De erfarne dæmoner var typisk de farlige af dem alle. Men hun undlod at kommentere på det, og efterlod ham i stedet på piedestalen med et let grin på læberne. Men hun kunne selvfølgelig også finde andre måder at udnytte hans erfaring på, selvom det var vigtigt at have ryggen fri. Særligt hvis hun formåede at hjælpe ham af med den lille forbandelse. En arrig dæmon var aldrig til at spøge med, så Arasné vidste udmærket hvornår man skulle træde varsomt, men nu var der ikke det store behov, som deres interesser lod til at falde i hak. Ellers ville han umuligt have inviteret hende med hjem?

--

Det var ikke svært at følge dæmonens tempo, selvom benene bevægede sig hastigt fremad. Måske fordi Arasné i forvejen var van til at følge med Lirlay. Og når man nu talte om solen, så var det ikke overraskende at den slanke Menar farede forbi dem i samme øjeblik. Arasné nikkede anerkendende til dyret, som strøg forbi. Hendes hånd løftede sig per automatik, som hun fulgte ryggen på dyret og dernæst så hende forsvinde i mørket. Der hvilede et tilfreds smil på hendes læber. Ofte havde Lirlay blot lige behov for at tjekke op på hende, før at hun strøg videre. 

Dæmonens ord fik Arasné til at vende blikket fra mørket imod ham. Et skummelt smil bredte sig over hendes læber, som hun nikkede til hans ord. "Det var en yderst høflig måde, at bede om mit navn på" svarede hun med et glimt i øjnene, før at blikket vandrede imod bygningen, som hun tyggede lidt på sit svar. "Arasné må være nok til at tilfredsstille Deres nysgerrighed" svarede hun, som blikket fandt ham igen. Det var usandsynligt at han kunne bruge det til meget eller at de ville støde på hinanden igen. Medmindre hun løb tør. 

Arasné smilte til den spinkle skikkelse, som porten blev åbnet for hende og hun let strøg forbi med blikket rettet imod bygningen. Selvfølgelig var huset af en vis størrelse. Ellers ville det ikke matche dæmonens ego, som hvilede lige under overfladen.

Blikket flakkede kortvarigt efter den slanke skikkelse, der fløj hen over jorden og passerede dem. En af hendes bekendte, hvis han skulle dømme ud fra det anerkendende nik hun sendte den på vejen. Agarés havde aldrig været glad for dyr generelt. De larmede, svinede og lugtede. Men han var da tilbøjelig til at tolerere dem, når de kom som forlængelse af en kunde.

Det lød næsten som om hun var overrasket over hans måde at spørge på. Det morede ham en anelse, men det var vel ikke unormalt, når det ikke ligefrem var det bedste ry dæmonerne havde, og han gjorde sit for ikke at falde under samme ry.
"For nu," sagde han med et let lumskt smil. Der skulle da ikke være tvivl om, at han var rigeligt nysgerrig udover noget så simpelt som et navn. Flere andre aspekter af natten de skulle dele, deres forretning som det første, var han helt bestemt også nysgerrig på. Om det faktisk endte med ham i sin robuste, gamle dæmonkrop.

Agarés trådte igennem porten og slap. Den knirkede højlydt igen, da den selv gled langsomt i bag dem. Som de nærmede sig hovedørene, dobbeltdørene der næsten så alt for massive ud til at kunne blive skubbet åbne af den lille dreng, gravede han en nøgle frem fra sin bukselomme. Portene var ikke låst, men hans nuværende situation havde tvunget ham til at låse dørene til sit hjem.
"Velkommen til min ydmyg bolig," sagde han, tydeligvis ironisk. Der var intet ydmygt over det store hus. Han låste op og skubbede døren åben med lethed.
"Skal jeg lade døren stå åben til Deres kæledyr?" Spurgte han og inviterede hende ind med en løftet hånd mod den mørke gang bag dørene.

Lirlay var bestemt ikke et kæledyr. Langt fra, som de to blot respekterede hinanden og nød at jage sammen. Men Arasné var ikke på jagt, i hvert fald ikke i samme forstand som Menar'en der med al sandsynlighed havde fået færten af sit næste måltid. Derfor spildte hun heller ikke lang tid på at give sig tilkende, før at hun forsvandt i mørket og efterlod Arasné i Agarés selskab. Et selskab hun kunne komme til at nyde eller i hvert fald tolerere, hvis de ikke var enige om udfaldet senere.

Dæmonen var let nok at spise af med små informationer, selvom der lurede en undertone og et ønske om at lære hende bedre at kende. Så var det jo ikke sikkert, at han ville bryde sig om sandheden. Eller hvad hun faktisk havde i bagagen. "Måske De kan spørge mere.. senere" foreslog hun med et lusket smil på læberne, før at hun atter bed sig i underlæben. Hun var bestemt ikke afvisende for at dele mere ud af sig selv. I mere end én forstand også. Var det ikke noget de begge havde lagt op til allerede? Ikke at den drengede krop ville kunne måle sig med en fuldvoksen dæmon. Men det måtte hun jo hellere se at få lavet om på? 

Den knirkende lyd bagved hende, distraherede hende ikke fra synet der mødte hende på den anden side. Bygningen som tårnede sig imod den mørke nattehimlen og de store døre, som hun konkluderede måtte være hovedindgangen til hans hjem. Hun fulgte stille med ham imod døren og bemærkede hans søgen efter nøglen i lommerne. "De bryder Dem ikke om uindbudte gæster?" Spurgte hun næsten kælent, som hun trådte hen til ham og strøg en hånd op langs med hans ryg. Den spinkle krop ville være så nem at knække. Hun måtte holde sig i skindet. Der var ander legetøj, som ville være langt mere underholdende at lege med, end en mand af hans kaliber. 

Hun lo dog let af hans foreslag, som hun rystede på hovedet. "Det behøves ikke, hun bryder sig ikke om... Fine og rene forhold" svarede hun let, før hun strøg forbi ham og trådte helt ind, dernæst vendte hun sig mod ham. "Skal vi?"

Agarés smilede selvtilfredst, men så svagt at det næsten ikke kunne ses. Han var næsten begejstret for hvordan deres nat skulle udfolde sig. Mest fordi han så frem til endelig at være sig selv igen, efter alt for lang tid i denne lille, hjælpeløse krop. Men hvis han samtidig kunne fejrer sin tilbagevenden med en smuk, letpåklædt kvinde, så ville han bestemt ikke sige nej. For jo, det var vel lige netop dét, de begge havde lagt op til, og han havde ingen intention om at gøre det, mens han endnu var så... forkert. Derudover var han altid nysgerrig på hvilke typer der opsøgte ham. Arasné var ingen undtagelse.

Han skævede sig kort over skulderen idet han mærkede hånden stryge let mod ryggen. Hendes hånd føltes næsten for stor i forhold til hvad han var vant til, men ikke desto mindre, var det næsten rart.
"En mand i min position kan næppe have ubudne gæster rendende. Man ved aldrig hvor meget de lurer," sagde han smilende, som mente han udelukkende i forhold til informationer der havde noget med banken at gøre, eller de magiske objekter, han var på vej til at vise hende. Han kunne selvfølgelig ikke indrømme, at han mest gjorde det fordi han var utryg over hvilke dumme situationer han selv kunne ende i, så længe han ikke kunne forsvare sig.

"Perfekt," sagde han med et lille glimt af lettelse i tonen. Det var ikke fordi han selv ville rydde op og gøre rent, hvis det var nødvendigt, det havde han selvfølgelig folk til, men der var jo ingen grund til at gøre tingene mere besværlige, ved at lade et dyr rende rundt i huset.

Agarés trådte ind og lukkede døren efter sig. Han lod døren være ulåst og nøglen blev lagt tilbage i lommen.
"Lad os da endelig komme videre. Følg med." Ingen tid at spilde. Som han begav sig op ad trapperne til første sal, lyste stearinlysene på væggen op af sig selv, én efter én. Han gik helt ned for enden ad gangen og trådte ind på kontoret, hvis dør allerede stod åben. Her lyste der også op, idet de trådte ind. I modsætning til hans kontor i banken, var det meget tydeligt, at dette ikke var indrettet til kunder. Den eneste stol i rummet stod bag det store skrivebord i mørkt træ. Bag skrivebordet var der hylder og reoler, fyldt til randen med papirer, mapper og bøger, helt fra den ene ende af væggen til den anden.

Direkte bag skrivebordet, lige bag stolen og nede ved gulvet, var der trukket et sort forhæng for. Agarés trådte om bag stolen og skubbede forhænget til side, for at afsløre et lille skab i glas. Glasskabet indeholdt alle de magiske artefakter, han havde samlet gennem tiden. Amuletter, ringe, bøger, blomster, halskæder. Han vendte sig mod Arasné.
"Nu går jeg selvfølgelig ud fra, at vi har en aftale.." startede han med et lille lusket smil. Det var jo sket, at folk havde forsøgt at løbe fra en aftale med ham.
"Men for en sikkerheds skyld, og fordi jeg nu har vist Dem, at jeg kan holde mit ord, vil det alligevel give en gammel dæmon ro, hvis De ville holde Deres, inden jeg åbner skabet."
Med hendes næse for magi, ville hun sikkert også kunne fornemme det skjold af magi, der hvilede over skabet. Det var ikke lige til at åbne, så let skulle det da heller ikke være, og han havde selvfølgelig ikke i sinde at fortælle hvordan.

Det var næsten til at spore dæmonens begejstring, som de nærmede sig hoveddøren og en forløsning. Måske endda i mere end én forstand? Arasné var ikke bleg for at hygge sig lidt, hvis hun fik noget ud af det også. Det var bare sjældent at hun blev hængende længe nok, til at det kom på tale. Ikke når hun først havde fået, hvad hun kom efter. Men måske dæmonen kunne vise sig nyttig i mere end én forstand? Hun havde i hvert fald ikke de store problemer med at forestille sig, hvordan han mon ville se ud, når musklerne svulmede op, højden nåede hendes og kæbepartiet blev bredere. Til at spise råt. Hendes hånd afslørede hendes tanker, som hun rev langs med Agarés rygrad, før berøringen forsvandt helt.

Det var naturligt, at han ikke stolede på andre i Kzar Mora, men kunne han stole på nogen, der ikke kom derfra? Hun lo let af hans lettelse over at Lirlay ikke kunne drømme om at indfinde sig i hans hjem. Hun ville også bare vende det på hovedet i sin søgen efter.. føde. Nej, dæmonen kunne være helt tryg. Hvis Lirlay kom ind, så betød det, at Agarés havde trådt ved siden af og Arasné havde tilkaldt hende. "De kan være helt rolig" svarede hun drillende, som hun vendte blikket fra ham mod hjemmet. Det var noget helt andet end hendes eget hjem.

Arasné lo køligt, som han viste vej mod hendes gevinst. Det kriblede i hende for at få fingrene i magien. Hun kunne godt lugte, hvor de skulle hen, men valgte alligevel at lade den mægtige dæmon vise hende vej til hans kontor. Imens at hun forsøgte at holde sig i skindet. Være bare en smule tilbageholdende, så han ikke bemærkede hendes begejstring, da gardinet blev trukket fra. Hendes øjne havde været fikseret på punktet, siden de trådte ind. Men der hvilede et skjold over det. Øv! Hun kunne næsten have klappet i hænder, men holdt dem mod sine hofter, som hun bed sig i underlæben. Så tæt på.

"Det kan De være helt sikker på" istemte hun lystigt, som hun gik helt hen til skrivebordet og hvilede hænderne på det mørke træ. Hun kunne mærke årene i træet, som hun trak neglene til sig. Arasné bemærkede et spor af noget andet i hans ord, som hun trådte rundt om skrivebordet, til ham. "De holder vel også Deres ord?" Spurgte hun mere direkte, som blikket gled ned imod skabet af glas, hendes hånd bevægede hun stille hen over skabet, magien var tyk.. stille slikkede hun sig om munden, som hendes hånd strøg krystallen over hendes bryst igen. Et skuffet blik strøg over hendes øjne, som hun kiggede ned. Hun var nød til at være i direkte kontakt for at trække magien ud..

Hvis det ikke kunne være anderledes, så måtte hun jo heller indfri sit løfte. Derfor flyttede hun hånden fra skabet og rakte den i stedet frem imod ham, med håndfladen op. Som forventede hun, at han ville lægge noget i den. "Jeg får brug for objektet med ungdoms forbandelsen tilknyttet til den" forklarede hun uddybende. Hvis hun skulle fordrive forbandelsen, så havde hun brug for kilden. Det var vel også fair? Og lige på det punkt, ville de begge få noget ud af det.

Agarés lagde mærke til hendes interesse i skabet. Med hendes lystige tone, gik han ud fra, at hun måtte have næsten lige så høje forventninger, som han havde. Han lagde hvilende en arm mod den store stols ryglæn, som han betragtede hende komme nærmere.
"Selvfølgelig," svarede han roligt. Agarés gik meget op i at opretholde sine aftaler, måske lidt for meget engang imellem. Det betød ikke, at han ikke havde holdt sit ord førhen. Hvis han skulle holde sit ord hver eneste gang, så ville det være umuligt at styre en forretning i dæmonriget. Men hans løfte blev kun brudt, hvis det i sidste ende kunne gavne ham. Det kunne kun tiden vise, om det kunne, men hans rolige tone indikerede da, at han havde i sinde at gøre præcis som de begge forventede.

Blikket gled ned mod håndfladen og først op igen, da hun uddybede.
"Ah ja." Han nikkede let og tog så fat om stolens ryglæn for at trække den lidt til siden. Han trådte et skridt tættere på skrivebordet, åbnede en af skufferne i siden og trak et mørkerødt stykke stof ud. Viklet ind i det røde stof lå en hvid krystal, som han lige så fint placerede i hendes hånd.
"Bare.. for en sikkerheds skyld," forklarede han. I tilfælde af at forbandelsen blev forværret hvis han rørte ved krystallen igen, var den pænt pakket ind. Han satte sig i stolen og lænede sig godt tilbage, før han rettede blikket mod hendes. Med et let løftet øjenbryn betragtede han hende.
"Så kan du bruge den? Kan du... gøre mig normal igen?" For første gang havde hans ord en snert af desperation over sig, men han gjorde helt sikkert meget for ikke at lade det sive helt igennem.

Der var vel intet usædvanligt i at nære lidt mistro til en dæmon af hans normale kaliber? Særligt når der var en årsag til at hun var blevet henvist til ham. Men indtil videre havde han ikke giver hende nogen grund til at nære mistillid til ham. Noget der dog hurtigt kunne ændre sig. Dæmonen havde dog sørget for at sikre sin ryg, som skabet bar på en magisk barrier, der gjorde det umuligt for hende at få adgang til genstandene inde i uden hans hjælp. Derfor var hun nemmere at overtale til at holde fokus på hans lille dilemma. Så længe de var indforstået med aftalen, så var der vel ingen grund til at hjælpe ham.

Arasné lo let, som det lige skulle synke ind, hvad det var hun efterspurgte, med hånden rakt frem på denne måde. Hendes blik fulgte efterfølgende hans bevægelser, indtil han trak et mørkerødt stykke stof på fra skabet. Den lille klump havde tilsyneladende gjort så stor skade på hans omdømme, at han udviste stor respekt for den lille krystal, som blev placeret i hendes hånd. "Kært" gentog hun med et drilsk smil på læberne, før at hun vendte blikket imod krystallen i hendes håndflade. Den hvide krystal så ikke ud af meget, og forbandelsen var tydeligvis ikke særlig aktiv mere, da magien ikke rakte ud efter hende, som det normalt ville gøre. 

Hun greb fat i stoffet med den anden hånd, som hun løftede krystallen hen på skrivebordet og foldede stoffet helt ud, så krystallen var fri. Til frit skue, hun placerede hænderne ved siden af, imod bordet, som hun vendte blikket op imod ham. "Og hvis jeg kan?" Spurgte hun med et glimt i øjet, som hun løftede hænderne og rakte ud efter krystallen. Et glimt af magien bevægede sig for hendes øjne, som hun trak hånden til sig og brugte den modsatte hånd til at løsne en krystal fra hendes armbånd, som hun lagde ved siden af. "Gør det noget, hvis krystallen ender som pulver?" Spurgte hun uden at forvente et svar. Mest af alt fordi han næppe virkede som typen, der ville beholde noget som en værdiløs krystal.

Han kunne mærke hjertet banke hurtigere end normalt. Agarés var umådelig spændt på endelig at blive sig selv igen, og hvis det endda kunne gøres så let som det lige nu så ud til at være, ville han bestemt ikke klage. Hvis han kunne slippe for at skulle opsøge én, der kunne hjælpe ham ud af situationen, skulle han ikke bruge en masse dyrebar tid. Men han vidste også, at hvad der så ud til at være en let og problemfri løsning, kunne ændre sig til det direkte modsatte på et øjeblik. Han håbede bare inderligt, at det ikke blev tilfældet. Han var så tæt på.

Ved hendes ord var det som om hjertet lige sprang et slag over. Hvis hun kunne? Han smilede. Helt roligt.
"Hvis De kan, skal jeg sørge for at vise min taknemmelighed. Måske bedre end De forventer," svarede han med et glimt i øjet. Der var ingen tvivl om at det betød langt mere for ham, end han fysisk gav udtryk for. Han udtrykte sin utilfredshed med snerrende kommentarer, helst gerne flere gange om dagen, men gjorde meget for at opretholde et ellers roligt ydrer. Men hvis hun kunne gøre en ende på hans rasende teenage hormoner, skulle hun ikke gå herfra uden bevis på hans taknemmelighed.

Agarés rettede sig op i stolen og betragtede hendes bevægelser, som hun frigjorde krystallen fra stoffet og løsnede en anden fra hendes armbånd. Han skævede kort op mod hende, ved hendes ord. Han trak let på skuldrende og rystede en enkelt gang svagt på hovedet som svar. Hvis det endelig viste sig ikke at virke, var han ikke i tvivl om, at han ville kunne finde en løsning efterfølgende, som ikke krævede krystallen der var skyld i forbandelsen til at starte med. Han havde trods alt en del forbindelser, men forventede nu alligevel at få hvad han ønskede af hende.

Det var en tung spænding i rummet, som Agarés fandt krystallen frem og overgav den til hende. Magien inde i krystallen, ville ikke give hende meget tid, men måske indholdet i skabet kunne sikre hendes behov for nogle dage. Hvis ikke mere. Hun skulle jo også klare rejsen tilbage til havet. Men først måtte hun overbevise Agarés om at hun sagtens kunne klare opgaven, selvom det var bare en smule underholdende at trække pinen ud. Bare lidt mere end det faktisk var nødvendigt.

Arasné hævede blikket imod ham, ved hans ord, som et glimt strøg over de dybe øjne, før at hun atter fokuserede på krystallen. "De skruer mine forventninger op, Hr. Vitalis" Hendes ord bar en lystig undertone, men også en advarsel, som det var farligt at skrue op, hvis han så ikke kunne indfri det. Hun havde jo ingen ide om, hvordan han ville klare sig i sin gamle krop. Ikke at hun havde problemer med at give ham mulighed for at indfri lige netop de forventninger. Endelig, hvis hun også fik, hvad hun kom efter samtidig. 

Hun nikkede imod krystallen, som han ikke lod til at være særligt tilknyttet til den. Den havde også kun voldt ham problemer, så måske det var en naturlig reaktion? Arasné førte atter hænderne over krystallen for at finde den rette indgangsvinkel uden at udløse forbandelsen på sig selv. Hendes egen krystal lod til at søge imod den hvide krystal, af sig selv. Så spredte der et smil over hendes læber, som hun skubbede krystallerne sammen og sørgede for kun at røre hendes egen. Men kontakten imellem de to, var nok til at trække magien igennem.
Den hvide krystal blev langsomt mere og mere grå, imens at hendes lyste op og fik den sædvanlige tilbage. Så slog krystallen revner, flere og flere. Dernæst blev den reduceret til støv, som den gik i opløsning og endte som en bunke støv.

Arasné's fingre trippede lidt imod bordpladen, før at hun samlede sin krystal op, satte den tilbage og dernæst løftede stoffet op for at hælde støvet ned i sin håndflade. "Luk øjnene" sagde hun, da hun vendte sig imod Agarés. Kort efter løftede hun hånden til sin mund og pustede støvet udover ham. Støvet skulle suge forbandelsen til sig, for dernæst at sende det ind i hendes krystal. Men det kunne også fejle.

Advarslen i hendes tone blev opfanget og vist med et let hævet bryn. Det så dog ikke ud til at han var yderligere bemærket ellers, da han valgte at besvare med et selvsikkert smil. Trods han ikke selv havde testet kræfterne bag diverse gentande i skabet, så var han ikke spor i tvivl om, at flere af dem besad mere magi, end et alment individ ville kunne spotte. Måske hun kunne se hvad magien i dem gjorde og måske med den viden også gå herfra med mere end bare energien fra dem.

Agarés havde efterhånden set hel del gennem tiden. Han var selv i tvivl om han overhovedet kunne overraskes mere. Overraskelsen fandt ham heller ikke denne gang, som han dog alligevel betragtede magien på bordet mellem de to krystaller med et interesseret blik. Han fulgte krystallen, som hun samlede krystallen op og satte den på plads, før han rettede blikket mod hende. Han var ikke typen der uden videre rettede sig efter andres ord, så der gik alligevel et øjeblik, inden han gjorde som hun bad og lukkede øjnene.

Luften blev lige så stille pustet ud gennem næsen, idet han mærkede krystallens støv dale ned over sig. Han kunne mærke en underlig følelse af, at noget blev trukket væk fra ham, som om han selv blev trukket i, men ikke rigtig kunne finde ud af i hvilken retning. Få øjeblikke efter kunne han mærke tøjet stramme en anelse. Så lidt mere. Han måtte åbne øjnene for at være sikker på, at det ikke bare var noget han forestillede sig. At dét, han kunne mærke også var dét, der skete. Og ganske rigtig. Tøjet strammede fordi han selv blev større og inden længe kunne man høre tøjet blive revet i stykker, da det ikke kunne strækkes længere.

Agarés blev siddende i stolen, som han lige så stille begyndte at fylde den mere og mere ud. Håret blev en tand længere, så det gik til lige under skuldrende og skoene blev nu også skubbet af.
"Det virkede?" Sagde han næsten forundret til sig selv. Til sidst sad han mere eller mindre nøgen i stolen, kun med få stykker af iturevet tøj over sig. Han strøg en hånd gennem håret, hvis længde så ud til at gøre ham tilfreds.
"Det virkede!" Bekræftede han for sig selv, inden han endelig rejste sig i sin fulde form og alle stykker stof, der ellers dækkede ham bare en anelse til, faldt mod gulvet.

For en kort stund så han ud til at have glemt sin gæst tilstedeværelse, som han lige måtte bruge tid på at se sig selv an. Han førte hænderne rundt på kroppen, nødt til at røre for at være sikker på, at øjnene ikke snød ham.

Det var ikke forbavsende, at dæmonen gerne ville have det sidste ord og derfor ikke rettede ind, da hun bad ham lukke øjnene. Egentlig kunne hun også være ligeglad, det ville være hans problem, når først det skarpe støv ramte hans øjne. Men til hans held, så valgte han at lukke øjnene i rette tid, så støvet ikke ramte øjnene med alle andre steder. Det var altid usikkert, hvordan forbandelser ville reagere på at blive ophævet, derfor ville hun helst ikke gå glip af noget. Så hun blev stående foran ham, imens at hun bemærkede hvordan kroppen svulmede op, musklerne blev større, håret længere og kæben mere kantet.

Arasné's smil kunne muligvis ses langt væk, som hun betragtede forvandlingen lige foran, hvordan han gik fra en lille spinkel dreng til en mand. For øjnene af hende. Hun kunne ikke helt skjule sin begejstring, som hun bed sig i underlæben. Der var flere fordele ved at det var lykkes hende, for det første, så havde hun ikke lovet for meget og dermed holdt sit ord, for det andet så var han da bestemt ikke fæl at kigge på. Og for det tredje, så.. var der jo lige hendes egen belønning. Indholdet i skabet. Hun kunne smage magien allerede nu. Det mørkerøde stof foldede hun dog let imellem sine fingre, imens at hun holdt blikket imod Agarés.

Dæmonens begejstring var da heller ikke til at lægge skjul på, som udråbet måtte kunne høres igennem væggene. Hun slog en latter af og nikkede til hans ord. "Selvfølgelig" svarede hun selvsikkert, da han lige pludselig rejste sig op og automatisk fik hendes blik til at vandre nedad. Det havde uden tvivl virker, det var hun slet ikke i tvivl om. Det nøgne syn var ikke til at slippe, heller ikke da han begyndte at bevæge hænderne rundt på sin krop. Store hænder, der hjertens gerne måtte gå på opdagelse rundt på hendes krop.

Agarés stod i sin egen verden, fuldt optaget af at overbevise sig selv om, at det hele var virkeligt. Han havde set omverdenen fra en dværgs perspektiv alt for længe, det var svært at tro, at det endelig var overstået. Aldrig havde han følt sig så lettet. Det kunne man tydeligt se, som hænderne gik næsten lystigt på opdagelse og strøg over det meste af overfladen.

I midten af sin intense undersøgelse af sin egen krop, gled blikket lige så forsigtigt mod sin gæst, der så ud til at undersøge hans krop mindst lige så meget, dog med øjnene i stedet for hænder.
"Ah." Det lød til at gå op for ham, at han rent faktisk havde en handel at indgå. Han kunne ikke bare stå og beundre sin krop i timevis, det måtte han gøre senere.
"Jeg skal sørge for at finde Deres betaling, når jeg har dækket mig til," sagde han og skulle lige til at vende sig om. I stedet rettede han ryggen, pustede sig lidt op for at gøre sig lidt til og blev stående foran hende, fuldkommen upåvirket af det faktum, at han ikke havde en trævl på kroppen.
"Medmindre De foretrækker at få Deres betaling først?" Spurgte han smilende. Når hun nu så ud til ikke at kunne tage blikket væk, ville det da næsten være synd at dække sig til.

De lystige hænder var ikke til at tage fejl af, den fine herre var bestemt tilfreds med hendes hjælp. Arasné havde nu ikke forestillet sig, at hun skulle hjælpe. Det skete nærmest aldrig, men på den anden side, så forventede hun også at få noget igen. Magiske artefakter og gerne noget mere.. intimt. Hvis han virkelig var så tilfreds med sin krop, så ville hun da ikke forhindre ham i at gøre brug af den. På en ordenligt måde. Hvilket også var tydeligt på hendes blik, som det langsomt bevægede sig op over hans krop og langsomt ned igen. Hun kunne sagtens presse på for at få sin betaling, men udfra den tid hun havde tilbragt med ham, så var hun næsten sikker på, at han aldrig glemte en aftale. Heller ikke når han havde fået betaling først.

Hun løftede ganske let det ene øjenbryn, som han gav udtryk for at det ville være nødvendigt at dække sig til, for at kunne overrække hende hendes betaling. Men var den ikke delt op i to dele? Og sådan som han så ud nu.. så var det langt nemmere at tage hånd om den ene del. I stedet for at udskyde det. "De skal endelig ikke dække Dem til, for min skyld" svarede hun lystigt, før at hun bevægede sig tættere på og placerede en flad hånd imod hans brystkasse. Følelsen var langt mere fast og muskuløs, som hendes blik hvilede på hendes hånd.. eller nærmere hans bryst. 

"Jeg synes, De skal forsøge at indfri mine forventninger til Dem" lød det opmuntrende, som han havde fået talt sig selv op. Og det ville hun da hjertens gerne se ham indfri. "Så kan vi inspicere skabet bagefter." Tilføjede hun med et blik imod glas skabet, før at han atter havde hendes fulde fokus.

Det var selvfølgelig lige nøjagtig hvad de begge havde lagt op til og muligheden havde bestemt ikke forladt hans tanker. Men om hun i alvor havde i sinde at holde fast i muligheden, hvis og når han endelig blev sig selv igen, kunne man vel aldrig være sikker på. Hendes lystige ord og berøring af ham efterfølgende var dog svar nok. Hvis en del af hans betaling for sin dybe taknemmelighed skulle foregå sådan, ville han da ikke løbe fra sit ord.

Agarés førte lige så stille en hånd op, lagde egentlig an til at lægge den mod hendes bryst, men løftede den lige en tand højere og tog let fat i krystallen om hendes hals. Blikket fulgte med, ned mod krystallen, hvor han kortvarigt betragtede den, vendte den rundt et par gange.
"Jeg skal da gøre mit absolut bedste for at leve op til Deres forventninger," sagde han, inden blikket vendte tilbage til hendes igen og han slap krystallen.

Han løftede hånden endnu højere og tog fat omkring hendes hals, lige under kæben. Han rykkede hovedet helt tæt på hendes, lod næsten sine læber strejfe hendes. I stedet for at fortsætte, klemte han lige en anelse til med tommelfingeren under hendes kæbe, for at få hende til at vippe hovedet til siden, så han i stedet kunne føre læberne mod hendes hals. Det startede med et helt blidt kys, hvorefter han erstattede læber med tænder og bed, ikke helt blidt. Mest for at finde ud af hvor grov han egentlig kunne tillade sig at være. Den anden hånd fandt vej til hendes hofte og gled helt kælent om mod en balle.

Der var vel ingen problemer med at blande fornøjelse med forretning? I hvert fald ikke i hendes bog, særligt ikke når det var ham, der skulle vise sin taknemmelighed og ikke hende. Derfor udspillede der sig også et lusket smil på hendes læber, som han kom tættere på hende. Han havde uden tvivl skruet hendes forventninger op, så det ville være bedst for ham at indfri dem. Måske også for hans omdømme? Det skulle nødigt hedde sig, at han ikke kunne stille en kvindes behov? Hun lo ganske let af hans ord, som hendes blik søgte hans. Berøringen omkring krystallen fik hende ikke til at vige blikket, som magien i krystallen dog let bed fra sig. Normalt ville han have fået et ordentlig smæld over fingrene, men Arasné holdt det tilbage. Ellers ville han næppe kunne bruge sine fingre i den næste time og det ville være en skam. Ikke sandt?

Hun bed sig i underlæben, som hun søgte hans blik efter den smerte der kunne dukke op med berøringen, men vendte straks blikket imod noget andet, som hans hånd flyttede sig til hendes hals. Deres læber rørte næsten hinanden, før at han skubbede hendes hovede til siden og placerede læberne imod hendes hals. Den blide berøringen satte ikke skub i tingene, ikke før at han åbnede munden, blottede sine tænder og bed hende. Derpå strøg hendes hænder op omkring hans nakke, som hun svajede i ryggen og pressede kroppen ind til hans. Fingrene bredte sig igennem nakkehårene, som hev til og undslap et let støn. Hans nye højde matchede hendes meget bedre, som hun lænede sig en anelse bagud og skubbede brystet fremad. "Hold Dem endelig ikke tilbage," hviskede hun opfordrende, som han bestemt ikke behøvede være blid. Blot for at provokere ham yderligere, løftede hun det ene ben op og pressede det op imellem hans ben.

Magien i krystallen bed fra sig og det kunne mærkes i fingrespidserne. Man kunne vel næppe have forventet andet. Selvom han ikke gav udtryk for at have mærket noget, kunne han mærke det sitre let i fingrene efterfølgende. En eftersmag der fik ham til at tro, at krystallen kunne bide meget hårdere, end den havde.

Til trods for hans egen lyst til at gøre diverse ting ved én, der valgte at lade ham pille og rage, skulle det ikke undrer ham hvis der alligevel var huller i den del af hans omdømme. Agarés nød at tilfredsstille en kvinde, også en mand for den sags skyld, han var bestemt ikke kræsen, men i sidste ende ville han alligevel altid sætte sit eget behov først. Han ville stadig rode og rage, pille og rive, gribe fat med en bestemt hånd, fordi han havde lyst. Det var dog sjovere, hvis det også viste sig tilfredsstillende for den anden. Og hvis ikke, så fik han da i det mindste sit. Man var vel i sidste ende ikke mere end en egoistisk dæmon.

Reaktionen på bidet var ikke til at tage fejl af, så han besvarede med at bide endnu hårdere. Han mærkede et ben presse på mellem hans egne og tænderne slap deres greb om huden mod hendes hals, for at han i stedet kunne lade et direkte nydende støn undslippe. Men i modsætning til den nydende lyd, fjernede han hånden mod hendes balle, lagde den i stedet mod det lår der pressede på mellem hans ben, greb fat og skubbede på. Han nød det, men reagerede i ren refleks når noget styrtede mod lige netop dét område. Han rettede hovedet op og lod blikket finde hendes.

En let latter undslap, inden han strammede grebet om hendes hals mere og neglene blev skubbet ind mod huden. Nu havde hun bedt ham om ikke at holde tilbage. Hvis det endte med at blive et problem, regnede han med at få det at vide. Han slap grebet om hendes lår og førte i stedet hånden ind mellem hendes ben, ind under klæderne og skubbede et par fingre ind i hende, uden hensyn til om hun var klar eller ej.
"Begynd at afklæd Dem," nærmest beordrede han med et bestemt blik plantet fast i hendes og et let morende smil bredt over læberne. Han havde ikke i sinde at stoppe sin leg mellem hendes ben, mens hun fik fornøjelsen af at smide tøjet for ham. Hvis det viste sig at være besværligt, måtte hun vel finde en løsning.

Samtlige krystaller fordelt rundt omkring på hendes krop, ville bide fra sig, hvis han atter forsøgte at røre dem. Men måske han kunne lide den prikkende fornemmelse i fingrene? Arasné bemærkede det dog ikke, som krystallen ikke var ude på at ramme hende i nogen forstand, de tilhørte trods alt hende og var der kun til hendes eget formål. Men Agarés kunne umuligt vide, hvad de gjorde udover at de så ud til at lagre magi til senere brug. Eller konstant brug. Men de var ikke vigtige nu, som hun langt hellere ville gå på opdagelse rundt på hans krop.

Det hårde bid kom en smule bag på hende, mest fordi de færreste ville starte ud med at teste den anden, når lysten opstod. Men hun kunne bestemt lide hans fremgangsmåde, som det blot resulterede i et hårdere bid og er sammenbidt støn fra hendes læber. Grebet omkring hans nakkehår blev fastere, som hun hev til og med fuld overlæg rev håret ud. Bare en mindre tot. Dæmonens reaktion på hendes lille lej imellem benene, bragte et lusket smil over hendes læber. Hun lod ham blot skubbe hende bort og trak let på skulderen. Det ville ikke afholde hende fra at gøre det igen, tværtimod. 

Det virkede som om de talte samme sprog, uden rigtig at tale sammen, da han borede neglene ind i halsen på hende og fik hende til at le, imens at hun pressede benene sammen og gned imod sig selv. Hun var bestemt blevet opstemt. Som Agarés søgte imellem hendes ben, spredte hun den straks og lod ham passere uden indvendinger. Et gisp undslap hendes læber, da hun ikke var blevet helt klar, men den hårde behandling havde blot en positiv indvirkning, som hun straks blev mere våd. Ordren fik hende til at rette blikket imod ham, som hun flyttede hænderne til hans brystkasse og rev neglene langsomt, men dybt, over det faste ydre.
"Men dog, Hr. Vitalis" lo hun let, som overvejede hun ordren, men hun adlød den heller ikke med det samme. I stedet vrikkede hun hofterne let fra side til side, klemte fast omkring hans hånd og rev neglene over hans brystkasse, før at de vandrede længere sydpå. Hvis han ville have hendes klæder væk, så måtte han jo skille sig af med dem? 

Det lod til at den hårde behandling af hende gik helt som han håbede. Når han med vilje ikke havde gjort det mindste for egentlig at gøre hende bare lidt klar, men det kun lod til at gøre hende mere lysten. Han nød endelig at kunne tage ordentligt fat igen og at det også havde en effekt, når han gjorde. At han ikke bare kunne skubbes rundt længere. Medmindre han selvfølgelig fik skubbet et knæ i skridtet, det ville enhver mand vel reagere bare lidt på. Til gengæld nød han samtidig også hendes lidt hårde behandling af ham. Han ofrede gerne en mindre tot hår når de begge så ud til at nyde deres lille leg. Som om de prøvede at finde ud af hvem der først gav efter for den anden.

Der lød et luftigt støn, som neglene blev revet dybt og langsomt ned over hans brystkasse. En anelse hårdere og hun ville have revet blod med. I steder kunne man se de røde mærker efter. Agarés lo let over hendes måde at nægte, at adlyde hans beordrende ord. Hendes lår der klemte om hans hånd gjorde det ikke nemt at fortsætte sin lystige leg med fingrene, men så måtte han jo bare være lidt grovere. Som hun førte hænderne længere ned ad hans krop, pressede han hårdt på med fingrene i hende, som forsøgte han at få dem endnu længere ind, selvom det ikke var muligt.

Han ventede til hendes hænder havde vandret næsten helt ned. Så skubbede han på med hele kroppen for at få hende til at ende med bagdelen mod skrivebordet. Han pressede let mod hendes hals, for at skubbe hende længere og længere ned at ligge på bordet og han lænede sig en anelse længere ind over hende.
"Hvis De ikke gør, så fortsætter jeg med at lege." Han bevægede fingrene i hende lidt mere, lidt hurtigere.
"Indtil De er lige ved at komme," fortsatte han med en lystig tone, idet han lagde tommelfingeren mod knoppen dernede og også gjorde lidt hårde bevægelser mod den.
"Og så stopper jeg," sagde han. I samme øjeblik fjernede han tommelfingeren og erstattede de hurtige, lidt hårde bevægelser med fingrene, med helt langsomme og blide. Dog kun for en kort stund, da han startede med de hurtige igen.
"Og så gør jeg det igen." Så blev det langsomt igen.
"Og igen." Hver gang ændrede han tempoet, indtil han til sidst kun fortsatte helt langsomt.

Arasné måtte give ham en smule credit, han spildte bestemt ikke tiden, som han straks gjorde nytte af sit ydre. Det var nemt at mærke styrken under hans brystkasse, som de spændte op, hver gang at hans hånd bevægede sig imod hendes skød. Hun var sulten, sulten efter mere og det lagde hun bestemt ikke skjult på, som hun trak vejret dybt og svajede i ryggen for at presse sit bryst imod Agarés. Indtil videre havde hun ikke fortrudt at hjælpe ham af med sit lille dilemma, men mon det ville fortsætte? Hun lo let af hans reaktion, den sædvanlige reaktion, når mænd blev trængt op i en krogen, som hun dog borede neglene ind i hans brystkasse. Som forsøgte hun at trække ham tættere på, hvis hun bare kunne få ordentlig fat. 

De røde streger fortjente et øjeblik, som hun betragtede sit kunstværk og lod fingrene følge linjer ned ad. Hun greb dog lige pludselig ud efter ham, som han pressede på og fik hende til at sætte et ben bagud i håbet om at holde sig på benene. Bare lidt endnu. Dæmonen ville tydeligvis gerne kontrollere det hele. Men det ville de være to om at bestemme.. Agarés måtte hjertens gerne insistere, som hun undslap et støn, da behandlingen blev grovere. Hendes blik opfordrede ham til at gøre sit værste.

Hun slog en latter af, da han endnu en gang kom i vejen for hendes hænderne vandren og pressede hende op imod skrivebordet. Arasné svajede automatisk i ryggen, som han skubbede hende bagover. Lige indtil hun lå over bordet med blikket fastholdt på hans figur. Hun tog nogle dybe vejrtrækninger, som tempoet blev sat op og han fortsatte legen imellem hendes ben. Hun sukkede efter mere, imens at hun lyttede til hans ord. Han insisterede virkelig på, at hun skulle overgive sig.

Arasné spredte benene yderligere, som hun lagde hovedet tilbage, da han intensiverede sin leg. Men så stoppede han. Og fortsatte. Hvilket fik hende til at vrisse en smule. "Argh" udbrød hun frustreret, som hun skulede op på ham og greb fat i skrivebordet i et forsøg på at skubbe sig op. "Flå det af, dæmon" insisterede hun trængende, som hun trak vejret dybt og med besvær fik løsnet klædet omkring hendes bryster, så det gled af. Men hendes nuværende position gjorde det tæt på umuligt at fjerne den nederste del, desuden så så det ikke ud til at være nogen hindring for ham. Så hvorfor bøvle med det?

Agarés opfangede straks hendes opfordrende blik. Når han på et eller andet tidspunkt ville blive færdig med at frustrere hende, hvis han da overhovedet kunne finde ud af at stoppe, skulle han helt bestemt nok gøre sit værste. Så længe hun altså kunne finde ud af at gøre som han bad. Han var stædig nok til at fortsætte sin tirrende leg. Han kunne jo se, at trods hendes dybe frustration, så nød hun det alligevel. Og han morede sig gevaldigt, hvilket kun gjorde det bedre.

Ved hendes forsøg på at skubbe sig op fra bordet, flyttede han fingrene fra hendes hals og op omkring hendes kæbe. Han lagde ingen ekstra kræfter i, men lod neglene bore sig let ind mod hendes hud, bare for at indikere, at han ikke havde tænkt sig at lade hende få den tilfredsstillelse. Han vidste, at det kun ville frustrere hende mere, hvis han ikke lod hende løfte sig fra bordet.
"Men dog, Arasné," sagde han med en let latter, som han gentog hendes egne ord, da han beordrede hende til at afklæde sig første gang. Han rettede et næsten sultent blik mod hendes bryster, idet klædet der dækkede gled af, inden han rettede det op igen.
"Javel," sagde han kort efter. Endelig slap han grebet om hendes hals, for i stedet at tage fat i den nederste del af hendes klæder. Han rev til i ét ryk og fik dermed også revet det i stykker, og ikke bare løsnet det som hun fik løsnet den øverste del, hvorefter det blev kastet til siden.

Fingrenes bevægelser mellem hendes ben blev endnu engang hurtigere. Denne gang blev han ved sådan, da han lagde den anden hånd mod bordet ved siden af hende og lænede sig ind over hende. Han sendte hende lige et sidste, lettere morende smil, inden han åbnede munden og bed sig fast i hendes ene bryst, lige hen over brystvorten. Denne gang holdt han sig ikke tilbage. Bidet var helt bestemt ikke blidt.