Martin havde det fint med at gå foran, så skulle han ikke glo på hendes stramme fjæs, ærligt glæde han sig til hun skred ad Zaladin til! Fordi han havde fået nok af hendes behandling. Det var ikke med hans gode vilje at han blev placeret imod væggen i cellen, og da hun bad ham komme til hende fnøs han tørt. Dog fik han ej noget valg, for hun trak ham tæt på, før han mærkede hende binde hans hænder op og han kunne tage fat i tremmerne og stirre vredt på hende. 
Den flotte røde farve gled frem igen, imens øjnene blev smalle "  hvad tror du selv?" hvæssede han af hende, dog så han hende forlade rummet. Sparkede frustrer til tremmerne for så at brokke sig, før han dog måtte sætte sig udmattet på briksen og igen starte de mange gloser.... 

Lykke så op på ham, som han greb fat i tremmerne som hans hænder blev bundet fri. Hun nynnede næsten tilfreds over hvor utilfreds han var, men valgte at forlade ham som han var, sikker på at døren til hans celle var låst. Nu skulle hun ind i et separat lokale, så hun kunne skrive ned, hvad der foregik i sagen, hvad han var dømt for, hvem hun havde snakket med og hvem der havde meldt ham. Der var mange ting der skulle udfyldes og hun sørgede for at lægge hele hans sag et sted, hvor der blev lagt nye sager, således byvagterne kunne læse op på dem. Manden her skulle i hvert fald ikke ved en fejl blive lukket ud. Hun sørgede også for at formidle straffen til straffemester. Hvorfor frydede hun sig så meget over den mand, der skulle sættes på plads? Var det fordi han mindede hende om en anden mand i hendes liv, som hun også kun ønskede det værste for?
Nu måtte hun videre til den næste sag…