Jaspar ville måske en dag være klar, til at arbejde men det næste stykke tid, var han sikker på han ikke ønskede at komme ud. Han ville alligevel ikke være alene for hans mor havde altid nogen til at holde øje med ham, især efter det ene forsøg på at ende sit liv. Der var bare en del ting der skulle accepteres før han kunne komme til, at fungere bare nogenlunde igen. 
Han måtte dog trække i et smil, før han nikkede forstående og betragtede ham som han gik. 

Der gik ikke længe før hesten og Issac kom, han fik med besvær kæmpet sig op på hesten, nok mere stædighed end forstand, men tanken om noget stærkt fik ham til at presse sig selv igen. Han lagde sine arme om Issac som de begyndte at ride afsted. Måske lidt sært men han lod sit hoved hvile imod mandens ryg, for lige at sparer lidt på energien imens de red afsted. Som de nåde frem lod hans sig hjælpe ned, før de fik sikret hesten og han brugte sine sidste kræfter på selv at gå ind ad døren og hen til det bord der virkede til at være i et mørkere hjørne, før han sank ned på en stol og stønnede en smule af smerte. 
" jeg har brug for noget stærkt" sagde han ærligt, med sammenbidte tænder smerte var nemme at se på hele hans krop lige nu. Han lagde armene på bordet for at kunne støtte sig lidt til det. 

Issac kunne blot have trukket hesten, mens Jasper sad på dens ryg og dermed komme frem til kroen og de kunne tage den ene som de havde talt om at tage. Men efter Jaspers opfordring sad Issac nu forrest på hesten og Jasper kunne læne sig op ad ham bag ham, og dermed slappe lidt mere ad som hesten bevægede sig fremad mod kroen. 
Det gik langsomt fremad med hesten, for det skulle ikke gå for hurtigt, så Jasper ville få ond eller lignende, men til sidst kom de frem og Issac hjalp Jasper ned og de kom indenfor og fik placeret sig ved et bord. "Noget stærkt? Selvfølgelig" Han forlod bordet hvor Jasper sad,  for st bevæge sig til baren og bestilte to glas rom og bevægede sig tilbage mod bordet og satte sig overfor, "værsgo"

Jaspar brugte tiden imens Issac hente drikkevarer, til lige at bande sig selv langt væk i sindet, imens han prøvede at presse smerten væk fra sit ydre. Han ville bare ikke være svagt, og det følte han sig lige nu, hvorfor var dette gået ud over ham? skulle han lærer noget ?  Dog blev tankerne afbrudt, som hans kollega vendte tilbage og tog plads overfor ham, trak det ene glas til sig og tøvede ikke med at tage en slurk, sukkede lidt ved den brændende fornemmelse som væsken gled ned i halsen. 
Han vendte dog endelig blikket imod ham, og lod sig læne lidt frem så han kunne hvile albuer og underarme imod bordet foran sig. 
" tak" mumlede han for et øjeblik prøvede lige at presse sig selv væk fra de negative tanker, de gjorde ikke noget godt for ham. 
Dog kunne han ikke lade være med at tænke på Lykke Ohlson mon hun stadig ville have ham? 
" Issac hvad Zalans skal jeg stille op? " lød det fra ham efterfulgt af et suk, dog lod hans sig tage en tår mere " så du har det fint selv? intet nyt eller noget" han prøvede med vilje at skifte emnet fra ham selv, om han fik lov var ikke sikkert, men et forsøg værd. 

Issac kom tilbage med de to glas og satte sig ned overfor Jasper, og nikkede blot som han takke for rommen. Det var der intet at takke for, ofte gav den ene og så gav den anden en anden dag, det var der ingen problemer i og ellers var Issac ikke så nærrig, at han ikke kunne give en omgang. Hvad han skulle stille op? Der var ikke så mange ting at stille op i Issacs øjne, "Det kommer an på hvad du vil, Jasper. Vi har lidt talt om det og hvis du ønsker at opsøge muligheden for om det kunne være en forbandelse eller andet, så skal du selvfølgelig gøre det og ellers så skal du acceptere det her - og det tager tid" Han tog en lille tår af rommen, "Det bliver hårdt, men det skal accepteres. Men så ved du at vi har en plads til dig så du stadigvæk kan arbjede og ikke blot lukker dig inde eller væk" Det var slet ikke det han ønskede for Jasper.
"Jeg har det helt fint, min problemer er bestemt ikke værre end dine. Det er små ting" Det var slet ikke noget at tale om, at have problemer med opgaver eller papir arbjede, var vand ved siden af hans - så var der selvfølgelig det med konen.

Jaspar lænede sig lidt frem og lod albuerne hvile imod bordet, Issac fik det næsten til at lyde så nemt, at acceptere at alt han havde kæmpet for nu var så fjernt. Han drak lidt mere for at fjerne de mange tanker, blikket rette sig imod hans kollega, det virkede til de desværre ikke kunne skifte emne, men på en måde forståeligt nok, det var nok bare fordi han ikke var klar til at acceptere sin skæbne " du har nok ret, det er bare noget Zalandins værk, men ja dog må jeg lige tage et par dage til at samle mig og mine tanker, nu vil jeg nyde et par drink og så må de sende bud efter min fader" erkendte han og sukkede en smule. 
Det var måske ikke i dag hans humør ville vende tilbage, Issac var en god mand og han følte sig ærligt flov over, at opfører sig sådan overfor ham, men håbede også manden kunne forstå at han lige nu var et rigtig dårligt sted. Han måtte tømme sit glas og række hånden op, for at bestille mere for det var det eneste han lige nu kunne overskue. 
Klar over hans kollega nok ville smutte snart " Beklager jeg er sådan en dødbidder i dag Issac, kan vi snakke sammen om en uges tid?" spurgte han, fordi han ønskede stadig at have et venskab. 

Det var selvfølgelig svært for Issac i denne situation hvor Jaspar havde det så svært og var ude i de problemer som han var. Issac håbede dog på at han ville finde den vej han skulle ned af for at accepter den tilstand som han nu var i, og ikke vælge en vej hvor han ville sørge over sig selv eller den tid som han havde haft. Hvis han kæmpede skulle han nok kunne klare det arbejde, som Issac havde opstillet for ham.
"Vi skal nok finde ud af det Jaspar. Jeg får fat i din far, så han kan hente dig når du er færdig"  Kom det roligt fra ham, som han tømte sig eget glas. "Lad det nu ikke blive en vane med at sidde hernede, vel?" Det var der ingen grund til.
Han forstod godt hvordan Jaspar havde det, nu hvor han var kommet ud med en del som han havde holdt hemmeligt for de fleste omkring sig. "Du skal beklage. Det er en svær tid for dig og det forstår jeg. Lad os tale sammen om en uges tid" Det var måske fint at lade ham være lidt alene med sin drink. Issac forlod bordet og kroen.