Kvinder, de forstod at snøre en om deres fingre, hvis man ikke passede på. Men Fareed kunne godt lide legen. Især når han i sidste ende stadig fik lov til at vinde.  Og det havde han i sinde at gøre. Så for nu kunne hun vel beholde sit slør.

Hans øjne funklede i den lave belysning, men han trak sig et halvt skridt, for at lade hende føle at hun trods alt stadig havde lidt magt omkring situationen. "Nuvist, men selv de falmer lidt, når en rigtig juvel dukker op blandt dem," sagde han. Eller nok nærmere var han nok bare blevet træt af at se på de samme juveler.
Selv det smukkeste mistede sin værdi, hvis man kiggede lidt for meget på det, og selvom Fareed aldrig blev træt af det smukke, så kunne det godt kede ham, og så fandt han den mindste grund til at sende det væk. Ikke at han nødvendigvis var ærlig om at det nogle gange kunne være grunden.

Fareeds øjne korvarigt blev lidt smallere, inden de åbnede sig igen og et afslappet smil var på hans læber, men det stoppede ikke tanken, om at hun måske var mere interesseret i hans brors familie. Det var ikke ligefrem unormalt.
"Hvem ønsker De at høre om?" spurgte han, selvom følelsen i baghovedet kun gnavede lidt mere. "Jeg har en flok af smukke børn, jeg kunne fortælle Dem alt om, eller er det mere mine søskende De ønsker at høre om?" Han holdt tonen let, men det var heller ikke nogen tvivl om at han godt havde på fornemmelsen af at det ikke var hans børn det handlede om.