Eamon var nød til at komme af med varmen, så da hun gav tilladelse trak han blusen af sig, for så at afsløre en godt mørbanket overkrop, der vidnede til at han talte sandt om at få tæsk. Han lagde den ved siden af sig, så den kunne blive fundet igen selvom, den tydeligt trængte til en vask, vis ikke skraldespand. Som hun kom hen til ham gled blikket imod krusset, greb ud for at få hanken, og nåde lige at se hende i øjnene. 
Vandet kom som en overraskelse for ham, han fik det meste i hovedet og stirrede næsten surt på hende, som hun vendte sig om for at gå tilbage, nikkede en smule til hendes ord men mærkede hvordan vreden samlede sig i ham. Hvorfor skulle han altid behandles så dårligt? Var han i sandhed et dyr? han tørrede sit ansigt fra vand og spyt, for så at give sig til at drikke det rasterende vand. Eamon sukkede svagt for sig selv. 
Han rejste sig og satte kruset på skamlen, før han vendte tilbage for at fortsætte til seletøjet, nu undgik han dog hendes blik for der var en vrede i ham efter hun havde spyttet på ham. I hans verden havde der ikke været grund til det, men for nu måtte han blot fortsatte med at arbejde. 

Hun stillede sig ved sadlen igen og lagde armene over kors, mens hun så på ham afventende. Han tog det utrolig pænt. Måske hun i realiteten prøvede at teste hans temperament - for skulle han være omkring hestene, som kunne blive noget bidske efter en lang arbejdsdag, så skulle han kunne håndtere dem. Hestene var jo lige så meget ansatte som byvagterne, og kunne de ikke trives når de havde fri, så var det til fare for byvagten. Skulle Eamon på nogen måde have en chance, skulle han kunne håndtere en hvis mængde pis og lort.
Eamon fortsatte så sit arbejde. Selv gjorde Lykke ikke noget andet; hendes arme var over kors og blikket låst på hans bevægelser. “Husk at sætte trensen sammen igen når det er færdigsmurt,” kommanderede hun. Lykke var i realiteten ligeglad med om Eamon så på hende eller ej - måske hun endda foretrak at han holdt sit fokus på hesten, og ikke så spørgende mod hende. Selvfølgelig, jo mere fokuseret han var, jo større chance var der for at han gjorde tingene ordentligt. Da han før havde kigget på hende en gang imellem, havde det vist hende en usikkerhed i hvorvidt han selv følte sig sikker i sit arbejde.

Måske det var til knægtens fordel, at han havde arbejdet på så mange gårde, at han ret hurtigt faldt til og vidste hvad han skulle. Heste var klart hans favorit, det kunne man se ved mesterens stald, den hest han for ikke længe siden havde skulle levere til en gård, ja den var knyttet til ham og de havde endda sovet sammen i staldboksen sammen. Eamon forstod sig på de store dyr, han var altid bekymret skulle de blive syge, eller have fået skader efter at være lejet ud til rejsende, det kunne næsten få ham til at skælde folk ud. 
Han fik det smurt godt, det hjalp at ignorere hende, selvom han kunne mærke hendes øjne på sig næsten som brændte de sig fast. Kommandoen skulle han nok følge, dog skulle han lige slæbe den tunge spand tilbage, før han kunne samle hovedtøjet og til sidst hænge det op, så hun kunne tjekke det. Eamon kløede sig en smule i nakken " det skulle være klart nu" sagde han forsigtig, håbede hun mente det var okay.

Lykke fulgte ham med øjnene, som han blev færdig med at smøre ind, pakkede fedtet væk og begyndte at samle trensen. Hun var opmærksom på om hvordan han samlede hovedtøjet og hvorvidt han vendte tingene korrekt. Hun løftede sin hage lidt, som han hang det op da han var færdig.

“Godt gået,” Hun lød ikke tilfreds, men det var hun. “Se at få din bluse på igen,” kommanderede hun og lod en af hendes hænder pege i retningen af hvor hans bluse var. Så snart han antog til at bevæge sig, ville hun selv gå mod et lokale, hvor hun kunne finde en seddel og skrive en besked på. “Jeg skriver den her seddel til din mester.” Hun begyndte at skrive på det fine byvagtspapir, “Den er til ham, og ikke dig. Så du læser den ikke,” Hun var egentlig ligeglad med, om han besad evnen til at læse; men mesteren skulle i hvert fald have besked. “Hvad var hans navn?” Hun snakkede generelt højt og tydeligt. Hun var ikke typen, der gad at gentage sig selv. Hun fortsatte med at skrive i noget tid. “Og er det ham der har givet dig slag?” Hun brummede lidt før hun fik skrevet det sidste.

Kære Martin Alomora



Deres staldknægt er blevet identificeret med samtlige skader. De får nu denne ene påmindelse om, at vold mod indbyggere i Krystallandet er ulovligt.

Straffen for at udøve vold mod indbyggere er op til en måneds fængsel, piskeslag samt bøde på op til 5 jadestykker. For at vi i byvagten er sikre på at du overholder loven, skal din staldknægt, hver dag fremover, møde op hos byvagten efter sin vagt til inspektion og samtale.



Hilsen

L. Ohlson

Patruljeleder

Brevet blev foldet og lagt i en kuvert og forsejlet med en blå voks og byvagternes symbol. Hun vendte sig så tilbage mod staldknægten. “Fra i dag af, skal du møde op her efter din vagt hos din mester,” Hun rakte ham brevet. “Der er ingen straf når du møder op, vi skal bare snakke lidt sammen,” lød det fra Lykke. Hun ville sørge for at skrive en besked til sine kollegaer. Lykke var kun i Dianthos en uges tid, og hvis ikke der var nogen der kunne følge op på staldmesterens opførsel, så ville det være spildt arbejde.

Lykke glædede sig allerede til at skulle hente Martin og sørge for han blev påmindet om, hvorfor loven ikke skulle brydes.

Eamon smilede en smule, det var ikke ofte han fik ros så selvom hun ikke lød helt tilfreds, måtte han tage hvad han kunne få så for ham var det nok. Han nikkede og tøvede ej med at gå hen, for at trække blusen over sig igen, skjulte de mange skader Martin havde på ført ham, det var vel en vanesag for knægten. Blikket rette sig imod som hun snakkede om et brev, hvorfor blev han så nervøs ved tanken ? Han kom tætter på for at se hende skrive, ikke at han overhovedet kunne læse det, dog undre han sig en smule. 

Han sank en let klump i halsen "Martin Alomora" svarede han så, før blikket så en smule flovt ned " mhh han har givet mig mange hver dag" forklarede han sig. Knægten så på hende igen som hun vendte sig imod ham, prøvede at forstå hvad hun forklarede ham men nikkede "men hvorfor ?" spurgte han men tog imod brevet meget forsigtig, for ikke at gøre det for beskidt. Derefter kløede han sig en smule i nakken, og stod lidt på usikre ben, måske han alligevel frygtede at skulle aflevere noget til Mesteren, han ville ikke blive glad !  

Lykke så kort mod knægten som han svarede. Det irriterede hende på et helt andet niveau, at der var folk der udøvede vold. Hun spændte kæben lidt og måtte virkelig dy sig ikke blot at ride direkte ud til mesteren for at anholde ham. Gjorde hun det, ville hun sørge for hans hænder blev lænket og med et reb der forbandt håndjernene og hendes sadel, således at hun kunne gallopere igennem byen med ham på slæb på jorden.
Hun fik revet sig væk fra sine egne tanker og fortsatte med at skrive brevet. “Fordi det er en ordre fra byvagten,” svarede hun ham. “Alt du skal se frem til, er at komme til os efter du har færdiggjort dit arbejde,” hun gav ham et puff på skulderen. “Afsted med dig.”

Eamon vidste ikke helt at Martin brød reglerne ved at slå ham, men kunne det stoppes ville det da være skønt, fordi det var ikke altid kroppen nåde at heale før de næste slag faldt. Han nikkede dog som hun forklarede sig for ham, før han mærkede det lette puf og så en sidste gang på hende, tænk at det var hende der måske var starten for ham, på en nemmere fremtid? 
" mhhh tak for din hjælp" sagde han, før han hurtigt var ude af stalden, og holdt godt fast i brevet som han løb igennem byen, imod sin mesters hus, for at levere det håbede han kunne liste ind og skylde sig ud igen, men det måtte tiden jo vise ham.....