Stirret man længe nok, ville man kunne se hvordan tingene i sandhed ville udfolde sig. Præcis som med et stormvejr, det kunne ses for miles afstand og selv der, ville man kunne spå hvordan det ville ramme. Næsten og lige ved. Styrken og varigheden var det eneste man ikke kunne fortælle før man stod med det. 
Corinths røde blik var dybt fængslende, en hvirvelstrøm af syndigt væske. Vin såvel blod, alt måtte efterlade nogen former for skader, varige men. Silas ville for alt i verden gerne være en, som kunne forme ham til sin egen fordel. 

Placere tanker i hans hoved, vende vrangen ud på ham. 
Gøre ham til en ligeværdig på nogen plan.  

" Blikket af dit vækker attråen i mig, så levende .. "

Kampen i at få Corinth ned og ligge kom nemt til hans fordel, og han satte sig på ham. Knæene der holdt overarmene i spænd med gulvet under sig og hånden som havde holdt ham i nakken havde sluppet ham for at lægge sig ved siden af hans hoved, som han prøvede at guide Corinth til at se op i loftet med det. " Det ligner... man kan svømme i det " sagde han og lod den anden hånd af sin forsvinden om på ryggen af sig selv. Han satte sig mere oprejst op, men lod aldrig blikket slippe Corinths ansigt. 
Hånden bag om lod sig forsvinde til kunstnerens buksekant. Han havde i sinde at tvinge sig under. 

For nej, tiden blev så sandelige ikke spildt. Det var dog ikke i hans interesse at få Corinth til at få en nem nydelse af det. Der var lige nogen andre ting som skulle tages hånd om først. 

Det næste der skete, vækkede alle de forkerte associationer i Corinth. 
Udover at det gik op for ham hvor meget stærkere de anden reelt set var, følte han sig næsten også kastet tilbage til yngre dage, låst fast ned imod gulvets kulde. Bryderi havde aldrig været hans styrke - og det havde han skam hørt for - primært fra hans egne brødre og fætre. Et let offer, havde han mindedes dem sige. Så svagelig. 
Det var dog også noget de med årene var stoppet med, da de gik op for dem at Corinth til sidst ikke kæmpede imod længere. Tværtimod. Jah tværtimod, så virkede han til at le en smule af det, på trods af at ubehaget og modviljen der kravlede igennem den tynde krop, nu hvor vægten fra knæerne en smule smertefuldt holdt hans arme på plads, og gjorde det svært at trække vejret ordentligt. 
Der kunne ikke være andre grunde, til at hans vejrtrækning blev så udfordret. 

Og han stirrede op på ham, i tvivl om hvorvidt Silas egentlig ønskede at skade ham, når han samtidigt talte så pænt om ham. Eller i hvert fald hans øjne, og Corinth hev i en lidt skarp indånding vejret ind, da han fornemmede at Silas nu også søgte længer bagud. Nej. Det kunne han ikke, men hvorfor ikke, hviskede alt uroen. 

"Du, det kan ikke- Silas. Rolig nu" hviskede han lidt mere lavmælt, som om at han var bange for at nogle skulle høre hvad adelsmanden sagde om ham, og ville holde det herinde. Corinths øjne smallede ind, imens han prøvede at holde fodfæstet i samtalen, og i hvad der skete. Et frustreret, og nok også overrasket gisp da han følte hånden fumle med buksekanten.
"Du har højere standarder end det her, har du ikke?" slyngede han så ud, næsten provokerende i sit stivnede smil og arrogante ord.  
Og selvom han ikke fysisk kæmpede imod, kunne han fornemme at skyggerne begyndte at røre uroligt på sig, i udkanten af hans egen skikkelse og synsfelt. Under ham, som en bølgende og flygtig advarsel. Han prøvede at mase dem på plads, fordi det var heller ikke hvad han ønskede der skulle ske. Men desto mere han mistede af kontrol, desto sværere blev det at holde det i ro.

Hvad end kvælende lyde der måtte forlade den i fangenskab, generet det ikke Silas. Han havde det som han ønskede. Dominerende og på top. Men blikket. Han blev konstant revet tilbage til blikket. 
Flydende guld var smukt, krystalstøv var flot, men det vinrøde i de øjne. Han havde set mange i øjnene, alle så ens og kedelige. Hvorfor skulle dette så netop være anderledes. En fortryllelse. En fortryllelse var hvad det måtte være og han var faldet i med arme og ben. Rolig nu blev der bedt til, som det var en hemmelighed hvad han så i det blik. 

Men selvom hånden kun nåede så langt, stoppede han. Fortørnet over sætningen. At han tillod at sige sådanne ting. Så han trak hånd til sig og rejste sig fra Corinth, rejste sig som han forlod en sofahynde fra gulvet. 
Silas følte sig pludselig en smule tomhændet. Højere standarder, som hvis den anden ikke var god nok til ham, men samtidig svinede ham indirekte til. Eller Silas vidste ikke om det var tilfældet, men han tolkede det sådan. “ Du taler om standarder som hvis du havde nogen selv “ kommenteret han afvisende og trådt hen til et stort spejl ved væggen og rettet let på skjorten, men skimtede alligevel til Corinth i baggrunden af han selv. Genspejlingen afsløret lidt hvor han lå. 

Fyrstesønnen lod en hånd gliden igennem sit hår, pjuske det til og som hånden var færdig med det, knappede han første knap op. Ikke for Corinth dog. Sig selv.

“ Du kan ikke få den op, kan du vel “

Det virkede til at ordene trængte igennem den rus Silas var i, og endelig lyttede. Fornuft var måske et meget stort ord for hvad det skete, i virkeligheden var det nok bare stoltheden som tog et slag - men det virkede. Corinth følte en lettelse skylle igennem ham, da trykket over hans arme og krop lettede. Og i virkeligheden også stadigvæk på kanten af at beslutte, om det var en dårlig ting, at den anden gjorde ham ukomfortabel. Det skete jo så sjældent. 

Corinth fulgte ham så langt ned øjnene som han slap, indtil Silas forsvandt udenfor hans synsvidde. Og der skulle lige få et par sekunder (og dybe vejrtrækninger) førhen Corinth faktisk bevægede sig, og kom op at sidde igen, hænderne gnubbende over der hvor knæene havde holdt han nede før. "Du tror ikke at jeg har standarder?" Lo han sagte, som var det en vantro konstatering, sådan at slynge ud. Men hvad end der kunne give sjælen lyst til mere, fremfor fred, kunne han nikke jah til. Også selvom det ikke nødvendigvis var rigtigt. 
"Nogen må jo passe på jeres ære, når i ikke selv gør det" mumlede han for sig selv, lige højt nok til at han var sikker på at Silas fik hørt ham. 

Corinth studerede kort sine hænders mørke, det gik ikke, at noget smittede af herinde, og åndede lettet op over at det ikke var blødt ned på gulvet. Spørgsmålet fik ham dog endelig til at vende sig, studere det lyse ansigt i refleksionen af spejlet, og overraskende lydløst komme op og stå igen. 
Sikken en mulighed for at sige nej. Og som en der ikke havde meget at miste, trak han på skuldrene. "Ikke et problem du ville kende til, høre jeg?" Og smilte næsten undskyldende til den blonde adelsmand.

Stormblikket havde ikke meget interesse i at give Corinth for meget anerkendelse eller opmærksomhed; men som en hund i lænker, var det tæt på uundgåeligt. Irritationen og den ridse han havde lavet i lakken var utilgivelig stor. 
Frustreret over at hans ego skulle lide last. Silas fik rettet tøjet, håret og skuldrene sank. “ Absolut ikke. “ afviste han. Det var tydeligt bevist at han ikke havde standarder, ellers havde han ikke afvist Silas. En dum beslutning i hans optik. 
Men for at Silas kunne få stillet sin lyst, jah, så måtte han jo blot få bestilt en pige til værelset, upåvirket af Corinths tilstedeværelse. 

Han skimtede hvordan skikkelsen i spejlet fik sat sig op. Men anerkendte det ikke. “ Måske du og din familie burde sørge for at få oprettet et ry før I udtaler jer sådan “ og nu afsløret han stille at han havde genkendt farverne i sidste ende. 
Helt dum var det smukke ansigt ikke. 

Silas vendte sig delvist rundt, men trådte hen til døren, åbnede den og så en ansat på gangen. Viftet personen hen og bestilte noget i diskretion og vendte tilbage til ståstedet før. Eller snarere han satte sig atter i lænestolen. “ Ikke mit problem længere, du må jo bare se på så “ sagt med en ærlig ligegyldighed og åbenhed om hvad der måtte være i vente for rummet. “ For du kan ikke gå før din opgave er slut, så vil du ikke deltage, må du være passiv tilskuer “.

Og så kunne man være så fandens uenige udadtil, selvom mange af de ting Silas sagde nok var sande. Hans standarder var måske ikke lave, men finurlige - sagde han til sig selv. Og det han ville have ud af det, kunne han ikke risikere at en anden adelig vidste af - alt det som han mente de havde af rygte, var selvfølgelig ikke det Silas mente når han talte. Corinth himlede lidt diskret med øjnene, og rettede på tøjet der var blevet rykket rundt på, en dæmpet lille brummen til svar  Men bagved det hele, kunne han ikke lade være med at bide mærke i hvordan fyrstesønnen trods alt havde genkendt familieskjoldet. 
Og på trods af det, ikke sendt ham afsted. Men. Hvorfor?

Tanken slog rod - summede i sine overvejelser - imens han uden meget modsvar fulgte adelsmandens færden i rummet. Og selvom han ikke helt fik fat i hvad der blev sagt imellem tjener og den de tjente, var Corinth ikke langsom til at fange en hentydning, da han blev bedt om stadigvæk at blive. 
Øjenbrynene gled lidt måbende op i panden, da han tilmed (godt nok indirekte) blev tilbudt at tilslutte sig den unge mands.. interesse for aftenen. Jah så ublufærdig som man kunne forestille sig en person være - og så lige lidt mere - det var hvad han fik med fra Silas' ord og gøren. Det var spændende, og Corinth følte kæben spænde op, da han ikke lang tid efter hørte et lavmælt bank på døren ind til hans værelse, der dæmpet meddelte at nogle var på vej. "Du er seriøs?" 
Tonelejet indrømmede at han ikke helt havde troet på ham, og benene kom i bevægelse. Bar ham hele vejen hen til den siddende Silas, lydløs over trægulvet, indtil hælene smækkede imod gulvet da han stoppede op, og krydsede armene. "Og jeg som troede at Norden var blufærdig" hvilket var en form for kompliment. Og næsten som var det timet, gled Corinths blik lidt sidelæns, da han hørte et bank ved døren. 
Lidt spørgende stirrede han imod den, inden at han med et lille skuldertræk lignede en der skulle til at gå hen og åbne. Lege med, hvis han ikke havde tænkt sig at stoppe ham - Silas var ikke seriøs. Godt nok kendte han ikke prinsen, så måske han blev klogere, men. 
Hvis han var, måtte han da se det. 

Der var ingen indikation til, at han ikke var seriøs. 
Silas var så dybt seriøs som nogen kunne være. Han sad i sin trone atter igen og lænede hovedet tilbage og svang benet over det andet og så uberørt på Corinth. Spørgsmålet virkede så vantro som noget kunne være. Han trak let på skuldrene i et simpelt træk. " Hvorfor skulle jeg ikke få stillet min lyst bare fordi du er her? " det var jo ikke et problem. Samtidig var det mere end okay, hvis Corinth selv ville tage muligheden og benyt sig af hende efterfølgende. Der var rigeligt med huller at arbejde med. 

Men det handlede ikke kun om at få den stillet, Corinth havde ikke ladet ham bruge ham. Så nu måtte de jo dele, hvis det var hvad det var. Det gjorde jo alligevel intet. 

" Nu skal du stop med dine vrangforestillinger " kommenteret han vrissen og viftede med fingrene for at indikere at Corinth godt måtte åbne den dør. Han følt sig vel tilpas. " Du kan altid lære hvordan man deler " omend det nok snarere var Silas som skulle lære det, men lige disse type kvinder, dem han havde det nemt at dele med.  

Det var i og for sig et logisk spørgsmål... 
.. så man bort fra alt det upassende i det. Hvorfor skulle han ikke få stillet sin lyst? Corinth havde intet godt svar til lige præcis det, fordi fulgte man den mere frigjorte livstil, var der ikke noget der skulle holde en på måtten. Bare opfordringer hele, hele vejen. Han havde altid været lidt fasvineret af dem der trådte ved siden af. 

Et sidste blik på Silas, han virkede uberørt at situationen, så Corinth åbnede med en dæmpet knirken døren, og lod den tilkaldte kvinde træde ind. 

Hun studerede først ham, og med en lidt overrasket mine bagefter Silas, da det gik op for hende at den blonde mand talte til en anden, der sad længere inde i rummet. "Og du vil lære mig det?" smilede han, og slog hånden inviterende ind imod Silas, så hun ikke misforstod fuldstændig hvad der foregik. Hendes udtryk var svært at tyde, men usikkerhed sivede ikke igennem den smukke kvindefacade, da hun med lette skridt trådte ind, og overtog mere af rummet. "Selskab? Heldige mig..." og Corinth lukkede døren bagved hende, øjnene fæstnet imod den letklædte ryg han så bevæge sig imod Silas. 
Skøgen forsøgte at sætte sig på den blonde mands skød, den ene hånd svunget om nakken på ham, imens hun legede med det lyse hår. "Mit navn er Merilla" smilede hun tillokkende, og skubbede lidt af det lange mørke hår om på den anden side af hovedet, så skulderen og halsen blev blottet. 

Kunne man bare... tilkalde skøger sådan? Corinth, der sidst havde været i byen da han var lige dét yngre, fandt det utroligt at byen havde så meget at byde ind med. Og selvom han ikke gjorde antræk til at tilslutte sig - også selvom Silas var lokkende. 
Skred han tilbage til sin siddeplads fra før, og samlede lidt mere diskret blokken op, for at lægge den over skødet. Nysgerrig, det var i hvert fald et ord for det. 

Man var enten en tager eller en giver, og Silas troede fuldt og fast på, at han var til for at tage. Det var allerede blevet nævnt en gang, han tog hvad der retmæssigt var hans og Corinth var første individ for dagen, skøgen nu og her, nummer to. Eneste problem ved det hele, var at Corinth havde været genstridig. 
Men talt det ikke blot for, at han måske var en tager der endnu ikke var brudt ud af sin æggeskal. Det skulle vel være en ære for Silas at gøre Corinth den fornøjelse, den forvandling der var nødvendig. 

Et langt suk flød ud igennem næsen af fyrstesønnen og blikket så tiende på Corinth. " Nogen skal jo lære dig hvordan man behandler dem " men han lod benet der før var blevet lagt over det andet falde fra og skoskålen ramte gulvet med et let dunk. Hans hænder gled omkring bagpartiet af hende og mærkede det an. Fast som hun satte sig over skødet på ham og det lange hår der blev forflyttet. Hendes navn var ham ligegyldigt. 

Hånden der havde taget let i mod hendes numse flyttet sig op og greb let om hendes ene bryst. Masseret det og så op på hende, så fin og yndefyld. Hovedet rykkede sig let til siden og han lod fingrene glide ned om kanten af stoffet til brysterne, før de gled op mod skuldren for at trække det ned over dem og synliggøre det ene bryst. " Merilla, jah? Er du erfaren med jomfruer " spurgte han, stikkende mod Corinth og skimte let i mod ham, blokken ænsede han ikke. Men som han lod sit blik falde tilbage mod brystet, lænede han sig let frem og bed hende let i brystvorten, trak i den med tænderne. Strittende og indbydende. Et tip med tungen og han lod den anden hånd, som endnu lå på numsen, træk hende let tættere ind med underkroppen, som små gnub for at stimulere blodet lidt. 
Men som tungen gled over brystpartiet lænede han hovedet tilbage. " Smid kjolen og tag endelig plads ... måske for en kort stund på ham.. " provokerende i et forsøg på at få Corinth lidt ind i kampen. Men bukserne skulle jo af, eller hvert fald bare lige ned for at han kunne få penisen frem.  

Dem. Trykfordelingen var kontant, og gjorde tydeligt op imellem rig og mindre velstillet. Adelig og skøge. Mand og kvinde. Selvom Corinth ikke kunne blære sig med samme form for overlæg og erfaring, eller for den sags skyld oplevelser med andre... trak det alligevel en anelse i ham, da Silas bare lod hende sætte sig til rette. Så velformet. Et sidste formanende blik på kunstneren, inden at han gav sin opmærksomhed til kvinden foran ham, allerede igang med at få små fnis og milde, behagelige lyde fra hende da han begyndte at vise lidt mere ud frem. Jah det trak i blikket, der tavst fulgte håndens flugt nedover ballerne. Og fik det til at summe.  Til at starte med, over det hele; hvorfor gjorde han det imod ham? 

Og hvorfor fandt han sig i det? 

Han burde ikke have noget at gøre herinde. Men Corinth vidste at han nød det, det hele, ellers ville han have snuppet sine ting og gået for længst. 
Lige udenfor kanten af hendes skulder, kunne adelsmanden ane hvordan at det ene bryst blev bidt ned i. Strukket ud, og et væld af hår faldt nedover ryggen på skøgen, da hun skød brystet frem imod den blonde Silas og stønnede. "Mmmh, jeg er erfaren med jer alle.." alle jer, jeres typer, og man kunne gisne om hvad det betød. Merilla fulgte hans guidende bevægelser, ganske elegant, førhen hun fulgte (delvist) ordren og viklede sig fri, for at strippe tøjet af sig. 
Hendes blik gled bagud, mødte Corinths vinrøde øjne, og som en lille del af showet, vuggede hofterne blidt for at skubbe kjolen nedover den timeglasformede krop. Gjorde udsynet til ryg (og andet) synligt for Silas, et flirtende smil om læberne da hun bakkede en anelse bagud, for at gå bagom hans lille 'trone', en hånd op af armen og til skulderen, da hun startede sit lille show. "Så De vil dele med din lille..." og hendes blik gled nedad, på blokken han ikke havde fået skriblet videre på. "Kunstner? - Det er gavmildt af Dem.." nynnede hun, og fik spankuleret om til fronten igen, og satte sig til rette. Fulgte hans opfordring fra før og vuggede ind imod hans underkrop, læberne ind imod hans hals da hun kyssede ham op af den. "Skal han provokeres lidt?" hviskede hun, og fornemmede at Corinth virrede en anelse på hovedet, men vidste at han ikke hørte hvad hun sagde. 
Selv hvis han havde kunne høre det, havde han for travlt med at lade som om at blodet ikke steg ham til hovedet, efterfulgt af varme, som en hånende lille påmindelse om at han ikke helt kunne styre sine reaktioner. 

Der var absolut ingen skam i at adskille dem som han gjorde. Skøger, lystkvinder, prostitueret og hvad de ellers blev kaldet var en livsstil de selv havde taget. De kunne ægte sig ind i rigdomme hvis de ønskede det, men nogen nød mere at sprede benene for mændene, tilfredsstille dem og opfylde deres behov end at få en så ensformig og kedelige hverdag, hvor de var underlagt en mand i et ægteskab. Silas havde kun så meget magt over denne kvinde som han havde, hun gjorde som hun præcis selv ville, at han kunne diktere hende til ting, kom kun af den simple årsag: penge. 

Fyrstesønnen havde mindst lige så meget magt over Merilla som han havde med Corinth. 
Det kunne tydeligt ses, at kunsteren ikke havde i sinde at gå eller protestere for hvad der blev serveret for ham. Hun skulle nok få ham til at makke ret i sidste ende. Sno ham om sin lillefinger som den kvinde hun var. 
Slanger kom i mange former og i alle samfundslag, de som man skulle frygte mest, var de som ikke gav den mindste smule indikation for at være farlig. Netop en årsag til hvorfor Silas elskede disse kvinder. 

Ganske tilfreds lod han sig alligevel blive siddende for at se på. 
Fange reaktionen der måtte være, hvordan kunne man gøre andet, omend det spændte i underlivet for at blive frigjort, var der endnu ting der skulle ses og gøres. 

Et grinende smil faldt til på hans læber som han så hvordan den blege kunstner syntes at blusse op. " Hun bider ikke.. " grint han lidt fra stolen af. Langsomt formåede han alligevel at glemme sig selv. Han lænede sig lidt frem og så hvordan hendes nøgne krop sad der. Blomstret og havde sin naturlige effekt på adelsmanden. 
" Du må godt få første tur med hende hvis det er, hun kan nok godt holde til et par runder " foreslog han med en let klukken og skubbede alligevel hånden ned forbi bulen i bukserne. Det var ikke helt som ventet, men han havde ikke regnet med sådan en reaktion fra Corinth, hvorfor han gerne passeret første runde. 

Kunstneren blev med et lille gib hevet ud af sin stirren, da tomandsdansen udvidede sig en anelse og Silas nu henvendte sig lidt mere direkte til ham. Hun bider ikke. Overrasket gled hans blik op imod de strålende blå øjne, der kiggede ned på ham fra hans siddeplads - og hvis han før kunne have været i tvivl om hvorvidt det var ment til ham, var han det ikke mere, da han bramfrit fulgte trop med et endnu mere lokkende tilbud. Første runde? 
Det skubbede den unge puls lidt højere op. Han frygtede at alle kunne høre det. Nok mest fordi, at de to sæt øjne der betragtede ham, nok udemærket vidste at det ikke var af... frygt, omend udtrykket var en stivnet, i det rødmende ansigt. 
"Ah, jeg... det er okay, sir" formåede han at svare, stemmen var åndeløs - de havde ikke samme kant til sig, som den Silas formåede at sno sine ord med. Lidt distræt krydsede han benene under blokken, en haltende gestikulering med blyanten i hans hånd imod deres fine lille... position foran ham - han burde... "Desuden, jeg skulle blot..." Og han tøvede en anelse, men mest for at vælge sine ord med omhu. "Jeg tror De er bedst til... dette" endte det med at blive til. Omend noget i Corinth var nervøs, kunne han langsomt mærke, hvordan nervøsitet i virkeligheden nok bare var spænding i sirlig forklædning. Og selvom han ikke ville benægte, hvordan det trak i ham da skøgens blik blev skubbet over hendes skulder... vurderende, som om at hun opvejede hvad det ville kræve at få ham med dem - som om at hun kaldte på ham, ligeså meget som Silas lagde hende op på buffeebordet. Jah så kunne han ikke bare... 
Det var joh skamløst. Så sirligt, lokkende og skamløst, at det fik ham til at sukke efter mere, bagved det høflige 'nej tak'. 
Han havde jo næsten lovet at vise ham det først.