Kvinder, de forstod at snøre en om deres fingre, hvis man ikke passede på. Men Fareed kunne godt lide legen. Især når han i sidste ende stadig fik lov til at vinde.  Og det havde han i sinde at gøre. Så for nu kunne hun vel beholde sit slør.

Hans øjne funklede i den lave belysning, men han trak sig et halvt skridt, for at lade hende føle at hun trods alt stadig havde lidt magt omkring situationen. "Nuvist, men selv de falmer lidt, når en rigtig juvel dukker op blandt dem," sagde han. Eller nok nærmere var han nok bare blevet træt af at se på de samme juveler.
Selv det smukkeste mistede sin værdi, hvis man kiggede lidt for meget på det, og selvom Fareed aldrig blev træt af det smukke, så kunne det godt kede ham, og så fandt han den mindste grund til at sende det væk. Ikke at han nødvendigvis var ærlig om at det nogle gange kunne være grunden.

Fareeds øjne korvarigt blev lidt smallere, inden de åbnede sig igen og et afslappet smil var på hans læber, men det stoppede ikke tanken, om at hun måske var mere interesseret i hans brors familie. Det var ikke ligefrem unormalt.
"Hvem ønsker De at høre om?" spurgte han, selvom følelsen i baghovedet kun gnavede lidt mere. "Jeg har en flok af smukke børn, jeg kunne fortælle Dem alt om, eller er det mere mine søskende De ønsker at høre om?" Han holdt tonen let, men det var heller ikke nogen tvivl om at han godt havde på fornemmelsen af at det ikke var hans børn det handlede om.

Safiya kunne mærke sig selv ånde en anelse lettet op, da Fareed trådte lidt tilbage fra hende. Hun var langt fra ude af løvens hule endnu, men det gik op for hende, at hun næsten havde holdt vejret i hans nærhed. Hun ville ikke vide, hvad han ville gøre, skulle han opdage hendes sande identitet.

"De smigrer.." Lo hun under sløret, som var hun en af de unge møer, han utvivlsomt overøste med den slags bemærkninger. Slibrige, ulækre mandfolk. Hvor mon hans kone befandt sig denne aften?

Det var altid det samme med Kazimi-mændene. Altid ude og erobre, mens deres egne hustruer var i fare, hvis blot de kastede et blik i den forkerte retning. Tanken fik en let rysten til at gå gennem hende - en vrede, der måske kunne fejltolkes som noget andet, stod man hende nær.

"Det lyder vidunderligt med så mange børn." Sagde hun og forsøgte at gøre stemmen mild og interesseret igen. "Hvad med Deres søskende?" Hun vovede spørgsmålet, for hun måtte vide mere om fyrstens familie.

Fareed lagde hovedet lidt på skrå, som hun blev ved med at spørge ind til hans brødre. En alarmklokke der langsomt var begyndt at ringe, ikke fordi hun var ude på noget lusk, men det var ikke første gang at han var blevet mødt med nogen der var mere interesseret i at kende hans bror end ham selv. Det var altid lidt en irritation, også selvom Fareed godt vidste at de kun var efter Sephyran for hans titel. Kønnere var han trods alt ikke, jovist da han var yngre, men nu?... han havde virkelig ladet sig selv dvæle hen i de gode sager.

"Jeg har et hav af brødre," sagde Fareed, med et let hævet øjenbryn, og det begyndte at være tydeligt at han var lidt mere på vagt nu end han havde været før. "Men det er måske Fyrsten du er ekstra interesseret i?" Det næste svar ville i hvert fald bestemme sig for hvad hans næste skridt var. Han havde før brugt Sephyran som en måde at smigre sig ind på folk, men der var også de hvor han ikke mente der var nogen grund til at introducere dem. Slangerne han ikke selv kunne styre.

Safiya var tæt ved at bide sig i tungen, da hun fornemmede skiftet i Fareeds væremåde. En vagtsomhed der pludseligt var gledet ind over ham - havde hun begået et fejltrin ved at vise interesse i hans søskende? Troede han, at hun var ude på noget? 

Hun måtte træde varsomt. At udvise interesse i Sephyran kunne enten afsløre, at hun ikke var så interesseret i ham, som han ønskede - eller endnu værre, hun kunne risikere, at han tilbød at introducere hende til fyrsten. Men begyndte hun at tale om børnene nu, ville hun måske lyde interesseret i Rubiniens politik og hvem der i sidste ende ville arve..

Noget hun slet, slet ikke kunne risikere over for en mand som Fareed.

"Ekstra interesseret?" Hun hævede øjenbrynet under sløret. "Næppe. Jeg har hørt mange historier allerede. Jeg formoder deres børn har leget sammen, hvis De har været samme alder?" Hun var nødt til at dreje samtalen over på børnene på en eller anden måde og undgå at tale for meget om fyrsten selv.