En ulmende stilhed havde lagt sig, og timerne havde alligevel passeret i en sådan grad at solen var på vej i horisonten. De vildfarende fugle der havde begivet sig så langt ud, var et tegn på at land var alligevel tæt nok på, siden de ville søge føde her. 

Richard stod ved roret, som en figur udhugget o granit, alt der syntes at røre på ham, var håret der blev kærtegnet af vinden. 
Blide strøg, som det ville mildne ham forsigtigt. Men han ville bare stå hvor han stod, se havet hvile for ham. 

Alle mand var blevet fritaget for at få noget i skrutten og hvile sig. Han havde styr på det. 
Tidligere havde han alligevel stået alene med det, lært sig selv op til at klare to mands job ene og alene.

“Ikke nu,” sagde han tørt, som han så skyggen af Charles, vennen forstod normalt en hver skævning af hans figur; men selv Richard kunne udvikle sig lidt, og derved overraske lidt. At han bad sin nærmeste ven trække sig og vige lidt væk fra ham, var en utraditionel tilgang til tingene. 
Men vennen kom alligevel lidt nærmere, og Richards blik skulede mod vennen. “Jeg fortryder ikke mine valg, hvis det er hvad du tror. Han har brug for en virkeligheds sans. At den så ikke passer ind i hans bløde pastel verden, er ikke mit problem.” Brummede han og med et enkel blik beordret Charles til at finde noget andet at lave, end at stå der og forsøge at forsvare Viktor.   

Viktor nåede akkurat at passere Charles, der med rolige skridt var på vej den modsatte vej. Deres øjne mødtes kort - og Charles gav ham et blik, der var svært at afkode. En advarsel? Medfølelse? Eller bare træthed? Viktor sendte ham et lille nik. Ikke et smil; bare noget, der kunne ligne resterne af et, hvis man var generøs. 

Kulden slog mod ham da han kom ud på dækket, men det var ikke det, der fik ham til at stivne. Øjnene fangede ham med det samme; figuren ved roret. Som om han var blevet udhugget dér. Som om intet kunne ryste ham. Richard.

Hans blik flakkede kort, i håbet om at han kunne nå at finde en udvej - vende om og lade som ingenting, men Richard havde allerede set ham. Selv uden at kigge direkte på ham, vidste han det. At vende om nu ville gøre ham til en kujon. Og der var ingen elegant udvej.

Han sukkede opgivende, og trådte modvilligt ud. Ikke mod roret – ikke mod Richard – bare ud. Et sted hen på dækket, hvor han kunne lade som om han var gået op med en hensigt. Med formål. Med værdighed. Hans skridt førte ham hen til rælingen, og han lod fingrene glide omhyggeligt hen over det slidte træ, som hvis han kontrollerede skibets tilstand. Som om det var derfor han var her, og det ikke havde noget at gøre med den mand, han med al sin vilje ikke så på.

Men han mærkede ham. I nakken. I skulderbladene. I den måde brystet trak sig ind på. Som en usynlig linje, en spænding mellem dem, der trodsede alt, hvad han forsøgte at undgå. Richard, fast som et fyrtårn i storm. 
Viktor måtte tage sig selv i, ikke at kigge tilbage på ham; skønt han forsøgte at se bagud, uden at vende hovedet - umuligt selvfølgelig. I stedet gloede han på en måge der dansede i luften. 

Viktor blev stående. Lod som om han var optaget. Undlod at rette på håret, eller sin holdning - netop fordi han var sig selv så pinefuldt bevidst. Han forsøgte at stå afslappet. En afslappethed, han ikke havde i sig. Ikke lige nu.

Han ønskede, at der var nogen, der kaldte på ham.

Eller at Richard sagde noget.

Men ingen sagde noget.

Og vinden sagde mindst af alle.

Der var en så isnende fornemmelse mellem dem, at selv vinden frøs og blottede deres åndedragt. 
Richard stod blot ved roret og lod sit blik se forbi Victor, men de mørke totter lod sig gribe af vinden og på mirakuløsvis og komme i den amme kaptajns synsfelt. 

Millisekunder blev til sekunder, og sekunder blev til minutter og det fortsatte sådan i en lille rum tid. 

I sidste ende ånde Richard ud: "Tal" kommanderet han blot tørt og monotont. 

Han vidste, at den unge adelssøn havde noget på hjertet og at han ville få lange øre af det i sidste ende, hvorfor han tog det på forhånd. Han havde trods alt noget han selv ville vende med ham. 
Det stak da lidt i Richard. 

Ukuelig var han da. 

Som Viktor stod lænet mod rælingen, havde hans neglebånd fået et svagt skær af lilla i den kolde havluft. Han begyndte at overveje, hvornår man havde stået længe nok til, at det ikke længere lignede en flugt - men snarere noget, der kunne undskyldes. Med et lille fnys gned han sine fingre mod hinanden. Han kunne stadig ikke helt få sig selv til at flytte sig. For hvad hvis Richard lige nu så ham i nakken?

Tal.
Som et tørt vindpust i nakkehårene.

Viktor vendte sig halvt om med et løftet bryn, usikker på, om vinden spillede ham et puds. Han syntes nok, han havde hørt Richard sige noget bag sig, men vand og vind gjorde det utydeligt. Et forsigtigt skridt bragte ham nærmere - for hvad gavnede det at stå og konversere fra hver sin ende af dækket?

Ved trappen, der førte op til roret, standsede han i en vag, tøvende afventen. Hans læber skiltes en anelse, blikket gled nedad og en smule til siden, som om han undgik at møde Richards øjne direkte.

Stoltheden lå stadig over hans skuldre som en tung kappe. Vreden og forurettelsen sad på lur og hviskede ham i øret, da blikket faldt på hænderne, der greb om roret. Tal - det var dét Richard havde sagt. Men Viktor mente, at han allerede havde sagt rigeligt. Det var Richards egne ord, han ikke havde råd til; for de var åbenbart ikke til salg.

Han trak halvt på den ene skulder og lod fingrene glide hen over gelænderets træværk, som om det var her, hans fokus lå.

“Jeg kan se, jollen ikke er klar endnu.” Stadig uden at se direkte på ham.
Et forsøg på at virke upåvirket... men hele hans ansigt forrådte, hvor ramt han egentlig var.

Knirkende gulvbreder gav sig let under den spinkel figur. 
Skridt for skridt, med blot en trappe i mellem dem (- og et par skridt fra roret der til selvfølgelig). Richard skævede ned uden at rynke en mine eller flyttet hovedet fra sin position til den rankerynk. 

Hvis nogen bød op til en omgang endefuld var det Victor. Han bad så meget til det, at Oskari var vand ved siden af. (At det overhovedet var muligt, sagde alligevel en del.)
Vandet trak stille i skibet, og kursen var alligevel blot en vej frem, så han satte roret i spænd, så det ikke skiftede kurs - eller ikke så nemt uden det var med en form af kraft. 

Tunge skridt lød som han flyttet sig fra sin plads, der næsten havde slået rødder. Dunk. Dunk. Dunk. Trinene fra hans krops vægt der ramte trinene, indtil han stod foran Victor og så ned. "Spar mig for dine barnligheder og tal." Spyt ud. Det var hvad han mente, men han tvivlede på at Victor ville være samarbejdesvillig. 

Men trods for Richard var en robust mand, brummende og forekom som en der ikke agtede at gøre skidt værre, løfte en hånd for en næve eller lignende, kunne han godt tirres forfærdelig på de mest forkerte måder. Og Victor gjorde så sandelig sit.    

Han trak vejret ind og holdt det, da Richard standsede op foran ham; som en mur, ingen ellers ønskede at komme i karambolage med. Især ikke Viktor, hvis stridsøkse hverken kunne hugge eller stikke i den hårde facade. Alligevel rykkede han sig ikke.

Viktor kneb øjnene let sammen, da han blev kaldt barnlig. Richard havde sagt noget lignende engang - men dengang med mere varme i ordene end der var nu. Nej… nu lignede Richard mest af alt én, der kunne finde på at rive hovedet af ham. Uanset hvor meget Edmund ellers påstod, at Richard ikke ville gøre sådan noget.

Han lagde armene trodsigt over kors og stirrede op på ham fra det lavere trappetrin. Hagen en anelse løftet, mens tungen prikkede hårdt mod kindens inderside. Der var dog intet intimiderende over en krølhåret adelsdreng som ham, når det kom til at stå ansigt til ansigt med den erfarne søfarer. En myre under en tommelfinger - og ville Richard, kunne han med garanti knuse ham som ingenting.

Men Viktors naive håb insisterede på, at manden foran ham ikke kunne finde på det. Ukrudt kunne gro på selv det hårdeste, mest genstridige cement - og hvis ukrudt var alt, Viktor kunne blive til, så var det dét, han blev. Han vidste, han havde en plads et sted mellem sprækkerne; timer forinden havde han trods alt sovet i Richards favn.
Hvor det dog føltes som evigheder siden.

"Tal," beordrede Richard igen.
Det gjorde kun Viktor mere stædig.

Hjertet slog hårdt.

Han løftede et bryn og pustede ud gennem næsen - halvt et grin, halvt en snerren.
"Tal?" gentog han tørt og puffede uden kraft til den brede brystkasse foran sig. Manden ville jo ikke vælte alligevel.
"Du mener, jeg skal sige noget… igen?"

Blikket flakkede et øjeblik, men landede tilbage på Richards ansigt. Viktor var træt af at tale. At give, at bøje sig, at mægle.
Var det ikke snart på tide, at han fik noget igen?

"Du kan smække med dørene og kalde mig barnlig alt det, du vil - men det er din tur, Richard."
Ordene blev sagt lavt og hæst, men med en kant, der kunne skære.
Han knugede om gelænderet med den ene hånd og satte foden på trappetrinet, hvor Richard stod.

Der var selv et tidspunkt hvor at vedbenden måtte opgive sin hængen i husmuren og falde af som et stort betræk. Blotte den forlængst glemte husmur og dens naturlige nuance. 
Viktor var vedbenden som havde groet fast og vokset op omkring Richard i dette tilfælde; men nu slap det hele i kanterne. Effekten prallede af. 

Richard smallede øjnene som puffet ramte ham. 
Vinden stødte hårdt denne aften - noget Viktor kunne lære lidt af. 

Men det var her bægret flød over, og som et lynnedslag kilometer væk fra regnen, rev Viktor fat i kraven på adelsbarnet, og med tunge og faste skridte hængte han Viktor udover rælingen i sit fastegreb. Han vidste ganske vel, at Vitkor havde taget på i vægt af muskelmasse, men dette afholdt ham ikke fra at kunne gøre dette. Drengen var jo endnu let. 

Richard brummede: "Jeg finder mig i ganske rigeligt Viktor Alryss, men at gøre krav på at vide alt, til trods for det er for ens egen sikkerhed, er kun noget man ser hos adlen," hænderne strammede i grebet: "Min besætning, mit ansvar. Du var mit ansvar. Ikke min ligemand i forhandlinger, aftaler eller planer." 

Talte de i virkeligheden to forskellige sprog, kunne han ikke se over egen næsetip. 

Vinden tog fat i krøllerne, og Viktor dinglede hjælpeløst over rælingen, som en dukke med snorene klippet halvt over. Havets mørke gabede under ham; iskoldt og bundløst. Chokket ramte som en hammer mod brystkassen, og han gispede halvkvalt, mens fingrene instinktivt greb om Richards underarm, klamrende, ikke fordi han ville, men fordi kroppen skreg på sikkerhed.

"Er du vanvittig?" fik han presset frem - stemmen hæs, mere en hvisken end et råb. Blikket søgte Richards, rystende mellem vantro og noget andet, noget han ikke helt kunne navngive... frygt? Forurettelse? Svigt? Han rystede på hovedet, småt, stædigt. 

"Min sikkerhed...?" fremstammede han anstrengt. "Jeg vil bare vide, hvem fanden jeg står overfor. For du smider mig ud over rælingen, men du kan ikke engang møde mig som en ligemand!"

Hans øjne glimtede, fugtige, om det var salt fra havet eller noget dybere, var ikke til at sige. 
 "Du siger, jeg ikke er din ligemand, men det var dig, der gjorde mig til mere end en gæst på det her skib. Og nu skal jeg… bare holde min kæft? Tage imod de brødkrummer, du smider?" Han snappede efter vejret. Hjertet hamrede og brændte i halsen. "Jeg er så træt af brødkrummer, Richard!" 

Hans hænder greb hårdere om Richards underarm, ikke af frygt denne gang, men af en vred, barnlig trods - som om han ville hive manden med ned i havet, hvis han faldt. Men bange var han. Ved Haldis hvor var han bange lige nu. En frygt han ikke havde følt i sig længe.

Vanvittig, det var ikke det korrekte ord. Magtesløs var. 

Richard var blevet magtesløs, presset ud på kanten af klippens kant. Vandet der bølget arrigt ind i klipperne som det var en kamp på liv og død, afventende for hans fald. 
Men Richard agtede ikke at tøve eller falde, han fandt altid tilbage. 

En kort varig overraskelse var at ane på Richard. Brødkrummer. 
Det satta tankerne til at arbejde i høj-drift.

Lad os spole tiden til tilbage: 

• Viktor der uden videre begyndte at hjælpe med lasten og forsøger at lave en aftale med Charles. 


• Havnefesten.


• "Fod massagen".


• Kortlæggelse af stjernerne.


• Vandringen over land. 


• Brugt og kneppet. 

Det var mere end brødkrummer. Viktor fik hånden og tog hele armen og mere til. "Brødkrummer. Mhm." gentog han og i en vending smed han Viktor på dækket, ubetinget om han fik revet armen i drengens greb. 

"Magen til utaknemligheder skal man ikke lede længe efter når det kommer til adlen" mumlet han og som en mekanisme lukket han af for Viktors tilstedeværelse. Men han bevæget sig mod sin kahyt, døren forblev åbent. I søgen på det hele, fandt han alt der havde noget med Vitkor at gøre. 
Dokumenter der bevidnet om hvad han havde lært under sit ophold. Tæt indbundet og i deltaljeret beskrivelser. "Her" sagde han og smed den knægten, som han gik tilbage mod roret. 

Kun en havde set Richard nå udover vredens skygger, og det var Charles. Men ikke i samme omfang som dette. 
Viktor havde vist sine sande farver. Fik han ikke alt, havde han kun fået krummer. 

Det var ikke med rette, at Richard fik kastet den hårde dom i ansigtet, når ordene i virkeligheden var mere henvendt til en anden. Flere års frustrationer, vrænget ud af Viktor - fejlagtigt placeret - og modtageren, der ikke var skyldig, men heller ikke helt uskyldig, kunne have undsluppet, hvis Viktor ikke bogstavelig talt havde hængt udover havet.  

Men det opdager man altid for sent, ikke?

Med en anstrengt lyd faldt han på dækket med knæene først og et knækket indre. Hele universet synes at gynge inde i ham med en tyngde der pressede ham ned. Selv hvis han havde viljen, havde han ikke evnen til at stå. Kroppen rystede af frygten der nu kunne sprede sig tydeligt i lemmerne da han var på sikker grund igen. Han hev efter vejret og spyttede kort i et lille host - for gjorde han ikke et eller andet, ville kroppen reagere ustabilt, efter sit kortvarige tab af kontrol. 
Stadig på alle fire, rystende som et espeløv og med ryggen til Richard, tog han sin hånd instinktivt til hjertet og kørte den i små cirkler. Et vagt forsøg på at berolige sig selv, mens han prøvede at kontrollere sin vejrtrækning.
 
Viktor havde altid vidst, at Richard ville blive hans død… men ikke sådan her.

Utaknemligheder... adlen... Viktor hørte det hele. Var han utaknemmelig bare fordi han ville vide hvem Richard er? Hvem han virkelig er? 
"Jeg..." forsøgte han stakåndet, men Richard var gået. 

I et slattent forsøg, vendte han sig om at sidde. Benene var som hans tantes nytårsbudding - rystende, bløde og uden vilje. Noget varmt prikkede ham i øjnene, og han indså, at det ikke længere var salten fra havet - han lukkede dem hårdt. Pressede læberne sammen i et forsøg på ikke at græde; men en hulken undslap ham alligevel, på trods af hvor meget han forsøgte at holde de overvældende følelser tilbage der ramte ham på een gang. 

Han sad sådan lidt. I en magtkamp med sig selv for ikke at give efter for gråden. 

"Her." Han tørrede ansigtet med et hårdt snøft da han hørte Richards stemme igen. Noget landede i hans skød. Viktor så op, opløst - i en grådkvalt grimasse han stædigt prøvede at skjule uden held. Instinktivt samlede han papirene til sig. Hans navn stod skrevet med Richards hånd flere steder. Og det var både smukt og hjerteskærende. 

"Spar mig..." Han rejste sig, ustøtteligt, med hænderne knuget om dokumenterne.

"Du gemmer dig bag rapporter og fakta..." Blikket var hårdt, men stemmen bar på noget skrøbeligt, underlæben dirrede. "Men hvor gemmer du dit hjerte, Richard? Hvorfor har du ikke fortalt mig om din far...? At du har et barn?" 

Styret i roret blev løsnet, og han tog atter selv fast om det i et fast, dog let, greb. Skuldrene sank som et skib der mødte sit overisbjerg. Det var ikke længere relativt mellem at fører en dialog til Viktor. Beundringen for den ligefremhed var ikke længere at finde frem til, for det var ikke længere ligefremhed mere, men kravet på mere. 
Kravet på hans sjæl, hans hele eksistens. 

Noget måtte have sat sig fast i den ene, som et kvælende greb fra det indre. Ordene hang ved, og de agtede ikke at frigive sig. Men Richard lukkede i som en musling der værnede om sin perle. Den var hans alt og intet - intet og alt. Så at Viktor endnu en gang fortsatte i sit begær på mere. 

Richard så forbi ham, udover horisonten. 

"Jeg kunne være din far, Viktor." var hans eneste svar. Anede Viktor alt om sin egen far? Kendte Viktor sandhederne bag sløret, bag de poleret glas og bestik. Så han rusten og glaspesten, kravlede musene i det frie eller under hjemmet. Fór rotterne på loftet eller om gade hjørnerne. 

Dybe vejrtrækninger fandt stille sted, så brystkassen hævede sig op og langsomt strammede grebet om roret. Stille formede skikkelsen sig igen, som han var hugget ud af granit. 

Viktor skændtes ikke bare for at skændes. Han kæmpede.
Ikke kun mod Richard. Men mod tidens gang. Mod afskeden, der ventede. Mod alt det uudtalte, som han ønskede kunne få plads, men som blev mast ud mellem deres roller, forskelle og tavshed.
Hans desperation handlede ikke kun om nuet - men om det hele.
For hvis han ikke fik noget ægte nu, hvordan skulle han så kunne tro på, at det overhovedet havde været det? Hvad kunne han tage med tilbage?
Og endnu værre; hvis han ikke fik et svar fra Richard, hvordan skulle han så nogensinde vide, om det betød noget for ham?

Men han fik sit svar.

Richard kunne lige så godt have kastet Viktor i havet. Det havde været langt mere barmhjertigt end at sluge det næste, der blev sagt. Det eneste, der blev sagt.
Viktors bryn løftede sig, som havde han fået en lussing. Læberne spredte sig chokeret, mens han stirrede på Richard. Alt synes at spole baglæns - Richard ved roret, som den første aften Viktor ankom på skibet - deres fremdrift nulstillet.
Blikket flakkede, og han tog et rystende åndedrag, da det gik op for ham, at han havde glemt at trække vejret.

"Afviser du mig nu...?" en bølgende desperation i halsen.
Han kom op ad trappen og stillede sig ved Richard. Forsøgte at fange hans øjne. Satte hånden på hans arm. Hvad i alverden gjorde han nu, hvor det hele smuldrede?

Jojo, Viktor havde selv tænkt tanken - den nat, hvor de delte mere end sengen i Turmelinien. Skyldfølelse på lagenet, men tørret bort af Richards varme hånd.

Det var ligegyldigt. Han kunne være hans far. Men det var han ikke.
Så hvorfor gjorde det mere ondt, nu hvor ordene kom fra Richards egen mund?

"Vi betyder noget..." Han famlede - og for hver gang det gik op for ham, at Richard ikke nænnede ham et blik, famlede han endnu mere.
"Vi..." - kan fikse det... tænkte han naivt. han forsøgte at hive lidt i Richards arm. Så han slap roret, eller tog fat i ham, eller bare gjorde noget.
"Se nu på mig!" bad han vredt, stemmen skærpet af smerte.
Han skar en forpint grimasse.
Alt han ville, var at blive lukket ind.
Han vidste ikke, om han ville overleve det, hvis Richard ikke så på ham.

Der var intet mere at give af eller til. Viktor kunne ikke navigere i det rod han selv skabte, trak alle ind i det og ingen ud af det. Richard var et mange i det skæve pulsepsil eller kortspil der udspillet sig for adelsdrengen. Han jagtede ting Richard ikke kunne give ham, ej hellere agtede at give til. 
Var han såret, ja. Richard var såret over den fejl, de fejl, Viktor foretog sig i sit blindhed, det gjorde mere skade end gavn, hvorfor han trak afstanden og stikket til det rod nu. Han havde lade sig forvilde ind i drengens fantasier og slyngplante af kærtegn. 

Richard stod fast, mimik løs på en måde som kun vidnet om hans nederlag på den eneste måde, man kunne blive nedlagt på. Moralsk, etisk, personligt. En sytten årig kunne gøre mere skade end en fyrreårig mand.

Blikket lå endnu forbi passerende. Blindt for det. 
Men skrigene, blot for det var et, skar igennem. Et kort glimt gled mod Viktors. "Du smider alle mine hemmeligheder ud på bordet, uden at overveje hvordan jeg måtte have det med det. Hvorfor skulle jeg så give efter for dit flip, Viktor" lød det - som hvis en far talte til sin datter. 

Han vidste det måtte gøre ondt, men Viktor så intet i dets normale farver. Det var sort og hvidt, end ikke gråt fandtes i hans verden, eller sådan så det da ikke ud til. 

"Så må du værne bedre om dine hemmeligheder, hvis du ikke havde lyst til at dele dem med mig!" Viktors stemme var anklagende, men mere såret end vred. Brystet hævede sig hurtigt. Han kunne mærke det - hvordan Richard gled ham af hænde, centimeter for centimeter, som sand mellem fingrene. For hvert sekund forstenede han mere. Rev sig fri. Lukkede til. Og det gjorde ondt. Dræbte ham. 

"Give efter for mit flip?" Han lo, tørt og halvt i chok. "Jeg har lige fundet ud af, at den mand, jeg troede jeg kendte er kriminel. Og mere til."

Han trak hånden til sig som havde han brændt sig.
"Og du står der. Og siger ikke ét ord. Ikke engang dét evner du."
Blikket lynede, men han søgte stadig de cognacfarvede øjne, han før havde drukket sig fuld i. Nu føltes det hele så bittert.
"Jeg har aldrig ville dig noget ondt." Det var sagt ærligt og redeligt. Selv hvis det ville gøre ondt på sigt. Han havde gjort alt med hjertet. Havde lagt det i Richards hænder. Og værre endnu... det lå der stadig. Derfor føltes han nu så hul dér, hvor det burde have siddet.

Noget bristede.

"Du er en kujon, Richard." Ordene hang i luften, som en kniv stukket uden nåde. Som om det først gik op for ham dér. Men Viktor så ikke sejrrig ud. Tværtimod. Han stod der - med blikket stift, og læber der rystede af undertrykt gråd.

Det var ikke de hemmeligheder, Viktor. Var alt han kunne tænke, som en pladespiller der kørte i ring af sig selv. Men søfareren agtede ikke at fortsætte i det skrigeri, som de var et fortabt ægteskab, elskere eller sjælevenner. De var et moment, og Viktor fik det han ville have af ham i sidste ende. 

Vandet var ikke hvad der kunne drukne Richard. Alkoholen var ikke hvad der havde beruset Richard. Maden var ej heller det som mættet ham. Havde han været blind for det, en anelse. Fanget i øjeblikkene, snydt og ført i fordærv. 

Uanset hvad han gjorde, provokeret han Viktor, og han teet sig så umodent, at end ikke prinser kunne måle sig med det. Men skulle Richard være ærlig, mindede det om andre fyre han havde set. Bitre og vrede mænd der teet sig utåleligt når man fik sagt noget forkert. 
Richard havde da vidnet det, tilfældigt og uden interesse for det. Frederik Ludvik var af samme kaliber når han blev presset nok af de forkerte typer. Mon de var i beslægtet. 

Han rynkede panden let kort: "Du har fået præcis det du ville have af mig Viktor." kommenteret han blot, og rettet let i roret og skimtede udover horisonten der var i nattens mørke. 
Roligt skiftet hans fokus og mimik væk fra at lytte helt efter Viktor. Vejret skiftede, præcis som det gjorde når Guderne var sure og elementerne puslet med naturen som det var legetøjet for dagen. Men det kunne også være et drilsk puds med måneskinnet i de små skyer der lå forude.  

Dette måtte være testkørslen for deres endelige separation. Som at stå og se på nogen i respirator, før den slukkes for alvor nogle dage senere. Viktor havde været blind for det - dum, ung og forelsket. En drengs falske håb om noget mere, end det han egentlig fik lov til at beholde. Han talte ikke dagene, Viktor havde været god til at undgå det - men alt det, de havde haft, ville slutte, før de brune øjne nåede at forstå det. Dinglende foran ham. Skæbnebestemt til at gå op i røg. Skulle det virkelig være lige nu?

Du har fået præcis det du ville have af mig Viktor.

Der var noget i adelssønnens øjne, måske skuffelse. Måske afmålt sorg, holdt stramt tilbage nu. Kindbenene lidt skarpere spændt frem, blikket rettet mod Richard med en indsnævret koncentration - som én, der netop havde forstået noget, han ikke havde lyst til at vide. Blikket faldt til dækket, og for første gang… for første gang sagde han ingenting.

Han havde ikke flere ord. Ikke flere forklaringer. Ikke flere undskyldninger.

Hvis det var sådan Richard så ham - som en, der bare havde leget, fået hvad han kom efter - ja, så vidste han faktisk ikke, hvad han mere kunne sige. Så fatalt måtte de åbenbart have gået forbi hinanden.

Hans kropsholdning blev lukket, men stolt. Brystet var let fremme, skuldrene trukket tilbage - som én, der nægtede at lade sig knække, men lige var blevet ramt dér, hvor det gjorde allermest ondt. Han rystede på hovedet. 

Stilheden var det eneste, han havde tilbage. Det, og skammen.

Richard havde skiftet sit fokus som vinden skiftet kurs. Noget var vigtigere end Viktors barnsomlighed og hans ustyrlige følelser og krav til en simpel mand. 

Manden så ikke længere hvordan den anden stod, uanset om Viktor så stod stærkt eller svagt for sig. Han havde alligevel ikke øjne for de ting .. Deres skænderier var et fuldemands element for fremtiden. Ak. Richard kunne næsten savne Oskari som fuld. Det var en forfærdelig sammenligning, men det var virkeligheden for nu. 

"Rest lasten skal spændes op nu. Og det løsliggende på dækket skal smides under dæk eller i min kahyt - også nu." lød det tungt fra Richard, som sten i vandet. Han strammede grebet roret og tog nogle dybe vejrtrækninger som han var ved at gøre klar til at holde vejret under vand. 

Om Viktor fattede fatning eller ej, så var Richard klar til at skulle reagere. Roret kunne, til en hvis grad, spændes fast. Men skulle nogen smide Viktor over bor, var det ham og ikke havet selv. 

Vandets stigning kunne langsomt mærkes, det gav lette skub til skibet, og Charlie kom let til syne. Blikket fra førstestyrmand gik skiftende rundt, før han blot valgte at bad de andre om at berede sig på en bøvlet nat. 

Og så begyndte himlen også at græde. Et kraftigt vindstød ramte Viktor i ryggen så krøllerne blæste frem og han vippede forover på tæerne før han genvandt balancen. Med det samme begyndte Richard at koordinere besætningen og Viktor bemærkede først nu, hvordan de som myrere kravlede frem på dækket og gjorde det der skulle ordnes. Samtalen var slut.

Han så på Richard en sidste gang. Længe. Afventende. Men han blev ikke skænket ét eneste blik. Tøjet piskede mod kroppen. Et stænk af foragt gled hen over Viktors ansigt - men mest over ham selv.

Viktor begyndte at vende sig, tøvende - indtil hans nakke ikke kunne drejes mere, og fysikken tvang ham til at lade blikket slippe og følge kroppen med.
Med hurtige skridt gik han målrettet ned ad trapperne med et blik der tordnede af indelukket alvor. 

Richard var tavs. Og Viktor var færdig med at tale. 

Regnen piskede mod ansigtet, og han tørrede det hurtigt i ærmet, men det hjalp ikke - for regnen tog blot til.

Han greb fat i det løse grej og kastede en bemærkning over skulderen til den nærmeste matros.
“Jeg tager det med mig ned!” Han hævede stemmen for at overdøve vinden og bølgerne, der allerede fik skibet til at vippe.

Det snurrede i maven - søsygen, Richard-sygen, hjertesorgen - men hvor kvalmen kunne kastes op og forlade kroppen, var Richard en voksende byl, der måtte fjernes med et indgreb.

Nok kunne han syntes at være lavet af sten. Ufølsom, utilgængelig, kold, ude af stand til at gøre handling eller ændring i sin udformning. Men det kunne næppe tænkes at han var som en klippe. Forandringer skete langsomt og med hårdt slid og slæb, ikke kun ude fra men også indefra. 

Richard var ikke fersketræet som Viktor. Det tog den gamle mand længere tid, han var formet af sin fortid, fundamentet var støbt. 
Dog i dette øjeblik havde han ikke tid eller overskud til at fokusere på det, da virkeligheden stod for sig. Regnen var kold, hård og arrig. Hegl havde været bedre, men dråberne var bidske og han vidste, såvel som alle de andre, at kursen var ude af deres magt. 

Dækket var ryddet og hans blik så skiftende omkring. 

Alle var væk. Altså nå nær Viktor. 

"For helvede" lød det lavmælt fra ham selv, som han kunne høre tordnebragene og se lysglimtene. 

Richard satte atter roret i spænd, som det aldrig skulle se friheden igen og skyndte sig hurtigt ned henover dækket og uden at gøre noget dybere meningsfuldt ud af det, greb han fat om Viktor under sin ene arm, som det var en sæk kartofler og fik smidt dem ind i hans kahyt med nogle af de andre småting der var, og som han fik smækket døren i, lød et tordenskrald så tæt på, at det måtte have været lidt for tæt på. 

Gennemblødt som en druknet rotte. 

"Jeg skal nok gå under dækket så du kan få din plads" rømmede han sig og fik kørt hånden gennem ansigtet for at fjerne vandet. 

Viktor var netop kommet på dækket igen for at hente det sidste og måtte knibe øjnene sammen for at se frem for sig. Regnen piskede som små søm mod huden, og vinden rev i tøjet. Så mærkede han pludselig en arm omkring sig.

Forpustet, næsten chokeret over at være blevet revet med af Richard, stod Viktor nu kun få skridt fra ham og stirrede.
Gulvbrædderne glinsede under deres fødder, våde af regnvandet, der dryppede fra deres tøj og hår. En dråbe gled fra hans krøller ned over næsetippen og landede på gulvet med et næsten uhørligt plop.

Huden føltes kold og klam under det gennemblødte stof - det så lige så ynkeligt ud, som Viktor følte sig.
Så du kan få din plads... Han fnøs kort, kæben spændte, og blikket gled væk. Der var ikke noget her, der var hans længere.
Et lysglimt oplyste koøjet, og få sekunder senere rungede torden gennem kahytten.

"Richard..."
Hans stemme var lav - som om navnet alene var nok. Han rystede på hovedet, stadig uden at se på ham. Det lignede, han ville sige mere, men i stedet kørte han hånden over ansigtet, som for at tørre regnen væk fra noget større end huden. Et langt, kontrolleret åndedrag forlod hans læber. Først da så han på Richard.

"Jeg skal nok være med besætningen."
Der var ingen vrede i stemmen. Ingen dramatik. Bare et faktum.
"Det er dér, jeg burde have været fra starten."
Ordene havde kant - men de blev leveret så sagte, at det kun var stilheden, der fik dem til at virke hårde.

Viktor begyndte at knappe sin vest op mens han vendte sig væk fra Richard, hænderne en smule for klodsede af kulde og noget andet, der sad længere inde. Der var noget stædigt og samtidig knust i hans udtryk - munden let sammenpresset, som om han forsøgte at holde sig selv samlet med viljen alene.
Han trak vesten af i hårde ryk og smed den over en stoleryg, før han greb skjortens kant og trak den over hovedet. Stoffet slap huden med en klistret lyd. 

Han ville bare ud af det våde tøj, ud derfra.

For hvordan skulle han kunne sove i den seng nu?
Den seng, der stadig duftede af Richard. Den seng, hvor de havde delt mere end ord.
Nej. Han kunne ikke.
Så hellere hængekøjer og gulvbrædder - hellere dét, end den varme, der nu føltes så ubeboelig.