandede sig med nydelse. Snart kunne Ares ikke kende forskel. Alt var bare blevet til varme, tryk og den overvældende fornemmelse af prinsen tæt omkring ham. Han bevægede sig med ham, så godt kroppen kunne følge med, mens den frie hånd fór bagud og lukkede sig hårdt om puden.

"Ah— ah..." Tempoet steg, og Ares følte nærmest huden smelte under de mange lag stof. Varmen blev kvælende, gjorde ham svimmel og omtåget, indtil Fareeds ord trængte igennem disen.

Du burde se dig selv.

Han ville ikke... Alligevel fandt blikket spejlet. Kun et flygtigt, modstræbende blik først. Så blev det hængende. Ares kunne næsten ikke genkende manden i det. De mørke klæder lå spredt omkring hans lange krop, sløret skjulte halvdelen af ansigtet, kohlen gjorde de gyldne øjne endnu mørkere, og over ham var Fareed nærmest det modsatte: bar hud, mørkt hår og den stærke, kompakte krop i bevægelse. Musklerne arbejdede tydeligt under huden når prinsen stødte hårdt op i ham, og Ares' blik nåede helt idiotisk at hænge ved prinsens kraftige lår.

Fareed havde ret. De var smukke sammen. Erkendelsen sendte et mærkeligt jag gennem ham, og Ares rev blikket fra spejlet og tilbage til de stålgrå øjne.

"Mere..." stønnede han. "Bliv ve—" Stemmen knækkede midt over i en lysere lyd, da Fareed fandt præcis dét sted, der fik hele Ares' mave til at trække sig sammen. Et øjeblik låste kroppen sig nærmest fast omkring fornemmelsen, og han stirrede på Fareed med et blik, der var lige dele forfærdet og fuldstændig fortabt i nydelsen.
"Dér..." fik han fremstammet. "Mere... åh—" Kroppen vred sig under ham, og endnu en af de fremmede, bløde klynk slap Ares, så han næsten ikke kunne genkende sig selv i dem. Præsæd dryppede fra hans hårde lem. Øjnene gled kort op under øjenlågene, før han fandt Fareed igen.

Prinsens hud glinsede efterhånden af anstrengelsen. Ares stirrede. Jeg vil slikke sveden af ham. Tanken ramte klart og tydeligt som det eneste i lang tid.

Som Ares vendte blikket mod spejlet, kunne Fareed heller ikke lad vær med at gøre det, og hvor havde han ret. Hans egen krop mod Ares. Måden Ares' lem var så tydeligt mod det mørke stof, som ønskede den alt opmærksomhed i verdenen, som den fortjente.
Det var for øjeblikke som disse at Fareed ikke kunne lade vær med at nyde at spejlet var blevet sat op, så han rigtig kunne nyde alt det her bragte med sig.

Men som Ares tog blikket tilbage, gjorde Fareed også, han kunne se Ares ligeså smukt her, og hvor han dog var det.

Som Ares endelig gav det ord, den lyd, Fareed havde jagtet, forsøgte han at ramme ned hvor han havde været før. "Se på dig, du er så god, du tager mig som om at det er alt du bør gøre," kælede Fareed for Ares som han hamrede ind i Ares, tættere og tættere selv på klimakset. "Du er så varm om mig, og du tager mig ind."
Fareeds vejrtrækning var tydeligt blevet tungere og tungere som han følte sig selv dybere og dybere i Ares, selvom han næppe kunne komme dybere.

Han lænede sig fremad, tættere på Ares, og ville selv ønske at han kunne kysse den svedige, salte hud, men tøjet var i vejen. "Jeg elsker..." et støn gik igennem ham, som han hamrede ind i Ares. "Din krop." Han var så så tæt. "Hvad vil du have?" ordene var næsten som hviskende blandt stønnene de delte.

Synet blev efterhånden til en sløret masse omkring Fareeds ansigt. Prust og anstrengte lyde slap Ares, mens kroppen vred sig under ham i noget, der nærmede sig febervildelse, hver gang prinsen fandt det samme sted igen og igen og sendte nye jag af nydelse gennem ham.
"Mh—åh..." Ares spændte voldsomt op omkring Fareed. Flere af de luftige, fremmede klynk slap ham, og de gyldne øjne blev blødere og fjernere, jo længere han stirrede ind i Fareeds lidenskabelige grå.

Jeg elsker... Ordene nåede på en eller anden måde gennem alt det andet. Et kort sekund satte luften sig fast i Ares' bryst.

Din krop.

Han troede lige... "Hng—!" Tanken blev revet væk, da heden pludselig væltede gennem ham. Den kom dybt fra kroppen, i tunge, pulserende bølger, der fik musklerne til at spænde ukontrolleret omkring Fareed. Ares jamrede og strakte benene i krampagtige ryk, helt ud i tæerne, mens kroppen rystede under prinsen.

"Nghh..." Et øjeblik kunne han ingenting. Ikke tænke. Ikke samle vejret ordentligt. Bare ligge dér med brystkassen hævende og sænkende under de fine klæder og Fareed stadig så tæt på, at Ares næsten ikke kunne skelne sin egen varme fra hans.

Hvad vil du have? Ares fandt hans blik igen. Der var noget næsten ængsteligt i de gyldne øjne nu. Alt det hårde og trodsige var blevet slidt tyndt, og da svaret kom, var stemmen hæs og langt mere bedende, end Ares nogensinde ville have tilladt sig selv at lyde med et klart hoved.

"Kys mig." Han støttede sig straks op på albuerne, som om selv de få centimeter mellem dem pludselig var uudholdelige. "Kys mig..." bad han igen, blødere denne gang. Mere desperat.
Hånden fandt Fareeds varme nakke. Fingrene gled ind mellem det mørke hår og lukkede sig om ham, mens Ares' blik flakkede fra de grå øjne til munden og tilbage igen.

Han kunne ikke vente.

Sløret blev skubbet til side med en utålmodig bevægelse, og Ares trak Fareed ned til sig. Munden fandt hans næsten febrilsk, som om det var dét, han havde manglet hele tiden uden at vide det. Den anden hånd kom op omkring Fareed også, og pludselig holdt Ares ham tættere, end situationen egentlig krævede.

Han ville bare kysses. Ordentligt. Ikke roses. Ikke kaldes smuk. Ikke fortælles, hvor godt hans krop tog imod Fareed. Bare Fareeds mund mod hans, så Ares trak ham tættere ind.