Nej. Men nu havde Godtfred heller aldrig tænkt meget over andres måder at leve på. Skibslivet virkede så langt væk fra hans hverdag.
“Stille, men hårde liv. Vi bønder har det med at leve i baggrunden og overlade eventyrerne til Jer, hvilket nok også er for det bedste. Uden os, ville samfundet ebbe ud, og uden jer, ville der ikke være nogle købere”, sagde han, men kort efter måtte han tie, da Vashti begyndte at fortælle om sin historie. Om hvordan hun var blevet pirat.

Det var ikke en historie, Godtfred følte, han burde kende til. Han kendte knap nok piraten overfor sig, og alligevel delte hun sin historie med ham. Der var han netop modsat. Bare det at have fortalt om Inger og den ufødte baby havde været nok til at få det til at vende sig i hans mave. Det føltes forkert at fortælle en vidt fremmed om dem – og det føltes heller ikke rigtig at diskutere den slags med sin familie. Så han holdt altid sin mund og gik på det selv. Til hverdag tænkte han knap nok på dem, hvilket både var rart og sørgmodigt. De værste dage var dem, hvor det pludselig gik op for hende, at han ikke kunne huske Ingers stemme, hendes duft eller hendes ansigt. Hun var blevet udvasket af tidens tand. Og det gjorde ondt i sjælen; men samtidig var det dulmende. Det gjorde ikke længere ondt til dagligt, og han kunne passe sin hverdag, som han skulle, hvilket var godt.
“Hvem skulle jeg fortælle det til?”, Godtfred vidste ikke, hvad han ellers skulle sige. Han tvivlede på, at hans mor ville overleve hans genfortælling af hele dette møde, hans søskende havde travlt med alt muligt andet end at høre på hans historier, og Godtfred var ikke kendt for at have mange venner. Og så var der det punkt, at det han gjorde var teknisk set ulovligt – det kunne ende med at bide ham i røven, hvis han snakkede om Vashti til nogen. Desuden var det grænseoverskridende at høre hendes fortælling. Mest surrealistisk var dog Vashtis måde at gå fra et sympatisk menneske paraderne sænket og så straks tilbage til den truende piratkaptajn, der havde travlt med at bande og svovle af alt og alle.
“Må Deres mor hvile i fred”, Godtfred lagde en hånd på sit hjerte, mens han sagde ordene. En skik for de døde. Han ville slet ikke kommentere på hendes far. Åbnede han munden, ville han for første gang i lang tid ikke kunne lukke den igen. Der var utallige ting, han ville sige om Vashtis far ud fra de få ord, hun havde fortalt om ham.

Godtfred blev revet ud af sine tanker, da Vashti snakkede til ham. Hun havde rejst sig op. Han nikkede og tørrede sine hænder af i sine bukser, før han rejste sig og vinkede hende med sig. Han viste hende, hvor hun skulle sove, hans lille stue og bagdøren i tilfælde af en hurtig flugt. Steder, hun nok ville begå sig i. De gik udenfor, hvor han vidste hende dasset, laden som hun kunne bruge som nød gemmested (hvis lokummet begyndte at brænde på, så at sige), hønsehuset og koens indhegning. På vejen stødte de også på den grå gårdskat, meget bekvemt navngivet Kat. I dag fik Godtfred lov til at bære den fra Ko’s indhegning og hele vejen hen til hoveddøren, før den ville ned igen.
“Han er ikke meget for kæleri, men han er god til at fange mus”, sagde Godtfred, som de gik ind i huset igen.

Vashti havde stadig meget at lærer, men måske efter de her dage hun kunne forstå bønderne lidt bedre? Hun ville nok ikke indrømme det, men Godtfred var nu ikke helt så kedelig som hun regnede med. " eventyr er hvad der holder mig kørende, men jeg forstår måske lidt af jeres liv, det er vigtig med afgrøder ja, selvom min slags til tider stjæler fra jer" måtte hun erkende. Uden han vidste det, ville hun sikre sig at hendes folk aldrig rørte denne gård, med mindre de ville miste lemmer eller lem. 

At dele sådan en dyb ting med ham, det var en yderst sjældenhed det var måske også derfor, den hårde facade hurtigt tog over igen, en form for forsvars mekanisme der trådte til. Hun havde nok en del traumer der blot var skubbet langt væk, og nøglen kylet væk, men det var ikke sådan man komme igennem ting var det? På de rigtige dårlige dage, dukkede svage glimt op af hendes fader, glimt hun prøvede at fordrive for de måtte være Zaladins værk ikke ?  Hendes trussel havde nok mest af alt, været en vanesag fordi det med at true var bare en hverdags ting for hende. 
Det var ikke fordi det var særligt gennemtænkt, hun ønskede jo heller ikke at skade ham mærkeligt nok, og at udfordre ham seksuel, den tanke blev droppet efter hans fortælling det kunne hun jo ikke byde ham. Bare forslaget ville jo give manden et hjertestop ikke?  " det ved jeg da ikke? " svarede hun ham lidt igen, den lidt truende attitude som lagde sig over hende. 

Vashti så på ham som han lagde hånd på hjertet, det var en fin gestus af ham og kort glimt af sorg var at spotte i de ravfarvede øjne, før det forsvandt igen. HUn savende sin mor ja, men alligevel var der også en bitter følelse for havde hun ikke lignet hende, ja så ville hendes far måske ikke have rørt hende? det kunne dog ikke ændres, ikke andet end hun havde svoret at så hun faderen igen så var han død... Men hun var ikke stødt på ham endnu, sikker på han højst sandsynligt undgik hende. 

Rundvisningen var en god måde, lige at få samlet sig selv op igen, hvorfor hun havde delt de ting med ham, det forstod hun ikke selv. Han viste hende mange steder, og hun tog især notits af de mulige gemmesteder eller flugtveje skulle lyset komme tilbage...
Hun stirrede lidt mistroisk på katten som han bar på den, det var ikke dyr hun forstod sig på, de havde det med at pisse hende af selvom hendes skib havde to boende, for at undgå rotter men de katte holdt sig fra hende, dog var de glade for at sove hos hendes mandskab ikke at hun forstod det. Stirrede en smule efter den som han satte den før de kom ind igen. " på skibet har vi to der fanger rotter og mus, men jeg holder mig fra de bæster" indrømmede hun som de trådte ind. 
Hun tog sig sværd og hat i gangen, for det ikke skulle ligge frit fremme før blikket gled imod ham " har de noget tøj jeg kan låne? bare så jeg måske blender lidt mere ind her i området? " spurgte hun, lige nu var hun for nem at spotte med den beklædning hun bar sig. Mon hun kunne passe hans tøj? hun var trods alt en kvinde med en bred hofte og en stor barm, men taljen var smal.... Blikket gled næsten vurderende over ham, imens hun nappe sig i underlæben.  

Godtfred så efter Kat, som han forsvandt rundt om huset, inden han trådte helt ind i sit hjem.
“Katte er intelligente dyr. Og det er rart ikke at have mus i sin lade”, han kunne slet ikke forstå, at Vashti ikke brød sig om katte. Det var ikke fordi, at katte var nemmere end så mange andre dyr, men det var den, Godtfred brugte mindst tid sammen med på gården. Ko skulle malkes temmelig ofte, faktisk et par gange dagligt siden hun var en malkeko, og hans fire høns (Dame, Frøken, Frue og Baronesse) lagde æg og kom fra tid til anden op og toppes, hvilket han også måtte tage sig af. De skulle have mad og vand. Det virkede snarere til, at Kat ville gøre alting selv og kun opsøgte Godtfred, når der var noget, han ikke kunne nå eller – ved hver anden blå måne – havde tænkt sig at blive kælet for. Han var derfor temmelig nem at have med at gøre og forholdsvis renlig.

Vashtis forespørgsel fik først Godtfred til at kigge ned ad sig selv og så over på hende. Han havde i hvert fald ikke noget kvinde tøj.
“De kommer ikke til at blende meget mere ind ved at gå i mit tøj”, Godtfred kløede sig i skægget, da han ikke vidste, hvad han så skulle gøre. Vashti kunne ikke rende rundt i mandetøj. Så ville Fredskildes traditionelle beboer stadig kigge underligt efter hende. Og det ville simpelthen være for underligt at gå over til naboen og spørge efter en kjole. Han forestillede sig, at samtalen ville forløbe nogenlunde sådan her:
- Hej, hr. nabo. Må jeg låne en af Deres frues kjoler?
- Hvad skal De bruge en kjole til, hr. Elbank?
- Nåh, jeg huset bare en eftersøgt piratkaptajn, og jeg har intet kvindetøj til en forklædning.
Ej, det gik altså ikke. Samtalen havde selvfølgelig også mulighed for at lyde:
- Hej, hr. nabo. Må jeg låne en af Deres frues kjoler?
- Nej, du må ej, din perverse stodder.
Se, intet af det var en mulighed. Godtfred overvejede et yderligere. Han kunne selvfølgelig ofre noget af sit tøj. Uden et ord forlod han Vashti i køkkenet og gik ind i sit sovekammer. Han åbnede en af skufferne i sin tøjkommode, en af dem der var tættest på gulvet, for de skuffer åbnede han sjældent, hvor han fandt et par simple bukser og en halvslidt skjorte. I en anden skuffe fandt han et lille syæske, som han brugte, når hans tøj var blevet så slidt, at det skulle lappes. Godtfred gik tilbage til køkkenet for at sætte sig.
“Det kommer nok til at tage lidt tid”, han åbnede æsken og fandt en opsprætter til bukserne, “Men De bør nok ikke gå mere ud for i dag, indtil jeg er færdig”
Han holdt en kort pause for at tænde sin pibe igen, så han kunne ryge, mens han arbejdede.

Måske hun ikke kunne lide katte, fordi de var ligeså lidt til at regne med som hende selv, lidt som om deres enegier ikke passede sammen. Generelt var hun nok ikke det store dyre menneske, men der var heller ikke mange dyr på skibet, så det kunne måske være derfor, men måske hun lærte lidt her selvom hun ej skulle hjælpe til. Dette var jo nærmest en minde ferie? selvom hun vidste at hun dog kun kun blive kort tid, fordi hendes mandskab ville vente på hun kom tilbage. Reglen var at var hun ej tilbage efter 4 dage, ville de lede efter hende. 

Vashti  betragtede hans tøj en smule, det var ikke fordi det ville klæde hende dog ville det dække hende, lige nu var hendes påklædning meget afslørende, ikke at det gjorde hende noget for sådan var hun altid klædt. Hans ord fik dog blikket til at rette sig imod hans ansigt. Brynene flytte sig tættere på hinanden "  er de sikker på det?" svarede  hun, men trak dog på skulderen før hun stirrede lidt forundret som han gik fra hende, et fnøs slap fri imens hun blot stod og stirrede dog endte hun med at gå hen for at lægge sine ting på gæstesengen. Men fulgte med ham tilbage til køkkenet, hvor hun lod sig synke ned på stolen igen. 

Armene blev lagt over kors, imens han snakkede og hun brummede en smule utilfreds, men lod sig så betragte hans arbejde. Imens lænede hun sig, en ting var sikkert han røg for meget, men hun skulle nok ikke kommentere på den del. Skrev sig bag ører at hun måtte huske, at efterlade bare lidt mere guld til ham som betaling. Som tiden gik endte hun med at hænge med hovedet en smule fremad, imens hun langsomt døsede hen i en let søvn, der fik hende til at snorke bare en smule. Ja han skulle da ikke regne med hun var stille bare fordi hun sov, dog så hun mere fredfyldt ud og det gav vel lidt arbejdsro. 
Lidet træt var hun da også efter sin flugt og mange nætter til søs. 

Vashti fnøs lidt af hans forklaring, det var da noget pjat alle andre steder så man da ofte kvinder i herretøj, det var til tider dejligt befriende, men de var nok meget gammeldags her. Men det var måske en diskussion de ikke behøvede lige nu? 
Så hun valgte at tie og følge med til køkkenet for at tage sin plads, ja hun havde da allerede ejerfornemmelser selvom det var hans hjem. 

Hun var en kvinde man altid kunne hører, måske det var endnu en ting hun havde med fra sin fortid, men som kaptajn var det vigtigt at blive hørt. Hun var god til at råbe ørene af folk, eller endnu bedre lige stikke dem en flad, man skulle ikke undervurdere hende, for hun kunne slå en proper næve og havde da brækket en del kæber og næser igennem tiden. Det tidspunkt hun var mest stille på var når hun snorkede, selvom det vel ikke var stilhed for andre? Ellers gik snakketøjet meget, eller ej forglemme de mange lyde hun var god til at lave, der også tydeligt kunne beskrive hendes humør. 
At se på ham sy, kunne vel få selv den bedste til at falde i søvn? hendes øjne blev da i hvert fald tunge og gled i, men det var nu også fint med at få sig en lur, det gav ham mere arbejdsro på nær den snorken der kom, ikke synderligt charmerende. 

Vashti bemærkede ikke han blev færdig og gik, hun sov mere tungt som hun blev ladt alene, men efter lidt tid var hun ved at vælte da bordet ikke var så tæt på som beregnet. vågnede og hvæssede en smule, før blikket gled op for at se han var væk, dog bemærkede hun tøjet, skævede lidt skeptisk på det. Men hun måtte vel passe bare en smule bedre ind når hun også skulle smutte herfra. 

Hun rejste sig dog op, for så at se tøjet nærmere an uden helt at tænke på ham, begyndte hun at klæde sig af som endte ud med hun stod fuldkommen nøgen i hans køkken. Vashit var i gang med at fjerne den blå bandana fra håret, og enkle smykker, ligeglad med hvor nøgen hun var, desuden elskede alle hendes krop, ellers kunne de komme til det ikke sandt? 

Damerne havde det godt med at gå og pirke i jorden. Godtfred fyldte deres vandskål op med frisk vand, så de ikke ville få hedeslag i varmen. De var jo ikke så store, de små puds. Dernæst besøgte han Ko, som stod og tyggede drøv. Hun havde det også godt. Hendes vandtrug fyldte han også op med rent vand, før han gik videre. Der var et begyndende hul i laden, som han skulle reparere, inden mus begyndte at rende ind, det blev for stort, eller der gik råd der.
Godtfred brugte god tid på at få hullet lappet – hvis det blev lavet godt fra start af, så holdt det meget længere – før han besluttede sig for at kaste et blik ind til Vashti igen. Han forsøgte at tænke godt om hende, men det var svært ikke at bekymre sig om, for hun kunne jo have stjålet noget og stukket af eller sat ild til hans hus og stukket af eller…
Godtfred gav sig selv en mental lussing og åbnede hoveddøren.

Godtfred stoppede brat op i døråbningen, halvt indenfor i huset, da han fik øje på en meget nøgen kvinde i hans køkken. Hurtigere end hans krop normalt bevægede sig, var han ude af huset igen og lukkede døren efter sig. Hun havde ikke en gang lukket gardinerne, men han ville simpelthen ikke gøre det mere pinligt ved at gå ind og lukke dem for hende. Så Godtfred gjorde det eneste, som han kunne: Han forsøgte at glemme alt om det flygtige syn, han havde set, og gik tilbage til sit arbejde. Nu havde han set til de fire damer og Ko, så var der noget andet, han kunne begive sig i gang med. Godtfred gik over og så på sin brændestabel under husets gavl. Den var ved at være halvt så stor som sidst, så det kunne han gå i gang med. Han havde en del blokke, der trængte til at blive lavet til brænde. Godtfred greb en stub af engang halvstort træ og satte den op på huggeblokken, før han greb øksen og svang den over sit hoved. Det tog en tre fire slag, før stubben blev kløvet i to og væltede ned fra blokken. Han greb den ene halvdel og gennemgik samme procedure. Et meditativ arbejde, som han kunne bruge ligeså lang tid, han ville på det – eller indtil der ikke var mere at hugge i stykker.

Vashti var travlt optaget af, at fjerne de mest synlige smykker dog ikke den største halskæde eller de store øreringe men noget af det andet. Bandanaen lå på bordet og smykkerne blev pakket sikkert deri, før hun vidste af det kunne hun høre døren smækkede.
Kort gik hun hen til vinduet kunne ikke helt holde et smil tilbage, ved synet af hvor travlt han havde med at gå, så han havde set hende?  Hun brugte det næste tid på at få tøjet på, måske ikke hvad hun selv syntes var pænt, men det sad udmærket på hende hun lignede jo næsten en fra området. 

Alle hendes ting var placeret under gæstesengen, hun havde snuppet en tom lærreds sæk og smidt det i, for skulle hun hurtig væk var den nem at gribbe med i farten. Vashti valgte derefter at gå ud til dasset, bare lige for at få tisset af og fjernet det værste makeup, hun var jo næsten køn uden alt det krigsmaling. Derefter lod hun sig måske ikke helt følge hans ord, men fandt ham i gang med noget arbejde. Lod sig læne op imod nærmeste ting, for blot at stå og betragte ham en smule " Godtfred?" lod hun spørge, stemmen dog mere rolig nu, måske tøjet alligevel fik hende til at skrue lidt ned for attituden? 
" se tøjet passer fint, du ikke helt dårlig" sagde hun dog denne gang lidt mere drilsk, før hun trådte et skridt frem og lod sig dreje lidt rundt, så han kunne se sit værk hvis da han overhovedet turde se på hende igen. '
De havde nok hver deres opfattelse af nøgenhed, hun var meget ligeglad på det punkt, og det var ikke et sjældent syn at se kaptajnen vimse nøgen rundt på skibet når de var til søs, ofte underholdte hun mandskabet alligevel. 

Lyden af øksen, der enten ramte huggeblokken eller træet, var det eneste, der kunne høres i et stykke tid, inden freden blev forstyrret af en særdeles larmende stemme, dog meget mindre end den var tidligere. Godtfred kiggede op fra sit foretagende – at forsøge at balancere en kævle så han kunne kløve den i to – for at kaste et blik på hende. Et brummende hm forlod ham, som om han selv var overrasket over, at tøjet ikke var ved at falde fra hinanden. Trækævlen blev balanceret, hvorefter Godtfred trådte tilbage og kløvede den i to.
"Og det er hverken for stort eller for småt?", han tog en ny større kævle for også at kløve den i to. Han kiggede ikke på hende. Det var nok lidt fordi, at han fandt den tidligere situation temmelig akavet, men det var også lige så meget fordi, at han skulle koncentrere sig om sit arbejde. Hvis man ikke holdt øje, mens man huggede brænde, så kunne man komme til at hakke sig selv i benet eller komme galt på alle andre måder. Godtfred stillede sig med let spredte ben, før han svang øksen, der endnu en gang ramte sit mål.
"Men De ligner os – og det er en fordel"

Vashti betragtede ham imens han kløvede træet, på en eller anden måde minde det hende om, når hun kløvede folk men den del skulle hun nok ej fortælle ham. Han var meget fokuseret hvilket var forståeligt, det var altid et farligt arbejde, dog fik han da tid til at kaste et blik på hende. Tøjet sad så godt det kunne, det var ikke særlig afslørende desværre, det var langt fra hendes egen stil men fik hende måske til at se mere menneskelig ud? 
" det passer fint, selvom det ikke fremhæver min labre krop" sagde hun, var det måske at stikke lidt til ham? Pyt hun måtte vel godt gå ham lidt på nerverne, mon ikke han kom til at savne hende?  Men det regnede hun med alle gjorde så hvorfor ikke ham?  Hun betragtede hans arbejde lidt mere " ligner ja, men jeg bliver aldrig som jer" svarede hun ærligt, hendes liv var for kaotisk... Vas trådte hen til hans side, uden at tøve greb hun om øksen skaft i hans hænder, dog på et sikkert tidspunkt, trak den fra ham før hun selv stillede et stykke træ klar. Kort skævede til ham før hun letter elegant kløvede et træ i stykker som havde hun aldrig gjort andet. Hun havde et godt tække på våben, snuppe lige et par stykker mere før hun rakte ham øksen tilbage og klappe let hans skulder " Godtfred? skal vi snart ind igen? " spurgte hun ham måske lidt drilsk. 
Åh det var da lidt sjovt at tirre ham.... 

Vashtis kommentar skaffede hende et blik fra en midaldrende mand, der tydeligvis ikke havde samme mening. Ikke fordi at han ikke kunne se, at hun var ganske køn – Godtfred var jo ikke blind – men i stedet fordi han havde haft en mening om disse ting, og aldrig havde overvejet dem, siden Inger var gået bort.
“Nej. Det gør De vel ikke”, hendes temperament, stædighed og højlydte væsen hørte ikke Fredskilde til. Vashti ville ende med at få det elendigt i landsbyen, hvis hun flyttede her til.

Godtfred stod noget perpleks og så på sine tomme hænder, da Vashti havde befriet ham fra øksen. Uden den mindste sved på panden havde hun kløvet op til flere brændeknuder. Det var som syv sytten! Han tog mod øksen og overvejede, hvad han skulle sige til, hvad han lige havde set. Godtfred tvivlede på, at man huggede brænde på et skib, men han turde ikke studse mere over det. Svaret var nok meget værre, end han kunne håbe på.
“Tak, men jeg vil påminde Dem om, at De er min gæst. De skal ikke gøre mit arbejde for mig”, det var aldrig noget, han, sin far eller sin farfar havde brugt, og sådan skulle det helst forblive. En gæst var en gæst, uanset hvor eftersøgte de var. Godtfred stillede øksen på plads op ad husmuren, inden han begyndte at samle brænde og stable dem oven på det, som allerede var blevet hugget for lang tid siden.
“Gå De bare ind. Jeg skal være færdig her først”, sagde han, mens han bøjede sig ned for at samle op.

Vashti kunne fornemme på hans blik, at han ej ville underholde hende på den måde, en skam for ham men så måtte hun vel klare det selv? Nej hun ville ikke passe ind her, nok mere dø af ren og skær kedsomhed, eller blive jagtet væk med fakler og høtyve fordi, hun var for larmende og sikkert havde stjålet noget. For ja piraten var kleptoman, hvilket betød det ikke altid var til at vide hvad hun slæbte med på skibet, dog smed de andre tingene ud efter få dage, hvis ej det var brugbart fordi ellers ville skibe flyde over med skrammel. 

Hun havde måske vist sig lidt for meget, men glemt alt om han ikke ønskede hjælp, selvom hun da var god til at kløve træet, måske for god til han syntes det var sjovt? Blikket rette sig imod ham som hun rakte øksen tilbage, kort virkede han ikke helet til at kunne finde ord, hun bukkede en smule for sjov" nå, nå, nå jeg skal da nok smutte igen" vrissede hun lidt af ham, og fnøs en smule, her prøvede man og hjælpe? Åh selvfølgelig sendte han hende væk og var allerede videre med sit arbejde, hvad regnede han med hun skulle underholde sig med?
Vashti rystede lidt på hovedet før hun vendte om på hælen, og smuttede ind i huset sørgede for døren smækkede efter hende bare så han kunne høre det. Hun fandt sig vej til sin gæsteseng, hvor hun lagde sig ned skulle til at stikke hånden længere ned, men stoppede sig selv det ønskede han nok ikke at fange hende i.... Hun rejste sig, for at vandre rundt i hans hjem, rykkede en smule på hver en ting og pillede ved alt. Brokkede sig lidt over mangel på ting at lave, men endte ude i hans køkken på køkkenbordet så hun kunne sidde og stirre ud ad vinduet, imens hun sad med en kniv og legede en smule med den, dog under fuld kontrol. 

Hun mente han var væk i rigeligt ting, men var også en kvinde der ofte var alle steder, og selvom hun måske ikke ønskede at tage fra ham. Var det dømt til at ske før hun skulle væk, fordi hun var kleptoman men det var sikkert en ting, han ikke engang ville regne med var væk. For nu sad hun på køkkenstolen, og lod spidsen af kniven let prikke imod den ene fingre, dog ikke nok til der ville gå hul. Blikket rette sig imod ham, som han trådte ind i køkkenet " men vi er ikke børn længere" svarede hun ham en smule tørt. 
Men det var ikke ligefrem fordi han bragte mere underholdning, hende blik fulgte ham som han fandt kartofler alt muligt andet frem. Hun endte dog med at lægge kniven fra sig og lænede sig en smule vippende tilbage på stolen som han tog plads overfor hende igen. Stilheden var ved at dræbe hende, men det kom dog bag på hende, at han starte en samtale ? En let brummen slap hende, før brynet gled op og hovedet en smule på skrå " gryderetter med ris, eller kartoffelmos til, jo længere tid vi er til søs jo mere kedelig bliver maden" forklarede hun, der var til tider hun nægte at spise fordi, havregrød bare ikke var tiltalende nok. 
Vashti sendte ham et svagt smil, det var nu ikke så slemt igen at være her, selvom det med at sidde stille ikke ligefrem var noget hun gjorde sig i, måske også derfor hun vippede lidt og lod en hånd rette på håret " men når vi så når i haven, findes der ikke noget bedre end et ordenligt måltid på den kro, det kan man se frem til og så selvfølgelig rommen " erkendte hun, undlod den del med hun altid kom op at slås på kroer fordi hun drak for meget....

Vashtis opførsel var ikke meget ulig et barn, hvis man spurgte Godtfred, men han kunne aldrig få sig selv til at sige det til hendes ansigt. Godt nok vidste han ikke meget om børn, men han kendte deres opførsel nok til, at han kunne sætte lighedstegn på flere punkter mellem denne kvinde og de små skabninger.
"Det lyder ikke meget anderledes fra her. Vi følger høsten og årstiderne, hvilket vil sige, at der er som regel en masse spændende råvarer om sommeren og efteråret, men temmelig tørt når vi når til vinter", valgte han at sige i stedet, som han tog en ny kartoffel for at skrabe. Jo længere man kom hen på året, jo kedeligere ville maden blive. Og hvis høsten slog fejl, når det ellers krævede, at man havde den at støtte sig op ad? Ja, det var bare ærgerligt. Så måtte man ud og søge efter ekstra arbejde, så man kunne tjene til føden. Det havde ikke været et sjældent syn tilbage til den store ildebrand, eller de gange hvor Fredkilde havde været hårdt ramt af sult. Selv Godtfred havde været nødt til at finde arbejde andre steder end sin gård flere gange i sit liv, specielt efter branden; Elbank-familien var ikke længere en storbondefamilie.
"Det kunne jeg forestille mig", og Godtfreds forestillingsevne var ellers ikke specielt godt udviklet. Ikke siden han havde været en lille dreng og lejede ridder på gårdspladsen. Han kunne huske, at han havde brugt en stor pind som sit sværd, brugt en spand som sin hjelm og en af de store geder som sin hest, fordi han ikke selv kunne komme op på de rigtige heste dengang. Hans foretrukne ged havde heddet Hyacint, eftersom han havde været den største og den hurtigsite ged, hvilket også fra tid til anden havde været en udfordring for lille Godtfred.
Han rejste sig fra stolen, da han var færdig med at skrabe kartofler og stillede kartoflerne over til komfuret, som han fik tændt op i. Han pustede på flammerne for, at de skulle tage fat i træet, som han fodrede ilden med. Dernæst gik han udenfor med spanden, der havde alt det klamme, men nærige, vand, som han vandede et af blomsterbedene med, inden han gik indenfor igen for at fortsætte på aftensmaden.

Vas ville ikke tage det godt, kaldte man hende et barn så han gjorde klogt i ikke at fortælle det, hun var trods alt farlig og kunne sagtens skade ham hvis det var et ønske. Især fordi det ville minde hende om sin barndom hvilket langtfra var et ønske hun ville helst lade den være forglemt, indtil hun kunne dræbe sin far sikker på det ville løse alle problemer, selvom traumer kunne jo ikke bare forsvinde. Hun lyttede til ham og prøvede at minde sig selv om, at komme forbi til vinter med et eller andet lækkert til ham, selvom det nok desværre blev glemt igen, her var så stille og fredeligt at det fik hendes tanker til at arbejde mere, hun måtte håbe at vagterne ville søge andre steder hen, så hun kunne vænne tilbage til sit skib når næste dags mørke brød frem der burde det være sikker for hende. Prøvede stadig at forstå hvorfor man valgte et så stille liv? men så igen hendes havde måske også været for spændende på nær sin tid hos hendes moder. 
Hun måtte huske sig selv på at nikke af hans ord, før blikket fulgte ham i hans gøren, hovedet gled lidt på skrå som han satte kartofler over, prøvede at være stille men det fik hende i stedet til at sidde og trippe med foden mod gulvet, hun manglede larmen fra havn eller fra sir søfolk. Hun endte dog med at måtte rejse sig som hun ikke kunne side stile længere " lad mig lave et eller andet, jeg dur ikke til denne stilhed, eller fortæl mig noget mere" bad hun ham, som hun blev stående ved bordet for ikke at gå i vejen for ham, men han måtte da forstå hun ikke var bygget til denne ro. 

Det kunne være lige lovligt spændende at have gæster på besøg - nye gæster vel og mærket - da det aldrig var til at vide, hvordan de reagerede. Vashti var af en helt anden kaliber end det, Godtfred ellers var vant til. De fleste i Fredskilde nød, at de kunne få lov til at smide fødderne op engang i mellem og lade andre forsørge sig, for der var langt mellem mulighederne. Her var Vashti åbenbart temmelig modsat: Hun kunne hverken sidde eller stå stille. Hendes trippende fod var en insisterende og gennemborende lyd, der på ingen måde kunne holdes i ro eller ignoreres. Hun higede efter at lave noget. Godtfred kunne ikke klandre hende. Hvis det stod til ham, ville han sørge for alting selv - også når han var gæst.

Gryden med kartofler blev sat på et blus, og han vendte sig mod piraten i hans køkken. Selv i hans kones aflagte tøj lignede hun ikke en, der hørte til. Det var langt bedre end før, nu hvor hun var foruden store smykker og bandana, men hun så stadig farlig ud; hvis det da ikke havde været for hendes barnlige utålmodighed, der higede efter at blive sat til noget. Hun mindende Godtfred om et stort barn.
"De kan få lov til at lave salat", mens han sagde ordene, gik han videre for at finde et halvt kålhoved, som han havde liggende, og en samling af blandede saltede nødder. Der blev også fundet skærebræt og en stor køkkenkniv. Mon det var for farligt at give hende så stor en kniv? Men så igen hun havde sine egne, og hvis hun ønskede at stikke ham ned, så kunne hun have gjort det for længe siden.
"Kålen skal hakkes tyndt og derefter krammes med salt og sukker. Har De gjort det før?", han fandt et par æbler frem og lagde dem på køkkenbordet, "Så skal De hakke et par håndfulde nødder, og de to æbler skal skæres i spiselige tern".

Med de instruktionerne gik han hen til en tønde med saltet svinekød, som han tog med sig hen til køkkenbordet, hvor han fandt sig selv et nyt skærebræt. Kød og grøntsager skulle holdes hver for sig. Det var sket en gang før, at familien Elbank have fået madforgiftning før, fordi det havde vist sig, at kødet var dårligt, og at man derefter have skåret grøntsager på samme brugte skærebræt. Den fejl lavede man ikke mere end to gange.