Velkommen til.

Det virkede egentlig lidt fjollet at blive budt velkommen til et værelse, når Viktor allerede havde opholdt sig tre uger i huset. Der var ganske vist stadig afkroge af det mørke hjem, han endnu ikke havde opdaget, og som han forhåbentlig ville få anledning til at udforske med tiden. Men Corinths soveværelse... Dér havde han endnu ikke haft nogen grund til at komme. Ikke nogen særlig god grund, i hvert fald. Endnu. 

Og nu stod døren åben for ham, som var det den naturligste ting i verden. Viktor kunne næsten ikke få styr på sit hjerte.

Fingrene var travlt beskæftiget med bukselommernes for, som han nulrede rastløst, da han trådte over tærsklen. Corinths særlige smag var ikke til at tage fejl af, selv herinde, hvor de mørke farver syntes at opsluge det sparsomme lys fra lanternerne. Blikket faldt først på bøgerne, og Viktor kneb øjnene en anelse sammen i forsøget på at fange nogle af titlerne, før nysgerrigheden trak ham videre. Lærrederne, skabene, det rødmønstrede tæppe. Han havde lyst til at undersøge det hele, men nøjedes med at lade øjnene vandre, mens han tog endnu et par skridt ind.

Duften var anderledes herinde. Sødere, tættere. Som om alt det, Viktor efterhånden forbandt med Corinth, samlede sig i dette ene rum og kun slap ud i fortyndede spor gennem husets gange og stuer. Han trak vejret diskret ind og lod den dvæle et øjeblik, inden han igen blev opmærksom på sig selv.

"Det er meget dig."

Mundvigen løftede sig en anelse, mens blikket fortsatte sin vandring. Og det var det jo. Farverne, bøgerne, den næsten overdådige indretning. Der var meget af Corinth herinde. Mere end Viktor havde været forberedt på, måske. Hans blik fandt sengen, og dér blev det hængende, et øjeblik længere end nødvendigt. Det var en besynderlig ting, sådan pludselig at kunne forestille sig Corinth herinde om natten. Ikke som den verdensvante kunstner, der altid syntes at vide præcis, hvad han skulle sige, men blot som... Corinth.

Viktor pressede læberne let sammen, mens tankerne drev af sted som tømmer på åbent vand, og han måtte næsten tvinge blikket videre. "Mh. Du har mange smukke ting." Han drejede hovedet efter Corinth og fulgte ham hen til skabet, hvor han stillede sig en smule i baggrunden. Hænderne forlod endelig lommerne, og han lagde armene over kors, mens han betragtede kunstneren med et undersøgende blik.

"Det glæder dig vel?" Det ene bryn gled op, og hovedet hældte en anelse på skrå. "At få lov til at lege påklædningsdukke med mig." Panden krusede ganske vist, men mundvigen havde allerede trukket sig op i et skævt smil. Viktor havde en snigende mistanke om, at Corinth ville få betydeligt mere fornøjelse ud af dette, end han måske selv havde tænkt sig at indrømme.