“Stille, men hårde liv. Vi bønder har det med at leve i baggrunden og overlade eventyrerne til Jer, hvilket nok også er for det bedste. Uden os, ville samfundet ebbe ud, og uden jer, ville der ikke være nogle købere”, sagde han, men kort efter måtte han tie, da Vashti begyndte at fortælle om sin historie. Om hvordan hun var blevet pirat.
Det var ikke en historie, Godtfred følte, han burde kende til. Han kendte knap nok piraten overfor sig, og alligevel delte hun sin historie med ham. Der var han netop modsat. Bare det at have fortalt om Inger og den ufødte baby havde været nok til at få det til at vende sig i hans mave. Det føltes forkert at fortælle en vidt fremmed om dem – og det føltes heller ikke rigtig at diskutere den slags med sin familie. Så han holdt altid sin mund og gik på det selv. Til hverdag tænkte han knap nok på dem, hvilket både var rart og sørgmodigt. De værste dage var dem, hvor det pludselig gik op for hende, at han ikke kunne huske Ingers stemme, hendes duft eller hendes ansigt. Hun var blevet udvasket af tidens tand. Og det gjorde ondt i sjælen; men samtidig var det dulmende. Det gjorde ikke længere ondt til dagligt, og han kunne passe sin hverdag, som han skulle, hvilket var godt.
“Hvem skulle jeg fortælle det til?”, Godtfred vidste ikke, hvad han ellers skulle sige. Han tvivlede på, at hans mor ville overleve hans genfortælling af hele dette møde, hans søskende havde travlt med alt muligt andet end at høre på hans historier, og Godtfred var ikke kendt for at have mange venner. Og så var der det punkt, at det han gjorde var teknisk set ulovligt – det kunne ende med at bide ham i røven, hvis han snakkede om Vashti til nogen. Desuden var det grænseoverskridende at høre hendes fortælling. Mest surrealistisk var dog Vashtis måde at gå fra et sympatisk menneske paraderne sænket og så straks tilbage til den truende piratkaptajn, der havde travlt med at bande og svovle af alt og alle.
“Må Deres mor hvile i fred”, Godtfred lagde en hånd på sit hjerte, mens han sagde ordene. En skik for de døde. Han ville slet ikke kommentere på hendes far. Åbnede han munden, ville han for første gang i lang tid ikke kunne lukke den igen. Der var utallige ting, han ville sige om Vashtis far ud fra de få ord, hun havde fortalt om ham.
Godtfred blev revet ud af sine tanker, da Vashti snakkede til ham. Hun havde rejst sig op. Han nikkede og tørrede sine hænder af i sine bukser, før han rejste sig og vinkede hende med sig. Han viste hende, hvor hun skulle sove, hans lille stue og bagdøren i tilfælde af en hurtig flugt. Steder, hun nok ville begå sig i. De gik udenfor, hvor han vidste hende dasset, laden som hun kunne bruge som nød gemmested (hvis lokummet begyndte at brænde på, så at sige), hønsehuset og koens indhegning. På vejen stødte de også på den grå gårdskat, meget bekvemt navngivet Kat. I dag fik Godtfred lov til at bære den fra Ko’s indhegning og hele vejen hen til hoveddøren, før den ville ned igen.
“Han er ikke meget for kæleri, men han er god til at fange mus”, sagde Godtfred, som de gik ind i huset igen.

Godtfred Elbank