Den røde farve fandt vej til kinderne igen, ved byvagtens ord. Samuel havde tidligere undret sig over om Eskild var direkte blind, eller bare dårligere seende, end han selv var. Han kunne ikke lade være med at gå med en lille forhåbning om, at han rent faktisk ikke kunne se noget. Det ville gøre det en lille smule nemmere at håndtere, når han nu ikke kunne lade være med at rødme, stort set hver gang Eskild sagde noget som helst.
Hvis ikke han fik afklaret den undren på et tidspunkt, måtte han spørge. Men det var en sidetanke.

Denne gang fik Samuel taget en ordentlig bid af ferskenen, der kun var få bider fra at være intet mere end skrog. Han rømmede sig, forsøgte at rense halsen for den smule ferskensaft, han i et kort øjeblik var ved at kløjes lidt i.
"Mhm.. Jo," svarede han lettere hæst og lagde en hånd mod brystet, idet han fik renset halsen helt og tygget færdig.
"Hvor langt skal vi endnu?" Han forsøgte at dreje samtalen mod andet, så den røde farve i kinderne kunne aftage sig lidt. Selvom emnet om hvor langt de skulle gå endnu, ville ende i emnet hvor de skulle være alene i byvagtens private.