En nervøs trækning gled over Krusks ansigt ved lyden af hønsefødder på trægulvet. Han skulle i hvert fald ikke prøve at forvandle sig til en kat igen, mens de høns var i nærheden - heller ikke selv om fruentimmeren tvang ham til at lave en hurtig exit. Det ville hun dog nok også næppe, når hun nu havde givet ham tøjet at tage på..

Skulle han mon aflevere det, inden han gik? 

Han lagde mærke til, hvordan hendes blik hang ved tøjet om hans krop, inden hun hastigt så væk, og han skævede ned af sig selv. Det sad en anelse stramt over skuldre og brystkasse, samt ved skridtregionen, hvilket næppe kunne undgås at bemærke, når man så på ham. Nuvel, det var vel bedste end nøgen.

"Det har jeg ikke nej.." Svarede han på hendes spørgsmål med en håbefuld undertone. Han ville bestemt ikke sige nej, hvis hun bød på et måltid.

Idun lagde den sidste pude fra sig og trak vejret langsomt ind gennem næsen før hun så på den fremmede halvork igen. Der gik et øjeblik. Måske ville hun fortryde sin gæstfrihed senere. 
"Jamen så tag plads." Hendes tone var stadig påpasselig da hun stift pegede på sofaen.

 "Bare lad være med at sætte dig på pindsvinet." Formanede hun før hun vendte sig skarpt omkring og styrede ud mod det lille tekøkken. 

Stuen og tekøkken hørte sammen, omend det krogede en anelse til en smallere sti. Potter og pander hang på række, og på hylder stod krukker og glas med salver og krydderier. Der gik ikke længe før hun fandt saltet kold sild frem og nogle skiver brød. 

"Dit navn?" Blikket skævede ind mod stuen for at finde ham, før hun rettede opmærksomheden mod brødskiverne hun var ved at skære omhyggeligt. I en lille krukke rørte hun smør sammen med brændenælde salt. "Du fortalte mig aldrig dit navn." 

"Pindsvi-" Krusk nåede ikke at færdiggøre sit spørgsmål, før hun var drejet om på hælen. Hans øjne fulgte hende, som hun drejede ned af en lille sti til rummet i forlængelse. Lydene fra køkkenet fik det til at rumle en smule i hans mave, som han meget forsigtigt tjekkede for pindsvin, inden han satte sig i sofaen.

Det var langt fra første gang han havde listet sig ind i hjemmet hos en sød dame, der kunne byde på lidt at spise - oftest forblev han dog som kat og damen i lykkelig uvidenhed, inden han hoppede ud af et vindue og tilbage i friheden igen. Af og til var der dog også nogle der kunne finde på at invitere ham hjem som den han var - det havde vist sig ikke at være alle, der blev skræmt bort af den grønne hud og de små, fremstødende tænder i undermunden.

Under lykkelige omstændigheder kunne han nok også have stødt på hønsedamen i landsbyen og måske endda være blevet budt på en kop et-eller-andet. Det bildte han sig i hvert fald ind kunne have ladet sig gøre, frem for at sætte liv og lemmer på spil i hønsegården..

"Krusk." Svarede han med et lille, afslappet smil på hendes spørgsmål, som han lod blikket glide rundt i rummet. Her var hyggeligt.. hjemligt. Han nævnte ikke sit klannavn, for selv om de var langt fra Tusmørkebjergene, var det ikke umuligt, at hun havde hørt om det. "Hvad hedder du selv?" Spurgte han og bremsede sig selv inden han tilføjede frue igen. 

Krusk. Hun skrev sig navnet bag øret. Ikke fordi hun ligefrem forventede problemer — værnet havde trods alt ladet ham passere — men det skadede aldrig at vide, hvem der havde rendt nøgen rundt i ens stue.

Med en lille bakke balancerende i hænderne traskede hun tilbage i opholdsstuen. På den stod blommesaft af de nyplukkede blommer fra træet ude i haven, saltede sild, smør og brød. Ved siden af stod to kopper kamillete og dampede sagte. Lidt til nerverne oven på den boksekamp med orkhønerne.
"Idun." Hun satte bakken på bordet foran ham og begyndte at stille maden frem. Mest til Krusk. Selv havde hun allerede spist, men en kop te om aftenen sagde hun sjældent nej til. Og efter det her føltes det meget velfortjent.

Blikket gled tilbage på ham.
Det var egentlig lidt fjollet, at han sad dér i hendes klæder. Først nu kom hun i tanke om, at der inde på værelset stod en kiste med Earls gamle tøj. Tøj, der sandsynligvis ville passe ham betydeligt bedre. Iduns mundvig gav et lille ryk.

Nå. Det kunne han få at vide i morgen.

Hun trak stolen ud overfor sofaen og skulle netop til at sætte sig, da hånden stødte mod noget hårdt i lommen. Salven. Idun standsede.
"Kom du til skade?" De ravgule øjne lagde sig vurderende på ham. Denne gang søgte de ikke mistænksomt efter tegn på bedrag, men efter rifter. Ansigtet først. Armene. De steder hun kunne forestille sig, at Earls kløer kunne have fået fat. Hun rynkede panden. "Earl fik fat i dig før."

Krusk spærrede øjnene en smule op, som han så hvad der stod af herligheder på bakken i Iduns hænder. Det duftede frygteligt godt, og han så forventningsfuldt på det, som hun begyndte at stille det frem til ham. 

"Mange tak, fru- jeg mener Idun. Det ser meget lækkert ud."

Teen så endnu lidt varm ud, men en sildemad kunne man bestemt godt starte på. Han skulle til at række ud efter brødet, da han bemærkede, at Idun stod og betragtede ham lidt. Øjenbrynet løftede sig - lettere spørgende. 

Om han var kommet til skade. En tænksom mine gled over Krusks ansigt. Han kunne godt mærke at det sved lidt hen over ryggen - og også lidt længere nede - som havde han været i kontakt med skarpe kløer. Og det havde han jo egentlig også. 
Han blev lidt rød i kinderne, som han så op på hende. Han ville helst ikke udsætte hende for mere af sin nøgne krop, nu hvor hun havde reageret så stærkt på ham før. "Joeh, jeg har vidst fået et par rifter, men det er ikke så slemt."

Fru...

Idun hørte udmærket, at Krusk var lige ved at kalde hende frue igen. Brynene trak sig sammen, og hun var allerede parat til at sætte ham på plads, hvis han vovede det! Heldigvis rettede han sig selv, og hendes udtryk mildnedes en smule, da han i stedet komplimenterede maden.

"Blommerne er fra haven," forklarede hun, mens hun satte sig til rette. "Spis endelig op." Hun lod blikket glide over Krusk. Der var noget næsten barnligt over den måde, han betragtede maden på. Som om hun havde stillet en hel festmiddag foran ham og ikke blot et par sildemadder. Han fik jo nærmest julelys i øjnene!

Det trak uvilligt i hendes mundvig.

Åh, altså.

Det var svært at være ordentligt mistroisk over for nogen, der så så fornøjet ud ved synet af et stykke brød. Hun skjulte det lille smil bag tekoppen, som hun førte op til læberne.

Måske var han alligevel ikke så farlig.

Men ved hans næste ord forsvandt smilet igen. Idun sendte ham et bekymret blik hen over kanten på koppen, inden hun satte den fra sig på bordskåneren.
"Jeg kan smøre lidt salve på rifterne, når du har spist," tilbød hun og fiskede den lille krukke frem fra lommen. Den blev stillet på bordet mellem dem. "Det er nok bedst. Der kan gå frygtelig betændelse i sådan noget." Hun rynkede panden en smule. "Og Earls kløer er ikke ligefrem rene. Han går og skraber i jord hele dagen."

Krusk gjorde sjældent noget stort ud af sine egne måltider. Der var ikke rigtig grund til det - og når han var ude i katteskikkelsen, havde han heller ikke noget imod at snuppe en mus eller to. Det virkede derfor også næsten overvældende for ham, at se det lille fine måltid på bakken foran sig. 

Så var det nok ganske godt, at han ikke havde fået sig en bid af hønsene. De var også lidt mere, end man kunne gabe over. 

Før han helt kunne sætte sig med sildemaden, var der dog spørgsmålet om rifterne - og Iduns tydelige bekymring over dem. Det lød ikke helt godt med betændelse, men han kunne da heller ikke bare sådan byde hende at smøre hans krop ind i salve, når hun meget tydeligt havde givet udtryk for, at hun ikke brød sig om at se den. 

"Der ser man, du har også forstand på lægekunst." Sagde han med et svagt smil, der dog hurtigt endte i en lettere undskyldende mine. Han rejste sig forsigtigt for at løfte op i koften bag til, så man kunne se rifterne på ryggen. "Ser det slemt ud?" Han tøvede en anelse før han fortsatte. "Jeg kan også mærke de går lidt .. øh .. længere nede." Et godt stykke ned over hans numseballe, hvis man skulle være præcis.