Endelig var en enighed nået, omend ikke en enighed han ville ønske de havde formået at få. Der var så mange andre ting han hellere så dem blive enige om end hvor tæt de stod. Alt i alt var det jo bare for tæt. Nej, Eskild var ikke dobbeltmoralsk, Stian Hwan og Discipel Samuel havde aldrig været så direkte med at deres intimsfære blev brudt, ergo noget andet. 

"Folk har snakket om mig?" hvorfor blev alt fortalt som om, han vidste hvad de talte om. Hvad det var for noget vås der blev sagt om ham til en som Willy her. "Men alligevel aner du ikke hvad mit navn er?" det hang jo ikke sammen. Se, det var jo som at bede Eskild beskrive månen baseret på andres fortællinger, uden at have en idé om det var månen eller en stjerne han beskrev. Den glæde var ikke synderligt velkommen for Eskilds humør, men han bed bare sammen, pressede læberne spændt i og rystede lidt på hovedet af frustration over situationen. Havnen var forlængst væk, og så stod de endnu med de skide hænder i hinanden og .. nu blev han såment også puffet til. 

"Lad mig gæt, den seng du snakkede om er din seng" lad det være et nej. Et tydelige ønske om at det ikke var korrekt var som malet i ansigtet på Eskild. 

Willy nikkede for at understrege at han havde hørt om byvagten foran ham. Til gengæld valgte byvagten dog at prikke hul på noget andet. “Behøver man at kende navnet på en, for at vide hvem der bliver talt om?” undrede han sig. Måske sandheden var, at Willy ikke kunne huske hvad der var blevet sagt tilbage dengang, da han hørte om byvagten. Men beskrivelsen af udseendet var jo rigtigt, og Havasi ringede en klokke - måske, eller også så havde Willy drukket for meget… Var det samme aften som han havde prøvet at hoppe fra kasserne på havnen og over på skibet?

Willys smil var stadig tilfredst og selvsikkert, som byvagten gættede på hvis seng det var. “Med mindre du vil ligge med den prostituerede i en celle, så er min seng det bedste at byde på,” Willy ville ikke om noget foreslå andre senge. Næh nej.

Eskild ville ikke give ham ret. Over hans døde lig om han skulle give manden ret i den udtalelse. Han forblev tavs, ansigtet lå i en neutral mine. Dette besøg huede ham mindre og mindre, det var jo ved at gå helt af sporet det her. 

Normalt ville han ikke være særlig opmærksom på det, men lige den boblende slevtilfredshed kunne han ikke undgå. " Hvorfor har du en prostituerede i en celle på dit skib? " kunne han ikke selv høre det? Det var jo sådan noget som en byvagt skulle reagere på, for hvorfor havde manden 'fanger' på sit skib.

" Og hvor skal du så sove, hvis jeg tager din seng? " det var et svar han næsten kunne gætte sig til, men som før, bedte han itl at det ikke var tilfældet. Eskild løftede dog lidt med deres hænder igen og ruskede dem lidt frem og tilbage, hvornår slap han ham? 

Smilet prallede stille og roligt af, som Willy opdagede at han havde snakket for højt om noget som var ulovligt overfor byvagten. Du bliver nødt til at lære ikke at snakke over dig, Willy! “Hun foretrækker at være låst inde,” løj han. “Hun er lidt skør. Det bliver de sgu med det erhverv,” pyntede han og rullede med øjnene over den kvinde, han tænkte på. “Vi har meget få nøgler til cellerne, så det sikre hende at hun ikke overarbejder, du ve’” prøvede han at lyve sig frem. Det virkede vel ret fortroligt, at gik hun frit rundt, ville hun blive brugt for meget og aldrig være ledig til dem, der faktisk havde råd? Måske var det bare Willy, der var overbevist om, at han vidste, hvordan han kom uden om problemer.

Der blev trukket lidt mere på det sleske smil, som byvagten stillede de rigtige spørgsmål. Som byvagten ruskede i hænderne, tog Willy lejligheden til at styre det til en vuggen frem og tilbage, næsten som var det forelskede uskyldige børn. “Den er vel kun varm hvis vi deler den,” fortalte han, overbevist om at det hele gik i den rigtige retning.

Uanset om hvor lidt Eskild brød sig om kvinder og kvinder i det erhverv, skulle han alligevel reagere en smule. Bare en snert. “ Hvad hedder hun Willy og hvorfor er hun ombord “ spurgte han lidt tvært, det var dog tvivlsomt af nogen savnede hende. Hun var jo en gadens kvinde, ingen savnede de typer. Fuld af sygdomme og lange fingre for at stjæle. 

Eskild prøvede lidt at stoppe deres hænder fra vugge, men det stoppede ikke så nemt, så han lod det ske. “ Så det godt vi ikke deler den og specielt ikke hvis du har ligget med en kvinde som den i din celle “ kærlig fordomsfuld som Eskild dog var, var han ærlig omkring det at ligge i en seng hvor en kvinde måske nærmest lige havde ligget og svinet den til med sine væsker.

Willy foldede sine læber, som den søde byvagt virkede mere interesseret i at kende til den prostituerede end til Willy selv. “Hun bliver kaldt lille Rose…” mumlede han og havde helt oprigtigt glemt, hvad Rosalind hed. “Og hun skal med sydpå,” fortalte han uden at sige den komplette sandhed, men mellem linjerne, så var det derfor hun var ombord, hun havde ikke andet formål udover at hun skulle nå de Rubinske grænser så hun kunne blive solgt.

For en gangs skyld opdagede Willy, hvordan byvagten ikke virkede så munter for at holde i hånd, hvilket var hvorfor han sænkede engagementet indtil hænderne faktisk kom til et stop og ikke svang længere. “Hva’! Nej, jeg har sgu da ikke ligget med sådan en,” kun en lille smule en løgn. Det havde ikke været meningen at han skulle have prøvet hende. Det var meningen han bare skulle lokke hende ind i cellen og lade hende vente der, for aldrig at få opmærksomhed… Kvindemennesket var dog så lysten, at hun nærmest stillede spørgsmålstegn over den mindste pause der ikke var intim. Ja, det var sgu da ikke let med de skøger. Derudover, så var Willy også fornuftig nok til at besøge den healer, der var ombord, oftere end så mange andre, men mest af alt fordi han lavede sådanne ting som at prøve at springe fra havnen og over på skibet…

Lille rose. Det var så sandelig et navn for en skøge. Eskild løftede bare brynene og tog en dyb vejrtrækning, tænkte lidt om hvad zalandins han kunne gøre ved det, når han selv var gået hen og blevet en fange på skibet. “ Er hun til menneskehandel, Willy? “ nok var hun slave, men var hun bare en af hans mange slags individer til de sære typer af mennesker i syden. Jo jo, Eskild lignede selv en af sydens folk med sin solbrune hud, men han var dog ikke så solbrun igen, at han kunne forveksles med dem. 

Som deres hænder stoppede, lavede Eskild et voldsom ryk i for at få Willy en anelse tættere på: “ Har hun ligget i din seng? For jeg er ikke overrasket over du har ligget med sådan en “ hvad der lige stak under for ham der, kunne Eskild ikke sige. Men det nagede ham at Willy havde sådan en kontrol, at hans løgne virkede så sandfærdige. Måske var det bare hele situationen som påvirkede Eskild, den gyngende grund og vandet der slog med træet.  

“ Og fortæl mig for zalans nu bare hvorfor du ville have fat i mig af alle, hvad har du hørt som du ville møde “ fortsat uinteresseret i hvem Willy var, men interesseret i at vide hvad han vil med ham. 

Eskild begyndte dog at træde lidt væk fra stå stedet, trak gerne Willy med sig i hånden, som han endelig selv greb fat om kaptajnens hånd.

Endnu en gang foldede læberne sig, men denne gang var det fordi han ikke lige havde en hurtig løgn at stille. Det var lidt sværre at lyve, når folk stillede de rigtige spørgsmål. “M….. Måske?” han pressede læberne sammen, utilfreds over at han ikke selv havde været i stand til at rede sin egen røv. Willy kunne jo ikke levere byvagten tilbage til byen hvis han ville ende med at blive anholdt med det samme… Han blev jo nødt til at smide byvagten af et sted hvor han ikke ville komme i problemer; og det bedste sted ville jo være Rubinien… Men… Det var jo også en lang vej… Havde Willy medlidenhed for manden foran ham, måske lidt.

Willy blev pludselig hevet tæt, og til at starte med, kunne Willy ikke lade være med at grine en anelse fjoget, fordi der var noget af nærheden der var ønsket fra Willys side af, men da han opdagede byvagtens alvorlighed forsvandt alt det fjogede. “Nej, det har hun ikke,” svarede han, med den mest seriøse stemme, han havde givet under hele det her møde. Det var dog også den fulde sandhed. Ej, om han ville have hende i sin seng!

Når det dog kom til at afsløre, hvad Willy ville med byvagten, kom der et lille smørret smil på læberne igen. Han skulle til at læne sig frem for at hviske til byvagten, men som han trak væk måtte han dog følge med. Så måtte det vel blive en walk-and-talk. Ja, Willy var da også ved at blive blød i knæene over at byvagten faktisk ledte hvor de skulle hen, og faktisk holdt hans hånd. Han bøjede sig lidt forover for at være mere på højde med byvagten: “Jeg har hørt lidt om hvor seksuel aktiv du er...” lød det lavt fra ham, mest for at respektere hvis byvagten ikke var meget for at få det røbet.

En træthed lagde sig som en tung kugledyne henover Eskild. Han magtede slet ikke at skulle forholde sig til menneskehandel eller den prostitueret, selve hendes eksistens var han ligeglad med. Men han stod reelt i en sag nu, en sag han ikke kunne gøre en fløjtende fis ved nu. Skulle han så selv finde ud af hvordan han fandt hjem igen fra Syden? Ah en hovedpine han langsomt fik. 

Men alligevel var Willy ved at tale sandt, eller sådan opfattede Eskild det hvert fald. Ordene virkede langt renere og uden knækken i lyden, men hvad havde ændret sig? Foruden at Rose ikke havde ligget i hans seng, men at Eskild tilsyneladende måtte gøre det. 

De solide tryk af fødder blev født i mod en dør, noget som han mistænkte for at være måske kaptajnens sted, ergo Willys sted. “ så du har kidnappet mig for sex? “ af alle ting, så var det vel det bedste at blive taget på, men alligevel også noget så nedværdigende. Han lød jo som en trækkerdreng. “ Hvorfor interesserer det dig overhovedet om hvor aktiv jeg er ? “ kunne man komme uden om det? 

Eskild spændt dog hånden en anelse og klemte Willys hånd. Det var frustration og hans alternative måde lige at holde fatningen på skibet, han var jo ikke vant til det skæve bevægende gulv, han måtte ligne en gulv i sin gang. 

“Så simpelt er det slet ikke,” forsikrede Willy byvagten. “Det var stadig ikke mening du skulle med til søs,” prøvede han at forklare. Han skulle til at afsløre, at han ikke havde troet at de ville sejle allerede i dag, men samtidig, så vidste han jo også godt, at det var kaptajnen der satte sig for hvornår man tog fra havnen. Men sandheden var, at Willy havde håbet han ville have haft et par dage til at lære byvagten at kende, og så få ham med i seng. Kidnapning var ikke målet på søde byvagt Havasi.

Han lo lidt over byvagten undrede sig om den seksuelle aktivitet. “Det er hvad jeg får fortalt,” forsvarede han sig selv. “Men der er noget om at du-” han stoppede som han lagde mærke til at byvagten klemte Willys hånd. Det fik Willy til at bremse op, og sørgede for at trække i byvagtens arm, så han drejede sig mod ham. “Er du okay?” undrede han sig med sine mørke bryn der var blevet lidt tættere. Nej, selvfølgelig var byvagten ikke okay, men Willy ønskede altid det bedste for folk, især folk han oprigtigt havde interesse i. “Er du dårlig?” tilføjede han dog hurtigt og prøvede at finde ud af om der var noget han kunne gøre for at byvagten ville føle sig lidt mere tilpas.

Var det begyndt ikke at være sjovt længere?

Det var fortrøstningsfuldt at han ikke var blevet hevet med for at skulle have sex med Willy, men der var alligevel nogen bagtanker bag det hele til hvad han ville med byvagten. Eskild måtte bare håbe på det blev afsløret som dagen gik, eller dagene, for havn lagde de nok ikke til lige forløbelig. 

Forestil dig en en lige linje der pludselig springer, noget er gået op for en og giver sig til kende uden videre. I det Eskild blev vendt omkring i trækket på armen, kom det som et lyn fra en skyfri himmel. Balancenerven i øret reageret og fik kroppen til at slå voldsomme knuder på sig selv. Svinget var den sidste dråbe i tippet. Øjnene var slået fuldkommen op og han nåede lige at buk sig en anelse som opkasten raslet ud af ham, trykket det kom med kunne spildt have ramt Willys ben, men i sidste ende flød det halvt ned ad Eskild og gulvet mellem dem. 

Den frie hånd tog sig til maven og et ubehagelig synk blev lavet som han stod mussestille der. Zalans. 

Det var ikke nogen overraskelse for Willy at byvagten kastede op. Det var selvfølgelig en overraskelse at det gik ud over hans egne bukser lidt også, men det forhindrede ikke Willy i at gå til værks. Nybegyndere havde det med at kaste op, når andre kastede op. Willy på den anden side  havde en god håndfuld år til søs, og derigennem fået en mere standhaftig mave end hvad byvagten lige havde vist. “Uheldigt...” Willy droppede for en gang skyld grebet om byvagtens hånd, men gik tættere for først og fremmest fjerne noget af det lange mørke hår, der hang på begge sider af byvagtens kønne ansigt.
“Okay. Kom her,” Willy kaldte så på skibsdrengenm, som skyndte sig over for at tørre op, mens Willy lagde en arm på tværs af byvagtens skuldre for at føre ham over til kanten af båden, så næste gang kunne ske ud over rælingen, og hvis ikke så fik Willy sørget for at give hjælpende instrukser… I hvert fald hvis man kunne se… “Se ud i horisonten en gang,” fortalte han. Det var godt at de havde masser af tøj med på skibet, for så snart byvagten virkede til at være stabil, måtte han ud af sin uniform og i noget rent. “Det kan hjælpe på svimmelheden og kvalmen,” hans hænder var betænksomme, som de støttede byvagten og ville sørge for at hjælpe med at dirigere, så byvagten ikke blev sølet mere ind i sit eget opkast.

Eskild ville ønske at han kunne sige det var af samme årsag, at han ikke red hest. Men det handlede blot om at han ikke brød sig om de store dyr. Han kunne ikke nå at sige noget, før det lige forlod munden igen, en del mere vandet end først. Det var så sandelige en ubehagelig oplevelse for en blind. Fingrene kunne bare mærke den vamle følelse i det. 

Kroppen nåede at blive an anelse oprejst, som han håbede det var overstået. Men Willy havde vidst andre tanker til dette, og formentligt større erfaringer til dette. Se ud i horisonten. Det var en omgang pis, hvordan skulle det på nogen måde hjælpe Eskild! Han tog dog alligevel fat i rælingen med den ene hånd. Nogle dybe vejrtrækninger blev taget og han lænede hovedet en anelse tilbage og tørt sig om munden med den anden underarm. " Jeg har aldrig i mit liv prøvet noget så ydmygende " brokkede han sig. Om det var opkasten eller den svaghed for den gyngende bund af havet, det var godt det samme. Men han nød ikke godt af det her. 

Uden at sætte nogen betydning i det, valgt han at læne sig en anelse op ad Willy for at få noget solidt der ikke var vuggende som havet. 

Willy kunne ikke lade være med at smile en anelse over hvor ærlig byvagten var over sin situation. “Altid noget du er i godt selskab,” morede han sig og vidste jo godt at byvagten nok ikke fandt den samme morskab i det. Men måske det kunne muntre byvagten, at Willy var ‘erfaren’ når det kom til kvalme og opkast. “Du klare det godt,” Han prøvede at løfte byvagtens humør en anelse og lod byvagten læne sig op ad ham.

Byvagten fik lov at hvile sig, før at willy fandt en lædersnor fra en af sine lommer . “Jeg binder lige dit hår væk. Du må godt holde om mig, hvis det er bedre for dig” informerede han, og sørgede for stadig at give byvagten en støtte, men sådan at hans hænder kortvarigt ikke var om ham, men fik bundet det lange hår væk, så det ikke endte med at blive grisset mere til. Byvagten trængte virkelig til et bad; nu måtte de bare se, hvornår han virkede lidt mere tilpas, så skulle Willy nok give en hånd med og sørge for rent tøj også.

Fristelsen til at slå Willy i siden skød højt op i vejret som en solsikke der blomstret op over natten. De havde vidst hvert deres forståelse af godt selskab, og skulle Eskild krybe en anelse til kortene, ville han hellere være i denne sårbare situation med Stian Hwan end nogen anden. Altså udelukkende fordi han vidste, at Hwan kendt til blindheden og dens svagepunkter. 
Men Eskild holdt munden lidt i ro. Maven skulle lige sætte sig og muligvis tømme sig. 

Hovedet sank mere ned mellem skuldrene som Willy tillod sig at binde hans hår væk. Højlydte suk og ærgrelses lyde forlod Eskild barmfrit. " Er du færdig? " spurgte han og fik rettet sig op, slap rælingen og tog nogle yderst selvkontrolleret vejrtrækninger, men satte alligevel en hånd mod Willys skulder. 

Manden var hans mast for nu. 

Der var ingen tvivl om, at Willy syntes det var synd for byvagten, at han led af søsyge. Der gik et lille øjeblik, mens han bandt håret ordentligt, før han svarede: “Ja,” svarede han lavt og fjernede bagefter sine hænder fra omkring byvagtens hår og hals. Han placerede selv en hånd på rælingen og den anden på sin egen hofte, mens han lod sit øje blive på den mørkhårede byvagt.

“Er du færdig?” En ting var, at man kunne se på folk, hvor skidt de havde det, men en anden ting var at kunne mærke det på egen krop. Han havde ikke lyst til at trække den søsyge byvagt væk fra rælingen, hvis han skulle kaste mere op. I ren medlidenhed lod han sin ene hånd køre op og rykke på en tot hår som ikke var blevet fanget af snørren.

Han rømmede sig lidt, “Jeg tænker, at du måske gerne vil låne noget rent tøj?” tilbød han, uden at hive eller trække i byvagten på nogen måder. Nu prøvede han bare at forberede ham på, hvad Willy overvejede der skulle ske. Det var vel det mindste man kunne gøre, når man ufrivilligt var kommet med ombord på et skib og nu var blevet syg og dårlig?

Om han selv var færdig, det var jo ikke helt til at sige, men et eller andet sted, følt han virkelig maven var blevet tømt tidligere, så han nikkede lidt modvilligt på det. 

Eskild rømmede sig en anelse og tog fat om hånden som rørte ved totten af hår der var undsluppet fra snøren. " Er det din måde at få mig ud af tøjet på? " men et eller andet sted magtede han ikke at stritte i mod, bukserne var klamme i følelse på ham, hvorfor han pressede underlæben lidt sammen og udad som han tænkte. 

" Fair, før vej " 

Han slap hånden, men alligevel ikke helt, i stedet tog han fat om skulderen på Willy og trådte ud af sine sko der blottede at han var barfodet, bukkede sig ned og tog fat om skoenes skaft med den anden hånd. NU, nu var han klar. 

Der blev nikket til at være færdig, selvom Willy godt kunne se på byvagten, at han stadig ikke var tilpas. Det blegt grønne øje spærrede sig en kende op som byvagten greb om hånden der havde ville rykke en tot hår væk fra byvagtens ansigt. Willy kunne ikke lade være med at smile af byvagtens ord. “Jeg har smartere måder at få folk afklædt,” løj han. Han interesse var hovedsageligt, lige nu, at hjælpe byvagten i rent tøj, men nu hvor tanken var der, så blev den hængende. Zalans. Det var et tidspunkt som dette hvor han næsten blev utålmodig, og ønskede at vide hvad der gemte sig under tøjet, selvom han snart ville få det at vide.

“Tænkte jeg nok,” lød det fra ham. Han lod Eskild træde ud af skoene, og placerede sig ved byvagtens side og med en arm om ham, sådan at han kunne støtte den sløje mand. Willy førte ham gennem få rum før de kom til et rum med opbevaringskister, som var spændt fast, så de ikke rutchede rundt under rejse. Han lod sig glide væk fra byvagten, så han kunne gå over og spænde sin kiste løs, og hev den dernæst ud, så han kunne åbne den op. Her fandt han noget helt rent tøj, både til byvagten, men også et par rene bukser til sig selv, som han først lagde på sit lår, inden han lukkede kisten og førte det over på kistelåget. Han vendte sig så, for at hive en spand ud, som var til vasketøj. “Lad mig hjælpe, så du ikke bliver smurt ind over det hele,” tilbød han.

Panden rynkede lidt tvivlsom til beskeden. Ville han virkelig gerne vide hvordan de andre smartere måder var? Eskild måtte bare gå med når det kom til stykket, lade tingene ske som de skete og håbe på at han kunne holde Willy på en arms afstand i sidste ende. Hånden lå endnu mod skulderen. Skoene blev holdt i hælene af den frie hånd og han hadet følelsen han var i i lige nu. 

" Du ved godt der er op til otte års fængsel for kidnapning, ikke? " påpeget han stille, og nu var Eskild ikke den eneste på mandens skib mod sin vilje. Ingen lystpige ville lade sig spærre inde på den måde, hun var jo rotte af bygaden. Så mange og så ulækre, de var alle vegne. 

Eskild stod blot stille i rummet og lod skoene blive tabt fra fingrene, men før han kunne nå at gøre noget yderligere, fik han besked på at lade ham hjælpe. " Du tror ikke, at jeg kan komme ud af mit tøj selv? " det var svært ikke at sige det så udfordrende, så stikkende af seksuel spændning. Snerren og bidende af adfærd, men Eskild trådte alligevel et skridt hen i mod kaptajnen. " Hvordan vil du sørge for at jeg ikke bliver yderligere smurt ind. Hmh, Willy? "

Willy så mod byvagten, som der blev påpeget, hvor lang tid man skulle sidde i fængsel, hvis man kidnappede. Willy vidste jo godt, at der var mange andre på skibet, som han havde bragt der. De havde alle været villige i starten, men så snart der var kommet tremmer og lås, mistede de villigheden. Trist at det skulle ende med at hedde kidnapning af den årsag. De var jo villige! “Nu må du lige,” klukkede han, “Jeg har jo ikke kidnappet dig,” forsikrede han byvagten. “Du var uheldigvis på skibet, da vi satte fra havnen,” Det havde jo ikke været med vilje, at byvagten skulle med til søs, selvom Willy ikke havde spor imod det. Jo, måske kunne han godt have undgået at få opkast ud over sine bukser, men det var en mindre detalje.

Willy lod brynene komme lidt tættere, som byvagten nævnte evnen til at komme ud af eget tøj. “En ting er at komme ud af det. En anden er at undgå at blive grisset til… Nu hvor du har knækket dig ud over det,” Det var jo ikke ligefrem fordi han regnede med at byvagten var erfaren i at afklæde tøj med opkast på. Willy havde trodsalt sørget for det et par gange. Han endte med at holde vejret en anelse, som Eskild trådte tættere. Den bidske adfærd var kriblende attraktiv og det knagede og bragede bag panden, for ikke bare at kaste sig selv for jaguaren i uniform foran ham. Et øjeblik fik Willy lige samlet tankerne og spændingen blev tyk nok til at skære i. Hans lod sine hænder søge til hvert et bælte, som skulle stoppe at tøjet ufrivilligt røg af under tjeneste. Et efter et blev de åbnet og lagt oven på kistelåget, hvad end der kunne gemme sig i lommerne ikke blev beskadiget af et desideret fald. Willy havde ikke noget imod at vise respekt overfor denne byvagts uniform. Hvis der ikke var blevet sat en stopper for Willys hænder, ville de endelig søge til den fine arbejdsvenlige blå skjorte og knappe den op. Alt havde hidtil været ret sobert, selvom det næsten var udeligt at holde tilbage, og ikke engang det af skjorten der var sølet til fik ham til at vringe ansigt. Der var fokus på opgaven og på at få lov til at gøre så meget af det, som Eskild ville tillade. Blev hver en knap åbnet, ville han føre hænderne ind under skjorten og lade hans varme hænder glide over huden, henover brystkassen til skuldrene, for at føre skjorten forbi skuldrene, så den på sin vis kunne glide af kroppen. Med trænede hænder, holdt Willy dog fast i skjorten, så den ikke ville ende på jorden. Ved at holde i skjorten, mens den gled af, måtte Willy træde endnu tættere på, og grundet højdeforskellen måtte han komme lidt ned i knæ. Næserne var næsten lige ud foran hinanden og de ville næsten kunne mærke hinandens åndedrat. Da skjorten endelig var fri blev den ført med en glidende bevægelse over til vasketøjskurven. Willy valgte dog ikke at rette sig tilbage op men blev der, med let bukkede knæ.