Krusk. Hun skrev sig navnet bag øret. Ikke fordi hun ligefrem forventede problemer — værnet havde trods alt ladet ham passere — men det skadede aldrig at vide,
hvem der havde rendt nøgen rundt i ens stue.
Med en lille bakke balancerende i hænderne traskede hun tilbage i opholdsstuen. På den stod blommesaft af de nyplukkede blommer fra træet ude i haven, saltede sild, smør og brød. Ved siden af stod to kopper kamillete og dampede sagte.
Lidt til nerverne oven på den boksekamp med orkhønerne.
"
Idun." Hun satte bakken på bordet foran ham og begyndte at stille maden frem. Mest til Krusk. Selv havde hun allerede spist, men en kop te om aftenen sagde hun sjældent nej til. Og efter det her føltes det
meget velfortjent.
Blikket gled tilbage på ham.
Det var egentlig lidt fjollet, at han sad dér i hendes klæder. Først nu kom hun i tanke om, at der inde på værelset stod en kiste med Earls gamle tøj.
Tøj, der sandsynligvis ville passe ham betydeligt bedre. Iduns mundvig gav et lille ryk.
Nå. Det kunne han få at vide i morgen.
Hun trak stolen ud overfor sofaen og skulle netop til at sætte sig, da hånden stødte mod noget hårdt i lommen.
Salven. Idun standsede.
"Kom du til skade?" De ravgule øjne lagde sig vurderende på ham. Denne gang søgte de ikke mistænksomt efter tegn på bedrag, men efter rifter. Ansigtet først. Armene. De steder hun kunne forestille sig, at Earls kløer kunne have fået fat. Hun rynkede panden.
"Earl fik fat i dig før."